Opvarmning til 2019: Hvad kan vi forvente af CCC Team?

Nedenfor giver vi en analyse af CCC Team.

Ryttere, der bliver på holdet

Patrick Bevin, Alessandro De Marchi, Joey Rosskopf, Michael Schär, Greg Van Avermaet, Nathan Van Hooydock, Francisco Jose Ventoso

Nye ryttere

Laurens Ten Dam (Team Sunweb), Simon Geschke (Team Sunweb), Serge Pauwels (Team Dimension Data), Guillaume Van Keirsbulck (Wanty-Groupe Gobert), Jakub Marezko (Wilier Triestina-Selle Italia), Stefan Denifl (Aqua Blue Sport), Lukasz Wisniowski (Team Sky), Victor De La Parte (Movistar Team), Gojs Van Hoecke (Team LottoNL-Jumbo), Lukasz Owsian (CCC Sprandi Polkowice), Kamil Gradek (CCC Sprandi Polkowice), Amaro Antunes (CCC Sprandi Polkowice), Pawel Bernas (CCC Sprandi Polkowice), Josef Cerny (Elkov-Author), Will Barta (Hagens Berman Axeon), Szymon Sajknok (CCC Sprandi Polkowice)

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

Ryttere, der forlader holdet

Riche Porte (BMC Racing Team), Simon Gerrans (stopper karrieren), Tejay van Garderen (EF Education First), Nicolas Roche (Team Sunweb), Jurgen Roelandts (Movistar Team), Rohan Dennis (Bahrain-Merida), Damiano Caruso (Bahrain-Merida), Jempy Drucker (Bora-hansgrohe), Dylan Teuns (Bahrain-Merida), Brent Bookwalter (Mitchelton-Scott), Stefan Küng (Groupama-FDJ), Danilo Wyss (Team Dimension Data), Alberto Bettiol (EF Education First), Loic Vliegen (Wanty-Groupe Gobert), Tom Bohli (UAE Team Emirates), Kilian Frankiny (Groupama-FDJ), Miles Scotson (Groupama-FDJ)

Hvordan gik transfersæsonen?

Hvis man troede, at det mægtige BMC-mandskab med skiftet fra det schweiziske cykelmærke til den polske skoproducent CCC alene var et spørgsmål om et sponsorskifte med begrænset sportslig betydning, får man sig et chok, når holdet om kun ganske få uger indleder sæsonen ved Tour Down Under. Formelt er der ganske vist tale om samme hold med samme ledelse, men det er stort set også de eneste fællestræk med det mandskab, der med Cadel Evans som spydspids lynhurtigt udviklede sig fra amerikanske opkomling til en af sportens giganter. På ryttersiden er der nemlig foretaget en hovedrengøring, man sjældent har set på så stort et cykelhold, og alene det forhold, at blot 7 af den forgangne sæsons 24 ryttere fortsat vil være at finde i Jim Ochowiczs tjeneste i 2019 siger alt om, hvilken revolution der er tale om.

Der er imidlertid ikke blot tale om en markant udskiftning, der er reelt tale om, at et klassemandskab, der over et årti møjsommeligt er opbygget, bombes tilbage til stenalderen. Hidtil har der nemlig været tale om et af de hold, der har kunnet gøre sig overalt. Holdet har været inddelt i to divisioner i form af en etapeløbsgruppe anført af Richie Porte og en klassikertrup med Greg Van Avermaet som spydspids, og de har begge været omgivet af et hav af kvalitetsryttere, der også på egen hånd har kunnet levere resultater på den største scene. Dertil kommer holdets store fokus på tidskørsler, der har gjort dem til det førende holdløbsmandskab, og som sidste år betød, at langt hovedparten af holdets sejre kom i enten holdløb eller på enkeltstarter.

