Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Nyhedsbrev VELOMIO

Opvarmning til 2020: Hvad kan vi forvente af Bora-hansgrohe?

Opvarmning til 2020: Hvad kan vi forvente af Bora-hansgrohe?

18. december 2019 12:00Foto: BORA-hansgrohe / BettiniPhoto

Ferien er ovre, og det er tid for de professionelle ryttere at starte den seriøse træning frem mod 2020-sæsonen. Efter de indledende teambuilding-øvelser ved de første holdsamlinger i november, er det som regel i december, at de første træningslejre organiseres, og den indledende sæsonplanlægning finder sted, og bare få uger senere er WorldTouren allerede i gang, når der igen bydes op til dans i Tour Down Under. I løbet af de kommende uger vil Feltet.dks cykelekspert Emil Axelgaard klæde dig på til den kommende sæson i en serie af analyser, hvor vi kaster et detaljeret blik på hvert af de 19 WorldTour-hold, og hvad vi kan forvente os af mandskabet i løbet af de kommende 12 måneder.

Nedenfor giver vi en analyse af Bora-hansgrohe.

 

Ryttere, der bliver på holdet

Pascal Ackermann, Erik Baska, Cesare Benedetti, Maciej Bodnar, Emanuel Buchmann, Marcus Burghardt, Jempy Drucker, Oscar Gatto, Felix Grossschartner, Patrick Konrad, Rafal Majka, Jay McCarthy, Gregor Mühlberger, Daniel Oss, Pawel Poljanski, Lukas Pöstlberger, Peter Sagan, Juraj Sagan, Maximilian Schachmann, Andreas Schillinger, Michael Schwarzmann, Rüdiger Selig

 

Nye ryttere

Lennard Kämna (Team Sunweb), Ide Schelling (SEG Racing Academy), Martin Laas (Team Illuminate), Matteo Fabbro (Team Katusha Alpecin), Patrick Gamper (Tirol KTM Cycling Team)

 

Ryttere, der forlader holdet

Sam Bennett (Deceuninck-Quick Step), Davide Formolo (UAE-Team Emirates), Leopold König (?), Peter Kennaugh (stopper karrieren), Christoph Pfingsten (Team Jumbo-Visma), Shane Archbold (Deceuninck-Quick Step)

 

Hvordan gik transfersæsonen?

Man kan ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet, når man hører endnu en manager erklære, at hans nystartede hold har ambitioner om at blive en del af WorldTouren, køre Tour de France og blive en magtfaktor i de største cykelløb i verden. Den ubarmhjertige cykelverden er nemlig så benhård, at langt de fleste af disse ambitiøse projekter kollapser, længe inde Tour-direktør Christian Prudhomme overhovedet når at blive kendt med deres eksistens. Listen over sådanne ambitiøse fejltagelser er i hvert fald alenlang, og cykelhistorien er brolagt med knuste drømme fra mangen en optimistisk manager.

 

At det er uhyre svært at blive en del af WorldTouren, finder man ud af ved at kaste et blik på listen over nuværende WorldTour-hold. Langt de fleste er nemlig mandskaber, der har været en del af elitedivisionen i mindst et årti, og en stor del af også regulære institutioner inden for sporten, mest udpræget naturligvis Movistar, hvis historie rækker helt tilbage til Alejandro Valverdes fødselsår. Blandt de nyere hold finder man hovedsageligt hold som Team Ineos, Mitchelton-Scott og Bahran McLaren, der kom direkte ind i sporten med så mange millioner i ryggen, at de blev en del af WorldTouren straks fra start.

 

Heldigvis er der også eksempler på, at det benhårde rugbrødsarbejde med at opbygge et storhold fra grunden kan bære frugt. Det mest oplagt eksempel er Bora-hansgrohe, der startede tilbage i 2010 som et lille kontinentalhold grundlagt af Ralph Denk. Dengang var det nærliggende, at Denks projekt ville ende som endnu en parentes i historien. Holdet bestod af en stribe unge rytter primært af tysk oprindelse, og holdet havde sit udgangspunkt i et land, der på det tidspunkt var ramt af så meget dopingparanoia, at de forårsagede cykelsporten, alt dens væsen og alt, hvad der bare lugtede af tohjulede transportmidler.

 

Denk lod sig imidlertid ikke slå ud af de vanskelige odds, og sammen med Cesare Benedetti, Andreas Schillinger og den dengang blot 19-årige Michael Schwarzmann, der har været med på hele den 10 år lange rejse, har han gradvist ført det lille mandskab til tops i det internationale cykelhierarki. I 2013 tog man det første store skridt, da man fusionerede med det britiske Endura-mandskab og sikrede sig licens som professionelt kontinentalhold, og da man samtidig havde det held at have sikret sig en sand guldfugl i Leopold König, der allerede samme år vandt en bjergetape i Vueltaen, hvor han tillige sluttede som nr. 9 i klassementet, var kursen mod stjernerne indledt, og allerede året efter gjorde holdet debut i Tour de France, hvor König med det samme gjorde sig bemærket med en fornem 7. plads i klassementet.

