Optaktsjulekalender: Hvad kan vi forvente af Movistar i 2018?

Nedenfor giver vi en analyse af Movistar.

Ryttere, der bliver på holdet

Andrey Amador, Winner Anacona, Jorge Arcas, Carlos Barbero, Daniele Bennati, Carlos Betancur, Nuno Bico, Richard Carapaz, Hector Carretero, Victor De La Parte, Imanol Erviti, Ruben Fernandez, Nelson Oliveira, Antonio Pedrero, Nairo Quintana, Dayer Quintana, Jose Joaquin Rojas, Marc Soler, Jasha Sütterlin, Alejandro Valverde

Nye ryttere

Mikel Landa (Sky), Rafael Valls (Lotto Soudal), Eduardo Sepulveda (Fortuneo-Oscaro), Jaime Roson (Caja Rural), Jaime Castrillo (nyprofessionel)

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Ryttere, der forlader holdet

Daniel Moreno (EF Education First), Jonathan Castroviejo (Sky), Adriano Malori (stopper), Gorka Izagirre (Bahrain-Merida), Alex Dowsett (Katusha-Alpecin), Jesus Herrada (Cofidis), Jose Herrada (Cofidis), Rory Sutherland (UAE Team Emirates)

Hvordan gik transfersæsonen?

Efter flere år med samlede sejre i WorldTouren blev det i 2017 klart, at Movistar er en kolos på lerfødder. Efter tabet af Ion Izagirre, der også bidrog med ganske mange point i ugelange etapeløb, blev det nemlig helt tydeligt, at holdet var alt for afhængige af de to stjerner, Nairo Quintana og Alejandro Valverde. Da de to kaptajner forsvandt i anden halvdel af sæsonen, gik holdet med ét fra at være et af sportens absolut stærkeste til at være et af de mest anonyme. Med ét blev det afsløret, at holdet var alt for afhængige af bare to ryttere, ikke mindst fordi man i de seneste mange år har måttet vinke farvel til alt for mange ryttere fra ”andenkæden”, først og fremmest Izagirre.

Desværre fortsætter den tendens i den kommende sæson, hvor Jesus Herrada, Gorka Izagirre, Daniel Moreno og Jonathan Castroviejo, der alle hører til blandet de ryttere, der faktisk kunne score resultater på egen hånd, forlader holdet. Det er imidlertid naturligvis ikke hovedoverskriften på Movistars transfersæson. I stedet for at forsøge at styrke andet geled bag de to kaptajner har man i stedet forsøgt at overvinde sårbarheden ved at styrke førstekæden og hyre en tredje kaptajn. Den måske mest omtalte transfer i år er Mikel Landas skifte til hjemlandets førende hold efter en sæson, hvor det blev helt tydeligt, at det i al fremtid ville blive næsten umuligt for ham at få de muligheder, han selv ønskede, på sportens stærkeste grand tour-hold, Sky.

Allerede under Giroen blev det en offentlig hemmelighed, at Landa var på vej væk fra det britiske hold, og fra start var Movistar i pole position til at sikre sig hans underskrift. Det er indlysende, at et hold, hvis DNA er grand tours, og som er Spaniens førende mandskab, naturligvis i mange år har forsøgt at tiltrække den rytter, der har udsigt til at overtage Alberto Contadors status som landets førende etapeløbsrytter. Derfor har holdet længe været på jagt efter Landa, men det var først i år, at baskeren gav manager Eusebio Unzue et ja.

Det er imidlertid mere tvivlsomt, om valget var lige så oplagt for Landa. Uanset hvor meget ledelsen forsøger at nedspille det, er det klart, at der er indlysende interessekonflikter mellem Quintana, Landa og i mindre omfang Valverde. Sidstnævntes udløbsdato nærmer sig - hvis han da overhovedet har en - men der er udsigt til konflikt mellem Quintana og Landa i mange år fremover. Landa har givet udtryk for, at han aldrig igen vil risikere at befinde sig i en grand tour, hvor han er tvunget til at ofre sin egen chance for holdets bedste, men det er svært at forestille sig, at han vil kunne undgå et sådant scenarium i al fremtid - i hvert fald, hvis både han og Quintana insisterer på at have Touren som omdrejningspunkt i hovedparten af sæsonerne. Det er således indlysende, at Movistar med Landa på holdet er langt stærkere end tidligere og langt mindre sårbare end sidste år, men frygten er, at der vil kunne være så megen intern uro - bakket op af konstante presseskriverier - at det kan blive en temmelig disharmonisk affære. Heldigvis har Unzue god erfaring med at håndtere flere kaptajner. De evner får han brug for.

