Opvarmning til 2019: Hvad kan vi forvente af Team Sunweb?

Nedenfor giver vi en analyse af Team Sunweb.

Ryttere, der bliver på holdet

Nikias Arndt, Roy Curvers, Tom Dumoulin, Johannes Fröhlinger, Chad Haga, Chris Hamilton, Jai Hindley, Lennard Kämna, Wilco Kelderman, Søren Kragh Andersen, Michael Matthews, Sam Oomen, Michael Storer, Martijn Tusveld, Louis Vervaeke, Max Walscheid

Nye ryttere

Nciolas Roche (BMC Racing Team), Jan Bakelants (Ag2r-La Mondiale), Marc Hirschi (Development Team Sunweb), Robert Power (Mitchelton-Scott), Asbjørn Kragh Andersen (Team Virtu Cycling), Casper Pedersen (Aqua Blue Sport), Max Kanter (Development Team Sunweb), Cees Bol (SEG Racing Academy), Joris Nieuwenhuis (Development Team Sunweb)

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Ryttere, der forlader holdet

Laurens Ten Dam (CCC Team), Simon Geschke (CCC Team), Edward Theuns (Trek-Segafredo), Mike Teunissen (Team Jumbo), Phil Bauhaus (Bahrain-Merida), Tom Stamsnijder (stopper karrieren), Lennard Hofstede (Team Jumbo)

Hvordan gik transfersæsonen?

Der er helt sikkert mange cykelfans, der har revet sig i håret mere end en enkelt gang, når de har været vidner til, hvordan Tom Dumoulin ofte har været ganske alene på de store bjergetaper i grand tours. Helt grelt var det i sidste års Giro og årets Tour, hvor hans Sunweb-hold ikke kunne yde ham megen støtte, og i sin tid som grand tour-stjerne er det kun med Sam Oomen i årets udgave af den italienske grand tour, at han har kunnet regne med hjælp dybt ind i finalerne på de vigtigste etaper.

Det siger sig selv, at det burde have absolut førsteprioritet for ledelsen at løse det problem. I år var savnet måske til at overse, for Dumoulin befandt sig aldrig i en situation, hvor han skulle forsvare sig. Det er til gengæld ikke svært at forudse vanskeligheder, hvis han i fremtiden har en førertrøje at forsvare og kan se frem til ene mand at skulle forsvare sig mod Chris Froome, Geraint Thomas og resten af Sky samt derudover de mange gode klatrere fra hold som Team Jumbo og Movistar.

Holdet har da heller ikke lagt skjul på, at det er et problem, der skal løses, og Dumoulin selv har angiveligt også slået i bordet og krævet forstærkninger. Noget tyder imidlertid på, at hans gennemslagskraft lader noget tilbage at ønske. At kalde årets nyerhvervelser for en oprustning vil nemlig formentlig kunne kaldes vildledende i markedsføringslovens forstand.

Bevares, holdet har da forsøgt, men når man har en af tidens allerbedste grand tour-ryttere, må man kunne forlange mere. Veteranerne Nicolas Roche og Jan Bakelants kommer til og kan begge bidrage med en enorm rutine, der helt sikkert kan være tiltrængt på et mandskab primært bestående af unge ryttere. At tro at de er en løsning på udfordringerne i bjergene, vil dog være den sikre vej til skuffelse. Intet tyder nemlig på, at de vil kunne sidde med i de finaler, hvor hjælpen er allermest savnet.

Kunne vi skrue tiden 5-10 år tilbage, ville der virkelig være værdi i at skrive kontrakt med Roche, men enhver, der har fulgt hans udvikling i særligt de sidste to sæsoner, vil vide, at alderen har indhentet ireren, der er stort set uden resultater. Det blev senest tydeligt i årets Vuelta, hvor han havde frit spil til at forsøge sig i klassementet, men hvor han ligesom i 2017 faldt helt igennem. I 2019 vil han formentlig få en vigtig rolle som en Dumoulins faste støtter, men nogen væsentlig forstærkning er der ikke tale om.

