Opvarmning til 2023: Hvad kan vi forvente af Astana Qazaqstan Team?

Nedenfor giver vi en analyse af Astana Qazaqstan Team.

BEMÆRK: Da analyserne bringes i omvendt rækkefølge af verdensranglisten for 2022, skulle denne optakt være blevet bragt som den allerførste. Usikkerheden om status for Mark Cavendish og Cees Bol har imidlertid fået mig til at skubbe den, og nu bringes den i stedet som den allersidste. Cavendishs og Bols skifte er endnu ikke offentliggjort, men da det synes blot at være et spørgsmål om tid, er analysen baseret på den antagelse, at Bol og Cavendish kommer til holdet, og at Nurbergen Nurlykhassym rykkes ned på udviklinsgholdet for at skabe plads til dem begge.

Ryttere, der bliver på holdet

Leonardo Basso, Samuele Battistella, Manuele Boaro, Gleb Brussenskiy, David De La Cruz, Joe Dombrowski, Yevgeniy Fedorov, Fabio Felline, Yevgeniy Gidich, Dmitriy Gruzdev, Alexey Lutsenko, Davide Martinelli, Gianni Moscon, Yuriy Natarov, Antonio Nibali, Alexandr Riabushenko, Javier Romo, Harold Tejada, Simone Velasco, Artyom Zakharov, Andrey Zeits

Læs også

Sensationel hollænder stryger til tops på teknisk Romandiet-prolog

Nye ryttere

Mark Cavendish (Quick Step-Alpha Vinyl Team), Luis Leon Sanchez (Bahrain-Victorious), Cees Bol (Team DSM), Martin Laas (BORA-hansgrohe), Igor Chzhan (Almaty Cycling Team), Gleb Syritsa (nyprofessionel), Gianmarco Garofoli (Astana Qazaqstan Development Team)

Ryttere, der forlader holdet

Vincenzo Nibali (stopper karrieren), Miguel Angel Lopez (Team Medellin-EPM), Valerio Conti (Team Corratec), Sebastian Henao (?), Stefan De Bod (EF Edcucation-EasyPost), Michele Gazzoli (?), Nurbergen Nurlykhassym (Astana Development Team)

Hvordan gik transfersæsonen?

I mange år var Astana kendt som en af cykelsportens giganter. Det kan godt være, at det aldrig rigtigt lykkedes dem at ende helt i toppen af diverse ranglister, men det skyldtes først og fremmest et temmelig ensidigt fokus på etapeløbene. Når det kom til løb over flere dage, var kasakkerne blandt de allerbedste, hvilket bedst understreges af, at det lykkedes dem at vinde en grand tour hvert eneste år mellem 2013 og 2016.

I de seneste år er det imidlertid gået ned ad bakke, og det skyldes formentlig først og fremmest økonomiske forhold. I hvert fald skal vi tilbage til 2016 for at finde den seneste grand tour-sejr, og holdet har heller ikke været på podiet i et langt etapeløb siden 2018. Hvor man i gamle dage altid fandt dem i toppen af ranglisten, har placeringen på det seneste snarere været i udkanten af top 10, og i 2021 endte holdet helt nede som nr. 12.

 De økonomiske kvaler skyldes, at de kasakhiske bagmænd begyndte at nedskalere. Holdets suverænt mest succesrige rytter, Vincenzo Nibali, sagde farvel forud for 2017, og forud for 2021 måtte man sige farvel til den anden store grand tour-stjerne, Miguel Angel Lopez - ikke fordi der var uenighed mellem parterne, men ganske enkelt fordi økonomien ikke rakte til at finansiere lønnen til den formentlig ganske løntunge colombianer. Med en stadig svagere strøm af kasakhiske olie- og gasmillioner var det derfor klart, at der måtte gøres noget for at finde alternativ finansiering, hvis holdet skulle genvinde sin plads nær toppen af hierarkiet.

Den mission lykkedes, da canadiske Premier Tech opgraderede et mindre sponsorat og endda blev medejere af foretagendet. Desværre kom investeringen så sent, at Lopez allerede var smuttet, men da meldingen om det canadiske indtog kom mod slutningen af 2020, så fremtiden pludselig igen ganske lys ud på det nu kasakhisk-canadiske mandskab.

Desværre blev ægteskabet aldrig lykkeligt. Mange af de etablerede folk med relation til kasakherne blev kørt ud på et sidespor, men den unge belgiske kvinde Yana Seel af Premier Tech blev placeret i en managerrolle, og der udviklede sig angiveligt hurtigt en magtkamp mellem de to parter. Det dramatiske højdepunkt kom i løbet af sommeren, hvor den store mand bag holdet, Alexandre Vinokourov, pludselig fik sparket, og set fra sidelinjen lignede holdet pludselig et temmelig kaotisk projekt, der nærmest syntes på vej mod opløsning.

Den opløsningstendens ser man heldigvis ikke længere. Magtkampen fik en klar vinder, da kasakherne ikke kunne leve med at se deres projekt gradvist glide dem helt ud af hænde, og de tilbageerobrede hurtigt kontrollen. Uenigheden var for stor, hvorfor Premier Tech tog deres gode tøj og gik, og med sig tog de Seel, der i dag er skiftet til en stilling hos Lotto. Vinokourov genindtog managersædet, der blev igen åbnet for den kasakhiske pengestrøm, og med det nye navn Astana Qazaqstan Team blev der foretaget et totalt strategiskifte. Den nye, internationale profil blev smidt i skraldespanden, og i stedet er holdets identitet nu endnu mere kasakhisk, end den nogensinde har været. Nok skal der stadig være internationale stjerner, men fremover er missionen først og fremmest at promovere Kasakhstan som nation og udvikle kasakhiske talenter.

Problemet var bare, at den kasakhiske redningskrans kom for sent. Da endelig der var åbnet for pengestrømmen, var transfersæsonen stort set ovre. De største navne havde for længst fundet nye hold, og værre var det, at de fleste af holdets stjerner allerede havde søgt nye græsgange, for fleres vedkommende fordi de ikke turde vente på en afklaring af holdets fremtid.

