Opvarmning til 2020: Hvad kan vi forvente af Team Jumbo-Visma?

Nedenfor giver vi en analyse af Team Jumbo-Visma.

Ryttere, der bliver på holdet

George Bennett, Koen Bouwman, Laurens de Plus, Pascal Eenkhoorn, Robert Gesink, Dylan Groenewegen, Lennard Hofstede, Amund Grøndahl Jansen, Steven Kruijswijk, Sepp Kuss, Tom Leezer, Bert-Jan Lindeman, Paul Martens, Tony Martin, Primoz Roglic, Timo Roosen, Mike Teunissen, Antwan Tolhoek, Wout van Aert, Taco van der Hoorn, Jos van Emden, Jonas Vingegaard, Maarten Wynants

Nye ryttere

Tom Dumoulin (Team Sunweb), Christoph Pfingsten (Bora-hansgrohe), Chris Harper (Team BridgeLane), Tobias Foss (Uno-X Development Team)

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Ryttere, der forlader holdet

Danny van Poppel (Wanty Gobert-Tormans), Floris de Tier (Corendon-Circus), Neilson Powless (EF Education First), Daan Olivier (stopper karrieren)

Hvordan gik transfersæsonen?

Man siger, at frem og tilbage er lige langt. Det er et mundheld, ledelsen på Jumbo-Visma i den grad kan skrive under på, efter at de har været på en rutsjebanetur, hvis lige kun er sjældent set. I ”gamle” dage var det hollandske mandskab en økonomisk gigant, der med enorme ressourcer fra Rabobank ikke blot havde et af verdens bedste herrehold, men også de måske bedste kvinde- og U23-hold. Konsekvenserne af Armstrong-sagen var imidlertid særligt hårde ved hollænderne, der kunne se storbanken endegyldigt trække stikket, og selvom det lykkedes at redde holdet under forskellige navne som Blanco (da Rabobank stadig betalte, men end ikke ville associeres med holdet), Belkin og LottoNL-Jumbo.

Siden lavpunktet i 2015, hvor holdet vandt bare 6 cykelløb, er det imidlertid gået stærkt. Manager Richard Plugge fortjener en pris for at have skabt noget, der inden for cykelsporten har været lidt af et mirakel. Selvom holdet så sent som i denne sæson angiveligt opererede med WorldTourens næstlaveste budget - og kun avancerer til en 8. plads med en solid kapitalindsprøjtning i 2020 - er holdet igen blevet den gigant, de engang var. Opstigningen har været jævn og ubrudt og nåede et foreløbigt højdepunkt i år, hvor holdet endte som nr. 3 på verdensranglisten, vandt en grand tour, var det eneste hold på podiet i alle tre af de store etapeløb og i Dylan Groenewegen havde årets mest vindende rytter.

Det mest imponerende i denne rejse er, at det er sket via hjemmeavl. Kigger man ned over truppen, er det kun Wout van Aert (hvis baggrund primært var i en anden disciplin) og Tony Martin, som er kommet til holdet på et tidspunkt, hvor hans storhedstid er ovre, der allerede var et topnavn i sporten, da de skrev kontrakt med holdet. Alle de øvrige ryttere er enten blevet professionelle hos Jumbo selv eller kommet til holdet på et tidspunkt, hvor de stadig blot var små fisk i den store cykeldam.

Det er de bestemt ikke længere. Primoz Roglic, Dylan Groenewegen og Steven Kruijswijk er alle blevet til megastjerner på det hollandske hold, og Mike Teunissen, George Bennett og Laurens De Plus har alle forbedret sig mærkbart efter at være kommet til Holland. Amund Grøndahl Jansen, Jonas Vingegaard, Antwan Tolhoek, Sepp Kuss og Timo Roosen har allerede viste uhyre lovende takter i deres relativt korte tid på holdet, og det er i virkeligheden meget få, der ikke gør markante fremskridt, så snart de ifører sig den gul-sorte trøje.

På den baggrund er der ingen grund til at ændre på en strategi, der fokuserer. Når man tilsyneladende kan forvandle ethvert talent til guld, kan man lige så godt være lidt påholdende med tegnebogen og primært jagte unge ryttere. Alligevel har holdet afveget markant fra manuskriptet og for første gang i mange år hentet en megastjerne midt i højdepunktet af dennes karriere.

Det kan synes som et brud på traditionerne, men var alligevel for god en mulighed at lade smutte fra sig. Når den største hollandske grand tour-stjerne pludselig rager uklar med sit nuværende hold, skal det eneste hollandske WorldTour-hold naturligvis være ude med snøren. Ikke blot er det tænkeligt, at sponsorerne har stået klar med en ekstra check til at dække de ekstra udgifter og dermed give en direkte genvej til en budgetforøgelse, også fra et sportsligt synspunkt er der tale om en så gigantisk styrkelse, at det ikke kun er nationale interesser, der forklarer skiftet.

Det er naturligvis Tom Dumoulins overraskende beslutning om at forlade Sunweb, der udgjorde den enestående mulighed. Et ægteskab mellem Hollands førende rytter og hold er oplagt, særligt når det for Dumoulin har været et problem, at han på Sunweb havde en støtte, som slet ikke stod mål med hans evner. Den slags problemer bør han slippe for på et Jumbo-hold, der i både Touren og Vueltaen var yderst toneangivende i bjergene, og som næppe har udsigt til en gentagelse af den knap så heldige præstation i Giroen, hvor en ensom Roglic led voldsomt under tabene af Robert Gesink og Laurens De Plus.

