Opvarmning til 2022: Hvad kan vi forvente af Groupama-FDJ?

Nedenfor giver vi en analyse af Groupama-FDJ.

Ryttere, der bliver på holdet

Bruno Armirail, Matteo Badilatti, Clement Davy, Arnaud Demare, Antoine Duchesne, David Gaudu, Kevin Geniets, Jacopo Guarnieri, Ignatas Konovalovas, Stefan Küng, Matthieu Ladagnous, Olivier Le Gac, Fabian Lienhard, Tobias Ludvigsson, Valentin Madouas, Rudy Molard, Thibaut Pinot, Sebastien Reichenbach, Anthony Roux, Miles Scotson, Ramon Sinkeldam, Jake Stewart, Michael Storer, Attila Valter, Lars van den Berg

Nye ryttere

Quentin Pacher (B&B Hotels p/b KTM), Michael Storer (Team DSM), Bram Welten (Team Arkea-Samsic), Lewis Askey (Equipe continentale Groupama-FDJ)

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Ryttere, der forlader holdet

William Bonnet (stopper karrieren), Mickael Delage (stopper karrieren), Benjamin Thomas (Cofidis), Romain Seigle (?), Alexys Brunel (UAE-Team Emirates), Simon Guglielmi (Team Arkea Samsic)

Hvordan gik transfersæsonen?

FDJ-manager Marc Madiot er kendt for at være en temperamentsfuld herre. Derfor var det måske meget nærliggende at forvente, at han kunne være den iltre type, der i et raseriudbrud fyrede halvdelen af holdet og gennemførte en paladsrevolution, hvis han oplevede en sæson, der ikke spillede som ønsket. Man ville i hvert fald ikke være blevet overrasket, hvis Madiot gennem årene med jævne mellemrum havde skiftet halvdelen af sin trup ud.

Intet kunne imidlertid være mere forkert. På transfermarkedet hører Madiot til blandt WorldTourens klart mest konservative, og han gennemfører stort set altid kun finjusteringer af sin trup, selv efter sæsoner der var mindre gode. I de seneste tre sæsoner har han således hver gang blot suppleret sit hold med fire nye navne, og det har kun i meget begrænset omfang været større navne. Madiot tror fuldt og fast på de kaptajner, han allerede har, og hans strategi har i alt væsentligt bestået i at finde unge talenter - gerne fra deres eget udviklingshold - og at udse sig strategisk velvalgte nøglehjælpere til kaptajngruppen, der i dag tæller Thibaut Pinot, Arnaud Demare, David Gaudu, Stefan Küng og i stigende grad vel også Valentin Madouas samt snart også Jake Stewart.

I år spillede det heller ikke rigtigt for franskmændene. Ryggen betød, at sæsonen var til skraldespanden for Pinot, og 2020-sejrskongen Demare lykkedes kun med en sejr i sæsonens allersidste klassiker at komme gennem året med skindet på næsen. Nok havde Gaudu en flot sæson, ligesom Küng kørte fremragende enkeltstarter, og Madouas i efteråret kom tilbage på sporet, men for et hold med FDJs ambitioner er bare to WorldTour-sejre alt for lidt. Med deres store aktivitet i mindre franske løb lykkedes det at vinde ikke færre end 22 gange, hvilket faktisk indbragte nok point til at ende helt oppe på ranglistens 9. plads, men det gjorde ondt, at holdet var så anonyme i de største løb.

Det har imidlertid ikke fået Madiot til at skifte kurs. Tværtimod fastholder han den velkendte strategi, og også i år nøjes han således med at hente præcis fire nye ryttere til holdet. Da der endda samtidig siges farvel til seks, bliver der tale om en smallere trup end tidligere, og transferstrategien har været den samme. Madiot har nøje udset sig tre nøglehjælpere, der ikke som udgangspunkt er store navne, og derudover er der blevet plads til ét talent fra udviklingsholdet. Denne gang er de tre nøglehjælpere fordelt sådan, at der er to forstærkninger til gruppen omkring Pinot og Gaudu samt én forstærkning til sprintergruppen omkring Demare.

Det var i hvert fald Madiots oprindelige hensigt, at han mest af alt var på jagt efter hjælpere, men måske stod han i den forbindelse for transfersæsonens lykketræf. I hvert fald var blækket på kontrakten med den stagnerede Michael Storer slet ikke blevet tørt endnu, inden australieren pludselig begyndte at vinde cykelløb og stod for et af sæsonens flotteste gennembrud. Den engang så lovende Storer havde ellers i nu nogen tid lignet en af de mange australiere, der aldrig rigtigt ville leve op til sit potentiale, indtil han med en ny kontrakt i ryggen drog til bjergløbet Tour de l’Ain. Her var han slet og ret som forvandlet, da han vandt kongeetapen i knusende overlegen stil og samtidig sikrede sig den samlede sejr, og i løbet af den næste måneds tid bragede han også ind på den store scene med bjergtrøje og to fornemme solosejre i Vueltaen.

Det er klart, at Storer skal bevise, at det vitterligt er hans nye niveau, men når man betænker, at Madiot skrev kontrakten på et tidspunkt, hvor den formentlig har været betydeligt billigere, end den ville have været i dag, var det lidt af en appelsin, der faldt ned i Madiots turban. Som udgangspunkt er han stadig tiltænkt den oprindelige rolle som bjerghjælper, men pludselig står det klart, at Storer også bør have sin chance for at teste sig selv som klassementsrytter, hvor han dog lider under, at ungdommens fine enkeltstart er forsvundet helt, ligesom han nu også har vist, at han kan jagte etaper i grand tours - noget, holdet i den grad manglede i 2021, hvor deres klassementsambitioner gik helt i skuddermudder.

Så er der knap så meget potentiale i holdets anden klatreforstærkning. Quentin Pacher var ellers i sine første år ganske lovende og nåede også op på et ganske højt og ikke mindst uhyre stabilt niveau, men i de seneste år er der blevet længere mellem snapsene. Mest af alt er han kendt som angriber, men selvom han har en endeløs serie af fine top 10-placeringer i kuperede løb, har han stadig aldrig taget en professionel sejr. Da holdet kører mange af de mindre franske endagsløb, hvor han har trivedes og drager fordel af sit aggressive temperament, har han bestemt sin berettigelse på holdet, men det er mest af alt i rollen som hjælper, at han skal brillere. Her kan man frygte, at han ikke er helt stærk nok i de høje bjerge, men det er svært ikke at regne ham som en forstærkning.

Lidt mere overraskende er det måske, at holdet styrker sprintertoget med Bram Welten. En af FDJs succeshistorier er det fabelagtige tog med Miles Scotson, Ramon Sinkeldam og Jacopo Guarnieri, der var en stor del af forklaringen på Demares vilde 2020-sæson, og derfor kan det undre, at man indhenter Welten med det erklærede formål, at han skal indgå i toget. Fart har han masser af, og han må derfor skulle indgå i rollen før eller efter Sinkeldam, men spørgsmålet er, om man risikerer at ødelægge en Rembrandt ved at rode rundt i noget, der i hvert fald frem til den ikke så prangende 2021-sæson fungerede. Omvendt er toget på papiret utvivlsomt stærkere med endnu en fartstærk herre, og det kan derfor sagtens ende som en succes.

Læs også

Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet

Welten er imidlertid mere end lead-out man. Holdet har gjort det klart, at han også skal agere sprinter på egen hånd, og det er slet ikke en dum ide. Efter tabet af Marc Sarreau var det et stort problem, at holdet kørte så mange af de ret flade franske endagsløb uden en sprinter, når nu Demare trods alt mest er optaget af større løb - også fordi Stewart slet ikke er hurtig nok til mere klassiske massespurter. Her udfylder Welten et oplagt hul, og han nåede endda at tage karrierens første sejr i Vendée, hvor han sejrede i sit allersidste løb for Arkea. Farten har han altid haft, men positioneringen har haltet gevaldigt. Desværre kan man frygte, at det fortsat vil gælde his FDJ, hvor alle lead-out-ressourcer vil være rettet mod Demare.

Den sidste nye rytter er naturligvis en af udviklingsholdets drenge. Denne gang er det britiske Lewis Askey, der får chancen, og det er absolut velbegrundet. Med sin hurtighed og råstyrke ligner han en af de mere spændende klassikertalenter, som vi så med hans 5. plads til U23-VM og ikke mindst med hans kørsel ved elitens britiske mesterskaber, hvor det var svært ikke at blive imponeret over hans forceringer på den stejle brostensstigning i Lincoln. Resultatlisten er allerede ganske pæn, og potentialet synes meget lovende. I en tid, hvor Demare har rettet fokus væk fra endagsløbene og tilbage mod spurterne, er det bestemt en tiltrængt og lovende forstærkning for Küng og Stewart i brostensløbene.

Det gode ved Madiots strategi er, at loyaliteten synes at gå begge veje. Det kan godt være, at han sjældent henter nye stjerner, men til gengæld er de stjerner, han har, også yderst villige til at blive, hvor de er. Derfor er tabskontoen også i år relativt begrænset, og Madiot kan ikke ærgre sig over alt for triste afgange.

Det skulle da lige være tabet af Benjamin Thomas. Nok lykkedes det ham aldrig i sin tid på holdet at levere de etapeløbsresultater, der var årsagen til hans gennembrud, men at han er stagneret en anelse på det område, kan meget vel hænge sammen med hans fokus på OL og banen. I enkeltstarterne udviklede han sig til gengæld til at blive fremragende med nogle fornemme resultater undervejs, og han er var en af relativt få ryttere med potentiale til faktisk at levere resultater for FDJ. Nu smutter han imidlertid til Cofidis på et tidspunkt, hvor han var klar til igen at fokusere mere på landevejen, og det kan ikke undgås, at det gør en anelse ondt.

Det gør det måske også med Alexys Brunel, men det er mere uklart, hvor stort et tab hans exit er. Han kom jo bragende flot fra start med en sejr på sin blot anden løbsdag i 2020, men siden har vi stort set ikke set ham. Om han blot er gået lidt i stå, eller om det vitterligt er udtryk for, at potentialet er begrænset, kan være svært at sige. Det må nemlig være lidt bekymrende for FDJ, at han er blevet fanget af UAE-managers Joxean Fernandez Matxins ekstremt skarpe blik for talent, og derfor er det muligt, at hans skifte til Arabien er et større tab, end det ved første øjekast kunne se ud til.

De øvre tab er i hvert fald til at leve med. Egentlig viste Romain Seigle flere gange hæderlige takter, men når holdet selv har valgt ikke at forlænge med ham, er det udtryk for, at han var gået i stå. Simon Guglielmi nåede heller ikke at vise noget i sine to år på holdet og kan helt sikkert undværes. Det samme kan veteranenerne William Bonnet og Mickael Delage, der begge tager en enorm mængde erfaring med sig på pension, men som særligt for Delages vedkommende har haft lidt svært ved at gøre sig gældende i deres hjælperroller i 2021

Samlet set har Madiot haft en ganske heldig hånd med de små, velvalgte forandringer, han har gennemført. Med erhvervelsen af Storer kan han meget vel have lavet et af årets kup, og Pacher og Welten er også hæderlige investeringer. Askey er et meget lovende talent, og selvom gør det ondt at miste Thomas og i mindre grad Brunel, er det særligt i kraft af Storer utvivlsomt et stærkere FDJ-hold, vi vil se i 2022. Spørgsmålet er, om det er nok til at vinde nogle flere store løb, for de få forandringer betyder også, at Madiot er akkurat lige så afhængig af sine få kaptajner i 2022, som han var i et 2022, hvor der var alt for langt imellem WorldTour-sejrene.

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

Hvis FDJ historisk har haft et efterslæb, har det været i klassikerne. Helt tilbage i holdets allerførste sæson i 1997 choksejrede Frederic Guesdon i Paris-Roubaix, men igennem en historie på nu 25 år er det kun lykkedes at vinde yderligere to monumenter. Det var, da Arnaud Demare sejrede i Milano-Sanremo i 2016, og Thibaut triumferede i Lombardiet i 2018. Derudover har holdet kun vundet seks større endagsløb, nemlig San Sebastian i 1997, Omloop Het Nieuwsblad i 2006 og 2008 samt Paris-Tours i 2006, 2008 og 2021.

Det er dog meget sigende, at to af holdets tre monumentsejre er kommet inden for de seneste seks sæsoner. I mange år var holdet mest af alt fyld i de største endagsløb, men sådan er det slet ikke længere. Det kniber stadig lidt med for alvor at gøre sig gældende i brostensløbene, men i 2021 endte Jake Stewart trods alt som nr. 2 i Omloop, mens Stefan Küng ikke var langt fra at vinde Gent-Wevelgem. Bedre har det været i de kuperede løb, hvor Pinot skød festen i gang med sin sejr i Lombardiet, og hvor David Gaudu nu har cementeret sin status som en af verdens bedste, senest i 2021 med en 3. plads i Liege samt 7. pladser i Fleche Wallonne, Il Lombardia og ved OL.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Koden til brostensløbene er dog fortsat ikke knækket, og det er her, holdet kan imødese den største udfordring. Den store kaptajn er Küng, der snart burde få sit store gennembrud som endagsrytter. Hans imponerende 3. plads ved det brutale VM i Yorkshire vidner om, at han har motoren til de længste og største løb, og han har nu to år i træk lignet en af de allerstærkeste i Gent-Wevelgem. Alle tre løb har dog også vist, hvorfor Küng måske aldrig vinder en stor klassiker, for han lider meget under et totalt fravær af spurtstyrke, men han har flere gange, også i Benelux Tour, vist, at han har evnerne til at være med i de svære brostensløb.

Der er ingen tvivl om, at det er Paris-Roubaix, der passer ham allerbedst, og man sidder hvert år og venter på, om ikke det er nu, han får sit gennembrud i Helvedet. Det blev ikke i 2021, hvor han styrtede så mange gange, at man måtte opgive at tælle, men man kan håbe, at det kan blive i 2022. De flamske løb passer ham en anelse dårligere, fordi han mangler eksplosion på stigningerne, men vi så på kongeetapen i Benelux i 2021, at han ikke er uden evner. Det er nok Flandern Rundt og E3, der passer ham bedst, men også Omloop og hårde udgaver af Gent-Wevelgem kunne være fine muligheder for at få det endelige klassikergennembrud.

Truppen lider dog af en åbenlys mangel på bredde, og Küng vil være meget alene i brostensløbene. Arnaud Demare vil skære voldsomt ned på sin deltagelse i klassikerne, men han vil dog køre enkelte løb. Det gælder Gent-Wevelgem, som kan ende i en spurt, som han tidligere har været meget tæt på at vinde, og som han har som et stort mål. Dwars door Vlaanderen synes også at være inden for rækkevidde, og han elsker Paris-Roubaix. Her har han tidligere været i top 10, men det er nok tvivlsomt, om han fortsat har robustheden til at være med helt fremme i det franske monument. Han kunne måske også gå efter sejren i Scheldeprijs, som ikke burde være helt uden for hans rækkevidde, men hans allerstørste mål er Milano-Sanremo. Han har allerede vundet løbet én gang, og selvom han ikke vil være storfavorit, kan det bestemt ikke udelukkes, at han - særligt med benene fra 2020 - vil kunne gentage den bedrift.

Valentin Madouas er mere ardenner- end brostensrytter, men han elsker Flandern Rundt. Det er ikke et løb, der passer ham specielt godt, men med en 14. plads i 2020 har han vist, at han kan gøre det ganske hæderligt. Kevin Geniets så i begyndelsen af 2021 ud til at stå foran et stort klassikergennembrud, men det gik hurtigt i sig selv. Forhåbentlig kan han gøre fremskridt i de flamske løb i 2022.01.15

Endelig er der Stewart. Holdet ser et stort klassikerlys i den unge brite, der overraskede med en 2. plads i Omloop i sin første sæson som professionel. Det er da også sandt, at han synes at have et vist potentiale, men han vil mangle noget robusthed til at være fremme i de hårde løb i 2022. Det vil også gælde for Omloop, hvis ikke man som i 2021 oplever, at modvind giver anledning til en sjælden spurtafgørelse. Bedre chance har han nok i de mere sprintervenlige løb som Kuurne, Gent-Wevelgem og Dwars door Vlaanderen, hvor han dog meget vel kan komme i konflikt med Demare i de to sidstnævnte. Han lider også under af ikke at være alt for hurtig i klassiske spurter på flad vej. Han sekunderes i øvrigt af den uhyre lovende Lewis Askey, der har potentiale i disse løb, men som i første omgang kun skal lære.

Holdets bedste chance kommer dog i Ardennerne, hvor det igen primært er Gaudu, der skal løfte fanen. Som sagt var franskmanden på podiet i Liege og fremme i alle større kuperede endagsløb i 2021, og det vidner om hans evner - samt ikke mindst om, at han har fået lidt af den stabilitet, han hidtil har manglet. Han vil satse stort på Fleche og Liege. I førstnævnte er han næppe mere end top 5-kandidat i kamp mod de allermest eksplosive, og desværre betyder hans manglende spurtstyrke også, at han skal have lidt held i sprøjten, hvis han skal tage skridtet fra 3. til 1. plads i Liege.

Han ledsages af Madouas, der også passer glimrende til ardennerløbene. Han gik desværre lidt i stå i 2021, men efter Touren så det ud til, at der atter var ved at være hul igennem. Han kørte i hvert fald en flot sæsonafslutning, og håbet må være, at han kan komme lidt tættere på de bedste nu. Han passer udmærket til både Fleche og Liege og vil formentlig også være holdets kaptajn i Amstel, hvor han var ganske tæt på podiet i 2019. Forinden kunne han ligne holdets kaptajn i Strade Bianche, hvor han bestemt også urde være top 10-kandidat, og her vil han sikkert blive ledsaget af Geniets, de gjorde det flot i 2021. I Ardennerne vil de to kaptajner formentlig blive støtter af erfarne Rudy Molard, der dog i de seneste to sæsoner har syntes måske at være på vej til at blive indhentet en anelse af alderen.

I efteråret er der også perspektiver. Med god form fra Touren kunne man sagtens se Gaudu, Madouas og måske endda Thibaut Pinot gøre det godt i San Sebastian, inden Demare kan jagte sin anden sejr i Hamburg, hvor han vil have en reel chance for at vinde. Det vil han også have i Bretagne, hvor han eller Stewart vil kunne deltage i en spurt, mens Madouas vil elske at køre med om sejren, hvis det bliver en hårdere udgave af bretonerens hjemmebaneløb. Madouas ligner også manden, man kan satse på i Canada, hvis han er frisk på en tur over Atlanten, men den største chance for succes kommer i Italien. Her har Gaudu været en af de bedste de seneste sæsoner, og man må formode, at han atter vil kunne jagte topresultater i serien af italienske klassikere, ikke mindst i Lombardiet. Hvis han bliver sig selv igen, er det også sandsynligt, at Pinot vil satse stort på efterårsløbene, som han elsker, og han har med sine sejre i Milano-Torino og ikke mindst Lombardiet bevist, at han kan være flyvende på den tid af året. Det er også tænkeligt, at Madouas vil forsøge sig i de løb, der dog nok kan være en anelse for hårde. Og så drømmer Demare om at forsvare titlen i Paris-Tours, der også er et løb, hvor Küng go Madouas før har haft ambitioner.

Hvad kan vi forvente i grand tours?

Når FDJ lægger deres grand tour-planer, ser de først på Tour de France. Det franske løb er selvsagt det altoverskyggende mål for det lokale hold, og derfor må ambitionerne i Giroen og Vueltaen fastlægges på baggrund af det, man stræber efter på hjemmebanen. Af samme grund gør det også meget ondt, at holdet nu to år i træk har leveret nogle temmelig sølle præstationer i det vigtigste løb - og da det i 2019 gik så fantastisk, knuste Thibaut Pinots trælår drømmen, netop som de kunne lugte den samlede sejr.

Læs også

Optakt: 5. etape af Presidential Tour of Türkiye

Netop fordi Pinot med en samlet 3. plads, etapesejr på Alpe d’Huez og en fantastisk præstation i 2019, hvor han også slog alle favoritterne på bjergetapen til Tourmalet, har været holdets mest succesrige rytter på de franske veje, har det ofte været ham, der har bestemt, hvilken tilgang holdet har haft. I de år, hvor han efter en skuffelse har haft brug for i stedet at satse på Giroen, har holdet givet Arnaud Demare chancen som kaptajn i Touren, mens holdet i de andre år har været næsten 100% bygget op om Pinot.

Sådan var det også i 2021, hvor Pinot havde brug for luftforandring i Italien - selvom han aldrig kom til start i Giroen - og hvor holdet i Touren derfor igen kunne få plads til Demare, mens David Gaudu fik lov for første gang at teste sig selv som klassementsrytter i det største løb. Lidt anderledes bliver det dog i 2022. Denne gang er det nemlig ikke Pinot, der har sat dagsordenen, men derimod synes Marc Madiot selv at have taget teten.

Han har truffet det hårde valg, at Demare kørte sig af holdet med fiaskoen i 2021, og derfor har han besluttet at satse alt på klassementet. Det gør han endda med enorme ambitioner, for målet er såmænd intet mindre end en podieplads. Det kan synes enormt ambitiøst, når Pinot ikke har været på sit topniveau, siden han styrtede på 1. etape af Touren i 2020, og Gaudu trods alt ikke kan se tilbage på andet end en 11. plads i sidste års udgave, hvor hedeslag på Mont Ventoux bleve en endog overordentlig dyr affære.

Man må da også stille spørgsmål ved, om den ambition kan indfris. Usikkerheden om kaptajnerne betyder også, at holdet som udgangspunkt har en åben strategi. Der bliver tre kaptajner, nemlig Pinot, Gaudu og Michael Storer, der højst overraskende har sikret sig så fornem en status på baggrund af sin flotte Vuelta - også selvom han aldrig har leveret et godt klassementsresultat i et større løb. Madiot gør det dog også klart, at kaptajnrollen kan blive mere klar inden juni. Foråret vil nemlig afsløre, om Pinot kan genfinde sit niveau efter de mange skadesproblemer, og om Storer kan bygge videre på sit flotte efterår.

Uanset hvad skal man være optimistisk for at tro på en podieplads. Storer har ikke vist et niveau, der gør det realistisk, og Gaudu har hidtil manglet for meget, ligesom han vil lide under en første uge, der bliver svær for ham. Skal det lykkes, vil det nok kræve, at Pinot genfinder niveauet fra 2019 og overlever en første uge, der heller ikke passer ham. Det vil overraske, hvis det sker, men det er utvivlsomt noget, Madiot håber på.

Holdet burde også have gode chancer for at vinde etaper - særligt hvis klassementet kikser. Storer har jo vist, at han kan være skræmmende god i et bjergudbrud, og Gaudu og Pinot kan bestemt også vinde bjergetaper, hvis de er ude af klassementet. Bjergtrøjen kunne måske også blive et mål, hvis klassementet fejler. Alle tre kandidater - også Storer, der jo vandt netop bjergtrøjen i Vueltaen. Derudover vil holdet sikkert tælle Valentin Madouas, Bruno Armirail, Rudy Molard og Sebastian Reichenbach, der alle kan køre offensivt i bjergene, hvis de får lov, men i hvert fald de tre sidstnævnte vinder næppe en etape. Endelig har holdet Stefan Küng, der har den gule trøje i København som et af sæsonens allerstørste mål. Ruten er nok lidt for kort og teknisk til at passe ham ideelt, men uden chance er han ikke, som han heller ikke vil være det på den lange enkeltstart senere i løbet.

Demare må i stedet leve med at skulle satse på Giroen, men det er måske heller ikke helt dumt. Der er flere sprinteretaper i Italien, og han har gode minder fra løbet, hvor han i 2020 vandt hele fire etaper samt pointtrøjen. Samme høst skal han næppe regne med i et felt, der utvivlsomt bliver betydeligt stærkere, men da han vil stille til start med hele sit supertog, er flere etapesejre bestemt ikke urealistisk, nu hvor han i oktober så ud til at komme lidt tilbage på sporet.

Holdets anden ambition bliver at køre klassement med Attila Valter, der længe har set frem til starten i hjemlandet Ungarn. Sidste år bar han den lyserøde trøje og endte som nr. 14, men han var aldrig rigtigt tæt på top 10-rytterne. Han udvikler sig helt sikkert fortsat, men lige nu synes han at mangle en del stabilitet, hvis han for alvor skal gå efter top 10. Falder han ud af klassementet, vil han kunne jagte etaper via udbrud. Det er uklart, hvem holdet ellers vil tage med til Italien, men de vælter ikke i etapevinderbud.  Armirail kunne være et bud, hvis han mod forventning ender i Italien, og det samme kunne Matteo Badilatti måske på en god dag i bjergene. Evigt aggressive Quentin Pacher vil sikkert også elske at få plads til at jagte udbrud, men han synes ikke helt at have fordums styrke og får svært ved at gøre det færdigt.

Ambitionerne for Vueltaen er helt uklare. Det virker ikke sandsynligt, at Gaudu og Pinot er friske på at køre klassement i to grand tours, medmindre at de har en gigantisk revanche at skulle gøre. Kikser det i Frankrig, kunne det måske tænkes, at de vil jagte et topresultat i Spanien, men meget taler for, at holdet vil komme start alene med etapeambitioner. Meldingen er, at Demare skal bruge løbet til at forberede sig til VM og samtidig vinde i den grand tour, hvor han fortsat mangler en sejr, og derfor må man formode, at holdet vil komme med hele sprintertoget. Det kiksede i 2021, men hvis han finder sig selv, burde han i det ofte svagere sprinterfelt bestemt kunne tage den manglende spanske sejr. Han kunne også blive støttet af Jake Stewart, der vel skal gøre grand tour-debut, men næppe kan få sin egen chance, hvis Demare er til start. Derudover vil det formentlig handle om udbrud, eksempelvis fra Valter, hvis han mod forventning skal køre to grand tours, Storer, hvis han er frisk efter Touren, Reichenbach, Molard, Armirail, Badilatti og Pacher, der alle kunne være kandidater til at køre løbet. Endelig vil holdet sikkert stræbe efter resultater på enkeltstarterne i de grand tours, Armirail og Tobias Ludvigsson skal køre.

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

De ugelange etapeløb bliver et stort satsningsområde for holdet i 2022. Det gælder måske særligt for Thibaut Pinot, der igennem foråret vil bruge mange af den slags begivenheder til at bevise, at han er tilbage på sporet. Tirreno-Adriatico, Tour of the Alps, Romandiet og Schweiz er alle vigtige begivenheder inden Touren, og i sin storhedstid var han glimrende i den slags begivenheder. Det er stadig helt uafklaret, hvilket niveau han kan finde. Hans efterår var pænt uden at være prangende, og der er fortsat et stykke vej, men hvis man erindrer hans niveau i 2019 og begyndelsen af 2020 er det bestemt ikke udelukket, at han kan blive sig selv igen. I givet fald vil han kunne være med helt fremme i alle de nævnte løb, særligt nu hvor en ny position betyder, at hans enkeltstart igen er blevet bedre.

David Gaudu vil i foråret have Ardennerne som sit store mål, men han vil også satse på Paris-Nice og Baskerlandet, hvor han sidste år vandt kongeetapen. I begge løb vil han lide under sin enkeltstart, der gør det svært at stræbe efter podiet, men topresultater må man forvente at se fra ham, nu hvor han er blevet mere stabil. Man må også formode, at foråret skal vise, om Michael Storer vitterligt kan være klassementsrytter. Nogen stor enkeltstart har han ikke haft som professionel, og vi så i efterårets italienske klassikere også, at han i hvert fald på det tidspunkt ikke kunne matche eliten i bjergene, men med Vuelta-benene skal det blive interessant at se, hvor tæt på de bedste han vil være. Måske kan der også blive plads til, at Valentin Madouas, Rudy Molard og Sebastien Reichenbach skal køre lidt klassement, men de lider alle stort under deres enkeltstart, Molard og Reichenbach har haft knap så gode år, og Madouas mangler fortsat lidt i bjergene.

Der bliver også plads til, at Arnaud Demare skal jagte spurtsejre i Tirreno og UAE Tour, hvor han med sit supertog har en chance for at være med fremme, også selvom han historisk har manglet lidt mod de allerbedste i de rigtige massespurter. Holdets anden sprinter er Jake Stewart, men han lider under ringe positioneringsevner og en ikke specielt imponerende topfart på flad vej, og han får generelt svært ved at vinde massespurter - i hvert fald hvis ikke dagene er temmelig hårde. Holdet vil også give chancer til Bram Welten, men han skal først og fremmest være en del af Demares tog. Han har egentlig hos Arkea vist en fin hurtighed, men han har været meget hæmmet i positionskampen. Får han nogle chancer med en del af Demares tog, kan han dog formentlig gøre det ganske fornuftigt. Endelig kan det ikke helt udelukkes, at Laewis Askey skal spurte lidt, men han er mere klassikerrytter end rigtig sprinter.

Holdet vil også satse stort på enkeltstarterne i de ugelange løb, Stefan Küng kører, og her kunne der sagtens vente WorldTour-sejre. Også Bruno Armirail og Tobias Ludvigsson, der dog begge er temmelig svingende, kan forsøge sig på tidskørsler, hvor Miles Scotson måske også drømmer om at genfinde fordums styrke. For Küng gælder også, at han altid satser stort på klassementet i Benelux Tour, hvor han flere gange har båret førertrøjen. Desværre er det kun i de få udgaver, hvor der ikke er en ardenneretape, at han kan stræbe efter mere end en top 10.

Den franske kalender er rig på mindre løb, og de er altid vigtige for FDJ, der også af og til bruger deres stjerner på hjemmebanen. Demare plejer at tage et hav af sejre, både i spurter og af og til i klassementet, og det kunne være her Stewart skal have sin første sejr. Det er også her, Welten formentlig vil få de fleste af sine chancer, ligesom Askey måske skal prøves af her. Derudover plejer Madouas og Gaudu at opnå nogle resultater i nogle af de mere kuperede løb, ligesom Pinot drømmer om at starte stærkt i Var. Ryttere som Olivier Le Gac, Miles Scotson, Quentin Pacher, Rudy Molard, Olivier Le Ga cog Kevin Geniets synes også at kunne jagte nogle personlige resultater i Coupe de France, der sjældent er så nemme at kontrollere.

Hvem kan overraske?

Holdets begrænsede antal udskiftninger i løbet af vinterpausen betyder, at der faktisk er en relativt lille gruppe af unge talenter i en trup, hvor der er få navne, der kan ventes at levere resultater. Det vil naturligvis være mest oplagt at fremhæve Michael Storer, men efter hans vilde Vuelta kan han vel næppe overraske. Det skulle da lige være, hvis han faktisk viser sig at kunne køre det store klassement i Touren, som Marc Madiot drømmer om, men som nævnt ovenfor vil det trods alt være en overraskelse, hvis det skulle ske. I første omgang handler det i løbet af foråret formentlig om at få en forståelse af, om klatreevnerne rækker til, at han kan køre klassement i ugelange løb.

I 2021 var der en del hype om Jake Stewart. Det skyldes utvivlsomt den helt uventede 2. plads i Omloop, men det resultat har nok ikke gjort ham nogen stor tjeneste. Hypen har nok været lidt større, end evnerne rækker til - i hvert fald på nuværende tidspunkt. I massespurterne mangler han noget fart og særligt positionering, og hans potentiale synes størst i brostensklassikerne. Her har han bestemt også potentiale til at komme langt, men vi skal nok ikke have alt for store forventninger allerede til 2022. Hans 2. plads i Omloop kom i en udgave, hvor modvind gjorde det meget lidt selektivt, og i de lidt lettere løb, der er mere realistiske, vil han ofte skulle indordne sig under Arnaud Demare. I det omfang, han får plads, burde der dog i de løb være basis for nogle fine klassikerresultater.

Holdets anden brite er Lewis Askey, der imponerede ganske meget i 2021, ikke mindst ved de britiske mesterskaber. Han mener også selv, at han kunne være blevet U23-verdensmester, og han så skam også stærk ud i løbet, hvor han endte som nr. 5. Han har begået sig i massespurter, men det er nok mere i brostensklassikerne, vi skal se ham. Her vil han først og fremmest skulle lære i 2022, men forhåbentlig får vi en ide om potentialet, ligesom han måske kan tage en sejr i nogle af de mindre franske løb.

Der vil også vær meget fokus på Attila Valter. Han viste jo et ganske højt topniveau, da han forsvarede sin lyserøde trøje i Giroen, men det italienske løb blev også en påmindelse om hans store svaghed, nemlig manglen på stabilitet. Han fandt da heller aldrig skyggen af form i efteråret. Han drømmer om en top 10 i Giroen i år, men skal det lykkes, vil det kræve, at han finder den konsistens, der mangler. Lykkes det, har han dog vist, at hans topniveau gør det realistisk, at vi kan se ham i top 10 i Giroen og måske også fremme i nogle ugelange, hvor han dog lider meget under sin enkeltstart.

Man kan også håbe, at 2022 bliver året, hvor Matteo Badilatti tager næste skridt. Schweizeren er efterhånden halvgammel, og nogen stor klatrer bliver han aldrig, men når han en sjælden gang finder sit niveau, er han altså ganske stærk. Det har vi set i tidligere år, og det så vi i 2021, hvor han kørte enkelte fine bjergetaper på WorldTouren og blev samlet nr. 3 i Ain. Han er dog ren klatrer, og hans potentiale som klassementsrytter er begrænset. Han vil nok mest kunne vise sig frem som udbryder i grand tours. Tilsvarende kan man håbe, at Bram Welten måske kan få mere gavn af den fart, han faktisk synes at have. Han skal først og fremmest hjælpe Demare, men af og til vil han få sin chance. Får han hjælp af Demares tog, kan det måske blive til et par mindre sejre, når han ikke skal lide under den manglende positioneringsevne, der har været akilleshælen. Endelig kan man jo drømme om, at Stefan Küng endelig får det store klassikergennembrud, han synes at have potentiale til, men som endnu ikke for alvor er kommet.