Opvarmning til 2019: Hvad kan vi forvente af Team Dimension Data?

Nedenfor giver vi en analyse af Team Dimension Data.

Ryttere, der bliver på holdet

Edvald Boasson Hagen, Mark Cavendish, Steve Cummings, Scott Davies, Nic Dlamini, Bernhard Eisel, Amanuel Ghebreigzabhier, Ryan Gibbons, Jacques Janse van Rensburg, Reinardt Janse van Rensburg, Ben King, Louis Meintjes, Ben O’Connor, Mark Renshaw, Tom-Jelte Slagter, Jay Robert Thomson, Jaco Venter, Julien Vermote

Nye ryttere

Roman Kreuziger (Mitchelton-Scott), Enrico Gasparotto (Bahrain-Merida), Giacomo Nizzolo (Trek-Segafredo), Lars Bak (Lotto Soudal), Michael Valgren (Astana), Danilo Wyss (BMC), Gino Mader (nyprofessionel), Stefan De Bod (Dimension Datas talenthold), Rasmus Tiller (Joker Icopal)

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Ryttere, der forlader holdet

Igor Anton (stopper karrieren), Serge Pauwels (CCC), Natnael Berhane (Cofidis), Merhawi Kudus (Astana), Lachlan Morton (EF Education First), Scott Thwaites (?), Mekseb Debesay (?), Johann Van Zyl (?), Nic Dougall (?)

Hvordan gik transfersæsonen?

Dimension Data har i den grad et problem. I hver eneste af de tre sæsoner på WorldTouren er holdet endt på en ubehjælpelig sidsteplads på WorldTour-ranglisten. Endnu værre er det, at det bestemt ikke er gået fremad på det seneste, og særligt 2018-sæsonen var et sandt mareridt.

Det betyder naturligvis, at alt har været helt til hundene. Holdet vandt som bekendt hele fem Tour-etaper i 2016, der generelt var et godt år for sydafrikanerne, og de manglende point er således ikke udelukkende et udtryk for, at holdet har været dårligt kørende. Det er nemlig også et resultat af holdets struktur og fokus, der i den grad har været rettet mod massespurterne, men desværre er pointsystemet sådan indrettet, at det kun i mindre grad belønnes. Skal man blande sig fremme, kræves der resultater i klassikerne og særligt i de samlede klassementer i etapeløbene, og her har holdet ofte glimret ved deres fravær.

Det er naturligvis et særligt problem i en tid, hvor der allerede i 2020 venter en reform af WorldTouren, hvor point i en stadig stigende konkurrence om de 18 licenser kan blive livsvigtige for overlevelse på det højeste niveau. Det er derfor klart, at manager Douglas Ryder er nødt til at skifte spor, og det behov er kun blevet forstærket kraftigt af den elendige 2018-sæson, som vi har analyseret i vores tidligere evaluering.

Egentlig indledte holdet allerede oprustningen sidste vinter, hvor man hentede den fortabte søn Louis Meintjes hjem, og endda annoncerede et meget ambitiøst mål om at vinde Tour de France med den unge sydafrikaner allerede i 2020. Første skridt var et topresultat i årets Giro, men som bekendt endte sæsonen som en regulær katastrofe for det stagnerede talent, hvilket sammen med Mark Cavendishs kyssesyge bidrog til holdets meget pauvre sæson.

Det var derfor klart, at der atter skulle ske noget nyt forud for denne sæson, og holdet har da også med de ni nyerhvervelser været blandt de mest aktive på transfermarkedet. Med erhvervelsen af flere profiler de det da også en markant forstærket trup, der går ind til 2019, men man må alligevel undre sig over den strategi, der ligger bag. Selvom de enkelte forstærkninger hver for sig kan virke fornuftige, synes indkøbsstrategien at være præget af manglen på en overordnet plan og virker i stedet til at være præget af tilfældigheder og mangel på fokus.