Med Landas ankomst kommer endnu mere til at handle om de tre kaptajner, ikke mindst fordi man altså siger farvel til mange af de ryttere, der tidligere har kunnet tage over, når der en sjælden gang var et løb uden en af stjernerne. Ingen af de ryttere, der søger nye græsgange, Ion Izagirres kaliber, men der er tale om en svækkelse på flere fronter. Mest indlysende er det, at der er tale om flere af de mest skattede hjælpere i grand tours, nøjagtigt som Izagirre, Giovanni Visconti og Javier Moreno var det. Jesus Herrada var imidlertid samtidig med sin spurtstyrke og tempoevner en mand, der på sigt kunne levere resultater i kuperede klassikere, når Valverde engang er fortid, og selvom han gik lidt i stå i 2017, var potentialet stadig stort. Ærgerligt er det også at sige farvel til Gorka Izagirre, netop som han med etapesejren i Giroen og 5. pladsen i Paris-Nice havde haft sin hidtil bedste sæson og endelig var begyndt at nærme sig broderens niveau. Og smertefuldt er det også at sige farvel til Castoviejo, fordi han i mange år har været Quintanas personlige ”bodyguard”, havde forbedret sine klatreevner så meget, at pludselig ligner en mand, der kan begå sig i ikke alt for svære etapeløb, og med sine tempoevner både var en vigtig mand i holdløbssammenhæng og samtidig en garanti for sejre og topresultater ved store mesterskaber.

Mindre ondt gør det at skulle sige farvel til Moreno, der desværre for længst er ovre sine bedste år og ikke viste meget i sin tid i Movistar-trøjen. Også Jose Herrada er falmet voldsomt i de senere år og slet ikke på det niveau, han havde, da han trods hjælperytterstatus næsten kørte i top 10 i Vueltaen. Alex Dowsett vandt ganske vist sine enkeltstarter, men der var alt for langt mellem snapsene, og han blev aldrig benyttet som hjælper i de store etapeløb, hvor han skulle have spillet en rolle. Mere smertefuldt er det at skulle sige farvel til den altid stabile Rory Sutherland, der måske ikke har fået megen offentlig anerkendelse, men sammen med Imanol Erviti har været uhyre vigtige for Quintana og Valverde i et utal af løb. Og endelig er det definitive farvel til Adriano Malori naturligvis også ubehageligt, men desværre uundgåeligt, da det længe har stået klart, at karrieren brutalt blev ødelagt af det slemme styrt i San Luis for nu snart to år siden.

Heldigvis er Landa ikke den eneste nye rytter på holdet. Faktisk har ledelsen med stor præcision tiltrukket klatrere, der netop kan fylde ud i det tomrum i andet geled, der skabes med de mange afgange. Rafael Valls og Eduardo Sepulveda havde begge drømme om selv at blive store etapeløbsstjerner, men det synes nu klart, at niveauet ikke rækker til mere end netop en plads bag de allerbedste. Derfor er de oplagte støtter for kaptajnerne i bjergene, især hvis de kan komme sig over de helbredsproblemer, der har plaget dem begge. Især Valls har på sine bedste dage haft et kolossalt højt niveau, og hvis han kan undgå skader, kan han vise sig at blive ekstremt værdifuld.