Bakelants kører habilt opad, men nogen klatrer er han ikke. Hans force er først og fremmest opportunistisk og offensiv kørsel, og han virker derfor ikke som et oplagt valg for et hold, der med så stor en stjerne vil have et ret fastlåst hierarki. Han burde nok kunne få en vis frihed i de kuperede klassikere, hvor holdet har været ganske usynlige, men på den anden side er det aldrig lykkedes ham her at levere resultater. Han kan formentlig se frem til en del muligheder som etapejæger i de mange ugelange etapeløb, hvor holdet i 2018 var totalt anonyme, men om han kan gribe dem, er usikkert. Han er nemlig slet ikke blevet sig selv igen efter styrtet i Lombardiet for et års tid siden, og om han nogensinde bliver sig selv igen, ved vi ikke.

Mere problematisk bliver den begrænsede oprustning af, at Roche og Bakelants faktisk kun hentes ind som erstatninger for to af Dumoulins bedste bjerghjælpere. Nuvel, Laurens Ten Dam var i år så langt fra fordums styrke, at han bestemt kan undværes, men det er svært at se, at Roche og Bakelants, kan gøre det meget bedre end Simon Geschke, der i årets Tour klatrede bedre end nogensinde og i det hele taget havde et af sine bedste år overhovedet. Mere uforståeligt er det, at Geschke ifølge eget udsagn gerne ville være blevet, men ikke kunne vente på et kontrakttilbud, da CCC Team viste interesse. Både som rytter og kulturbærer, vil han blive savnet.

Et af Sunwebs problemer har altid været, at deres fantastiske evne til at udvikle talenter betyder, at det har været svært at holde på de unge ryttere, når de efter et godt år kan tilbydes bedre muligheder andetsteds. Det ses også i år, hvor tre ganske spændende navne forlader holdet. Værst er det, at Phil Bauhaus siger farvel. Den unge tysker havde måske ikke sit bedste år, men det skyldes primært sygdom. Hans sejr i Dauphiné i 2017 og ikke mindst i det meget stærkt besatte Abu Dhabi Tour i februar har nemlig vist, at hans topfart kan kaste sejre af sig på den helt store scene. Det manglede Sunweb i den grad i 2018, og derfor gør det ondt, at Bahrain-Merida kunne tilbyde ham bedre forhold som en af førstesprinterne, mens han på Sunweb ville skulle konkurrere med Michael Matthews og især med den fremadstormende Max Walscheid.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

På klassikerfronten svækkes holdet også mærkbart. Det skyldes først og fremmest tabet af Mike Teunissen, der efter nogle svære år, i dette forår endelig viste sine evner på brostenene. Her kneb det ellers for holdet at gøre sig gældende, og derfor er det en skam, at det ikke lykkedes at overtale ham til at blive. Til gengæld valgte holdet selv at sige farvel til Edward Theuns, der aldrig faldt til. Set i lyset af resultaterne i 2018 er det ikke et stort tab, men hans talent og potentiale er uomtvisteligt. På den anden side giver det naturligvis ikke megen mening at holde på en rytter, der ikke har lyst til at være en del af holdet.

Mindre ondt gør det, at Lennard Hofstede rejser hjem til Team Jumbo. Den unge hollænder slog aldrig til hos tyskerne, og der var ikke meget, der tydede på, at han ville kunne genfinde det potentiale, han viste som U23-ryttere. Og Tom Stamsnijders karrierestop er nok mere ærgerligt af nostalgiske end af sportslige årsager.

Alt er dog ikke negativt. Sunwebs store styrke har altid været at identificere talenter og herefter bringe dem til toppen. Det afspejles også i årets indkøbspolitik, der som altid har været koncentreret om at få fat i nogle af tidens mest lovende navne.

Det er i allerhøjeste grad lykkedes. Først og fremmest tager U23-verdensmesteren Marc Hirschi springet fra talentholdet til WorldTouren, og han har igennem en fremragende sæson ikke blot vist, at hans potentiale er enormt, men også at han allerede nu kan gøre sig gældende mod de professionelle. Han kender allerede holdets helt specielle filosofi og trives tilsyneladende fint. Der er derfor al mulig grund til at have store forventninger til ham i fremtiden.

Det samme er der, når det gælder Max Kanter, der ligeledes kommer fra holdets egne rækker. Vi har længe vidst, at den unge tysker var en lovende sprinter, men i 2018 fik han sit store gennembrud. Sammen med Matteo Moschetti viste han sig som U23-seriens mest interessant afslutter, og han viste ikke mindst i årets PostNord Danmark Rundt i rollen som stagiaire, at han også kan begå sig mod professionelle sprintere. Allerede i 2019 er det muligt, at han kan vinde et mindre løb eller to, og med Bauhaus’ exit burde der være plads til, at han kan få flere personlige chancer.

