Opvarmning til 2019: Hvad kan vi forvente af Astana?

Nedenfor giver vi en analyse af Astana.

Ryttere, der bliver på holdet

Pello Bilbao, Zhandos Bizhigitov, Dario Cataldo, Magnus Cort, Laurens De Vreese, Daniil Fominykh, Omar Fraile, Jakob Fuglsang, Yevgeniy Gidich, Dmitriy Gruzdev, Jan Hirt, Hugo Houle, Miguel Angel Lopez, Alexey Lutsenko, Luis Leon Sanchez, Nikita Stalnov, Davide Villella, Artyom Zakharov, Andrey Zeits

Nye ryttere

Ion Izagirre (Bahrain-Merida), Gorka Izagirre (Bahrain-Merida), Manuele Boaro (Bahrain-Merida), Merhawi Kudus (Dimension Data), Davide Ballerini (Androni Giocattoli-Sidermec), Jonas Gregaard Wilsly (Riwal CeramicSpeed), Hernando Bohorquez (Manzana Postobon), Rodrigo Contreras (EPM), Yuriy Natarov (Astana City)

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Ryttere, der forlader holdet

Andriy Grivko (?) Michael Valgren (Team Dimension Data), Oscar Gatto (Bora-hansgrohe), Tanel Kangert (EF Education First), Moreno Moser (Nippo Vini Fantini), Sergei Chernetski (Caja Rural-Seguros RGA), Jesper Hansen (Cofidis), Ruslan Tleubayev (stopper karrieren), Riccardo Minali (Israel Cycling Academy), Trusl Engen Korsæth (stopper karrieren), Bakhtiyar Kozhatayev (stopper karrieren)

Hvordan gik transfersæsonen?

For 12 måneder siden herskede der en mindre krisestemning på Astana. I hvert fald måtte holdets ryttere gennem en lang vinter gang på gang svare på, hvordan i alverden holdet, der på bare tre år havde mistet sine tre store stjerner Vincenzo Nibali, Mikel Landa og Fabio Aru uden at indhente bare et enkelt stjernenavn som erstatning, i alverden skulle kunne forsvare sin status som et af sportens stærkeste mandskaber. Mange indrømmede da også, at det ville blive svært at levere resultater i samme omfang som tidligere, men insisterede samtidig, at man med en ny og mere offensiv kørestil nok skulle kunne gøre sig gældende alligevel.

De fik i den grad ret. Selvom holdet manglede den etablerede stjerne, som det tidligere havde haft, oplevede de en drømmesæson, hvor de ikke blot vandt et hav af løb med mange forskellige ryttere, men også oplevede succes på den store scene. Michael Valgren vandt to klassikere, Miguel Angel Lopez sluttede på hele to grand tour-podiet, og holdet vandt to etapesejre i Tour de France. I sidste ende mundede det hele ud i en overraskende 6. plads på WorldTour-ranglisten.

I den forstand kan 2018 siges at være året, hvor Astana efter et par års krise indledte rejsen tilbage mod den top, de tidligere tilhørte. Set i det lys kan det måske undre, at holdet har været blandt de allermest aktive på transfermarkedet. Konventionel logik ville tilsige, at man aldrig skal ændre på noget, der fungerer, og da mange af holdets ryttere er relativt unge, var behovet for udskiftning ikke oplagt.

Alligevel foretages der en ganske kraftig omstrukturering. Hele 10 mand siger farvel og erstattes af ni nyerhvervelser, og på begge lister findes ganske store navne. Det er til gengæld temmelig svært at sige, om holdet er svækket eller styrket, for mens der utvivlsomt er tale om en svagere klassikertrup, er der tale om en solid oprustning etapeløbsfronten. I den forstand kan man sige, at Alexandre Vinokourov efter en sæson, hvor mange af holdets største resultater helt uvant kom i endagsløbene, atter retter fokus mod det, der altid har været Astanas DNA: etapeløbene.

