Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Opvarmning til 2022: Hvad kan vi forvente af UAE-Team Emirates?

Opvarmning til 2022: Hvad kan vi forvente af UAE-Team Emirates?

23. januar 2022 19:00Foto: A.S.O. / Aurelien Vialatte

Ferien er ovre, og det er tid for de professionelle ryttere at starte den seriøse træning frem mod 2021-sæsonen. Ganske vist betyder coronavirus, at løbene starter senere end vanligt, men i år er fælles træningslejre heldigvis atter mulige, og nedtællingen er for alvor gået i gang. I løbet af de kommende uger vil Feltet.dks cykelekspert Emil Axelgaard klæde dig på til den kommende sæson i en serie af analyser, hvor vi kaster et detaljeret blik på hvert af de 18 WorldTour-hold, og hvad vi kan forvente os af mandskabet i løbet af de kommende 12 måneder.

Annonce

Nedenfor giver vi en analyse af UAE-Team Emirates.

 

Ryttere, der bliver på holdet

Andres Camilo Ardila, Juan Ayuso, Mikkel Bjerg, Rui Costa, Alessandro Covi, Finn Fisher-Black, Davide Formolo, Fernando Gaviria, Ryan Gibbons, Marc Hirschi, Vegard Stake Laengen, Rafal Majka, Brandon McNulty, Yousif Mirza, Juan Sebastian Molano, Ivo Oliveira, Rui Oliveira, Tadej Pogacar, Jan Polanc, Maximiliano Richeze, Matteo Trentin, Oliveiro Troia, Diego Ulissi

 

Nye ryttere

Pascal Ackermann (BORA-hansgrohe), George Bennett (Team Jumbo-Visma), Joao Almeida (Deceuninck-Quick Step), Marc Soler (Movistar Team), Alvaro José Hodeg (Deceuninck-Quick Step), Alexys Brunel (Groupama-FDJ), Joel Suter (Bingoal Pauwels Sauces WB), Felix Gross (Rad-Net Rose Team)

 

Ryttere, der forlader holdet

Alexander Kristoff (Intermarché-Want-Gobert Materiaux), Marco Marcato (stopper karrieren), David de la Cruz (Astana Qazaqstan Team), Joe Dombrowski (Astana Qazaqstan Team), Valerio Conti (Astana Qazakstan Team), Sven Erik Bystrøm (Intermarché-Wanty-Gobert Materiaux), Alexandr Riabushenko (Astana Qazaqstan Team), Cristian Camilo Muñoz (EPM-Scott)

 

Hvordan gik transfersæsonen?

Af og til må manager Mauro Gianetti knibe sig selv i armen og prise sig lykkelig for, at der er noget, der hedder held i uheld. For nogle år siden var hans italienske Lampre-mandskab nemlig i krise. Holdet var slet ikke et af de førende på WorldTouren, og da sponsoren trak sig, skulle han på jagt efter en ny. Det lykkedes ham at sikre finansiering fra Kina, og det sidste italienske WorldTour-hold blev pludselig til den dør, der skulle gøre det store asiatiske land til en magtfaktor i cykelsporten. Sådan gik det imidlertid aldrig, da kineserne sprang fra i sidste øjeblik, og i december 2016 så det ud til, at det var slut med et hold, der ellers har en lang historie i feltet.

 

Nød lærer heldigvis nøgen kvinde at spinde, og tilsyneladende er Gianetti i dag blevet en ferm ”spinder”. I hvert fald tvang nøden ham igen til at kigge alternative veje, og da Kina sprang fra, slog De Forenede Arabiske Emirater til. Da det kort efter også lykkedes at sikre finansiering fra landets store flyselskab, Emirates, stod Gianetti med ét med et hold, der for kort tid siden var at finde i midterfeltet, men nu var et af de allerrigeste med et bagland, der havde ambitioner om at gøre det til verdens bedste.

 

Så langt er Gianetti ikke nået endnu, men han er kommet tæt på. I 2020 nåede de endda før end planlagt ambitionen om at vinde Tour de France, og det toppede de i 2021, hvor det både blev til Tour-sejr og sejr i to monumenter. Alligevel endte holdet som det lille af den kvartet af hold, der kan betegnes som ”The Big Four”, da Deceuninck, Ineos og Jumbo alle endte foran araberne på ranglisten. Det skyldtes holdets helt åbenlyse svaghed, nemlig at det i alt for høj grad er Tadej Pogacar, der står for at levere pointene.

 

Den afhængighed er naturligvis alt for stor, hvis man vil være verdens bedste, og derfor er opgaven at brede paletten markant ud. Heldigvis har man midlerne til det, og selvom det har kostet kassen atter i år at give Pogacar en lang kontraktforlængelse, er pengene stadig så store, at man har kunnet følge den transferstrategi, som har været lagt for dagen fra dag ét. Den har hvilet på to søjler og har være klar at aflæse i de bevægelser, der er foretaget på transfermarkedet i de seneste sæsoner.

 

Den første søjle har bestået i at bruge de gigantiske midler til at tiltrække verdensstjerner. Mest kontroversielt var det først, at holdet fik fat i Fernando Gaviria, selvom colombianeren egentlig havde kontrakt med Deceuninck-Quick Step, og sidste år var det det Marc Hirschis overraskende brud med en eksisterende DSM-kontrakt, der har skabt lignende overskrifter. Derudover blev der brændt gigantiske summer af på Fabio Aru, og Alexander Kristoff, Daniel Martin, Sergio Henao, Rafal Majka, Matteo Trentin og Davide Formolo hører også til de store navne, der i de senere år er blevet hentet til holdet.

 

Den anden søjle er en fremragende evne til at hente og udvikle talenter. Med den tidligere Quick-Step-spejder Joxean Fernandez Matxin som hovedmand, har holdet haft en heldig hånd med at tiltrække de mest spændende fra U23-scenen. Pogacar er i sagens natur det ultimative eksempel på succesen, men også Filippo Ganna, Jasper Philipsen, Andres Ardila, Mikkel Bjerg, Brandon McNulty og senest Juan Ayuso var blandt de mest eftertragtede unge navne, da de skrev kontrakt med holdet forud for deres debut på WorldTouren.