Det er også værd at hæfte sig ved Cees Bol. Den unge hollænder opnåede et hav af topplaceringer i år og kørte endda med om den samlede sejr i Napoleon Games Cycling Cup, der jo består af 1.1-løb med hård modstand fra WorldTour-hold. Det siger en del om potentialet. Han er hurtig, men ikke en klassisk sprinter og ligner mere end langsigtet brostenssatning som langsigtet erstatning for Theuns og Teunissen.

En ganske interessant nyerhvervelse er Robert Power. Den unge australier blev efter 2. pladsen i Tour de l’Avenir udskreget til noget stort, men en sjælden knoglemarvssygdom har sat ham markant tilbage. Han er fortsat meget ustabil, men han viste i 2018 glimt af sit tidligere potentiale. Kan han fortsætte de takter, kan han være lidt af et kup og endnu en spændende tilføjelse til den i forvejen store gruppe af fremtidige etapeløbsstjerner. Og allerede næste år vil han være en værdifuld hjælper i bjergene.

Holdets danske islæt styrkes også med erhvervelsen af Casper Pedersen og Asbjørn Kragh Andersen. Pedersen viste i tiden hos Aqua Blue Sport momentvist ganske lovende takter og har med sine bare 22 år fortsat masser af tid til at blive en god mand til brostensklassikerne, hvor Sunweb som sagt står svagt. Kragh har til gengæld vist sig som temmelig utilregnelig og ustabil, men måske det kan hjælpe ham at køre sammen med sin lillebror. Han vil formentlig primært skulle agere hjælper, men man skal ikke glemme, at han tidligere faktisk har vist et ganske pænt potentiale.

Endelig bliver der plads til den tidligere U23-verdensmester i cykelcross, Joris Nieuwenhuis. Han har fortsat ret begrænset erfaring på landevejen, og det er derfor fortsat lidt uklart, hvad han kan drive det til. Talentet på crosscyklen er imidlertid helt uomtvisteligt, og den slags takter har andre jo før kunnet omsætte til en fremragende landevejskarriere.

Læs også

Formand for DCU trækker sig

Samlet set er det derfor en transfersæson, der er helt i tråd med Sunwebs tradition. Fokus er på unge talenter, og på den front har holdet igen haft en ufatteligt heldig hånd, ikke mindst med Hirschi og Kanter. Spørgsmålet er bare, om holdet ikke er nødt til at skifte en smule fokus, hvis de virkelig vil være et tophold, der kan køre med om sejren i grand tours. På den front er oprustningen i hvert fald beskeden, og med tabet af en stribe gode navne fra andet geled er det derfor svært at betegne 2019-udgaven af Sunweb som andet end en svagere udgave af det mandskab, vi så i 2018.

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

Team Sunweb er et af de hold, der i årenes løb, har forandret sig mest. Mens man i starten var kendt som et mandskab, der stort set udelukkende fokuserede på brostensklassikere og massespurter, er omdrejningspunktet nu blevet grand tours. Det skyldes naturligvis først og fremmest Tom Dumoulins pludselige og lidt uventede fremmarch i de tre uger lange etapeløb, men også at man undervejs har sagt farvel til de to ledestjerner i holdets unge år, Marcel Kittel og John Degenkolb.

Det store fokus på etapeløbene har haft som konsekvens, at holdet har nedprioriteret endagsløbene. Det betyder dog ikke, at klassikerne er uvæsentlige for holdet, der fortsat drømmer om at begå sig i alle kalenderens store løb. Derfor var det heller ikke overraskende, at Michael Matthews, der følte sine muligheder hos Mitchelton-Scott blive indskrænkede, valgte det tyske hold som sit nye hjem. Her måtte australieren ganske vist også leve med et grand tour-fokus, men til gengæld var der ingen tvivl om hans ubetingede kaptajnstatus i de store endagsløb.

