Opvarmning til 2021: Hvad kan vi forvente af Movistar Team?

Nedenfor giver vi en analyse af Movistar Team.

BEMÆRK: Grundet sæsonens særegne omstændigheder er analyserne skrevet, inden Giro- og Vuelta-ruterne er offentliggjort. Den generelt forsinkede sæsonplanlægning betyder således, at vurderingerne er baseret på lidt mere gætteri, end det har været tilfældet i tidligere år.

Ryttere, der bliver på holdet

Juan Diego Alba, Jorge Arcas, Hector Carretero, Dario Cataldo, Gabriel Cullaigh, Iñigo Elosegui, Imanol Erviti, Juri Hollmann, Johan Jacobs, Matteo Jorgenson, Lluis Mas, Enric Mas, Sebastain Mora, Mathias Norsgaard, Nelson Oliveira, Antonio Pedrero, Jose Joaquin Rojas, Enier Augusto Rubio, Sergio Samitier, Marc Soler, Alberto Torres, Alejandro Valverde, Carlos Verona, Davide Villalla

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Nye ryttere

Miguel Angel Lopez (Astana Pro Team), Gregor Mühlberger (BORA-hansgrohe), Ivan Garcia Cortina (Bahrain-McLaren), Gonzalo Serrano (Caja Rural-Seguros RGA), Abner Gonzalez (nyprofessionel)

Ryttere, der forlader holdet

Jürgen Roelandts (stopper karrieren), Carlos Betancur (Colombia Tierra de Atletas-GW Bicicletas, Eduard Prades (DELKO), Eduardo Sepulveda (Androni Giocattoli-Sidermec)

Hvordan gik transfersæsonen?

Det er svært ikke at beundre den tidligere manager, Jose Miguel Echavarri, og den nuværende chef, Eusebio Unzue. I en sport, hvor nye hold kommer og går med samme hast, som Deceuninck-QuickStep plejer at vinde cykelløb, har de to spaniere været i stand til at holde liv i det største spanske mandskab uafbrudt siden 1980. I langt den største del af perioden har det endda under navnene Reynolds, Banesto, Illes Balears, Caisse d’Epargne og senest Movistar været en af sportens mastodonter med ikke færre end syv sejre i Tour de France samt fire sejre i både Giroen og Vueltaen.

Derfor var det også så smertefuldt at se, hvad der skete sidste vinter. En hel cykelverden så måbende til, da et af sportens store hold med en meget klar identitet som etapeløbs- og bjergmandskab med hovedvægt på spansktalende ryttere blev forvandlet til en uoverskuelig samling af unge navne, hvor det var svært at se nogen som helst sammenhæng eller ide i truppens sammensætning. Angiveligt var der et ønske om at internationalisere holdet og satse mere på ungt talent - to ambitioner, der da også kom tydeligt til udtryk i den nye trup - men det var meget svært at se, at der var nogen som helst langsigtet strategi bag nyere tids måske mest forvirrende transfersæson.

Identiteten forsvandt fuldstændigt. Én ting var, at man var ude af stand til at fastholde store navne som Nairo Quintana, Mikel Landa og Andrey Amador, ligesom man tidligere havde måttet sige farvel til eksempelvis Izagirre-brødrene, Richard Carapaz og Jonathan Castroviejo. Noget andet var, at man slet ikke fandt erstatninger i den ånd, der havde givet holdet så stor succes. Væk var den spansktalende klatreidentitet, da nyerhvervelserne bestod af en hel serie unge ryttere fra flere dele af Europa, der mest af alt havde det tilfælles, at deres styrker lå i et helt, helt andet terræn end det, Movistar hovedsageligt har begået sig i. Og hvad værre var, at kun meget få af de unge navne havde resultater, der gav håb om nogen stor sæson i 2020.

Der var derfor bange anelser hos mange iagttagere, der frygtede, at holdet helt alene ville afhænge af de tre topnavne, Enric Mas, Alejandro Valverde og Marc Soler, og den anelse blev desværre bekræftet. Bedre blev det ikke af, at de tre topnavne stort set havde en identisk kalender, og at de alle underpræsterede markant i andre løb end i Touren og Vueltaen. Skal man være lidt hård, var Movistar i 2020 nærmest kun eksisterende i de to løb, mens de var rene statister i stort set alle andre begivenheder, og resultatet blevet år med bare to sejre og et drastisk styrtdyk på verdensranglisten, hvor holdet gled helt ned som nr. 15 blandt de 19 WorldTour-hold til den kommende sæson - en dramatisk omvæltning for et hold, der endte som nr. 1 fire år i træk mellem 2013 og 2016.