Det meste af det er nu sprængt til atomer. Bortset fra Joey Rosskopf og Patrick Bevin siger alle holdets tempospecialister farvel, og etapeløbsdivisionen lukker og slukker, så det blandt klatrerne kun er Alessandro De Marchi, der bliver tilbage. Ledelsen har da heller ikke lagt skjul på, at der fremover først og fremmest er tale om et klassikerhold bygget op om Van Avermaet, men selv i den belgiske stjernes støttegruppe foretages der en solid udrensning, så der kun kan ses med bekymring på den trup, der i det kommende år skal forsøge at hjælpe 2017-sæsonens klassikerkonge til et comeback efter et lidt skuffende 2018.

Beslutningen er dog næppe frivillig. Det er klart, at CCCs ankomst betød, at der skulle frigøres ikke så pladser til polske ryttere, men at der skulle ske så stor en udskiftning, er formentlig først og fremmest et resultat af den usikkerhed, der helt frem til midten af sommeren herskede om holdets fremtid. Rytternes deadlines for en afklaring blev flere gange overskredet, og de rivaliserende hold var naturligvis ikke sene til at udnytte stjernernes dårlige nerver. Således stod det allerede meget tidligt klart, at Richie Porte, Rohan Dennis, Damiano Caruso og Dylan Teuns var på vej væk, og siden er listen over beklagelige afgange blot vokset og vokset. Samtidig har der formentlig været tale om en selvforstærkende effekt, hvor mange har været usikre på deres rolle og muligheder på et hold, hvis identitet har været temmelig uklar.

Resultatet er nedslående. Tilbage står et hold, der kun formelt er en efterfølger af det foregående, og som ligner det måske svageste på WorldTouren. Van Avermaet er naturligvis en enorm stjerne, der i kraft af sin stabilitet er en af sportens mest sikre garanter for topresultater og point, men derudover er det meget svært at se, at holdet ville kunne spille en nævneværdig rolle. Der er ingen væsentlige etapeløbsryttere, og selvom holdet foretager en temmelig risikabel sprintersatsning med Jakub Mareczko, er det svært at se, hvem der skal supplere Van Avermaet med sejre og point. Man har sikret sig en række solide etapejægere, men det er først og fremmest som lykkejagende opportunister, at de her skal gøre sig gældende.

Man kan måske forstå, at holdet har været tvunget til at koncentrere ressourcerne om klassikerne, men det er bare en skam, at heller ikke det er lykkes særligt godt. Stort set hele støttegruppen omkring Van Avermaet. Jurgen Roelandts fik blot et enkelt år i rollen som sin landsmands løjtnant, og Stefan Küng, hvis potentiale i klassikerne er stort, vil heller ikke næste år være at finde på holdet. Væk er også Alberto Bettiol, der måske nok fik sit eneste år hos holdet ødelagt af skader, men som stadig er en mand med store muligheder i et vidt spænd af endagsløb. Van Avermaet må endda se en anden af hans mest pålidelige hjælpere, Jempy Drucker, springe direkte over i fjendens lejr til Peter Sagan, og dermed er alle hans vigtigste hjælpere pist borte.

Desværre er erstatningerne slet ikke på samme niveau. Guillaume Van Keirsbulck blev måske nok engang kaldt ”Den nye Boonen”, men det har vist længe stået klart, at han slet ikke tåler sammenligning med sin berømte landsmand. Tværtimod er han endt som en temmelig anonym rytter, der slet ikke kan ventes at spille en rolle i finalerne af de store løb. Man kan håbe, at Lukasz Wisniowski finder de ben, der gav ham en imponerende 2. plads i årets Omloop Het Nieuwsblad, men da det er en den absolut eneste klassiker, hvor han blot har været i nærheden af de bedste, er det nok er et lidt naivt håb. Bedre muligheder har vennen Gijs Van Hoecke formentlig, men omvendt slog han slet ikke som klassikerrytter i sin tid hos LottoNL-Jumbo, hvor det ellers ikke var frihed, der manglede. Endelig er der blevet plads til de solide polakker Kamil Gradek og Pawel Bernas, hvis profil passer brostensløbene, men som både mangler erfaring og klasse til at gøre sig gældende i de store løb. Konklusionen er klar: i 2019 må Van Avermaet i vidt omfang klare sig på egne hånd.