 

Alt sammen var det med til at sikre, at Bora kom med en første millionindsprøjtning frem mod 2015, og da Hansgrohe spædede yderligere til kassen forud for 2017-sæsonen, var et nyt storhold født. De mange millioner blev brugt til at sikre sig sportens vel nok største stjerne, Peter Sagan, og siden da har det tyske hold været et af de toneangivende i de største løb, præcis som Denk drømte om det ved starten i 2010.

 

Der er imidlertid sket en markant udvikling i løbet af de tre år i WorldTouren. I starten var holdet i alt væsentligt Sagans hold, og selvom man med investeringer i Rafal Majka og den tilbagevendte König også havde forsøgt at gabe over mere end bare slovakken, havde holdet intet været uden deres store stjerne. Sådan er det imidlertid slet ikke længere. Når holdet i år sluttede på en 2. plads på verdensranglisten - lidt af en bedrift for det lille tyske kontinentalhold fra 2010 - skete det nemlig i en sæson, hvor Sagan havde det svært og blot bidrog med fire af de i alt 47 sejre, hvilket i øvrigt er stjernens ringeste score i hele karrieren, også ringere end i debutåret 2010. Det tydeligste bevis på, at holdet i dag er meget mere end Sagans mandskab får man måske ved at se på billedet ovenfor, som viser den bedst placerede rytter fra holdet på UCIs verdensrangliste. For første gang er det nemlig ikke Sagan, der ligger helt nede som nr. 10, men derimod Pascal Ackermann, der ligger tre placeringer bedre. Derudover har holdet også Emanuel Buchmann, Maximilian Schachmann og Sam Bennett i top 30, hvormed holdet så langt overstiger den kvote af top 30-ryttere, et hold kan forventes at have.

 

Derfor er det også en yderst velsmurt maskine, Denk har skullet vedligeholde, da han sammensatte sin trup til 2020-sæsonen. Samtidig har han skullet tage hensyn til alle sportens forskellige områder, for holdet har nu en bredde, der gør dem konkurrencedygtige overalt. Mens Sagan stadig er den store stjerne i klassikerne, har holdet etableret sig som et af verdens bedste sprinterhold med to ”hjemmelavede” supersprintere i form af Ackermann og Bennet, ligesom man har opbygget et fremragende klatrehold mere eller mindre fra grunden, idet de hjemmeavlede Buchmann, Felix Grossschartner, Patrick Konrad og Gregor Mühlberger suppleres af Maximilian Schachmann, der fik sit helt store gennembrud for hold, samt Davide Formolo og Rafal Majka, som er de eneste med en længere fortid uden for Denks stald.

 

Denk er imidlertid også løbet ind i de problemer, som Patrick Lefevere kender alt for godt, nemlig at succes fører til stor interesse fra andre hold. Selvom Bora bestemt ikke hører til blandt de mest pengesvage mandskaber på WorldTouren, bliver det svært for selv det tyske hold at holde på alle kaptajnerne, når deres succes automatisk forøger deres lønkrav og gør det sværere at sammensætte sæsonprogrammer, der tilfredsstiller dem alle. Derfor har den slags succes ofte den pris, at nogle af de største navne søger nye græsgange, enten fordi de kan blive betalt bedre andetsteds, eller fordi de ikke kan få tilfredsstillet deres sportslige ambitioner i et hold med et stadig voksende antal stjerner.

 

Indtil nu er det lykkedes at undgå denne Lefevere-syge, men nu går den ikke længere. Gennem hele sæsonen har det været et af de mest omtalte temaer, hvordan Bennett har etableret sig som i hvert fald en af verdens tre hurtigste - måske endda den allerhurtigste - sprinter, men alligevel har måttet se sig reduceret til en rolle som nr. 3 i det interne hierarki. I kampen mod Sagan kæmper selv guderne forgæves, og da Ackermann havde den rigtige og Bennett den forkerte pasfarve, havde også tyskeren forrang i kampen om de sjove løb. Resultatet var, at Bennett gennem det meste af sæsonen kørte - og vandt i - de løb, som de to prioriterede sprintere fravalgte, og derfor gav det sig selv, at en skilsmisse var uundgåelig.

 

Alligevel endte det med at blive vinterens mest omtalte transfersaga, da Bennett i det, der vel bedst kan betegnes som et tilfælde af momentan sindsforvirring, kom til at give Bora-ledelsen mundtligt tilsagn om en kontraktforlængelse, selvom han på det tidspunkt for længst havde fået at vide, hvor skabet i Bora-lejren stod. Da han igen var ved sine fulde fem, indså han da også, at han havde begået en gigantisk brøler, men Denk var tilsyneladende ikke til sinds at lade ireren løbe fra sit ord. Resultatet blev en langvarig krig mellem Bennett og det hold, der havde været hans arbejdsgiver i mere end et halvt årti, indtil Bora endelig indså, at de hverken kunne presse den økonomiske citron yderligere eller holde på en rytter, der åbenlyst slet ikke havde lyst til at være der.

