Opvarmning til 2022: Hvad kan vi forvente af Intermarché-Wanty-Gobert Materiaux?

Nedenfor giver vi en analyse af Intermarché-Wanty-Gobert Materiaux.

Ryttere, der bliver på holdet

Jan Bakelants, Aimé de Gendt, Theo Delacroix, Tom Devriendt, Biniam Ghirmay, Quinten Hermans, Jan Hirt, Louis Meintjes, Andrea Pasqualon, Simone Petilli, Baptiste Planckaert, Lorenzo Rota, Rein Taaramae, Taco van der Hoorn, Corné van Kessel, Kevin van Melsen, Boy van Poppel, Loix Vliegen, Georg Zimmermann

Nye ryttere

Alexander Kristoff (UAE-Team Emirates), Adrien Petit (Team TotalEnergies), Dimitri Claeys (Team Qhubeka NextHash), Sven Erik Bystrøm (UAE-Team Emirates), Gerben Thijssen (Lotto Soudal), Kobe Goossens (Lotto Soudal), Barnabas Peak (Team BikeExchange), Julius Johansen (Uno-X Pro Cycling Team), Laurens Huys (Bingoal Pauwels Sauces WB), Hugo Page (Equipe continentale Groupama-FDJ)

Læs også

Mexicansk kæmpetalent har fremtiden på plads: Skriver uhørt lang kontrakt

Ryttere, der forlader holdet

Danny van Poppel (BORA-hansgrohe), Maurits Lammertink (?), Odd Christian Eiking (EF Education-Nippo), Pieter Vanspeybrouck (stopper karrieren), Jonas Koch (BORA-hansgrohe), Riccardo Minali (?), Wesley Kreder (Cofidis), Ludwig de Winter (stopper karrieren), Jeremy Bellicaud (?), Alexander Evans (?), Jasper de Plus (stopper karrieren)

Hvordan gik transfersæsonen?

Intermarché blev kastet lidt hovedkulds ind på WorldTouren forud for denne sæson, da coronakrisen fik skovlen unde CCC-mandskabet, som med kort varsel efterlod en ledig licens. Det lykkedes for manager Jean-Francois Bourlart at få fingre i den eftertragtede plads blandt de 19 fineste mandskaber, men det skete også så sent, at der ikke rigtigt var tid til at opbygge en WorldTour-trup. Holdet erkendte da også helt ærligt, at 2021 ville blive et overgangsår, indtil man kunne få bedre tid og plads til at sammensætte den trup, man gerne ville.

I det lys har det været imødeset med spænding, hvordan Bourlart ville gribe transfersæsonen an. Han har nemlig stadig et af de mindste budgetter, og der er derfor grænser for, hvor meget man kan spænde over. Der har skullet foretages nogle klare prioriteringer, og udfaldet er blevet, som man kunne forvente. Som et belgisk hold har Intermarché klassikerne nært deres hjerte, og derfor er det ikke helt uventet, at holdet i alt væsentligt er gået efter styrke klassiker- og sprintersiden.

Der gås også til stålet. 2021-truppen var som sagt lidt af en nødløsning, og derfor kan det ikke komme bag på mange, at der er blevet plads til hele ni nyerhvervelser. De består stort set alle af lidt tungere ryttere, der skal sikre, at holdet tager næste skridt i særligt endagsløbene og spurterne efter et 2021, der gik over forventning, men hvor det smertede for Bourlart at være vidner til et meget tamt forår, der først gav den første sejr under Giroen i maj måned.

I lyset af den forventede oprustning var det ventet, at holdet ville jagte et større navn, og valget er faldet på Alexander Kristoff, der efter et par år på UAE, hvor han i stigende grad blev kørt ud på et sidespor under Pogacar-regimet kan se frem til at komme til et hold, hvor han er den store stjerne. Det er imidlertid lidt af et sats fra Bourlarts side. Siden hans fabelagtige 2015-sæson er Kristoff langsomt kommet længere og længere væk fra sit højeste niveau, og 2021-sæsonen var vel hans hidtil værste. I klassikerne var han - delvist grundet sygdom - helt anonym, og det lykkedes ham ikke at rejse sig væsentligt i efteråret, selvom han fik to sejre i Deutschland Tour.

Den slags vækker bekymring for en mand, der til sommer fylder 35 år. Bourlart kan i hvert fald ikke føle sig helt tryg ved, at Kristoff vil genfinde et konkurrencedygtigt niveau i de største løb, men han kan finde lidt håb i, at det trods alt kun er et år siden, at nordmanden endte som nr. 3 i Flandern Rundt. Desværre er det resultat efter et skidt 2021 allerede nu af ældre dato, og der har heller ikke været meget opmuntring at hente i spurterne, der vil være det andet satsningsområde. Kristoff har aldrig været en mand til de store massespurter, men særligt i år var han meget langt fra sprintereliten. Man kan håbe, at der er mere i de aldrende ben, men det indebærer åbenlyst en risiko at bygge meget af truppen op om en mand, hvis bedste resultater ligger noget tid tilbage.

Kristoff har endda nogle sko at fylde ud. I det overordnede perspektiv når Danny van Poppel ikke i nærheden af nordmanden, der har haft en glorværdig karriere, men ser man alene på 2021, er det indiskutabelt, at hollænderen var bedst. Faktisk nåede Van Poppel et fornemt niveau i den forløbne sæson, hvor han var leveringsdygtig i en nærmest endeløs serie af topresultater, og selvom mange af dem - men ikke alle - var i mindre løb, har det en enorm værdi for et belgisk hold, der stadig tillægger de mindre belgiske endagsløb stor betydning. Det må gøre ondt, at Van Poppel nåede at skifte hold, inden han for alvor fik hul på bylden, og nu i stedet kan se frem til en lead-out-rolle i stedet for at bygge videre på den fremragende sæson.

I det hele taget bliver der ikke meget tilbage af sidste sæsons sprintertrup. Holdets anden rigtige sprinter, Riccardo Minali, blev efter en resultatfattig nemlig vejet og fundet for let og må nu atter engang forsøge at redde en karriere, der synes at være i fare - en beslutning, der virker helt forståelig. Det bliver også et farvel til Jonas Koch, der heller aldrig har haft farten til at begå sig i de rigtige spurter og mest har ageret lead-out man. Det samme har erfarne Pieter Vanspeybrouck, der efter et år med klare tegn på pensionsmodenhed hopper direkte ind i sportsdirektørbilen.

Sportsdirektør Aike Visbeek har begrundet Minalis manglende kontraktforlængelse med, at holdet kan klare sig med tre sprintere. I tillæg til Kristoff og Andrea Pasqualon, der bliver i truppen, har man nemlig skrevet kontrakt med Gerben Thijssen. I forhold til den stagnerede Minali må det regnes som et skifte med perspektiv i. Det kan godt være, at den unge belgier har haft problemer de seneste år, men det skyldes i vidt omfang mange styrt. I sidste års Vuelta nåede han at bekræfte takterne fra U23-tiden, og der er bestemt potentiale for, at han kan gøre det godt i rollen som andensprinter bag Kristoff. I sidste øjeblik har holdet også hentet Barnabas Peak til en lead-out-rolle, men nogen meget markant forstærkning er det ikke.

Læs også

To danskere indgår: Se Uno-X Tour de France-bruttotrup

Kristoffs andet fokus er som sagt klassikerne, og her han man lagt sig i selen for at finde nye ryttere, der kan støtte ham. Således er Sven Erik Bystrøm, Adrien Petit og Dimitri Claeys alle hentet til holdet med netop det sigte, og det er en mission, der er lykkedes med blandet succes. Petit har i hvert fald været ganske langt fra fordums styrke, og på det seneste har han været overordentligt langt fra at blande sig med de bedste. Ganske vist er han også tiltænkt en rolle i toget, hvor han har en vis erfaring, men hans gradvise niveaufald igennem nu ganske mange sæsoner kan skabe bekymring.

Så er der mere perspektiv i Claeys. Det kan godt være, at han i 2021 ikke helt nåede højderne fra 2020, hvor han blev nr. 5 i Flandern Rundt, men den erfarne belgier blev stadig nr. 13 i det belgiske monument og nr. 19 i E3. For et hold, der i år var alt for anonyme i brostensløbene, er det derfor et skifte med perspektiv i - særligt fordi han er en plan B, hvis Kristoff fejler, og allerede kender holdet fra et tidligere ophold. Desværre er han ikke en mand, man kan regne med, for hans karriere viser, at han er præget af alt for store udsving.

Bystrøm er uden de samme resultater i brostensløbene, men han har tilsyneladende et uudforsket potentiale. Han har i hvert fald vist store fremskridt i 2020 og 2021, hvor han har været ganske overbevisende ved de få opgaver, hvor han har fået en personlig chance. Dem er han blevet lovet mange flere hos sit nye hold, og det virker ikke helt umuligt at tro, at han vil kunne blomstre op i en mere fri rolle.

Klassement i etapeløb og ardennerklassikere har spillet en mindre dominerende rolle for mandskabet, selvom holdet havde pæn succes med at bringe Louis Meintjes tilbage på et fornuftigt spor i 2021. Den proces fortsætter i 2022, men desværre sker det uden den rytter, der fik allermest opmærksomhed i årets grand tours. Det forrygende efterår betød nemlig, at Odd Christian Eiking fik en større chance hos EF, og det er utvivlsomt et tab. Det kan godt være, at hans topniveau har været set alt for sjældent igennem karrieren hidtil, men det er en skam at miste ham, netop som man begyndte at kunne ane lidt stabilitet. Desværre er det altid et vilkår for et mindre hold, at ryttere, der leverer resultater, får opmærksomhed fra andre.

Skal man pege på erstatninger, er det Kobe Goossens og Laurens Huys, der begge stadig er ganske unge, men har stiftet ret omfattende bekendtskab med store løb. Goossens er etapeløbsrytter, der har gjort det hæderligt i sin første tid hos Lotto, men i skrivende stund er der ikke meget, der tyder på, at han bliver andet end en solid bjerghjælper. Huys har hos Bingoal været præget af en skræmmende ustabilitet, hvor hans bundniveau har været bekymrende, og hvor hans topniveau har været en alt for sjælden gæst. Man kan håbe, at et holdskifte bringer den spinkle klatrer tilbage på det spor, vi så i begyndelsen af 2020, men efter et svært 2021 er der et stykke vej, inden man kan forvente resultater.

Endelig har holdet brugt pausen på at rydde lidt ud i de ryttere, der ikke rigtigt havde niveauet til WorldTouren - et levn fra deres nylige tid som ProTeam - og at satse på de talenter, der skal sikre fremtiden. Således siges der farvel til Ludwig de Winter, der måtte sande, at højeste niveau var en anelse for skrapt, og det samme gælder for de unge Jeremy Bellicaud, Jasper de Plus og Alexander Evans, hvoraf kun sidstnævnte i sin U23-tid havde givet løfter om en lovende karriere. Lidt anderledes er det med tabet af Wesley Kreder, der faktisk blev headhuntet af sin gode ven, Guillaume Martin, men selvom han har været en loyal hjælper med en plads i holdets tog, er det ikke et uoverstigeligt tab. Mere ærgerligt er det med Maurits Lammertink, der ganske vist var i kraftig tilbagegang, men stadig var en hæderlig puncheur. I skrivende stund er det stadig muligt, at han fortsætter på holdet, men det sker kun, hvis lægerne giver ham grønt lys efter hans grimme uheld i juni. Og sker det, kan man frygte for, at han ikke længere vil have samme niveau.

Som erstatning er der blevet plads til to unge talenter, nemlig Julius Johansen og Hugo Page. Johansen har jo fra en ung alder skabt sig megen omtale, både i Danmark og internationalt, hvor han som junior blev et stort navn. Han kom også stærkt i gang på landevejen, men i de senere år, hvor banen har haft prioritet, har vi ikke set meget til ham. Det potentiale, han blandt andet beviste med sin flotte kongeetape i Danmark Rundt i 2018, hvor han også tog den samlede sejr i det store Olympia’s Tour, er imidlertid ikke forsvundet, og det er ikke uden grund, at Visbeek har udtrykt stolthed over, at de fik fingre i det danske talent. Med sit fokus på klassikerne kommer Johansen også til et hold, der er rettet ind mod lige præcis de løb, hvor hans evner synes størst, og han kommer i sit første år også til skulle spille en fast rolle som lead-out man for Thijssen. Page er knap så profileret og ombejlet, men er som tempostærk klassikertype af samme støbning som Johansen, og derfor passer også han godt ind på holdet, selvom han stadig har en del af bevise.

Samlet set har transfersæsonen været en blandet landhandel for belgierne. På papiret sikrer erhvervelsen af Kristoff, at der er tale om en styrkelse, men det er også klart, at den erfarne nordmand er så meget et sats, at det med tabet af den i 2021 så flyvende Van Poppel faktisk kan ende som et dårligt bytte. Også Thijssen, Bystrøm og Claeys tilfører imidlertid nogle muligheder til holdet, ligesom man med særligt Johansen har fået fat i en spændende talentmasse også. På afgangssiden er det Van Poppel og Eiking, der gør ondt, men holdet kan i hvert fald tillade sig at tro på, at de ikke står svagere i 2022 end i 2021. Og hvis man betænker, at de fik fingre i kometen Biniam Ghirmay så sent, at han kun kørte et halvt meget succesrigt år på holdet, har holdet sikret sig en diamant, der ville gøre transferkampagnen til en ubetinget succes, hvis han havde talt med som en ny rytter til den kommende sæson.

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

Manager Jean-Francois Bourlart var generelt begejstret for holdets fine debutsæson på WorldTouren, men der var én ting, der gjorde ondt. Holdets forår og klassikersatsning gik totalt i vasken, og det gør naturligvis ondt for ethvert belgisk hold.

Læs også

Starttider: Prolog til Romandiet Rundt 2024

Det er naturligvis det, Alexander Kristoff skal rette op på, men spørgsmålet er, om det vil lykkes. Nordmanden har været i langsom tilbagegang i de seneste sæsoner, og han nåede et nyt lavpunkt i 2021. Heldigvis var der fremgang at spore i efteråret, og da han blev ramt af sygdom i perioden op til klassikerne, er der et håb om, at det kan blive bedre end i det forløbne katastrofeår. Det er klart, at han ikke vil genfinde sit niveau fra sin storhedstid, men det er trods alt kun et års tiden siden, at han endte som nr. 3 i Flandern Rundt. Hans resultatserie i det flamske monument er skræmmende god, og endnu en top 10 vil være et stort resultat for det lille belgiske hold.

Kristoff har også andre muligheder. Den korte distance i Omloop og E3 har aldrig passet ham, men Kuurne, Gent-Wevelgem og Dwars door Vlaanderen er inden for rækkevidde. Om han kan vinde dem, er nok mere tvivlsomt, da hurtigheden ikke er som i gamle dage, men efter en hård dag skal Kristoff fortsat ikke undervurderes. Det samme gælder i Milano-Sanremo, hvor han også har vundet feltets spurt på Via Roma flere gange, men også her gælder, at endnu en sejr nok er uden for rækkevidde. Endelig er der Paris-Roubaix, der egentlig på papiret burde passe ham allerbedst, men som han af en eller anden grund aldrig har mestret. Man kan håbe, at det kan gå bedre sidst i karrieren, da man ofte ser ryttere toppe i netop det monument i en forholdsvis høj alder.

Kristoff vil i brostensløbene formentlig blive sekunderet af en relativt fast stamme af ryttere, der vil tælle Sven Erik Bystrøm, Dimitri Claeys, Aime de Gendt, Andreas Pasqualon, Adrien Petit, Baptiste Planckaert, Taco van der Hoorn og Loic Vliegen - naturligvis med en vis rotation mellem løbene. Kristoff vil have det altovervejende fokus, men man kan også håbe, at Claeys atter kan vise, hvorfor han for kun godt et år siden blev nr. 5 i Flandern Rundt. Også Bystrøm har vist, at han burde kunne gøre det bedre, end vi hidtil har set, mens De Gendt efter et svært 2021 mod slutningen af sæsonen genfandt lidt af de evner, vi tidligere har set. Pasqualon har derimod ikke helt været så stærk som tidligere, Petits bedste år hører for længst til i fortiden, og Vliegen passer umiddelbart lidt bedre til Ardennerne. Van der Hoorn er for tung til de flamske klassikere, men efter at have fundet tilbage til rollen som udbryderkonge kan han blive ganske spændende i Roubaix.

I Ardennerne har holdet slet ikke det samme store navn, men de har en række spændende ryttere. En af dem er Lorenzo Rota, der fortsætter sin fornemme udvikling og havde et meget stærkt efterår i 2021, hvor han var her, der og alle vegne. Uden et styrt kunne han måske have vundet i San Sebastian, og nu er næste skridt at bevise sig selv i Ardennerne. Naturligvis vinder han ikke en af de store klassikere, men der er grund til at have visse forventninger.

Det er der også til kometen Biniam Ghirmay. Eritreeren gennemlevede et fornemt første halvår på WorldTouren, hvor han fik sin første professionelle sejr og leverede et hav af fine resultater. Med sit punch og sin gode spurt er han skabt til i hvert fald Amstel Gold Race og Brabantse Pijl, mens det er usikkert, om klatreevnerne rækker til de hårdere løb. Holdet har også signaleret, at han skal spilles ud i de flamske klassikere, men på papiret ligner han mere en ardenner- end en brostensrytter.

På mange måder minder Georg Zimmermann lidt om de to ovennævnte. Også han er hurtig og har punch, men han har ikke helt haft de samme resultater. Han fik ganske vist en fin sejr i Tour de l’Ain, men han mangler nok fortsat lidt, inden han er med helt fremme i Ardennerne. Endnu mere lovende i 2022 er måske Quinten Hermans, der med øget fokus på landevejen gjorde gigantiske fremskridt i 2021 og blandt andet var tæt på en top 10 i Fleche Wallonne. Til gengæld synes han at have mistet en del af sin tidligere hurtighed, som skal genfindes, hvis det skal blive rigtigt godt, men lykkes det, bliver han interessant i særligt Amstel og Brabantse Pijl. Det ser til gengæld ikke ud til, at Vliegen nogensinde når det tilstrækkelige niveau i Ardennerne, ligesom Amstel nok trods alt er en anelse for hårdt for de hurtige Pasqualon og Planckaert.

I efteråret vil Kristoff igen have sine chancer i Hamburg og Bretagne, hvor han før har vundet, men i dag rækker farten nok ikke til løbet i Hamburg. I San Sebastian vil Rota utvivlsomt drømme om at få revanche for nedturen fra sidste år, og det kunne også være et udmærket løb for Ghirmay, Zimmermann og Hermans, der alle synes at have det rigtige punch. Løbene i Canada kunne også være en have til Ghirmay, der burde have potentialet til i hvert fald på sigt at vinde på den anden side af Atlanten. Til gengæld er de italienske klatreklassikere nok en anelse for hårde til holdets ryttere, selvom man ikke skal udelukke, at Rota kan nå et niveau, hvor han vil gøre det fint.

Hvad kan vi forvente i grand tours?

Når Jean-Francois Bourlart kalder 2021-sæsonen en succes, skyldes det første og fremmest holdets flotte præstationer i grand tour-sammenhæng. Touren endte ganske vist som en lille katastrofe med blandt andet et offentligt skænderi mellem ryttere og ledelse undervejs, men Giroen og Vueltaen gik langt over forventning. Holdet vandt etaper i begge løb, og i Vueltaen bar de ikke blot førertrøjen på 9 af de 21 etaper. De forsvarede den så flot, at man kortvarigt kunne glemme, at der var tale om WorldTourens vel nok på papiret svageste mandskab.

Hold af den størrelse oplever imidlertid sjældent to så storslåede grand tour-præstationer i to på hinanden følgende år, og det vil være en overraskelse, hvis vi kommer til at tale lige så meget om Bourlarts hold i den kommende sæsons lange etapeløb. Heldigvis kan mindre også gøre det, og hvis blot Intermarché vinder en etape i et af løbene, kan deres deltagelse vel betegnes som en succes.

Læs også

Optakt: Tour de Romandie

Det bliver i hvert fald etapesejre, der bliver det helt store fokus. Holdets klassementsambitioner er beskedne, men de er der dog. Holdet har eller aldrig tidligere satset på den samlede stilling i grand tours, men forud for 2021 hentede de Louis Meintjes til holdet for at give også det aspekt af løbene et skud. Selvom man kan diskutere, om det kan betale sig at bruge så mange ressourcer på helt sekundære placeringer, blev det faktisk en rimelig succes.

Ganske vist var Meintjes stadig ikke tæt på det niveau, der tidligere gav ham en top 10 i Vueltaen og ikke mindst to top 10-placeringer i Touren, men med tanke på den gigantiske krise, han gennemlevede i sine sidste år inden skiftet til Belgien, var der tale om en markant fremgang. Selvfølgelig var 14. pladsen i Touren for de fleste fans ganske ligegyldig, men den viste, at han atter var på rette vej, og i Vueltaen så han pludselig langt, langt bedre ud. Uden et sent styrt var han utvivlsomt endt i top 10 - ikke mindst fordi han som altid så ud til at være i fremgang mod slutningen af løbet.

Det giver håb for, at Meintjes kan sikre sig en top 10 i det kommende år, hvilket vil være en pæn succes for både ham og holdet. Spørgsmålet er bare, hvor det skal være. Holdet har slet ikke offentliggjort programmet endnu, men meget taler for, at han igen vil satse stort på Touren, der for holdet er det klart vigtigste løb. Her kan det dog blive svært at være med blandt de 10 bedste. Dels er konkurrencen skarpere, og dels passer den tempotunge rute ham ikke specielt godt, også fordi han ligner et oplagt offer i den første uge. Man kan derfor ikke helt udelukke, at en Giro, der passer ham som fod i hose, i stedet bliver målet. Holdet har nemlig stigende sponsorinteresser i Italien med inklusionen af Vini Fantini i sponsorgruppen, og en top 10 i Giroen, der bestemt virker realistisk, burde i virkeligheden være mere attraktivt end at ende som en anonym nr. 14 i Touren igen.

Meintjes’ enorme motor betyder, at han er skabt til at køre to grand tours, og sidste år var han endda bedst i den sidste. Det bringer derfor alle grand tour-kombinationer i spil. Efter Giroen kan han sagtens satse på også at præstere i Touren og måske nå et endnu højere niveau i Frankrig. Han kan også satse på den Giro-Vuelta-double, der er den klart letteste at håndtere, fordi holdet nu har flere ryttere til at satse 100% på etapesejre i Touren. Og han kan gøre som i 2021, hvor Touren var det altoverskyggende mål, og hvor han derefter håbede, at formen også kunne give ham et godt resultat i Vueltaen.

Derudover vil alt handle om etaper. Ganske vist hentede man Jan Hirt til holdet med ambitionen om, at han skulle køre klassement, men den drøm synes langt på hylden, nu hvor det står mere og mere klart, at han er alt for svag i den første del af løbet til, at en sådan satsning giver mening. Satsningen vil handle om etapesejre via udbrud og massespurter.

Alexander Kristoff vil spille en fremtrædende rolle i Touen, hvor han ventes at få bygget et tog op for sig. Ganske vist er det ikke mere end godt et år siden, at han højst overraskende vandt 1. etape i Nice, men desværre er han bestemt ikke blevet hurtigere siden dengang. I forvejen har Kristoff altid haft det svært i de klassiske massespurter, og selvom man altid kan håbe, at nordmanden nok engang kommer bedre igennem løbet end de rene sprintere og derfor kan slå til i den sidste del, vil det være en overraskelse, hvis det skulle blive til sejr.

Holdets anden sprinter er Gerben Thijssen, omkring hvem der også opbygges et tog med blandt andre Julius Johansen. Man må formode, at også han skal have sin chance, og det kunne blive i både Giroen og Vueltaen. Umiddelbart kunne det spanske løb ligne den bedste option, da konkurrence er svagere, og da man i forvejen har Andrea Pasqualon som en hurtig mand til det italienske løb. Omvendt er der flere klassiske sprinteretaper i Giroen, og det kunne tale for, at han skal gøre debut i Italien. Uanset hvad skal han efter et svært 2021 vise, at de fine spurter, han kørte i Vueltaen i 2020, ikke var helt ubegrundede.

Uanset hvad vil Pasqualon angiveligt være til start i Giroen og måske også i Touren, hvor han kan hjælpe Kristoff og gå i udbrud. Han er dog slet ikke en klassisk sprinter og vinder ikke en massespurt. Hans chance er størst via udbrud, men da hans holdbarhed er aftaget virker det usandsynligt, at han skulle have held til at tage den sejr, han drømmer om.

De bedste bud på etapesejre kunne ligne Biniam Ghirmay, Lorenzo Rota og Quinten Hermans, men det er uklart, hvor de skal til start. Ghirmay er stadig ung, men det vil overraske, hvis ikke han skal have sin debut. Det vil være meget at forlange, at han skulle vinde i første forsøg, men han er skabt til rollen som etapejæger, da han kan klatre og spurte. Giroen eller Vueltaen ligner med deres mange mellemetaper de klart bedste bud, men man kan ikke udelukke, at holdet vil høste den åbenlyse pr-gevinst, der kan være i at stille til start i Touren med en sort afrikaner med reelt sejrspotentiale.

Læs også

Optakt: Prolog til Tour de Romandie

Rotas fornemme gennembrud i løbet af efteråret viser, at han utvivlsomt også kan vinde en af mellemetaper, da også han er halvhurtig, og det vil denne gang blive på hjemmebanen i Giroen, hvor mulighederne også er bedst for en fyr som ham. Hermans derimod skal efter planen gøre debut i Touren, og det besværliggør det hele lidt med større konkurrence og færre mellemetaper. Mulighederne er dog til stede, hvis han fortsætter den store fremgang, vi så i 2021 og i den crosssæson, der netop nu er i gang.

Et andet etapevinderbud er Rein Taaramae, der som bekendt vandt i Vueltaen i 2021, og som har genfundet lidt af fordums styrke med potentiale til at vinde en bjergetape i i hvert fald Giroen eller Vueltaen. Her kan man også håbe, at Hirt kan slå til. Det kneb i et skuffende 2021, men hans arbejde for Meintjes og Odd Christian Eiking i Vueltaen viste nok engang, hvor god han er i den tredje uge. Finder han igen den form, vil det være muligt at slå til i enten Giroen eller Vueltaen, der ligner de mest oplagte muligheder.

Holdet har naturligvis også Taco van der Hoorn, der som bekendt choksejrede i Giroen. Senere på året bekræftede han sin status som udbryderkonge, og derfor kan man ikke udelukke, at han kan lykkes igen. Problemet er bare, at grand tours ikke giver mange muligheder for tungere Van der Hoorn-typer, og det skal derfor flaske sig, hvis det skal lykkes.

Et andet etapevinderbud er Georg Zimmermann, der med sine klatreevner og hurtighed også er skabt til rollen som etapejæger. Han manglede stadig lidt for meget i 2021, men han udvikler sig også fortsat og viste med sejren i Ain, at han kan spille sine kort rigtigt i de taktiske finaler. Med det rette held kan det lykkes, som det måske også kan for Baptiste Planckaert, selvom hans klatreevner ikke helt rækker til at gøre ham til en oplagt vinderkandidat. Andre bud er Loic Vliegen, Kobe Goossens, Aime de Gendt, Dimitri Claeys, Sven Erik Bystrøm og Jan Bakelants, der alle kan lykkes, men det vil kræve, at sol, stjerne og måne står helt rigtigt på en dag, hvor alt går deres vej.

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

Det er ikke blot i grand tours, at Intermarché har begrænsede klassementsambitioner. Det gælder bredt set over hele kalenderen. Louis Meintjes’ styrke er nemlig hans dieselmotor, som ikke rigtigt kommer til sin ret i kortere løb, og derudover lider han enormt under sin enkeltstart, der betyder meget i næsten alle ugelange løb. Enkeltstarten er i det hele taget et problem for næsten alle holdets ryttere, da truppen er helt renset for specialister.

Skal holdet lave et større resultat i et ugelangt løb, skal det derfor formentlig være i de få løb, hvor enkeltstarten har begrænset betydning. Det gælder i Catalonien, der ligner det bedste bud for Meintjes, der måske også kan begå sig i Dauphiné eller Schweiz, hvor klatreudfordringerne kan kompensere mere for enkeltstartens betydning. Derudover kan man håbe på, at det måske kan lykkes for Lorenzo Rota, Georg Zimmermann og Kobe Goossens kan lave et hæderligt klassementsresultat, men det er næppe noget, man skal sætte næsen op efter. Enkeltstarten er også et problem for holdets kandidater til Benelux Tour, hvor man ellers sagtens kunne forestille sig, at Aime de Gendt, Biniam Ghirmay, Quinten Hermans, Baptiste Planckaert, Lorenzo Rota og Loic Vliegen kunne gøre det godt på flere af nøgleetaperne.

Skal holdet vinde et etapeløb, skal vi uden for WorldTouren. Vliegen tog eksempelvis en stor sejr for mandskabet på deres hjemmebane i Vallonien i 2019, og de ovenfor nævnte klassikerspecialister vil kunne vinde netop det vallonske etapeløb. Også nogle af de mindre franske etapeløb, eksempelvis løbet i Dunkerque, kunne være en mulighed.

Holdet vil også have et vist fokus på massespurter. Alexander Kristoff skal satse på klassikerne og Touren, men foreløbig ved vi, at han også vil spurte i Valencia, Algarve, Tirreno og Schweiz. Som nævnt ovenfor er det imidlertid tvivlsomt, om han stadig har farten til at vinde i de store løb på WorldTouren. Ved siden af Kristoff vil man opbygge et tog for Gerben Thijssen, der med god støtte burde kunne få en sejr i et mindre belgisk endagsløb eller i mindre etapeløb og køre hæderlige resultater hjem på WorldTouren.

Derudover har holdet tre halvhurtige folk i Biniam Ghirmay, Baptiste Planckaert og Andrea Pasqualon, der kan begå sig i, men ikke vinde massespurter. Til gengæld kan de vinde endagsløb, som de alle før har gjort det. Planckaert og Pasqualon er ikke uden chance, men de er ikke helt ved fordums styrke. Til gengæld udvikler Ghirmay sig med lynets hast, og da holdet kører en ret intensiv kalender af endagsløb i Frankrig og Belgien, hvor der er flere småkuperede ruter, der passer ham, kunne han meget vel ende som den mest vindende rytter i 2022.

Læs også

Første rytter fra nyt samarbejde: Visma sikrer talentfuld polak

Netop endagsløb i Belgien, Frankrig og til dels Italien burde være holdets bedste chance for at få nogle sejre. Her er konkurrencen svagere, og mange af ruterne er småkuperede. Til de helt flade af slagsen har de Thijssen, mens Ghirmay, Pasqualon, Planckaert, Georg Zimmermann, Loic Vliegen, Lorenzo Rota, Quinten Hermans, Dimitri Claeys og Sven Erik Bystrøm har med relativ pæn hurtighed alle den helt rette profil til at vinde den slags løb. Aime de Gendt er knap så hurtig, men med de ben, han havde i august, vil også han kunne vinde løb af denne type, og så har den ellers ikke specielt spurtsvage Taco van der Hoorn jo vist, at han på sine gode dage er helt ustoppelig, som han senest dokumenterede, da han snød sprinterne i Benelux Tour og det ellers helt flade Omloop van het Houtland.

Hvem kan overraske?

Intermarché har relativt mange erfarne ryttere, men de har også nogle spændende yngre navne. Klarest fremstår naturligvis Biniam Ghirmay. Det var lidt af et kup, at det lykkedes det lille hold at få fingre i et af sportens mere profilerede talenter, og sportsdirektør Aike Visbeek har da også rettelig udtrykt sin stolthed over succesen. Hans dybt imponerende serie af top 10-resultater i sit halve år på holdet, hvor han også vandt sit første løb og sikrede sig VM-sølv i U23-klassen, vidner om, at han meget vel kan få sit store gennembrud i klassikerne eller som etapejæger i 2022. Med sin hurtighed er han den fødte vindertype - ellers er man heller ikke en af de få, der kunne slå Remco Evenepoel i juniorklassen - og så er han endda fortsat bare 21 år.

En anden rytter, der udvikler sig med lynets hast, er Lorenzo Rota. For ham er det ellers hidtil gået relativt langsomt, men efter at han gennemførte Touren skete der i den grad noget. Var han ikke styrtet i San Sebastian, kunne han måske allerede have taget sin første store klassikersejr, og så havde et stort resultat i 2022 været knap så overraskende, men det kan meget vel komme i 2022. Han er skabt til Ardennerne og de hårde endagsløb og er både konsistent og relativt hurtig på stregen. Fortsætter han udviklingen bliver han spændende som etapejæger i Giroen og i de hårde endagsløb.

En anden rytter, der udvikler sig hurtigt, er Quinten Hermans. Mens cross stadig var hans hovedfokus, imponerede han allerede, men da han i 2021 endelig satsede stort på landevejen, gik det over al forventning. Han var fremragende i Baskerlandet, Ardennerne og Giroen, og selvom han ikke fandt samme form senere, vidner hans flotte crosssæson om, at udviklingen meget vel kan være fortsat. Han er ikke helt så hurtig som tidligere, men synes mere holdbar, og han er stadig skabt til Ardennerne og til rollen som etapejæger - en rolle, der næsten lykkedes i Giroen. Næste år skal han fortsætte udviklingen i klassikerne, gerne tage en mindre sejr i et 1.1-løb og forhåbentlig komme tæt på sejren fra et udbrud i den planlagte Tour-debut.

Georg Zimmermann er ikke kommet helt så langt som de ovennævnte, men han udvikler sig stadig flot. Han imponerede ved de tyske mesterskaber og kom så stærkt ud af Touren, at han vandt en etape i Ain. Samme løb viste, at hans klatring fortsat mangler lidt, men det går den rette vej. Med sine klatreevner og sin hurtighed ligner han de ovennævnte ryttere, og det er derfor også i de hårde endagsløb og som etapejæger, at vi i første omgang kan håbe, at han kan folde sig ud.

Gerben Thijssen er en anden ryttertype, og han er desværre forsvundet lidt fra radaren. Den belgiske sprinter var lovende som U23, men flere skader i de seneste sæsoner har sat hans udvikling tilbage. I Vueltaen har han dog givet glimt af, at potentialet fortsat er der, og nu kommer han til et hold, hvor han vil få stillet et tog til rådighed. Undgår han uheld, kan man håbe, at det bliver nu, at han viser, at evnerne rækker til mere, end vi hidtil har set.

Der vil også være store forventninger til Julius Johansen, men i første omgang skal han mest være en del af Thijssens tog og genfinde landevejsbenene efter et meget dedikeret banefokus. Vi ved dog fra ikke mindst det flotte Danmark Rundt for nogle år siden, at potentialet allerede rækker langt mod professionelle ryttere, og man kan håbe, at han får lov at køre sin chance i et par af de mindre endagsløb, ligesom han angiveligt skulle ønske at genfinde sine gamle tempoevner. Også unge Hugo Page, der minder meget om Johansen, skal i første omgang lære.

Endelig kan man håbe, at Aime de Gendt kan tage næste skridt i klassikerne, men han synes desværre fortsat for ustabil og for sjældent i form. Med benene fra august kan han dog komme ganske langt. Samme ustabilitet lider den lille klatrer Laurens Huys under, og selvom han startede sin karriere hos Bingoal relativt lovende, er der desværre intet, der tyder på, at han pludselig brager igennem blot fordi han er kommet på WorldTouren.