Holdets største problem er nemlig, at de intet har haft at byde ind med på klassementsfronten, hvor de store point er at hente, og selv hvis det skulle lykkes at bringe Meintjes tilbage på sporet, løser det ikke problemet. Den sydafrikanske dieselmotor bliver nemlig aldrig en pointmaskine, der vil blande sig fremme på diverse ranglister. Som en ægte dieselmotor er hans spidskompetence nemlig stabil kørsel over tre uger, og han er derfor hverken en vindertype eller en mand, der kan gøre sig gældende i ugelange etapeløb, hvor enkeltstarter i øvrigt også ofte spiller en alt for stor rolle. Holdets største mangel er således en klassementsrytter med en solid enkeltstart, og det problem har man slet ikke forsøgt at løse. Måske var Roman Kreuziger i gamle dage en mand til den slags opgaver, men i de senere år har han i stedet specialiseret sig i kuperede endagsløb, mens hans seneste etapeløbsresultater er så gamle, at de færreste efterhånden kan huske dem.

I stedet har holdet fokuseret på klassikerne, og her har de egentlig haft en fornuftig hånd. Det skyldes naturligvis særligt erhvervelsen af Michael Valgren, der som bekendt fik sit store gennembrud i 2017. Samtidig viste hans klatring ved VM, at han efterhånden også har vist sig at kunne udvide paletten over løb, han kan gøre sig gældende i, og hans to store klassikersejre i foråret viser ikke blot, at han begå sig på både brosten og på stigninger, men også at han besidder en køligheder og et killerinstinkt, der gør ham i stand til at snyde stærkere ryttere.

Valgren er derfor en markant forstærkning i både de flamske klassikere og Ardennerne, hvor holdet i år var helt usynlige. Der er da heller ingen tvivl om, at danskeren vil booste pointkontoen ganske betragteligt, men problemet er, at han ikke en udpræget vindertype. Dertil mangler han særligt hurtighed, og det er i virkeligheden kun Greg Van Avermaet og Peter Sagan, der alene i kraft af endagsløb kan blande sig helt fremme på diverse ranglister. Selv ikke Niki Terpstra, der i år vandt to af de største klassikere, kunne i år klemme sig ind i top 10, og det lykkedes heller ikke for Valgren, selvom han var i front i stort set alle de løb, hvor det var muligt.

Læs også

Optakt: 5. etape af Presidential Tour of Türkiye

Det ændrer dog ikke på, at erhvervelsen af Valgren vitterligt er et kup, men man kan spørge, om det var klogt at brænde en stor del af budgettet af på at supplere med Enrico Gasparotto og Kreuziger. I virkeligheden er det en meget god afspejling af manglen på spredning, at man faktisk har hentet helt podiet fra årets udgave af Amstel Gold Race. Med tanke på Kreuzigers udvikling i de enere år er det nemlig kun i de kuperede endagsløb, at de for alvor kan gøre sig gældende, og det virker måske ikke helt velovervejet at supplere erhvervelsen af Valgren med to tilsvarende typer, der måske i virkeligheden kun for alvor kan gøre sig gældende i en enkelt uge i april. Det har i hvert fald været en klar tendens for dem begge i de foregående sæsoner, hvor det stort set kun er i Ardennerne, at de har leveret resultater.

Problemer er samtidig, at der er et element af gambling over dem begge. Gasparotto er efterhånden en ældre herre, og selvom han atter kørte stærkt i sine elskede klassikere i 2018, er der absolut ikke længere nogen garanti for, at det også vil være tilfældet i de kommende år. Til gengæld har han den fordel, at han modsat Valgren og Kreuziger er en god afslutter og derfor er en mere udpræget vindertype. Det er Kreuziger til gengæld langt fra, og selvom han i år var et monster i Ardennerne, bliver han aldrig en rytter, der vinder meget. Således daterer hans seneste sejr sig til 2017, hvor han vandt det svagt besatte PRO Ötztaler, og faktisk skal vi helt tilbage til Amstel-sejren i 2013 for at finde hans seneste triumf på WorldTouren. Man kan naturligvis håbe, at synergien mellem de tre kan udnyttes til at forbedre deres resultater, at Kreuziger måske kan genfinde lidt af fordums styrke i etapeløbene, og at Gasparotto og Valgren måske kan vinde etaper i grand tours, men det kan ikke ændre på, at rekrutteringen virker temmelig ensidig.