 

Resultatet blev det uundgåelige, at Bennett søger nye græsgange og med sig tager et hav af sejre, værdifulde WorldTour-point og sin tro væbner og lead-out man, Shane Archbold, der kun fik en ny kontrakt med holdet midt i 2019-sæsonen i kraft af sit nære forhold til den irske stjerne. Sportsligt er det et tab, hvis omfang er svært at beskrive, men omvendt var det også spild af topsprinter at lade Bennett køre et C-program. Og samtidig sikrer hans exit, at stemningen trods alt må blive markant forbedret, nu hvor man ikke hele tiden konfronteres med det gigantiske misforhold, der har været mellem Bennetts evner og hans status på holdet.

 

Desværre er ireren ikke den eneste stjerne, Denk ikke kunne holde på. Også Davide Formolo forlader stalden, og det må ærgre chefen næsten lige så meget som Bennetts exit. Efter flere år med en fejlslagen satsning på grand tours syntes den engang så lovende etapeløbsrytter nemlig endelig at have fundet sin rette hylde som en af verdens bedste i de kuperede endagsløb. Den evne gav ham ikke blot en imponerende solosejr ved et knaldhårdt italiensk mesterskab og en lige suveræn solotriumf på Montjuic-stigning på sidste etape i Volta a Catalunya, det havde formentlig også kastet en Liege-sejr af sig, hvis ikke det netop var i år, at Jakob Fuglsang havde været i sit livs form. Desværre kan man ikke fortænke Formolo i at føle sig som en blandt mange på et hold, hvor klatrerne slår igennem på stribe, hvor Schachmann har kurs mod stjernerne efter top 5-placeringer i alle årets ardennerklassikere, og hvor Sagan må antages fortsat at drømme om Ardennerne, selvom det ikke bliver i 2020, at han atter kaster sig ud i det projekt.

 

Holdet mister også to andre etablerede navne, men det er på en endnu ærgerlige baggrund. Mest ondt må det gøre på Denk at skulle sige farvel til König, der som nævnt sikrede holdet deres første helt store sejr for seks år siden og i lang tid var holdets store stjerne. En grim knæskade kombineret med nogle (muligvis mentale problemer), som end ikke holdet helt har haft viden om, har imidlertid betydet, at König ikke har haft et rygnummer på siden den 11. marts 2018, og selvom han endnu ikke officielt har annonceret et karrierestop, er det svært at se andre udgange på den triste historie. På samme måde gik det med den engang så lovende Peter Kennaugh, der allerede tidligere havde været ramt af manglende motivation, og som efter en kort opblomstring sidste efterår definitivt fik nok dette forår, hvor han blev løst fra sin kontrakt og kørte cyklen i garagen - en beslutning, der gav plads til, at Archbold for en kort bemærkning atter kunne blive del af holdet.

 

Den sidste rytter, der siger farvel, har knap så stor betydning. Nok har Christophe Pfingsten været bundloyal og med sin alsidighed været brugbar i de fleste terræner, særligt som et af de tidlige led i holdets mange sprintertog, men et tilbud om at blive genforenet med Dylan Groenewegen op Jumbo-Visma var for godt for ham til at sige nej til. Trods sine kvaliteter bidrog han imidlertid ikke med noget, der ikke kan findes andetsteds, og derfor er hans exit formentlig det mindst ærgerlige blandt de seks, det blev til i denne transferperiode.

 

De seks ryttere erstattes af fem nye, som alle viser, at investeringen i Sagan var undtagelsen, der bekræftede reglen. Siden kontraktunderskrivelsen med Sagan, Majka og König forud for 2017 har holdet nemlig ikke hentet etablerede verdensstjerner til holdet, men i stedet satset på at udvikle unge talenter. Den strategi er helt tydelig igen denne gang, da de fem nye ryttere alle er unge 24 år eller yngre eller helt uden erfaring på WorldTour-niveau.

 

Det mest interessante nye navn er naturligvis Lennard Kämna. Tyskeren blev tidligere betragtet som et af feltets allerstørste tempotalenter, da han efter at være blevet juniorverdensmester i disciplinen var uheldig med ikke at gentage samme bedrift i U23-klassen allerede i første forsøg. Desværre gik han i stå som professionel, og da han mod slutningen af 2017 endelig begyndte at vise tegn på at skulle indfri potentialet, blev han ramt af en motivationskrise, der tvang ham til midlertidigt at trække stikket i store dele af 2018. Comebacket var ingenlunde overbevisende, indtil han pludselig blomstrede under Touren, hvor han i den sidste uge var udbrud på et hav af svare etaper og blandt andet blev nr. 4 på den store Galibier-etape.

 

Den præstation var uhyre lovende. Ikke blot viste den, at han nu er blevet en fremragende klatrer, den viste også, at han havde motoren til at køre stærkt i den tredje uge. Desværre er hans engang så formidable enkeltstart gået fløjten, men kan han finde den frem igen, kunne årets Tour indikere, at han har kurs mod en fremtid som grand tour-rytter. På den baggrund kan det ikke undre, at Bora fik på jagt efter hans underskrift, og han slutter sig nu til den stærke gruppe af tysktalende klatrere, hvor han i første omgang kan teste sig selv i primært ugelange etapeløb, måske hjælpe Emanuel Buchmann og senere forsøge at se, hvor langt evnerne rækker i de helt store etapeløb.