Der hentes ikke en ny grand tour-kaptajn, for det står hævet over enhver tvivl, at man i Miguel Angel Lopez har en fremtidens mand, der i fremtiden vil få en stor del af holdet bygget op om sig. Til gengæld foretages der en markant oprustning i de ugelange etapeløb, hvor holdet havde det påfaldende svært i 2018. Således var det faktisk kun Miguel Angel Lopez i Abu Dhabi Tour, Alexey Lutsenko i Tour of Turkey, Sergei Chernetskii og Jakob Fuglsang i Tour de Suisse, der evnede at slutte på podiet i et kortere WorldTour-etapeløb, men i mange af de historiske løb i Europa kneb det med at være fremme i klassementet

Det kan til gengæld kun blive bedre i 2019. Holdet har nemlig været på strandhugst i Bahrain-Merida-lejren, hvor de har hentet en af sin generations bedste i netop den type begivenheder. Ion Izagirre har både hos araberne og hos Movistar sluttet nær toppen af WorldTour-ranglisten i kraft af sine præstationer i de løb, der har udviklet sig til lidt af et speciale, og hans kontrakt er et rent kup for Vinokourov. Ikke blot opruster han herved på et område, der står hans hjerte nært, han lukker også et af de mest oplagte huller i truppen. At Izagirre samtidig kan være en vigtig støtte for Lopez i grand tours, hvor han efter sin flotte Vuelta også kan være en tredje option i tillæg til Lopez og Fuglsang, gør blot skiftet endnu mere oplagt.

Vinokourov kan samtidig glæde sig over, at familiebåndet er stærkt i Izagirre-klanen. Med Ion følger nemlig også Gorka, og selvom han slet ikke har lillebrors format, gjorde han i 2018 så store fremskridt, at han er en væsentlig forstærkning. Det er ikke hvem som helst, der kan slutte på podiet i Paris-Nice, og selvom man måske ikke skal forvente alt for mange samlede etapeløbsresultater af den alsidige basker, giver han i mange løb en ekstra option. Først og fremmest er han dog en kvalitetshjælper, der blot vil styrke holdets i forvejen ganske solide etapeløbstrup.

I det hele taget er det tydeligt, at Vinokourov insisterer på også i fremtiden at kunne præsentere et drømmehold af klatrere, som han tidligere har gjort det i et hav af grand tours. Det er således især på bjergfronten, at der oprustes, selvom de øvrige nye navne ikke har Izagirre-brødrenes klasse. Mest iøjnefaldende er Merhawi Kudus, som forhåbentlig kan blomstre i nye omgivelser. Hos Dimension Data fik han nemlig aldrig det ønskede ud af det talent, han viste først i karrieren, og man kan da også tvivle på, om han nogensinde bliver en vinder. Som bjerghjælper for Lopez har han imidlertid sin berettigelse - og så skal vi trods alt ikke glemme, at han i en alder af bare 24 år trods alt fortsat burde have et vist udviklingspotentiale.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Derudover har Lopez nu nået en status, hvor han kan trække sine venner ind på holdet. Det er i hvert fald blevet tydeligt med Hernando Bohorquez, der hos Manzana Postobon ikke just viste sig som det oplagte valg til en WorldTour-kontrakt. Han er imidlertid en af Lopez’ træningskammerater, og det var forklaringen på hans uventede chance. Nu er det op til ham selv at vise, at han også kan levere den ønskede støtte i bjergene, der er hans foretrukne terræn. Også hans landsmand Rodrigo Contreras får endnu en chance. Etapeløbstalentet drog ellers desillusioneret hjem til Colombia efter et fejlslagent ophold hos Quick-Step, men nu har han mod på at prøve igen. Det er nu ikke, fordi han har imponeret voldsomt i sin tid i hjemlandet, men man kan håbe, at Astana kan få ham til igen at vise de takter, der efter en stærk præstation i Tour de San Luis gav ham den første mulighed på WorldTouren. Og endelig foretages der en anden langsigtet etapeløbsinvestering i danske Jonas Gregaard, der ganske fortjent får chancen for at udvikle sig selv på højeste niveau, men som i første omgang får rigeligt at gøre med at suge erfaring til sig.

Desværre er alt ikke fryd og gammen, for etapeløbstruppen svækkes på andre fronter. Det må især ærgre ledelse, at det ikke lykkedes at holde på Tanel Kangert, der er indbegrebet af en bundsolid kvalitetshjælper i grand tours. Ganske vist er han måske ikke helt så god som i Nibali-tiden, men hans afgang er alligevel en klar svækkelse.