Det har naturligvis gjort ondt på Unzue, og derfor har årets transfersæson da også haft det åbenlyse formål at styrke truppen med ryttere, der kan levere resultater. Modsat sidste år er der ikke foretaget nogen paladsrevolution, og man har i stedet koncentreret sig om en begrænset udskiftning med et klart fokus på mere etablerede navne.

Mest markant er det, at man udnyttede Astana-mandskabets økonomiske vanskeligheder til at få fingre i Miguel Angel Lopez. Det er en signing, der på helt anderledes maner er i tråd med holdets tradition. Der er tale om en klatrer og klassementsrytter med rødder i et spansktalende land, og som på alle måder må have været et oplagt mål for Unzues mandskab.

Man kan diskutere, om Movistar har bredden til nu at støtte hele fire kaptajner, men med tilgangen af Lopez har man i hvert fald en lille håndfuld ryttere, der kan levere resultater. Man kan tvivle på, om Alejandro Valverde genfinder niveauet, og hvor langt Solers potentiale som klassementsrytter rækker, men i Mas og Lopez har man to ryttere, der har dokumenterede evner som etapeløbsrytter. For Lopez’ vedkommende blev det klart dokumenteret i en Tour, hvor han slet og ret satte Primoz Roglic og Tadej Pogacar til vægs på kongeetapen, og hvor han kun var en katastrofal enkeltstart fra at ende på podiet. Og begge har de en alder, der gør dem værd at bygge på, når nu Valverde efter 2021 formentlig indleder den pensionisttilværelse, der ellers så ud til at nærme sig permanent aflysning.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Netop udfordringen med at støtte de mange kaptajner i bjergene har man også set på. Det er nemlig lykkedes at få fingre i Gregor Mühlberger, der på mange måder er en overraskende signing, men som virker mere naturlig, når nu holdet er blevet så internationalt. Ganske vist er han uhyre svingende, men som han viste blandt andet i den tredje uge af Touren i 2019, har han et tårnhøjt topniveau, der gør ham værdifuld som hjælper i grand tours. Og finder han den manglende stabilitet, kan han også blive et våben på egen hånd i ugelange etapeløb, hvor hans overlegne foran Patrick Konrad i Sibiu Tour viser, at han har et vist potentiale.

Til gengæld siger man så farvel til Carlos Betancur og Eduardo Sepulveda. På papiret er tabet af colombianeren naturligvis betydeligt, men det er forståeligt, at tålmodigheden slap op, senest da han ikke kom med flyet, der i juli transporterede alle colombianerne til Europa. Nu får han lejlighed til at genstarte karrieren i det Colombia, hvor han befinder sig bedst. Sepulveda havde en rolle svarende til den, der er tiltænkt Mühlberger, men i lyset af den engang så lovende argentiners totale forsvinden fra scenen, er det et bytte, man bestemt kan være tilfreds med.

Det er til gengæld det eneste, der er sket på etapeløbsfronten. Derudover er man nemlig fortsat med at opruste på endagsfronten, hvor sidste sæsons udskiftninger tydeligt viser, at ambitionerne er anderledes store end tidligere. Her har man endda gjort et mindre kup ved at få fingre i Ivan Garcia Cortina, der ligner det mest lovende spanske brostensrytter siden Juan Antonio Flecha og derfor må være et mål for et spansk hold med nye ambitioner i den slags løb.

Skiftet indebærer for Garcia Cortina selv klart et sats, da han kommer til et hold uden væsentlig tradition i de nordlige klassikere, puncheurspurter og reducerede massespurter, der er hans force. Selvom holdet har oprustet med tungere ryttere, er de unge navne også så langt fra toppen, at han ikke kan regne med megen støtte, hverken i klassikerne eller spurterne.