 

At holdet har store ambitioner på etapeløbsfronten, er Kämna ikke alene om at indikere. Holdet har nemlig også givet den engang så lovende Matteo Fabbro endnu en chance for at slå igennem, efter at hans to år hos Katusha ikke just endte som nogen succes. Husker man på, at hans resultater fra U23-tiden ikke var specielt imponerende med blot placeringer som nr. 13 og 17 i Tour de l’Avenir, er der ikke noget, der tyder på, at han er den næste store italienske klatrer. Man må imidlertid antage, at han har gavn af at skifte fra fallitboet Katusha til succesmaskinen Bora, men mere end en solid hjælper i bjergene bliver han næppe.

 

Så er der nok mere musik i hollænderen Ide Schelling, som holdet selv har lidt svært ved at kategorisere. Ganske vist vandt han en etape i bjergløbet Grio della Valle d’Aosta, ligesom han var med fremme på flere bjergetaper i Baby-Giroen, men som klassementsrytter i de hårdeste løb er han kommet til kort. Til gengæld blev han i 2018 nr. 4 i U23-udgaven af Liege-Bastogne-Liege, og holdet har da også selv meldt ud, at de i første omgang vil forsøge at teste ham i kuperede klassikere. Umiddelbart fremstår han ikke som sin generations største talent, men Bora har før fået mere end ventet ud af deres unge talenter.

 

Selvom tre af holdets nye ryttere afspejler den øgede satsning på klatrere, glemmer ledelsen heller ikke holdets baggrund som et klassiker- og sprinterhold. Derfor er der også blevet plads til to tungere folk, hvor Martin Laas skiller sig ud som den mest interessante. Den estiske sprinter fik ikke forlænget sin kontrakt med Delko efter 2017-sæsonen, hvor han aldrig slog til, men hos det amerikanske Team Illuminate er han virkelig slået igennem med adskillige sejre i Asien. Her har han slået adskillige ganske habile sprintere flere gang, men holdet har gjort det klart, at han primært er hentet til holdet for at styrke sprintertogene. Uden Bennett bliver der imidlertid lidt mere plads til andre, og man skal ikke udelukke, at han kan få lov at køre et par spurter selv også.

 

Den slags plads får Patrick Gamper nok ikke. Østrigeren er en stor, stærk fyr, der faktisk har vundet tre UCI-løb og været tæt på flere andre sejre, blandt andet med en 2. plads i Tour de l’Avenir. Resultaterne er imidlertid primært opnået via udbrud, og han er da også primært hentet ind til en hjælperrolle i fladt terræn og i klassikerne. Som østriger har han imidlertid haft en naturlig appel til et hold, der har store interesser i alpelandet.

 

Dermed gør han heller ikke meget for at udfylde de mange huller, der efterlades. Tabet af Bennett er gigantisk, og Formolo vil også blive savnet. Selvom Kämna er lidt af et kup, kan de nytilkomne unge ryttere slet ikke kompensere for tabet af to så store navne. Det er derfor hævet over enhver tvivl, at Bora er betydeligt svækket i forhold til 2019. Heldigvis har holdet jo en herlig tradition for selv at opfostre deres kommende stjerner, og man kan håbe, at endnu en investering i ungdommen vil betyde, at tomrummet i hvert fald på sigt kan blive knap så udtalt.

 

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

Da holdet gennemførte sin store oprustning frem mod 2017-sæsonen, var det med klassikerne som det store fokus. Som nævnt ovenfor var holdet dengang reelt Peter Sagans hold, og selvom man også havde hentet etapeløbsrytterne Rafal Majka og Leopold König, afhang holdets succes stort set udelukkende af holdets kaptajn og dermed i vidt omfang af præstationerne i klassikerne.

 

Man kan diskutere, om det er gået som ønsket. Sagan har naturligvis leveret et hav af resultater, men holdet havde utvivlsomt håbet på lidt mere end en enkelt monumentsejr på tre år. Helt galt gik det i 2019, hvor Sagans hidtil ringeste sæson kom særligt til udtryk netop i klassikerne, hvor det kun var i Milano-Sanremo og Paris-Roubaix, at han viste glimt af sin vanlige klasse, men hvor hans chokerende ringe præstation i den længe ventede og i sidste ende forkortede ardennersatsning blev en meget passende afspejling af en klassikerkampagne, han helt sikker helst vil glemme.

 

Det har dog ikke betydet noget for hans status. Nok har holdet fået en langt bredere gruppe af kaptajner, men klassikerne er stadig helt og holdet Sagans territorium. Hans ambitiøse Giro-Tour-satsning betyder naturligvis, at der ikke bliver nogen gentagelse af ardennereksperimentet i år - og heller ikke nogen deltagelse bare i Amstel Gold Race, som vi så det i 2018 - men i hele brostenssæsonen bliver der ikke plads til meget andet end at arbejde for succes til holdets stjerne.

