Opvarmning til 2022: Hvad kan vi forvente af Bahrain-Victorious?

Nedenfor giver vi en analyse af Bahrain-Victorious.

Ryttere, der bliver på holdet

Yukiya Arashio, Phil Bauhaus, Pello Bilbao, Santiago Buitrago, Damiano Caruso, Sonny Colbrelli, Chun Kai Feng, Jack Haig, Heinrich Haussler, Mikel Landa, Ahmed Madan, Gino Mäder, Jonathan Milan, Matej Mohoric, Domen Novak, Hermann Pernsteiner, Wout Poels, Dylan Teuns, Jan Tratnik, Stephen Williams, Fred Wright

Nye ryttere

Luis Leon Sanchez (Astana-Premier Tech), Jasha Sütterlin (Team DSM), Kamil Gradek (Vini Zabu), Filip Maciejuk (Leopad Pro Cycling), Alejandro Osorio (Caja Rural-Seguros RGA), Johan Price-Pejtersen (Uno-X Pro Cycling Team), Edoardo Zambanini (Zalf Euromobil Fior)

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Ryttere, der forlader holdet

Eros Capecchi (stopper karrieren), Marcel Sieberg (stopper karrieren), Rafael Valls (stopper karrieren), Marco Haller (BORA-hansgrohe), Mark Padun (EF Education-Nippo), Scott Davies (stopper karrieren), Kevin Inkelaar (Leopard Pro Cycling)

Hvordan gik transfersæsonen?

“If it ain’t broke, don’t fix it!” Man forstår godt, hvis dette velkendte mundheld har siddet fast i ørerne på Milan Erzen gennem denne transfersæson, for han må stadig have grund til af og held at knibe sig i armen over den 2021-sæson, han og hans Bahrain-hold oplevede.

Den ellers så ambitiøse arabiske satsning, der i 2017 blev skudt i gang med Vincenzo Nibali som den altoverskyggende stjerne, havde nemlig i de første år lidt svært ved at få fast grund under fødderne. Uden succes var de bestemt ikke, når det blandt andet lykkedes Nibali at vinde to monumenter og gå på podiet i to grand tours i sine bare tre år på holdet, men ved siden af den italienske stjerne var resultaterne for få. Da holdet blev lanceret med et absolut topnavn i spidsen, var det ellers næsten umuligt ikke at få fornemmelsen af, at et nyt pengestærkt storhold var født, men det var meget svært at se i resultaterne, hvor holdet i sine fire første år på verdensranglisten blot endte som først nr. 14, siden nr. 7 i den flotte 2018-sæson og senest blot nr. 13 i både 2019 og 2020. Det er ikke just det, der kendetegner et storhold - og med Nibalis exit mistede holdet også noget stjernestøv, som afløseren Mikel Landa ikke helt har kunnet erstatte.

Der var heller ikke meget, der tydede på, at det skulle ændre sig i 2022. Truppen var ganske vist blevet styrket med blandt andre de lovende talenter Jack Haig og Gino Mäder, men i stedet havde man tabt det mest lovende klassikernavn, Ivan Garcia Cortina, i en transfersæson, hvor Erzen og co. havde været blandt de allermest passive. Det var ikke mærkeligt. Holdet slikkede nemlig sårene, efter at coronakrisen fik aflyst det storstilede samarbejde med McLaren, der skulle have bragt dem op i en helt anden liga, og derfor handlede sidste efterår mest af alt om at redde et hold, der pludselig havde mistet en masse kapital og fået trukket tæppet væk under sig.

At holdet skulle ende som 2021-sæsonens store komet lå derfor slet ikke i kortene - heller ikke efter et forår, der slet ikke gik som ønsket. Men da Sonny Colbrelli brød sin årelange forbandelse i Tour de Romandie i slutningen af april, så det ud til, at han dermed også ophævede den forbandelse, der havde hvilet over hele holdet siden begyndelsen. Siden det løb var både Bahrain og Colbrelli her, der og alle vegne. Italieneren blev euromester, vandt Benelux Tour og tog den helt store skalp i Paris-Roubaix. Holdet vandt to etaper i Giroen med hhv. Damiano Caruso og Gino Mäder, tre i Touren med hhv. Dylan Teuns og Matej Mohoric og én i Vueltaen med Caruso, og i Giroen blev Caruso en sensationel nr. 2, mens Haig og Mäder bragede ind på scenen med 3. og 5. pladser i Vueltaen. Også i Touren blev det til en top 10 med Pello Bilbao, selvom kaptajnen, Haig, var styrtet ud af løbet, og derudover blev Mohoric samlet nr. 2 i både Benelux og Polen - alt sammen krydret med et hav af andre flotte resultater fra et bredt spektrum af ryttere og alt sammen, mens holdets helt store stjerne, Landa, grundet uheld ikke bidrog med meget.

Da sæsonen var omme, var det slut med en tilværelse uden for ranglistens top 10. Bahrain var avanceret til den samlede 5. plads som ”the best of the rest” bag ”The Big Four - Deceuninck, Ineos, Jumbo og UAE - der synes at have monopol på ranglistens fire første pladser. Holdet er endda tættere på at bryde ind i top 4 end at blive overhalet bagfra, og dermed synes araberne endelig at have kurs mod den topstatus, de længe forgæves ledte efter.