Læs også

Italiensk veteran tager sjælden sejr

På papiret er ægteskabet ideelt, men det kommer også med sine hovedbrud. I forvejen var det lidt af en udfordring at tilfredsstille ambitionerne for hos Primoz Roglic, Steven Kruijswijk og Dylan Groenewegen, der alle har givet udtryk for, at Touren er hovedmålet, og den udfordring bliver bestemt ikke mindre af, at der nu skal flettes yderligere en grand tour-gigant ind i ligningen. Billedet kompliceres yderligere af, at Roglic og Dumoulin naturligt tiltrækkes af de samme ruter, og at også Dumoulin har givet udtryk for, at Touren er hovedmålet i 2020. Og for at komplicere sagen yderligere er der derudover en hel serie af lovende ryttere, som alle har fortjent flere personlige chancer i de kommende år - ikke just en enkel sag at tage hensyn til, når selv kaptajnerne kan ende med at rive hovederne af hinanden for at få det, som de vil have det.

Jumbo-ledelsen synes imidlertid at have ladet problemer være problemer indtil videre, og tilsyneladende har Dumoulin valgt det samme. Man skulle ellers mene, at risikoen for en konfrontation allerede var stor i efteråret, for her gik manager Richard Plugge og co. i gang med den vigtige mission at sikre kontraktforlængelser med både Roglic og Groenewegen. Tilsyneladende var der ingen af dem, der havde samme paranoide frygt som Marcel Kittel, for hvem frygten for at blive vraget til Touren til fordel for Fernando Gaviria alene var nok til at forlade Quick-Step. På helt utrolig vis lykkedes det nemlig at få begge underskrifter i hus, og det endda på i cykelsportssammenhæng usædvanligt lange kontrakter, der betyder, at Roglic og Groenewegen nu har papir på holdet helt frem til og med 2023 og Dumoulin til 2022.

Dermed burde Jumbo-Visma være sikret en plads i den absolutte top i de næste mange år, og en styrkelse af kaptajnsiden har åbenlyst været hovedprioriteten på dette transfermarked. Derudover har ledelsen nemlig være yderst passive - en strategi, det er svært at betvivle, når vi taler om et hold, hvor næsten alt fungerede i 2019, og hvor man har en hel serie ryttere på vej frem. Dumoulin er da også undtagelsen, der bekræfter reglen, idet resten af transferaktiviteten har været fokuseret på ønsket om at finde nye talenter, der i den gyldne Jumbo-skole kan forvandles fra uslebne diamanter til funklende kronjuveler.

At Jumbos succes med at udvikle talenter også har øget holdets tiltrækningskraft, er helt åbenlyst. Der er nemlig garanti for, at vinderen af Tour de l’Avenir automatisk er et af markedets varmeste navne, og derfor er det lidt af en tillidserklæring, at det denne gang var hollænderne, der fik fingre i vinderen af ungdommens Tour de France. Nu blev kontrakten med Tobias Foss allerede skrevet, inden nordmanden slog til i de franske bjerge, men da Foss nu allerede i flere år har kørt stærkt og skilt sig ud fra mængden, er det et scoop for Plugge, at det lykkedes nok engang at få fingre i en lovende grand tour-rytter, der kan føjes til den lange liste over lovende klatrere.

Foss er også af den helt rigtige type for Jumbo, der synes at elske alsidige ryttere, der som Roglic og Dumoulin mestrer de fleste af sportens facetter. Det gør Foss nemlig også. Ikke blot kan han både klatre og køre enkeltstart på så højt et niveau, at han har en hel serie fine etapeløbsresultater og en 6. plads ved U23-rytternes VM-enkeltstart på sit CV, han er også en glimrende endagsrytter. Det viste han med en 3. plads i årets Liege-Bastogne-Liege, men også med en 6. plads på en VM-rute, der ellers lå mere til tungere endagsspecialister end etapeløbsspecialister. I Flandern Rundt blev han trods begrænset spurtstyrke nr. 14, og dermed er der snart sagt ikke et terræn, han ikke kan begå sig i. Måske skal vi ikke vente, at han som l’Avenir-vinder går i fodsporene på Egan Bernal og Tadej Pogacar allerede i det første år, men Foss fremstår som en af sin generations mest lovende og ikke mindst alsidige talenter.

En styrkelse af etapeløbssatsningen ligger også til grund for holdets tredje nyerhvervelse. Chris Harper er en af de mange ryttere, der har en hel serie flotte resultater i Asien og Oceanien, hvor han har vundet årets Tour of Japan, er blevet nr. 4 i Herald Sun Tour og er blevet nr. 6 i Tour de Langkawi. Den slags ryttere skal man altid være forsigtige med, for historien viser, at succes i andre kontinenter ikke automatisk fører til en glorværdig karriere på de smalle og kringlede veje i Europa, men da Harper efter sejren i Japan drog til sportens hovedkontinent for efter en hæderlig 5. plads i Tour of Bihor at knuse al modstand med to etapesejre og samlet triumf i bjergløbet Tour de Savoie Mont Blanc, stod det klart, at han måske var en satsning værd. Og dermed lykkedes det en relativt sen alder på 25 for australieren pludselig at sikre sig en plads på et af sportens allerstærkeste mandskaber. Hvor langt det fører, er lige nu svært at sige - specielt fordi han modsat Foss er en helt ren klatrer uden de store tempoevner - men da Jumbo kun sjældent rammer skævt, skulle det ikke undre, om også Harper viser sig at bokse over sin vægtklasse allerede i 2020.