Det er da også klassikerne, der for alvor kan bringe Matthews’ blod i kog. Mens han med etapesejre i alle tre grand tours og en grøn trøje i Touren allerede har indfriet alle sine væsentligste etapeløbsløb, mangler han stadig at slå til på den store endagsscene. Her har det været lige-ved-og-næsten for den alsidige australier, der har været i top 5 i så forskellige løb som Milano-Sanremo, Amstel Gold Race, Fleche Wallonne, Liege-Bastogne-Liege og ved VM, men faktisk var det først i dette efterår, at han med de to fantastiske sejre i de canadiske klassikere vandt sine første endagsløb på WorldTouren.

Målet for Matthews må derfor i 2019 endelig at vinde en stor forårsklassiker. Han har imidlertid det problem, at hans alsidighed gør det næsten umuligt for ham at vælge mellem alle de løb, han kan vinde.  Han har ikke lagt skjul på, at Milano-Sanremo, Flandern Rundt, Amstel Gold Race og Liege-Bastogne-Liege alle står på hans ønskeliste, men han har også gjort det klart, at han ikke kan satse på dem alle i det samme år.

Matthews står derfor overfor et valg, og hans beslutninger vil i høj grad være bestemmende for mulighederne for holdets øvrige ryttere. I denne uge meldte han lidt overraskende ud, at han vil satse på det hele, og med undtagelse af Paris-Roubaix og formentlig Strade Bianche kan alle de store endagløb fra Omloop Het Nieuwsblad til og med Liege-Bastogne-Liege regne med hans deltagelse. Endnu mere overraskende er det, at han endda har gjort Flandern Rundt til hovedmålet, selvom han endnu aldrig har deltaget i den professionelle udgave af løbet. Det er imidlertid meget muligt, at hans motivation for at køre med om sejren i de flamske løb er blevet styrket af hans knusende sejr på kongeetapen i BinckBank Tour, hvor han på Muren spurtede fra en vis Greg Van Avermaet.

Der er ingen tvivl, om at Matthews vil være den klare kaptajn i Milano-Sanremo og Amstel Gold Race, hvor han begge gange tidligere har været på podiet, og han ligner også den klare førstemand i Kuurne-Bruxelles-Kuurne, Gent-Wevelgem og Dwars door Vlaanderen, der er gearet mod relativt hurtige folk. Det står betydeligt mere uklart, hvordan han vil klare sig i de hårdere løb Omloop Het Nieuwsblad, E3 Harelbeke og Flandern Rundt, men baseret på hans karakteristika burde han, hvis han kan kompensere for den manglende erfaring, kunne køre med om sejren over det hele.

Usikkerhed betyder dog også, at der burde også være megen plads til Søren Kragh. Den unge dansker fik ganske vist ødelagt det seneste forår af sygdom og skader, men enhver, der var vidne til hans kørsel i resten af sæsonen - ikke mindst sejren i Paris-Tous - vil vide, at Kragh har et ubegrænset potentiale i de store endagsløb. Efter at Edward Theuns og Mike Teunissen har sagt farvel, får han endda endnu mere plads, og han burde være den helt klare kaptajn i Paris-Roubaix samt løjtnant for Matthews i de flamske løb, herunder formentlig især Flandern Rundt. Kraghs erfaring er fortsat begrænset, men det burde være muligt for det danske supertalent at køre med om top 10-placeringerne i sportens største klassikere. Egentlig burde Amstel Gold Race også passe ham, men her må han nok underordne sig Matthews’ ambitioner.

Matthews vil altid være en af de helt store favoritter til Amstel Gold Race, og efter 5. pladsen i år vil han nok også give Fleche Wallonne et skud, selvom det er et løb, han næppe kan vinde. En 4. plads vidner imidlertid om, at Liege-Bastogne-Liege er inden for rækkevidde, men her vil han næppe være enerådig kaptajn. Holdet har nemlig også Sam Oomen, Wilco Kelderman og ikke mindst Tom Dumoulin, der alle har vist evner i kuperede endagsløb, og det synes næsten givet, at i hvert fald Oomen og Dumoulin vil være til start i den belgiske klassiker.

Læs også

Evenepoel giver opdatering på skader: Touren er ikke i fare

Særligt Dumoulin er interessant. Hollænderen udtalte efter 4. pladsen ved VM, at han atter burde fokusere mere på klassikere, hvor han med sit punch før har vist lovende takter. Hans ambitiøse grand tour-planer, der omtales nedenfor, betyder imidlertid, at klassikerne igen vil blive nedprioriteret, og formentlig vil han alene bruge Liege som forberedelse frem mod Giroen. Er han konkurrencedygtig, vil Matthews og Dumoulin udgøre en skræmmende duo med Oomen og måske Kelderman som stærk støtte.