Endnu mere interessant er det, at man har fået fingre i Jaime Roson, der sammen med Marc Soler, Ruben Fernandez, Enric Mas og David De La Cruz hører til blandt de mest lovende klatrere. Roson slog som bekendt Vincenzo Nibali på kongeetapen i årets Tour of Croatia og har et meget stort potentiale. Man kan diskutere, om Movistar, der er så domineret af de tre kaptajner, er det oplagte valg, og han kan som Soler og Fernandez risikere at ende i en hjælperytterrolle. I det mindste får han mulighed for at lære og udvikle sig i et godt miljø, og man kan så håbe, at han kan udvikle sig så meget, at han naturligt kan tilkæmpe sig lidt mere plads. Fokus på ungdommen har man også ved at hente Jaime Castrillo, der er en lovende ung spanier, men selvom han er spansk mester i enkeltstart for U23-ryttere, fremstår han ikke som en af fremtidens helt store stjerner.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Samlet set er der således ingen tvivl om, at Movistar anno 2018 er stærkere, end man var i 2017. Landa er en af feltets allerstærkeste ryttere, og derfor kan det ikke diskuteres, om han forstærker holdet eller ej. Spørgsmålet er blot, om man kan undgå interne konflikter og få det maksimale ud af talentet. For resten af holdet gælder, at man mister mange værdifulde ryttere, men med tilgangen af ryttere som Valls, Roson og Sepulveda er holdet nok alligevel styrket i bjergene. Til gengæld er man markant svækket på tidskørsler, og de tider, hvor Movistar kan vinde VM-medaljer i holdløb, er helt sikkert ovre fra og med den kommende sæson.

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

Som sagt er Movistar et hold, der altid har haft etapeløbene som holdet altoverskyggende hovedfokus, og derfor har klassikere historisk spillet en mindre rolle. Det har til dels ændret sig lidt i tiden med Alejandro Valverde, der med sin status som en af historiens allerbedste ardennerryttere naturligvis har ansporet holdet til også at satse stort på de kuperede endagsløb, men klassikerne har aldrig betydet og vil aldrig betyde lige så meget for manager Eusebio Unzue som grand tours. Holdets holdning til endagsløb bliver helt tydelig i brostensklassikerne, der ingen rolle spiller overhovedet, og som Unzue ikke lægger skjul på, at han helst slap for at køre. Imanol Erviti har overrasket med top 10-placeringer i både Flandern og Roubaix, ligesom Andrey Amador har overrasket i Gent-Wevelgem, men brostensløbene er mest en chance for holdets lidt tungere hjælperyttere til for en gangs skyld ikke at skulle ofre sig 100% i holdets tjeneste.

Af samme grund er Movistar som regel temmelig usynlige i første del af klassikersæsonen, indtil Valverde tager over, når terrænet bliver mere kuperet. Åbningsweekenden bliver sandsynligvis skippet, men kort efter spiller Strade Bianche en særlig rolle som holdets eneste klassikermål i de første måneder. Bortset fra i år har det italienske løb nemlig været på programmet for Alejandro Valverde, der dog endnu ikke har været øverst på podiet. Om han stiller til start i 2018, vil meget afhænge af, hvordan han kommer sig efter sin slemme skade, men der er en vis sandsynlighed for, at holdet her kan få sin første store endagssejr. Derefter vil man igen glide i baggrunden og håbe på, at Carlos Barbero, Jose Joaquin Rojas eller Daniele Bennati måske kan spurte sig til en top 10-placering i Milano-Sanremo, inden holdet drager mod nord til brostenssæsonen. Her vil Bennati være manden til de letteste løb, Dwars door Vlaanderen og Gent-Wevelgem, mens man til de hårdeste løb, Flandern Rundt, Paris-Roubaix og E3, håber på, at Erviti, Amador, Nelson Oliveira og måske specielt unge Jasha Sütterlin, der synes at have et vist potentiale i den slags løb, kan levere bare et enkelt top 10-resultat.