 

Heldigvis kan holdet imødese foråret med en vis optimisme. Nok var det svært ikke at have samme fornemmelse gennem næsten hele 2019, at han aldrig fandt sit rigtige niveau, men til gengæld sluttede han af med et VM-løb, hvor han muligvis var løbets stærkeste mand (men desværre ikke den bedste gambler). Den præstation viser, at han stadig kan, og derfor drømmer Bora om, at det bliver i 2020, at han for alvor vinder klassikere for det tyske hold.

 

Ambitionerne er store. Giro-deltagelsen har fået ham til at droppe Tour Down Under, men det betyder til gengæld, at han for første gang siden 2017 vil være til start i Omloop Het Nieuwsblad, som han endnu ikke har vundet, men hvor han to gange blev nr. 2, og der er også stadig en mulighed for, at han vil forsøge i den nye, hårdere udgave af Kuurne-Bruxelles-Kuurne - et løb, der allerede figurerer på sejrslisten. Dernæst går han efter den sejr i Strade Bianche, han utroligt nok endnu ikke har fået, inden det gælder det første helt store mål i Milano-Sanremo, hvor han to gange nærmest har smidt en sikker sejr væk. Ambitionen om at være frisk til Giroen ser ud til at føre til en beslutning om at droppe både E3 og Gent-Wevelgem, men til gengæld er der så blevet plads til det mindre Dwars door Vlaanderen, som han heller ikke har vundet. Og endelig runder han første del af sæsonen af med både Flandern Rundt og Paris-Roubaix, som han begge vil forsøge at vinde for anden gang, inden fokus rettes mod Giroen.

 

Støttegruppen er imidlertid ikke alt for imponerende, og man kan stadig undre sig over, at holdet ikke har taget initiativ til at hente flere klassikerryttere til at omgive en mand, der i mange år har været de store endagsløbs naturlige omdrejningspunkt. Daniel Oss er igen hans vigtigste partner, og derudover kan man håbe, at Lukas Pöstlberger med lidt større regularitet kan være med fremme, efter at han nu har været i top 5 i både E3 og Dwars door Vlaanderen, hvor han har haft en sjælden chance for at køre for sig selv. Marcus Burghardt kommer altid relativt langt i klassikerne, og så er det værd at bemærke, at Jempy Drucker, der missede en stor del af sit første Bora-forår grundet et styrt, må ventes at være tilbage på sit høje niveau, som har givet fine placeringer, blandt andet en 6. plads i Omloop sidste år. Til gengæld er det svært at have den store tro på, at Oscar Gatto kan komme blot i nærheden af sit tidligere niveau. Særligt Oss og Drucker vil tillige skulle forsøge at lave et resultat i E3, hvis Sagan som antaget skipper den traditionelle generalprøve til Flandern Rundt.

 

Sagan vil naturligt være blandt favoritterne til alle de løb, han kører, men Pascal Ackermann kommer også i spil. Den tyske sprinterkomet har smag for hårde endagsløb og vil helt sikkert også komme i spil. Det er planen, at han skal køre Milano-Sanremo, og her kan man bestemt ikke afvise, at han kan få sin chance, hvis Sagan skulle brænde sine tændstikker af i et forsøg på Poggio. I en spurt på Via Roma er Ackermann i hvert fald den hurtigste af de to, og han er bestemt ikke uden chance for at vinde den italienske klassiker i første forsøg. Derefter vil han være en af de tunge favoritter til sprinterløbet i De Panne, ligesom han i Sagans fravær ventes at blive kaptajn i Gent-Wevelgem, hvor han vil være en af favoritterne. Som sidste skridt frem mod Giroen vil han forsøge at forsvare sin titel i Eschborn-Frankfurt som afslutning på en klassikersæson, der kan give gode resultater.

 

Sidste år var det egentlig tanken, at Sagan skulle have været kaptajn, men hans ringe form betød, at der blev plads til andre. Det udnyttede en uhyre formstærk Maximilian Schachmann til at sikre sig top 5-placeringer i alle tre løb, herunder en podieplads i Liege - hvor hans nu tidligere holdkammerat Davide Formolo blev nr. 2 - og derfor kan der ikke være tvivl om, at den tyske komet må være den klare kaptajn i de løb. Hans præstationer i år viser, at han kan tillade sig at stræbe efter podiets højeste trin i hvert fald i Amstel Gold Race og Liege.

 

Alene er han imidlertid ikke. Patrick Konrad burde med sit punch være skabt til de løb og har været i top 10 to gange i træk i Fleche Wallonne. En sejr er dog uden for rækkevidde, og det er den nok også får Felix Grossschartner, Gregor Mühlberger og Lennard Kämna, der alle kan tænkes at køre. Endelig har holdet Jay McCarthy som en hurtig alternativ plan i særligt Amstel Gold Race, men han har stadig til gode at vise, at han kan være med helt i front i de store endagsløb.

