Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?
På forhånd tak!
Feltet.dk
Ferien er ovre, og det er tid for de professionelle ryttere at starte den seriøse træning frem mod 2023-sæsonen. Efter de indledende teambuilding-øvelser ved de første holdsamlinger i november, er det som regel i december, at de første træningslejre organiseres og den indledende sæsonplanlægning finder sted, og bare få uger senere er WorldTouren allerede i gang, når der igen bydes op til dans i Tour Down Under. I løbet af de kommende uger vil Feltet.dks cykelekspert Emil Axelgaard klæde dig på til den kommende sæson i en serie af analyser, hvor vi kaster et detaljeret blik på hvert af de 18 WorldTour-hold, og hvad vi kan forvente os af mandskabet i løbet af de kommende 12 måneder.
Annonce
Nedenfor giver vi en analyse af Alpecin-Deceuninck.
Ryttere, der bliver på holdet
Maurice Ballerstedt, Tobias Bayer, Dries De Bondt, Silvan Dillier, Samuel Gaze, Michael Gogl, Jimmy Janssens, Alexander Krieger, Senne Leysen, Jakub Mareczko, Xandro Meurisse, Stefano Oldani, Jasper Philipsen, Edward Planckaert, Jonas Rickaert, Oscar Riesebeek, Kristian Sbaragli, Robert Stannard, Lionel Taminiaux, Fabio Van Den Bossche, David van der Poel, Mathieu van der Poel, Gianni Vermeersch
Nye ryttere
Søren Kragh Andersen (Team DSM), Ramon Sinkeldam (Groupama-FDJ), Quinten Hermans (Intermarché-Wanty-Gobert Materiaux), Kaden Groves (Team BikeExchange-Jayco), Nicola Conci (Alpecin-Deceuninck Development Team), Robbe Ghys (Sport Vlaanderen-Baloise), Jensen Plowright (Equipe continentale Groupama-FDJ), Jason Osborne (Alpecin-Deceuninck Development Team)
Ryttere, der forlader holdet
Tim Merlier (Soudal-Quick Step), Guillaume Van Keirsbulck (Bingoal Pauwels Sauces WB), Julien Vermote (?), Scott Thwaites (stopper karrieren), Floris De Tier (Bingoal Pauwels Sauces WB), Jay Vine (UAE Team Emirates), Sjoerd Bax (UAE Team Emirates), David van der Poel (Alpecin-Deceuninck Development Team), Edward Anderson (?)
Hvordan gik transfersæsonen?
Alpecin-Deceuninck går ind til en helt ny virkelighed i den kommende sæson - i hvert fald på papiret. Det er ikke alle de rivaliserende managers, der har været begejstrede for det, man kunne kalde Alpecin-modellen, men den har fungeret glimrende i de seneste sæsoner. Siden holdet i 2019 rykkede fra kontinentalscenen og blev et ProTeam med Mathieu van der Poel som den altoverskyggende stjerne, har holdet reelt været at regne som WorldTour-hold, selvom holdet har fastholdt sin status på lavere niveau.
I det første om var holdet måske lidt ensidigt afhængigt af Van der Poel, men i de seneste tre år er holdet endt som hhv. nr. 11, 7 og 9 på verdensranglisten og har vundet store løb også med andre end holdets største stjerne, og det er derfor ikke helt uforståeligt, at mange rivaler har ment, at holdet har udnyttet systemet. Som det i særklasse bedste ProTeam har de nemlig udnyttet det nye system, der garanterer deltagelse i alle WorldTour-løb, men uden forpligtelsen til at deltage i alle de WorldTour-løb, der kræver obligatorisk deltagelse af alle de bedste hold, og dermed har holdet fået det bedste af alle verdener. Det har naturligvis indebåret den risiko, at man ikke endte som et af de to bedste hold og således ville miste de automatiske invitationer, men med den meget stærke trup har det aldrig reelt været en risiko.
Nu giver Roodhooft-brødrene, der står i spidsen for den belgiske succeshistorie, sig imidlertid. I den kommende sæson vil holdet være at finde på den WorldTour, de reelt har tilhørt i flere år, men det vil ikke indebære nogen væsentlig ændring. Holdet tvinges til at køre de få WorldTour-løb, de har skippet, men mandskabet har alligevel været at finde i alle klassikerne og grand tours i de seneste år. Det er primært enkelte udvalgte WorldTour-etapeløb, der er blevet fravalgt, og dermed bliver der tale om en lidt tungere etapeløbskalender i den kommende sæson.
Man kunne have fået den tanke, at det måske ville få holdet til at brede paletten lidt ud. En af grundene til holdets succes har været, at man har vidst, hvad man ville. Man ville satse på klassikere, massespurter og udbrudssejre, mens man stort set har negligeret klassementer i etapeløb. På den baggrund er det ikke mærkeligt, at det er særligt de mere bjergrige etapeløb, man har valgt fra, men man kunne måske have troet, at den nye status ville få holdet til at jagte succes på den konto også - måske særligt fordi det er det lidt ensidige fokus, der sætter begrænsninger for, hvor langt op på verdensranglisten man kan komme.
Hvis man havde den tanke, blev man imidlertid skuffet, da holdet tog fat på transfersæsonen. Roodhooft-brødrene har for vane at skifte meget ud i truppen, hvad de også har gjort i år, hvor der er blevet plads til syv nye ryttere - hvilket dog er betydeligt færre, end de plejer - men fokus er præcis det samme. Holdet har satset meget målrettet på klassikere, massespurter og udbrud, og der er derfor stort set intet forandre for holdet i den kommende sæson, udover at de nu altså kan kalde sig WorldTour-hold.
Det er dog en sandhed med modifikationer. Udskiftningen på holdet er faktisk ganske betydelig, for der siges farvel til nogle af holdets største profiler, der dog heldigvis erstattes af nogle meget interessante og lovende navne. Mest markant er skiftet naturligvis på sprintersiden, hvor det er slut med Tim Merlier som en af holdets to supersprintere.
Selvom belgieren havde et knap så godt 2022 og særligt et skidt efterår, er det naturligvis et stort tab. Konflikten mellem ham og Jasper Philipsen var imidlertid også ganske klar, og det lignede i stigende grad en gordisk knude at give dem begge et løbsprogram, hvor de kunne være tilfredse. Det kan derfor ikke undre, at en af de to før eller siden ville smutte - og da særligt når Quick-Step kastede snøren ud.
Det gode er, at man med det samme har fundet en erstatning. Det kom helt sikkert bag på mange, at Kaden Groves forlod en rolle som fremtidens sprinter på sit hjemlands store hold til fordel for et eksperiment i Belgien, men Roodhooft-brødrene har igen gjort deres arbejde godt. Efter en lidt svær start på karrieren viste australieren nemlig særdeles lovende takter i 2002, hvor han på sine bedste dage lignede en mand med farten til også at slå de allerbedste, som han gjorde, da han slog meget af eliten i Tyrkiet og var tæt på at gøre det samme i Tirreno.
Hans Vuelta, hvor han ganske vandt en etape, viste imidlertid også, at han fortsat har store problemer i sin positionering, og da det netop var en stor udfordring for Alpecin, at de ikke kunne støtte den ligeledes positioneringssvage Merlier tilstrækkeligt, er det måske ikke det helt oplagte match. Der er derfor fortsat en del af arbejde med, hvis han skal blive til den sejrsmaskine, han meget vel kan have potentialet til at blie.
Holdet har endda også set længere frem. Det lykkedes nemlig at få fat i et andet australsk sprintertalent, Jensen Plowright, der var en af de få fra FDJs succesrige U23-udviklingshold til at søge væk. Australieren vandt tre massespurter i 2022, hvor han også begik sig ganske flot i Tour de Bretagne, det stærkest besatte 2022-løb, og i det hele taget har han i flere år lignet en af de mest lovende helt rene sprintere. Det er klart, at mulighederne kan være svære at få på et hold med Philipsen, Groves og Jakub Mareczko i det kommende år, men det er bestemt en bedrift, at holdet har fået fat i en mand, der må have interesseret de fleste hold med fokus på fremtidige massespurter. Hans udvikling bliver under alle omstændigheder uhyre spændende at følge.
I sidste øjeblik valgte holdet endda at styrke sig yderligere på sprinterfronten. Jonas Rickaert, der er Philipsens fast lead-out man, måtte efter et år på sidelinjen igen opereres i løbet af vinteren, og da han fortsat er ukampdygtig i sæsonstarten, besluttede holdet sig for at slå til, da man kunne finde en ny lead-out man til at styrke et tog, der ikke er imponerende. B&B-holdets kollaps frigav Ramon Sinkeldam, der var på vej til det franske hold, og han skal nu i stedet til Belgien for at køre lead-out for Philipsen, som han tidligere har gjort det for Arnaud. Han plejer at være i rollen som tredjesidste mand, men meget kunne tale for, at han - i hvert fald mens Rickaert er ukampdygtig - skal være Philipsens sidste mand. Han har næppe farten til at matche de bedste lead-out men, men Philipsen er jo selv en ørn i positionskampen. Støttet af erfarne Sinkeldam burde det være nok til at gøre Philipsen endnu mere succesrig, end han allerede er.
Faktisk skal Axel Laurance også nævnes her. Også han blev ledig, da B&B faldt sammen, og da truppen var fuld, måtte han nøjes med en kontrakt med udviklingsholdet i 2023, inden han skal på førsteholdet i 2024. Det er dog ikke noget stort problem, for modellen er den samme, som blev benyttet med Nicola Conci i 2022, hvor han stort set kun kørte med førsteholdet. WorldTour-løb må han ikke køre, men vi vil formentlig se Laurance hovedsageligt køre med eliteholdet allerede i 2023, og det er lidt af et kup, Alpecin gennemførte her. Han viste ikke meget i foråret, men i efteråret skabte han et mindre mirakel med sin 2. plads bag Wout van Aert i karrierens allerførste WorldTour-løb, inden han vandt en reduceret massespurt i CRO Race. Han har altså allerede vist, at han er uhyre talentfuld som holdbar sprinter, og på sigt kan han også meget vel være en mand til brostensklassikerne. Man må formode, at han vil få en del chancer for førsteholdet i den kommende sæson, og han er allerede på kort, men særligt på lang sigt en stor forstærkning.
Den anden store opgradering kommer på klassikerfronten, hvor holdet må have indset, at de står over for en stadig større opgave, hvis de skal matche Jumbo, der med Wout van Aert, Christophe Laporte, Tiesj Benoot og nu også Dylan van Baarle udgør et stadig mere skræmmende kollektiv. Efter et år, hvor den ellers så brølstærke Gianni Vermeersch aldrig fandt sit niveau, stod det klart, at Mathieu van der Poel fremover meget vel kan være alt for alene mod en gul hær i finalerne, og derfor var der brug for flere ryttere, der kan køre finale i de største brostensløb.
Valget på en forstærkning på Søren Kragh, og det er bestemt et ganske godt, men også vovet valg. Vi ved, at danskeren kan være yderst svær at regne med, også fordi han har været ramt af så megen sygdom og så mange skader, men i det seneste forår kørte han også sin bedste klassikersæson nogensinde, selvom det ikke var helt synligt på resultatlisterne. For Kragh selv vil der være en risiko for, at han i nogle situationer skal ofre sig for Van der Poel, men den primære mission med investeringen må være at kunne have flere kort at spille i finalerne, så Jumbos overtal ikke er helt så markant. Det kan utvivlsomt åbne nogle muligheder for Kragh for selv at række ud efter lykken, og det styrker i hvert fald Alpecin og dermed også Van der Poel ganske markant, at man nu fremover kan håbe på at have både kaptajnen samt hans løjtnanter, Kragh og Vermeersch, i finalerne af de store brostensløb.
Til de samme løb henter holdet Robbe Ghys, der mest er kendt for sine evner på banen. Han har bestemt ikke imponeret på landevejen, heller ikke selvom han via et tidligt udbrud slog Remco Evenepoel i kampen om sejren på 1. etape af Belgium Tour sidste år. I 2022 begyndte der imidlertid at være lovende takter, ikke mindst i Belgium Tour, hvor han endte som samlet nr. 11 og som nr. 5 på brostensetapen, ligesom han nåede længere i klassikerne end tidligere. Selvom han skulle fortsætte den pæne udvikling, ligner han sog mest en hjælper, både i brostensløbene og i massesputerne.
I de begivenheder har holdet længe været en magtfaktor, men det kan man slet ikke sige om Ardennerne. Med undtagelse af Amstel Gold Race er det løb, Van der Poel har for vane at skippe, og her har resultaterne været ganske beskedne. Det gør naturligvis ondt på et hold med så stort et fokus på endagsløbene, og den svaghed håber man nu at have løst med erhvervelsen af Quinten Hermans.
Det er et yderstlovende og spændende projekt. Crossrytteren har længe været meget lovende på landevejen, men det helt store gennembrud kom i 2022, hvor han sågar slog Wout van Aert i spurten om 2. pladsen i Liege, ligesom han vandt kongeetapen i Belgium Tour og endte på podiet i WorldTour-løbet i Hamburg efter endnu et opgør med Van Aert. Hans crossbaggrund betyder, at han er en ”ældre” herre på 27 år, men hans udvikling synes slet ikke slut endnu, og han giver i hvert fald holdet en helt ny chance i de kuperede endagsløb, ligesom han vil være et aktiv som etapejæger i mange af de etapeløb, der vil være flere af i den kommende sæson.
I de samme løb kan holdet se frem til Nicola Conci, men det er nu snyd at sige, at han er ny på holdet. De hentede ham nemlig allerede midtvejs i løbet af 2022 efter hele Gazprom-miseren, og selvom han var nødt til officielt at køre for udviklingsholdet, da truppen var fuld, var han reelt en del af det ”rigtige” hold, for hvem han kørte alle sine løb. Det gjorde han endda med stor succes og blandt andet en samlet 6. plads i Slovenien og samlet 3. plads i Arctic Race, hvor han næsten vandt en etape og var så god, at han endda fik en af de eftertragtede pladser på Italiens VM-hold, og med den uhyre lovende udvikling, han har gennemlevet siden skiftet fra Trek, skal han blive spændende at følge. Med sit punch og sin fart bliver han i hvert fald endnu en forstærkning i ardennerløbene.
En overraskelse kom nytårsdag. Her besluttede holdet nemlig at fremrykke udviklingen for den tidligere roer Jason Osborne, der er braget ind på scenen, først i e-cykling, men nu også op landevejen. Tyskerens resultater er måske fortsat ikke skræmmende, men med tanke på den meget korte tid som cykelrytter tyder meget på, at vi her taler om et kolossalt talent, der vil have en meget stejl læringskurve. Han kører en glimrende enkeltstart og har også vist, at han er meget stærk i let kuperet terræn, og det gør ham til en potentiel etapeløbsrytter, ligesom han vil have evner i de kuperede klassikere. Han er imidlertid også en relativt stor og robust type, og det er derfor fortsat meget usikkert, om han kan begå sig i bjergene, men der er ingen tvivl om, at han er en af de allermest spændende ryttere i truppen.
Alt er dog ikke fryd og gammen. I de samme løb kunne man have ventet sig meget af Sjoerd Bax, der havde lidt svært ved at slå igennem i løbet af året, men sluttede bragende flot af med to sejre, ikke mindst i det stærkt besatte Coppa Agostoni, og fornem kørsel i Luxembourg. De kunne imidlertid ikke forhindre ham i at gribe chancen, da UAE bød sig til, og han vil blive savnet. Det ændrer dog ikke på, at holdets trup til de kuperede endagsløb må anses som markant styrket.
Bax er dog ikke det største tab, heller ikke selvom man tager Merlier ud af ligningen. Det gør utvivlsomt meget ondt, at Jay Vine fik en chance hos UAE, men holdet var alligevel storsindet nok til at lade ham smutte, selvom han fortsat havde et år tilbage af sin kontrakt. Det sker på et tidspunkt, hvor hans vilde kørsel i Vueltaen stadig efterlader os med stor spænding om, hvor stort hans potentiale i bjergene vitterligt er, men det bliver altså ikke hos Alpecin, at han skal fortsætte sin lovende udvikling. Det betyder samtidig, at holdet nu er stort set uden kaptajn i de fleste etapeløb, hvor Conci vil være bedste bud på en klassementsrytter, og det gør et i forvejen lidt ensidigt hold mere endimensionelt, end det allerede var. På den anden side er det forståeligt, at Vine søgte væk fra et hold, der jo ikke kunne give ham megen støtte.
Vine, Merlier og Bax udgør også holdets markante tab. Forsøget på at genrejse Floris De Tiers stagnerede karriere lykkedes aldrig rigtigt, og selvom han viste lidt tegn i marts, er der ikke meget, der tyder på, at han nogensinde vil leve op til det, han viste, da Jumbo i sin tid hentede ham. Holdet siger også farvel til veteranerne Guillaume Van Keirsbulck og Julien Vermote, hvis karrierer de reddede, da det så allersortest ud, og det er ganske forståeligt. Begge har en del erfaring, men de har begge for længst set deres bedste tid. Det samme gælder for Scott Thwaites, som i sin tid på holdet bare var ren hjælper og aldrig indfriede det potentiale, han viste, da han blev nr. 2 i Le Samyn og nr. 10 i Strade Bianche, og helt uden betydning er det, at man siger farvel til mountainbikeren Edward Anderson, hvis fokus slet ikke ligger på landevejen, hvor han stort set ikke var aktiv og ikke lykkedes med at gennemføre ét eneste løb i en løbsfattig 2022-sæson. Endelig rykker David van der Poel ned på udviklingsholdet for at give plads til Osborne, og det er i første omgang ikke noget stort problem. Dels kan han stadig køre for det bedste hold, og selvom han viste ganske lovende takter mod sæsonafslutningen, har han generelt haft det svært på den store scene.
Roodhooft-brødrene må således sidde tilbage med en blandet smag. Tabene af Merlier og Vine er ganske betydelige, og begge er så store profiler, at det er svært ikke at sidde tilbage med følelsen af, at de sidder svækkede tilbage. Det gælder i hvert fald i etapeløbene, hvor holdet nu er uden klassementssatsning, og det gælder også i massespurterne, selvom man med Grove, Laurance og Plowright bestemt har en chance for i hvert fald på sigt at lukke hullet og har hjulpet Philipsen ganske gevaldigt med investeringen i Sinkeldam. Til gengæld er holdet markant styrket i Ardennerne, hvor de med Hermans og måske endda Conci bliver en helt ny faktor - trods tabet af Bax - og investeringen i Kragh gør tillige, at de står betydeligt stærkere i brostensløbene, der i kraft af Van der Poel vel må regnes som deres vigtigste prioritet. Det er således gynger og karusseller for Alpecin, der står styrket på nogle områder og svækket på andre, men Roodhooft-brødrene bør have sikret, at belgierne får en fornem debut på WorldTouren med det lidt ensidige fokus på spurter og endagsløb, som de har bevaret.
Hvad kan vi forvente i klassikerne?
Som nævnt ovenfor har Alpecin været meget selektive i deres fokusområder, og holdet kan ret ensidigt defineres som et klassiker- og sprinterhold. At det er prioriteringen, kan imidlertid ikke undre. Når holdet fra begyndelsen nærmest er bygget op om Mathieu van der Poel, er det ikke mærkeligt, at endagsløbene med det samme blev det helt store fokus, hvortil massespurterne så er blevet føjet, efter at man med Tim Merlier og Jasper Philipsen har haft så stor succes.
Van der Poel gø også, at holdet er forvænt. Siden de i 2019 rykkede op i ProTeam-klassen og fik adgang til WorldTour-løbene, har Van der Poel vundet 1 eller 2 endagsløb på WorldTouren fordelt på to sejre i både Flandern Rundt og Dwars door Vlaanderen samt én sejr i både Strade Bianche og Amstel Gold Race, og dermed er barren sat ufatteligt højt. Hvis ikke Van der Poel holder den stime i live i den kommende sæson, må klassikersæsonen betegnes som en fiasko.
Heldigvis er chancen for, at det lykkes god. Hans kørsel i Paris-Roubaix og Amstel Gold Race viste tydeligt, at rygskaden og den problematiske forberedelse betød, at han aldrig fandt sit allerhøjeste niveau i foråret og alligevel tog han altså to store sejre, herunder ikke mindst Flandern Rundt. Næste år kan han endda se frem til forhåbentlig at få den forberedelse, han ønsker sig, ligesom han kan køre præcis den klassikerkalender, han ønsker sig, og ikke en amputeret én af slagsen. Vigtigst i hans forår vil være de tre monumenter Milano-Sanremo, Flandern Rundt og Paris-Roubaix, hvor han næsten ikke kan undgå at stille til start som en af de helt tunge favoritter, men undervejs vil han formentlig også stille til start i et eller flere af Strade Bianche, E3, Gent-Wevelgem og Dwars door Vlaanderen - fire løb, han enten har vundet eller utvivlsomt kan vinde. Til gengæld planlægger han som i 2021 at starte sin landevejssæson i UAE Tour, og det udelukker desværre hans deltagelse i åbningsweekenden.
Kører han også i Ardennerne? Det er ikke officielt meldt ud, men da han skal i gang med at samle nogle point på sin mountainbike med henblik på OL i 2024, bliver der næppe plads til noget Liege - et løb, han også skal stramme sig an for at vinde. Til gengæld kan man håbe, at han stiller til start i Amstel Gold Race, som han også vil være blandt favoritterne til at vinde, men som vi så i 2021, er det muligt, at han fravælger det, så han kan nå at puste lidt ud inden de første mountainbikeløb.
Nyt for Van der Poel er det, at han denne gang kommer til start i brostensløbene med et af de stærkeste hold. Han ledsages nemlig nu af Søren Kragh og Gianni Vermeersch, og det er mildt sagt en potent trio. Vi ved, at Kraghs form aldrig er til at spå om, og Vermeersch havde også et skidt 2022, hvor han aldrig for alvor fandt formen, men rammer de alle formen, bliver de uhyggelige. Kragh var måske bedre end nogensinde i det seneste forår, hvor særligt hans angreb på Poggio i Sanremo var uhyre overbevisende, og Vermeersch kørte i 2021 i top 10 i alle de store flamske løb, herunder Flandern Rundt, E3 og Gent-Wevelgem. Naturligvis er Van der Poel det store navn, men som vi så på Jumbo med Christophe Laporte og Tiesj Benoot, kan der i en sådan trio sagtens blive plads til løjtnanterne. Udvikler det sig taktisk, skal man bestemt ikke udelukke, at der kan opstå muligheder for Kragh og Vermeersch i Sanremo, E3, Gent-Wevelgem, Dwars door Vlaanderen, Flandern Rundt og Paris-Roubaix, og man kan vel heller ikke helt udelukke, at Kragh også vil kunne gøre det godt i Strade Bianche, selvom det ikke passer ham helt ideelt.
Alpecin er imidlertid meget mere end bare Van der Poel og hans to løjtnanter. Jasper Philipsens holdbarhed nåede helt nye højder i 2022, og det skete endda samtidig med, at han endegyldigt etablerede sig i den helt, helt tunge sprinterelite med evne til at slå også de allerhurtigste. Det gør ham til en skræmmende mand i klassikerne, hvor han ligner en af de helt tunge favoritter til Milano-Sanremo, Gent-Wevelgem og Dwars door Vlaanderen, hvis de ender i en massespurt, ligesom han kan vinde de helt rene sprinterløb De Panne og Scheldeprijs. Begge løb i åbningsweekenden kan han også vinde, hvis ikke han igen skal til UAE Tour, og det skal også blive spændende at se, hvor langt han kan komme i Flandern og Roubaix, selvom det nok bliver en anelse for stram kost, hvis han skal vinde.
Hans tilstedeværelse betyder imidlertid også, at Kaden Groves, der som holdbar sprinter ellers kunne have evner i den slags løb, næppe får chancen i den kommende sæson, og med hele fire kaptajner til den første del af klassikersæsonen bliver der næppe heller meget plads til, at folk som Dries De Bondt, Michael Gogl og Oscar Riesebeek, der ellers i 2022 nåede nye højder, kan få mange personlige i de største klassikere. Til gengæld har Quinten Hermans leget med ideen om at stoppe sin crosssæson allerede midt i januar, og hvis han gør det, vil han være helt fantastisk at se i Strade Bianche, der burde passe ham som fod i hose, og hvor han og Van der Poel kan være livsfarlige, hvis altså han når at finde formen. Den italienske grusvejsklassiker kunne også være noget for Jason Osborne, Robert Stannard og Stefano Oldani.
I Ardennerne har holdet betydeligt færre chancer, særligt hvis Van der Poel som ventet skipper dem, men heldigvis har de Hermans. Han chokerede med sin 2. plads i Liege, men det var blot kulminationen på et potentiale, han længe har vist. Han konfirmerede evnerne med sin sejr på kongeetapen i Belgium Tour, og han skal blive uhyre interessant at følge i Brabantse Pijl, Amstel Gold Race og nok engang Liege - løb, hvor han nu må regnes som reel vinderkandidat. Kun i Fleche Wallonne får han formentlig svært ved at være med helt fremme i kampen om sejren, selvom han tidligere har været tæt på top 10. I Amstel vil han kunne gøre fælles front med Kragh, der passer fremragende til det hollandske løb, hvis han kan holde formen gående, og Vermeersch, der ligeledes passer fint til løbet.
Holdets øvrige folk til Ardennerne må antages at være Osborne, Stannard og Oldani. Her kan særligt Osborne være meget spændende, da han som nævnt under transferanalysen kan ligne et meget stort talent, men han mangler masser af erfaring, og han skal fortsat øge sit niveau for at være med helt fremme på den store scene. Mere erfaren er Stannard, der blev nr. 17 i Liege i 2022, og afslutningen i Fleche burde passe ham, hvis ikke den er en anelse for stejl. Oldani skal nok mere satse på Amstel og Brabantse Pijl, men det var ganske imponerende, hvor meget han forbedrede sin klatring i 2022. Endnu mere oplagt er måske endda Nicola Conci, der har hævet sit niveau enormt i 2022 og har vist nogle meget lovende puncheurevner, der gør ham skabt til disse løb, hvis han kan fortsætte sin udvikling. Til gengæld er det efterhånden længe siden, vi har set det bedste fra Xandro Meurisse, der dog stadig har mulighed for at rejse sig i løb, der virkelig passer ham. Til gengæld synes den største holdbarhed at være slidt af Kristian Sbaragli, der ellers i en periode havde et niveau, der gjorde ham relevant i Amstel og Brabantse Pijl.
I efteråret står holdet også med ganske gode kort på hånden. Det er stadig uklart, hvordan Van der Poel vil gribe sidste del af året an, men det er tænkeligt, at han tager sig en god pause efter Touren og det tidlige VM. Det er bestemt ikke usandsynligt, at han kører nogle flere mountainbikeløb, men man kunne håbe, at han ville give sig i kast med løbene i Bretagne, Quebec og Montreal, som han utvivlsomt kan vinde, særligt førstnævnte. Også Philipsen står med uhyre gode kort, når det gælder løbene i Hamburg og Bretagne, hvor han vil være en af de helt tunge favoritter, hvis han er til start, men begge løb kunne også være en chance for Groves, der burde passe glimrende til dem begge. Tidligere har det knebet lidt med at formtoppe på den tid af året, men Kragh vil i en hård udgave af Bretagne og kunne gøre sig gældende, og også løbet i Quebec burde være inden for hans rækkevidde - akkurat som det gælder for Vermeersch og Oldani.
Som puncheur er Stannard skabt til de canadiske løb, men også løbet i Bretagne vil i en hård udgave passe ham glimrende, men mere interessant vil det være at se Hermans. Bretagne passer ham måske ikke helt ideelt, men de canadiske løb burde være lige efter hans næse, ligesom Montreal kunne være noget for den relativt eksplosive Conci. Er han frisk efter en sandsynlig Tour-debut, vil Hermans også kunne begå sig i San Sebastian, selvom ruten kan være en anelse for hård, og samme løb passer fint til Conci og Meurisse, hvis han finder sig selv. Til gengæld er de sidste løb i Italien for de flestes vedkommende nok for hårde til holdets profiler, og det er nok Conci, der står med de største chancer for at lave et resultat i de regulære klatreløb i Emilia og Lombardiet. Det bliver dog næppe til en top 10, men det er undtagelsen for et hold, der generelt har et hav af mulighed i endagsløbene.
Hvad kan vi forvente i grand tours?
Alpecin har kun kørt seks grand tours, og der er ikke mange, der har fået så bragende flot en debut i de lange etapeløb. Ganske vist har holdet også her totalt negligeret klassementskampen, men holdet har vundet etaper alle seks gange, og faktisk er det kun i Giroen i 2021, at det kun lykkedes at vinde én gang. I både Touren 2021, Vueltaen 2021, Giroen 2022, Touren 2022 og Vueltaen 2022 kom holdet hjem med mindst tre triumfer, og i den seneste udgave af Giroen vandt de endda ikke færre end tre gange.
Det er den succeshistorie, de håber at fortsætte i 2023, og hvor man efter Vueltaen kunne have overvejet, om Jay Vine var ved at være moden til at prøve at køre lidt klassement, står det efter australierens exit soleklart, at det hele også i den kommende sæson kommer til at handle om etapesejre. Tyngden kommer naturligvis til at ligge på Touren, og selvom intet endnu er afsløret, må man formode, at de vil møde op med A-holdet. Efter sidste års kiksede eksperiment med to grand tours satser Mathieu van der Poel denne gang 100% på det franske løb, som han for første gang har planer om at gennemføre, og forventningen er, at han vinder mindst én etape. Som i 2021 har han endda en fremragende chance for at vinde på førstedagen og dermed iføre sig den gule trøje anden gang - i 2021 kiksede han dog på førstedagen, men fik det reddet 24 timer senere - men også i den anden uge er der sjældent mange gode muligheder for det hollandske fænomen til at jagte en udbrudssejr.
Holdets anden kaptajn vil være Jasper Philipsen. Sidste år vandt han to etaper, herunder den prestigiøse finaleetape i Paris, og han har nu nået en status, hvor det vil være en skuffelse, hvis ikke han vinder mindst én gang. Årets rute har lidt færre hårde sprinteretaper, hvilket må regnes som en ulempe, men som vi så i Paris, kan han også vinde de rene massespurter. Med sin alsidighed og sin uhyggelige specialitet er han også skabt til at gå efter den grønne trøje, og gør han det til en prioritet, vil han være en af de helt tunge favoritter.
Derudover handler det om at vinde etaper fra udbrud, og her har holdet to særligt gode kandidater i Søren Kragh og Quinten Hermans. Finder danskeren det niveau, han senest havde i foråret 2022, kan han bestemt tage sin tredje sejr i løbet, og Hermans har også stor chance for at vinde i sin debut, hvor den anden uge vil passe ham storartet. Begge må regnes som meget sandsynlige deltagere, men derefter er det mere uklart, hvem der skal til Frankrig. En del af holdet må skulle bruges til et tog til Philipsen, men derudover kunne Stefano Oldani og Robert Stannard være potentielle etapevinderbud, hvis de får en af de eftertragtede pladser. Det samme vil gælde for Xandro Meurisse, hvis han genfinder sit niveau, mens Touren sjældent giver alt for mange chancer til en type som Dries De Bondt, der jo ellers vandt i Giroen for et år siden.
Hvad der skal ske i de øvrige grand tours, er uklart. Det står klart, at Van der Poel ikke kører flere, men i 2021 kørte Philipsen både Tour og Vuelta. Det kan ikke udelukkes, at han finder samme model attraktiv igen, og i Spanien kan han vinde et hav af etaper. Det tidlige VM, der passer ham, kan dog stå i vejen for den satsning, og derfor skal man vel holde døren åben for, at han kunne overveje at køre i hvert fald den første del af Giroen inden Touren i stedet. En sejr her vil nemlig bringe ham ind i klubben over ryttere med sejre i alle løb, og stiller han til start, vil det med så mange hårde sprinteretaper være en overraskelse, hvis ikke det lykkes.
Det synes også givet, at Kaden Groves skal køre Giroen eller Vueltaen - alt afhængig af Philipsens planer - og selvom hans positionering halter gevaldigt og næppe bliver bedre på et hold, hvor støtten ikke ser alt for overbevisende ud, så vi jo i Vueltaen, at han har farten til at vinde på grand tour-niveau. Kun hvis Philipsen alene kører Touren, kan der måske blive en grand tour til Jakub Mareczko, men Giroen passer ham denne gang slet ikke, og Vueltaen er sjældent heller for en fyr som ham. Jensen Plowright er formentlig for uprøvet, og da holdet næppe kan finde på at køre en grand tour uden en sprinter, må man næsten tro, at enten Groves eller Philipsen vil være til start to gange. En nødløsning kunne være at stille med Lionel Taminiaux, der mest ha ageret lead-out man, men jo faktisk vandt en massespurt i Dunkerque i 2022.
Det er nok tvivlsomt, om Hermans eller Kragh vil deltage i Giroen eller Vueltaen, der kan være svære at kombinere med de endagsløb, de formentlig vil satse på, og derfor skal vi se andetsteds hen for at finde potentielle etapevindere. Mest oplagt er nok Oldani, der jo allerede vandt i Giroen sidste år og formentlig gerne vil til hjemlandet igen, men også Nicola Conci var i 2022 så stærkt, at han skal regnes som kandidat i den Giro, han allerede har sat på sit program. Det er også ganske sandsynligt, at Jason Osborne kan få grand tour-debut i en af de to mindre grand tours, og mens det nok er lidt tidligt at teste ham i klassementet, vil han utvivlsomt være et godt etapevinderbud. Det samme vil Gianni Vermeersch, De Bondt, Meurisse, Oscar Riesebeek og Michael Gogl, der alle under de rette omstændigheder måske vil have en chance for at løbe med en sejr, som De Bondt gjorde det i 2022.
Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?
Med sin nye WorldTour-status skal Alpecin køre alle WorldTourens ugelange etapeløb, men her bliver de ikke alt for profilerede. Holdet er som sagt næsten helt uden klassementsrytter, og derfor vil det stort set hver eneste gang handle om etapesejre og slet ikke om klassementet. Eneste bud på en mere klassisk etapeløbsrytter er Jason Osborne og Nicola Conci. Mest erfaren er Conci, men han er nok for begrænset på længere stigninger og særligt på enkeltstarterne til at være nogen reel top 10-kandidat i hovedparten af løbet. Xandro Meurisse har tidligere kørt et hæderligt klassement, men også han er begrænset i bjergene og på enkeltstarterne, og han skal i hvert fald hæve sit niveau fra de seneste sæsoner ganske markant.
Det store spørgsmål er Osborne. Den tidligere roer er stadig så ubeskrevet et blad, at vi ikke aner, hvor god han kan blive i bjergene. Vi ved, at han kører en hæderlig enkeltstart, og at han har vist evner i kuperet terræn, men om hans relativt robuste fysik også gør det muligt at køre klassement i mere klassiske etapeløb, må tiden vise. Om ikke andet kan i hvert fald begå sig i de knap så vanskelige etapeløb, ikke mindst hvis der er en enkeltstart på programmet.
Undtagelsen er Tour Down Under, Benelux Tour og Tour of Guangxi, der på WorldTouren er de eneste, der kan appellere mere til puncheurtyper og stiller begrænsede krav til klatreevnerne, selvom Tour de Pologne også kan være en mulighed, hvis det igen er uden enkeltstart. Mathieu van der Poel har jo tidligere vundet Benelux Tour, og det kunne sagtens være et af efterårets store mål, hvor han vil være en af favoritterne. Det samme vil en formstærk Søren Kragh, der jo i 2020 blev nr. 2 bag netop Van der Poel og ligeledes er skræddersyet til holdets hjemmebaneløb, men også Quinten Hermans vil kunne køre et hæderligt klassement, selvom han vil lide stort under enkeltstarten. Er løbet uden ardenneretape, kan man sågar ikke afvise, at Jasper Philipsen vil kunne begå sig i den samlede stilling, og det samme vil Meurisse, Stefano Oldani, Robert Stannard og Gianni Vermeersch, hvis chancer dog skæmmes voldsomt af deres enkeltstart. Er han tidligt i form på hjemmebanen, vil Stannard være en god kandidat Down Under, og blandt de nævnte er det nok Meurisse, Oldani og Stannard, der er de mest sandsynlige deltagere i Kina, hvor de også vil kunne jagte et hæderligt, men ikke et topresultat.
Chancerne er langt større i etapeløb uden for WorldTouren, hvor der netop er mange løb for de puncheurtyper, holdet har så mange af, ikke mindst i Frankrig. Er der en enkeltstart på programmet, er de løb, der passer storartet til Kragh og Osborne, mens det i løb, der alene afgøres på linjeløbsetaper, er gode muligheder for Conci, der var meget tæt på at vinde Arctic Race, Hermans, der var tæt på at løbe med det hele i Belgium Tour, Meurisse, Oldani, Riesebeek, Fabio van den Bossche, Vermeersch og måske særligt Stannard, der jo vandt samlet i Vallonien i 2022. I teorien er den slags etapeløb også gode for Van der Poel, men der bliver næppe plads til, at han kan køre den slags løb.
Massespurterne vil som altid have stort fokus, og med Tim Merliers exit er det nu med, er det nu med Philipsen som den klare nr. 1. Han vil skulle køre en del WorldTour-etapeløb, hvor man hver gang vil forvente, at han kan vinde mest én etape, men holdet vil formentlig stille med en sprinter i langt de fleste løb. Den nye andensprinter er Kaden Groves, der jo har vist, at han har farten til at vinde på WorldTouren, men om holdet også kan hjælpe ham med at overkomme positioneringsproblemerne, må vi se. Derudover viste Jakub Mareczko særligt med sejren i skrapt selskab i ZLM Tour, at han fortsat er meget, meget hurtige, og når han en sjælden gang sidder rigtigt, kan også han vinde løb. Det vil næppe ske på WorldTouren, men i mindre etapeløb og endagsløb er han en kandidat.
Derudover vil stortalentet Axel Laurance som nævnt under transferanalysen formentlig køre næsten alle sine løb med førsteholdet, og mens reglerne forbyder ham at køre WorldTour-løb, har han vist, at han er meget spændende som holdbar afslutter i reducerede massespurter. Holdet har også den uhyre lovende sprinter Jensen Plowright, der stadig er helt grøn, men som har potentiale til at blive en topsprinter. Man må formode, at også han kan få en del chancer, i første omgang primært i mindre løb. Endelig har holdet Lionel Taminiaux, der primært er lead-out man, men som jo med sejren i Dunkerque i 2022 viste, at han godt kan vinde, hvis han en sjælden gang får chancen på egen hånd.
Holdet kører også et hav af mindre belgiske endagsløb, og det gør de med stor succes. Mange af dem slutter i massespurter, og her vil de ovennævnte alle være gode vinderkandidater. De kører imidlertid også en del løb, der appellerer mere til brostensspecialister. Ofte ender det med, at Van der Poel vinder et 1.1-løb i løbet af sæsonen, men også Dries De Bondt og Vermeersch har vundet et hav af den slags løb. Sidste år udviklede Oscar Riesebeek sig enormt positivt, blandt andet med den fornemme solosejr i grusvejsløbet i Hageland, og selvom han ikke er en udpræget vindertype, kan han forhåbentlig bygge videre på det momentum. Også Kragh, Hermans, Oldani, Kristian Sbaragli og Stannard er gode vinderbud i den slags løb i det omfang, de er en del af deres problem, men særligt de tre sidstnævnte vil nok mere sammen med Conci og Osborne være at finde i nogle af de mindre italienske efterårsløb, der passer dem ganske storartet. Endelig kunne man håbe, at den tidligere ret lovende Tobias Bayer kan komme tilbage på sporet, og det kunne netop være i denne slags mellemhårde løb, hvor han kan kombinere sine evner i kuperet terræn med sin gode spurt.
Endelig er der enkeltstarterne, der hidtil ikke har været et stort fokus for et hold, der ikke har satset meget på klassementer, men som nu bør få et større fokus. Det skyldes ikke mindst, at Van der Poel på kort tid har udviklet sig til at være en fremragende temporytter, og nu får han selskab af Kragh, der har vundet enkeltstarter på WorldTour-niveau. Det har Van der Poel endnu ikke, men Giroen viste, at han sagtens kan tage en enkeltstartssejr, hvis ruten er den rette, og forhåbentlig kan Kragh også genfinde fordums tempostyrke. Derudover skal det blive meget interessant at se, hvor god en temporytter der gemmer sig i den tidligere roer Osborne, som i sin korte karriere har vist visse evner på det område.
Hvem kan overraske?
Alpecin er en af sportens succeshistorier, og de har for vane at få det maksimale ud af deres ryttere. Derfor plejer de at være god for en overraskelse eller to, og det kan de meget vel være igen i den kommende sæson. Her er det i første omgang nærliggende at pege på Jason Osborne. Primoz Roglic er skoleeksemplet, men cykelsporten har mange eksempler på sportsfolk fra andre sportsgrene, der på kort tid har udviklet sig til fremragende cykelryttere. Den korte tid på cyklen betyder ofte, at de udvikler sig med stormskridt, men også har meget at lære, og Osborne, der først gjorde sig bemærket inden for e-cykling, synes at følge det mønster. Han blev først en del af udviklingsholdet i juni, men efter at have vundet nogle lokale belgiske løb hen over sommeren viste han sit store potentiale i Arctic Race og Luxembourg, hvor uheld dog kostede ham samlede top 10-placeringer, inden han virkede uhyre overbevisende på sidste etape i Langkawi, hvor det vist ikke var helt fair, at han ikke fik etapesejren. Fortsætter den stejle udviklingskurve, kommer vi til at se masser til ham i 2023, og da holdet i sidste øjeblik rykkede ham fra udviklings- til førsteholdet, tyder det på, at også ledelsen har store forventninger. Vi ved, at han kan køre enkeltstart og i mellemkuperet terræn, og at han derfor kan køre klassement i mindre etapeløb uden rigtige bjerge og begå i kuperede klassikere, herunder i Ardennerne, men sæsonen vil vise, om han også klatrer godt nok til at køre klassement i mere klassiske etapeløb med længere stigninger. Hvis svaret er ja, vil han være noget så sjældent som en rigtig klassementsrytter på et hold, der ellers fokuserer på massespurter og klassikere.
Holdets andet bud på en etapeløbsrytter er Nicola Conci. Egentlig lignede han et talent, der aldrig for alvor ville slå igennem, men det viste sig, at han stagnation skyldtes de arterieproblemer, der er så hyppige for cykelrytter. De er nu løst, og det kunne man se i et forrygende 2022, hvor han i efteråret kørte så stærkt, at han sågar blev udtaget til det italienske VM-hold, der ikke er det nemmeste at blive en del af. Han har vist sig som en glimrende puncheur med en god spurt, men han er til gengæld nok lidt begrænset i de høje bjerge, ligesom hans enkeltstart ikke er værd at skrive hjem om. Det skal blive interessant at se, hvor meget han kan hæve sit niveau yderligere, og om han alligevel kan køre klassement i etapeløb på WorldTouren. Han kan det i hvert fald i mindre etapeløb, som vi så det allerede i 2022 og tidligere i karrieren, og derudover betyder hans punch, at han har potentiale i kuperede endagsløb, ligesom han burde have en god chance for at vinde en kuperet udbrudsetape i den Giro, der er en del af hans sæsonplan.
Man kan vel også fremhæve af Stefano Oldani. I starten af sin karriere lignede han en holdbar sprinter, men det har vist sig, at han klatrer langt bedre, end man i første omgang skulle tro. Det så vi ikke mindst, da han overvandt en voldsom stigning og vandt en Giro-etape, men han imponerede også ganske meget i Volta Limburg Classic, ligesom han kørte top 10 i Danmark Rundt, endte som nr. 4 i det knaldhårde Veneto Classic, hvor Marc Hirschi vandt, og blev nr. 8 i Drome Classic, som blev vundet af Jonas Vingegaard, ligesom han var langt fremme på mange meget hårde etaper i etapeløb. De dage, hvor han blander sig i massespurter, synes talte, men i hårde endagsløb synes hans potentiale stort. På den store scene gælder det særligt Amstel Gold Race og Brabantse Pijl, og derudover er han skabt til at jagte etaper i grand tours, hvilket han som sagt allerede viste med sin Giro-etapesejr i 2022. Nu er spørgsmålet, hvor meget han yderligere kan forbedre sin holdbarhed.
I samme kategori kan man nævne Robert Stannard. Forventningerne til ham var meget store, da han blev professionel, men hos BikeExchange slog han aldrig for alvor igennem. Det står nok også klart, at han aldrig bliver den rytter, man i sin mest optimistiske stund kunne have troet, men der var fremgang at spore i den første sæson hos Alpecin, hvor han tog den samlede sejr i Vallonien og med sin 17. plads i Liege for første gang kom halvlangt i en ardennerklassiker. Han er stadig pokkers ustabil og skal hæve sit niveau ganske meget, hvis han for alvor skal være med på den store scene, men udviklingen er den rette, og han er fortsat relativt ung. Som puncheur har han i hvert fald fine evner, og han er også ganske hurtig i flade spurter. Kan han forbedre sine klatreevner yderligere, skal han blive spændende at følge i ardennerklassikerne og som etapejæger i grand tours.
Man kan diskutere, om Kaden Groves hører til i denne kategori. Han har trods alt allerede vundet en Vuelta-etape, men det var ret markant, hvor meget han forbedrede sig i 2022. Indtil da havde han ikke virket synderligt hurtig, men sidste sæson kunne han pludselig måle sig med de rigtige sprintere på ren fart, hvad særligt hans sejr i Tyrkiet mod navne som Jasper Philipsen, Caleb Ewan og Sam Bennett viste. Han lider fortsat voldsomt under sin positionering, og det er tvivlsomt, om Alpecin har holdet til at løse det problem, men kan han forbedre sig på det område, synes han ikke at være alt for langt fra at melde sig ind i den helt store sprinterelite. På samme udviklingsstadie er Quinten Hermans, der virkelig udvikler sig positivt, efter at han har gjort landevejen til sit hovedfokus, men når man én gang er blevet nr. 2 i Liege foran Wout van Aert, er der vel grænser for, hvor meget man fortsat kan overraske.
I stedet skal man nok nævne en anden sprinter, nemlig Jensen Plowright. Hvor hurtig han egentlig er, kan være lidt svært helt at aflæse af hans resultater, men han har vist nok til, at man bestemt ikke kan udelukke, at han kan blive en af de gode sprintere. Dem er der som bekendt ret mange af på Alpecin, og derfor starter han et stykke nede i hierarkiet, men der bør blive plads til, at holdet kan køre for ham undervejs, måske mest i mindre etape- og endagsløb. Så vil 2023-sæsonen formentlig give os en bedre ide om, hvorvidt han virkelig er ”the real deal”.
Endelig er der Axel Laurance og Oscar Riesebeek. Laurance er jo officielt ikke en del af holdet, men som nævnt under transferanalysen skyldes det mest teknik og UCI-regler. Han vil efter alt at dømme køre en del med førsteholdet, og selvom det altså ikke bliver i WorldTour-løb, skal han blive meget, meget interessant at følge. Andenpladsen bag Van Aert i karrierens allerførste WorldTour-løb i Bretagne var uhyre løfterig - ikke mindst fordi han var pokkers tæt på at vinde - og sejren i Kroatien var bekræftelsen. Han kan vinde reducerede massespurter, og han kan vinde kuperede endagsløb i Bretagne. Sæsonen vil vise, hvor holdbar han vitterligt er og dermed også, hvor langt han på sigt kan komme i brostensklassikerne, eller om han mest skal satse på en karriere som holdbar sprinter. Helt anderledes er det med Riesebeek, der er en erfaren herre og nærmest udelukkende har ageret hjælper, men han gjorde enorme fremskridt i 2022, hvilket kulminerede med solosejren på gruset i Hageland, inden sæsonen blev ødelagt af en skade. Også i 2023 vil han primært være hjælper, da han ingenlunde er en vindertype, men det skal blive meget interessant at se, hvor meget hans holdbarhed har forbedret sig, og om han kan vinde flere mindre endagsløb samt måske blive en nøglehjælper i klassikerne.
Annonce
Annonce
Liège-Bastogne-Liège Fe...(1.WWT) 21/04
EPZ Omloop van Borsele(2.NCUPJW) 19/04-21/04
Liège-Bastogne-Liège(1.UWT) 21/04
Giro della Romagna(1.1) 21/04
Liège-Bastogne-Liège Fe...(1.WWT) 21/04
Liège-Bastogne-Liège(1.UWT) 21/04
Giro della Romagna(1.1) 21/04
Tour de Romandie(2.UWT) 23/04-28/04
Vuelta Asturias Julio Alv...(2.1) 26/04-28/04
Lotto Famenne Ardenne Cla...(1.1) 28/04
La Vuelta Femenina(2.WWT) 29/04-05/05
Annonce
Annonce
Alpecin-Deceuninck |
Arkéa - B&B Hotels |
Astana Qazaqstan |
Bahrain Victorious |
Bora-Hansgrohe |
Cofidis |
Decathlon AG2R La Mondiale |
EF Education - EasyPost |
Groupama-FDJ |
INEOS Grenadiers |
Intermarché - Wanty |
Lidl - Trek |
Movistar Team |
Soudal - Quick Step |
Team DSM-Firmenich PostNL |
Team Jayco AlUla |
Team Visma | Lease a Bike |
UAE Team Emirates |
Annonce
Optakt: Australske mesterskaber - linjeløb
Opvarmning til 2023: Hvad kan vi forvente af Cofidis?
Gammel skade spøger igen hos Van der Poel
Opvarmning til 2023: Hvad kan vi forvente af Movistar Team?
Van der Poel tilføjer ekstra løb til cross-programmet