Til gengæld er den Garcia Cortina, der blev nr. 3 i det stjernebesatte GP Montreal i 2019, og som i 2020 kørte som en drøm og vandt en knaldhård puncheurspurt foran Peter Sagan i Paris-Nice også så god, at han sagtens kan levere resultater på egen hånd, hvis han finder det niveau, han aldrig fandt i efteråret. Og for et Movistar-hold, der var usynlige i det meste af 2020, særligt i de fladere løb, kommer han nærmest som sendt fra himlen. Han erstatter Jürgen Roelandts, der blev hentet til holdet som en meget overraskende brostenssatsning for år tilbage, men det ægteskab blev aldrig en succes, og at belgieren nu indstiller karrieren grundet skadeproblemer, udgør ikke et stort tab.

Et kendetegn ved Movistar er også, at de altid har haft nogle puncheur- og sprintertyper, der ikke har fået den store prioritet, men som har leveret resultater i primært de mindre spanske løb. Tidligere var det Juan Jose Lobato og Carlos Barbero, og senest blev Eduard Prades hentet ind til samme rolle. Den tidligere vinder af Tour of Turkey fik dog aldrig den helt store succes og jagter nu mere frihed hos Delko i den kommende sæson. Som erstatning henter man den spændende Gonzalo Serrano, der som puncheur har visse ligheder med Prades, og som utvivlsomt er tiltænkt en tilsvarende rolle.

Endelig er Unzue tro mod sin intention om altid at give unge ryttere chancen. Denne gang skriver han historie ved at gøre Abner Gonzalez til den første puertoricanske rytter på WorldTouren. Han har gjort det ganske pænt på den lokale spanske scene, men har ikke et cv, der er meget iøjnefaldende. Der er i hvert ingen grund til at have alt for store forventninger allerede i 2021.

Hans ankomst er heller ikke det afgørende. Det er det derimod, at Lopez og Garcia Cortina samt til dels Mühlberger tilføjer noget stærkt tiltrængt kvalitet og stjernestøv til den i 2020 så hensygnende trup. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at Movistar anno 2021 er betydeligt mere spændende end Movistar anno 2020, og det kan forhåbentlig bidrage til at bringe det spanske storhold lidt tættere på den position, de traditionelt har besat i det internationale hierarki.

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

Movistar er først og fremmest kendt som et etapeløbshold, men med Alejandro Valverde har de i den grad også været en magtfaktor i ardennerklassikerne og de kuperede endagsløb. Til gengæld har brostensfronten historisk set været negligeret, og havde WorldTour-reglerne ikke krævet deres deltagelse, er det meget tænkeligt, at de havde valgt de nordlige klassikere helt fra.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Som nævnt er der udsigt til, at prioriteringen i de kommende år vil blive bredere. I hvert fald er der en hel serie af de unge ryttere, der er rettet mod fladere løb, og fremover må man vente sig, at holdet vil forsøge at blive lidt mere ensporede, end de traditionelt har været. Til gengæld var de unge ryttere i 2020 alt for umodne til at spille en rolle, og Movistar var lige så anonyme, som de plejer.

Det bør ændre sig i 2021. Meget tyder på, at Ivan Garcia Cortina bliver en enmandshær, men finder han de ben, han havde i efteråret 2019, særligt i Montreal og BinckBank Tour, og som han havde i Paris-Nice i 2020, kan han få sit store gennembrud næste år. Han kommer desværre til at mangle en masse støtte og stadig også erfaring, men han synes at have råstyrken til at begå sig i hele paletten af flamske klassikere. Han har farten til at køre resultater hjem i mere sprintervenlige løb som Gent-Wevelgem og Kuurne-Bruxelles-Kuurne, men han synes efterhånden også at have robustheden til at være med helt fremme i de hårde løb som Flandern Rundt, E3 og Omloop. Støtten bliver en udfordring, men Johan Jacobs viste så lovende takter i 2020, at der er forhåbninger om, at han kan sidde med længere denne gang. Og måske kan Gabriel Cullaigh også genfinde lidt takter efter et 2020, hvor man helt glemte, hvorfor han var at regne som et talent.

Helt alene er det ikke sikkert, at han vil være i de sværeste løb som Flandern Rundt og E3. Det er ganske sandsynligt, at Alejandro Valverde i karrierens formentlig sidste sæson igen kaster sig ud i de løb, han for første gang for alvor satsede på i 2019, og som også var på programmet i 2020, inden corona ødelagde det hele. Man kan tvivle på, om den Valverde, vi så i 2020, er stærk nok i løb, der ikke passer ham ideelt, men hans erfaring og styrke er dog en markant forstærkelse af det ellers ret tyndt besatte hold.