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

Resultatet var en gigantisk hovedrengøring. Ikke færre end 16 ryttere sagde farvel, og de erstattedes af 14 nye, der i høj grad var dem, soom kunne skrabes sammen, da der endelig blev penge til at reagere. Mest markant var det, at næsten alle udlændinge smuttede. Blandt de få ryttere, der blev tilbage, var der således hele otte kasakher, og blandt de ryttere, der forsvandt, fandt vi eksempelvis hele den ret store spanske koloni, der i de senere år har udgjort en stor del af holdet. I stedet gik Vinokourov på strandhugst hos UAE og Ineos, hvor man kunne finde ryttere, der var blevet til overs på de storsatsende og meget rige mandskaber. Blandt de nye ryttere kom således hele fire fra det arabiske storhold, mens de stenrige briter leverede tre af de nye navne, men mest markant var det naturligvis, at både Nibali og Lopez vendte hjem - sidstnævnte dog kun, fordi han ragede uklar med Movistar og droppede WN kontrakt, han egentlig allerede havde forlænget.

Det så egentlig ud til, at holdet havde reddet så meget, at sæsonen ikke ville blive så stor en katastrofe, som man på baggrund af denne masseudvandring kunne frygte, men sådan gik det slet ikke. Tværtimod må Vinokourov stadig have lidt svært ved at forstå, hvilket mareridtsår han netop har været igennem. Det blev blot til fem sejre, hvoraf de to var ved de kasakhiske mesterskaber og den ene var i Tour de Langkawi på et tidspunkt, hvor alle næsten var gået på ferie, og holdet endte på en katastrofal 21. plads på verdensranglisten som det endda klart ringeste WorldTour-hold med mere end 700 point op til DSM på næstsidstepladsen. Der var mildt sagt langt til det hold, der vandt grand tours på stribe for mindre end ti år siden.

Nu lå det jo egentlig i kortene, at der skulle rettes op på tingene, efter at der igen var kommet styr på økonomien, men sådan er det slet ikke gået. Om det skyldes, at der alligevel er usikkerhed om pengene eller måske det retslige forløb, der er i gang i Luxembourg og har både holdet og Vinokourov i søgelyset, er uklart, men sandt er det i hvert fald, at holdet var helt, helt stille på transfermarkedet, da det åbnede d. 1. august. Der kom ikke meldinger om hverken nye ryttere eller ryttere, der sagde farvel, og sæsonen var slut, da vi endelig begyndte at høre fra Vinokourov. På det tidspunkt var de fleste andre WorldTour-hold i alt væsentligt færdige med deres indkøb, og da Astana endelig kom i gang, handlede det mest om at forlænge med deres primært kasakhiske ryttere.

Alligevel skulle det blive meget værre. Det er svært at forestille sig, at 2022-sæsonen kunne være gået ringere, end havde det ikke været for Miguel Angel Lopez, havde katastrofen været total. Det var da også ham, der stod til at skulle redde holde i 2023, og derfor må hele Vinkourovs verden være brast sammen, da forbindelserne mellem colombianeren og den nyeste doping sag i Spanien åbenbart blev så belastende, at et hold, der i forvejen grundet den luxembourgske affære næppe er i kridthuset hos UCI, var tvunget til at reagere. Lopez fik sparket, og pludselig stod holdet uden deres helt store stjerne mod slutningen af november, hvor transfermarkedet stort set var lukket ned. Pludselig var en i forvejen meget svag trup uden sin gallionsfigur, og der var meget lidt tid for Vinokourov til at reagere.

Heldigvis opstod der en mulighed, der måske kan redde holdet, i hvert fald en anelse. B&B-holdets kollaps efterlod Mark Cavendish uden kontrakt og mulighed for at deltage i den næste udgave af Tour de France, som han er nærmest desperat efter at køre i sin jagt på den forløsende og rekordskabende 35. etapesejr. Mulighederne for briten var få, for stort set alle de hold, der var sikret deltagelse i Touren, havde for længst færdiggjort deres trup. En af de få, der ikke var på plads var Vinokourov og Astana, der med Lopez' exit både havde fået frigivet en masse penge og nu pludselig også havde en ekstra plads i den før ellers fulde trup på 30 mand.

Løsningen var egentlig ikke attraktiv for nogen af parterne. Vinokourov og Astana har aldrig interesseret sig synderligt for massespurter, og selvom det faktisk var en del af planen at give det område større fokus i 2023, har han slet ikke truppen til at lave en stor sprintersatsning, der skal føre til etapesejre i Touren. Cavendish har derfor stået langt nede på prioritetslisten hos Astana, og af præcis samme grund har Astana stået langt nede på selvsamme liste hos Cavendish. Vinokourov kunne imidlertid tilbyde Cavendish det allervigtigste, nemlig startpladsen i Touren, og Cavendish kunne tilbyde Vinkourov lidt stjernestøv på en ellers meget profilfattig trup.

I skrivende stund er ægteskabet endnu ikke blevet bekræftet, men da Cavendish har deltaget i Astanas træningslejr på en Wilier-cykel er det vist blot et spørgsmål om tid. B&B-mandskabets kollaps betød heldigvis også, at Vinokourov kunne gøre bare en lille smule for at styrke det ellers meget begrænsede sprintertog, da det også efterlod Cees Bol uden hold. Han kommer således ligeledes til Astana, formentlig primært som lead-out man, men måske også med mulighed for af og til selv at spurte. Dermed endte det alligevel med, at Astana står med en verdensstjerne på holdet, men billedet på holdets krise er total, når et hold uden interesse i massespurter ender med at hænge næsten hele sin hat på en supersprinter.

Tabet af Lopez er enormt, men heldivis var truppen allerede så svækket, at de øvrige tab ikke er alt for dramatiske, selvom den ventede opgradering udeblev. Logikken tilsiger ellers, at der burde være lidt penge at gøre godt med, selvom man slet ikke inddrager Lopez' pludselige exit, for den mest markante ændring er naturligvis, at Nibali stopper karrieren. Det er klart, at han næppe oppebærer nogen løn, der svarer til det, han gjorde, da han var bedst, men helt billig har han vel ikke været. Det sportslige tomrum efter ham er heldigvis knap så stort. Ganske vist rejste han sig pludselig fra de døde med en højst uventet samlet 4. plads i en dog i sidste ende svagt besat Giro, men det var også hans eneste højdepunkt i en ellers lidt trist sæson. Særligt hans efterår og en helt, helt anonym Vuelta vidner om, at Nibali endte som pensionsmoden, og det siger mere om holdet generelt end om Nibali, at hans 92. plads på verdensranglisten gjorde ham til holdets næstbedste rytter bag Lopez. På så svagt et hold vil han blive savnet, men det ville han kun i begrænset omfang være blevet på de fleste andre WorldTour-hold.