I efteråret har holdet også et hav af chancer. Hamburg Cyclassics er nok for let for Matthews, men til gengæld kan han vinde i Bretagne Classic, især hvis løbet bliver hårdt. Først og fremmest skal han dog satse på at forsvare sine titler i Canada, hvor de to klassikere er skræddersyede til ham. Desværre betyder det også, at det kan blive meget svært for Kragh at få sin chance, selvom de samme løb burde passe ham glimrende.

Skipper han Touren, kunne Dumoulin meget vel køre med om sejren i Clasica San Sebastian, som han i 2017 var tæt på at vinde, men først og fremmest må man håbe, at han fortsat er frisk til Il Lombardia. Den italienske klassiker er nemlig det endagsløb, der passer ham bedst, men det har knebet med at holde formen efter VM. Er han ikke klar, kan både Oomen og Kelderman gøre sig gældende i Italien, men de får nok sværere ved at vinde.

Hvad kan vi forvente i grand tours?

Giro eller Tour? Det var formentlig det første spørgsmål, der dukkede op i Tom Dumoulins hoved, da han slog øjnene op på de mange kolde decembermorgener. Egentlig havde han allerede besvaret spørgsmålet, da han efter 2. pladsen i årets Tour, gav udtryk for, at hovedmålet i 2019 ville være at gå efter sejren i verdens største cykelløb. De planer blev der imidlertid stillet spørgsmålstegn ved, da Tour-ledelsen præsenterede en rute, der med Dumoulins egne ord var den værste grand tour-rute for en rytter som ham i nyere tid. Samtidig kastede Giro-ledelsen godbidder ud i form af ikke færre end tre enkeltstarter, og med ét blev Dumoulins og dermed hele Sunweb-holdets planer kastet helt op i luften.

Dumoulin gav selv udtryk for, at han ville lade det være op til ledelsen at træffe den endelige beslutning, og de stod over for et svært valg. Valgte han Giroen, ville Dumoulin utvivlsomt være kolossal favorit, og det måtte virke tillokkende at udnytte den gunstige rute til at gå efter endnu en sejr. Omvendt er Touren det helt store udstillingsvindue, og selvom det måske kan blive svært at true Sky på denne rute, pressede sponsorerne helt sikkert på for at se holdets store stjerne på den største scene af dem alle.

Nu er beslutningen imidlertid truffet. Dumoulin har ladet sig friste af Giroens mange tidskørsler og vil følge samme model som sidste år. Det betyder, at Giroen igen i år vil være det altoverskyggende hovedmål, og med tanke på rutens beskaffenhed ligner ha den klare forhåndsfavorit. Målet vil derfor utvivlsomt være at satse på den samlede sejr. Hvad der derefter sker, er endnu ikke afklaret. Lige nu er det planen at fortsætte videre til Tour de France, men den endelige beslutning vil først blive taget efter Giroen, når han ved, hvor meget den italienske grand tour har krævet. Håbet er, at han ligesom i år kan køre med om sejren også i Frankrig, men det er klart, at det vil blive vanskeligere i 2019, hvor restitutionsperioden mellem de to løb er forkortet med en uge i forhold til i år.

Uanset hvor han stiller til start, vil Dumoulin skulle gå efter sejren, og det vil formentlig kræve, at han får maksimal støtte i bjergene. Derfor vil Wilco Kelderman og Sam Oomen formentlig skulle følge ham, men det udelukker ikke, at de ikke kan få deres egen chance også. En model kunne nemlig være at sende Oomen til Giroen og Kelderman til Touren i rollerne som løjtnanter, hvorefter de kan stille til start i Vueltaen som sidestillede kaptajner. Især Kelderman må være ambitiøs, og efter 4. pladsen i sidste års Vuelta må han skulle stræbe efter hhv. en top 10 og en top 5. Om Oomen allerede nu er klar til to grand tours, er nok mere usikkert, og det kan derfor ende med, at han får udsat sin første store klassementsmulighed med endnu et år. Endelig kan det ikke udelukkes, at Dumoulin ender med også at gå efter sejren i Vueltaen, hvis han efter Giroen dropper Tour-planerne, hvilket kan åbne den franske dør for Kelderman.