Mindst lige så ærgerligt er det, at Sergei Chernetskii siger farvel. Den hidtil så ustabile russer viste nemlig i 2018 endelig sit potentiale, men netop som han var begyndt at levere resultater på højeste niveau, tager han et skridt ned til Caja Rural. Det står temmelig uklart, om det virkelig er hans egen beslutning, men det virker helt håbløst, hvis Vinokourov vitterligt ikke har tilbudt en ny kontrakt til en mand, der synes i stand til at levere resultater i ugelange etapeløb. Endelig svækkes gruppen af klatrere med tabet af Jesper Hansen, men selvom danskeren flere gange viste sig flot frem i sin tid hos kasakkerne, er han trods alt en mand, der kan erstattes.

Det er langt sværere, når man taler om Michael Valgren. Ser man bort fra tiden med Enrico Gasparotto, Maxim Iglinskiy og Vinokourov selv i begyndelsen af dette årti, har endagsløb aldrig rigtigt været et fokusområde for holdet. Det var man imidlertid fast besluttede på at ændre, da man for et par år siden hentede Valgren, Matti Breschel, Oscar Gatto, Moreno Moser og senere også Magnus Cort til holdet. Den satsning skulle vise sig langt mere succesfuld, end nogen havde troet, da det i år lykkedes Valgren at vinde to af sportens største klassikere samt af slutte i top 4 i yderligere to af de helt store endagsløb på WorldTouren.

Det må derfor smerte, at det ikke lykkedes at overtale danskeren til at blive, og der er derfor ingen tvivl om, at det er et voldsomt svækket klassikerhold, der tager hul på 2019. Det skyldes ene og alene Valgren, selvom man også siger farvel til både Gatto og Moser. Begge faldt de nemlig ned i et stort hul i tiden hos kasakkerne - Moser var der allerede i forvejen - og i lyset af det, de har vist på det seneste, er der ikke tale om væsentlige tab. Det er Valgren, der vil blive savnet - ikke de to italienere.

Heldigvis ser holdet også fremad og viser, at de ikke har tænkt sig at opgive endagsløbene. Davide Ballerini har længe været et yderst lovende talent, der kan klatre i ikke alt for hårdt terræn og samtidig er lynhurtig, men det var med drømmeweekenden i september, hvor han over to dage vandt både Memorial Marco Pantani og Trofeo Matteotti, at han endelig slog fuldt igennem. På Androni havde han desværre ikke mulighed for at forsøge sig i de store endagsløb, men den chance får han nu. På papiret har han potentialet til at gøre sig gældende i næsten alle slags endagsløb, og selvom han formentlig skal bruge i hvert fald ét år til at lære, er han en yderst spændende mand til fremtiden, ikke mindst fordi han også giver holdet en sprinteroption i reducerede massespurter på hårde ruter.

Massespurter har ellers aldrig været et fokusområde for kasakkerne. Egentlig vil de gerne og har ved flere lejligheder også hentet hurtige folk til holdet, men det er aldrig blevet til det store. Det skyldes først og fremmest, at man ikke har været villige til også at investere i et tog, og det har gjort det svært for folk som Andrea Guardini og senest Riccardo Minali. Førstnævnte er for længst fortid, og nu siger også sidstnævnte farvel. Det er naturligvis en klar svækkelse, at man siger farvel til holdets eneste rene sprinter, men da Minali samtidig er afhængig af et ret stærkt tog og derfor ikke havde megen succes i sine to år hos holdet, er det kun naturligt at koncentrere kræfterne om det, man virkelig mestrer.

Holdets to sidste nyerhvervelser er Manuele Boaro og Yuriy Natarov. Førstnævnte er en bundsolid hjælper, der måske ikke er et indlysende valg, men med sin loyalitet og alsidighed kan kastes ind som støtte i et væld af forskellige løb. Sidstnævnte er den unge kasak, der hvert år skal have chancen hos landets største hold, og selvom han ikke fremstår som sportens allermest lovende rytter, vidner en 10. plads i Baby-Giroen dog om et vist potentiale som etapeløbsrytter.