Holdets sidste investering er lidt mere særpræget. Fra Bora henter man nemlig den relativt rutinerede Christoph Pfingsten, der mest er kendt som en bundsolid hjælper. Han kommer imidlertid til holdet med stor erfaring i at udgøre en tidlig del af lead-outs på Bora, hvor han har kørt for både Pascal Ackermann og Sam Bennett, og det er utvivlsomt som led i satsningen på Groenewegen, at han kommer til Jumbo. Da de to samtidig kender hinanden fra den fælles fortid på De Rijke-holdet, er det nærliggende at tro, at Pfingstens ankomst er udtryk for et specifikt ønske fra supersprinteren selv.

Læs også

Opdateret: Visma afviser, at Vingegaard er klar til at forlade hospitalet

Trods Pfingstens ankomst er gruppen af sprintere dog svækket. Holdet siger nemlig farvel til andensprinteren, Danny van Poppel, hvilket på papiret er ærgerligt, da holdet nu kun har én superafslutter tilbage. Med tanke på at holdet åbenlyst satser så meget på klassementet, at det kan være svært nok at finde plads til Groenewegen, at Mike Teunissen og Wout van Aert har vist, at de selv kan afslutte, i hvert fald på hårdere dage, og at Van Poppel havde et forfærdeligt 2019 og generelt er så svingende, at man aldrig kan regne med noget som helst, er det nok et tab, de kan leve med. Han lignede i stigende grad en rytter, der var på vej til at blive kørt ud på et sidespor.

Listen over ryttere, der siger farvel, fortæller imidlertid også, at ikke alt fungerer for Jumbo. De må nemlig sige farvel til to talenter, som faktisk aldrig fik det til at fungere på holdet. Mest markant er det, at de efter bare to år lader Neilson Powless smutte. Den unge amerikaner blev i en alder af bare 19 en sensationel nr. 9 i Tour of California og kom til holdet som et af de varmeste etapeløbstalenter, men i hollandsk tjeneste forsvandt han fra radaren. Nok er han mest blevet brugt som hjælperytter, men når han af og til fik sin chance i løb som Volta ao Algarve, Tour of California, Tour de Pologne eller Tour of Utah slog han aldrig til. Naturligvis er det ærgerligt at sige farvel til en rytter, der stadig sagtens kan nå at tage de sidste skridt, men efter nogle svære år er luftforandring måske ikke det værste for nogen af parterne.

Endnu værre stod det til med Floris De Tier. Belgieren kom til Holland som en lovende klassikerrytter, der i tiden på Topsport Vlaanderen havde været uhyre stabil i sin endeløse række af fine placeringer. Desværre gik det helt anderledes i de tre år på Jumbo, hvor han tilbragte alt for lange perioder i meget formsvag tilstand. Han viste enkelte gange sit potentiale, som da han var tæt på at vinde en etape i Ruta del Sol i 2018, hvor han også kørte flot og offensivt i Amstel Gold Race, men efter et gennemført elendigt 2019 var det naturligt for begge parter at gå hver til sit. Endelig bliver det også til et farvel til den engang så lovende Daan Olivier, hvis andet forsøg på at starte en professionel karriere, blev ødelagt af en knæskade, der aldrig gav ham mulighed for at vise, hvor langt potentialet egentlig rakte.

Det efterlader Jumbo med en markant forstærket trup, hvor den største udfordring bliver at holde alle glade og undgå, at de mange succesrige kaptajner flår hovederne af hinanden allerede på træningslejren i december. Lykkes det, går holdet en lys fremtid i møde. Stjernerne er bundet til Plugge og co. i de næste mange år, talentbasen er blevet styrket yderligere med Foss og Harper, og selvom det også bliver til et ærgerligt farvel til et par engang ret lovende navne, ser det ud til, at Jumbo-Visma vil fortsætte den uafbrudte rejse mod sportens top - i hvert fald hvis for mange kokke ikke fordærver maden, som de desværre har for vane at gøre det.

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

Da Richard Plugge startede sin genopbygning af holdet, blev der ikke lagt skjul på, at det i første omgang var etapeløbene, der skulle bringe holdet tilbage på toppen. En klassikersatsning var noget, der måtte komme senere, og derfor tilbragte Plugges tropper nogle år, hvor de ikke havde det store at skulle have sagt, hverken på brostenene eller i Ardennerne. Det var imidlertid udtryk for en bevidst prioritering, også selvom det gjorde lidt ondt at se holdet spille en marginal rolle i Amstel Gold Race - det store hollandske udstillingsvindue.