I lyset af dette vilde gennembrud forstår man godt, at Erzen mest af alt har brugt vinteren på at konsolidere sig, og det har for andet år i træk været en stille transfersæson - i hvert fald hvis man ser på nyerhvervelser. Ved kontraktbordet har der nemlig været alt andet end stille, og den slovenske manager har haft rigeligt travlt med at sikre kontraktforlængelser med de fleste af holdets mest succesrige ryttere. Colbrelli, Caruso, Bilbao og Mohoric har alle sat deres underskrift på aftaler, der binder dem til Mellemøsten i yderligere nogle år, og i lyset af deres succes i 2021 har det næppe været nogen billig fornøjelse. Det er derfor svært at konkludere andet, end at det økonomiske fundament må være blevet genskabt efter det uheldige McLaren-eventyr.

Derfor kan det heller ikke undre, at der ikke har været meget tilovers til at finde nye ryttere, og her har arbejdet derfor mest været koncentreret om at finde de unge talenter, som holdet altid har haft meget stort fokus på. Blandt de seks nyerhvervelser er de fire således unge WorldTour-debutanter, og derudover er der kun blevet plads til to stærke og erfarne hjælperyttere. Til gengæld er det heller ikke alt for dramatisk på tabssiden, hvor tre veteraner indstiller lidt hensygnende karrierer, og to skadesramte talenter siger farvel, og hvor kun to exits må give grund til væsentlig ærgrelse.

Man får således svært ved at få pulsen alt for højt op, når man skal beskrive holdets nye ryttere, hvor kun Luis Leon Sanchez kan regnes som et stort navn. Det er dog efterhånden slut for veteranen med at levere nye resultater i de helt store løb, men som erfaren hjælper i grand tours er han stadig brølstærk og en forstærkning af de fleste hold - særligt et hold, der som Bahrain går efter succes i alle grand tours. Da han samtidig fortsat har for vane at vinde cykelløb hvert eneste år, som han har gjort uafbrudt siden 2007, er investeringen i Sanchez en af de gode og solide, der mest af alt skal hjælpe kaptajnerne med at levere.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Det samme gælder for Jasha Sütterlin. Tyskeren er ligeledes en udpræget hjælper, men hans opgaver er helt anderledes, end de er det for Sanchez. Det er nemlig i fladt terræn, at han skal levere, og han er primært hentet til holdet som lead-out man for Phil Bauhaus og som støtte i brostensklassikerne. Førstnævnte bliver nok den primære opgave, og her skal han erstatte erfarne Marcel Sieberg, der vel i flere år var verdens bedste mand i rollen omkring kilometermærket. I de senere år har det dog haltet mere for den erfarne tysker, men om Sütterlin alligevel kan erstatte ham, skal stadig bevises. Tyskeren har nemlig på sine hidtidige to hold ikke excelleret voldsomt i sin rolle i toget. Derudover vil han kunne hjælpe Colbelli i de tidligere faser af brostensklassikerne. Af samme type er Kamil Gradek, der var en lidt bizar signing i begyndelsen af januar. Kortvarigt kørte han nogle fornuftige enkeltstarter, men det er allerede længe siden. Også han bliver ren hjælper i fladlandet og i selvsamme klassikere.

Netop i brostensklassikerne oplever holdet deres første større tab. Marco Haller var i mange år kendt som en ganske fremragende lead-out man, men det er en rolle, han i de seneste år har haft i mindre grad. I stedet har han i 2021 fået sit helt store gennembrud på brostenene, hvor han var slet og ret fremragende i E3 og senere kørte en flot Flandern Rundt, og i en situation, hvor Colbrelli kan ventes at have enorme ambitioner i den kommende sæson, vil Haller i den grad blive savnet. Det vil han også som lead-out i de løb, hvor han stadig spillede den rolle, og det gør derfor utvivlsomt ondt, at det ikke lykkedes at fastholde ham.

Mindst lige så ondt gør tabet af Mark Padun. Det kan godt være, at der i de første som professionel er gået ca. 20 dårlige løb for hvert godt, men når man ser på de sejre, han har leveret, kan man ikke være i tvivl om, at der er tale om et kolossalt talent. Særligt hans vilde weekend under årets Dauphiné vidnede om, at han på sine store dage kan være en af verdens bedste bjergryttere, og i det lys må det være enormt ærgerligt, at holdet ikke får lov at forsøge at tilføre ham den stabilitet, han hidtil har manglet. Hans skifte har været omgærdet af megen mystik, og det har stået temmelig uklart, om det er ham selv, der forlader holdet, eller om der er andre årsager til skiftet, men i lyset af det, han leverede i momenter i 2021, er det en klar svækkelse - særligt på længere sigt. Så er det langt mindre dramatisk, at holdet ikke har forlænget kontrakten med veteranen Eros Capecchi, der efter et dramatisk niveaufald i de seneste år nu vælger at indstille karrieren, og at en anden veteran, Rafael Valls, der efter sin nærmest endeløse serie af skader aldrig rigtigt har genfundet et højt niveau, fortrød sin kontraktforlængelse og i stedet også kører cyklen i garagen.