Det helt store mål er dog Ardennerne, hvor alt naturligvis handler om Valverde. Igen afhænger meget naturligvis af, om han kan komme tilbage til sit tidligere niveau, men lykkes det, vil han igen være manden, der skal slås i Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege. Han har heller ikke lagt skjul på, at en sejr i Amstel Gold Race, som endnu mangler på hans ellers imponerende CV, står højt på ønskelisten, men den nye rute gør det ikke just lettere for den ellers så alsidige spanier. Samtidig bliver det interessant at se, hvordan man vil sammensætte det hold, der skal støtte kaptajnen, idet Movistar som altid kan vente at skulle påtage sig hovedansvaret. Gorka Izagirre, Daniel Moreno og Jesus Herrada plejer at være nøglehjælpere, og holdet fremstår i år svagere end tidligere. Jose Joaquin Rojas og specielt Carlos Betancur vil formentlig udgøre to af de vigtigste støtter, men derudover kan det blive nødvendigt også at bruge af holdets mere rendyrkede klatrere som Ruben Fernandez, Marc Soler, Eduardo Sepulveda og Rafal Valls for at få den nødvendige styrke til at bakke løbenes storfavorit op.

Movistar ha traditionelt været mindre optaget af efterårsløbene, der passer dem temmelig dårligt. Valverde vil naturligvis være blandt de helt store favoritter i Clasica San Sebastian, som han flere gange har vundet, og her kan det også tænkes, at Mikel Landa vil være opsat på at yde god støtte på sin hjemmebane. I løb som EuroEyes Cyclassics og Bretagne Classic vil man sætte sin lid til top 10-resultater fra Carlos Barbero, Jasha Sütterlin eller Daniele Bennati, mens det er mere uklart, hvem der skal føre an i Canada, hvor Valverde må antages at være travlt optaget af Vueltaen. Til gengæld vil den spanske stjerne være tilbage ved fuld styrke i Il Lombardia, som han på ufattelig vis endnu ikke har vundet. Det kommer kort efter VM, der er Valverdes allerstørste mål i 2018, og derfor må han formodes at have formen til at køre med om sejren - hvis han altså igen bliver den gamle Valverde efter sin grimme knæskade.

Hvad kan vi forvente i grand tours?

Hvis journalister mangler noget at skrive om i løbet af vinteren, kan de altid spekulere på, hvordan Movistar vil gribe deres grand tours an. Det har i de seneste mange sæsoner været det emne, der har fået måske allerstørst opmærksomhed, og denne vinter har bestemt ikke været nogen undtagelse. Tværtimod har Mikel Landas ankomst kun øget interessen fra omverdenen, og det er ikke få artikler, der allerede har problematiseret forholdet mellem den nytilkomne basker og den etablerede kaptajn, Nairo Quintana.

I skrivende stund er kun én ting bekræftet: Nairo Quintana satser 100% på Tour de France efter det mildt sagt mislykkedes doubleprojekt i 2017, og han er i den grad opsat på revanche. Samtidig har han tydeligvis følt sig truet af Landa og har derfor følt det nødvendigt i pressen tydeligt at markere, at han forventer holdets opbakning. Det affødte en reaktion af skuffelsen fra hans nye holdkammerat, der havde håbet på en mere imødekommende modtagelse og dermed er kimen lagt til konflikt.

Manager Eusebio Unzue har gjort det klart, at han drømmer om at stille til start med alle sine tre kaptajner, Landa, Quintana og Alejandro Valverde, i Touren for endelig at have et hold, der i styrke kan matche det suveræne Sky-mandskab. Valverde havde ellers i første omgang givet udtryk for, at han ville foretrække at skippe det franske løb til fordel for Giroen og Vueltaen, men han har altid været fleksibel og så imødekommende over for holdets ønsker, at han gør, hvad han bliver bedt om. Landa har samtidig angiveligt fået lovning på, at han frit kan vælge, hvad han vil satse på, og han har bevidst skubbet sin beslutning til efter offentliggørelsen af Giro-ruten.