 

Sagan har meldt ud, at han ender sin sæson allerede efter OL, og det betyder, at andre skal løfte ansvaret i efterårets løb. Ackermann vil være en naturlig favorit i London, men til gengæld konflikter hjemmeløbet i Hamburg med Vueltaen. Med mindre Sagan kan overtales til at hoppe ind, må det i stedet være op til Drucker at gøre sig gældende i et løb, der er vigtigt for holdet. I Bretagne kunne det være en opgave for Drucker igen, men her kan folk som McCarthy, Oss og Pöstlberger også gøre sig gældende. Sagans fravær i Canada åbner døren for særligt Schachmann, der er skabt til de eksplosive løb, hvor også McCarthy og Konrad burde kunne gøre sig gældende. Endelig har Rafal Majka ofte gjort det godt i Il Lombardia, der kan være på grænsen for Schachmann, men ikke uden for tyskerens rækkevidde, og også Emanuel Buchmann, der var i top 10 i år, samt Konrad kan køre den italienske klassiker, hvis de stadig har noget at skyde med så sent på sæsonen.

 

Hvad kan vi forvente i grand tours?

Selvom Bora har kunnet betegnes som Sagans hold, har manager Ralph Denk aldrig lagt skjul på, at han også har haft store ambitioner i klassementerne i grand tours. Derfor brugte han en stor del af sit budget frem mod optagelsen på WorldTouren på Rafal Majka og Leopold König, og selvom de første forsøg endte i fiasko, ser det nu ud til, at missionen er ved at lykkes. For at gøre det endnu bedre for den tyske manager er det hverken Majka eller König, der har bragt holdet i rampelyset, men derimod den første tyske grand tour-stjerne siden Jan Ullrich - en sand gave for det største tyske hold.

 

Med sin enorme dieselmotor har Emanuel Buchmann længe skilt sig ud som en rytter, der burde have et vist grand tour-potentiale, men en langsom udvikling betød, at der næppe var mange, der ved indgangen til 2019 havde spået ham til en 4. plads i Touren. Den langsomme udvikling blev imidlertid sat på speed i løbet af et mageløst forår, og da kalenderen viste juli, fremstod den store tysker pludselig som en af de varmeste outsidere til podiet. En plads i top 3 lykkedes akkurat ikke, men Buchmann var så tæt på, at han fik sat ild til nogle drømme om, at Tyskland igen skal være med i kampen om Tour-sejren.

 

Derfor er prioriteterne i 2020 anderledes, end de plejer. Indtil nu har Peter Sagan og den grønne trøje været hovedprioriteten, og holdet har i Touren været delt i to lige store dele med et fokus på både holdets stjerne og en beskeden klassementssatsning. Sådan bliver det ikke denne gang, hvor det primære mål er, at Buchmann skal på podiet - en mission, der efter årets resultat bestemt er inden for rækkevidde for en mand, der vil kunne lide ruten og stadig er i udvikling. I skrivende stund ser det ud til, at han får Felix Grossschartner, Gregor Mühlberger og Lennard Kämna ved sin side, og dermed har han et ganske hæderligt hold af klatrere, der dog desværre blegner i sammenligning med Ineos’ og Jumbos supermandskaber. Sagan vil naturligvis også være til stede med et par mand, der også kan hjælpe i fladt terræn, og selvom han denne gang har Giroen i benene, vil han naturligvis være den store favorit til den grønne trøje, selvom han kan frygte, at det hårde program kombineret med en ny og på papiret meget farlig rival i Sam Bennett måske kan gøre det lidt vanskeligere, end det plejer at være.

 

Taberen i det spil er Pascal Ackermann, der måtte se sine drømme om en Tour-debut udskudt til 2021, men det har nu hele tiden set helt håbløst ud at skulle flette den tyske supersprinter ind på et hold, der både havde Sagans grønne trøje og Buchmanns podieambitioner at stræbe efter. Den sprinterfjendtlige rute blev hovedet på sømmet, der i stedet sendte Ackermann til Giroen for anden gang, men modsat sidste år vil han i Italien denne gang have selskab af Sagan. Hvordan ansvaret mellem de to fordeles, er uklart, men det er ret sandsynligt, at slovakken her ikke har ambitioner om pointtrøjen, hvorfor han fint kan overlade de flade etaper til Ackermann, der er den hurtigste af de to. Med Rudiger Selig som lead-out man kan Bora blive meget svære at bide skeer med i det italienske løb, hvor Ackermann vil have et sublimt tog til de flade dage, og hvor Sagan burde kunne finde flere etaper, der passer til en uhyre holdbar klassikerspecialist som ham. Og hvem ved? Pointtrøjen kan måske alligevel ende hos Ackermann igen i år eller hos Sagan, der har for vane alligevel at ende helt fremme, når han kører lead-outs for andre.