Også Milano-Sanremo bør være noget for Garcia Cortina. Han har næppe farten til andet og mere end måske et podium i en massespurt, men man kan ikke udelukke, at han på sigt kan få styrken til faktisk at gå med de bedste på Poggio i et scenarium som det, vi så i 2019. I givet fald er det t løb, han også kan vinde. Det er det også for Valverde, der stadig burde være god nok til at være med, hvis løbet udvikler sig netop som i 2019, og han er trods alt stadig en halvhurtig herre. I det løb skal det tillige blive interessant at se unge Matteo Jorgenson, der er klatrestærk og hurtig, og som i år allerede sad med de bedste hjem i sit allerførste monument. Endelig skal trioen Valverde, Garcia Cortina og Jorgenson også blive spændende at følge i Strade Bianche, som er et løb, der burde tiltale dem alle. Her vil man også have Gregor Mühlberger, som tidligere er gået i top 10, som en fjerde option.

Man må formode, at Valverde satser stort på Ardennerne en sidste gang, og holdet vil i de løb formentlig være 100% bygget op om veteranen. Intet tyder på, at han stadig er god nok til at vinde dem, men hans top 10 ved VM viser, at han stadig kan være en faktor i de hårdeste løb. I de løb vil det dog også være meget interessant at se Mühlberger folde sig ud som en plan B, nu hvor holdet ikke har helt samme behov for at kontrollere som tidligere, ligesom også Jorgenson på sigt burde have evnerne til at blive en faktor i den slags løb.

I efteråret er det igen Garcia Cortina, man skal hænge sin hat på. Hamburg Cyclassics er nok for let for ham - her kunne Cullaigh måske få chance for at spurte - men Bretagne Classic og særligt de canadiske løb, hvor han allerede har en 3. plads fra Montreal, burde passe ham glimrende. Valverde jagter også stadig desperat den sejr i Lombardiet, som han af uransagelige grunde aldrig har opnået, og hvor han faktisk burde kunne få sin støtte af Miguel Angel Lopez og Enric Mas, selvom de ikke er endagsryttere, men som kunne tænkes måske at forlænge sæsonen, hvis de har kørt Vuelta. Til gengæld ser det ud til, at holdet får det svært i Clasica San Sebastian, der kun for alvor passer til Valverde, som ventes at være travlt beskæftiget til OL, men med lidt Tour-form kan Lopez og Mas godt levere et topresultat i et løb som dette.

Hvad kan vi forvente i grand tours?

Grand tours er som sagt holdets DNA, og det er stadig indiskutabelt, at Touren og Vueltaen er de i særklasse vigtigste løb for det spanske storhold. Selvom vi i skrivende stund endnu ikke kender ruterne til hverken Giroen eller Vueltaen, har holdet endda ifølge spanske medier også allerede lagt planerne for kaptajnernes satsning i de store etapeløb.

I Touren tyder alt på, at holdet kommer til start med både Enric Mas og Miguel Angel Lopez, men desværre er ruten i år alt andet end en gave til spanierne. Hverken Mas eller Lopez kan være svært begejstrede for det nordfranske terræn, og selvom man kan forvente, at Movistar vil styrke hans tempoevner, ligner det en svær opgave for Lopez at være med i kampen om podiet. Top 10 og etapesejr er til gengæld ganske sandsynlige. Mas vil heller ikke være fan af de flade enkeltstarter, men han er dog så god en temporytter, at han ligner et udmærket bud på i hvert fald top 5.

Derudover må man formode, at holdet kommer med det meste af A-kæden, selvom det lige nu tyder på, at hverken Alejandro Valverde eller Marc Soler vil være til start. Etapesejre vil i hvert fald også være en prioritet, og man kunne ønske sig, at Ivan Garcia Cortina får friheden til at gå på jagt i mellemhårdt terræn, ligesom også Gregor Mühlberger har vist, at han i hvert fald har evnerne til at vinde en etape.