Holdets sidste markante forstærkning er Giacomo Nizzolo, men også hans ankomst er præget af et skær af satsning. Heldigvis kan han som sprinter forhåbentlig løse et af holdets store problemer, nemlig manglen på sejre, men som sagte er en sprinter ikke løsningen på manglen på WorldTour-point. At der langt fra er tale om et sikkert valg, skyldes naturligvis italienerens mange skader, der betyder, at han ikke siden 2016 har været på sit topniveau. Det er fortsat usikkert, om han vil ende der igen, men der er dog klare håb for fremtiden. I efteråret fik han nemlig for første gange i næsten to år en sammenhængende periode uden knæproblemer, og i Vueltaen, hvor han sammen med Peter Sagan kæmpede om titlen som ”best of the rest” bag Elia Viviani, gav han i hvert fald et håb om lysere tider.

Nizzolo bliver måske aldrig en sprinter, der vinder 15 løb i sæsonen, men for et hold, der stort set intet vandt i 2018, vil en håndfuld være rigeligt. Samtidig skal man ikke glemme, at italieneren i to omgange har vundet pointtrøjen i Giroen, hvor han især i 2016 vel var løbets bedste sprinter, også selvom han aldrig vandt en etape. Dertil kommer, at hans kørsel ved de italienske mesterskaber samme år var eminent, og at han her viste et stort potentiale også i hårde løb. Med to podieplaceringer i hhv. Bretagne Classic og Hamburg Cyclassics har han også vist sine evner i de største sprinterløb, og han giver derfor holdet et stærkt tiltrængt våben i de letteste af WorldTourens endagsløb. Måske vinder han ikke Milano-Sanremo og Gent-Wevelgem, men han kan helt sikkert køre på podiet i dem begge. Og vigtigst af alt betyder hans eminente positioneringsevne, at han er en af sportens suverænt mest stabile, og det gør ham til en garanti for topresultater, også selvom han ikke nødvendigvis får den store støtte.

Hvordan han så skal sameksistere med Mark Cavendish, må tiden vise. Holdet valgte efter nogen tøven alligevel at holde fast i deres store stjerne, og det kan måske betragtes som den største satsning. Det er klart, at briten bibringer megen opmærksomhed, der ikke mindst er vigtigt i forhold til ambitionen om at indsamle penge til velgørenhed, men ud fra en sportslig betragtning er det risikabelt. Ingen ved nemlig, om briten kan komme sig over den kyssesyge, der nu to gange har slået ham ud, men hans blotte tilstedeværelse betyder, at betragtelige økonomiske og holdmæssige ressourcer bindes i en mand, der mere er fortid end fremtid. Nizzolo kan i den forstand betragtes som en form for forsikring, og heldigvis er kalenderen bred nok til, at der er plads til to spurersprintere.

Holdets sidste etablerede nyerhvervelser er Danilo Wyss og Lars Bak, men også her kan man spørge, om der er tale om en klog investering. Schweizeren er en stærk og ikke mindst rutineret hjælper, der kan begå sig i de fleste terræner, og har en hurtighed, der i hvert fald i teorien burde gøre ham brugbar i et sprintertog, selvom han her har begrænset rutine. På et hold med erfarne vejkaptajner som Bernhard Eisel og Mark Renshaw kan man dog spørge, om det virkelig er en Wyss-type, der er brug for, ikke mindst fordi han hidtil primært har hjulpet i etapeløb og ikke i klassikere og massespurter, der helt klart er sydafrikanernes satsningsområder. Det samme gælder for Bak, der er en bundsolid hjælper med stor rutine, også på et sprinterhold, men som måske også kan virke som ekstra flødeskum af erfaring fremfor en reel forstærkning på den slatne pointfront.

Holdet har naturligvis fortsat fokus på talentudvikling, og her har de haft en heldig hånd. Med sine to etapesejre og samlede 3. plads samt 4. pladsen ved VM må den schweiziske klatrer have været blandt de mest ombejlede U23-ryttere, og det er derfor en sejr, at det er lykkedes at få fat i hans underskrift. Her kan der være tale om en langsigtet løsning på holdets etapeløbsproblemer, men det er klart, at det ikke bliver i 2019, at han bidrager med væsentlige resultater. Derudover blev der plads til den ganske lovende Rasmus Tiller, der med 5. pladsen i Tro-Bro Leon samt sågar et norsk elitemesterskab har vist, at han kan blive en råstærk klassikerrytter om nogle år. Endelig har Stefan De Bod vist ganske lovende takter, men her kan man nok ikke komme udenom, at nationaliteten trods alt også har spillet en stor rolle i beslutningen om at hente ham til holdet.