Som sagt er etapeløbsholdet også bombet tilbage til stenalderen. Mest smerteligt er det naturligvis, at de en af sportens allerbedste etapeløbsryttere - måske den allerbedste i ugelange etapeløb - Richie Porte siger farvel, og dermed røg samtidig holdets eneste potentielle grand tour-vinder. Holdets anden etapeløbskaptajn, Tejay van Garderen, har måske nok haft det svært i de seneste år og ikke leveret mange resultater, men i lyset af de vanskelige omstændigheder ville selv han have fremstået som en stjerne, hvis han var blevet. Selv Damiano Caruso, der ellers havde haft sit livs chance for at folde sig ud som etapeløbskaptajn på et WorldTour-hold, foretrækker en rolle som hjælper for Vincenzo Nibali hos Bahrain-Merida, og heller ikke Rohan Dennis kunne lade sig friste af chancen for at kunne vælge og vrage mellem etapeløbene i det kommende år. Særligt tabet af den australske tempokonge er smerteligt, for han tager naturligvis samtidig et væld af stensikre enkeltstartssejre med sig til Mellemøsten.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Knap så ondt gør det, at Nicolas Roche smutter til Sunweb. Ireren har nemlig været en skygge af sig selv i hvert et par sæsoner, og han ville alligevel ikke kunne have løftet en kaptajnrolle. Det ville Brent Bookwalter naturligvis heller ikke, men i holdets utvivlsomt desperate jagt på etapeløbsresultater havde hans stabilitet i toppen af de amerikanske løb alligevel været ganske kærkommen. Selv det unge talent Kilian Frankiny, der har haft en ganske svær start på sin professionelle karriere, men som mod slutningen af årets Giro endelig viste glimt af sit potentiale, kunne ikke overtales til at blive.

Der er ganske vist indhentet klatrestærke erstatninger, men der er tale om ryttere, der først og fremmest skal jagte etapesejre og kun i mindre omfang køre klassement. Mest interessant er nok Amaro Antunes, der i 2017 chokerede det meste af cykelverdenen med sin kongeetapesejr i Algarve, men som i tiden hos CCC også måtte indse, at der nok alligevel er grænser for potentialet. Stefan Denifl har med den samlede sejr i Østrig Rundt og etapesejren i sidste års Vuelta vist sit store klatrepotentiale, men ikke mindst som følge af de mange skader og en deraf følgende ustabilitet fremstår han mere som udbryder end klassementsrytter. Serge Pauwels har i de seneste mange udgaver af Tour de France vist sig som en glimrende etapejæger, men det er til gengæld også kun i den rolle, han har gjort sig gældende. Nogen vindermaskine eller stor pointhøster er han i hvert fald ikke.

I stedet er det måske Josef Cerny, der fremstår som holdets mest komplette etapeløbsrytter, da han som den eneste af nyerhvervelserne både kan køre enkeltstart og klatre i bjerge. Med al respekt for hans talent må man dog nok også konstatere, at han skal hæve sit niveau ganske markant, hvis han pludselig skal blive en faktor i de store WorldTour-løb. Man kan håbe, at Victor De La Parte ved at vænne tilbage til kendte rammer hos den gamle CCC-ledelse kan genfinde niveauet fra jubelåret 2015, hvor han var en af sæsonens helt store oplevelser. Han kan nemlig også både klatre og køre enkeltstart, men det er højst tvivlsomt, om han atter kan forvandle sig fra en hjælperrolle hos Movistar til en vinder. Det er i hvert fald sjældent, man ser en sådan udvikling. Endelig er der blevet plads til klatreren Lukasz Owsian, men det vil være en sensation, hvis han kan køre resultater ind på WorldTour-niveau.