Endelig siges der farvel til yderligere to ryttere. Ruslan Tleubauyev er en af de mange kasakker, hvis eneste adgangsbillet til WorldTouren har været passets farve, og det virker kun naturligt, at han efter en ganske lang karriere må sige farvel. Mere overraskede er det, at talentfulde Truls Korsæth allerede har fået nok af livet som professionel og i stedet vil koncentrere sig om sine studier. Omvendt agerede han i sine to år hos Astana mest hjælper i klassikerne, og det er derfor nok et tab, der ikke giver alt for mange søvnløse nætter.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

En aktiv transfersæson har således efterladt et Astana-mandskab, der med indhentningen af Izagirre-brødrene har styrket sig på etapeløbsfronten, også selvom tabene af Kangert og Chernetskii er ærgerlige. Til gengæld efterlader Valgren et gabende hul i klassikerne, hvor det nok vil tage nogen tid, inden vi finder ud af, om Ballerini kan udfylde det tomrum. Hvad der er vundet på gyngerne, er tabt på karrusellen, og det er derfor et glas, der både kan ses som halvt fuldt og halvt tomt. Formentlig vælger Vinokourov det første.

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

Astanas DNA har altid været etapeløbene, men som nævnt ovenfor har holdet i de senere år også foretaget en markant oprustning på klassikerfronten. Det kulminerede i sidste sæson, hvor Michael Valgren vandt hele to af årets store klassikere, og det markerede især et lille nybrud, at holdet sejrede i Omloop Het Nieuwsblad. Det er nemlig ikke nyt, at holdet blander sig i Ardennerne, men til gengæld har de hidtil haft det svært på brostenene. Det ændrede sig markant i 2018.

Desværre bliver det meget svært at følge op på de takter i det kommende år. Som nævnt ovenfor siger man farvel til Valgren, og det er slet ikke lykkedes at finde en erstatning. Det vil således i vidt omfang være op til de tilbageværende ryttere at løfte arven efter danskeren, og det ser på forhånd meget svært ud.

Holdets brostenstrup vil formentlig blive ført an af Magnus Cort, Alexey Lutsenko og Davide Ballerini, men de får det svært i mange af løbene. Cort har ganske vist forbedret sin holdbarhed markant, men han har stadig store problemer med den livsvigtige positionering. Hidtil har han ikke været tæt på at blande sig med de bedste i de sværeste flamske løb, og selvom han nok vil være tættere på i 2019, skal vi næppe forvente at se ham helt fremme i løb som Omloop Het Nieuwsblad, E3 Harelbeke, Flandern Rundt og Paris-Roubaix, hvor målet må være en placering i top 10.

Det betyder ikke, at han er uden muligheder i løbet af foråret. I de lidt lettere løb burde han have gode muligheder, og flasker alt sig, vil han reelt have en chance for at køre på podiet i løb som Kuurne-Bruxelles-Kuurne, Dwars door Vlaanderen, Gent-Wevelgem og ikke mindst Milano-Sanremo, der burde være forårets helt store mål.

I de hårdere flamske løb kan man krydse fingre for Lutsenko, der på papiret har det, der skal til, især i et løb som Flandern Rundt. Desværre er det endnu ikke lykkedes den yderst ustabile kasak at finde formen til forårets store endagsløb, og forudsætningen for succes er i første omgang, at han bliver mere pålidelig. Hvis han på den anden side kan finde benene fra årets Tour of Oman eller Tour of Turkey, kunne han blive en overraskelse på de belgiske hellingen.

Det bliver dog mest spændende at følge Davide Ballerini. Den stærke italiener har som nævnt ovenfor haft et fabelagtigt efterår, og han synes med sit punch, sine klatreevner og sin spurt at være skabt til brostensløbene. Desværre har han på Androni stort set ikke haft mulighed for at køre i Belgien, og derfor mangler han meget rutine i begivenheder, hvor erfaring betyder alt. Forhåbentlig kan han allerede vise glimt af sit potentiale i 2019, men først og fremmest må det handle om at lære.

I Ardennerne kommer holdet også i den grad til at savne Valgren, men man har dog alternativer. Det kan faktisk ikke helt udelukkes, at Ballerini og Cort i en knap så hård udgave kan være med i Amstel Gold Race, men det vil nok være for meget at forvente. Det hollandske løb kunne i stedet være helt perfekt for Lutsenko, der formentlig skipper Roubaix, og i virkeligheden er det måske her, at han har sin største chance for et klassikergennembrud.