At holdet er forstærket, kan der ikke være tvivl om. Tabene er nemlig til at overse. Det gør ondt at sige farvel til en kriger som Serge Pauwels, der har været blandt holdets mest synlige ryttere i Touren, men hans resultater har trods alt været begrænsede. Ikke mindst på grund af holdets identitet havde man nok også ønsket at holde fast i Merhawi Kudus, men omvendt må man også indrømme, at ikke meget tyder på, at den lille eritreer vil kunne indfri de forventninger, vi var mange, der havde. Det samme gælder for Lachlan Morton, der bare ikke virker til at være skabt til et liv på WorldTouren, selvom talentet er uomtvisteligt, og Natnael Berhane er henfaldet i en rolle som rent fyld. Med Igor Antons karrierestop mister man måske nok en fandarling, men hans popularitet skyldes som bekendt mere fortiden end nutiden.

Til gengæld kan man måske stille spørgsmål ved beslutningen om ikke at forlænge med Scott Thwaites. Måske er briten gået lidt i stå hos sydafrikanerne, men det skyldes mere skader end manglende evner. En vinder bliver han næppe nogensinde, men med Valgrens ankomst havde han være brugbar som støtte i en ikke alt for imponerende brostenstrup. Samtidig kan man undre sig over, at der ikke blev plads til Mekseb Debesay, som fik 2018 ødelagt af et styrt, men som faktisk har vist sig som en af de klart mest lovende afrikanske talenter med flot kørsel i hårde og ret stærkt besatte løb. Det virker mere forståeligt, at man lader Johann van Zyl og Nic Dougall smutte, for med kravene om en forstærket trup er der ikke plads til alt for meget fyld, heller ikke selvom passet er sydafrikansk.

Læs også

Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet

Samlet set er der derfor ingen tvivl om, at Dimension Data i 2019 vil fremstå i en klart forstærket udgave, hvilket ikke mindst skyldes Valgrens og Nizzolos ankomst. Især sidstnævnte bør også sikre, at antallet af sejre går i vejret, men om det løser pointkrisen er tvivlsomt. Der er i hvert fald en stor risiko for, at det bliver et fjerde år nederst på WorldTour-ranglisten, og det kan blive meget dyrt i en sæson, hvor holdets fremtid på højeste niveau i den grad er på spil.

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

Som sagt viser transferstrategien tydeligt, at det primært er i klassikerne, at holdet vil forsøge at hente de resultater og point, der i den grad har manglet i de seneste år. Derfor er det også i høj grad foråret, der skal vise, om det vitterligt vil lykkes det sydafrikanske mandskab at løfte sig mærkbart, og månederne marts og april kan meget vel vise sig som de allervigtigste, ikke mindst fordi gode resultater her vil kunne igangsætte et momentum, der forhåbentlig vil kunne videreføres resten af året også.

Presset på klassikertruppen er derfor til at få øje på, og det er i høj grad en dansker, der ventes at skulle løfte det største ansvar. Michael Valgren vil være den gennemgående figur igennem alle klassikerne og kan med sin alsidighed køre med om topplaceringer i de fleste af forårets løb. Det har han vist med brostenssejren i Omloop Het Nieuwsblad og ardennertriumfen i Amstel Gold Race, og han vil formentlig sammensætte et forårsprogram, der strækker sig helt fra åbningsweekenden i begyndelsen af marts til Liege-Bastogne-Liege i slutningen af april.

På brostenenene har Valgrens force vist sig at være de længste og hårdeste brostensløb, og derfor er det særligt Flandern Rundt, E3 Harelbeke og Omloop Het Nieuwsblad, der giver ham de største chancer for at sikre sig topresultater. I de løb vil han skulle udgøre en kaptajnduo sammen med Edvald Boasson Hagen, men med mindre nordmanden formår at hæve sit niveau betragteligt efter et svært år, er det reelt kun Valgren, der vil kunne være med helt fremme. Til gengæld giver Boasson Hagen holdet en mulighed i de lidt lettere løb som Kuurne-Bruxelles-Kuurne, Dwars door Vlaanderen og Gent-Wevelgem, hvor sprinterne ofte har en større chance, men her vil holdets bedste kort måske i virkeligheden være Giacomo Nizzolo, der på papiret har alle egenskaber til at kunne vinde massespurter efter hårde, opslidende løb som disse. Den italienske sprinter ligner også holdets kaptajn i Milano-Sanremo, som efterhånden må være uden for Mark Cavendishs rækkevidde, men hvor en Nizzolo på sit højeste niveau vil have en reel chance for at køre med om podiepladserne.