 

Igen i år kan man finde elementer af begge søjler i holdets strategi, men denne gang er balancen skredet yderligere. Allerede sidste år så vi, at talentrekrutteringen blev begrænset, og i år er det i alt væsentligt store stjerner, der er hentet til holdet. Her kan holdet til gengæld også præsentere en imponerende række af nye topnavne, som det i år kun er Bora, der kan matche, men forskellen på de hold er alligevel markant. Hvor det er meget let at se, at tyskerne har fundet pengene ved at frigøre sig fra Peter Sagans milliongage, føler man for arabernes vedkommende, at pengetanken nærmest er bundløs - særligt når man husker på, at Pogacar som sagt også har skrevet en meget lang og utvivlsomt meget dyr kontraktforlængelse.

 

Holdet henter syv nye ryttere, og af disse er fem allerede store stjerner med et hav af flotte resultater på deres cv, mens der er blevet plads til to talenter. Blandt stjernerne har satsningen været tosidet, idet holdet henter ikke færre end to stadig relativt unge sprintere med tilsammen ikke færre end 51 sejre på deres fælles generalieblad, mens der hentes hele tre etapeløbsryttere, der både har til formål at styrke Pogacars støtte og jagte egne resultater.

 

Mest markant er det utvivlsomt, at Gianetti har fået fingre i Joao Almeida. Det er egentlig lidt paradoksalt, at vi skulle frem til juni, inden han vandt sit første cykelløb, men allerede i nu to år på den professionelle scene har han imponeret stort. Da han først fik hul på bylden, tog han ikke færre end seks sejre i 2021 - heraf tre på WorldTouren - og han var så stærk, at han endda endte i top 10 på verdensranglisten, sammen med Julian Alaphilippe som én af to Deceuninck-ryttere.

 

I første omgang kunne man næsten kun ryste på hovedet, da kontrakten blev annonceret. Havde Almeida virkelig solgt en lovende karriere for nu at skulle tilbringe tiden som Pogacars luksushjælper til gengæld for en fed gage. Det viste sig imidlertid hurtigt, at det slet ikke er planen, og tværtimod er Almeida hovedmanden i den omtalte ”brede-paletten-ud”-strategi. Portugiseren er således tiltænkt en rolle som holdets anden grand tour-kaptajn og skal i 2022 satse stort på minimum en podieplads i Giroen, og selvom han nok kunne være lidt bekymret for, om han kan få lov at satse på Touren i de mange år, hans lange kontrakt varer, kan UAE kun juble. Hvis hans udvikling fortsætter, vil Almeida være en sand pointmaskine, som han allerede var det i 2021. Tempoevner er nemlig meget ofte altafgørende i kortere etapeløb, og da han samtidig efterhånden klatrer så godt, at han også kan være en reel podiekandidat i grand tours, tyder det på, at holdet har lavet et sandt kup ved at erhverve sig portugiseren. At kunne fordele årets mange etapeløb mellem Pogacar og Almeida kan næsten kun blive en stor succes.

 

De to øvrige nye klatrere har en noget mere tvetydig rolle. Ligesom for Almeida så det ved første øjekast ud til, at George Bennett og Marc Soler skulle være slagtekvæg for Pogacar, og holdet har da også gjort det klart, at de i et betydeligt omfang skal agere hjælpere for holdets to klassementskaptajner, der jo skal bruge meget stærke trupper til alle tre grand tours. Til gengæld har holdet også lovet begge ryttere en chance for at køre som kaptajn i udvalgte løb, og blandt andet har Matxin gjort det klart, at Soler meget vel kan få sin chance i Vueltaen, selvom det nok vil kræve, at Pogacar ligesom i 2021 bliver så træt efter Touren, at han må droppe det spanske løb fra sine nuværende planer.

 

I rollen som hjælpere bør der ikke være tvivl om deres værdi. Ser man på holdets nuværende materiale, er der ingen tvivl om, at både Bennett og Soler tilfører enorm værdi, særligt i de mange løb, hvor Pogacar er manden, alle vil slå, men om de kan bidrage med personlige resultater, afhænger meget af, hvilken version vi får at se. Bliver det Bennett anno august 2020, er der tale om et sandt kup, for i de dage - og i blandt andet også august 2019 - var newzealænderen fabelagtig i bjergene og en af de absolut bedste. Hvis til gengæld vi ser Bennett anno 2021, er gevinsten knap så stor, men som minimum kan Pogacar i det mindste glæde sig over, at han har ”stjålet” en potentiel nøglehjælper fra Primoz Roglic.

 

På samme måde er det med Soler, der altid har været en uhyre ustabil skikkelse. Af samme grund er det urealistisk at tro, at han bliver en grand tour-rytter i egen kraft, men hans ellers lidt haltende klatring gjorde i 2020 så store fremskridt, at han med sin fine enkeltstart i kortere etapeløb kan levere resultater i det omfang, han får chancen. Og når man tænker tilbage på temposætningen på blandt andet sidste stigning på 2. etape i Vueltaen i 2020, ved man, at Soler også kan være fremragende i rollen som hjælper.

 

Selvom der er hentet tre nye topnavne, er alt dog ikke fryd og gammen. Holdet siger nemlig også farvel til et par habile klatrere, men det er også helt klart, at nyerhvervelserne samlet set er betydeligt stærkere end tabene. Mest ondt gør det, at David de la Cruz indså, at hans muligheder var for begrænsede på et hold med Pogacar, for selvom han højst overraskende blev fravalgt til Touren i 2021, viste han mod slutningen i Vueltaen, at han lige nu klatrer måske bedre end nogensinde. Med Almeida på holdet ville hans personlige chancer måske være begrænsede, men et tab er hans farvel unægtelig.

 

Det samme kan potentielt være tilfældet med Joe Dombrowski. I det meste af sæsonen er hans niveau slet ikke noget, der vil blive savnet, men når han én gang om året finder formen, er han stadig en glimrende klatrer, som hans Giro-etapesejr i år dokumenterede. På et hold med flere kaptajner at støtte var han en rytter, man sagtens kunne have beholdt. Lidt af det samme kan siges om Valerio Conti, der generelt havde et nærmest katastrofalt 2021, men som i en ganske kort periode i juni viste os, at han måske stadig kan genfinde det niveau, der i 2019 gav ham flere dage i Vueltaens lyserøde trøje, og som ville gøre ham til en værdifuld hjælper. Hvis til gengæld han kører som i 2021, vil han ikke blive savnet, og det vil heller ikke Cristian Camilo Muñoz, der aldrig fremstod som det mest lovende colombianske talent, og som nok kan betegnes som et sjældent eksempel på, at Matxins blik for talent svigtede.