Der er også grund til at håbe, at Pello Bilbao og Omar Fraile - sidstnævnte har heldigvis bekræftet, at løbene er et mål - kaster sig ud i ardennerløbene. Med deres punch og gode spurt burde de have ganske gode muligheder, selvom Fraile nok er for tung til Fleche Wallonne. Jakob Fuglsang har også altid Ardennerne som et mål, og det burde være tilfældet igen i år. Han har før været i top 10 i alle tre løb, og det kan han bestemt gentage.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Måske er holdets mest sikre kort dog Ion Izagirre. For to år siden var baskeren i top 10 i alle tre løb, og i år kørte han fremragende ved både VM og Il Lombardia. Han synes at have fået smag for endagsløbene, og selvom han ligesom Fuglsang ikke er en vindertype, er han stærk nok til at køre finaler. Hans bror Gorka kunne også have visse muligheder, men har ikke helt samme råstyrke som sin yngre bror. Davide Villella er som bekendt tidligere blevet nr. 4 i Il Lombardia, og selvom han er gået lidt i stå, kunne han være en joker.

I efteråret vil meget atter handle om Cort, der især burde have gode muligheder i Bretagne Classic og i mindre grad i Hamburg Cyclassics. I førstnævnte kunne Ballerini også komme i spil, og han kunne ligeledes være meget interessant at følge i de canadiske løb, der også burde passe til Lutsenko. De vil dog primært være underdogs i endagsløbene, og det vil også være tilfældet i Il Lombardia, hvor holdet dog kan møde op med et stærkt hold af outsidere med især Miguel Angel Lopez, Ion Izagirre, Jakob Fuglsang og Pello Bilbao, hvis de alle er friske endnu til den tid.

Hvad kan vi forvente i grand tours?

Som nævnt ovenfor befandt Astana sig i lidt af en krise, da de efter sidste sæson måtte se Fabio Aru stikke af. Det betød, at 2018 egentlig skulle have været lidt af et mellemår, men alligevel endte det som et af holdets bedste. Det skyldes ikke mindst, at Miguel Angel Lopez for alvor brød igennem som klassementsrytter og sikrede sig podiepladser i både Giroen og Vueltaen.

Der er derfor ingen tvivl om, at Astana i de kommende år vil bygge deres grand tour-fremtid på den colombianske guldfugl, men det store spørgsmål er, hvordan man bedst udvikler stortalentet. Er det klogest at lade ham gå efter sejren i en af de to mindre grand tours? Eller skal han endelig kastes for løverne i Touren?

Lopez har ikke selv lagt skjul på, at han foretrækker det sidstnævnte, og det er da også svært at se, at han får meget bedre chancer end netop i år. Ruten er nemlig med en knap så stressende første uge, få kilometers enkeltstart og ikke mindst en markant bjergmenu med mange bjerge i noget, der ligner colombianske højder, skræddersyet til Lopez, og al logik burde derfor tilsige, at 2019 bliver året, hvor vi endelig skal se en af sportens mest spændende ryttere i verdens største cykelløb. Målet ville naturligvis skulle tilpasses efter den hårdere konkurrence, og et passende succeskriterium ville være en top 5-placering.

Derfor virker det også temmelig uforståeligt, at Astana har meldt ud, at Lopez også i 2019 sendes til Giroen. Med sidste års 3. plads in mente er det naturlige næste skridt nemlig at gå efter sejren, men det er meget svært at se, hvordan Lopez trods sine eminente klatreevner skal få skovlen under Tom Dumoulin på en rute, der tæller ikke færre end tre enkeltstarter. Mulighederne for at forbedre sit resultat fra sidste år er derfor ikke overvældende, og samtidig går han glip af sit livs chance for at prøve sig af i Touren i en udgave, der endda har navnet ”Lopez” skrevet ud over sig med flammeskrift. Nu vil han i stedet stille til start i Giroen med samlet sejr som det eneste naturlige mål, og det kan blive svært at opnå.