I takt med den hastige opstigen mod stjernerne har holdet imidlertid haft plads og rum til at udvide basen. Skal ranglistens førsteplads erobres, skal man være konkurrencedygtig i (næsten) alle løb, og første skridt mod en større klassikersatsning blev taget i efteråret/vinteren 2018, hvor det lykkedes holdet at vinde den benhårde kamp om Wout van Aerts underskrift, der efter belgierens fornemme klassikerdebut samme forår var blevet en yderst eftertragtet størrelse. Plugge kunne derfor næppe få armene ned, da kontrakten var i hus, og champagnepropperne fik endda lov at springe en ekstra gang, da det senere stod klart, at Van Aert og hans tidligere manager Nick Nuyens var raget så meget uklar med hinanden, at crossstjernen brød kontrakten i utide og sluttede sig til Jumbo allerede et år tidligere end planlagt, nemlig d. 1. marts i år.

At det var hele kampen værd, viste Van Aert med det samme. I lange perioder af brostenssæsonen viste belgieren sig måske som stærkeste mand, og det var kun i et lidt kikset Flandern Rundt, at han for alvor underpræsterede. Til gengæld må han stadig spørge sig selv, om ikke han kunne have vundet Paris-Roubaix, hvis ikke en brølstærk Van Aert havde været forhekset og blev ramt af uheld på uheld på en sort dag i Nordfrankrig. Resultaterne giver imidlertid så meget grund til optimisme, at der er grund til at tro, at Van Aert kan vinde alle klassikerne fra Omloop Het Nieuwsblad over Strade Bianche, hvor hans resultatliste er imponerende, Milano-Sanremo, hvor han overraskede positivt i debuten, E3, Gent-Wevelgem og Flandern Rundt til Paris-Roubaix. Optimismen bliver ikke mindre af, at Van Aert i løbet af sommeren så ud til at have taget endnu et skridt, men desværre betyder hans grimme styrt i Touren også, at vi stadig har til gode at se, om han overhovedet kan komme tilbage på fuld styrke og i hvert fald, om han når det i tide allerede til årets klassikere.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Heldigvis er der alternativer at tage af. Mike Teunissen lignede hos Sunweb et spildt talent, men han har hos Jumbo været skoleeksemplet på holdets evne til at forvandle sten til guld. Hollænderen er for alvor blomstret op i hollandsk tjeneste, og det skyldes ikke bare den overraskende sejr på 1. etape af Touren. Undervejs er det også blevet til sejre i to mindre etapeløb, en 6. plads i BinckBank Tour og ikke mindst en 7. plads i Roubaix, hvor han tog over efter en helt sukkerkold Van Aert. Allerede i sit sidste år hos Sunweb blev han nr. 2 i Dwars door Vlaanderen, og dermed ligner han en rytter, der er klar til at køre finaler i de helt store brostensløb i 2020. Lægger man dertil, at hans spurt bare bliver bedre og bedre, giver han holdet et giftigt våben sammen med den ligeledes hurtige Van Aert - også i de lidt lettere løb som Gent-Wevelgem, Dwars door Vlaanderen og Milano-Sanremo, hvor spurtstyrke kan vise sig at være særligt vigtig.

Holdets tredje kort er bestemt også lovende. Amund Grøndahl Jansen er måske ikke kommet helt så langt som Teunissen, men det kan han måske i 2020. I hvert fald så han ud til at have taget et stort skridt i anden del af 2019, hvor han imponerede i England, Danmark og Norge, efter at han havde vundet sine to første løb ved de norske mesterskaber og på kongeetapen i ZLM Tour. Måske er han stadig under Van Aert og Teunissen i hierarkiet, men der er al mulig grund til at tro på noget stort fra Jansen i alle brostensløbene, hvor også han er en hurtig afslutter. Og da Timo Roosen efter at have misset hele den første del af 2019 med en ærgerlig skade i efteråret fik vist, at han er klar til at fortsætte, hvor han slap i 2018, står holdet med en fremragende brostenstrup anført af Van Aert med støtte fra Teunissen, Jansen og Roosen.

Holdet har imidlertid endnu et våben. Dylan Groenewegen vil blive hentet ind til visse af løbene. I Kuurne og Scheldeprijs må han ventes at være soleklar kaptajn og den naturlige storfavorit, og Gent-Wevelgem er bestemt også inden for rækkevidde, hvis det ender i en reduceret massespurt. I år kørte han for første gang Milano-Sanremo for at lære, og selvom han ikke klarede Poggio, kom han så langt, at man ikke kan udelukke, at han vil kunne overleve i det kommende år. Sker det, bliver han en kedelig karl at skulle spurte med på Via Roma, og dermed giver han holdet en stærk joker i en allerede stærk trup.

Holdets største svaghed er stadig ardennerklassikerne, hvor de altid er kommet til kort. Naturligvis kunne de bare stille op med Primoz Roglic, der i efterårets italienske klassikere satte en fed streg under, at han ville kunne tage til Ardennerne som en af de allertungeste favoritter i alle tre løb, da han kan stå distancen, har punch og kan spurte. Det er imidlertid tvivlsomt, om han vil prioritere løbene i en sæsonkalender, der har for vane at blive domineret af ugelange etapeløb.