Van Avermaet kan også blive tvunget til at forlænge sin klassikersæson i 2019 og dermed forsøge at holde formen gående helt frem til Liege-Bastogne-Liege. Holdet må nemlig også vinke farvel til supertalentet Dylan Teuns, der måske nok skuffede i årets forårsklassikere, men som med et fremragende efterår, der kulminerede med podiepladsen i Il Lombardia fik bevist, at hans fremtid er kolossal. Loic Vliegen, der længe udviklede sig parallelt med Teuns, men siden er gået i stå, siger også farvel, og det er svært at se, at der er indhentet erstatninger. Man kan håbe, at Simon Geschke efter en sommer, hvor han i Touren klatrede bedre end nogensinde, måske kan genfinde sit gamle flair for klassikerne, men det er næppe noget, man skal sætte mange sparepenge. Og unge Will Barta burde egentlig have et vist potentiale i de løb, men i sit første år på højeste niveau handler det for den talentfulde amerikaner om at lære.

Formentlig skyldes det de polske rødder, men det må alligevel betragtes som lidt overraskende, at den eneste reelle vinder blandt holdets nyerhvervelser er Jakub Mareczko. Hvis der er et område, BMC kun har meget lidt erfaring med, må det være massespurterne, og derfor kan det virke som en temmelig optimistisk satsning at hente netop Mareczko. Den unge italiener har ganske vist gang på gang vist, at hans topfart hører til blandt de højeste i denne verden - i år blev han blandt andet to gange nr. 2 bag Viviani på etaper i Giroen - men han er til gengæld samtidig kendt for sin håbløse positioneringsevne.

Skal han have succes på WorldTouren, vil det formentlig kræve et meget stærkt tog. Det kunne man formentlig nok have opbygget, hvis man havde holdt på Drucker og især Roelandts, der fra tiden som støtte for Greipel har stor erfaring i rollen som lead-out man. De siger imidlertid som sagt begge farvel, og listen over nyanskaffelser tæller ikke mange hurtige folk. Faktisk kan man kun pege på den meget talentfulde Szmyon Sajnok, der mest har erfaring fra banen, men har vist ganske lovende takter på landevejen. At tro at en 21-årig WorldTour-debutant i rollen er manden, der kan løse alle Mareczkos positioneringsproblemer, er dog både jubeloptimistisk og grænsende til det naive. Det ændrer dog ikke på, at Sajnok skal blive spændende at følge, ikke mindst i rollen som afslutter på egen hånd.

Slutteligt ryddes der lidt ud i gruppen af hjælpere og tempospecialister. Miles Scotson og Tom Bohli er måske ret ensidige typer, men faktisk har de vist et reelt potentiale til faktisk at vinde enkeltstarter, og noget kunne tyde på, at sådanne sejre ville have været ganske kærkomne for CCC i 2017. I linjeløb har de imidlertid mest været hjælpere, nøjagtigt som erfarne Danilo Wyss, og som Simon Gerrans var det i sine sidste år som professionel. De to sidstnævnte vil først og fremmest blive savnet som følge af deres erfaring, men burde nok kunne erstattes. Dette rutinetab er også den absolut eneste meningsfulde forklaring på, hvorfor i alverden man har skrevet kontrakt med Laurens Ten Dam. Den hollandske klatrer har nemlig i tiden på Sunweb været en skygge af sig selv, og selvom han har stor erfaring, er det meget svært at se, hvad man skal med en udpræget bjerghjælper på et hold, der grundlæggende ikke har meget at komme med i bjergene. Hans skifte hører til blandt transfersæsonens mest bizarre.

Man må håbe, at Van Avermaet var blevet gjort opmærksom på betingelserne, allerede inden han forlængede sin kontrakt. Hvis ikke kan der vente en hovedrolle i en snarlig genopførelse af ”Pinocchio”, for i givet fald må han sidde tilbage med en af cykelsportens længste næser. Det er i hvert fald meget svært at se, at han kan få megen støtte i klassikerne. Alligevel hænger nærmest hele holdets fremtid på ham. I etapeløbene kan man nemlig stort set udelukkende håbe på, at det kan blive til et par etapesejre i løbet af sæsonen, og derudover må man bede til de højere magter for, at Mareczkos positioneringsproblemer bliver en saga blot. Sker det ikke, peger alle pile i én retning: direkte på Van Avermaet. Man må håbe, at hans stakkels skuldre ikke knækker under presset.

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

Som sagt er klassikerne vitterligt alt for det omstrukturerede BMC-hold, der er gået fra at være et af de bredest besatte til at være et af de mest enøjede. Det er derfor i endagsløbene, at holdet skal redde deres sæson, og her peger pilen kun i én retning. Om det polske hold bliver en succes eller ej, bestemmes næsten udelukkende af, hvad Greg Van Avermaet præsterer i marts og april.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da cross leverede endnu et vidunderbarn i schweizisk modvindsfuser

Det lægger naturligvis et vist pres på den belgiske stjerne og gøre samtidig holdet overordentligt sårbart. Heldigvis kan de så glæde sig over, at deres kaptajn er indbegrebet af stabilitet, og undgår han uheld, ender han næsten altid i top 5 i de hårdeste brostensklassikere. Til gengæld er det også svært at komme udenom, at han i 2018 slet ikke var på samme niveau som i jubelåret 2017, hvor han på næsten helt utrolig vis vandt fire af de fem største brostensløb og endda blev nr. 2 i det sidste.

Van Avermaet vil atter satse mest på Flandern Rundt, der er det eneste større brostensløb, han endnu ikke har vundet, og som samtidig paradoksalt nok er hans favorit. Han må imidlertid også forventes at være med helt fremme i Omloop Het Nieuwsblad, E3 Harelbeke og Paris-Roubaix, og selvom man nok kan have en vis skepsis i forhold til, om det vil lykkes, må målet være at vinde et af de fire løb. Van Avermaet drømmer også fortsat om at vinde Strade Bianche, der passer ham glimrende. Til gengæld er hans muligheder i de lettere løb som Kuurne-Bruxelles-Kuurne, Dwars door Vlaanderen og Gent-Wevelgem bestemt meget af omstændighederne, for ender de i en reduceret massespurt, har han ikke mange chancer. Det samme er tilfældet i Milano-Sanremo, hvor alt skal gå hans vej, hvis han skal have en chance.

Som nævnt ovenfor ser det i den grad tyndt ud med opbakningen til Van Avermaet, og det vil derfor stort set alene være op til ham at levere resultaterne. Det kan også tvinge ham til at forlænge sæsonen ind i Ardennerne, ganske enkelt fordi holdet ikke har meget andet at byde på. Amstel Gold Race figurerer som altid på hans program, og han har også tidligere kørt Liege-Bastogne-Liege, hvorimod han altid skipper Fleche Wallonne, hvis finale er for svær for ham. Liege er som udgangspunkt ikke en del af planenerne, men en deltagelse er ikke helt udelukket. Især den hollandske klassiker burde egentlig passe ham, men desværre viser historien, at den ellers så stabile Van Avermaet i sidste del af april efterhånden er så træt, at han har tabt de afgørende sidste procent. Man kan så håbe, at Simon Geschke efter et lovende 2018 kan gøre sig gældende i nogle af ardennerløbene, men formentlig kommer vi ikke til at se meget til det polske mandskab i den sidste del af foråret.

I efteråret skal Van Avermaet i aktion. Sprinterløbet Hamburg Cyclassics er uden for rækkevidde, men i en tilstrækkelig hård udgave kan Van Avermaet vinde Bretagne Classic. Allerbedst chance har han dog i de to canadiske klassikere, der hører til blandt hans favoritter, og hvor han har et hav af podieplaceringer, men paradoksalt nok blot én sejr. Målet må være at ændre den lidt kedelige tendens i 2019, selvom konkurrencen fra ryttere som Peter Sagan, Michael Matthews og Sonny Colbrelli vil gøre det svært. Van Avermaet plejer også at være god for en top 10 i Clasica San Sebastian, der dog er for hårdt til, at han kan vinde, mens det klatresvage mandskab næppe har noget at komme med i Il Lombardia.

Hvad kan vi forvente i grand tours?

Som et udpræget klassikerhold har CCC ikke meget at byde ind med i etapeløbene, og det er således stort set udelukket, at de vil have en chance for at køre klassement i de tre grand tours. Her vil målet formentlig ene og alene være etapesejre, men selv det kan blive en overordentlig vanskelig opgave. Holdet lider nemlig helt indlysende under en mangel på vindertyper, og det er derfor ikke just indlysende, hvorfra sejrene skal komme.

Det er klart, at Greg Van Avermaet igen er holdets bedste bud. Belgieren har allerede gjort det klart, at Touren atter vil være hans eneste grand tour, men desværre er det måske også det af de tre uger lange etapeløb, der passer ham dårligst. I Frankrig er der nemlig ikke mange puncheurafslutninger eller mellemetaper, hvor en rytter som Van Avermaet kan gøre sig gældende, og derfor er der meget, der skal flaske sig, hvis han skal sikre sig karrierens anden etapesejr. Årets rute er for angrebstyper heldigvis bedre end tidligere, men det vil være dumt at spille alt for mange penge på en etapesejr til Van Avermaet.

Derudover har holdet en stribe andre angrebsivrige ryttere. Det gælder først og fremmest Alessandro De Marchi, der med nu hele tre etapesejre i Vueltaen har vist, at han mestrer kunsten at gøre arbejdet færdigt. For en rytter som ham vil det formentlig være klogest at satse på Giroen og Vueltaen, hvor kontrollen er mindre stram. På tilsvarende vis er Serge Pauwels et mønstereksempel på en udbryder, der flere gange har været tæt på en etapesejr i Touren, og Simon Geschke er også et oplagt bud på en udbrudskandidat i mellemhårdt terræn. Endelig gjorde Patrick Bevin så store fremskridt i 2018, at han kan blive ganske interessant som en offensiv rytter med en god afslutning.

Skulle holdet få smag på at forsøge sig i klassementet, peger pilen på Amaro Antunes, Stefan Denifl og Josef Cerny. Særligt Antunes og Denifl burde som klassiske klatrere nok kunne gøre det hæderligt i bjergene, mens Cerny er en mere alsidig rytter, der dog formentlig kommer til kort i det hårdeste terræn. Det virker dog ikke sandsynligt, at en top 10 er inden for rækkevidde, og de gør derfor nok klogest i at jagte etapesejre. Denifl har i hvert fald i Vueltaen vist, at han mestrer kunsten at gøre det færdigt. Planen er i første omgang, at Antunes med et fokus på etapesejre skal være holdets Giro-kaptajn, og at han i Italien kan se frem til støtte fra Simon Geschke og Laurens Ten Dam.

Et stort mål må være at vinde en Giro-etape med Jakub Mareczko. I år blev han to gange nr. 2 bag Elia Viviani, og ingen kan benægte, at han har topfarten til faktisk at gøre det. Om han har holdet til at overvinde sine positioneringsproblemer, er som nævnt ovenfor betydeligt mere tvivlsomt, men Mareczko er formentlig holdets bedste bud på en grand tour-etapevinder. Det kan heller ikke udelukkes, at Szmyon Sajnok år en chance som sprinter i Vueltaen, men han er helt sikkert ikke allerede nu i stand til faktisk atv inde.

Læs også

Se Tobias Lunds anden store sejr

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

Som sagt er det yderst begrænset, hvad holdet har at komme med i etapeløbene, og de ugelange etapeløb kan derfor aldrig blive et stort mål. Også her vil målet primært være etapesejre, men desværre er det traditionelt betydeligt vanskeligere for udbrydere i de kortere løb end i de tre grand tours. Derfor får CCC overordentlig svært ved at få meget med hjem fra de løb.

Omdrejningspunktet kan meget vel blive Jakub Mareczko, der som nævnt ovenfor i hvert fald har farten til at true de bedste sprintere. Det vil være klogt at sende den unge italiener til nogle af de nemmere WorldTour-løb som Tour Down Under, UAE Tour, Tour of California, Tour de Pologne, BinckBank Tour og Tour of Guangxi, hvor der traditionelt er en meget lette sprinteretaper, men også Tirreno-Adriatico har som regel etaper for en ren sprinter som ham. Det vil kræve lidt held, men det kan ikke udelukkes, at Mareczko vil kunne vinde en WorldTour-spurt eller to. Også i mindre løb skal han slå til, for det vil i høj grad være op til ham at sikre, at holdets sejrskonto ikke bliver skræmmende mager.

Som holdets store kaptajn kan Greg Van Avermaet på intet tidspunkt slappe af, og han kan ikke udelukkende koncentrere sig om klassikerne og Tour de France. Det er imidlertid meget sigende, at han i 2018 blot krydsede stregen først en enkelt gang (hans anden sejr var den samlede triumf i Yorkshire), og det er derfor langt fra givet, at det vil lykkes ham at vinde meget. Tour of Oman, Belgium Tour og Tour de Yorkshire er korte etapeløb, der passer ham, ligesom han altid er med i kampen om både etapesejre og klassementet i BinckBank Tour, og Tirreno-Adriatico ofte giver ham et par muligheder. Han kan også slå til i mindre endagsløb, men mange sejre bliver det næppe til.

Alessandro De Marchi vil få meget mere frihed end tidligere, og det kan han måske udnytte til at vinde en udbrudsetape i et af forårets mange bjergrige etapeløb, hvor også Serge Pauwels, Stefan Denifl og Simon Geschke kan forsøge sig. Sidstnævnte kan med de takter, han i 2018 viste i både bjerge og på enkeltstarter, måske endda gøre sig gældende i et klassement i et etapeløb, der ikke er alt for hårdt. Igen er det dog nok Amaro Antunes, Stefan Denifl og Josef Cerny, der er de bedste klassementsbud, men for de to førstnævnte vil det formentlig kræve et fravær af en enkeltstart. Derfor ligner Tour Down Under, Volta a Catalunya, Tour of California, Tour de Pologne, Tour of Turkey og Tour of Guangxi de eneste muligheder på WorldTouren. Og måske kan Victor De La Parte endda genfinde takterne fra tiden før Movistar, hvor han som bekendt var en glimrende og meget alsidig klassementsrytter.

Patrick Bevin opnåede to 2. pladser på WorldTour-enkeltstarter i 2018, og kan han fortsætte den fremgang, burde der være mange gode enkeltstartsresultater - og -sejre - i vente. Samtidig viste han i Tour of Britain endelig også atter sin styrke både som afslutter og i kuperet terræn. Han kan begå sig i reducerede massespurter i nogle af de hårde etapeløb på WorldTouren, køre klassement i løb som BinckBank Tour, Tour of Guangxi, Tour of Turkey og Tour Down Under samt gøre sig gældende i udvalgte endagsløb. Med den alsidighed kan han blive en af årets vigtigste ryttere. I enkeltstartssammenhæng er det også værd at fremhæve Joey Rosskopf, der som bekendt blev nr. 2 på den lange Vuelta-enkeltstart.

Holdet har også en række råstærke typer som Nathan Van Hooydonck, Lukasz Wisniowski, Guillaume Van Keirsbulck, Gijs Van Hoecke, Kamil Gradek og Pawel Bernas, der alle har smag for brostensløb. Det er klart, at de ikke kan gøre sig gældende i de store klassikere, men det vil være klogt at sende dem til mange af de mindre belgiske 1.1-løb. Her kan de alle under de rette betingelser løbe med en for holdet formentlig meget tiltrængt sejr.

Endelig skal det blive meget interessant at se Szymon Sajnok fortsætte sin udvikling som sprinter. Sejre i mindre polske løb og en podieplads i Rund um Köln viser et vist potentiale. Forhåbentlig kan han gøre det endnu bedre med mere støtte.

Hvem kan overraske?

Det er svært at blive voldsomt ophidset over det ikke specielt farverige CCC-hold, og det gælder desværre både på kaptajn- og talentsiden. Faktisk er det derfor også fra lidt mere rutineret kant, at kan vente de største overraskelser.