Hvad der skal ske i Paris-Roubaix, er mere uklart. Formentlig vil Valgren atter skippe den franske klassiker for at bevare en vis friskhed inden Ardennerne, og derfor kan det blive den forårsklassiker, hvor holdet har de mindste chancer, i hvert fald hvis Boasson Hagen ikke genfinder den styrke, der tidligere har indbragt ham en top 5-placering. Til gengæld vil holdet stå med fremragende muligheder i både Strade Bianche og ardennerklassikerne, der alle burde være gode for den spændende trio bestående af Valgren, Enrico Gasparotto og Roman Kreuziger.

Hver for sig vil ingen af de tre være favoritter, men i fællesskab kan de udgøre et stærkt kollektiv, og det var præcis den form for overtal, der var baggrunden for Valgrens to store sejre i 2018. I Gasparotto har holdet en solid afslutter, mens det for Kreuzigers og Valgrens vedkommende vil være påkrævet med aggressiv kørsel. Fleche Wallonne er formentlig uden for deres rækkevidde, også selvom Kreuziger i år blev en overraskende nr. 4, men særligt i Amstel Gold Race og i mindre grad i Liege burde vi se et stærkt sydafrikansk kollektiv køre med om de sjove placeringer. Til gengæld vil det være en overraskelse, hvis Tom-Jelte Slagter, der ellers tidligere har været i top 10 i Ardennerne, kan rejse sig efter nogle meget svære år.

I efterårets klassikere vil det primært være op til Nizzolo at løfte ansvaret i sprinterløbene i London og Hamburg og i mindre grad i Bretagne Classic, der dog også kan blive en chance for Valgren, hvis forholdene også næste år er brutale. Clasica San Sebastian synes umiddelbart at passe bedst til Kreuziger, hvis han fortsat har lidt energi efter Touren, ligesom Il Lombardia også er så hårdt, at det nok kun er tjekken, der for alvor kan drømme om den store triumf. Til gengæld burde Valgren og Gasparotto have gode muligheder i de canadiske klassikere, hvis puncheurfinaler passer dem begge glimrende, og det er således et Dimension Data-mandskab, der burde kunne gøre sig gældende i de fleste af sæsonens endagsløb.

Hvad kan vi forvente i grand tours?

Det var under megen fanfare, at den fortabte søn, Louis Meintjes, blev hentet ”hjem” til Dimension Data med det erklærede mål, at den unge sydafrikaner skal vinde Touren i 2020. Det har nu hele tiden virket urealistisk, men det er klart, at det ingenlunde er blevet lettere af det katastrofale 2018, hvor den fortsat ret unge sydafrikaner ikke leverede ét eneste resultat og faldt helt igennem i både Giroen og Touren.

Det er imidlertid for tidligt at droppe Meintjes, der trods alt to gange har været i top 10 i Touren og en enkelt gang i Vueltaen. Ikke blot er han fortsat for ung til, at en enkelt dårlig sæson, skal knuse alt håb, holdet har heller ikke mange andre alternativer. Det er derfor fortsat Meintjes, der står øverst i holdets grand tour-hierarki, men det er til gengæld fortsat temmelig usikkert, hvor han vil lægge sit fokus i 2019.

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

Meget kunne imidlertid pege på, at han atter vil satse på Touren. Det skyldes dels ruterne, hvor den meget forskellige vægtning af enkeltstarterne i den grad peger Meintjes’ pil i retning af det franske storløb, men det skyldes også, at Meintjes’ dieselmotor historisk aldrig er blevet rigtigt varm, før vi når sommeren. Endnu en Giro-deltagelse kan ikke udelukkes, men endnu en Tour-Vuelta-double vil være det oplagte valg. Det er klart, at hans begrænsede succes i 2018 må føre til et reduceret ambitionsniveau, og kan han ende 2019 med en enkelt top 10 i et tre uger langt etapeløb, må det være at betegne som en succes.