De øvrige tab er heldigvis ganske beskedne. For nogle år siden havde det været ærgerligt at sige farvel til Valerio Conti, men hans langsomme forfald nåede helt nye højder i 2022, hvor han aldrig var i nærheden af noget som helst. Egentlig er han blot 29 år gammel, men udviklingskurven har været så negativ, at det er svært for alvor at tro på, at han i 2023 for sit nye Corratec-hold vil levere resultater, der vil gøre Vinokourov ærgerlig.

Læs også

Bora-profil fratages sejr efter italiensk protest

Så er der mere grund til at ærgre sig over tabet af Stefan De Bod. Sydafrikaneren er bestemt ikke nogen pointmaskine, men med sin gode enkeltstart og hæderlige klatreevner endte han faktisk som nr. 4 i både Sibiu Tour og Slovakiet Rundt i 2022, ligesom han tidligere har været på podiet i Østrig Rundt. Det er ikke resultater, der førte til mere end en beskeden 307. plads på verdensranglisten, men på så profilfattigt et hold vil alle ryttere, der indkørte resultater i 2022, blive savnet. Det gælder også De Bod.

Resultater så vi til gengæld ikke fra Sebastian Henao, men det var nu ikke nogen overraskelse. Colombianeren har jo altid været den ringeste af de to Henao-fætre, og ligesom Conti har hans udviklingskurve kun haft en forkert retning i de senere år. I sin eneste sæson i kasakhisk tjeneste kørte han stort set ikke løb efter d. 22. april, og selvom han i sæsonens første løb egentlig viste, at han stadig kan have sin berettigelse som hjælper i bjergene, er det ikke et tab, som vil ændre på holdets situation i negativ retning.

Så er det straks mere ærgerligt, at holdet må sige farvel til Michele Gazzoli, der jo var en ganske spændende U23-rytter, men her kom en dopingsag jo desværre på tværs. Han var desværre heller ikke kommet flyvende fra start, og potentialet var måske heller ikke det største, men det var en rytter, der måske i de kommende år kunne have kastet lidt glans på mandskabet i en ellers svær tid. Endelig blev prisen for at gøre plads til Bol, at Nurbergen Nurlykhassym rykkes ned på udviklingsholdet, men det er vist kun tabet af et af WorldTourens mest iøjnefaldende navne, der vil kunne mærkes.

Tabssiden er således ikke dramatisk, når man fraregner Lopez, men desværre er det også begrænset med forstærkningerne, hvis man ser bort fra panikløsningen med Cavendish og Bol. Lidt overraskende er det, at hovedfokus allerede var på sprintersiden, som jo ellers historisk har spillet en meget lille rolle for kasakherne, inden Cavendish blev hentet til holdet. Vinokourov havde imidlertid allerede erklæret, at det vil være et indsatsområde i den kommende sæson, og derfor hentede han to nye, hurtige folk til holdet, som med Cavendishs ankomst nu kan blive endnu mere nyttige end først planlagt.

Mest spændende er utvivlsomt Gleb Syritsa. Russeren bragede ind på scenen som stagiaire med først en 2. plads i en puncheurafslutning i Arctic Race, siden med en 2. plads i en massespurt i Slovakiet og særligt med den flotte etapesejr i Langkawi, hvor sprinterfeltet bestemt ikke var ringe. Også forinden havde han vist ganske interessante evner som afslutter, der gør ham til et af de mere spændende sprintertalenter. Han synes at mangle noget holdbarhed, men han har masser af fart og power og har allerede vist, at han kan begå sig på højeste niveau. Han kunne derfor formentlig regne med en kaptajnrolle allerede i den kommende sæson, men med Cavendishs ankomst er det muligt, at han også skal køre noget lead-out. Kan holdet bakke ham op, er det ikke utænkeligt, at han vil kunne bidrage med flere meget tiltrængte sejre allerede i 2023, når han får sin chance.

I det spil får han brug for Martin Laas. Det var højst overraskende, at holdet pludselig hentede den estiske sprinter, der i de senere år ellers har tilbragt en rolle som lead-out man hos Bora. Der var næppe mange, der havde set det komme, at han skulle en tur til Astana, og holdet har været meget vage i forhold til hans præcise rolle. Det meldtes, at han både skal indgå i et lead-out, og at han ved lejligheder skal tage sin egen chance. Det ville derfor være naturligt, at han primært skulle agere sidste mand for Syritsa, og i det lys gav investeringen god mening. Russeren synes at have et potentiale, der fortjener opbakning, og det kræver en lead-out man. Her er Laas, der har ganske megen erfaring, ikke noget dårligt valg, men nu kommer han formentlig i stedet til at spille en nøglerolle ved sin af Bol i Cavendishs tog, og det er derfor tvivlsomt, om han får mange chancer i den kommende sæson.

Holdet har dog også været aktive på de områder, de traditionelt har fokuseret på, nemlig bjergrigt terræn. Sidste år forlod Luis Leon Sanchez holdet som led i den spanske masseudvandring, formentlig som følge af usikkerheden om mandskabets fremtid. Noget tyder imidlertid på, at Sanchez var uhyre tilfreds med sit ophold hos Astana, for det var nærmest en ren kærlighedserklæring fra begge parter, da de annoncerede, at han efter bare et enkelt års fravær vender tilbage.

Hans rolle skulle formentlig være den klassiske, nemlig som hjælper for primært Lopez, men nu ser det pludselig ud til, at han kan en højst uventet frihed, og det er måske ikke helt skidt endda. Faktisk nåede han sit højeste niveau længe i 2022, hvor han blev nr. 13 i Touren og nr. 16 i Vueltaen. Det kan godt være, at han netop er fyldt 39, og at han for første gang siden 2006 gik igennem en sæson uden at vinde, men efter så flot en sæson er Sanchez en klar forstærkning - også fordi han vel stadig kan lave en top 10 i nogle af de små spanske etapeløb og utvivlsomt kan vinde etaper, hvad han var tæt på et par gange i 2022, ikke mindst på 10. etape i Touren.

Holdet har også altid haft et vist fokus på talenter, og det har de haft igen denne gang. Derfor har de fået fingre i Gianmarco Garofoli, der ellers var en del af DSM-systemet, men som kørte den seneste sæson på Astanas udviklingshold. Hos hollænderne vandt han en bjergetape i det store U23-løb Valle d'Aosta, hvor han også endte som en samlet nr. 2, men hans øvrige resultater er hverken både DSM og Astana specielt overbevisende. Han er en klatrestærk fyr, men en vis spurtstyrke, men han mangler i hvert fald stadig en del, inden han kan bidrage med væsentlige resultater, og det er tvivlsomt, hvor meget det kan blive til på sigt.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

Den sidste nye bjergrytter er i den anden ende af spektret. I år er Igor Chzhan den eneste nye kasak på holdet, og det er måske en anelse overraskende, når holdet har fået en mere klar kasakhisk identitet. Indtil i år havde han ikke gjort meget for at gøre opmærksom på sig selv, og han ligner da heller ikke den næste Vinokourov eller Lutsenko. Han viste dog et vist potentiale med en 9. plads på kongeetapen i Arctic Race i 2022, ligesom han har kørt stærkt i mange mindre tyrkiske løb. Uden talent er han bestemt ikke, men det er næppe ham, der bringer Astana tilbage til fordums styrke, hverken på kort eller lang sigt.

Og det er netop problemet. Vinokourov var af gode grunde ude med alle alarmklokker i pressen, hvor han erkendt, at der skal ske noget, hvis den forløbne sæsons katastrofe skal undgås i de kommende år, men den ventede oprustning er totalt udeblevet. Helt galt gik det, da man i allersidste øjeblik måtte sige farvel til holdets store stjerne og i al panik lave en sprintersatsning på en aldrende sprinter, der ikke havde et specielt godt 2022 og synes at have fremtiden bag sig. Nok er det fint at få solide Sanchez tilbage som etapejæger, nu hvor han får en uventet frihed, og nok er Syritsa så spændende en sprinter, at det giver mening at bygge et lille projekt og tog op om ham, men det er slet ikke nok til at genrejse det tidligere storhold. Heldigvis er Lopez det eneste store tab, hvis man tillader sig at antage, at der ikke ville være flere Giro-mirakler gemt i Nibali, men problemet er, at end ikke den status quo, der var udsigt til inden Lopez-balladen, ikke er nok for et hold, der i 2022 ende som det klart ringeste WorldTour-hold - og nu risikerer det derfor at gå helt galt.

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

Astanas identitet som etapeløbshold betyder, at klassikerne i altovervejende grad har spillet en mindre rolle. Brostensløbene har som regel været næsten ligegyldige, men holdet har - blandt andet i årene med Maxim Iglinskiy, Enrico Gasparotto, Vincenzo Nibali og senest Jakob Fuglsang - haft en markant ardennersatsning.

Det kan ikke undre, at vægten har været sådan. Når man hovedsageligt fokuserer på etapeløb, består en stor del af truppen af klatrere, og det giver en vis synergi med de kuperede klassikere. Anderledes er det med brostenene, hvor holdets resultater er stærkt begrænsede. De havde en lille glansperiode med Michael Valgren, der vandt Omloop og blev nr. 4 i Flandern Rundt, men i de fleste sæsoner har holdet været helt usynlige. Det gjaldt også i 2021 og 2022, hvor holdet mildt sagt bare var regulært fyld i de fladeste af endagsløbene.

Sådan skulle det imidlertid slet ikke have været. Faktisk var den en af de helt store stasninger forud for 2022-satsningen et markant fokus på klassikerne. Gianni Moscon blev hentet ind som en stor stjerne, og drømmen var, at den kontroversielle italiener kunne tage en stor sejr i de nordlige løb. Sådan gik det imidlertid slet ikke, da den ellers i forvejen meget svingende italierne havde et sandt mareridtsår, hvor langtidsvirkningen af en coronainfektion helt tilbage i vinterperioden betød, at det gennem næsten hele sæsonen var et mirakel, når han endelig gennemførte et cykelløb.

Heldigvis nåede der at komme lidt lys for enden af den lange tunnel, da Moscon mod slutningen af året kørte og gennemførte en del løb og nåede at proklamere, at han følte sig som en cykelrytter igen. Nu har han angiveligt også haft en glimrende vinter, og dermed kan der være et håb for, at Moscon med et års forsinkelse giver afkast af investeringen. Det bliver endnu vigtigere nu, hvor Lopez-katastrofen betyder, at etapeløbssatsningen mere eller mindre er forsvundet, og klassikerne er dermed pludselig et regulært hovedfokus.

Problemet er, at man aldrig kan regne med Moscon. Enhver, der har fulgt hans meget svingende karriere, vil vide, at den satsning kan gå begge veje, men potentialet er ganske stort. I 2021 genfandt han sit højeste niveau, efter at en skade havde kostet ham klassikerne, og han virkede skræmmende god, da han hjalp Egan Bernal til sejr i Giroen. Senere kneb det med at komme i gang igen, indtil den vanvittige dag i Roubaix, hvor det måske kun var en punktering og et efterfølgende styrt, der forhindrede ham i at kunne kalde sig monumentvinder. Moscon har alle dage været et stort, stort talent, og hvis ikke han i denne vidunderbørnenes tidsalder allerede er ved at falde af på den, kan han bidrage til at forvandle Astana fra rent fyld til en spændende faktor i klassikerne.

Moscon er også tidligere blevet nr. 5 i Roubaix, men til gengæld udestår hans gennembrud i de flamske klassikere. Der er dog intet, der taler for, at han ikke kan begå sig i Belgien også. Faktisk kan man med nogen ret hævde, at de mere eksplosive løb passer ham endnu bedre, men i det hele taget taler vi bare om et alsidigt fænomen, der kan begå sig i alverdens terræner. Det er nærmest uhørt i moderne cykelsport, at én og samme rytter næsten har vundet Paris-Roubaix og samtidig er kørt på podiet i Lombardiet - altså de to monumenter, der ligner hinanden allermindst - men det er ikke desto mindre, hvad Moscon har præsteret. Med andre ord vil en Moscon på sit højeste niveau få størst problemer med at udvælge sig sine mål, når man ikke kan satse på det hele - hvis altså han kommer tilbage på sporet.

Heldigvis er han slet ikke alene. Alexey Lutsenko dropper sin lidt optimistiske grand tour-satsning og gør i år klassikerne til sit helt store fokus. Blandt andet har han Flandern Rundt som et af sine hovedmål, og selvom han aldrig har satset meget på brostensløbene, har han i Omloop vist, at han sagtens kan begå sig i de hårdeste flamske løb. Også han er en svært utilregnelig størrelse, og desværre har han altid toppet så tidligt, at han var brændt sammen, når det blev april, men i de senere år har han vist, at han godt kan køre stærkt på andre tider af året end i febuar og marts, hvor han plejer at være flyvende. Lykkes det at få de to ustabile stjerner i topform, kan de udgøre en meget spændende duo i Flandern Rundt, og formentlig vil Lutsenko også køre de øvrige hårde løb som Omloop, E3 og måske Dwars door Vlaanderen, hvor de vil være lige så farlige.

Læs også

Lefevere afviser: Selvfølgelig havde han sidste ord

Det virker heller ikke helt usandsynligt, at de vil få selskab af Samuele Battistella. Mod slutningen af 2021 og i begyndelsen af 2022 lignede den tidligere verdensmester en mand på vej mod sit store gennembrud, men det fik skader forhindret. Måske er han mere ardennermand, men han kunne være spændende at se ved siden af Moscon og Lutsenko i de hårdeste flamske løb. Måske var det også tid for den stadig bedre Simone Velasco eller endda Christian Scaroni at forsøge sig, men de må mangle noget rutine og styrke for at kunne være med helt fremme. Til gengæld er resten af truppen alt andet end imponerende, da Fabio Felline, som ellers tidligere gjorde det godt på brosten, synes definitivt at være faldet ned i en hjælperrolle. U23-verdensmesteren Yevgeniy Fedorov tog et stort skridt efter Vueltaen og satser på disse løb, men han har haft det så svært, at det i første omgang må handle om hjælperroller i stil med dem, han havde i 2021 og 2022.

I de øvrige brostensløb må Moscon formentlig klare sig selv, og de passer ham da også noget dårligere, selvom han med den rette løbsudvikling godt kan være med i Gent-Wevelgem. Holdet vil også håbe, at Cees Bol kan gå efter et resultat i Wevelgem samt i Kuurne, men med den holdbarhed, han har vist i de senere år, er det næppe sandsynligt. Det er også muligt, at Mark Cavendish vil forsøge sig, men han har slet ikke samme holdbarhed som tidligere og vil i dag finde løbene for hårde, og det samme vil gælde for Gleb Syritsa. Til gengæld vil holdet formentlig gøre et stort mål ud af de rene sprinterklassikere De Panne og Scheldeprijs, men den Cavendish, vi så i det meste af 2022, vil få det svært mod de allerbedste sprinter, særligt nu hvor toget er knap så godt. Det kunne til gengæld være spændende, hvis den meget lovende Gleb Syritsa her fik lov at tage sin chance, men det bliver svært, nu hvor Cavendish er en del af truppen.

Mulighederne er langt bedre i Strade Bianche, der er et stort mål for Lutsenko, der har vundet to grusvejsløb i sin karriere og elsker den italienske klassiker, som passer ham. De burde også være et perfekt løb for særligt Moscon, men også Battistella, og dermed har de faktisk en ganske spændende trio i et løb, hvor også Scaroni og Luis Leon Sanchez kan komme langt. Velasco mangler måske de sidste klatreevner, men kunne blive spændende at følge. Sanremo er derimod et vanskeligere løb, da det i dag er for hårdt for Cavendish og formentlig også for Bol, men i en taktisk finale i Sanremos gader, vil både Moscon og Lutsenko samt måske Battistella kunne vinde efter Stuyven-opskriften - og ellers kan Scaroni eller Velasco måske spurte sig til en top 10, hvis det samles i et ikke alt for stort felt.

I Ardennere satses der igen på Moscon og Lutsenko, men det er en stor opgave at holde formen hnele vejen fra Strade Bianche til Liege. Vi har derfor til gode at se, hvor meget benzin de har tilbage, men er de stadig friske, kan passer Amstel og Liege dem begge glimrende, mens de får det svært i Fleche. Amstel burde også være glimrende for Battistella samt måske også for Velasco og Scaroni, men de vil nok komme til kort i Liege. Måske vol holdet også hente Sanchez ind til løbene, men han er ikke længere eksplosiv nok til at være med helt fremme.

I efteråret har holdet også muligheder. Har han sine bedste klatreben, kan Moscon gøre det godt i San Sebastian, som kunne være et første mål efter sommerpausen, og det samme kunne gælde for Lutsenko, hvis han er frisk efter Touren. Cavendish burde også stadig være holdbar nok til at kunne spurte i Hamburg efter at have overlevet Waseberg, men også her er det svært at se ham slå de allerhurtigste. Alternativet er den mere holdbare Bol, der til gengæld ikke har farten, men det kunne også være en test af, hvor meget holdbarhed Syritsa har. I Bretagne derimod skal de nok satse på Bol, hvis vi får en lettere rute og en spurt, men skal holdet for alvor gå efter et resultat, skal det være på en hårdere rute med Moscon og Battistella samt måske Velasco og Scaroni og naturligvis Lutsenko, der dog nok holder pause efter Touren og VM.

Forhåbentlig kan han være tilbage til de canadiske klassikere, hvor særligt Montreal kunne passe ham, men deres bedste kort i de løb vil være Moscon, der er en god puncheur. Også Battistella, Velasco og Scaroni har det rette punch, men for deres vedkommende er det nok kun Quebec, der er realistisk. Endelig får holdet det svært i Lombardiet. Moscon har ganske vist været på podiet, men han skal virkelig finde sine allerbedste klatreben fra Giroen i 2021, hvis han skal gentage et lignende resultat.Løbet er nok også en anelse for hårdt til, at Lutsenko kan være andet og mere end en solid outsider.

Hvad kan vi forvente i grand tours?

Selvom holdet med Gianni Moscon forud for seneste sæson foretog en markant satsning på klassikerne, var det fortsat grand tours, der var holdets DNA, som det altid har været det. Sådan skulle det egentlig også have været i 2023, hvor Miguel Angel Lopez skulle være holdets spydspids, men den satsning kan de som sagt nu skyde en hvid pind efter. Derfor befinder vi os i den helt absurde situation, at holdet er helt uden grand tour-stjerne, og for første gang nogensinde går vi ind til en sæson, hvor Astana næsten med sikkerhed vil spille en helt marginal birolle i de store etapeløb på klassementssiden.

Holdet har intet meldt ud om deres grand tour-planer, men det er sandsynligt, at de vil forsøge at køre noget klassement med David De La Cruz. Spanieren hsr trods alt tre gange været i top 10 i Vueltaen, senest i 2021, men det er også tydeligt, at det kun er gået den forkerte vej med hans evner. I 2022 nåede han et klart lavpunkt, da han gennem hele sæsonen var en skygge af sig selv, og derfor ligner det lige nu en svær opgave at få ham i top 10 i et af de tre store løb. Man kan bestemt ikke udelukke, at han vil være fristet af at køre som kaptajn i Touren, når han har fået en historisk chance for at teste sig selv i verdens største cykelløb, og det synes næsten givet, at han vil satse på Vueltaen, hvor han har opnået sin største succes. Den er dog lettere at kombinere med Giroen, og det mest naturlige ville være, at han satsede på klassementet i de to små grand tours - også fordi Astana har markante italienske rødder. Et topresultat ligger dog ikke i kortene, medmindre der sker en forvandling i forhold til 2022.

Holdets andet mulige klassementsbud er naturligvis Alexey Lutsenko, der jo to gange i træk har været i top 10 i Touren. Medmindre han skifter holdning har han dog droppet den lidt urealistiske ambition om at ende på Tourens podium, og nu jagter han i stedet sin anden etapesejr i Touren. En formstærk Lutsenko er altid et storartet etapevinderbud, og man kan vel heller ikke helt udelukke, at offensiv kørsel alligevel kan bringe ham op i top 10. Det er også sandsynligt, at han som i 2022 kombinerer Touren med Vueltaen, hvor han også vil have en glimrende chance for at vinde en etape, hvis formen er bedre, end den var det i 2022.

Læs også

Starttider: Prolog til Romandiet Rundt 2024

Holdets sidste mulige klassementsrytter er Joe Dombrowski, der tidligere har været tæt på top 10 i Giroen, men han har altid manglet stabiliteten. Han er heller ikke så stærk som dengang i 2019, og han har endda udtalt, at han langt hellere vil jagte etaper. Det ligner også det sandsynlige udkomme, og det kan meget vel blive ved en Giro-Tour- eller en Giro-Vuelta-double. Nok mangler han lidt i forhold til tidligere, men da han vandt en bjergetape i Giroen og var tæt på i Vueltaen så sent som i 2021, er det bestemt ikke umuligt, at det kan lykkes igen.

Måske kunne man prøve med Vadim Pronskiy. Den kaskahiske klatrer har to år i træk fundet ganske god form i Giroens tredje uge, hvor han har været tæt på de bedste. Topniveauet rækker ikke til det helt store, og enkeltstarten er svag, ligesom han har til gode at vise, at han faktisk også kan starte en grand tour i god form, men det er kunne passe fint emd holdets kasakhiske identitet at give ham chancen som klassementsrytter i Giroen eller Vueltaen. Endelig har holdet også Harold Tejada, der viste lovende tendenser i sin første sæson i 2020, men efter nogle meget sløje år kan vi vist mest håbe på, at han kan genfinde så meget niveau, at han kan jagte en etapesejr i Giroen eller Vueltaen, som begge er en del af hans sæsonprogram.

Det er også i grand tours, at holdets nye sprintersatsning skal kulminere. Mark Cavendish fortsætter sin karriere, fordi han vil have den forløsende Tour-etapesejr, og derfor skal han utvivlsomt til Frankrig, formentlig med Cees Bol og Martin Laas ved sin side. I den formation er toget slet ikke så ringe, som man kunne have frygtet, men det gik markant ned ad bakke for Cavendish fra 2021 til 2022. I 2022 lignede han ikke en mand, der uden det bedste tog vil kunne slå de allerbedste i Frankrig, og selvom der denne gang heldigvis er flere sprinteretaper, skal det virkelig flaske sig, hvis han skal sikre sig sejr nr. 35.

Med den nye sprintersatning må man også tro, at de vil have sprintere i andre grand tours. Cavendish vil næppe køre den meget sprinterfjendtlige Vuelta efter Touren, og dermed burde der være plads til, at Bol eller måske Laas kan få en chance. Mest spændende vil det dog være, hvis de kaster den meget lovende Gleb Syitsa ud i enten Giroen eller Vueltaen. Han kan næppe vinde i første forsøg, men han kan komme ganske langt og samle erfaring. Problemet for dem alle tre er, at Giroens etaper alle er relativt hårde, og at der er meget få sprinteretaper i Vueltaen. Det er bestemt ikke terræn for hverken Syritsa, Bol eller Laas, men med den fattige trup må man forvente, at de laver en sprintersatsning i mindst én af de to grand tours.

Holdet har heldigvis også etapevinderbud. Et godt et af slagsen er Samuele Battistella, der trods halvdårlig form opnåede to 2. pladser i Vueltaen i 2022. Inden han blev ramt af sine mange uheld, begyndte han virkelig at vise sit potentiale, og hvis han kan forsætte den udvikling er han et glimrende etapevinderbud i Touren, som er hans grand tour-mål. Et andet godt bud er Luis Leon Sanchez, der som nævnt tidligere i 2022 fandt sit højeste niveau i mange år med top 20-placeringer i både Touren og Vueltaen. I Frankrig var han endda meget tæt på at vinde en etape, go det vser, at det kan lade sig gøre.

Det måske bedste bud er dog nok Gianni Moscon. Finder han vitterligt tilbage til fordums styrke, kan det blive en fornøjelse at følge ham i et løb, hvor han har fuld frihed. Han satser på Giroen og kunne måske også tænkes at køre Tour eller Vuelta, og som den vindertype, han er, vil han med formen fra Giroen i 2021 kunne glive ganske uhyggelig. Simobe Velasco er efterhånden også så god, at han vil kunne vinde en etape, hvis det flasker sig, og man kan vel også drømme om, at Fabio Felline kan vise noget, selvom det kun er gået den forkerte vej de seneste år. Endelig er der Christian Scaroni, der kan klatre og er hurtig og dermed har de rette karakteristika, men han vil nok mangle lidt for meget for at kunne vinde en etape på den store scene.

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

Astanas identitet som etapeløbshold har betydet, at de ugelange løb ofte har spillet en væsentlig rolle, men holdets markante omstrukturering bliver de også nærmest bifigurer i de korte etapeløb i 2023. Holdets bedste bud på samlede topplaceringer vil være Alexey Lutsenko, der tidligere er blevet nr. 2 i Dauphiné. Hans klatreevner er ikke skræmmende gode, men han har en hæderlig enkeltstart og vil kunne jagte top 10-placeringer. Hans hovedmål er dog klassikerne, og derfor er det på WorldTouren nok kun UAE Tour og Paris-Nice eller Tirreno, hvor han vil kunne forsøge sig. Derudover starter han sæsonen i det mindre Tour of Oman, hvor han plejer at være flyvende og allerede har to samlede sejre.

Herfra ser det svært ud. Selv da han var bedst, har David De La Cruz med sin dieselmotor aldrig været skabt til ugelange løb, og med hans niveaufald ligner det ikke mange topplaceringer i 2023 heller. Kan han genfinde sin enkeltstart og nærme sig fordums klatreevner, kan han dog måske levere et top 10-resultat eller to. Måske vil Joe Dombrowski også forsøge sig, men han vil være overmatchet og lide under sin enkeltstart, og det samme vil gælde for Harold Tejada, selv hvis han endelig begynder at genfinde de lovende takter, han viste i 2020. Mere spændende kan det være med den lovende Vadim Pronskiy, der nu to år i træk har fundet guldform

En joker kunne måske være Gianni Moscon. Hans enkeltstart er god, og hvis han kan genfinde de klatreben, han havde i Giroen i 2021, burde han kunne køre et fornuftigt klassement i Paris-Nice eller Tirreno i tiden frem mod klassikerne. De er dog næppe nogen stor prioritet. De kunne Benelux Tour eller Tour de Pologne til gengæld være i den anden del af sæsonen, og det kunne være løb, der passede ham fint. Begge løb kunne også være en chance for Samuele Battistella, der har fået en hæderlig enkeltstart og bliver stadig bedre i mellemkuperet terræn.

Læs også

Optakt: Tour de Romandie

Luis Leon Sanchez har for vane at køre top 10-placeringer hjem i de spanske løb i starten af sæsonen, og med det niveau, han havde i 2022, er det muligt, at det kan ske igen. Måske vil han også forsøge sig på WorldTouren, men her rækker hans klatreevner næppe, også fordi hans enkeltstart slet ikke er i nærheden af det, den var engang. Også i de korte etapeløb vil de måske prøve med Vadim Pronskiy, men indtil nu har han kun kunnet finde sine bedste klatreben sidst i en grand tour, og hans enkeltstart er for svag. Til gengæld har han to gange brugt sin gode Giro-form til at levere topresultater i Adriatica Ionica Race, og dermed har han vist, at han kan være med helt fremme i mindre etapeløb.

Det samme kunne Andrey Zeits fortsat i 2022, selvom han er en veteran, og det bør også være muligt for Dombrowski, Tejada samt måske Christian Scaroni, hvis bjergene ikke er for store, og Javier Romo, selvom hans potentiale hurtigt så ud til at gå fløjten. Endelig så vi jo i Ungarn, at Battistella faktisk godt kan være med fremme i den slags løb, selv hvis der er bjerge på menuen, hvis modstanden ikke er alt for voldsom.

Grundet svækkelsen i bjergene vil massespurterne spille en større rolle i etapeløbene, og en væsentlig opgave igennem foråret vil være at bygge det nye tog om Mark Cavendish op. Man må formode, at han sammen med Martin Laas og Ces Bol skal køre mange af de sprintervenlige etapeløb. UAE Tour er helt oplagt, og det samme er også enten Paris-Nice eller Tirreno-Adriatico. Tour of Turkeys mange sprinteretaper er også ideelle, og det samme kunne ZLM Tour eller Belgium Tour være i tiden op til Touren, mens Benelux Tour kunne være et mål i efteråret. Skal satsningen give mening, skulle der gerne falde sejre af undervejs, også gerne i de store løb, men selvom toget faktisk ser hæderligt ud, lignede Cavendish en mand, der i anden del af 2022 manglede lidt i forhold til de allerbedste.

Selvom Cavendish er kommet til holdet, bør holdet også lade deres nye sprinterkomet Gleb Syritsa få sine chancer. Han viste i 2022, at fremtiden er lys, men han kan næppe vinde på WorldTouren allerede nu, også fordi hans støtte vil være begrænset. Han bør dog kunne få noget rutine og gå efter sejre i mindre etapeløb. Måske kan der også blive plads til, at Bol og Laas kan spurte i mindre etaeløb, men mere og mere taler for, at de primært skal køre lead-out.

I 2021 var Astana kendt for at have skabt et enkeltstartsmirakel, hvor alle deres ryttere forbedrede sig ganske markant i kampen mod uret. Holdet kan håbe, at den tendens går igen i 2023, men desværre har de nærmest igen specialister. Det kunne dog være ganske interessant at se, om de kan bringe Moscon tilbage på enkeltstartssporet, så han kan vise, hvorfor han i sin tid blev nr. 6 til VM. Lutsenko red jo også med på bølgen i 2021 med choksejren i Dauphiné, men siden dengang har det knebet mere. Måske kan han genfinde lidt af de gode takter i den kommende sæson, ligesom man kunne ønske det samme for De La Cruz og Fabio Felline.

Endelig er der de mindre endagsløb. Dem har Astana ikke for vane at køre mange af, men da de nu skal jagte nogle flere point, er det muligt, at de kan udvide kalenderen lidt. De har i hvert fald nogle glimrende endagstyper, der kan være med på lidt lavere niveau. Det kan Battistella helt sikkert, og det kan den stadig stærkere Velasco også. Scaroni udvikler sig også fortsat positivt og har en fin spurt, og derudover kan man håbe, at Felline i hvert fald på den mindre scene stadig kan levere et resultat eller to. Det kunne også være en mulighed for U23-verdensmesteren Yevgeniy Fedorov, der dog mangler lidt afslutterevner og mere er en brølstærk slidertype.  Endelig har Alexandr Riabushenko jo tidligere leveret flotte resultater, ikke mindst da han slog Lutsenko i Coppa Agostoni, men det er så længe siden, at han har vist noget, at optimismen må være svært begrænset.

Hvem kan overraske?

Med den stærkt profilfattige trup har Astana mere end de fleste brug for ryttere, der kan overraske, men også på det punkt synes potentiale begrænset. Det mest spændende navn er utvivlsomt Gleb Syritsa. Det er ikke alt for ofte, at stagiares vinder cykelløb, men det lykkes for den hurtige russer, endda i et ganske pænt sprinterfelt i Tour de Langkawi. Forinden kørte han en fremragende puncheurspurt i Arctic Race, hvor han blev nr. 2, og det er derfor ikke helt ubegrundet, at Astana var klar til at lave en decideret sprintersatsning med ham. Nu er hans rolle lidt mere uklar efter Mark Cavendishs ankomst, og han kan ende med i visse tilfælde at skulle køre noget lead-out, men chancer skal han nok få. Hans holdbarhed synes stærkt begrænset, men i de helt rene sprinterløb ved vi, at han allerede kan vinde på lavere niveau, mens han på WorldTouren kan teste sig selv og få noget erfaring.

Et lidt mere etableret navn er Samuele Battistella. Det er efterhånden fire år siden, at han blev U23-verdensmester, og det tog ham lidt tid at finde sig til rette på WorldTouren. Siden han fik sin sejr i Veneto Classic i efteråret 2021, er det dog gået fremad, og han startede 2022-sæsonen meget overbevisende. Desværre ødelagde skader og sygdom det meste, men det var vel et vidnesbyrd om evnerne, at han trods dårlig form to gange endte som nr. 2i Vueltaen, ligesom han klatrede chokerende godt med en samlet podieplads i Ungarn. Det er stadig lidt uklart, om han vil være bedst i de flamske klassikere eller i Ardennerne, men forhåbentlig prøver han begge del af i den kommende sæson. Han bliver i hvert fald spændende at følge i løb som Omloop, E3, Flandern Rundt, Brabantse Pijl, Amstel Gold Race og måske endda Liege, ligesom han er et fint bud på en etapevinder i Touren, vinder af mindre endagsløb og endda som klassementsmand i mindre løb som Ungarn.

En mere udpræget klassementsrytter er klatreren Vadim Pronskiy. Allerede som U23 viste han meget lovende takter, men også for ham tog det tid at finde sig tilrette. Nu har han imidlertid to gange i træk imponeret pænt i den sidste uge af Giroen, og den form har han brugt til at levere samlede topresultater i Adriatica Ionica Race. Man kan ikke udelukke, at han vil forsøge sig som klassementsrytter i grand tours i den nye og svage trup, men det er næppe realistisk. Niveauet rækker næppe heller til WorldTour-etapeløb, men vi ved, at han kan være med fremme i mindre etapeløb, og måske kan han tillige vinde en etape i Giroen eller Vueltaen.

Holdet har jo faktisk også den nuværende U23-verdensmester i form af Yevgeniy Fedorov, der ikke blot vandt VM i Australien med sin offensive kørsel, men også fulgte det med en overraskende 2. plads i U23-udgaven af Lombardiet. Han har dog nu haft to år på WorldTouren, hvor han har haft det svært, og han er også mere bare en råstærk fyr end en oplagt vindertype. Det bliver han næppe heller, men han så ud til at have taget et skridt efter Vueltaen. Forhåbentlig kan han i den kommende sæson vise lidt potentiale i brostensklassikerne og være fremme i nogle mindre endagsløb af brostensagtig karakter.

Blandt de lidt ældre ryttere kunne man fremhæve Simone Velasco. Italieneren er stille og roligt blevet bedre og bedre, og han gjorde det faktisk ganske fornemt i 2022. Han er blevet mere robust og klatrer bedre, og han har stadig også en spurt, selvom han ikke synes lige så hurtig som i gamle dage. Det er som endagsrytter og etapejæger, at han har sit potentiale, men de store klassikere er nok stadig lidt for vanskelige. Til gengæld bør han kunne vinde mindre endagsløb, og han har også potentialet til at vinde en grand tour-etape på dagen, hvor alt flasker sig.

Christian Scaroni er også efterhånden blevet ganske god. Han vandt ikke færre end to etaper fra udbrud i det ganske vist svagt besatte Adriatica Ionica, og han kan både spurte og er ganske klatrestærk. Han har bestemt potentiale i kuperede endagsløb, der synes at være hans force, men niveauet rækker for ham næppe heller til andet end mindre løb. I grand tours kan han jagte etaper, selvom det skal flaske sig, hvis det skal lykkes, og så burde han klatre godt nok til at køre klassement i mindre etapeløb, hvis ikke de er alt for svære.

Endelig er der Igor Chzhan. Det er svær at være helt overbevist om hans potentiale, men han kan skam godt køre på cykel. Hans 9. plads på kongeetapen i Arcitc Race var ælovende, og han har gjort det godt i mindre tyrkiske endagsløb. Han har endnu lang vej at gå, men lad os se, om den lille klatrer i et mindre etapeløb kan bygge videre på det, han viste i Arctic Race. Til gengæld synes den halvhurtige klatre- og puncheurtyper Gianmarco Garofoli at mangle lidt for meget til at overraske i 2023.