Ifølge spanske og italienske medier var der egentlig truffet beslutning om, at den genfødte Carlos Betancur efter den flotte Vuelta, der så ærgerligt blev afbrudt af et dumt styrt, skulle have chancen i Giroen, og at de tre kaptajner derefter skulle slå pjalterne sammen i Touren. Med Chris Froomes beslutning om at køre Giroen synes det hele imidlertid nu at være ændret. Movistar har en klar interesse i, at Froome får det så svært som muligt i Italian, så han bliver mere medgørlig i Frankrig, og derfor synes det nu givet, at Landa eller Valverde vil blive sendt til Giroen. Egentlig havde Unzue tænkt sig, at det skulle være Valverde, men nu går der rygter om, at Landa, der ikke har lagt skjul på, at han på et tidspunkt vil have en form for revanche i det italienske løb, er så inspireret af at udfordre sin tidligere kaptajn, at han nu mere og mere hælder til at satse på Giroen.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Den endelige beslutning er i skrivende stund ikke offentliggjort, men det synes altså givet, at Landa eller Valverde - sandsynligvis med Betancur som plan B og Andrey Amador - vil være til start i Giroen. Målsætningen vil imidlertid være forskellig for de to. Hvor Valverde ved, at han næppe kan slå Froome i en grand tour og derefter vil jagte sin anden podieplads i det italienske løb, vil Landa komme for at vinde. Under alle omstændigheder vil man møde op med så stort et navn, at det vil være et hold, der er 100% fokuseret på klassementet og kaptajnen, og som vil have en målsætning om minimum en podieplads.

De nye overvejelser betyder, at det nu er lidt tvivlsomt, hvordan holdet vil gribe det an i Touren. Det synes givet, at Quintana vil have enten Valverde eller Landa ved sin side, men det er tvivlsomt, om Giro-kaptajnen også vil være med igen. Både Landa og Valverde har nemlig VM som et stort mål, og den spanske landstræner Minguez har gjort det klart, at han anser det som umuligt at komme i betragtning til det spanske hold, hvis ikke man har kørt Vuelta. Derfor er det nærliggende at tro, at den af de to, der kører Giro, vil skippe Touren til fordel for hjemlandets store løb. Det betyder, at man måske ”kun” vil have to podiekandidater til start i Touren, men det er også rigeligt til, at holdet bør spille en nøglerolle som en af Froomes absolutte hovedudfordrere. Hvor Landa og Valverde begge vil kunne leve med en podieplads, er målet for Quintana imidlertid helt klart. Han har allerede været i top 3 tre gange, og derfor er det kun sejren, der tæller. Med Froomes beslutning om at køre Giro har han måske sit livs chance i år - hvis han altså kan overleve den hektiske første uge.

Quintana har tradition for at køre to grand tours, og derfor er det nærliggende, at han også i år vil satse på Vueltaen, som han tidligere har vundet, selvom han dengang allerede havde Touren i benene. Landa og Valverde har som sagt næsten fået startpåbud af Minguez, og da Betancur samtidig er en sandsynlig mand i truppen, er der udsigt til, at Movistar vil komme med et skræmmende mandskab. Froome ventes ikke at være til start, og derfor vil hjemmebanefavoritterne være holdet, der skal slås i den spanske grand tour, hvor man er opsat på revanche efter den mildest talt uheldige præstation i år.

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

Movistar har flere gange vundet WorldTouren, fordi de i tillæg til gode resultater i ardennerklassikerne og de tre grand tours, stort set har haft en podiekandidat i hvert eneste ugelangt etapeløb på WorldTouren. Indtil i år havde man Nairo Quintana, Alejandro Valverde og Ion Izagirre til at dele ansvaret, mens det i år var op til de to førstnævnte at score de mange point. I år har man også Landa, ligesom flere af de unge ryttere vil være på desperat udkig efter en chance eller to i løbet af sæsonen, og derfor vil holdets mål være at have en mand på podiet i næsten alle etapeløb på den fineste kalender.

I skrivende stund er det forventningen, at Alejandro Valverde vil starte sin sæson allerede i Tour Down Under, der på papiret er skræddersyet til den spanske veteran. Det vil imidlertid være hans første løb efter den grimme skade, og derfor bliver det en svær opgave at skulle tage kampen om med specielt Richie Porte. I 2012 var det dog også det første løb efter karantænen, og det forhindrede ikke Valverde i at vinde kongeetapen og slutte som nr. 2 samlet. Med Valverde ved man aldrig - og hvis han ikke skulle være konkurrencedygtig, har Ruben Fernandez givet udtryk for, at han gerne vil bruge det australske løb til at få karrieren tilbage på sporet efter et skadesplaget 2017.