I Touren vil han også være under mindre pres end i årets Giro og Vuelta, hvor han var helt alene om kaptajnansvaret. Mark Cavendish har nemlig gjort det klart, at hans eneste tilbageværende karrieremål er at forsøge at tage de fire Tour-etapesejre, der vil bringe ham op på siden af Eddy Merckx på listen over mest vindende ryttere i verdens største cykelløb. I lyset af hans trængsler de seneste år virker det måske nok en kende urealistisk, men man må formode, at han i forbindelse med kontraktforlængelsen har fået lovning på at kunne satse fuldt ud på det franske løb. Derfor synes det givet, at en stor del af Dimension Data-holdet til juli atter vil være dedikeret til Cavendish og hans tog, der skal forsøge som minimum at vinde én etape.

Roman Kreuziger vil formentlig også kunne tage lidt af presset af Meintjes’ skuldre. Tjekken har nemlig givet udtryk for, at han endnu ikke er helt færdig som klassementsrytter, og at han fortsat tror, at en top 10 i Tour de France er mulig. Han har allerede meldt ud, at han vil skippe Giroen til fordel for det franske løb, men man må nok stille sig noget tvivlsom over for påstanden om, at han atter vil kunne køre med blandt de bedste. Uanset hvad burde det dog være et betydeligt mere synligt Dimension Data-hold, også selvom Kreuziger undervejs skulle skifte fokus og jagte etapesejre. I den rolle vil Edvald Boasson Hagen og Michael Valgren nemlig også kunne spille en rolle, hvis de so forventet er til start.

Det ligger i kortene, at Giacomo Nizzolo skal forsøge at gentage tidligere tiders succes i Giroen, hvor han som bekendt to gange har vundet pointtrøjen. Rammer han sit gamle niveau, vil han havde alle muligheder for at vinde en etape. Vælger Meintjes at fokusere på Touren, burde der samtidig kunne gives endnu en chance til stortalentet Ben O’Connor, der sidste år overraskede mange ved at have kurs mod en stensikker top 10, inden han styrtede ud bare 48 timer inden afslutningen. Målet i år må være denne gang at gøre det om muligt endnu bedre, og det burde nok være muligt for den talentfulde australier. Og mon ikke også Enrico Gasparotto kunne få frihed til at jagte en etapesejr på hjemmebanen?

Hvad Vuelta-planerne indbefatter, er mere uklart. Nizzolo har kun én gang tidligere kørt Vueltaen, men i teorien er han med sin holdbarhed måske bedst skabt til lige netop det løb. Sprinterfeltet er ofte svagt, og italieneren burde have gode muligheder for at vinde en etape. Det burde også ligge i kortene, at Meintjes med sin dieselmotor vil køre to grand tours og derfor uanset sine forudgående planer vil være til start. Om han ligefrem kan køre klassement i to lange etapeløb, men ellers vil han kunne gå efter den etapesejr, han tidligere har været tæt på. Det samme vil måske være muligt for Tom-Jelte Slagter, hvis han kan genfinde sit gamle niveau, men det vil nok være dumt at satse mange spareskillinger på en sådan succes.

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

Dimension Data er som sagt et hold bestående primært af sprintere og endagsryttere, og det kan derfor blive endog meget vanskeligt at jagte samlede topresultater i de ugelange etapeløb. Holdets to esser, Louis Mentijes og Ben O’Connor, er nemlig begge dieselmotorer, der er bedre i grand tours, og de har ikke mange resultater i kortere etapeløb, hvor de tillige er hæmmet af deres dårlige enkeltstart. Bedst chance vil de have i Volta a Catalunya og Criterium du Dauphiné, der typisk er de bedste løb for rene klatrere.

Størst forhåbninger skal der måske i virkeligheden knyttes til Roman Kreuziger, der måske nok også er hæmmet af sin efterhånden temmelig ringe enkeltstart, men som i ardennerform vil kunne gøre det godt i løb som Paris-Nice, Tirreno-Adriatico og Vuelta al Pais Vasco. Derudover vil det være naturligt for Michael Valgren og Edvald Boasson Hagen at forsøge sig i BinckBank Tour, og man kan faktisk heller ikke helt udelukke, at Valgren på en tilstrækkeligt nem rute måske vil kunne gøre det hæderligt i Paris-Nice, især hvis løbet atter rammes af dårligt vejr. Endelig skal man ikke glemme, at Tom-Jelte Slagter faktisk sluttede på podiet i årets Tour Down Under, og selvom en gentagelse ikke er sandsynlig, kan han under de rette betingelser måske alligevel overraske.