Uanset hvad vil Matthews formentlig satse 100% på Touren, men hvilke muligheder han får, bestemmes af Dumoulin. Skipper hollænderen det franske løb, vil han formentlig jagte endnu en grøn trøje med stor opbakning fra holdet, men skal han underordne sig klassementet, vil målet alene være etapesejre. Holdløbet betyder også, at Søren Kragh formentlig atter skal til Frankrig, hvor han nok skal underordne sig Matthews, men det kunne være meget mere interessant at se ham som etapejæger i Giroen eller Vueltaen.

Holdet har i den grad fået ryddet ud i sprinterne, men de har stadig stortalentet Max Walscheid, der efter sidste års Vuelta synes at have opnået en fornyet holdbarhed. Havde Dumoulin skippet Giroen, vilæe det derfor have været helt oplagt at sende ham til Italien, hvor der er mange meget flade etaper for en ren sprinter som ham. Han har i hvert utvivlsomt topfarten til at slå selv de hurtigste, hvis terrænet ikke er for hårdt. Da Dumoulin kører i maj, vil han nok skulle til Vueltaen, men her betyder det sværere terræn, at han får sværere ved at vinde en etape.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

Holdets meget snævre fokus på kaptajnerne betyder, at det bliver svært for andre ryttere at få megen plads. Holdet er dog kendt for altid at bruge grand tours, ikke mindst Vueltaen, til at give unge ryttere mere hår på brystet. Det vil formentlig også være tilfældet i år, men man skal næppe forvente mange resultater fra andre ryttere end kaptajnerne.

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

Man behøver blot at kaste et blik på resultaterne fra 2018 for at indse, hvor afhængige Sunweb er af kaptajnerne. Resten af holdet udgøres nemlig primært af unge ryttere, der fortsat ikke har niveauet til at vinde de store løb, og derfor bliver det helt uundgåeligt, at det er de store navne, der skal levere stort set alle sejrene.

Som sagt fokuserer holdet nu mest på etapeløb, og med Sam Oomen, Wilco Kelderman og Tom Dumoulin har holdet her hele tre esser. Det er klart, at meget atter vil afhænge af Dumoulins præcise sæsonplaner. Med de ambitiøse grand tour-planer vil han skulle passe på sig selv i foråre, og vi vil formentlig kun se ham i UAE Tour samt enten Paris-Nice eller Tirreno-Adriatico, og derfor vil der være mere ansvar til Kelderman og Oomen.

Det er imidlertid heller ikke noget dårligt alternativ. Desværre har Kelderman været ramt af et hav af skader i de seneste to år, men når han endelig har været på cyklen, har han været bedre end tidligere. 4. pladsen i Vueltaen er blevet suppleret med flere topresultater i ugelange etapeløb, hvor han som sin kaptajn kan lukrere på sin fremragende enkeltstart. Det er derfor i den grad indenfor rækkevidde at gå efter et par podiepladser i de løb, han får lov at satse på, hvilket formentlig vil inkludere i hvert Tour de Romandie, der passer ham godt. Oomen bør også skulle løfte et større ansvar og burde efter 9. pladsen i sidste års Giro nu være klar til at gå efter top 5-placeringer på WorldTouren, også selvom han ikke har samme styrke på enkeltstarten som de to kaptajner.

Matthews vil primært satse på klassikerne og Touren, men plejer også at gå efter spurterne i nogle af de hårdeste etapeløb som Vuelta al Pais Vasco og Tour de Suisse. Hans omfattende klassikerplaner gør desværre det baskiske løb til en umulighed, men mon ikke vi får ham at se i Schweiz igen? Derudover må han være motiveret efter at følge årets 2. plads op med en sejr i BinckBank Tour, der også er som skræddersyet til Søren Kragh. Og glem ikke, at Dumoulin er tidligere vinder af løbet, og derfor kan holdet stille med en skræmmende trio, hvis den hollandske stjerne er til start, hvilket kan blive tilfældet, hvis han dropper Touren. Kragh burde også få flere personlige chancer i nogle af de mindre endagsløb, ligesom han burde være klar til at jagte etapeløbssejre i ikke alt for kuperede etapeløb med en vigtig enkeltstart.

