Opvarmning til 2022: Hvad kan vi forvente af Team DSM?

Nedenfor giver vi en analyse af Team DSM.

Ryttere, der bliver på holdet

Thymen Arensman, Nikias Arndt, Romain Bardet, Cees Bol, Marco Brenner, Romain Combaud, Alberto Dainese, Nico Denz, Mark Donovan, Nils Eekhoff, Chris Hamilton, Asbjørn Kragh Andersen, Søren Kragh Andersen, Andreas Leknessund, Niklas Märkl, Joris Nieuwenhuis, Casper Pedersen, Florian Stork, Martijn Tusveld, Kevin Vermaerke

Nye ryttere

John Degenkolb (Lotto Soudal), Jonas Iverby Hvideberg (Uno-X Pro Cycling Team), Henri Vandenabeele (Development Team DSM), Leon Heinschke (Development Team DSM), Frederik Rodenberg (Uno-X Pro Cycling Team), Marius Mayrhofer (Development Team DSM), Sam Welsford (Pro Racing Sunshine Coast), Tim Naberman (Development Team DSM)

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Ryttere, der forlader holdet

Nicolas Roche (stopper karrieren), Tiesj Benoot (Team Jumbo-Visma), Jai Hindley (BORA-hansgrohe), Michael Storer (Groupama-FDJ), Jasha Sütterlin (Bahrain-Victorious), Chad Haga (Human Powered Health), Max Kanter (Movistar Team), llan van Wilder (Deceuninck-Quick Step), Felix Gall (AG2R Citroën Team), Martin Salmon (stopper karrieren)

Hvordan gik transfersæsonen?

Det gamle mundheld ”Højt at flyve, dybt at falde” har sjældent været anvendt bedre end til at beskrive DSMs 2021-sæson. Efter tabet af holdets store stjerne, Tom Dumoulin, var forventningerne til holdet nemlig meget, meget beskedne frem mod 2020, men i den coronaramte sæson endte det tyske mandskab med de mange unge talenter som sæsonens helt store overraskelse. Hvor holdet blandt snart sagt hvem som helst var spået til endnu plads nær ranglistens bund, chokerede Iwan Spekenbrinks tropper med et vanvittigt år, der indbragte en højst uventet 5. plads på verdensranglisten - kun overgået af de fire giganter Jumbo, Deceuninck, UAE og Ineos - og særligt i Touren, hvor holdet kørte herligt aggressivt og uimponeret og vandt ikke færre end tre etaper med Marc Hirschi og Søren Kragh, blev de nærmest hele feltets darlings - en status, der ikke blev mindre senere på året, da Hirschi kørte det ene fabelagtige endagsløb efter det andet, og Jai Hindley og Wilco Kelderman begge endte på podiet i Giroen.

I de dage glemte man helt, at holdet ellers havde fået mere opmærksomhed for de mange stjerners flugt end for deres resultater. Det er ingen hemmelighed, at store navne har haft endog meget svært ved at indpasse sig under holdets ekstremt rigide regimer, hvor meget strenge regler har fået stjerner som Dumoulin, Marcel Kittel, Warren Barguil og Edward Theuns til at bryde kontrakten før tid. Knap havde euforien over den vilde 2020-sæson da også lagt sig, inden alverdens fans blev mindet om dette forhold, da både Michael Matthews og på meget dramatisk vis også Hirschi også rev en gældende kontrakt i stykker for at forlade skuden frem mod 2021-sæsonen.

Det skulle vise sig at blive starten på en katastrofe for Spekenbrink og co. I 2021 var der uendelig dybt at falde efter den vilde 2020-sæson, og det mærkede det tyske hold på den hårdeste måde. Bare 8 sejre blev det til - faktisk havde holdet bare én sejr helt frem til begyndelsen af august - og holdet, der i 2021 var ”the best of the rest” bag de fire giganter, endte i 2021 som nr. 19 og allersidst blandt WorldTour-holdene på ranglisten. Nok har holdet været kendt for nogle meget svingende sæsoner, men i den forløbne sæson nåede man en bund, Spekenbrink næppe havde troet muligt.

I det lys kunne man måske have troet, at man gik tilbage til tegnebrættet i et forsøg på at rette op på katastrofen og måske ville gøre et forsøg på at rette op på den åreladning af klasse, som tabene af Hirschi, Matthews og Kelderman havde ført til sidste vinter. Sådan er det imidlertid ikke gået. Tværtimod har Spekenbrink nok engang vist, at han hører til blandt feltets mere stædige managers, for han har 100% holdt sig til den strategi, der har været hans ledestjerne gennem alle årene.

Således har transfertaktikken været den velkendte. Der er stort set udelukkende blevet satset på at indhente flere af de unge talenter, hvis udvikling er blevet DSMs DNA. Blandet de otte nye ryttere er der således blot ét etableret navn, der ledsages af otte unge ryttere, hvoraf de fire kommer fra mandskabets eget udviklingshold.

Det kunne måske gå an, hvis holdet havde en base af klasse at bygge på, men det er desværre svært at få øje på. Tværtimod er det svært ikke at være bekymret, når man konstaterer, at der igen er sket masseflugt blandt holdets i forvejen relativt få etablerede stjerner - og det endda efter en transfersæson, hvor man aldrig fik erstattet Matthews og Hirschi. Værre er det, at holdet endda igen gennem det meste af året har været omgivet af masser af kontroverser om ryttere, der nok engang har søgt at komme ud af deres kontrakter før tid.

Det gælder særligt for Ilan van Wilder. Det var ellers lidt af et scoop, da det forud for 2020 lykkedes holdet at få fingre i et af de absolut mest lovende etapeløbstalenter, og efter et svært debutår viste Van Wilder i den forløbne sæson også undervejs, at han har et uhyre spændende potentiale, ikke mindst med nogle fabelagtige enkeltstarter. Det kan Spekenbrink imidlertid ikke bruge til meget, når de to parter ragede uklar over blandt andet noget materiel, den unge belgier ikke fik stillet til sin rådighed, og da først han blev snydt for den lovede plads i Vueltaen efter deres indbyrdes uenigheder, var skilsmissen uundgåelig. Van Wilder var endda på vej til at trække holdet i retten for at komme ud af kontrakten, inden der blev indgået et forlig, der sendte den unge belgier til Deceuninck og igen efterlod DSM med en lang, lang næse.

Tabet af Van Wilder er en mindre katastrofe, og desværre blev han ikke den eneste, der fik behov for at komme ud af en eksisterende kontrakt. Sidste vinter havde Tiesj Benoot ellers udtrykt glæde ved sit nye hold, men i løbet af efteråret begyndte der at løbe rygter om, at de to parter var kommet op at toppes. Længe forlød, at belgieren forsøgte at komme ud af sin kontrakt, og bare dage inden holdpræsentationen sprang bomben så: Benoot bliver den næste i den alenlange række af stjerner, der siger farvel med en ellers gyldig kontrakt. Væk var sidste sæsons højtflyvende drømme om at gøre belgieren til en kommende grand tour-rytter, og uanset om han i den kommende sæson havde valgt den ene eller den anden vej, er det en mindre katastrofe at miste en af holdets alt for få profiler. Alsidige Benoots ambitioner om grand tours virkede måske ikke helt realistiske, men i klassikerne og de ugelange etapeløb er der tale, om en tab, hvis betydning er næsten umulig at overvurdere.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Desværre er Benoot og Van Wilder ikke de eneste store tab. Heller ikke Hindley, der trods et svært 2021 jo med sin 2. plads i Giroen har vist, at han stadig er fyldt med potentiale, havde angiveligt lyst til at fortsætte. Australieren skal nu til Bora, og dermed kan Spekenbrink nu notere sig, at han på kort tid er blevet lænset for et enormt etapeløbspotentiale i form af først Kelderman og nu også Van Wilder og Hindley.

Det stopper ikke her. Også kometen Michael Storer siger farvel, men her er omstændighederne lidt mere uklare. Da den unge australier skrev kontrakt med FDJ, lignede han nemlig fortsat mest af alt et stagneret og måske tabt talent, og i det lys kan man egentlig ikke fortænke DSM, hvis de frivilligt lod ham gå. Problemet er bare, at Storer kort efter fik et gigantisk gennembrud i først Ain og siden Vueltaen, og lige nu fremstår det som en mindre katastrofe, at Storer skal til Frankrig - vel at mærke efter at man har tabt både Van Wilder og Hindley.

Og nej, det stopper ikke endnu. Heller ikke Felix Gall, der efter en meget lidt lovende start som professionel pludselig viste ganske opløftende takter i særligt Dauphiné, holder man på. Også han havde ellers en kontrakt for 2022, men heller ikke han ønskede at blive i Tyskland. Også her blev der indgået en aftale om at opløse kontrakten før tid, og dermed bliver han det fjerde etapeløbsnavn, der smutter frem mod 2022-sæsonen.

Vi er stadig ikke færdige. Det kan godt være, at Max Kanter ikke er blevet den supersprinter, han lignede, men han er trods alt stadig et relativt ubeskrevet blad, der i sidste års Vuelta viste opløftende takter. På et hold, der i den grad mangler ryttere til at høste resultater, kan det undre, at holdet angiveligt efter eget ønske bad ham finde en anden arbejdsgiver. Det gjorde han hos Movistar, og spørgsmålet er, om det var en klog beslutning for Spekenbrink, der nu står uden et af de navne, der faktisk kunne have lavet nogle resultater i 2022.

Endelig mister holdet også nogle erfarne hjælpere, der kunne have bidraget med noget erfaring i en trup, der snart savner bekymrende meget rutine. Nicolas Roche er ikke nogen resultatmaskine længere, men måtte til sin egen forbløffelse erfare, at der ikke kunne blive til en ny kontrakt. Da chokket havde lagt sig, valgte han i stedet at stoppe sin karriere, og med sig tager han den enorme erfaring, der kunne have styret de mange unge tropper. Det samme gør Chad Haga, der rejser hjem til USA, og som også mest af alt vil være savnet som hjælper, nu hvor hans tempoevner ikke synes helt så imponerende som tidligere, og Jasha Sütterlin, der lod sig friste af en chance for at arbejde for Phil Bauhaus hos Bahrain. Hverken Roche, Haga eller Sütterlin kunne have scoret mange point, men tilsammen tager de mange års tilstedeværelse i det professionelle felt med sig. Det samme gælder ikke for Martin Salmon, der ikke fik forlænget sin kontrakt, hvilket synes ganske velbegrundet. I hvert fald har tyskeren været en helt anonym hjælper i sin tid på holdet, og det er ikke her, at savnet vil være størst.

Åreladningen er altså stor, og det er mest af alt unge navne, der skal kompensere herfor. Problemet er bare, at det er svært at blive voldsomt ophidset over de fleste af de talenter, der kommer til holdet til den kommende sæson. Noget kunne tyde på, at holdet ikke har helt samme appel til de mest lovende navne, som de havde, da deres ry som talentfabrik var på sit højeste - måske fordi holdet i stedet nu har fået et ry som et sted, hvor det er svært at trives.

Spekenbrink kan dog være svært tilfreds med, at Henri Vandenabeele bliver rykket op fra udviklingsholdet. Belgieren er blandt sin generations mest spændende klatrere, som han med to podiepladser i de seneste to udgaver af Baby-Giroen har bevist. I 2020 blev han slået af suveræne Tom Pidcock, og i år var det kun fænomenet Juan Ayuso og den senere Tou de l’Avenir-vinder Tobias Halland Johannessen, der var bedre, og det vidner om, at der er al mulig grund til at holde øje med Vandenabeele i fremtidige etapeløb, hvor han i en vis forstand kan regnes som Van Wilders afløser.

Etapeløbene bliver dog neddroslet, for Vandenabeele er den eneste erstatning for tabene af Van Wilder og Hindley. I stedet rettes der fokus på spurterne og klassikerne. På sprintersiden oprustes der med Frederik Rodenberg og Sam Welsford, der begge i første omgang er tiltænkt en lead-out-rolle, men formentlig også kan få noget af den plads, Kanter efterlader.

Rodenberg har før vist en imponerende fart, men med hans fokus på banen synes han at mangle noget holdbarhed og robusthed. Han har dog vundet U23-udgaven af Eschborn-Frankfurt, der bestemt ikke er fladt, og der er derfor masser af potentiale i den unge dansker. Så er der betydeligt mere tvivl om Welsford, der ligeledes har haft fokus på banen og stort set kun har kørt i Oceanien. Han har dog allerede været i top 10 i en WorldTour-spurt i Tour Down Under, og der er derfor utvivlsomt også et potentiale at bygge på. Det er bare meget svært at vurdere, hvor stort det er. Holdets tredje nye sprinter er Marius Mayrhofer, der har kørt nogle fine spurter i blandt andet Coppi e Bartali og Deutschland Tour, men han fremstår umiddelbar som den mindst spændende af de tre og nok snarere som et bud på en god lead-out man.

Læs også

Brite vinder efter storslået soloridt - Spanier holder fortsat fast i klassementet

På klassikersiden er det lykkedes at få fingre i et ganske interessant navn. Jonas Hvidebergs potentiale har været lidt svært at blive klog på, men han har nogle flotte U23-sejre på sit CV. Sidste år blev han europamester, og i år vandt han Paris-Tours, og da han samtidig sluttede sæsonen af med en 8. plads i skrapt selskab i det knaldhårde og ganske kuperede Boucles de l’Aulne, der blev kørt i et rasende tempo - i hvert fald ifølge løbets WorldTour-ryttere - skal det blive interessant at se, hvor langt han kan komme.

Det er formentlig også i klassikerne, at vi skal regne med Leon Heinschke. Ganske vist blev han nr. 3 i bjergløbet Tour Alsace, men det er generelt ikke i bjergene, han har leveret sine bedste resultater. Mere sigende e nok hans 2. plads i Circuit des Ardennes, men generelt synes han at være en allrounder, der ikke fremstår som en umiddelbar pointmaskine. Det gælder bestemt heller ikke for Tim Naberman, der trods sin unge alder allerede er hentet til holdet med henblik på en form for vejkaptajn- og hjælperrolle.

Kun ét etableret navn supplerer de unge talenter, og også her er det tydeligt, at holdet retter fokus væk fra etapeløb og i stedet mod spurter og klassikere. Efter ophold hos Trek og Lotto vender John Degenkolb nemlig ”hjem” til holdet, hvor han vandt Milano-Sanremo og Paris-Roubaix, men desværre er han en helt anden rytter end dengang. De lovende takter, man fornemmede i 2020, så man slet ikke i et 2021, der vel var hans dårligste sæson, og selvom man kan håbe, at han kan trives på det hold, der gjorde ham bedst, er det svært at tro på, at han pludselig genrejses. Massespurter vinder han heller ikke længere, men på et hold, der har meget få etablerede navne og ryttere med resultatpotentiale, er han dog utvivlsomt en styrkelse, og da holdet i brostensløbene i forvejen skal satse på deres bredde, er det i hvert fald ikke en svækkelse, at han nu kan gøre fælles front med Søren Kragh, men altså ikke længere Benoot.

Det kan dog ikke ændre på det overordnede indtryk, nemlig at DSM efter 2021-katastrofen går endnu en svær sæson i møde. Holdet har igen skræmt nogle af deres få stjerner væk, og særligt de omdiskuterede tab af Van Wilder og Benoot gør ondt. Blandt de nye talenter er det kun Vandenabeele, der for alvor kan prale af en spændende U23-tid, og for ham gælder, at han skal bruge noget tid på at udvikle sig. 2022 ser faretruende for Spekenbrink og co. - men han kan trøste sig ved, at det samme gjaldt om den 2020-sæson, der blev så fantastisk.

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

DSM har været på en længere rejse igennem deres historie, hvor fokus er skiftet flere gange. I de første år var mandskabet primært et sprinterhold, der i stigende grad fik fokus på klassikerne. Dernæst kom årene, hvor det blev ambitionen at opbygge en trup, der kunne vinde grand tours med Tom Dumoulin, hvorfor massespurter og klassikere blev nedprioriteret, men efter hollænderens pludselige exit er de nu tilbage ved rødderne. I 2021 var det igen primært klassikerne og spurterne, der var fokus, selvom holdet med Jai Hindley og Romain Bardet også havde et vist blik på etapeløbene.

Med tabet af Tiesj Benoot synes holdet at have erkendt, at det kan blive svært i klassikerne. Under holdpræsentationen erklærede de i hvert fald, at hovedambitionen fremover ville være massespurter og udvikling af unge etapeløbsryttere, mens man derudover ville gå ind til klassikerne med ”en varieret taktik for finalerne”. Det virker ikke helt ubegrundet. John Degenkolb vender ganske vist hjem og vil sammen med Søren Kragh skulle regnes som kaptajner i den første del af klassikersæsonen, men det nu igen hollandske hold må regnes som en klar underdog i langt de fleste af løbene.

Man må antage, at Kragh og Degenkolb vil udgøre kaptajnduoen i langt hovedparten af løbene mellem Omloop Het Nieuwsblad og Paris-Roubaix. Chancen for succes er utvivlsomt størst med Kragh, der jo som bekendt var meget tæt på at vinde Milano-Sanremo i 2021, men desværre er det aldrig for alvor lykkedes for danskeren at udfolde sit store potentiale. At det eksisterer, så vi imidlertid med de to etapesejre i Touren i 2020, hvor han netop slog store dele af klassikereliten i den fulde finale, og det vidner om, at danskeren har mulighed for at levere det helt store resultat. Chancen er nok bedst i de hårde brostensløb som Omloop, E3, Flandern og Roubaix, men han har som sagt vist, at han også kan køre finale i en hård udgave af Sanremo. Med den nye kalender kunne han også ligne en kaptajn til Amstel Gold Race, der vel endda er den klassiker, SOM passer ham allerbedst, ligesom også Brabantse Pijl kunne passe ham som fod i hose, mens Strade Bianche nok formentlig atter ofres til foRdel for Paris-Nice, selvom også det løb vil passe ham hæderligt, om end det nok er en anelse for klatretungt. Der er derfor al mulig grund til at tro på det endelige forårsgennembrud, nu hvor han ligner kaptajnen.

Mere usikkert er det med Degenkolb, der viste tegn på en genfødsel i klassikerne i 2020, men faldt sammen igen i 2021.Heller ikke i Roubaix, hvor han jo inden sit grimme styrt var nærmest helt ustoppelig, viste han noget stort, og selvom en type som ham altid kan spurte sig til en top 10 i Sanremo, hvis det ender i en massespurt, ligesom han i år atter var podiet på hjemmebanen i Frankfurt, vil det være en overraskelse, hvis Degenkolb vinder flere store sejre som de to monumenter, han allerede har erobret for holdet.

Bag de to kaptajner virker det nærliggende, at Nils Eekhoff skal genfinde de uhyre lovende takter, han viste i august 2020, men som vi slet ikke har set siden. Potentialet i disse løb er stort, men han har meget at bevise efter et meget skuffende 2021. Hvis Degenkolb giver ham plads, vil han også kunne spurte i de mere sprintertunge løb som Gent-Wevelgem og Dwars door Vlaanderen. Man må dog formode, at ambitionerne vil være endnu større med Cees Bol, der også kan være med i den slags løb, men særligt nok vil have rettet blikket mod mere klassiske sprinterløb som Kuurne, De Panne og Scheldeprijs. Det er også sandsynligt, at han vil give Sanremo et skud, men efter et svært 2021, hvor han manglede masser af fart, vil det overraske, hvis den store gevinst venter. Sejren i Paris-Nice viser dog, at det er muligt. Chancerne synes betydeligt større med Alberto Dainese, der viste overraskende god holdbarhed i Vueltaen, men som nok fortsat kun har robustheden til de helt lette løb som Scheldeprijs og De Panne.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Holdet har også en spændende bobler i Casper Pedersen. Hans sejr i Paris-Tours vidner jo om hans store potentiale, som vi også har fået at se ved enkelte lejligheder i Touren, men han har stadig til gode at brage ind på scenen i de brostensklassikere, der ellers burde passe ham. Nu bør han imidlertid få en mere fremtrædende rolle, og det kan måske være det, han hidtil har manglet. Visse perspektiver er der også for Joris Nieuwenhuis, men det er vel kun med 3. pladsen i Tours, at han har givet reelle løfter for fremtiden, og han ligner mest af alt en hjælper.

I Ardennerne ser det mere end svært ud, og her skal der nok et mirakel til, hvis vi skal se det store til DSM. Holdets klart bedste kort er Romain Bardet, der tidligere har været på podiet i Liege og senest kørte et fornemt Lombardiet. Han har imidlertid erklæret, at han i 2022 primært vil fokusere på etapeløb, og i skrivende stund taler meget for, at han vil skippe ardennerkampagnen til fordel for Giroen, som han gjorde det i 2021. Hvis ikke, viste Lombardiet, at der stadig er top 10-potentiale i Fleche og Liege.

Uden Bardet skal holdet satse på de unge drenge. Det gælder vel i første omgang Thymen Arensman, Andreas Leknessund og Mark Donovan, men de er med deres manglende eksplosivitet slet ikke prototypen på ardennerryttere. Kevin Vermaerke har vundet U23-udgaven af Liege, men var langt fra et højt niveau i sine første år. Også Chris Hamilton kan måske vise sig frem, men det ligner mest løb, hvor man skal vise sig frem med offensiv kørsel.

I efteråret burde det være et fokus for Bardet at køre endnu et fornemt Lombardiet, som han gjorde det i år, og vi ved også, at Kragh og Pedersen nærer stor kærlighed til Paris-Tours, som de kan vinde. En top 10 til Bardet i San Sebastien ser også ud til at være inden for rækkevidde, ligesom man kunne ønske sig at se Kragh i de canadiske klassikere, der burde passe ham aldeles glimrende, men som han har til gode at satse på. De løb kunne også passe til Eekhoff, hvis han endelig kommer tilbage på sporet, men det er nok først og fremmest sprinterløbene, holdet vil satse stort på. Selvom licensen ikke længere er tysk, må ambitionerne i Hamburg være store, og selvom Degenkolb sikkert gerne vil satse på hjemmebanen, vil holdet have bedst muligheder, hvis de satser på Dainese, der dog kan få problemer på Waseberg, og Bol. Bretagne Classic vil i en hård udgave være et drømmeløb for Kragh samt i anden række Eekhoff, der tidligere har imponeret der, og Pedersen, men i en lettere udgave er det også et løb, hvor Bol ikke burde være helt uden chance for at levere et resultat. I dette som i alle andre klassikere vil DSM dog først og fremmest være underdogs, og skal det store resultat komme skal det nok være via en genfødsel af den Kragh, vi senest så i Sanremo i 2021 og i Touren i 2020.

Hvad kan vi forvente i grand tours?

Med Dumoulins exit blev ambitionen om at opbygge et klassementshold til grand tours som sagt droppet, og selvom holdet lidt overraskende var meget tæt på at vinde Giroen i 2020, hvor de fik to mand på podiet, er de erklærede ambitioner på etapeløbsområdet nu anderledes. Planen er stadig at blive et klassementshold, men det er en langsigtet plan, som er baseret på udviklingen af unge talenter. Derfor er én af holdets to grundpiller for 2022 ved siden af massespurterne også udviklingen af unge klassementsryttere.

Helt uden umiddelbare klassementsambitioner er holdet dog ikke. Desværre var de ikke klar til at melde de endelige planer ud ved holdpræsentationen, men det blev dog klart, at holdet har planer om at køre hver af de tre grand tours med hver sin plan. I én grand tour skal der køres klassement med Bardet, i en anden skal der jagtes etapesejre via udbrud og i massespurter, og i en tredje skal der arbejdes med udvikling og modning af unge talenter. Spørgsmålet er nu bare, hvor man vil hvad.

Bardet har gjort det klart, at han gerne vil køre to grand tours - én for klassementet, en anden for etapesejre - og at han gerne vil tilbage til Touren. Samtidig mere end antydede han, at det logiske vil være at satse på den samlede stilling i Giroen, hvor den tempofattige rute er en gave for ham, mens han vil kunne trives i en mere fri rolle i Touren under mindre pres end vanligt. Meget indikerer derfor, at Giro-truppen vil blive bygget op om Bardet, og her vil målet formentlig være noget i retning af top 5. Sidste år endte han som en hæderlig nr. 7, selvom han fandt et betydeligt højere niveau i efteråret, og det viser, at det burde være realistisk, særligt på denne rute.

Spørgsmålet er, om der bliver plads til mere. Traditionelt er DSM meget enøjede, når de satser på klassementet, og det er tvivlsomt, om der bliver plads til en sprinter. Det kan dog langt fra udelukkes, at Alberto Dainese skal bygge videre på den flotte Vuelta på sin hjemmebane, hvor der er en del sprinteretaper, men mest taler nok for, at det blive et hold bestående af Bardet og en række klatrere, der måske kan få lov at jagte etaper, som Chris Hamilton var tæt på at omsætte til succes i 2021.

Den strategi vil gøre Touren til det oplagte sted at jagte etaper. Her vil en stor del af holdet formentlig igen satse på massespurter med Cees Bol, men selvom man kan håbe, at toget genfinder takterne fra 2020, virker det usandsynligt, at hollænderen kan vinde en etape i det største løb af dem alle. Så er chancerne utvivlsomt større med Bardet, der i Vueltaen viste, at han som fri patron sagtens både kan vinde etape og jagte bjergtrøje, ligesom der burde være flere etaper, hvor Søren Kragh kan forsøge at gentage kunststykket fra 2020, ligesom han utvivlsomt vil have blik på den tekniske enkeltstart i København. John Degenkolb drømmer om at vinde brostensetapen, som han gjorde i 2018, og selvom det ser svært ud, kan han og Kragh i det mindste drage fordel af, at de næppe har en klassementsrytter at beskytte. Derudover vil særligt Casper Pedersen, der to gange har været tæt på, Nikias Arndt, der allerede har vundet i Giroen og Touren og var meget stærk i 2021, samt Nils Eekhoff være ryttere, der kan vinde fra udbrud, selvom der ikke er alt for mange muligheder for de lidt tungere ryttertyper.

Læs også

Stjerner hylder danskere og nordmænd

Alt taler for, at Vueltaen vil handle om udvikling af unge ryttere, som det også har gjort i de seneste år. Thymen Arensman har indikeret, at han enten skal støtte Bardet i dennes grand tour (formentlig Giroen) eller køre som en del af det unge hold (formentlig i Vueltaen). Hans 2021 var skidt, men han har nu i to grand tours vist, at hans motor i den tredje uge er stor, ikke mindst med den flotte 3. plads på Vueltaens sidste enkeltstart i 2021. Udgangspunktet vil være, at han skal jagte etaper, men man kan ikke udelukke, at han kan jagte en top 10 i klassementet.

Det samme er tilfældet for Andreas Leknessund, der må stå foran sin grand tour-debut. Efter et svært 2021 er det nok for meget at forlange, at han kan køre klassement, men hans potentiale er så stort, at han måske kan gøre mere end at jagte etaper. Hvis ikke han skal til Giroen, må det også være helt oplagt at jagte den etapesejr med Dainese, man var så tæt på i 2021, hvor der blev givet gode løfter for 2021, og derudover kan man håbe, at Marco Brenner er blevet moden nok til at køre offensivt i bjergene. Her kan de lidt mere erfarne Chris Hamilton og Mark Donovan også prøve sig af, selvom alt taler for, at de også skal med Bardet til Giroen, ligesom man bestemt heller ikke kan udelukke, at den lovende Henri Vandenabeele allerede skal kastes ud i en grand tour, hvor også han vil kunne jagte etaper via udbrud. Endelig er det også en mulighed, at unge Marius Mayrhofer, Frederik Rodenberg eller måske Sam Welsford kan få sin chance som sprinter, men det vil kræve et fravær af Dainese og en lovende første del af sæsonen.

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

Holdets ambitiøse sprinterprojekt fører til, at det er en erklæret ambition at jagte sejre i sæsonens mange WorldTour-etapeløb. I første omgang må man derfor formode, at holdet vil være til start i de fleste med løbet med en af deres sprintere. Her synes Cees Bol og Alberto Dainese i første omgang at være de udpegede afsluttere, og der vil blive arbejdet på at opbygge et stærkt tog. Sidste år lykkedes det Bol at tage en spurtsejr i Paris-Nice, men hollænderen havde slet ikke sit bedste år. Det er for tidligt at afskrive ham, men lige nu synes Dainese at ligne det bedste vinderbud, efter at han i efteråret endelig bekræftede de uhyre lovende takter, han også viste som U23-rytter. Man kunne også sagtens forestille sig, at Nils Eekhoff får sin chancer, men det er måske lidt svært at se ham vinde klassiske massespurter.

Holdet har som nævnt under transferanalysen også tre nye sprintere i form af Marius Mayrhofer, Frederik Rodenberg og Sam Welsford. Det er nok tvivlsomt, hvor mange chancer de får på WorldTouren, men man der burde være plads til, at de kan andet og mere end at køre lead-out for de to førstesprintere. Særligt Rodenberg og Welsford synes at have noget fart, men de har også begge en del holdbarhed at opbygge, mens sidstnævnte er ret uprøvet på højeste niveau. I første omgang vil 2022 handle om at opbygge erfaring og afsløre, hvor store forventninger vi skal have.

Endelig har holdet også John Degenkolb, der må formodes at skulle spurte ved flere lejligheder, men det står efterhånden ret klart, at han ikke længere har farten og positioneringen til for alvor at gøre sig gældende i massespurter. I stedet synes hans erfaring at være mere brugbar i lead-out-sammenhæng, hvor de også kan regne med Nikias Arndt, der med sejren i Tour de Pologne viste, at han måske har nyfundne evner i puncheurspurter, der ikke er alt for stejle.

Klassementer vil formentlig spille en mindre rolle. Romain Bardet skal koncentrere sig om etapeløb og vil derfor også køre klassement i en række ugelange af slagsen, men selvom han har forbedret sin enkeltstart mærkbart hos DSM, er hans tempoevner stadig så svage, at han ikke rigtigt er skabt til disse begivenheder. Her vil man formentlig også give plads til de unge ryttere, hvor det særligt er Andreas Leknessund og Thymen Arensman, man i første omgang skal regne med. Begge kører fornemme enkeltstarter, der gør dem oplagte til disse løb, men begge havde også et skuffende 2021, hvor de aldrig for alvor fandt formen. Potentialet hos særligt Leknessund er dog så stort, at 2022 forhåbentlig bliver året, hvor vi se dem fremme i de kortere etapeløb. Her har holdet også Chris Hamilton og Mark Donovan, der dog begge er hæmmet af sine ringe tempoevner, samt stortalentet Marco Brenner, der dog fortsat er så ung og i 2021 manglede så meget, at vi næppe skal vente at se ham helt fremme i WorldTour-etapeløbene. Det samme gælder for den nye og meget lovende Henri Vandenabeele, hvis potentiale er uomtvisteligt, men som vil skulle lære en del, inden vi kan forvente at se ham helt fremme.

Paradoksalt nok er det nok Søren Kragh, der er bedste bud, hvis holdet skal vinde et etapeløb på WorldTouren. Det er naturligvis i Benelux Tour, som han tidligere har været tæt på at vinde, og som han med sit 2020-niveau vil være en af favoritterne til. Man kan også håbe, at han i 2022 atter kan blive en faktor på WorldTour-enkeltstarterne, hvor man også kan håbe, at Leknessund kan genfinde takterne fra 2020, og at Arensman kan bygge videre på den fremragende enkeltstart, han kørte på sidste etape i Vueltaen. Endelig kan man håbe, at Eekhoff, der nok stadig mangler lidt for at køre med helt fremme i de største klassikere, kan få lov at køre nogle finaler i nogle af de mindre endagsløb, som han viste fine evner for i efteråret 2020.

Hvem kan overraske?

Med sit store fokus på ungdom er det klart, at DSM har en hel serie af unge ryttere med potentiale til at bryde igennem. Mest interessant er nok Andreas Leknessund, der med sine hæderlige klatreevner og sublime enkeltstart var en af de mest spændende U23-ryttere. Desværre gik 2021 slet ikke som håbet, men det er ikke første gang, Leknessund har haft en knap så stærk periode. Hans evner burde gøre ham til den oplagte etapeløbsrytter, og man kan håbe, at han i 2022 er klar til at jagte nogle resultater i de ugelange WorldTour-etapeløb samt at jagte nogle etaper i det, der ligner en sandsynlig grand tour-debut.

I det hele taget var 2021 et skidt år for DSMs talenter. Også Nils Eekhoff skuffede meget efter et 2020, hvor han var nøglen til Michael Matthews’ WorldTour-sejr i Bretagne Classic og var nærmeste trussel mod Mathieu van der Poel ved de hollandske mesterskaber. De takter så vi intet til i 2021, men det er ikke uden grund, at han reelt blev U23-verdensmester i 2019. Eekhoff har med sin spurt og sin robusthed alle evner til at blive en mand til de nordlige klassikere, og det får vi forhåbentlig at se i 2022, hvor fraværet af Tiesj Benoot formentlig vil give ham en mere fremtrædende rolle på holdet.

Alberto Dainese brød delvist den lidt triste talenttrend for holdet. Den unge italiener var tidligere regnet som den kommende italienske supersprinter, men i slutningen af 2020 og begyndelsen af 2021 gik han helt i stå. Pludselig var der imidlertid hul igennem i Vueltaen, hvor der både var fart og uventet holdbarhed. Er han endelig klar til at tage det spring, man kunne have ventet lidt tidligere, kan 2022 blive året, hvor han viser, at han kan blive en kommende topsprinter.

Det bliver også spændende at følge Thymen Arensman. I Vueltaen i 2020 viste han, at han havde den helt rette motor, men til gengæld har han meget svært ved at excellere i andet end grand tours. Det var også først i sidste uge af Vueltaen og de efterfølgende løb, at han fandt lidt takter i 2021, men det er forhåbentlig noget, han kan rette op på i 2022. Man kan håbe, at han allerede nu kan køre klassement i ugelange løb, men måske er det snarere i en grand tour - enten som hjælper for Romain Bardet i Giroen eller i en fri rolle i Vueltaen - at han kan få sit helt store gennembrud.

Holdet har også fortsat den helt unge Marco Brenner, der som juniorrytter så uhyre lovende ud. Han havde det svært i 2021, men han fylder også først 20 i slutningen af august. Lige nu synes springet til toppen at være langt, men man sidder også med fornemmelse af, at der pludselig kan være hul igennem til, at talentet kan udfolde sig. Måske bliver det allerede i 2022, hvor man også kan håbe, at Mark Donovan måske kan lave ”en Michael Storer” og finde lidt af de takter, han sammen med australieren viste i Vueltaen 2020. Det vil nok primært være som etapejæger i bjergene, da hans enkeltstart lider store mangler.

Blandt de nye ryttere er det særligt Henri Vandenabeele, der bliver spændende at følge, men at tro at det belgiske etapeløbstalent allerede brager ind på scenen i den første sæson, er nok en anelse optimistisk. Forhåbentlig får vi dog evnerne at se i nogle ugelange løb, hvor han burde få nogen plads. Blandt de nye ryttere skal det også blive meget spændende at følge Frederik Rodenberg og Sam Welsford, der begge kommer fra et banefokus. Begge har vist fornem fart, men også en del mangler på holdbarheden. Den skal opbygges, men Rodenberg har i hvert fald vist, at den kan være der, da han vandt U23-udgaven af Eschborn-Frankfurt. I første omgang skal de formentlig begge primært køre lead-out, men lad os håbe, at vi kan se dem folde sig ud i et par spurter i mindre løb. Endelig viste Jonas Hvideberg en råstyrke med sin sejr i U23-udgaven af Paris-Tours, men som type er han ikke en typisk vindertype. Derfor skal vi næppe vente os mange topresultater, men 2022 kan måske give en ide om, hvorvidt motoren er stor nok til at blive et kommende topnavn i klassikerne.