Quintana har ikke lagt skjul på, at han ser frem til, at Landas tilstedeværelse vil tage lidt af hans pres, og at han derfor kan have en betydeligt lettere kalender i løbet af foråret. Derfor skal vi næppe vente at se Quintana i aktion mange gange i de første måneder, hvor han vil gøre sin debut i det nye store colombianske løb Colombia Oro y Paz, hvor han vil kunne vinde, hvis ruten er tilstrækkeligt bjergrig. Valverde vil formentlig jagte endnu en sejr i Ruta del Sol, som han har domineret totalt i de senere år, mens Landa formentlig skal bruge lidt længere tid på at få varmet motoren op.

Det bliver interessant at se, hvordan de tre kaptajner vil fordele løbene imellem sig, men man må formode, at holdet i hvert eneste WorldTour-etapeløb vil have mindst en af dem til start og dermed gå efter minimum en podieplads. Det er nærliggende at tænke sig, at Giro-kaptajnen Landa eller Valverde vil være til start i Tirreno-Adriatico, men Valverde vil helt sikkert også være opsat på at forsvare titlerne i Catalonien og Baskerlandet. Det synes samtidig temmelig sikkert, at Quintana vil køre Tour de Romandie, der traditionelt har været en vigtig trædesten på vejen mod Touren. Et åbent spørgsmål er det, om der kan blive plads til, at en af de unge talenter kan få lov at køre klassement undervejs. Det gælder specielt Richard Carapaz, Ruben Fernandez, Jaime Roson, Marc Soler og Antonio Pedrero. Endnu mere spændende bliver det at se, om Carlos Betancur vitterligt kan genfinde sit niveau. Han så ud til at være der, da han som én af kun to kunne følge Froome og Contador på 6. etape i Vueltaen, inden han desværre kort efter styrtede slemt. Han er en langsom starter, så de første svar får vi formentlig først i Baskelandet.

De unge ryttere vil få chancen i de mange mindre spanske etapeløb og endagsløb, der er spredt ud over specielt forårsmånederne. Her og i et løb som Route du Sud er det de ovennævnte navne, der vil få ansvaret for at bringe Movistar øverst på podiet. I disse løb har Carlos Barbero også tradition for at vinde en del etaper i massespurter, og det vil igen være opgaven for holdets hurtigste rytter, der imidlertid får svært ved at vinde spurter på WorldTour-niveau - med mindre de slutter på en stigning.

Landa eller Valverde skipper måske Touren, og det kan gøre det muligt for vedkommende at vinde Vuelta a Burgos, der passer dem begge perfekt. Samtidig er Tour de Pologne en oplagt mulighed for de unge ryttere, specielt de af dem, der har lidt punch som Fernandez og Betancur. Rytterne fra andet geled vil formentlig også skulle jagte en sejr ved sæsonafslutningen Tour of Guangxi, hvor de burde have en fremragende chance. Endelig glæder vi os til at se, om Jasha Sütterlin og måske Nelson Oliveira kan køre med om de sjove placeringer i BinckBank Tour, der ellers ikke traditionelt har været holdets yndlingsløb.

Læs også

Formand for DCU trækker sig

Hvem kan overraske?

I år blev det som sagt tydeligt, at Movistar var dybt afhængige af deres to kaptajner, og også i år er det Mikel Landa, Nairo Quintana og Alejandro Valverde, der vil dominere voldsomt. Det betyder imidlertid ikke, at resten af holdet ikke har talent, tværtimod. Faktisk er der adskillige lovende klatrere på holdet - de fik det blot ikke til at fungere i anden halvdel af sæsonen. Faktisk er der så mange, at det er svært at vælge et par stykker ud, men vi vil særligt fremhæve Richard Carapaz, Jaime Roson, Marc Soler, Ruben Fernandez og Antonio Pedrero - samt naturligvis holdets enfant terrible, Carlos Betancur.