Læs også

Optakt: Presidential Tour of Türkiye

I Giroen skal Soler have den chance, han pludselig droppede i 2020, og han burde have en fair chance for at gå i top 10, hvos han kan finde den stabilitet, han har manglet. Til gengæld kunne meget tyde på, at han ikke får megen støtte på et hold primært udgjort af unge ryttere. Det kunne dog være interessant at se hurtige og klatrestærke Jorgenson jagte etaper, ligesom Antonio Pedrero og Sergio Samitier begge klatrer glimrende til udbrud i bjergene, hvis ikke de headhuntes til Tour-holdet. Det virker også sandsynligt, at Gonzalo Serrano skal til start her, og han har som puncheur også en fin chance for etapesejr i mellemhårdt terræn. Endelig skal det blive interessant at se, om Einer Rubio kan bygge videre på de fine takter fra 2020, ligesom Dario Cataldo og Davide Villella også kan køre offensivt.

I Vueltaen kunne det tyde på, at holdet kommer med alle fire kaptajner. Valverdes deltagelse er bekræftet, og det virker usandsynligt, at Lopez og Mas, der begge har for gode erfaringer med at køre to grand tours, ikke skal til start i holdets store hjemmebaneløb. Soler burde også kunne satse på en Giro-Tour-double, og så må målet være mindst et podium med Lopez eller Mas samt top 10 og etapesejre med Valverde og Soler i et løb, hvor holdet skal spille en toneangivende rolle. Til gengæld bliver der næppe nogen Ivan Garcia Cortina, da spanieren formentlig vil være ked af ikke at skulle køre de canadiske klassikere, der passer ham så glimrende.

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

Ugelange etapeløb har altid været vigtige for Movistar, og med hele fire etapeløbskaptajner burde man kunne stille med en topkandidat i de fleste af løbene på WorldTouren. Ganske vist er de korte etapeløb ikke ideelle for Enric Mas, der er for meget dieselmotor, eller til Miguel Angel Lopez, der hæmmes af sin ringe enkeltstart, men de har begge hæderlige placeringer tidligere. Alejandro Valverde kan måske ikke længere vinde dem, men han kan være med i top 10, og når han endelig finder formen, har Marc Soler med sejren i Paris-Nice vist, at han kan være med helt fremme, særligt hvis enkeltstarten er vigtig og bjergene ikke altfor svære. Det er klart, at de to spanske løb, Baskerlandet og Catalonien, er det vigtigste, men med så mange kaptajner kan holdet dække hele paletten.

Faktisk har de et femte kort i form af Gregor Mühlberger. Hos Bora kørte han aldrig rigtigt klassement i de løb, men det kunne være interessant at se ham folde sig ud, hvis Movistar også kan arbejde lidt med hans enkeltstart. Derudover har man i Ivan Garcia Cortina en mand til puncheurspurter og reducerede massespurter i de løb, hvor han med sejren i Paris-Nice har vist, at han på de hårdere dage har farten til at være med. Til de fladere spurter har man Gabriel Cullaigh og Alberto Torres, og man kan håbe, at briten efter et forfærdeligt 2020 viser lidt af den hurtighed, han tidligere har haft.

Den spanske scene er altid vigtig for holdet, og rygterne siger, at Valverde i år vil køre en meget hjemlig kalender. Det betyder, at han sikkert vil komme til start i flere mindre etape- og endagsløb, og dem er han utvivlsomt stadig stærk nok til at vinde og dermed bryde den uhyre lange tørke. Serrano er som nævnt tidligere også en oplagt puncheur til etapesejre i korte spanske løb og kuperede endagsløb, ligesom det også kunne være et oplagt sted for alsidige Jorgenson at tage karrierens første sejr. Også Carlos Verona, Antonio Pedrero, Davide Villella, Dario Cataldo, Jose Joaquin Rojas, Nelson Oliveira og Sergio Samitier kan se frem til at få en chance og jagte personlige resultater i de løb, der sjældent er stærkt besatte. Holdet ahr også typisk en prominent placering i flere mindre italienske endagsløb, og de har en karakter, hvor det særligt skal blive interessant at følge Serrano og Jorgenson, da de har den nødvendige hurtighed også.