Den anden del af transferkampagnen har fuldt fokus på talenterne. Først siger man farvel til to fejlslagne projekter. Den ene er Scott Davies, der var ganske lovende som U23, men nu igennem først tiden hos Dimension Data og siden hos Bahrain har været så massivt forfulgt af skader, at han med meget få løb i benene må indstille karrieren. Den anden er Kevin Inkelaar, der havde vist ganske hæderlige takter som U23-rytter, men har haft det meget svært i sine to år som professionel. Man kan altid diskutere, om chancen var for kort, men man kan ikke argumentere imod, at det har været uhyre småt med resultaterne hidtil.

I stedet satses der på fire nye navne, der kan deles i to tungere og to lettere ryttere. Det mest etablerede er utvivlsomt Alejandro Osorio, der allerede har været professionel i tre år hos hhv. Nippo og Caja Rural efter en bragende flot U23-sæson i 2018, hvor han vandt en bjergetape og endte som nr. 6 i Baby-Giroen, inden han også var med i front på bjergetaperne i Tour de l’Avenir. Desværre er hans stjerne falmet voldsomt hidtil, men i 2021 var der så klare fremgangstegn, at det bestemt ikke er umuligt, at gennembruddet snart kan komme. Det skal i hvert fald blive spændende at se, hvad Bahrain kan få ud af den colombianske klatrer.

Det andet mere kendte navn er danske Johan Price-Pejtersen. Den berømmelse skyldes naturligvis hans VM-titel, og det er selvfølgelig først og fremmest tempoevnerne, der har fået Bahrain til at kaste snøren ud. Det er imidlertid også klart, at tempotalent sjældent rækker til en hel WorldTour-karriere, og de bliver nu Prices opgave at bevise, at han også kan udvikle sit repertoire til linjeløb, hvor han hidtil ikke har vist meget. Her ligner han som mange andre tempospecialister først og fremmest en af den slags råstærke tempotyper, der kan hjælpe i brostensklassikere og sprintertog, men hvor langt han an komme i den rolle, skal han i de kommende år bevise - samtidig med at han naturligvis skal videreudvikle de tempoevner, der åbenlyst er fremragende.

Det andet lidt tungere talent er Filip Maciejuk. Ligesom Price har han kørt nogle ganske stærke enkeltstarter, hvilket har givet anledning til ikke færre end tre mindre etapeløbssejre, men at kalde ham specialist vil nok være en overdrivelse. Tværtimod er han en relativt alsidig herre, der også har en god spurt, men han har også været meget svingende i sine præstationer. Han ligner en rytter, der kunne have et vist potentiale i klassikerne, men 2021 viste også, at der er et stykke vej, inden vi kan vente de første resultater på højere niveau.

Det sidste talent er som Osorio i den lettere kategori. Edoardo Zambanini er i de seneste to sæsoner blevet hhv. nr. 10 og 13 i Baby-Giroen og har dermed dokumenteret, at han kan køre hæderligt opad. Sammenlignet med den talentmasse, vi har set i U23-etapeløbene i de senere år, skiller han sig dog ikke ud som et oplagt bud på en kommende stor italiensk etapeløbsstjerne, og resultaterne har fortsat været relativt beskedne. Der er utvivlsomt et stykke vej, inden han eventuelt kan bidrage med resultater, men det må trods alt læses som en betydelig tillidserklæring, at et stort hold som Bahrain trods de relativt begrænsede resultater har valgt at give ham en chance på højeste niveau.

Samlet set er det således svært at betegne transferkampagnen som andet end en succes, men det skyldes alene, at det lykkedes at forlænge med langt hovedparten af nøglerytterne. Truppen er i alt væsentligt uforandret, men det gør ondt, at Haller og særligt Padun siger farvel. Sanchez er en uhyre erfaren og brugbar rytter i en lang række sammenhænge, men modsat Padun har han ikke fremtiden foran sig. Det har holdets nye talenter, men selvom særligt Osorio må regnes som en rytter, der også på relativt kort sigt måske kan levere resultater, har de ikke vundet kampen om sportens største kometer. Det bliver altså et relativt uforandret Bahrain-hold, vi kommer til at se i 2022 - og så kan de bare krydse fingre for, at den kommende sæson ikke bliver øjeblikket, hvor Padun pludselig brager igennem på den store scene.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

Bahrain havde en vild 2021-sæson, hvor de endelig fik det gennembrud, de i mange år har stræbt efter, men faktisk var det først fra Tour de Romandie og frem, at tingene begyndte at fungere. Klassikerkampagnen i foråret var faktisk en enorm skuffelse, og da den første store serie af endagsløb var ovre, havde Bahrain snarere kurs mod fiasko end succes.

Det blev der som bekendt lavet godt og grundigt om på, og det gjaldt i den grad også i endagsløbene. Sonny Colbrellis vanvidsefterår inkluderede både monument- og EM-sejr, og Matej Mohoric var meget tæt på at tage en stor endagsskalp i San Sebastian. På den baggrund er det med andre forventninger, at holdet gør ind til 2022-sæsonen.

Omdrejningspunktet er naturligvis igen Colbrelli. I efteråret var italieneren fuldt på højde med verdens bedste, og han har ikke lagt skjul på, at det kommende forår handler om at bevise, at der ikke bare vare tale om en gylden åre af form, men at han vitterligt fremover skal regnes som en af den absolutte elite. Det skal han overbevise os om gennem et forår, der vil inkludere de fleste store endagsløb mellem åbningsweekenden og Paris-Roubaix. Han har endda leget lidt med tanken om fremover også at forsøge sig i Liege, men det bliver ikke i denne omgang.

I princippet kan Colbrelli vinde det hele. Han har stadig sit store gennembrud i de flamske løb til gode, men det skyldes ikke manglende potentiale. Tværtimod endte han i top 10 i sit allerførste Flandern Rundt, men siden dengang har han af forskellige årsager aldrig ramt formen, når det gjaldt. Nu kører han åbenlyst rundt på et helt andet niveau, og som vi så i Benelux Tour og ved VM, har ”den nye Colbrelli” absolut ingen problemer med eksplosive brostensstigninger - tværtimod.

Det er klart, at det er de hårde løb, nemlig Flandern, E3 og Omloop, der passer ham bedst, men han vil have chancer i de fleste. Hans eneste gode forårsklassiker i 2021 var Gent-Wevelgem, og selvom han kan få svært ved at vinde en massespurt - selvom det ikke er umuligt - vil han være en af favoritterne i en hård udgave. Det samme gælder i Dwars door Vlaanderen, og med lidt held i sprøjten kan han også vinde sprinterløbet i Kuurne. Det hele kulminerer naturligvis med titelforsvaret i Roubaix, som faktisk er et løb, der på papiret passer ham knap så godt. Af samme årsag har han også altid skippet det for at satse på Amstel Gold Race, men når nu det lykkedes at vinde i første forsøg, er det klart, at hans mening om løbet har ændret sig markant.

Med den nye kalender vil han også igen satse på Amstel, hvor han fik sit første store klassikerresultat med 3. pladsen i Bardiani-tiden. Særligt med hans forbedrede klatreevner er det nu måske endda den klassiker, der passer ham allerbedst, og han vil være en af de tunge favoritter. Det bliver til gengæld mere tvivlsomt, om den nye kalender gør det muligt for ham også at satse på yndlingsløbet, Brabantse Pijl, som han tidligere har vundet. Ruten passer ham som god i hose, men når det nu er klemt inde mellem Amstel og Roubaix, kan det være en potentiel sejr, han må skippe. Endelig drømmer han stort om at vinde på hjemmebanen i Sanremo, hvor han flere gange har været i top 10. Det kan sagtens lade sig gøre i 2022. Måske får han svært ved at vinde en massespurt, men ”den nye Colbrelli” kan sagtens køre med de bedste i et offensivt løb på Poggio - og så er han pludselig rigtigt farlig.

Colbrellis løjtnant bliver Matej Mohoric, der sjovt nok aldrig har fået sit store gennembrud i klassikerne. Det var imidlertid helt klart, at han kørte rundt på et helt nyt niveau i efteråret, hvor han var her, der og alle vegne, og hvis han har samme form som i Benelux Tour, hvor han og Colbrelli tog dobbeltsejre på både brostens- og ardennerklassikerne, burde gennembruddet komme i 2022. Det er stadig lidt uklart, hvor mange af løbene han vil køre. De hårdeste af de flamske løb, nemlig Flandern, E3 og Omloop, burde passe ham glimrende, og det samme gælder for Amstel. Milano-Sanremo kan han også køre, for her har han før udnyttet nedkørslen fra Poggio til at sidde med i første gruppe, og i det tilfælde har også han mulighed for at lave ”en Stuyven”.

Modsat Colbrelli vil han også køre Liege, hvor han i 2020 faktisk indhentede favoritkvartetten på opløbsstrækningen i Liege, og med sine nuværende klatreevner kan han sagtens lave et resultat igen. Det bliver dog en vanskeligere opgave at matche de allerbedste klatrere, og hans bedste strategi kunne være at angribe tidligt. Det er han til gengæld også pokkers god til. Han er også en sandsynlig kandidat til Strade Bianche, der ligeledes nu burde være en glimrende mulighed i lyset af den stærkt forbedrede klatring, han fremviste i 2021. Til gengæld er det nok tvivlsomt, om han vil satse på Roubaix, der passer ham dårligere.

Bag de to kaptajner er der Fred Wright, der står foran et stort gennembrud. Den unge brite var fremragende i 2021, hvor han med et stort Tour de Suisse sikrede sig en plads i Touren. I efteråret imponerede han stort i Benelux Tour, og selvom han vil stå i skyggen af Colbrelli og Mohoric, kan han blive en uhyre positiv overraskelse i brostensløbene. Han ledsages af veteranen Heinrich Haussler, der stadig var god nok til en top 10 i Roubaix i efteråret og er en aldeles glimrende løjtnant dybt inde i finalerne, ligesom det kunne være interessant at se unge Jonathan Milan i særligt Paris-Roubaix. Det er også tænkeligt, at Dylan Teuns kører Omloop og Flandern Rundt, hvor han før har gjort det godt, men løbene passer ham ikke helt ideelt. Endelig har holdet en stærk sprinter i Phil Bauhaus, der måske ikke er favorit, men med det rette held kan gå på podiet i Scheldeprijs og De Panne.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

I Ardennerne får holdet det lidt sværere. Mohoric er en kandidat, men mere outsider end favorit, og derudover satses der på Teuns, der imidlertid har meget at bevise. Med sin tidlige podieplads i Fleche Wallonne havde han kurs mod stjernerne, men et par sløje sæsoner har fået hans stjerne til at falme. Hans Tour-etapesejr vidner stadig om en vis klasse, men han vil kun være outsider i Amstel, Liege og Fleche, hvor det er sidstnævnte, der passer ham bedst. Det samme gælder for den tidligere Liege-vinder Wout Poels, der desværre må sande, at han har haft sine bedste år. Det virker også sandsynligt, at holdet vil møde med Jack Haig og Gino Mäder, men de har ikke deres spidskompetence på eksplosive stigninger og er snarere top 10- end vinderkandidater.

Mere potentiale har den ret eksplosive Santiago Buitrago, der gjorde fine fremskridt i 2021 og har potentiale til at overraske, ligesom erfarne Damiano Caruso nu også meget vel kan ender med at skulle til Ardennerne, hvor han sagtens kan være top 10-kandidat, selvom eksplosiviteten ikke er, hvad den var engang. Både Caruso og Buitrago kunne måske også gøre Mohoric selskab i Strade Bianche, hvor de vil kunne være outsidere, og også Pello Bilbao har gjort et mål ud af den italienske klassiker, hvor han før har gjort det godt. Og så kunne det være meget interessant at få en ide om den lovende Stephen Williams’ klassikerpotentiale, nu hvor han efter sine mange skader endelig er i gang med det gennembrud, man har ventet på.

I efteråret har holdet også fremragende muligheder. Mohoric var tæt på at vinde i San Sebastian sidste år, men det var via offensiv kørsel. Løbet passer ham ikke som fod i hose, og det ligger nok bedre til lokale Bilbao, Poels og Teuns, hvis de har lidt at skyde med efter Touren, ligesom Mikel Landa før har været toneangivende på hjemmebanen, selvom ruten passer ham dårligt. Bauhaus vil være en fin podiekandidat på hjemmebanen i Hamburg, og Colbrelli, Wright og Mohoric passer glimrende til Bretagne, hvis de giver det franske løb et skud. Det er dog særligt i Canada, hvor potentialet er til stede. Colbrelli er skabt til de to puncheurspurter, som han må vinde før eller siden, og det er også gode løb for Mohoric, hvis han angriber tidligt. Endelig vil holdet også forsøge sig i de italienske klassikere. Teuns har tidligere været på podiet i Lombardiet, men det er faktisk et løb, der er en anelse for hårdt. I stedet passer det bedre til Poels, Haig, der før har gjort det godt i løbet, Caruso, Bilbao og Mäder, selvom de alle må nøjes med outsiderroller.

Hvad kan vi forvente i grand tours?

Selvom holdets kaptajn, Mikel Landa, endte sæsonen med to store skuffelser, var grand tour-sæsonen en gigantisk succes for Bahrain. Det blev til en 2. plads i Giroen med Damiano Caruso, en 3. og en 5. plads i Vueltaen med hhv. Jack Haig og Gino Mäder samt en 9. plads Pello Bilbao i Touren - og det selvom holdets forhåndskaptajn ikke gennemførte én eneste af løbene. Alt sammen blev det krydret med et hav af etapesejre, da Caruso og Mäder vandt i Giroen, Matej Mohoric og Dylan Teuns stod for i alt tre sejre i Touren, og Caruso leverede et mindeværdigt soloridt i Vueltaen.

Den serie af resultater kan blive næsten umulig at overgå, men Bahrain er uhyre stabile i de lange etapeløb. I 2020 havde de også hele fem forskellige ryttere i top 10 i de tre grand tours, og vi skal helt tilbage til Vueltaen i 2019 for at finde et løb, hvor holdet slet ikke spillede en rolle i klassementet.

Der er ikke meget, der taler for, at stimen bliver brudt i 2022. Holdet har nemlig en nærmest endeløs serie af klassementsryttere, og de kan gå ind til alle tre løb med flere top 10-kandidater, hvilket også er en nødvendighed, hvis kaptajnerne har samme mangel på held, som de havde i 2021. I første omgang var meldingen, at holdet ville satse alt på Touren og møde med hele A-kæden i Frankrig. Af samme grund fik Caruso og Sonny Colbrelli, der ellers begge havde køre på hjemmebanen i Giroen, besked på at droppe deres lokale løb for i stedet at satse alt på verdens største begivenhed.

Sådan gik det dog ikke helt. Da der blev præsenteret en rute, der var nærmest renset for enkeltstartskilometer, fik Landa lov at gøre Giroen til sit hovedmål. Derfor vil holdet rejse til Italien med et hold, der vil være 100% bygget op om den baskiske kaptajn. Måske virker det usandsynligt, at han nogensinde vil vinde en grand tour, men man kan bestemt ikke udelukke podiet. Han så ganske flyvende ud i sidste års Giro, indtil han styrtede, og det er trods alt ikke meget mere end et år siden, at han blev nr. 4 i Touren. Undgår han sine mange styrt, er han på denne rute bestemt podiekandidat.

Han vil blive ledsaget af Pello Bilbao. Efter at have kørt fire grand tours på under et år valgte baskeren at trække stikket i Paris, hvor han endte som nr. 9, og han er nu frisk og veludhvilet igen. Selvom han stræber efter top 5 eller podiet, virker det i et relativt stærkt felt ikke som et sandsynligt scenarium. Til gengæld har han nu flere gange vist, at han sagtens kan gå i top 10, særligt hvis Landa ikke er flyvende og dermed giver ham lidt ekstra plads.

Det er uklart, hvordan resten af holdet vil se ud. Det kan ikke helt udelukkes, at der kan blive plads til Phil Bauhaus, som bestemt har mulighed for at vinde en etape, selvom der vil være større favoritter end ham. Det er også muligt, at unge Jonathan Milan skal have grand tour-debut, og han vil også kunne køre et par hæderlige massespurter, ligesom han kan teste sig selv på enkeltstarterne, der dog nok er for kuperede til, at han kan være med fremme.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Det er også uklart, hvem der skal støtte Landa i bjergene, men det kunne blive den uhyre lovende Stephen Williams, der nu i skadesfri udgave efter sin imponerede sejr i CRO Race i efteråret står foran sit helt store gennembrud og måske kunne overraske med en samlet top 10, hvis kaptajnen fejler. Holdet vil sikkert også komme med Hermann Pernsteiner, der var i top 10 i 2020, men skal rejse sig efter en skidt, skidt sæson. Også Santiago Buitrago må være en kandidat efter et 2021, hvor han gjorde fine fremskridt, ligesom det gælder for Alejandro Osorio, der i 2021 endelig viste lidt af sit ellers hensygnende potentiale. Endelig vil veteranen Luis Leon Sanchez sikkert være til start, men selvom han skulle få frihed en dag eller to, er det nok tvivlsomt, om han stadig er stærk nok til at tage den grand tour-etapesejr, han ikke har taget i mange år.

Til Touren kommer holdet ganske rigtigt med A-holdet, selvom Landa har fået lov at gøre Giroen til hovedmålet. Han vil være til start igen, og han har før vist, at han sagtens kan gøre det godt i to grand tours i træk. Ruten passer ham dog ganske dårligt, og med Giroen i benene vil det være en overraskelse, hvis han ender helt fremme. Kikser hans klassement, vil han til gengæld være et storartet bud på en etapesejr.

Holdets mere sikre kort er Jack Haig, der igennem adskillige år har været så lovende, men af flere forskellige årsager aldrig fik sit gennembrud. Det gjorde han endelig i Vueltaen, og nu er målet at lave et resultat i Touren, gerne i top 5. Evnerne rækker utvivlsomt, men ruten passer ham desværre ikke optimalt, selvom der arbejdes på at forbedre hans enkeltstart. Holdets tredje kandidat er Gino Mäder, der ikke helt har Haigs niveau endnu, men også er i en rivende udvikling. Også for ham gælder dog, at ruten ikke er helt ideel, og han skal også bevise, at han kan finde den stabilitet, der har været en mangelvare i den første del af hans karriere.

Det er mere uklart, om Damiano Caruso skal køre klassement. Selv har han sagt, at han hellere vil vinde den etape, der bringer ham ind i klubben med sejre i alle tre grand tours, og han vil helt sikkert have det fint med en hjælperrolle. Det er dog også velkendt, at hjælperytteren Caruso utallige gange har været en fremragende backup, og det kan sagtens være igen, selvom han nok ikke ender som nr. 2, som han gjorde i sidste års Giro.

Derudover vil holdet utvivlsomt også give noget frihed til at jagte etaper. Det gælder særligt for Sonny Colbrelli, der nu er så god, at han kan vinde i snart sagt alle terræner. Om han får lov at jagte den grønne trøje og deltage i massespurter, har vi til gode at se, men han er trods alt nok heller ikke helt hurtig nok til, at det er helt realistisk, at han kan vinde den trikot. Derudover har holdet Mohoric, der vandt to gange i 2021 og sagtens kan gøre det igen, Dylan Teuns, der er så uhyre ustabil, men alligevel vandt en etape i både 2019 og 2021, og Wout Poels, der måske ikke er som i gamle dage, men alligevel kørte et flot og offensivt løb sidste år, hvor han også var i spil til bjergtrøjen.

Holdets ambitioner i Vueltaen er knap så klare. Haig og Mäder regner begge med at køre, hvis de er friske, men det er stadig uklart, om de to unge ryttere allerede nu kan satse på to grand tours i træk. Begge har dog deres dieselmotor som deres store styrke, og det synes derfor ikke at være helt umuligt for dem at præstere i begge løb. Derudover vender Bilbao tilbage efter flere års fravær, og han vil også her være en solid top 10-kandidat, ligesom løbet kunne være en chance for Williams og Buitrago, der begge kan overraske, men det vil nok forudsætte, at de har droppet Giroen. Poels kunne måske overveje at jagte et klassement efter sin top 10 i 2020, men han synes at have lagt de ambitioner på hylden. Andre kandidat til etapesejre kunne være Sanchez, Teuns, Pernsteiner og Osorio. Det virker sandsynligt, at holdet vil komme med en sprinter, enten i form af Bauhaus eller Milan, og så kunne det være uhyre interessant med en grand tour-debut til Johan Price-Pejtersen, der burde kunne gøre det aldeles fremragende både på holdløbet og den helt flade enkeltstart.

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

Med sine mange klassementsryttere har Bahrain et hav af kandidater til at satse på de ugelange etapeløb, men desværre står de knap så stærkt her, som de gør i grand tours. Her spiller enkeltstarter nemlig typisk en stor rolle, og det har været lidt af en akilleshæl for holdet. De fleste af holdets klatrere er temposvage, og selvom de to, der ikke er, nemlig Damiano Caruso og Pello Bilbao, har ikke kørt deres bedste enkeltstarter i nogen tid.

Derfor vil de ofte stille til start med gode top 10-, top 5- og måske endda også podiechancer, men det vil være en overraskelse, hvis holdet vinder et af de ugelange løb. Bedst chance har de nok i Catalonien, der som det eneste af de store løb ventes at være uden enkeltstart, og her stiller de endda med Jack Haig, der lider lidt under, at hans motor ikke er så god over bare én uge, men kan gøre det fremragende i det catalanske løb. Han satser også på UAE Tour og Paris-nice, hvor han også vil kunne gøre det godt. Damiano Caruso er mere tempostærk, og hvis han vitterligt kan genfinde sit tårnhøje klatreniveau fra Giroen, kan han blive rigtigt interessant i Tirreno, Baskerlandet og Romandiet. Pello Bilbao satser stort på hjemmebanen i Baskerlandet, ligesom han også kører Tour of the Alps, men evnerne rækker nok ikke til at være med helt fremme i kampen om sejren. Gino Mäder lider lidt under sin enkeltstart, men han er klar til at tage næste skridt på hjemmebanen i Romandiet og Schweiz, hvor han satser stort. Holdet har naturligvis også kaptajnen, Mikel Landa, der lider voldsomt under sin enkeltstart, men som trods alt endte på podiet i Tirreno sidste år og altid gør det fornuftigt på hjemmebanen i Baskerlandet. Endelig har Wout Poels indikeret, at han gerne vil køre klassement i kortere løb, men han synes at være ovre sine bedste år.

Skal holdet vinde et ugelangt etapeløb på WorldTouren, kan det dog meget vel være i Benelux Tour. Her blev det til dobbeltsejr med Sonny Colbrelli og Matej Mohoric, og de ventes igen at stille til start blandt favoritter. Fred Wright burde også have potentiale for at overraske positivt i et løb, der passer ham. Mohoric plejer også at satse på Tour de Pologne, men med en rute, der ser ud til næsten alene at skulle afgøres på en stærkt kuperet enkeltstart, bliver det vanskeligere i år. Det samme gælder for den tidligere vinder Teuns.

Læs også

Tour-vinder vil tage revanche i Liege efter misset Fléche Wallonne-sejr

Det bliver også uhyre interessant at se, hvor meget Stephen Williams kan som klassementsrytter. Han har allerede vundet CRO Race og er nu klar til større løb. Hans enkeltstart er ikke god, og han kan blive låst af de mange stjerner, men han kan overraske. Det samme kan den mere eksplosive Santiago Buitrago, der gjorde det så fint i Burgos sidste år. Særligt i løb uden for WorldTouren vil de kunne køre med om sejren. Alejandro Osorio vil måske også kunne få et par chance i mindre løb.

Holdet er svagt besat på sprintersiden, men de vil satse en del på Phil Bauhaus, der nu har bevist, at han kan være med helt fremme i spurterne på WorldTouren. Han vil nok særligt satse på de meget sprintervenlige løb som UAE Tour, Tour de Pologne og Benelux Tour, og han kan sagtens tage en WorldTour-sejr, som han senest gjorde det i Polen i sommer. Holdet har naturligvis derudover også Sonny Colbrelli, der ikke kan vinde de store massespurter mod de hurtigste, men sidste år slog til i de hårde løb i Romandiet og Dauphiné. Det kan han gøre igen, særligt i Romandiet, hvor han nu endelig har brudt forbandelsen. Endelig skal den lovende Jonathan Milan også vise, om han virkelig kan sprinte på højeste niveau, ligesom Fred Wright måske også vil spurte lidt, selvom han ikke ligner en rigtig sprintertype.

Holdet er ikke noget tempohold - faktisk hr det jo netop været en akilleshæl - men det skal Johan Price-Pejtersen ændre. Han viste ved EM, at hans tid kunne række til top 10 hos eliten, og derfor skal han blive uhyre interessant på de enkeltstarter, han får lov at køre. Også Milan er tempostærk og kendt fra det brølstærke italienske banelandshold, men han har endnu ikke danskerens resultater på landevejen.

Endelig vil holdet også køre nogle mindre endagsløb. Colbrelli plejer næsten altid at være god for mindst en sejr i Italien, og Luis Leon Sanchez skal også i mindre løb forsøge at holde sin imponerende sejrsstime i live - en stime, der har givet sejre i hver eneste sæson siden 2007. Sejrene bliver dog sværere og sværere at sikre sig, og der synes ikke længere at være garantier. Også Buitrago kunne måske være en mand, der kan køre med om sejren i et kuperet endagsløb.

Hvem kan overraske?

Det kunne jo være nærliggende at pege på Jack Haig og Gino Mäder, der begge stadig er ganske unge og i rivende udvikling, men når de nu begge har været i top 5 i en grand tour, er overraskelsesfaktoren nok en smule begrænset. I stedet bør man fremhæve en anden lovende klatrer, nemlig Stephen Williams. Den unge brite var efter sin U23-karriere et af de mest spændende navne, men en grim knæskade satte ham så meget tilbage, at man næsten begyndte at frygte for hans karriere. Det var heldigvis helt ubegrundet, og han bragede ind på scenen i 2021, hvor han efter en serie lovende resultater slet og ret satte Simon Yates til vægs i CRO Race. Det skal blive uhyre interessant at se ham tage næste skridt i 2022, selvom holdets mange klatrere kan låse ham lidt. Han har allerede vist, at han kan vinde etapeløb på 2.1-niveau, og det kan han gøre igen, men nu skal han også stræbe efter top 10 på WorldTouren, selvom han lider under en dårlig enkeltstart. Han ventes også at gøre grand tour-debut i Giroen eller Vueltaen, og skulle holdets kaptajn igen blive sat tilbage, skal man ikke udelukke, at han kan ende som en overraskelse.

Den anden unge klatrer er Santiago Buitrago. Han er ikke helt så langt som Williams, men hans præstation i Vuelta a Burgos viste, at han efter en lidt svær start er ved at være konkurrencedygtig. Han ligner måske stadig lidt mere en puncheurtype end en helt klassisk klatrer, men det bliver vi forhåbentlig klogere på i det kommende år. Også han lider under en svag enkeltstart, men han kan tage næste skridt ved at vinde et mindre etapeløb, som Williams gjorde i 2021.

Holdet har også hentet Alejandro Osorio, der var så lovende, da han blev professionel. Efter nogle svage år er han dog gledet helt ud af radaren, men der var opløftende takter i 2021. Han er dog præget af en enorm ustabil og synes lige nu ikke at være helt lige så lovende som Williams og Buitrago.

I feltet af tungere ryttere finder vi Fred Wright, der overraskede særdeles positivt allerede i 2021. Det skere først i bjergene i Schweiz, hvor han ellers var helt uden for sit terræn, inden han kørte et fornemt Tour de France. Bedst var det dog i Benelux Tour, hvor han på brostensetapen endte som nr. 5 - bag sine to kaptajner, Colbrelli og Mohoric - hvilket vidner om, at der kan vente et helt stort klassikergennembrud på brostenene i den kommende sæson. Det så vi også ved de britiske mesterskaber til sidste på sæsonen. Han er også spurtstærk, men næppe stærk nok til at vinde massespurter.

Det burde Jonathan Milan til gengæld være. Den unge italiener har foreløbig satset alt på banen - en satsning, der var med til at knuse de danske gulddrømme i Tokyo - og nu skal vi se, hvad han kan på landevejen. Han har allerede spurtet lidt, som da han sikrede sig en fin 2. plads bag Pascal Ackermann, lige inden han rejste til Tokyo. Han synes fortsat er være meget tung og uden megen holdbarhed, men han synes at have et lovende sprinterpotentiale. Han er også en udmærket temporytter, selvom hans resultater fortsat er lidt begrænsede.

Det er de til gengæld for verdens- og europamester Johan Price-Pejtersen. Vi vil næppe se meget til den unge dansker i linjeløbene, hvor han nok skal indstille sig på en ren hjælperrolle, men han burde kunne give den fuld gas på enkeltstarterne. Sidste år rakte hans tid til EM til en plads i top 10 hos eliten, og det vidner om, at han burde kunne levere pæne resultater med det samme - i hvert fald, hvis han kan bryde den lidt triste tendens til, at de bedste temporyttere i U23-klassen sjældent rammer den absolutte top hos elite. Holdets sidste unge temporytter er Filip Maciejuk, men han synes ikke helt at have samme potentiale, og han vil formentlig mest bruge sæsonen på at lære i brostensklassikerne.

Endelig er der den helt nye Edoardo Zambanini. Han er en lidt diffus type, der kan blive svær at blive klog på, men selvom det ikke er blevet til mange sejre, har han en imponerende række af fine resultater i Italien. Han er udmærket på stigningerne, men synes ikke at være rigtig klatrer, og hans mange resultater i endagsløb peger mere i retning af en karriere i Ardennerne. Vi skal næppe vente de helt store resultater allerede nu, men forhåbentlig kan 2022 give en bedre ide om både karakteristika og potentiale.