Lidt af det samme gælder for Tom Dumoulin. Hollænderen har i de senere år negligeret endagsløbene, men med toppræstationer ved VM og i San Sebastian har han vist, at han sagtens kan vinde både Amstel Gold Race og Liege. Også for ham gælder, at det hele vil afhænge af grand tour-planerne, og da han formodes at skulle til Giroen, vil han formentlig som sædvanlig komme flyvende ind til Liege direkte fra en højdetræningslejr. Og den model plejer ikke at kaste resultater af sig. Kører han derimod Tour, er det næsten sikkert, at han vil kombinere det med en fuld satsning på Ardennerne, der står hans hjerte nær.

Kommer holdet uden Dumoulin og Roglic, bliver der plads til andre. Van Aert vil formentlig strække forårssæsonen til Amstel Gold Race, der passer ham, men som han indså i år, er det uhyre svært at kombinere det hollandske løb med en fuld brostenssatsning. Det er mere sandsynligt, at Laurens De Plus igen i år får det fulde kaptajnansvar, og hans enorme fremgang i 2019 bør anspore til en vis optimisme. Desværre er han både spurtsvag og uden det store punch, og selvom han imponerede i BinckBank Tour, skal meget flaske sig, hvis han faktisk skal vinde et af løbene.

Den slags problemer har danske Jonas Vingegaard ikke. Den unge dansker er ganske hurtig og har et glimrende punch, og han viste med sin mageløse præstation på kongeetapen i Polen Rundt, at han allerede nu kan blande sig med de bedste. Det er klart, at niveauet i Ardennerne er et andet, og at distancen vil være en udfordring, men det kunne være interessant at se, hvor langt han kan komme. Antwan Tolhoek kunne sikkert også gøre det fornuftigt, selvom heller ikke han er prototypen på en ardennervinder, ligesom den hurtigere, men knap så klatrestærke Koen Bouwman kunne det. Endelig er erfarne Robert Gesink solid i Ardennerne, men niveauet rækker næppe længere.

Læs også

Hjerteproblemer får stort talent til at indstille karrieren

I efteråret har holdet også fine mulighed. Clasica San Sebastian, der køres samme dag som OL, kunne være en chance for nogle af de mindre navne som Tolhoek og Bouwman, der modsat Dumoulin, Roglic, De Plus og George Bennett, næppe skal til Tokyo, og det vil være et nærmest perfekt løb for Vingegaard, hvis heller ikke han får billet til Japan. Groenewegen vil være en af de helt tunge favoritter i både London og Hamburg, hvis de bliver en del af hans planer, og løbet i Bretagne er skræddersyet til Van Aert, Teunissen, Jansen og Roosen. Set med danske øjne, ville det være en drøm, hvis Vingegaard fik sin chance i Canada, hvor løbene passer ham, men også her burde Van Aert, Teunissen, Jansen og Roosen kunne være med i kampen om sejren, som Roosen har været det. Bruger Roglic og Dumoulin løbene som forberedelse til VM, kan også de være med helt i front, særligt på den hårdere rute i Montreal. Endelig viste Roglic i år, at en hård sæson ikke forhindrer ham i at køre som en motorcykel i de italienske klassikere, hvor særligt en sejr i Lombardiet må kunne blive et stort mål, men det kunne også være en mulighed for De Plus og Vingegaard, hvis sloveneren er brændt ud. Dumoulin kan også sagtens vinde i Lombardiet, men har ikke for vane at kunne strække formen til meget længere end VM.

Hvad kan vi forvente i grand tours?

Se, nu bliver det kompliceret. Man må håbe, at Richard Plugge var typen, der som barn elskede at lægge puslespil. Det er nemlig præcis det, han og resten af Jumbo-ledelsen har skullet gøre, siden Tom Dumoulin meldte sin ankomst, og særligt efter at Tour- og Giro-ruterne blev offentliggjort. Siden dengang har det nemlig stået klart, at kampen om kaptajnrollen i Touren ville benhård. Dumoulin sagde tidligt, at hans mål var Touren og OL, Steven Kruijswijk har ikke lagt skjul på, at hans 3. plads i 2019 har givet smag på mere, Dylan Groenewegen har sagt tydeligt, at også han satser benhårdt på Frankrig, og hvis man håbede, at Primoz Roglic måske var mere fleksibel, blev det håb gjort til skamme i oktober, hvor han med syvtommersøm slog fast, at han i 2020 ville forsøge at vinde Touren, og at han mente, at Giro-ruten skam passede bedre til Dumoulin - angiveligt fordi Roglic ikke anså sig selv som tempospecialist (hvad folk som Richard Carapaz, Mikel Landa, Vincenzo Nibali, Alejandro Valverde, Nairo Quintana, Tadej Pogacar og Miguel Angel Lopez efter årets Giro og Vuelta formentlig har en anelse svært ved at forstå!)

Nervekrigen har med andre ord allerede været i gang længe, og det har været op til Plugge at lægge et puslespil, som kan gøre alle tilfredse. Det ligner en umulig opgave at presse fire brikker ned i et hul, hvor der næppe er plads til mere end maksimalt to, og derfor har der været brug for særligt gode overtalelsesevner.

I skrivende stund er intet officielt meldt ud, men skal man tro den vanligvis uhyre velinformerede - særligt når det gælder Giroen - La Gazzetta dello Sport, har Dumoulin imidlertid tabt kampen. Roglics eminente 2019-sæson med en 1. plads på verdensranglisten til følge har gjort det umuligt ikke at prioritere sloveneren, og måske har Dumoulin slet ikke været så svær at overtale alligevel. Den meget enkeltstartsfattige Tour-rute samt en enkeltstartstung Giro har fungeret som glimrende lokkemad for hollænderen, der utvivlsomt også anser Giroen som bedre forberedelse til et OL, der ligeledes er et stort mål. Og han er trods alt ikke ældre, end at Touren kan blive et mål i fremtiden.