Til gengæld er det en gave for Jakob Fuglsang. Danskeren har selv givet udtryk for, at han gerne vil have endnu et forsøg i Touren, og selvom logikken tilsiger, at han burde underordne sig Lopez’ interesser, får han atter chancen som kaptajn. Til gengæld taler historien om Fuglsangs holdbarhed over tre uger også sit helt tydelige sprog, og det virker stærkt usandsynligt, at danskeren kan gå efter meget mere end en yderlig top 10-placering. Det i sig selv kan blive svært at realisere, men han kan i hvert fald se frem til at få et hold bygget op om sig i forsøget på endelig af indfri karrierens største mål.

Selvom der endnu intet officielt er meldt ud, virker det som en given ting, at Lopez også skal satse på Vueltaen, og også her må målet være at vinde. Han viste med sine to 3. pladser i år, at han mestrer den svære kunst at køre to grand tours på højeste niveau i samme sæson, og alt peger i retning af, at han vil være endnu bedre i 2019. Han kan endda tænkes måske at få Fuglsang med sig som løjtnant, hvis danskeren er frisk på efter et par år atter at kaste sig ud i to af de helt lange etapeløb.

Ion Izagirre har hidtil været mest kendt for sine fremragende evner i ugelange etapeløb, men med sin top 10 fik han i årets Vuelta også smag for grand tours. Det samme gjorde Pello Bilbao med sin overraskende top 10 i Giroen, og begge vil derfor have forventninger om at få visse muligheder. I lyset af ovenstående planer kan det imidlertid blive ganske svært. Selvom han skal fokusere benhårdt på sit speciale, de ugelange etapeløb, i løbet af foråret, skal Izagirre støtte Lopez i Giroen, og det er også allerede kendt, at Bilbao skal hjælpe Lopez i Italien og Spanien. Om de også kan jagte en personlig top 10 i rollen som skyggekaptajn, er uklart, men det lykkedes trods alt for Bilbao i årets Giro. Fuglsang ventes at blive støttet af Omar Fraile og Gorka Izagirre i Touren.

Læs også

Optakt: Amstel Gold Race

Magnus Cort og Davide Ballerini er holdets eneste sprintere, og massespurter bliver helt sikkert ikke en stor prioritet for holdet. Danskeren vil formentlig foretrække at køre Touren, men her får han svært ved at blande sig i det meget stærke sprinterfelt. I virkeligheden var det sjovere at se ham folde sig ud i Giroen og især Vueltaen, hvor de hårdere ruter passer ham bedre, men det virker ikke sandsynligt, at han søger den chance i et år, hvor der her vil være fuld fokus på Lopez. Det kunne til gengæld åbne døren for Ballerini, som nok ikke er hurtig nok i klassiske massespurter, men kunne være interessant i mindre grupper og som udbryder i enten Giroen eller måske især Vueltaen - i hvert fald i det omfang, Lopez ikke låser ham.

I Lopez’ grand tour vil meget være fokuseret på kaptajnen, men man kan håbe, at der også bliver lidt frihed til nogle af holdets mange gode etapejægere. Især Omar Fraile og Luis Leon Sanchez er konger i den disciplin, men også Izagirre-brødrene, Ballerini, Cort, Bilbao og Alexey Lutsenko har gode chancer i den rolle. Især i Touren kan der forhåbentlig blive plads til offensiv kørsel fra det klatrestærke Astana-mandskab.

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

Med holdets svækkede klassikertrup vil der blive stillet endnu større krav til dem i de ugelange etapeløb. Heldigvis har de her nogle fremragende kort, der med en korrekt fordeling af opgaverne kan sikre, at de kan være med fremme i alle forårets store etapeløb.

Det er især Ion Izagirre, der i de senere år har udmærket sig som en sand konge i den slags begivenheder, og selvom hans enkeltstart synes at være ringere end tidligere, var han i 2018 atter blandt de mest stabile. Med et fokus på Giroen og Vueltaen vil Miguel Angel Lopez til gengæld næppe være meget aktiv i løbet af foråret, men han har dog før vist, at han kan være konkurrencedygtig også i årets første måneder, hvor han især vil kunne finde sig til rette i et løb som Volta a Catalunya, der ikke hæmmer ham i kraft af hans svage enkeltstart. Landsmanden Nairo Quintana har dog vist, at de bedste rene klatrere godt kan vinde også de mere tempotunge løb, og det vil derfor være et naturligt mål for Lopez i 2019 at føje endnu en stor etapeløbssejr til triumfen i Tour de Suisse i 2016.

Holdets tredje kort er Jakob Fuglsang, der måske nok har manglet stabilitet i de lange etapeløb, men til gengæld i de seneste to år har nået nye højder i ugelange etapeløb. Med endnu en Tour-satsning bliver der i hvert fald masser af plads til at folde sig ud i løbet af foråret, og med sin evne til at starte sæsonen stærkt ud, vil danskeren sikkert have Paris-Nice som et oplagt første mål. Derudover skal man ikke glemme, at Gorka Izagirre i år var på podiet i netop Paris-Nice, og med sin gode enkeltstart er han et solidt kort i løb, der ikke er alt for hårde. Pello Bilbao var også i år i top 10 i Baskerlandet, men med sin svage enkeltstart, er han ikke skabt til denne type løb.

Holdet har også to mere eksplosive typer i Luis Leon Sanchez og Alexey Lutsenko. Ingen af de to er stærke nok i de bjergrige løb, men Sanchez er næsten altid en garanti for stor succes i årets første løb, allerede startende fra Tour Down Under. Lutsenko tog også et skridt med sejren i Oman og 2. pladsen i Tyrkiet, og han kan blive spændende i løb, der ikke er alt for hårde.

Holdet er ikke specielt stærke på sprintersiden, men man kan håbe, at Cort undervejs kan vinde en spurt eller to. Det vil særligt være muligt i hårdere etapeløb som Tour of Oman, Paris-Nice og Tour de Romandie, der ikke konflikter med klassikerne, ligesom han efter årets stærke præstation i Tour de Yorkshire måske kunne få smag på eksplosive etapeløb uden en enkeltstart. Derudover kan man håbe, at Davide Ballerini kan få frihed i de småkuperede italienske endagsløb, hvoraf han i år vandt tp.  Og lad os så håbe, at Omar Fraile får lov at folde sig ud i stigende spurter og ikke mindst som angriber i forårets mange etapeløb, hvor han i år vandt to WorldTour-etaper og opnåede yderligere en 2. plads.

Hvem kan overraske?

Astana har før været ret stærke på talentudviklingsfronten, men der er svært at se dem levere en stor overraskelse i 2019. Holdet har ikke været aktive i jagten på unge ryttere, og det ser i vidt omfang ud til, at det vil være de allerede etablerede navne, der vil vise sig frem i det kommende år.

Skal man pege på en mand, der kan overraske, er det Davide Ballerini, som vi allerede har fremhævet flere gange ovenfor. Det italienske talent er ekstremt alsidig og kan både spurte og klatre i mellemkuperet terræn. Sidste år vandt han to italienske endagsløb, og selvom 2019 i høj grad vil handle om at samle erfaring, kan man håbe, at han allerede nu kan vise sig lidt frem på brostenene. Derudover kan han være en fornøjelse som etapejæger i grand tours samt en god vinderkandidat i særligt de italienske klassikere.

Det er måske også værd at holde øje med Yevgeniy Gidich, der i flere år har været en af de bedste kasakhstanske kontinentalryttere. Her har han mest været kendt som sprinter, men det var i uvant terræn, han viste sig frem i 2018. Her chokerede han det meste af cykelverdenen med en 3. plads i Tour of Croatia, der bød på to kolossale bjergetaper. Desværre var han temmelig usynlig resten af året, og han har i hvert fald noget stabilitet at forbedre. Der er fortsat et stykke vej til, at han kan gøre sig gældende på WorldTour-niveau, men det bliver interessant at se, om han med sin alsidighed kan tage endnu et skridt i 2019.

Endelig er der Jan Hirt. Tjekken imponerede stort som ren klatrer i tiden hos CCC, hvor særligt hans Giro i 2017 var flot, men hans første år på WorldTouren blev en regulær katastrofe. Han har desværre altid været præget af lange perioder med meget svage præstationer, men vi ved, at niveauet gemmer sig et sted. Forhåbentlig kan 2019 atter åbenbare det, så vi kan se ham folde sig ud, formentlig som bjerghjælper i de store grand tours.

Du kan se optakterne for de øvrige hold her.