 

Klassementsambitionerne skal igen varetages af Rafal Majka, der med sine to 6. pladser i Giroen og Vueltaen i 2019 var bedre end i mange år. Podiet synes at være uden for rækkevidde for den engang så lovende polak, men med lidt held er top 5 muligt. Hos sig vil han have Patrick Konrad, der i 2018 endte i top 10, men som nok er for begrænset i bjergene til at stræbe meget højere end netop det. Endelig vil Maximilian Schachmann køre løbet i et år, hvor hans største mål er OL, og han vil helt sikkert få en vis frihed til at jagte etapesejre, både via udbrud og på løbets tre enkeltstarter.

 

I Vueltaen er det igen Ackermann og Majka, der vil være i fokus, selvom Majka stadig har et lille håb om, at han i stedet kan få lov at bruge Touren som forberedelse til OL. Ackermann skal for første gang køre to grand tours, og med hjælp fra Selig vil han naturligt kunne stræbe efter flere etapesejre i den spanske grand tour, hvor konkurrencen sjældent er så hård, som i de to andre løb. Majka må nok engang stræbe efter en top 5, men om han bliver alene om at løfte ansvaret, er tvivlsomt i et år, hvor det bjergrige VM kan have større prioritet for Buchmann, Grossschartner, Konrad og Mühlberger. Mest sandsynligt er det nok, at han får Konrad ved sin side - Buchmann skipper i hvert fald nok løbet - men prioriteten kan for alle andre end Majka sagtens gå mere i retning af etapesejre. Det kunne til gengæld sagtens være et mål for de klatrestærke folk, der vil få plads til at gå i udbrud, ligesom Jay McCarthy også burde kunne finde etaper efter sin smag, hvis han stiller til start.

 

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

Det var ikke kun i Touren, at Emanuel Buchmann fik et gennembrud i 2019. Gennem hele foråret kørte tyskeren som en motorcykel også i de ugelange etapeløb, og havde han ikke tabt hovedet og var gået i udbrud på 2. etape, var det formentlig ham og ikke Jakob Fuglsang, der havde vundet Dauphiné. Hans ikke alt for prangende enkeltstart giver ham visse problemer i de kortere etapeløb, hvor han heller ikke får samme glæde af sin enorme motor, men 2019 viste os, at han sagtens kan gå ind til de løb med podieambitioner. Programmet bliver det samme som i den forgangne sæson og tæller UAE Tour, Baskerlandet, Romandiet og Dauphiné, og han må forventes at være et hovednavn i alle fire løb.

 

Basen af klassementsryttere er imidlertid bredere. Maximilian Schachmann indså i Baskerlandet, at hans begrænsninger på svære stigninger er for store, men på en relativt let rute med en relativt lang enkeltstart vil tyskeren reelt have en chance for at vinde et af de store løb. Felix Grossschartner vandt i Tyrkiet og kørte godt i Romandiet, men selvom han har en fin enkeltstart, er han nok for begrænset i bjergene til at kunne være med helt i front i de største løb, hvis ruterne er hårde. Patrick Konrad kørte i år på podiet i et dog relativt svagt besat Tour de Suisse og kan stræbe efter pæne placeringer i løbene også, og Gregor Mühlberger burde efterhånden også være nået til et punkt, hvor han skal til at teste evnerne som klassementsrytter. Rafal Majka vil formentlig have et meget grand tour-præget program, men han vil undervejs også være klar til at jagte topplaceringer i San Juan, UAE Tour, Catalonien og Tour of the Alps, hvor særligt de to sidstnævnte, men også det arabiske løb, i fald den ikke byder på en enkeltstart, kunne ligne løb med muligheder for et godt resultat. Endelig har holdet et i denne sammenhæng meget interessant våben i Lennard Kämna, der med sin alsidighed burde have gode muligheder i disse løb, men det forudsætter, at han bekræfter niveauet fra Touren og genfinder den enkeltstart, han synes at have mistet.

 

Sidste år havde holdet den luksus, at de kunne gå til næsten ethvert stort etapeløb med en topsprinter. Det skyldtes primært Sam Bennett, der vandt etaper i et hav af ugelange etapeløb, men uden den hurtige irer bliver det sværere. Sagans etapeløbsprogram begrænser sig ud over de to grand tours til San Juan, Tirreno-Adriatico og Tour de Romandie, hvor han burde have gode chancer for at vinde etaper alle steder, mens Ackermanns mange grand tours og klassikere betyder, at han i første omgang vil gå efter sejre kun i UAE Tour, Paris-Nice og formentlig også Tour de Pologne. Det åbner døren for andre folk, og derfor burde Jempy Drucker, den nytilkomne Martin Laas, Erik Baska og måske endda Michael Schwarzmann få lov at forsøge sig som sprintere undervejs, selvom det er svært at se dem vinde.

 

I de hårde løb i Catalonien og Baskerlandet har Jay McCarthy leveret et hav af topresultater, blandt andet i form af en baskisk spurtsejr, og han vil være et glimrende våben at bruge i de løb. Forinden skal han jagte endnu et topresultat i Tour Down Under og Cadel Evans Great Ocean Road Race, hvor han før har gjort det fremragende, men hvor hans ustabile kørsel også gør ham til lidt at et wildcard.