Det er generelt svært at vinde etaper fra udbrud i de ugelange etapeløb, og derfor vil holdet i den sammenhæng primært skulle satse på spurterne. Her vil Giacomo Nizzolo og Mark Cavendish skulle fordele opgaverne imellem sig, og det bør være et vigtigt mål for holdet at være med fremme i mange af etapeløbenes massespurter. I det hele taget vil det for de to sprintere handle om at vinde så meget som muligt, også og måske især i mindre løb. Faktisk har man også en tredje sprinteroption i Ryan Gibbons, men hvor hans holdbarhed synes at blive bedre og bedre, vil det være en overraskelse, hvis han faktisk har farten til også at tage en sejr.

Edvald Boasson Hagen vil i høj grad fokusere på WorldTour-løbene, men han plejer at være garant for mindst en sejr i de norske løb, der formentlig atter vil være et mål for holdet. Derudover skal folk som Enrico Gasparotto og Valgren formentlig køre en del endagsløb, hvor de flere steder burde kunne gøre sig gældende efter et år, hvor Dimension Data som regel blot var ligegyldigt fyld i den slags begivenheder. Endelig kan man håbe, at Reinardt van Rensburg kan bygge videre på en flot sæsonafslutning, men vi må nok efterhånden erkende, at han aldrig bliver den vindermaskine, han var som kontinentalrytter.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Hvem kan overraske?

Det var meget svært at finde opmuntringer for Dimension Data i 2018, men skal man pege på et opløftende moment må det være Ben O’Connors forår. Efter en ikke helt let start på den professionelle karriere lykkedes det ham i marts, april og maj endelig at vise sit potentiale. Det startede med en lovende præstation i Volta a Catalunya, hvor han i et af sportens hårdeste løb for første gang indså, at han kunne klatre med de bedste, og det fortsatte i Tour of the Alps, hvor han trods verdensklassemodstand kom hjem med en uventet etapesejr. Det helt store gennembrud ventede i Giroen, hvor han hurtigt overtog Meintjes’ kaptajnrolle, og hvor det formentlig kun var styrtet på 19. etape, der kostede ham en top 10-placering.

Desværre lykkedes det aldrig for O’Connor igen at finde topformen, og han synes da også at være en temmelig ustabil rytter, man kun sjældent kan regne med. Talentet er imidlertid ubestrideligt, og det skal blive spændende at se ham komme endnu nærmere de bedste klatrere i 2019. Som skrevet ovenfor er han hæmmet af sin dårlige enkeltstart, ligesom hans dieselmotor umiddelbart er bedst anvendt i grand tours. Derfor virker det da også naturligt, at det igen er i Giroen, vi for alvor skal se O’Connor folde sig ud, men han kan måske også vise sig frem i hårde ugelange etapeløb uden alt for meget tidskørsel.

Et andet meget spændende navn er Gino Mader, som vi allerede har omtalt ovenfor. Den unge schweizer viste særligt ved VM og i Tour de l’Avenir, at han har et stort etapeløbspotentiale, der skal blive spændende at udfolde. Desværre er han nok for ung til at kunne levere de helt store resultater allerede i 2019, men han er under alle omstændigheder en ruytter, hvis udvikling er værd at følge, også for at se, om han vil specialisere sig i etapeløb eller hårde endagsløb.

Tre andre talentfulde ryttere er Amnauel Ghebreigzabhier, der særligt i Vueltaen viste, at han kan få opmærksomhed for mere end blot sit navn, etapeløbsrytteren Scott Davies samt klassikertalentet Rasmus Tiller, men det er svært at se dem indhøste alt for mange resultater. I stedet er det måske mere oplagt at pege på en af stjernerne. Giacomo Nizzolo er nemlig endelig kommer tilbage efter sine mange knæskader og blev bare bedre og bedre igennem efteråret. Genfinder han vitterligt sit gamle niveau, kan mange hurtigt blive mindet om, at vi her faktisk taler om en af feltets mest stabile topsprintere, der stod foran et gennembrud i klassikerne, da hans mange skader desværre satte en stopper for fremgangen.

Læs optaktsartiklerne om de andre hold her.