Dermed har man fordelt de to grand tour-vindere - i hvert fald hvis den italienske sportsavis har ret i deres meget logiske tese - og det efterlader Kruijswijk med et valg. Det bør imidlertid være hævet over enhver tvivl, at hollænderen skal til Touren. Dels vil det være meningsløst at sende den mest temposvage af de tre til den enkeltstartstunge Giro, dels har holdet ikke lagt skjul på, at de vil forsøge at stille med et hold, der kan tage kampen op mod Ineos. Skal det ske, skal man have to legitime klassementskandidater, og det kræver Kruijswijks tilstedeværelse som en beskyttet plan B bag Roglic.

Uanset hvad kan der ikke være tvivl om ambitionerne. En podieplads er naturligvis et stort resultat i sig selv, men for to ryttere, der begge har vundet en grand tour, kan målet ikke være mindre end en sejr. Kruijswijk må derefter se, hvad det kan blive til i skyggen af Roglic, men flasker alt sig, og viser Ineos sig ikke at være helt så skarpe som vanligt, kan man slet ikke udelukke, at de begge kan ende i top 3.

For at vinde to grand tours skal man naturligvis have et bredt hold af klatrere, men det bør ikke blive et stort problem. George Bennett har med sin top 10 i Vueltaen vist, at han sagtens kan agere skyggekaptajn og plan B, og Laurens De Plus står efter sin vilde 2019-sæson foran en fornem grand tour-karriere, selvom han i første omgang må udsætte drømmen om en kaptajnrolle. Lægger man dertil Antwan Tolhoek, der gik lidt i stå i 2019, men i 2018 viste enormt potentiale, Sepp Kuss, der fortsætter med at imponere og bare bliver bedre og bedre, erfarne Robert Gesink, solide Koen Bouwman, der var Roglics bedste mand i Giroen samt den yderst lovende Jonas Vingegaard, er det klart, at holdet kan stille med et fremragende bjerghold til begge løb. De to bedste kort er umiddelbart Bennett og De Plus, der begge synes også at kunne agere alternative optioner i klassementet, og det bliver spændende at se, om de får en sådan rolle i Giroen, eller om der satses maksimalt på Touren, hvor vi også kan vente at se Wout van Aert og Tony Martin som solid støtte i fladere terræn.

Læs også

Belgisk endagsløb aflyses

Det efterlader Vueltaen som en sidste mulighed. Det virker usandsynligt, at Roglic vil forsvare titlen i en sæson, hvor OL og VM ligner mere logiske mål, men Kruijswijk vil med sit manglende flair for endagsløb formentlig satse på den spanske grand tour for tredje år i træk. Det er bestemt heller ikke umuligt, at Dumoulin vil satse på en grand tour-double, men han kan også vælge at satse fuldt på VM og OL. Uanset hvad vil Vueltaen formentlig blive så svagt besat, at Kruijswijk, der har vist, at han mestrer Tour-Vuelta-doublen, som minimum kan satse på podiet. Dertil kommer, at løbet sagtens kunne blive en mulighed for Bennett, De Plus og måske endda den nok desværre lidt for ustabile Kuss at teste sig selv i klassementet.

Der er imidlertid fortsat en elefant i rummet: Groenewegen. Supersprinteren har som sagt ikke lagt skjul på, at han foretrækker Touren, men meget tyder på, at han må se sig henvist til andre mål. Sportsdirektør Merijn Zeeman lod i hvert efter Tour-præsentationen kraftigt skinne igennem, at den sprinterfjendtlige rute ikke just lå til Groenewegens højreben, og da holdet samtidig har planer om at tage kampen op med Ineos i bjergene, er det svært at se, at der kan blive plads til Groenewegen med følge. En deltagelse kan ikke udelukkes, da muligheden for en første gul trøje til en hollænder naturligvis er attraktiv for holdet, men et forsigtigt gæt er, at Groenewegen i stedet for første gang skal køre en grand tour-double med Giroen og Vueltaen, da den italienske grand tour ubetinget er det mest sprintervenlige af de tre løb.

Resten af holdet vil helt blive underlagt holdets klassements- og sprinterambitioner, og det er svært at se andre få meget spillerum. Alligevel vandt Sepp Kuss en Vuelta-etape, mens Van Aert og Teunissen begge spurtede sig til sejre i Touren, og derfor ved man aldrig, hvilke muligheder der kan opstå. Hvis Groenewegen sammen med sin lead-out man Teunissen skipper Touren, burde der i hvert fald være nogle chancer for Van Aert til at spurte på hårde dage, som han så fint gjorde det i Albi i år, mens Teunissen altid vil kunne tage chancen på dage i Giroen eller Vueltaen, hvor Groenewegen er sat ud af spillet. Kuss viste, at bjerghjælpere med lidt held også kan få chancen, og endelig vil Van Aert kunne vinde enkeltstarter, hvis han mod forventning sendes til Giroen - en mission, der bliver umulig på ruten til Tourens eneste enkeltstart.