Efter sin stærke sæsonafslutning synes Max Walscheid at være klar til at løfte et større ansvar som sprinter i WorldTour-løb. Uden Phil Bauhaus burde han i hvert fald være holdets mest markante rene sprinter, og målet må være at vinde en etape i et WorldTour-løb. Han skal naturligvis fokusere på de fladeste af disse, og pilen kunne derfor pege på løb som Tour Down Under, UAE Tour, Tirrreno-Adriatico, Tour of California Tour de Pologne, BinckBank Tour samt Tour of Guangxi. I hvert fald må målet være at vinde langt mere i 2019. Holdet har også i Max Kanter en meget lovende sprinter, der burde få sine muligheder, men selvom han måske allerede nu kan tage en sejr eller to i mindre løb, vil han primært skulle lære.

Endelig har holdet en række talenter, der måske kan få en chance i et etapeløb eller to. Det gælder de lovende Jai Hindley, Michael Storer, Chris Hamilton, Martijn Tusveld og ikke mindst Robert Power, men 2019 er formentlig stadig for tidligt til, at vi skal forvente det helt store.

Hvem kan overraske?

Som sagt har Sunweb et hav af unge ryttere, hvilket ikke mindst skyldes, at holdets overordnede strategi synes at være næsten udelukkende at satse på hjemmeavl. Listen over lovende ryttere er derfor temmelig lang, men desværre har der også været en lidt kedelig tendens til, at holdets nyprofessionelle ryttere slet ikke har gjort det så godt, som man ser hos andre på de øvrige mandskaber.

Man skal derfor tage visse forbehold, for selvom en rytter har imponeret på U23-scenen, tager det altså ofte lidt tid at slå igennem på Sunweb. Det kan derfor blive et problem for Marc Hirschi, Max Kanter og Cees Bol, der alle skiller sig ud som nogle af tidens mest spændende talenter.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Det gælder naturligvis især Hirschi, der havde en imponerende 2018-sæson, som endda kulminerede med et U23-verdensmesterskab. Han var en gennemgående skikkelse i mange af årets hårde U23-løb og synes at have et stort potentiale både i etapeløb og i hårde klassikere. Forhåbentlig kan han følge i Oomens spor og allerede i sit første år vise sig frem i et mindre etapeløb eller to.

Kanter var vel sammen med Matteo Moschetti årets mest lovende U23-sprinter, og på et hold uden mange afsluttere burde han nok kunne få sine chancer. Det fik han allerede som stagiaire, hvor han i Danmark Rundt viste, at han kan gøre sig gældende også på højt niveau, og det skulle derfor ikke undre, om der allerede venter et par sejre i det kommende år. Det bliver nok lidt sværere for Bol, der i højere grad er en mand til brostensklassikere, men han viste i 2018 utallige gange, at han ikke skal afskrives i mindre etapeløb.

Blandt holdets lidt mere etablerede navne vil vi især pege på to. Vi har allerede flere gange omtalt Max Walscheid, og det er der en god grund til. Han kunne nemlig meget vel stå foran lidt af et gennembrud i 2019 efter en Vuelta, der gav ham en helt ny holdbarhed. Hidtil har han nemlig haft en imponerende topfart, men har været hæmmet af, at løbene skulle være meget lette, hvis han skulle have en chance. I oktober viste han, at han nu kan bevare sin gode spurt efter både sidevind og stigninger. Måske bliver 2019, hvor Tyskland viser, at de har endnu en storsprinter på vej.

Det er også værd at fremhæve Robert Power. Som nævnt ovenfor er han nu endelig ved at være kommet sig over sin sjældne knoglemarvssygdom, og han viste flere gange i 2018, at han endelig er klar til at indfri sit potentiale, der gav ham en 2. plads i Tour de l’Avenir. Han mangler i den grad stabilitet, og det er også den frygt, man fortsat kan nære, men kan det lykkes ham at køre, som han gjorde i eksempelvis Strade Bianche, over flere dage i træk, burde han kunne vise sig frem i bjergene og i kortere etapeløb.

Endelig kunne man også ønske sig, at Michael Storer og Jai Hindley er kommet lidt videre efter et svært 2018. U23-tiden viste deres potentiale, men det er svært at have alt for store forventninger til de to etapeløbstalenter efter en temmelig resultatfattig første sæson.

Du kan læse optakterne for de øvrige hold her.