 

Også på sprintersiden oprustes der markant. Holdet havde helt åbenbart satset på, at de med Gaviria på holdet ville være et af de førende sprinterhold, men sådan er det slet ikke gået. Colombianeren er faldet sammen i sin tid i Mellemøsten, og derfor har holdet nu hentet to øvrige relativt rene sprintere, således at man nu tilsammen har tre sprintere, der må forventes at skulle fordele langt de fleste sprintermuligheder mellem sig.

 

Havde kontrakterne været skrevet i 2019, havde det også lignet et kup at få fat i Pascal Ackermann og Alvaro Hodeg. Dengang lå verden nemlig for fødderne af de to hurtige folk, hvis resultater havde bragt dem direkte op i sprintereliten, men begge har til gengæld haft forfærdelige år i 2020 og 2021. Ackermanns niveau faldt markant i 2020 og blev ikke genfundet i et 2021, hvor han end ikke tog en WorldTour-sejr. Hodeg blev sat tilbage af sit grimme styrt i oktober 2019 og kunne reelt smide 2020 i skraldespanden grundet corona og en for ham helt håbløs løbskalender, men selvom der var enkelte opløftende takter - ikke mindst da han i et direkte opgør slog Tim Merlier i august - står det efterhånden klart, at han ikke bliver den absolutte topsprinter, som det kunne så ud til efter den flotte debutsæson.

 

Holdet står således med tre navne, Ackermann, Gaviria og Hodeg, der alle på et tidspunkt har været blandt de mest attraktive på sprinterscenen, men man kan frygte, at de alle har set deres bedste tid. Holdet må som minimum håbe, at én af dem kan genfødes i den kommende sæson, og her er det baseret på 2020 nok Hodeg, der kunne have det største potentiale. Det må i hvert fald være håbet, at én af de tre satsninger bærer frugt, hvis altså holdet kan lave en kalender, der kan tilfredsstille dem alle. Det ligner en næsten umulig udfordring, hvis Pogacar eller Almeida vil stille til start i alle tre grand tours med legitime ambitioner om som minimum at gå på podiet.

 

I det hele taget er der måske en overhængende risiko for, at for mange kokke fordærver maden. Det kræver sit at stille med tilstrækkeligt med lead-out-ressourcer. Lettere så det ikke til at blive af, at holdet i første omgang valgte ikke at forlænge med Maximiliano Richeze. Det kunne man egentlig ikke bebrejde dem efter en sæson, hvor det stod helt klart, at argentineren, som vel engang var verdens bedste lead-out man, var milevidt fra fordums styrke, men når man skal hjælpe hele tre sprintere, er spørgsmålet, om det nu var klogt at sige farvel til holdets eneste rigtige lead-out-rytter - specielt når han med udsigt til et uønsket karrierestop næppe havde efterspurgt verdens dyreste kontrakt. I sidste ende betød en skade til Hodeg, at Richeze blev hentet ind som erstatning på en kontrakt, der varer frem til og med Giroen, og det giver da i hvert fald lidt ekstra støtte i det første halve års tid.

 

Der er dog i det mindste ikke fire sprintere at tilgodese. Det har længe stået klart, at Alexander Kristoff måtte væk fra det arabiske mandskab, hvis han fortsat ville have væsentlige muligheder i Touren, og derfor har det længe lignet en uundgåelig skilsmisse. På sprintersiden er det åbenlyst ikke noget stort tab. Holdet har rigeligt med nye sprintere, og Kristoff viste i 2021, at han slet ikke har fordums fart. Til gengæld efterlader det holdet med en meget svag brostenstrup, og det er en gigantisk udfordring for et mandskab, der drømmer om at være verdens bedste. Matteo Trentin virker nu temmelig alene i de nordlige klassikere, og selvom Kristoff havde meget at bevise efter et 2021, der slet ikke gik som håbet, er der ingen tvivl om, at han i disse løb vil blive savnet i en trup, der virker temmelig mager til den type udfordringer.

 

Det skyldes ikke kun tabet af Kristoff. Også i andet klassikergeled ryddes der ud. Sven Erik Bystrøm smutter naturligvis videre med sin landsmand, og selvom nordmanden aldrig er blevet til det, hans VM-titel gav løfter om, har han ved flere lejligheder vist, at han i en mere fri rolle nok kunne have opnået mere. Det kunne han således måske også som en del af UAEs svækkede brostenstrup, men sådan bliver det altså ikke. Langt bedre resultater har Marco Marcato, der jo i sin storhedstid var ganske stærk i netop brostensklassikerne, men selvom det er trist at se, at hjerteproblemer skal tvinge en karriere til stop før tid, har den erfarne italiener i de senere år tydeligt været i så markant tilbagegang, at Bystrøms exit må være det værste af de to. Endelig vinker holdet farvel til den engang så lovende Alexandr Riabushenko, der jo havde kurs mod en ganske spændende klassikerkarriere, men ser man bort fra hans flotte sejr over Alexey Lutsenko i Coppa Agostoni for et par år siden, har han været overraskende langt fra det niveau, han havde som U23, og da han efterhånden er fuldt 26 år, forstår man, at tålmodigheden slap op.

 

Riabushenko var engang en del af transferstrategiens andet ben, nemlig de unge talenter. Dette ben har som sagt spillet en betydeligt mindre udtalt rolle i de seneste år, og det er også tilfældet denne gang, hvor man blot henter to unge navne, hvoraf ingen fremstår som fremtidige giganter. Den ene af de to er endda allerede relativt erfaren. Matxin overraskede nemlig ganske meget ved at hente Alexys Brunel fra Groupama-FDJ. Den unge franskmand startede sin karriere i begyndelsen af 2020 med et brag, men hverken som U23 eller i den øvrige del af sin professionelle karriere, har han skilt sig voldsomt. Kan han udvikle sig mere, end man umiddelbart kan forvente, ligger der måske en udmærket brostensrytter i ham, men lige nu ligner han mest af alt en af de utrættelige hjælpere, der kan føre solen sort. Man kan så håbe, at han alligevel kan udfylde et af hullerne i den haltende brostenstrup. Det er mere uklart, hvorfor holdet nytårsaftensdag annoncerede erhvervelsen af Joel Suter, der i en rolle som anonym hjælper hos Bingoal ikke havde vist noget, der berettiger til en kontrakt på et af verdens bedste hold. Også han kan vel hjælpe lidt på brostenene, men næppe meget mere end det.

 

Den sidste nye rytter er i højere grad et rigtigt talentkøb. Her henter man nemlig den nyprofessionelle Felix Gross, der har tilbragt det meste af de seneste år på banen. Det var først, da coronakrisen aflyste de fleste banearrangementer, at han kørte lidt mere landevejen i løbet af sommeren 2020, og her bragede han igennem med tre sejre på bage fire dage i mindre polske løb. Det byggede han desværre ikke videre på i 2021, hvor han på landevejen stort set kun var aktiv som stagiaire i løbet af efteråret og viste, at han i hvert fald mangler masser af holdbarhed. Han fremstår som en ren sprintertype med ganske megen fart og derfor også potentiale, men han har fortsat meget at bevise, inden han kan regnes som et af de virkelige sprintertalenter.

 

Den nye talentpulje hos UAE er altså ganske beskeden, men det har tydeligvis heller ikke været formålet med årets transfers at styrke den langsigtede fremtid. Her har det handlet om først og fremmest at sikre bedre støtte til Pogacar, at finde endnu en grand tour-kaptajn, der kan brede paletten ud samt at forsøge at gøre sig gældende på sprinterscenen. Stjernenavnene Almeida, Bennett, Soler, Ackermann og Hodeg gør, at der kan sættes flueben ud for alle tre mål, og i hvert fald Almeida som alternativ kaptajn og Bennett og Soler som solide hjælpere ligner gode investeringer. Sprintersatsningen virker mere risikabel og giver umiddelbart grobund for masser af interne konflikter, når tre stjerner skal fordele de begrænsede muligheder mellem sig. Samtidig gør det ondt at miste De la Cruz og i mindre Dombrowski, mens holdet uden Kristoff imødeser en stor udfordring i brostensløbene. Tilbage står et hold med fuldt fokus på etapeløb og massespurter, og hvor de efterhånden virker ganske skræmmende på førstnævnte front, skal det blive spændende at se, hvordan tre supersprintere skal få det til at fungere på et mandskab, der trods mest af alt vil have klassementsambitioner.

 

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

Hvis man spurgte en tilfældig cykelfan, om han anså UAE for et klassikerhold, ville flertallet utvivlsomt svare med et rungende nej. Med Tadej Pogacars endeløse serie af etapeløbssejre vil de fleste nok betegne mandskabet som det tredje af de tre store etapeløbshold, og de fleste vil utvivlsomt tøve med at betegne dem som en magtfaktor i endagsløbene. Det er for så vidt også velbegrundet, for når man kigger ned over truppen, er der åbenlyst bedre klassikerhold end det arabiske mandskab.

 

Alligevel kan man med nogen ret hævde, at UAE var det mest succesrige klassikerhold i 2021. I hvert fald var de det eneste, der vandt hele to monumenter, nemlig Liege-Bastogne-Liege og Il Lombardia. Til gengæld kneb det med at spille nogen stor rolle i næsten alle sæsonens øvrige større endagsløb, og derfor er man tilgivet, hvis man i første omgang havde lidt svært ved at genkende holdet som en af sidste sæsons bedste på klassikersiden.

 

Den meget todelte resultatliste afspejler meget fint, hvad man kan sige om UAEs klassikertrup. Den er i nogen grad synonym med Pogacar, der med sine to store sejre var eneansvarlig for sidste sæsons topresultater. Det vil dog være synd at sige, at han er eneste store stjerne, for UAE kan med navne som Marc Hirschi, Diego Ulissi og Davide Formolo, der alle har været på podiet i en ardennerklassiker inden for de seneste tre sæsoner, præsentere den måske allermest skræmmende ardennertrup. På brostenssiden ser holdet til gengæld meget tyndt ud, og det er kun blevet meget, meget værre, efter at Alexander Kristoff er smuttet videre til Belgien.

 

I det lys er det også naturligt at dele den kommende klassikersæson i to. Som udgangspunkt vil UAE ikke være toneangivende i den første del af klassikerperioden, hvor de kun vil være outsidere på brostenene. Til gengæld bliver det alvor, når holdet møder op med Pogacar i Ardennerne, hvor de vil være en af de allertungeste favoritter.

 

Helt så enkelt er det dog ikke. Pogacar er en herlig Tour-konge, der ikke lader sig begrænse til et fokus på etapeløb og grand tours. I år vil han således udvide sin klassikerpalet ved at deltage i ikke færre end fire af de fem monumenter, idet han vil føje både Milano-Sanremo og Flandern Rundt til et program, der også tæller titelforsvaret i de to kuperede monumenter. Deltagelsen i Flandern er delvist forårsaget af ønsket om at få lidt brostenserfaring inden Touren, hvorfor han forinden også varmer op i Dwars door Vlaanderen, men han har også gjort det helt klart, at han ikke udelukker, at han kan lave et resultat.

 

I første omgang vil det dog være op til Matteo Trentin at forsvare holdets farver på brostenene i Omloop, Kuurne, E3 og Gent-Wevelgem. Der er faktisk grund til at være ganske fortrøstningsfuld på italienerens vegne. Han kørte faktisk ganske imponerende i klassikerne i både 2020 og 2021, men var alt for ofte ramt af uheld. Efteråret viste tydeligt, at hans spurt er blevet et lille problem, men råstyrken har han bestemt. Han er måske ikke den mest sandsynlige vinder, men et podium er bestemt realistisk, særligt i de hårde løb Omloop, E3 og Flandern Rundt. Det skal i øvrigt også blive interessant at se, hvor langt Mikkel Bjerg kan komme i disse løb, da den relativt svage trup giver ham frihed til at prøve sig selv af.

 

Derudover vil Pascal Ackermann og Fernando Gaviria også satse på klassikerne. Deres chancer vil være ganske gode i Kuurne, De Panne og Scheldeprijs, men begge har meget at bevise efter to sæsoner, der slet ikke har fungeret. Derfor må også de primært leve med outsiderroller, men podiet er bestemt realistisk. I løb som Gent-Wevelgem og Dwars door Vlaanderen har de også en chance, hvis løbene ender i en spurt, men det kræver, at begivenhederne flasker sig.

 

Der burde være en vis sandsynlighed, at de også er til start i Sanremo sammen med Pogacar og Trentin. Her vil de være optioner, hvis det ender i en massespurt. Begge har i hvert fald en chance for at overleve Poggio, selvom der ingen garantier, for mens Gaviria i 2021 spurtede ringere end nogensinde, klatrede han faktisk ganske storartet. Størst chance har holdet dog for at vinde med Pogacar og Trentin, der kan gøre det færdigt i et hårdt løb. Poggio er ikke svær nok til, at Pogacar kan køre alene væk, men når man ser på, hvordan Julian Alaphilippe i sin tid vandt løbet, er det indlysende, at det også lader sig gøre for Pogacar, der som bekendt slog verdensmesteren i en spurt i Liege sidste år. En spurtsejr til Trentin er i lyset af hans problematiske spurt måske ikke længere sandsynlig, men han har næse for at lave ”en Stuyven”, hvis han kører med de bedste på Poggio. I virkeligheden passer løbet også storartet til kometen Alessandro Covi, der også er lynhurtig nede i Sanremo, men han risikerer at skulle ofre sig i en hjælperrolle.

 

På det tidspunkt kan Pogacar allerede have vundet en klassiker. Han havde en af sine få ikke alt for gode dage, da han i 2021 kørte Strade Bianche, men han endte alligevel ganske tæt på de bedste. Han har da også alle de rette karakteristika til at vinde grusvejsløbet, og særligt nu hvor Wout van Aert skipper løbet, og Mathieu van der Poels deltagelse er yderst tvivlsom, er det svært ikke at se ham som en af de allertungeste favoritter. Han vil i øvrigt blive ledsaget af Davide Formolo, der i 2020 blev nr. 2 i den brutale udgave af løbet, og som med samme niveau vil være en af de allerbedste, samt Covi, der har alle karakteristika til at brage ind på scenen med et topresultat. Også Diego Ulissi er en sandsynlig deltager og har karakteristika til at gøre det glimrende.

 

Det næste spørgsmål er, hvordan Pogacar klarer brostenene. Her vil han ikke være topfavorit - slet ikke til Dwars door Vlaanderen, der nok er til den lette side - men ender han med at vinde i Flandern, skal man ikke blive overrasket. I sin tid var mange også af den opfattelse, at Alaphilippe var en anelse for let til det flamske monument, men det viste sig i 2020 at være helt forkert, selvom en motorcykel satte ham ud af spillet. Er han i topform, kan Pogacar køre med om sejren og han og Trentin udgøre en fremragende duo. Til gengæld vil Trentin igen være alene i Roubaix, hvor han bestemt kan gøre det fint, men kun vil være outsider til en begivenhed, der ikke er helt ideel. Også her bliver Bjerg interessant at følge.

 

I Ardennerne vil holdet starte lidt stille ud uden Pogacar. Amstel Gold Race ligger ikke perfekt til Trentin, men med offensiv kørsel har han før været meget tæt på podiet. Det er dog særligt Covi, man skal holde øje med. Den hurtige italiener er skabt til det hollandske løb, og efter at han var tæt på at vinde i San Sebastian sidste år, kan han overraske stort i april. Diego Ulissi kan også gøre det fint, selvom han aldrig har haft den allerstørste succes. Og så skal det blive meget interessant at følge kometen Juan Ayuso, der allerede gjorde det fremragende i San Sebastian sidste år, og som - hvis han kan klare positionskampen - kan blive 2022-sæsonens Tom Pidcock. De samme ryttere kan ventes til start i Brabantse Pijl, hvor Trentin sidste år næsten kørte lige op med Pidcock og Wout van Aert, selvom den meget langstrakte kalender i år kan få italieneren til at skippe løbet. Det er en rute, hvor særligt Covi og Ayuso kan blive uhyre interessante at følge.

 

Til Fleche Wallonne og Liege vil Pogacar være tilbage, og så giver det næsten sig selv, hvem der skal køres for. Sloveneren vil være en af de helt tunge favoritter i begge løb, og man skal ikke blive overrasket, hvis han vinder begge løb. I det meget kontrollerede Fleche er Ulissi også tidligere blevet nr. 3, men han får svært ved at køre siden egen chance (og niveauet rækker næppe heller igen lige så langt). Liege har altid været lidt for svært, og da Davide Formolo i år skipper klassikerne, og Covi og Ayuso ikke ventes at deltage, vil Pogacar her var en ret klar kaptajn, der også ventes at blive bakket op af Rafal Majka og Rui Costa.

 

Det helt store spørgsmål er, hvordan det vil gå med Marc Hirschi. Selvom han havde en skidt sæson, kørte han stadig i top 10 i Liege, og hans sæsonafslutning gav håb om en genfødsel. Desværre er han nu blevet opereret i hoften og kan først starte sin sæson i marts, som han også gjorde det sidste år. Dengang var det ikke nok til at blive flyvende i Ardennerne, og det er derfor tvivlsomt, om det vil lykkes denne gang. Skulle det gå bedre end ventet, og kan han genfinde sit niveau fra 2020, er det nærmest uhyggeligt. Tænk sig Pogacar og 2020-udgaven af Hirschi på samme hold i Fleche og Liege. Det må kunne få hvem som helst til at sove uroligt.

 

Ackermann vil formentlig runde foråret af med et forsøg på at tage sin anden sejr på hjemmebanen i Frankfurt, men herefter vil fokus rettes mod løbene i efteråret. Med Ackermann i Vueltaen er det nok Gaviria eller måske endda Alvaro Hodeg, der skal forsøge at lave et resultat i Hamburg og måske også i Bretagne, der også ligger godt til Trentin og Covi. Sidstnævnte bliver dog særligt interessant at følge i San Sebastian, hvor han var meget tæt på at vinde sidste år, og her kan vi også vente os en stor præstation af Ayuso, der var så tæt på sidste år. Det kunne også være et løb, Joao Almeida vil satse på, og han kan med sin hurtighed reelt vinde det i første forsøg. Det er også et perfekt løb for Hirschi, hvis han kommer ud af Touren, som han gjorde det i 2020, og Ulissi plejer også at gøre det pænt, selvom det traditionelt har været lidt for hårdt.

 

Holdet står også uhyre stærkt i Canada. Tager Hirschi til Nordamerika, vil han være skabt til de to puncheurspurter, der også synes at være perfekte for Covi. En formstærk Trentin kan også gøre det fornuftigt, og Ulissi har tidligere vundet i Montreal. Ayuso kunne også være spændende at følge, selvom han nok ikke helt har den nødvendige hurtighed. Endelig skal holdet runde sæsonen af i de italienske klassikere, hvor Pogacar skal forsvare sin Lombardiet-titel. Ender han som planlagt med at køre både Tour og Vuelta, er det dog usikkert, om han vil have den nødvendige friskhed. Holdet har dog et hav af kandidater, da løbet også burde passe ganske perfekt til Almeida, og en genfødt Hirschi kan også vinde det italienske monument. Formolo vil være i stand til at lave et topresultat, selvom han er usandsynlig vinder, og så kunne løbet være rammen om en meget spændende monumentdebut til Ayuso. Til gengæld er løbet nok for hårdt for Covi, som det altid har været det for Ulissi.

 

Hvad kan vi forvente i grand tours?

Da UAE indledte sin vej mod den absolutte cykeltop, var det også med det samme en ambition om at være en magtfaktor i grand tours. Vejen hertil skulle gå gennem en massiv satsning på Fabio Aru, der blev udstyret med en meget lukrativ kontrakt, men som bekendt endte det ægteskab i en dundrende fiasko. Alligevel er UAE endt med at nå verdenstoppen med to Tour-sejre på to år i et tempo, de næppe heller selv havde drømt om.

 

Det skyldes naturligvis Tadej Pogacar, der igen i 2022 skal sætte en endnu federe streg under, at han er feltets grand tour-konge. Det skal ske ved at fuldende Tour-hattricket, og derfor bliver der ingen diskussion om, hvad der er ambitionen til sommer. UAE vil komme til Frankrig med næsten hele A-kæden, og der bliver kun ét mål: at vinde løbet med Pogacar.

 

Det er bestemt også sandsynligt, at det lykkes. Holdet er bestemt ikke blevet ringere end i 2021, hvor de viste sig helt i stand til at kontrollere løbet, og ruten passer glimrende til den alsidige slovener. Hans hold ser dog en anelse sårbart ud på brosten og i sidevind, og det kan være en udfordring, der måske kan udnyttes af rivalerne. Uanset det forhold vil der dog ikke være megen tvivl om, at årets Tour igen vil blive udlagt som den store slovenske duel mellem Pogacar og Primoz Roglic - med blandt andre Egan Bernal og Jonas Vingegaard i outsiderrollerne.

 

I skrivende stund ventes Roglic at blive ledsaget af klatrerne Marc Soler, George Bennett, Brandon McNulty og Rafal Majka, men derudover må Marc Hirschi anses som en sandsynlig deltager. Det samme må Mikkel Bjerg, og så er spørgsmålet, om holdet igen har råd til at undvære Matteo Trentin, når den første uge ser farlig ud. Selvom der i denne gruppe, er mange potentielle etapevindere, får de kun deres chance, hvis Pogacar grundet uheld sættes ud af spillet, som det skete for Roglic i den seneste udgave. Pogacar har egentlig selv sagt, at holdet vil kunne gøre sig gældende i Tourens spurter, men det vil være en kæmpe overraskelse, hvis UAE møder til start i Frankrig med en sprinter med personlige ambitioner.

 

Det kan der måske blive i Giroen, men det er langt fra sikkert. Holdet kommer nemlig til Italien med ambitionen om at vinde løbet med Joao Almeida, og det ligner ikke en umulighed. Portugiseren må dog leve med en rute, der med fraværet af megen enkeltstart passer ham temmelig dårligt, og spørgsmålet er, om klatreevnerne rækker til at slå blandt andre Richard Carapaz. Lige nu må han nok leve med en status som udfordrer, men med en uhyre stærk tredjeugesmotor skal han ikke forbedre sine klatreevner fra 2021 alt for meget, inden han også kan vinde løbet.

 

I Giroen vil hierarkiet være en anelse mindre fastlåst - i hvert fald indtil Almeida pludselig kører med om sejren. Det kan give muligheder for blandt andre Davide Formolo. Han har selv en lille plan om at forsøge at køre top 10, men har også erkendt, at han er plan B. Det står dog i stigende grad klart, at han næppe nogensinde bliver grand tour-rytter, og mere sandsynligt er det, at han kan vinde en etape. Det samme kan Diego Ulissi, der allerede har vundet 117 gange i sit hjemmebaneløb, og det gælder i særdeleshed også for Alessandro Covi, der burde være skabt til at vinde fra et udbrud. Rui Costa bliver en mentor for Almeida og er ikke ved fordums styrke, men får han friheden, er han stadig en trussel. Hvis Hirschi kommer sent i gang efter sin skade, kan man heller ikke helt afvise, at holdet vælger at sende ham til Italien, hvor han kan køre sig i form og måske jagte en etape senere i løbet.

 

Endelig er der så spørgsmålet om en sprinter. Meldingen om, at Maximiliano Richeze har fået en kontrakt til efter Giroen, kunne indikere, at han og Fernando Gaviria skal til start. Det bliver ikke Pascal Ackermann og den skadede Alvaro Hodeg, og derfor må det være Gaviria, der er i spil, selvom han intet har bekræftet. Der skal dog ske noget markant i forhold til 2021, hvis han skal vinde den etape, han ikke for alvor har været tæt på i de seneste sæsoner.

 

Vueltaen bliver måske næsten holdets mest spændende grand tour. Hvis ikke han kører sig selv helt i hegnet i Frankrig, regner Pogacar med at køre sin første double, og det vil være med ambitionen om at vinde. Hans motor er ganske enorm, og selvom han næppe kan ventes at være på samme niveau som i Touren, har han en ganske god chance for at vinde sin double i første forsøg. Ruten passer ham i hvert fald ganske fint, men det kan blive en udfordring, at han ikke forsømmer en lejlighed til at fortælle om, hvor meget han hader varmen.

 

Hierarkiet vil nok være knap så fastlåst, indtil vi får at se, hvor stærk Pogacar er. Det kan give muligheder for Almeida, der også vil køre to grand tours for første gang, og hvis man ser på hans fantastiske efterår, er der intet til hinder for, at han kan køre stærkt to gange. Ruten med en flad enkeltstart passer ham ganske storartet, men at han skulle slå Roglic (og Pogacar), virker trods alt usandsynligt. McNulty og Soler har også luftet ideen om lidt mere frihed, men medmindre Pogacar melder fra eller er helt fra snøvsen, vil deres frihed næppe strække sig til meget mere end en etapejagt - en jagt, der for McNultys vedkommende også vil kunne finde sted på enkeltstarten. Hvis ikke Trentin kører Touren, vil han også være en oplagt etapejæger i det omfang, der bliver plads, ligesom Majka jo udnyttede friheden til at vinde en etape i år, og Formolo og Costa kunne også gøre det, hvis de mod forventning kommer til start. Endelig er der Juan Ayuso. Det er ikke planen, at han skal køre en grand tour, men brager han ind på scenen med fynd og klem, har han holdt døren åben. I givet fald skal han blive uhyre interessant at følge, hvis han får friheden. Endelig vil holdet stiller med Ackermann, der her får sin chance. Han har før vundet i Vueltaen, men skal det ske igen, skal han genfinde sit niveau fra tidligere - særligt fordi han ikke får megen støtte. Heldigvis kan han glæde sig over, at sprinterfeltet i Vueltaen sjældent er alt for stærkt.

 

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

I 2021 var Ineos i foråret nærmest altædende i de ugelange WorldTour-etapeløb, hvor de vandt hver eneste gang, hverken Tadej Pogacar eller Primoz Roglic var til start, men de kan få svært ved igen at blive det mest vindende etapeløbshold. UAE bliver nemlig i den grad en magtfaktor i de ugelange løb, når Pogacar får selskab af Joao Almeida. Det er ikke uden grund, at portugiseren var med fremme i næsten alle løbene og vandt samlet i Polen. I den slags spiller enkeltstarten en nøglerolle, og det gør Almeida til den perfekte rytter til at vinde kortere etapeløb - præcis som Pogacar er det.

 

Derfor vil UAE stille med en favorit til mange af løbene. De vil sammen være til start på holdets hjemmebane i UAE Tour, der er et gigantisk mål, og hvor særligt sloveneren vil blive næsten umulig at slå. Derefter skal Pogacar jagte sejre i Tirreno, hvor han vil være storfavorit, og i Baskerlandet, hvor han skal have sin første konfrontation med Primoz Roglic. Senere vil han spise Tour de Slovenie som opvarmning til Touren. Almeida ligner en af største trusler mod Roglic i Paris-Nice, men derudover består hans forår af Tour of the Alps og Volta a Catalunya, der begge er uden enkeltstart. Det betyder ikke, at han ikke kan vinde løbene, men storfavorit vil han ikke værre. Det vil han til gengæld være i et muligt titelforsvar i Polen, hvor en kuperet enkeltstart ser ud til at blive næsten altafgørende.

 

Brandon McNulty lignede ved OL en mand, der har forbedret sin klatring mærkbart, og derfor kan også han nu være skabt til de ugelange løb. Der er dog ikke megen plads ved side af Pogacar og Almeida, men i Paris-Nice burde han nok kunne få sin chance, ligesom han ventes at være kaptajn i Romandiet. Dauphiné og Tour de Suisse kunne også være muligheder. Marc Soler skal også kigge efter de samme løb, hvis han skal have lidt personlig frihed, men hans klatreevner rækker ikke til, at han kan stræbe efter de absolutte topresultater. Måske kan Rafal Majka også køre lidt klassement, men det er særligt i lyset af enkeltstarten tvivlsomt - og det bliver nok svært for Rui Costa at få alt for megen plads efter et skidt 2021, selvom han sikkert igen vil forsøge sig i de schweiziske løb, selvom han også der er begyndt at komme til kort. Endelig er der UAE Tour som en lidt særlig begivenhed, hvor en forhåbentlig genfødt Marc Hirschi burde kunne gøre det ganske godt, og hvor det også kunne være interessant at se Matteo Trentin og Mikkel Bjerg forsøge sig som klassementsryttere.

 

Juan Ayuso er naturligvis et særligt tilfælde. Det spanske supertalent skal i første halvdel af sæsonen testes som klassementsrytter i Valencia, Andalusien, Catalonien, Romandiet og Dauphiné. Hvor langt han kan komme, er stadig svært at sige, men hans efterår vidner om, at vi ikke skal blive overraskede, hvis han allerede er med meget langt fremme, også i WorldTour-løbene.

 

Holdet har også den markante sprintersatsning med Pascal Ackermann, Fernando Gaviria, Alvaro Hodeg og i mindre grad Sebastian Molano. De mange klassementsryttere gør det svært at få plads, men der burde være flere chancer for dem, end der vil være i grand tours. Hodeg vil være ude hele foråret, og derfor vil det i første omgang primært være Ackermann og Gaviria samt måske Molano i mindre løb. Ackermann og Gaviria har dog alt at bevise efter 2021, og med begrænset støtte er det svært at være alt for optimistisk på deres vegne. Hodeg vil forhåbentlig være klar igen fra slutningen af maj, og han kom faktisk fornuftigt tilbage i 2021 efter et svært 2020. Han ligner dog mere en rytter, der mest kan vinde mindre løb, som det også gælder for Molano. Holdet har naturligvis også Matteo Trentin, men med den spurtstyrke han viste i 2021 er der nok grænser for, hvor meget han vil spurte.

 

Holdet står også stærkt på enkeltstarterne. Pogacar, Almeida og McNulty har alle med jævne mellemrum været med helt fremme på WorldTouren, og de vil kunne vinde i kampen mod uret. Mikkel Bjerg har hidtil ikke været helt så langt og særligt været lidt ustabil, men han har på sine gode dage været langt fremme, også på WorldTouren. Forhåbentlig kan han tage endnu et skridt nærmere den absolutte verdenselite.

 

Endelig vil holdet køre en række endagsløb, ikke mindst i Italien. Her har de en næsten endeløs serie af vinderkandidater, fordi de løb ofte vindes af hurtige og klatrestærke folk. Man behøver bare at nævne navnene Almeida, Ayuso, Alessandri Covi, Marc Hirschi, Pogacar, Trenti og Diego Ulissi, og det står kalrt, at holdet kan vinde næsten hver eneste gang.

 

Hvem kan overraske?

Taler man om talenter og UAE, vil alle med det samme fokusere på Juan Ayuso. I de seneste sæsoner synes der næsten hvert år at have været et nyt ”babyfænomen”, alle glæder sig til at se, og hvor det i 2019 var Remco Evenepoel, og i 2021 var Tom Pidcock, er det denne gang Ayuso.

 

Hypen om spanieren var allerede stor inden sidste sæson, og han levede i den grad op til al virakken. Han var knusende suveræn gennem det meste af foråret og rundede sin U23-tid med at knuse al modstand - herunder den senere Tour de l’Avenir-vinder Tobias Johannessen - i Baby-Giroen, og i efteråret viste han med det samme, at han kan være med hos de professionelle. Han var tæt på at vinde både Giro dell’Appennino og Klasika Ordizia, og han var ikke langt fra at følge de allerbedste i WorldTour-debuten i San Sebastian. Derfor er der grund til at tro på en debut, der kan give mindelser om Pidcocks og Evenepoels.

 

Som nævnt ovenfor har han mange muligheder. Der venter en del etapeløb i foråret, og der er grund til at forvente, at han kan levere flotte klassementsresultater, også på WorldTouren. Hans punch og hurtighed gør ham også interessant i Amstel og Brabantse Pijl samt i de mindre endagsløb, han ventes at køre. Sæsonen må så vise, om han også kan få lov at hjælpe Tadej Pogacar i Vueltaen, selvom det lige nu ikke er en del af planen.

 

Dernæst er der grund til at fremhæve Alessandro Covi. Hvis blot det sene udbrud var blevet hentet, kunne italieneren måske have vundet Clasica San Sebastian. I hvert fald vandt han favoritgruppens spurt om 5. pladsen, og senere virkede han også uhyre overbevisende i efterårets løb. Covi må stå foran sit helt store gennembrud i de kuperede endagsløb, hvor Amstel, Brabantse Pijl, San Sebastian, Bretagne og de canadiske klassikere alle ligner potentielle og gode mål. Hvis Joao Almeida giver ham friheden, har han også alle karakteristika til at tage en etapesejr i Giroen.

 

Finn Fisher-Black er også en uhyre spændende herre. Han var så eftertragtet, at UAE hev ham ud af kontrakten med Jumbos talenthold midt i 2021-sæsonen, men hans efterår var en lille skuffelse. Forinden havde han imponeret stort ved næsten at gå på podiet i Belgium Tour, men som type er han stadig lidt svær at placere. Han har en god enkeltstart og kører fornuftigt opad, men lige nu er det ikke selvindlysende, om klatreevnerne rækker til at være klassementsrytter i løb, der er decideret bjergrige. Han får næppe mange chancer blandt alle UAE-stjernerne i 2022, men forhåbentlig kan sæsonen give os en bedre ide om, hvilken vej hans karriere kan tage.

 

Måske er det også legitimt at nævne Brandon McNulty. Ganske vist e han allerede en relativt etableret stjerne, men han har faktisk ikke specielt mange store resultater. Hans enkeltstart er allerede i den absolutte verdenselite, men hans klatreevner har været alt for mangelfulde. Da han kørte med Pogacar på den sværeste stigning ved OL, fik man dog fornemmelsen af, at han måske har fået gjort op med manglerne. Han får ikke mange chancer i en sæson, hvor han skal støtte Pogacar i Touren og Vueltaen, men mulighederne burde komme i Paris-Nice, Romandiet samt i enten Dauphiné eller Tour de Suisse. Hvis vi virkelig kan bruge OL som en god indikator, kan han pludselig blive ganske uhyggelig i de ugelange løb.

 

Man burde også fremhæve Andres Ardila, som i disse spalter er blevet imødeset med store forventninger. Hans magtdemonstration i Baby-Giroen er dog aldrig blevet fulgt op af noget som helst, og lige nu er det svært at se, at han pludselig skulle brage ind på scenen. Man kan håbe, at det ændrer sig i 2022, men det ser svært ud - særligt fordi der heller ikke bliver meget plads på holdet. Det gør der heller ikke for Mikkel Bjerg, men han kan faktisk få lidt plads i den svage brostenstrup, hvorfor det skal blive ganske interessant at se, hvor langt motoren rækker i de lange brostensløb. Endelig har holdet også den unge sprinter Felix Gross, men han har ikke overbevist om, at han vitterligt er en kommende storsprinter. Han mangler i hvert fald stadig masser af holdbarhed, og med hele tre sprintere på holdet får han næppe meget andet en lead-out-opgaver i 2022.

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
UAE Team Emirates
Nyheder Profil Ryttere Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

RideLondon Classique(2.WWT) 27/05-29/05

Circuit de Wallonie(1.1) 26/05

Tour of Estonia(2.1) 26/05-28/05

Tour du Pays de Vaud(2.NCUP) 26/05-29/05

Circuit de Wallonie(1.1) 26/05

Tour of Estonia(2.1) 26/05-28/05

Tour du Pays de Vaud(2.NCUP) 26/05-29/05

RideLondon Classique(2.WWT) 27/05-29/05

Orlen Nations Grand Prix(2.NCUP) 28/05-29/05

Marcel Kint Classic(1.1) 29/05

Mercan'Tour Classic Alpes...(1.1) 31/05

Giro dell'Appennino(1.1) 02/06

Course de la Paix Juniors(2.NCUP) 02/06-05/06

Heylen Vastgoed Heistse Pijl(1.1) 04/06

La Classique des Alpes Ju...(1.1) 04/06

Annonce

Annonce

AG2R Citroen Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty - Gobert

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Israel - Premier Tech

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Alpha Vinyl

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team BikeExchange Jayco

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

VIND JACQUES ANQUETILS CYKEL!