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

Det kan godt være, at Primoz Roglic med sin 2019-sæson har vist, at han allerede nu skal anses som en af verdens bedste grand tour-ryttere, men det er faktisk i ugelange etapeløb, at han er mest skræmmende. Siden et styrt satte ham ud af spillet i 2018-udgaven af Tirreno-Adriatico, hvor han kompenserede for nedturen ved at vinde en etape, har han kørt syv af slagsen og vundet de seks, hvoraf de fem har været å WorldTour-niveau. Kun i Tour of Britain i 2018, hvor han var milevidt fra sin bedste form, endte han helt nede på 3. pladsen, men ser man bort fra den lille kikser, har han været helt umulig at slå.

Det er ikke mærkeligt. I ugelange etapeløb spiller enkeltstarter ofte en meget mere central rolle end i grand tours, og kombinerer man Rolics tempoevner med et klatretalent, der betød, at han i formstærk udgave kun blev bragt i vanskeligheder to gange i hele 2019, er det indlysende, at han er uhyggeligt svær at bide skeer med. Skal han som antaget i 2020 køre Tour, er der endda plads til, at han kan være endnu mere aktiv i foråret, end han var det i år, og så kan han blive næsten altædende. Uanset hvilke WorldTour-etapeløb, han udser sig, vil han næsten uanset ruten stille til start som storfavorit, især fordi han overalt vil bakkes op af et stærkt hold. Et forsigtigt gæt er, at han forsvarer titlen i UAE Tour, derefter køre enten Tirreno-Adriatico eller Paris-Nice og runde foråret af med både Baskerlandet og Romandiet Rundt, som han begge har vundet, og hvor enkeltstarten ofte er afgørende.

Tom Dumoulin er i kraft af sin enkeltstart også et oplagt bud på succes i ugelange løb, men han har haft påfaldende lidt succes. Det skyldes, at han med sit fokus på Giroen har været knap så formstærk i foråret, og den model vil formentlig gentage sig i år. Omvendt vil han komme ind til 2020 med et behov for at genvinde noget selvtillid efter en skidt 2019-sæson. Formentlig vil han køre nogle løb i marts og april - han og Roglic vil sikkert dele Paris-Nice og Tirreno-Adriatico imellem sig - og det kan bestemt ikke udelukkes, at han kan være med helt i front, som han var det i Tirreno forud for Giro-sejren i 2017. Uanset hvad har Jumbo to af de mest oplagte vindere af den slags løb til den kommende sæson.

De korte etapeløb passer ikke specielt godt til Steven Kruijswijks dieselmotor, men han kører alligevel stort set altid sikkert i top 10, og det vil han utvivlsomt også gøre i 2020, hvor særligt Catalonien Rundt ligner et mål, da dets manglende enkeltstart formentlig betyder, at både Roglic og Dumoulin skipper det. Dermed kunne det også være en chance for både George Bennett og Laurens De Plus til at jagte et resultat, og de bør begge være i stand til at gå i top 10. Særligt De Plus bliver spædende, hvis han kan få lidt plads, og da han også kører en fornuftig enkeltstart, er han ikke så begrænset, som Bennett er det.

Allerede forud for denne sæson blev Sepp Kuss og Antwan Tolhoek lovet, at de også skulle have deres egne chancer, men det blev der ikke meget af i en sæson, hvor grand tour-trupperne var spændt til bristepunktet. Med De Plus’ gennembrud og Dumoulins ankomst glider de endnu længere ned i hierarkiet, og det er svært at se, at de kan få meget plads på et hold, der stræber efter at vinde alle grand tours, og hvor Roglic vil sætte sig på de fleste etapeløb. Det samme gælder for danske Jonas Vingegaard, som jo med sin mageløse sejr i Polen viste, at han allerede nu kan slå til på højeste niveau. Chancerne for de tre begrænser sig formentlig til endagsløb og helt små løb i stil med Coppi e Bartali, men Tour de Pologne, som Dumoulin måske mere kunne tænkes at bruge som OL-forberedelse, Tour de Suisse eller Criterium du Dauphiné kunne måske give lidt mere plads. Og ellers er der jo løb som Tour Down Under og Tour of Guangxi i begge ender af sæsonen.

Læs også

Skjelmose får stærkt hold i ryggen til Flèche Wallone

For Groenewegen handler det om at vinde et så meget som muligt, men hvis han vitterligt skal køre to grand tours samt klassikere som Milano-Sanremo, Gent-Wevelgem og Scheldeprijs bliver der ikke plads til meget andet. Til gengæld bør han få en større dosis af WorldTour-løb end tidligere, hvor han har kørt lidt for mange små løb.

Groenewegen er i 2020 den eneste sprinter, og det burde egentlig give plads til andre afsluttere. Problemet er, at Mike Teunissen og Amund Grøndahl Jansen begge er del af supersprinterens tog og derfor formentlig vil følge ham i tykt og tyndt. Til gengæld kan man håbe, at de kan få plads til at køre nogle kuperede, mindre etapeløb, som de med stor succes gjorde i ZLM Tour og 4 Dage ved Dunkerque, som Teunissen begge vandt, og hvor Jansen var med fremme. Måske bliver det denne gang Timo Roosen og i mindre grad Pascal Eenkhoorn, der i højere grad kan få lov at spurte og køre den slags løb, da ingen af dem - Roosen er jo blevet kørt ud på et sidespor af Teunissen - er en del af Groenewegens tog. Endelig har Wout van Aert jo vist, at også han kan spurte, men da hans crosssæson formentlig betyder, at han ender sæsonen efter OL og derudover har fokus på klassikerne, bliver det nok yderst begrænset, hvor meget vi får at se til ham som sprinter. Til gengæld vil han naturligt stille op som en af de store favoritter hver eneste gang, han kører en enkeltstart.