 

Holdet bør også kunne levere flere enkeltstartsresultater, først og fremmest Schachmann, der i 2019 vandt en WorldTour-enkeltstart, men også med Maciej Bodnar, hvis han kan genfinde sin gamle styrke i paradedisciplinen, og med Kämna, hvis han kan vende tilbage til fordums klasse. Enkeltstarten er også vigtig i BinckBank Tour, hvor holdet vil mangle Sagan, men hvor man kunne ønske at se Schachmann i aktion i et løb, han burde have forrygende chancer for at vinde. I det hele taget er tyskeren en herligt aggressiv type, der kan vinde etaper i snart sagt ethvert løb, hvis han skulle vælge at droppe klassementet.

 

Hvem kan overraske?

Med Pascal Ackermann i 2018 og Emanuel Buchmann og Maximilian Schachmann i 2019 har Bora vist sig at have en fantastisk evne til at bringe ryttere til et nyt niveau, og derved har de været ansvarlige for nogle af årets mest markante gennembrud. Spørgsmålet er, om de kan levere det samme i år, hvor det er sværere at pege på ét navn, der pludselig vil kunne træde ind i verdenseliten.

 

Undtagelsen er Lennard Kämna. Som nævnt ovenfor var tyskeren igennem en motivationskrise, der tvang ham til midlertidigt at trække stikket, men han fremragende tilbage sidste sommer, hvor han pludselig blomstrede som klatrer i Tourens tredje uge. Her viste han nogle hidtil usete evner, som tyder på, at han går en stor klassementsfremtid i møde. Desværre er den fornemme enkeltstart, der gjorde ham til juniorverdensmester og næsten også U23-verdensmester i første forsøg gået fløjten, men de kan forhåbentlig findes frem igen.

 

Sker det, ser det lovende ud. I Touren viste han nemlig, at han har motoren til at køre stærkt i den tredje uge, og derfor kan han være en bedre grand tour-rytter end først antaget. I første omgang bliver opgaven i 2019 at agere hjælper for Buchmann i Touren, men måske kan vi undervejs i de ugelange etapeløb få en bedre forståelse af, hvor langt han kan komme. Det kræver i første omgang, at han finder den stabilitet, han har manglet, men klatrer han, som han gjorde under Touren, kan han komme ganske langt.

 

Kämna er umiddelbart den eneste, der kan stå foran et større gennembrud. Patrick Konrad, Felix Grossschartner og Gregor Mühlberger har hidtil alle vist glimt af klasse, men også været et niveau under de bedste. Konrad har hidtil haft de bedste resultater, men det er umiddelbart svært at se, at han står foran det relativt store niveauspring, det vil kræve, hvis han skal være med helt i front i etapeløb og ardennerklassikere. Grossschartner havde en fin 2019-sæson med en WorldTour-sejr i det dog ret svagt besatte Tour of Turkey, og han synes stadig at være for begrænset i bjergene til at blive rigtig stor, selvom han drager fordel af en solid enkeltstart, der kan bringe ham langt i relativt lette ugelange etapeløb, hvor enkeltstarten er særligt vigtig.

 

Måske er det Mühlberger, der i virkeligheden har det største potentiale til at overraske. Østrigeren var i år ganske tæt på at vinde etaper i både Tour de France og Dauphiné, ligesom han var det i Tour de Suisse og Baskerlandet i 2018, hvor han som hjælper også var i top 10 i et episk Strade Bianche. Desværre er stabilitet for ham en by i Rusland, og det lægger begrænsninger på hans evner i etapeløb, som hans svage enkeltstart også er det. Til gengæld klatrer han fremragende, når han rammer sine store dage, og det får vi forhåbentlig lov at se i 2020, enten som hjælper for Buchmann i Touren, med offensiv kørsel i bjergene eller i de kuperede klassikerne.

 

Endelig vil vi pege på Martin Laas. Det er ikke, fordi vi regner med noget sensationelt fra esteren, men han altså vundet uhyggeligt mange massespurter i de seneste to år, særligt i 2019, hvor han stort set var ubesejret på den asiatiske scene. Holdet meldte oprindeligt ud, at han primært er hentet til holdet som lead-out, men i en trup, hvor man mangler Sam Bennett vil der opstå muligheder for andre end Pascal Ackermann og Peter Sagan, der begge skal køre to grand tours. Forhåbentlig kan Laas undervejs vise os, at Estland stadig kan producere supersprintere 26 år efter den sidste af Jaan Kirsipuus fire Tour-etapesejre.

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
DELTAG I DEBATTEN
KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:
/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Santos Tour Down Under(2.UWT) 21/01-26/01

La Tropicale Amissa Bongo(2.1) 20/01-26/01

La Tropicale Amissa Bongo(2.1) 20/01-26/01

Santos Tour Down Under(2.UWT) 21/01-26/01

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-McLaren

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

CCC Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Pro Cycling

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Israel Start-Up Nation

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

NTT Pro Cycling Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team INEOS

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger