Opvarmning til 2019: Hvad kan vi forvente af Mitchelton-Scott?

Nedenfor giver vi en analyse af Mitchelton-Scott.

Ryttere, der bliver på holdet

Michael Albasini, Jack Bauer, Sam Bwley, Esteban Chaves, Luke Durbridge, Alex Edmondson, Jack Haig, Lucas Hamilton, Mathew Hayman (indtil 20. januar), Michael Hepburn, Damien Howson, Daryl Impey, Christopher Juul-Jensen, Cameron Meyer, Luka Mezgec, Mikel Nieve, Matteo Trentin, Adam Yates, Simon Yates

Nye ryttere

Brent Bookwalter (BMC Racing Team), Dion Smith (Wanty-Groupe Gobert), Tsgaby Grmay (Trek-Segafredo), Edoardo Affini (SEG Racing Academy), Nick Schultz (Caja Rural-Seguros RGA), Callum Scotson (Mitchelton-BikeExchange), Robert Stannard (Mitchelton-BikeExchange)

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Ryttere, der forlader holdet

Roman Kreuziger (Team Dimension Data), Caleb Ewan (Lotto Soudal), Svein Tuft (Rally Cycling), Roger Kluge (Lotto Soudal), Carlos Verona (Movistar Team), Robert Power (Team Sunweb)

Hvordan gik transfersæsonen?

Mitchelton-Scott er skoleeksemplet på en vellykket opbygning af et nyt cykelhold. I erkendelse af, at det i første omgang ville være umuligt at køre med om sejrene i grand tours, annoncerede holdet ved dannelsen i 2012, at man ganske vist havde langsigtede ambitioner om de tre uger lange etapeløb, men at det i første omgang ville fokusere på endagsløb, massespurter og etapesejre. I den rolle opnåede holdet forrygende succes og vandt ikke færre end fire af sportens fem monumenter samt etapesejre i de tre grand tours, samtidig med at man først opdagede og siden gradvist udviklede tre etapeløbstalenter i Esteban Chaves og de to Yates-brødre, Simon og Adam. Stille og roligt er holdet transformeret fra at være et klassikermandskab til blive et af de bedste i de store etapeløb, en proces, der kulminerede med Simon Yates’ store Vuelta-sejr for et par måneder siden, efter at Chaves havde brudt isen med sine to podiepladser i 2016.

Samtidig med at holdet langsomt har styrket gruppen af klatrere omkring de tre kaptajner, har der også været reminiscenser fra fortiden, men stille og roligt er holdets klassikerryttere stukket af, efterhånden som de har været kørt mere og mere ud på et sidespor. Mest markant var det, da Matthews for et par år siden måtte sande, at det var umuligt at indfri sine ambitioner på hjemlandets store hold, og sidste år blev holdets talisman, Simon Gerrans, også langsomt frosset ud.

Frem til og med i år har holdet imidlertid forsøgt at holde fast i deres sidste australske stjerne og insisteret på, at Caleb Ewan var holdets fjerde kaptajn. Alene det, at det varede frem til i år, inden han fik lovning på en Tour-debut, gjorde det imidlertid ganske klart, at et fremtidigt brud var uundgåeligt, ikke mindst fordi holdet blev ved med først og fremmest af opruste på etapeløbsfronten.

Alligevel må det gøre temmelig ondt, at et lykkeligt ægteskab skulle ende så trist, som det gjorde. Længe har det stået relativt klart, at Ewan nok ville være at finde hos Lotto Soudal i 2019, men at holdet med ganske kort varsel frarøvede ham den ellers lovede Tour-plads betød, at det blev en yderst smertelig skilsmisse. Samtidig betyder det, at holdet definitivt er færdige som sprintermandskab, for selvom der fortsat i Matteo Trentin, Luka Mezgec, Daryl Impey og Michael Albasini er hurtige afslutte i truppen, er det slut med rene sprintere hos australierne.

Nu er der til gengæld ikke længere nogen konflikter, og holdets identitet står glasklart. Det er kun naturligt, at Ewan med sig tager sin lead-out man, Roger Kluge, der i kraft af sine stærkt begrænsede klatreevner kun kan fungere i et tog for en ren sprinter. Det giver god mening at holde på de mere alsidige Trentin og Mezgec, der særligt er vigtige i klassikerne, som fortsat har et vist fokus, men den deciderede sprinterdivision er med Ewans exit lukket ned. Naturligvis er der tale om en klar svækkelse, men da hans tilstedeværelse betød konflikter og interesser, der aldrig nogensinde ville kunne forenes, var bruddet uundgåeligt. Og med tanke på hans overraskende svage afslutterevner i et skuffende 2018, spiller holdet helt sikkert på den rigtige hest.

Prioriteringen bliver endnu mere tydelig, når man ser på, hvor der oprustes. Blandt de syv nye navne er det nemlig hovedsageligt klatreevnerne, der falder i øjnene. Der er ikke tale om forstærkninger som i de seneste år, hvor man har hentet navne som Roman Kreuziger og Mikel Nieve, men gruppen omkring de tre kaptajner forstærkes alligevel. Det sker først og fremmest med den meget alsidige Brent Bookwalter, der synes at være et ret godt match. Amerikaneren kan nemlig både klatre og hjælpe i et holdløb, og hans engelsktalende baggrund burde gøre tilpasningen relativt enkel. Samtidig er han erfaren og er meget pålidelig, og han er derfor en oplagt støtte i grand tours.

Det samme er klatreren Tsgabu Grmay. Modsat Bookwalter har han ikke just været præget af stabilitet, men han har ved flere lejligheder vist, at han klatrer fornuftigt. Nogen væsentlig forstærkning er der ikke tale om, men i en rolle som støtte i bjergene er han ikke et dårligt valg.

De to øvrige klatrestærke nyerhvervelser har et mere langsigtet perspektiv. Det gælder først og fremmest Robert Stannard, der er den næste lovende australske etapeløbsrytter. Egentlig skrev han allerede kontrakt i efteråret, så han kunne køre årets sidste løb for holdet, men reelt er det i 2019, at han træder til. Han er en alsidig type, der kan klatre og spurte, køre enkeltstart og har punch, og det udestår fortsat at finde ud af, om han vil være bedst i etapeløb eller kuperede endagsløb. Uanset hvad har han på sigt et stort potentiale. Mulighederne er måske ikke helt så store hos den lidt mere erfarne Nick Schultz, der med sit punch måske mere er en mand til hårde klassikere end en ren klatrer. Hvor langt han kan drive det, er lidt uklart, men hans flotte kørsel i april, hvor han blev nr. 3 i GP Miguel Indurain, er i hvert fald en understregning af potentialet.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Samlet set er klatregruppen dog desværre nok svækket. Det skyldes nemlig, at det ikke lykkedes at holde på Kreuziger. Havde vi været i begyndelsen af dette årti, havde alarmklokkerne ringet over, at holdet måtte vinke farvel til en stjerne, men sådan er det naturligvis ikke længere. Kreuzigers rolle hos australierne var nemlig først og fremmest med sin rutine at hjælpe til de store grand tours. Selvom han ikke længere er en mand, der ikke kan erstattes, vil han blive savnet. Det vil han i den grad også i de kuperede endagsløb, der i de senere år er hans speciale, og faktisk er det nok her, at han efterlader det største tomrum. Uden ham kan det i hvert fald blive ganske svært at opnå de samme flotte ardennerresultater, som tjekken i år leverede, i hvert fald hvis ingen af de tre kaptajner vælger at give de hårdeste klassikere et skud.

Det må også være med nogen ærgrelse, at holdet siger farvel til Robert Power. Hans sjældne knoglemarvssygdom betød ganske vist, at karrierestarten slet ikke blev til det, 2. pladsen i Tour de l’Avenir lagde op til, men sidste år viste han flere gange, at han efterhånden er klar til at slå igennem. For et australsk hold med fokus på etapeløb må det være smerteligt at se, at Sunweb har en nærmest magnetisk tiltrækning på de australske etapeløbstalenter, og nu slutter Power sig til den gruppe. Det havde holdet sikkert gerne været fri for.

Samme binding har man ikke til den tredje klatrer, der siger farvel, Carlos Verona, der ligesom Power i 2018 momentvist nåede nye højder og rundede året stærkt af med et topresultat i Tour of Guangxi. Han ville næppe være blevet til meget mere end en solid hjælper, men hans profil passede fint ind i et grand tour-hold som det australske. Mindst ondt gør det, at Svein Tuft efter mange års loyal tjeneste går på semipension hos Rally Cycling, for den erfarne canadier har i nogle år ikke haft det niveau, der gjorde ham til en slidstærk arbejdsmand for holdet.

Endelig støves klassikerprofilen også en smule af. Da man sidste år hentede Matteo Trentin til holdet, var det med målet om fortsat at spille en rolle i brostensløbene, og årets indkøbspolitik viser en vilje til at bevare en vis alsidighed og ikke alene satse på etapeløbene. Der er nemlig blevet plads til tre unge ryttere, der først og fremmest har blikket rettet mod de nordlige klassikere.

Blandt dem er den mest erfarne Dion Smith, der i sin tid hos Wanty gav prøver på sine evner i den slags løb. Efter et lovende efterår i 2017 fik han 2018-klassikerne ødelagt af skader, men kom stærkt tilbage i efteråret, hvor han blandt andet blev nr. 7 på kongeetapen i BinckBank Tour, en slags miniudgave af Flandern Rundt. Med sin gode afslutning tegner han ganske spændende perspektiver for fremtiden.

Det samme gør Edoardo Affini og Callum Scotson. Begge er de først og fremmest kendt som to af U23-scenens bedste temporyttere, og det er utvivlsomt en side, de fortsat vil dyrke på et hold, der altid har hørt til blandt de bedste i holdløb. De drømmer imidlertid også begge om brosten og viste deres evner i årets U23-udgave af Paris-Roubaix, hvor de begge var at finde i top 10. For dem begge gælder, at 2019 først og fremmest handler om at lære, men perspektiverne for fremtiden er lovende.

Trods den markante talentoprustning er det dog et svækket Mitchelton-Scott, vi vil se i 2019. Bruddet med Ewan var uundgåeligt, men efterlader holdet en stor profil fattigere, og de tre tilbageværende kaptajner må efter Kreuzigers exit også se sig omgivet af et hold, der næppe kan yde helt samme støtte som tidligere. Heldigvis er der indhentet erstatninger, og indkøbspolitikken virker målrettet og med en klar plan. Mitchelton-Scott skal nok spille en markant rolle også i det kommende år.

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

Som sagt lagde Mitchelton-Scott i 2012 fra land som et klassikerhold. Det gjorde med store succes og vandt i løbet af de første fem år ikke færre end fire af de fem monumenter. I de senere år er fokus rettet mod grand tours, hvilket har fået folk som Michael Matthews, Sebastian Langeveld og Jens Keukeleire til at sige farvel, men alligevel gjorde sportsdirektør Matt White for et par uger meget ud af at understrege, at holdet fortsat har ambitioner om også at gøre sig gældende helt fremme i endagsløbene.

Det er bestemt ikke umuligt, men det er dog hævet over enhver tvivl, at de i klassikerne først og fremmest er underdogs. Matteo Trentin blev sidste år hentet ind som holdets nye førstemand som erstatning for Keukeleire, og det lignede intet mindre end et kup, da Trentin efter kontraktunderskrivelsen oplevede et efterår, som kun de færreste kan drømme om.

Læs også

Dansk Lidl-Trek-sportsdirektør: Vi vil prøve noget frækt

Desværre betød styrt i januar, at hverken han eller løjtnant Luke Durbridge nogensinde fandt topformen i løbet af efteråret, og satsningen blev i første omgang en fiasko. Til gengæld må de nu være fyldt med en voldsom revanchelyst, og det vil atter være samme duo, der har til opgave at levere i årets første måneder.

Det er lidt svært at vide, hvad man skal forvente af Trentin. Han kørte ganske vist fremragende i 2017, men i 2018 var han ikke imponerende, heller ikke sidst på sæsonen, hvor han slet ikke nåede samme højder som tidligere. Samtidig lykkedes det ham på Quick-Step aldrig at opnå de helt store resultater i klassikerne, og selvom det delvist skyldes hans rolle på holdet, har han stadig noget at bevise.

Vi vil fortsat stille os lidt skeptiske for, om han kan vinde en klassiker, men mindre kan også gøre det. Top 10-placeringer er i hvert fald inden for rækkevidde i alle sæsonens brostensløb samt Milano-Sanremo. Han kan nemlig gøre sig gældende både i reducerede massespurter og i hårde udskilningsløb, men han mangler formentlig både hurtigheden og holdbarheden til at være med helt i front.

Durbridge er langt mere begrænset i sine muligheder. Han kan nemlig kun gøre sig gældende i kraft af sin råstyrke i hårde løb som Omloop Het Nieuwsblad, E3 Harelbeke, Flandern Rundt og Paris-Roubaix, hvor han i 2017 fik sit klassikergennembrud. Hans svage spurt betyder, at han bestemt ikke er en vindertype, men en top 10-placering er bestemt inden for rækkevidde i den slags løb. Endelig skal det blive interessant at følge Dion Smith på brostenene, efter at han med en top 10 på kongeetapen i BinckBank Tour i hvert gav en indikation på, at han har visse muligheder i den slags løb.

Ardennerne har altid været en legeplads for australierne, der med Simon Gerrans, Michael Matthews, Michael Albasini og senest med en overraskende Roman Kreuziger har været dominerende i de hårde løb. Desværre har de fleste nu forladt holdet, og 2018 blev året, hvor alderen definitivt indhentede Albasini. I de kuperede klassikere vil holdet derfor i allerhøjeste grad være underdogs.

Jack Haig kunne imidlertid være et bud på en overraskelse. Sidste år kørte han en fremragende finale i Liege som hjælper for Kreuziger, og han har ikke lagt skjul på, at han i år drømmer om at satse på Ardennerne. Den unge australier bliver bare bedre og bedre, og rammer han formen, kunne han blive meget interessant at følge i Fleche Wallonne og Liege. Daryl Impey har altid drømt om et resultat i Amstel Gold Race, og han kunne faktisk have en podieplads inden for rækkevidde, hvis det ender i den reducerede massespurt, der med den nye rute er blevet mere sandsynlig.

Det vil dog være allermest interessant, hvis holdet møder op med en af Yates-brødrene. Begge er de nemlig skabt til endagsløb, hvilket Adam blandt andet har bevist med sejren i San Sebastian og 2. pladsen i GP Montreal. Adam skal formentlig satse på Touren og burde derfor kunne finde plads til at give Ardennerne et skud. Især synes Fleche Wallonne at være en gave til hans fantastiske punch på stejle mure.

I efteråret får holdet det sværere. Trentin vil kunne forsøge sig i Hamburg Cyclassics, Bretagne Classic og måske de canadiske løb, men det virker usandsynligt, at han kan vinde dem. Impey burde have forudsætningerne for at gøre det godt i Canada, men det er aldrig rigtigt lykkedes, og Albasini er ikke længere stærk nok. Clasica San Sebastian passer perfekt til Yates-brødrene, men da den ene sikkert kører i Polen, og den anden nok er træt efter Touren, skal vi ikke have de store forventninger. Endelig ligger Il Lombardia typisk for sent på året for dem begge, men her kunne holdet have en fremragende kandidat i den tidligere vinder Esteban Chaves, der har tradition for at komme flyvende ud af Vueltaen.

Hvad kan vi forvente i grand tours?

En målrettet satsning har gjort Mitchelton-Scott til et af verdens bedste grand tour-hold, og deres march mod stjernerne nåede kulminationen, da Simon Yates for et par måneder siden sejrede i Vueltaen. Med sine tre kaptajner, Yates-brødrene og Esteban Chaves, har holdet som mål at køre efter sejren i alle de tre uger lange etapeløb, og det er derfor altid med stor interesse, at man ser frem til at høre, hvordan de fordeler opgaverne imellem sig.

Læs også

Optakt: 5. etape af Presidential Tour of Türkiye

Holdets problem er, at de tre esser alle er ret ens og tiltrækkes af ruter med mindst mulig tidskørsel. Derfor er det ofte de samme løb, de foretrækker, og det kan gøre det svært at vurdere, hvad der er klogest. I år er det således særligt Touren, der bør vække deres interesse, mens Giroens mange enkeltstarter må virke afskrækkende på dem alle.

Længe har det alligevel synes givet, at Chaves, der er på vej tilbage efter en omgang kyssesyge, som udgangspunkt skal spille andenviolin. Man tør næppe satse 100% på colombianeren, og det virker derfor nærliggende, at de to Yates-brødre vil skulle fordele de tre løb mellem sig.

Efter sejren i Vueltaen sagde Simon, at han ville foretrække at jagte revanche i Giroen, hvor han oplevede en stor nedtur i 2018, men det virkede ikke sandsynligt, at holdet ville være med på den plan. Simon ligner nemlig lige nu holdets bedste kort, og særligt med 2019-ruten syntes det at være oplagt, at Touren denne gang skulle være hans mål. Det ville samtidig gøre det muligt for Adam, der havde en svær Tour, at komme tilbage på sporet i Giroen, hvor presset er knap så stort. Her ville han kunne dele kaptajnansvaret med Chaves, der også jagter selvtillid.

Alligevel har Simon været tro mod sit oprindelige ønske. Med en uge til jul meldte han nemlig ud, at han atter sætter alt ind på at vinde den italienske grand tour, og efter 2018 er det klart, at målet ikke kan være mindre end det. Rutens mange kilometers ensom kamp mod uret bør ikke tiltale ham voldsomt, men har han samme skræmmende form som i dele af 2018 er intet umuligt. Under de givne omstændigheder vil Tom Dumoulin dog blive en svær nød at knække, og en podieplads vil formentlig også kunne tilfredsstille ambitionerne.

Selvom der endnu ikke er en officiel udmelding, synes det således givet, at Adam atter skal satse på Touren. Selvom han i de tidlige år viste sig som den bedste af de to brødre, er han nu blevet overgået af sin bror, og ikke mindst fordi Touren er den sværeste af de tre grand tours, er det nok for meget at forlange, at han skal kunne vinde det franske løb til sommer. De lange stigninger i Frankrig passer ham også dårligere end de stejle, eksplosive mure i Italien og Spanien, og samtidig er niveauet betydeligt højere. For Adam må målet i Touren i første omgang være podiet, men kan han bygge videre på sit flotte forår i 2018, er der ingen grund til, at han ikke kan brillere lige så meget som Simon sidste år og således blive en ganske markant faktor. Det samme kan Chaves utvivlsomt i Giroen, men det forudsætter i første omgang, at han får lagt kyssesygen helt bag sig.

Holdet har tradition for, at Giro-kaptajnerne også satset på Vueltaen, og det kunne derfor se ud til, at Chaves og Simon Yates skal jagte sejren i det spanske løb. I givet fald er det bestemt ikke utænkeligt, at man vil se en gentagelse af årets model, hvor Tour-kaptajnen, i dette tilfælde formentlig Adam Yates, stiller sig til rådighed som hjælper. Uanset hvad vil det australske mandskab stille til start som forsvarende mester, og derfor er det uomtvisteligt, at et titelforsvar vil være målet.

Holdets store fokus på klassementet betyder, at der næppe bliver plads til meget andet. Det lærte Caleb Ewan i hvert fald på den hårde måde i 2018. Det kan dog ikke helt udelukkes, at Matteo Trentin vil få lidt frihed til at spurte i et af de tre uger lange etapeløb. Han har selv gjort det klart, at han efter et skadesplaget år ønsker at vende tilbage til Touren, men uanset hvad synes det usandsynligt, at han kan vinde en grand tour-massespurt uden det Quick-Step-tog, der var nøglen til den store succes i 2017. Man kan også håbe, at Mikel Nieve, der hører til blandt feltets bedste udbryderkonge, kan få en chance undervejs, men det vil formentlig kun ske, hvis kaptajnerne flopper undervejs.

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

Det er ikke uden grund, at Mitchelton-Scott i år blandende sig i toppen af WorldTour-ranglisten trods den ikke alt for imponerende klassikerkampagne. Holdet var nemlig ikke blot en afgørende faktor i to af de tre grand tours, de var også med fremme i mange af de ugelange WorldTour-etapeløb. Således endte Simon Yates i top 4 i tre af disse begivenheder, mens bror Adam var i top 5 i tre andre. Esteban Chaves har traditionelt været meget fokuseret på grand tours, men de to Yates-brødre har altid været med fremme i løbet af foråret også.

Det vil formentlig være tilfældet i år, og selvom enkeltstarten betyder, at de to briter har betydeligt sværere ved de kortere etapeløb, vil vi formentlig se dem køre med om sejren i de fleste af forårets etapeløb. Hvordan de fordeler opgaverne imellem sig, er usikkert, men der plejer at være tradition for, at de kun ganske sjældent stiller til start sammen. Formentlig vil de kunne dække hovedparten af WorldTour-etapeløbene fra UAE Tour og frem til og med Tour de Romandie, mens Chaves i lyset af sin comebackproces kan tænkes at være mere anonym i løbet af foråret.

Læs også

Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet

Yates-brødrene kan imidlertid ikke dække alt, og det åbner døren for Jack Haig. Allerede i år fik han chancen som kaptajn i blandt andet Tour de Suisse og Vuelta al Pais Vasco, og han er blevet lovet endnu flere muligheder i 2019. Meget kunne pege i retning af, at han skal gøre en længe ventet Tour-debut, og det burde gøre det muligt at jagte flere personlige resultater i løbet af foråret. Som nævnt ovenfor har han ambitioner i Ardennerne, men det skal også blive interessant at se ham i etapeløbene. Rammer han formen fra årets Giro, kan han blive en af årets store oplevelser. Derudover kan det meget vel tænkes, at Brent Bookwalter vil få en vis frihed til at køre klassement i nogle amerikanske løb.

Den australske sæson er naturligvis vigtig for Mitchelton-Scott, og det ligger i kortene, at en meget motiveret Daryl Impey skal forsøge at forsvare titlen i Tour Down Under - en opgave, der bestemt ikke bliver let - samt jagte et topresultat i Cadel Evans Great Ocean Road Race. Holdet vil helt sikkert stræbe efter at gøre rent bord ved også at vinde Herald Sun Tour, hvor det er tænkeligt, at Cameron Meyer og Damien Howson og nogle af de unge løver som Lucas Hamilton, Nick Schultz og Robert Stannard kan få chancen.

Holdet har ikke meget at byde ind med på sprinterfronten, men de har nogle holdbare afsluttere i form af Matteo Trentin, Dion Smith, Michael Albasini, Luka Mezgec og Impey. De vinder næppe klassiske massespurter, men i bjergrige løb som Volta a Catalunya, Vuelta al Pais Vasco, Tour de Romandie og Tour de Suisse har fire af de fem før vundet reducerede massespurter. Det kan sagtens gentage sig i 2019. Albasini drømmer sikkert om at forsvare titlen i Tour des Fjords, selvom alderen er ved at indhente ham, og derudover må holdet forventes atter at have store ambitioner i Hammer Series, som de dominerede totalt i den forløbne sæson.

Hvem kan overraske?

Egentlig er det lidt urimeligt at pege på Jack Haig som en overraskelse. I årets Giro viste han nemlig, at han problemfrit kan blande sig med verdens bedste klatrere selv på den store scene. Da han imidlertid primært har været deployeret i en hjælperrolle, er hans resultatliste imidlertid så tynd, at han stadig er fløjet under manges radar.

Desværre er der trængt i toppen af Mitchelton-Scotts grand tour-hierarki, og derfor er der også i 2019 lagt op til, at han skal hjælpe i de tre uger lange etapeløb, denne gang sandsynligvis i Touren. Som nævnt ovenfor er han imidlertid blevet lovet en lederrolle i flere ugelange etapeløb og i Ardennerne, hvor han meget vel kan få sit helt store gennembrud. Ligesom sine kaptajner er han i den grad hæmmet af en svag enkeltstart, men i bjergene kan han meget vel blive en af årets store oplevelser.

Unge Lucas Hamilton havde ikke et alt for godt første år som professionel, men han fremstår stadig som et af mest lovende etapeløbstalenter. Det viste han som U23-rytter i 2017, og det er meget tænkeligt, at han kan hæve niveauet efter et års tilvænning. Det er klart, at han på et hold spækket med etapeløbstalent kun i begrænset omfang vil få egne chancer - det kan Haig i hvert fald skrive under på - men i lyset af Mitcheltons evne til talentudvikling vil det være mærkeligt, om vi ikke snart ser den unge klatrer folde sig ud. Holdets nyerhvervelse, Robert Stannard, er en tand yngre, og følger han tendensen på Mitchelton-Scott skal han nok også bruge minimum et år, inden vi ser ham helt fremme.

Endelig vil vi pege på Dion Smith. Newzealænderen har egentlig ikke imponeret voldsomt hos Wanty, men i 2018 skyldtes det delvist helbredsproblemer. Han sluttede sæsonen stærkt af med sin flotte kørsel på kongeetapen i BinckBank Tour, hvor han viste, at han meget vel kan have et vist flair for brostensklassikerne. Modsat Haig og Hamilton er han ikke fanget i et alt for fastlåst hierarki, og man kan derfor håbe, at 2019 viser, om der vitterligt er grund til at nære forhåbninger til ham i brostensløbene.