Netop den evne ville naturligt også gøre ham til storfavorit, hvis han skulle få lyst til at BinckBank Tour. Det løb køres i år dog nok for sent til at kunne passes ind i hans crosskalender. De Plus vandt løbet i år, men er ikke just prototypen til at vinde et løb af denne type, og i stedet vil Teunissen nok have en større chance, hvis ikke han skal køre Vuelta. Bedst chance har holdet dog nok, hvis de stiller med den tidligere vinder Dumoulin, som formentlig vil bruge løbet som VM-forberedelse, hvis han dropper Vueltaen. Endelig har holdet for vane at køre en hel serie af relativt flade belgiske endagsløb, hvor de med folk som Groenewegen, Teunissen, Jansen, Roosen, Taco van der Hoorn og Eenkhoorn burde have mulighed for at tage et hav af sejre.

Hvem kan overraske?

På et hold, der kan fodre svin med sine kaptajner, er det naturligvis svært for mindre navne at få meget plads, ikke mindst i etapeløbssammenhæng. Det er naturligvis en skam for de mange lovende klatrere på holdet, der derfor risikerer at skulle imponere i rollen som hjælpere, hvis de vil have opmærksomhed. Heldigvis viste Laurens De Plus særligt i Touren, at det også er helt ladsiggørligt, og netop De Plus er der grund til at have store forventninger til. Belgieren har længe været udråbt til den næste store belgiske grand tour-rytter, men han er samtidig et sjældent eksempel på en rytter, der faktisk skulle væk fra Quick-Step for endelig at bryde igennem. Det gjorde han imidlertid med et brag, og der er al mulig grund til at forvente nye magiske ting fra De Plus i det kommende, i grand tours som hjælper og i kortere etapeløb forhåbentlig også som kaptajn, særligt fordi han også kører en i hvert fald hæderlig enkeltstart.

På samme måde er det værd at fremhæve Sepp Kuss, Antwan Tolhoek og Jonas Vingegaard, der alle risikerer at lide samme skæbne. Særligt Kuss har imidlertid allerede vist, at han kan klatre med verdenseliten i grand tours, men skal han udnytte en mulig chance for at køre klassement i et etapeløb, skal han finde den stabilitet, han åbenlyst mangler. Det samme gælder for Tolhoek, der havde et trist 2019, men som i Guangxi akkurat nåede at vise lidt af de takter, der gjorde ham så lovende i 2018. Endelig tog Vingegaard hele verden med storm i Polen Rundt, der imidlertid også afslørede, at han mangler noget robusthed og holdbarhed. Til gengæld har han et punch, som hverken Kuss eller Tolhoek har, og derfor burde han måske kunne få noget plads i endagsløbene. Mens han nok vil være låst i etapeløbssammenhæng, kunne det være interessant at se den lovende dansker folde sig ud i Ardennerne.

Man kan diskutere, om Mike Teunissen, Amund Grøndahl Jansen og Timo Roosen kan regnes som overraskelser, men der i hvert fald grund til at forvente et stort skridt fra dem alle i 2020, hvor de kunen være bud på ryttere, der for første gang kan spille en rolle i de rigtige finaler af de største brostensløb, også Flandern og Roubaix. Lige nu er det Teunissen, der efter et fremragende 2019 er længst fremme, men Jansen viste igennem anden del af sæsonen, at han tilsyneladende var kommet ud af Touren på et helt nyt niveau. Roosen blev parkeret bagerst i køen grundet en skade i foråret, men kom hæderligt tilbage med et solidt efterår. Hvis man husker på, hvordan han tog de fleste på sengen med sin kørsel i Canada i 2018, er det slet ikke utænkeligt, at han kan gøre Jansen og Teunissen selskab dybt inde i finalerne af de største brostensløb. Nej, Wout van Aert behøver ikke at frygte, at han bliver helt alene i de største klassikere.

Naturligvis skal Tobias Foss også nævnes, men han får nok svært ved at gå i fodsporene på Egan Bernal og Tadej Pogacar, der fulgte en Tour de l’Avenir-sejr op med en mageløs første sæson på WorldTouren. Dels har han ikke helt vist samme format som Bernal og Pogacar, dels er han nr. 117 i hierarkiet på et Jumbo-hold med et hav af klatrere. Forhåbentlig kan han få lidt spillerum i et mindre etapeløb undervejs, men skal man have en fornemmelse af, hvor god han virkelig kan blive, skal vi nok mest holde øje med, hvor længe han kan føre for kaptajnerne. Det samme gælder for den lovende klatrer Chris Harper, men hans begrænsede erfaring i Europa betyder, at man skal være lidt varsom med at udtale sig om, hvor langt potentialet rækker trods de fine resultater primært på asiatisk og oceanisk grund.