Det er måske mest oplagt at pege på Patrick Bevin. Inden WorldTour-debuten var han et altædende monster på den australske scene, hvor han med sin kombination af punch, solide klatreevner og sin gode spurt vandt i et hav af forskellige terræner. Det kneb lidt mere på det højeste niveau, men et eller andet faldt tilsyneladende på plads i løbet af 2018. I foråret forbedrede han sine tempoevner så markant, at han blev nr. 2 på enkeltstarterne i Vuelta al Pais Vasco og Tour of California, og i efteråret kørte han et imponerende Tour of Britain, hvor han med top 10-placeringer både i massespurter og puncheurfinaler samt på kuperede etaper vandt pointtrøjen og endte helt fremme i klassementet.

Læs også

Lidl-Trek-udbryder trodser favoritterne på målbjerg

I det kommende år vil Bevin få betydeligt mere ansvar, og det kan han forhåbentlig udnytte. I hvert fald betyder hans gode enkeltstart, at han er en oplagt vinderkandidat i kortere etapeløb med mellemkuperede etaper og en vigtig tidskørsel. Hans punch har før givet ham en top 10 i Tour Down Under, og han er sågar blevet nr. 4 i en massespurt i Tour Down Under. De reducerede massespurter i Baskerlandet, Romandiet og Catalonien burde passe ham. Med andre ord er der basis for et gennembrud i en hel serie af forskellige løb.

Det er også værd at pege på Amaro Antunes. Portugiseren chokerede det meste af cykelverdenen, da han i 2017 slog en hel stribe af verdensstjerner på Malhao-stigningen i Volta ao Algarve, og i det hele taget kørte han det år så stærkt, at han blev belønnet med en kontrakt hos CCC. Her betød en hel serie af helbredsproblemer, at han aldrig slog til, men forhåbentlig kan han komme tilbage på sporet i 2019. De helt store forventninger skal vi nok ikke have, men forhåbentlig kan han vise sig frem på en bjergetape eller to samt i et etapeløb uden enkeltstarter.

Måske skal vi ligefrem pege på en rytter, der allerede har rundet de 30. Der er få ryttere, der har været ramt af så mange skader som Stefan Denifl, og derfor har han slet ikke fået det ud af karrieren, som han kunne. Senest gik hans 2018-sæson helt i skuddermudder, men vi skal ikke glemme, at han i 2017 holdt en vis Alberto Contador bag sig på den brutale Los Machucos-stigning i Vueltaen samt slog Miguel Angel Lopez i Østrig Rundt. Også for ham gælder, at enkeltstarten reducerer hans muligheder som klassementsrytter betragteligt, men i bjergene har han i hvert fald vist, at potentialet rækker til mere, end resultatlisten afspejler.

På talentfronten er Szmyon Sajnok måske den mest interessante. Hidtil har den unge polak mest gjort sig gældende på banen, men i 2018 gjorde han store fremskridt på landevejen. Det blev til fire sejre på 2.2-niveau, en 3. plads i Rund um Köln, en 5. plads på en hård etape i WorldTour-løbet Tour of Turkey samt en 2. plads i en massespurt i Tour de l’Avenir. Sajnok har stadig meget at lære, men ligner et godt bud på en fremtidig polsk sprinter og klassikerrytter.

Will Barta er sværere at kategorisere, men han ligner mest af alt en rytter til kuperede endagsløb. I år blev han i hvert fald nr. 3 i det eksplosive etapeløb Monts et Chateaux og i 2017 nr. 4 i U23-udgaven af Liege-Bastogne-Liege, og han har tillige en ganske god enkeltstart. Han har stadig meget at lære, men fordelen ved at køre på CCC er, at han burde få en del muligheder for at jagte personlige resultater, især i mindre endags- og etapeløb.

Endelig skal Josef Cerny nævnes. Tjekken måtte tage et skridt ned i 2017, men efter en stærk 2018-sæson, hvor han blandt andet gjorde rent bord ved de tjekkiske mesterskaber og opnåede flere top 10-placeringer i etapeløb, er han tilbage på professionelt niveau. Hans glimrende enkeltstart kombineret med solide klatreevner gør ham til en rytter, der måske kan levere et af holdets få resultater i kortere, ikke alt for svære etapeløb.