Holdet har også stadig en tempospecialist i Nelson Oliveira, der dog primært er stærk på længere enkeltstarter ved mesterskaber og i grand tours, og man kan også håbe, at Mathias Norsgaard kan lægge skaderne bag sig og vise lidt af sit store tempotalent. Derudover burde Cullaigh, Torres og måske endda Rojas få chance for at spurte i en række mindre løb, primært i Spanien. Og så kunne det være ganske spændende at se, hvor langt Garcia Cortina kan komme i BinckBank Tour, hvis enkeltstarten på den kommende rute ikke bliver alt for afgørende.

Hvem kan overraske?

Movistar hentede som sagt en større gruppe unge ryttere til holdet forud for 2020-sæsonen, men for de flestes vedkommende gjaldt, at de har haft det svært. Holdet har da heller ikke vundet kampen om de mest eftertragtede talenter, men der er alligevel nogle navne, der er ganske lovende.

Det gælder for Matteo Jorgenson. Den unge amerikaner er en ganske alsidig skikkelse, der i 2019 endte som nr. 17 i Tour de l’Avenir, hvor han vandt pointtrøjen efter fire placeringer i top 10. De evner bekræftede han i august, hvor han i sit første monument sad med de bedste hjem i Milano-Sanremo, inden en skade kom på tværs. Med sin hurtighed, sit punch og sine fornuftige klatreevner ligner han en fremtidig ardennerrytter, der forhåbentlig kan vise sig frem i flere endagsløb både som hjælper og på egen hånd.

En anden rytter er Einer Rubio. Colombianeren tiltrak sig nogen opmærksomhed for sin 2. plads i Baby-Giroen i 2019, og derfor var forventninger forud for 2020 ganske store. Desværre havde han det i lang tid svært, men i Giroen viste han endelig lidt af formatet, både med sit angreb på 5. etape og ikke mindst med sin flotte 6. plads på den sidste bjergetape, hvor han holdt flot ud fra udbruddet, selvom favoritterne kom blæsende til sidst. Det indikerer en god motor tillige til de lovende klatreevner, og han skal blive interessant at følge i 2021, både som sandsynlig etapejæger i Giroen igen, som hjælper for kaptajnerne i de ugelange etapeløb og måske endda som klassementsrytter i mindre spanske etapeløb.

Læs også

Evenepoel giver opdatering på skader: Touren er ikke i fare

Det er vel også lidt for tidligt helt at opgive Gabriel Cullaigh. Briten var ganske vist en stor skuffelse i et 2020, hvor han hverken viste megen hurtighed eller robusthed, men der var altså en grund til, at han kørte så flot for Team Wiggins, hvor han vandt tre etaper i ganske pænt selskab i Volta ao Alentejo og vandt grusvejsløbet Rutland-Melton Cicle Classic, der er lidt af klassiker i England. Han viste sig også flot frem på, brostenene i Le Samyn og burde stadig være en mand til i hvert fald de knap så hårde brostensløb, ligesom han har hæderlige evner som sprinter - en rolle, der bør give ham masser af muligheder i de kommende år.

En anden af de lidt tungere ryttere, der måske kan gøre sig, er Johan Jacobs. Movistar viste ikke meget på brostenene i 2020, men Jacobs var en lille undtagelse. Bevares, han blev ikke set meget på tv-billederne, men i et knaldhårdt Gent-Wevelgem blev han faktisk nr. 16, selvom resten af holdet var fraværende og han selv uden megen erfaring. Han viste sig også frem med et flot angreb i finalen af EM-løbet og ligner en mand med potentiale i brostensløbene, i første omgang som hjælper for Ivan Garcia Cortina.

Det skal også blive interessant at se Gonzalo Serrano på et større hold. Man kan frygte, at han går lidt i glemmebogen som Eduard Prades, men i de mindre spanske løb burde der være masser af plads til at videreudvikle puncheurevnerne. Det er nok tvivlsomt, hvor langt han kommer, men sejren i Ruta del Sol i 2020 viser i hvert fald, at han er konkurrencedygtig.

Endelig er der naturligvis Ivan Garcia Cortina. Han er egentlig allerede for stort et navn til at indgå i denne sektion, men alligevel fortjener han omtale. Hans efterår i 2020 var nemlig så skuffende, at han igen glider lidt under radaren, men med de ben, der gav den fornemme 3. plads i Montreal i efteråret 2019, kan han meget vil få sit store brostensgennembrud i 2021 - i hvert fald hvis ikke han lider for meget under et hold, der ikke kan give ham alt for megen støtte.