Og lad os bare starte med sidstnævnte. Vi har allerede fremhævet den tykke colombianer et par gange, og det er ikke uden grund. Noget tyder nemlig på, at han endelig har indset, at han har været ved at spilde sit kolossale talent. Det fremgår af flere interviews, han har givet i løbet af vinteren, men først og fremmest var det tydeligt i løbet af den forgangne sæson. Det startede med hans vanvittige soloshow i Hammer Series, men det var først i Vueltaen, at han viste, at han også kunne begå sig på WorldTour-niveau. Her sad han som sagt med Froome og Contador, da disse angreb på 6. etape, hvilket vidner om klasse. Det hele blev ødelagt af et styrt, men hvis han kan holde den seriøse indstilling henover vinteren i den kommende sæson, er 2018 måske året, hvor han igen opnår resultater, som da han vandt den hvide trøje i Giroen, blev nr. 4 i Liege og 3 i Fleche Wallonne og vandt Paris-Nice. Vi glæder os til at se de første billeder af ham efter vinterpausen. De vil afsløre meget om hans livsstil.

Af de unge ryttere er der måske især grund til at pege på Carapaz. Rygterne om, at Ecuadors første WorldTour-rytter er et stort talent, har længe gået, men det er sin sag at vise det allerede i sin første sæson som professionel. Selvom han blev nr. 2 i GP Industria og Route du Sud og kørte med om sejren ide fleste af de mindre spanske etapeløb, var der i de første måneder ikke meget, der tydede på, at han kunne blande sig med de allerbedste. Det ændrede sig imidlertid under Vueltaen, hvor han efter en lidt tøvende start imponerede stort i de høje bjerge i den anden og tredje uge og kronede det hele med en 11. plads på Angliru. Det vidner både om exceptionelle klatre- og fremragende restitutionsevner, der gør ham til en af de mest lovende klatrere på WorldTouren. Nu skal han blot lære at holde sig fra de både varer, når han er på tur med det ecuadorianske landshold…

Lidt ældre er Roson, der til gengæld også har endnu større resultater. Det har længe været klart, at han er en af de mest lovende spanske klatrere, og det har han bekræftet i sine år hos Caja Rural. Sejre på kongeetaperne i Tyrkiet og Kroatien - i sidstnævnte tilfælde foran en vis Vincenzo Nibali - er det allerede blevet til, ligesom han er blevet nr. 5 i det knaldhårde Vuelta a Burgos. Han risikerer desværre at blive låst i en hjælperrolle hos Movistar, men man kan håbe, at vi får ham at se i løbet af sæsonen.

Lidt mere etablerede er de to tidligere Tour de l’Avenir-vindere Soler og Fernandez, der begge har givet prøver på talentet i de seneste år. Fernandez havde en fantastisk 2016-sæson, hvor han kørte i top 10 i Tour Down Under, Tour de Pologne og Vuelta a Burgos og kørte en fremragende Vuelta som hjælperytter, hvilket indbragte ham en dag i førertrøjen. Desværre betød et dumt styrt sidste efterår, at 2017-sæsonen er til glemmebogen, men alle, der kan huske 3. etape af sidste års Vuelta, ved, hvor god Fernandez er. I år var det Soler, der fik sit gennembrud, først og fremmest på kongeetapen i Volta a Catalunya, hvor hans benhårde tempo på Lo Port-stigningen efterlod ham med stjernerne Froome, Contador og Valverde. Det gav ham en samlet tredjeplads, som han fulgte op på senere på året, blandt andet i Tour de Suisse og Vueltaen, hvor han var tæt på en etapesejr. Både han og Fernandez mangler lidt stabilitet, men evnerne kan der ikke stilles spørgsmålstegn.

Sidst er der Pedrero. Han har ikke bevist det samme som de ovennævnte, men man skal ikke tage fejl af spanieren. I sidste års Tour de Suisse og ikke mindst i Vueltaen gav han flere gange prøver på sine evner i bjergene. Han er måske ikke et helt så stort talent som Soler, Fernandez, Roson og Carapaz, men alligevel bliver han yderst interessant at følge i bjergene i den kommende sæson.