Opvarmning til 2023: Hvad kan vi forvente af Bahrain-Victorious?

Nedenfor giver vi en analyse af Bahrain-Victorious.

Ryttere, der bliver på holdet

Yukiya Arashiro, Phil Bauhaus, Pello Bilbao, Santiago Buitrago, Damiano Caruso, Matevz Govekar, Kamil Gradek, Jack Haig, Heinrich Haussler, Mikel Landa, Filip Maciejuk, Ahmed Madan, Gino Mäder, Jonathan Milan, Matej Mohoric, Hermann Pernsteiner, Wout Poels, Johan Price-Pejtersen, Jasha Sütterlin, Fred Wright, Edoardo Zambanini

Nye ryttere

Andrea Pasqualon (Intermarché-Wanty-Gobert Materiaux), Nikias Arndt (Team DSM), Dusan Rajovic (Team Corratec), Fran Milholjevic (Cycling Team Friuli ASD), Rainer Kepplinger (Hrinkow Advarics Cycleang), Cameron Scott (ARA Pro Racing Sunshine Coast), Sergio Tu (Cycling Team Friuli ASD)

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Ryttere, der forlader holdet

Luis Leon Sanchez (Astana Qazaqstan Team), Sonny Colbrelli (stopper karrieren), Dylan Teuns (Israel-Premier Tech), Jan Tratnik (Jumbo-Visma), Domen Novak (UAE-Team Emirates), Chun Kai Feng (Utsunomiya Blitzen), Stephen Williams (Israel-Premier Tech), Alejandro Osorio (GW-Shimano-Sidermec)

Hvordan gik transfersæsonen?

For et år siden kunne Bahrain-chef Milan Erzen gå på vandet. Efter en ret vanskelig start på tiden i det professionelle felt lykkede det nemlig endelig for den slovenske chef at bringe holdet helt op i toppen af det internationale hierarki. Sejrene og topresultaterne væltede ind i en lind strøm i et år, hvor alt bare syntes at gå Erzens vej, uanset om det var i etapeløb eller klassikere.

Den ellers så ambitiøse arabiske satsning, der i 2017 blev skudt i gang med Vincenzo Nibali som den altoverskyggende stjerne, havde ellers i de første år lidt svært ved at få fast grund under fødderne. Uden succes var de bestemt ikke, når det blandt andet lykkedes Nibali at vinde to monumenter og gå på podiet i to grand tours i sine bare tre år på holdet, men ved siden af den italienske stjerne var resultaterne for få. Da holdet blev lanceret med et absolut topnavn i spidsen, var det ellers næsten umuligt ikke at få fornemmelsen af, at et nyt pengestærkt storhold var født, men det var meget svært at se i resultaterne, hvor holdet i sine fire første år på verdensranglisten blot endte som først nr. 14, siden nr. 7 i den flotte 2018-sæson og senest blot nr. 13 i både 2019 og 2020. Det er ikke just det, der kendetegner et storhold - og med Nibalis exit mistede holdet også noget stjernestøv, som afløseren Mikel Landa ikke helt har kunnet erstatte.

Der var heller ikke meget, der tydede på, at det skulle ændre sig i 2021. Truppen var ganske vist blevet styrket med blandt andre de lovende talenter Jack Haig og Gino Mäder, men i stedet havde man tabt det mest lovende klassikernavn, Ivan Garcia Cortina, i en transfersæson, hvor Erzen og co. havde været blandt de allermest passive. Det var ikke mærkeligt. Holdet slikkede nemlig sårene, efter at coronakrisen fik aflyst det storstilede samarbejde med McLaren, der skulle have bragt dem op i en helt anden liga, og derfor handlede det efterår mest af alt om at redde et hold, der pludselig havde mistet en masse kapital og fået trukket tæppet væk under sig.

At holdet skulle ende som 2021-sæsonens store komet lå derfor slet ikke i kortene - heller ikke efter et forår, der slet ikke gik som ønsket. Men da Sonny Colbrelli brød sin årelange forbandelse i Tour de Romandie i slutningen af april, så det ud til, at han dermed også ophævede den forbandelse, der havde hvilet over hele holdet siden begyndelsen. Siden det løb var både Bahrain og Colbrelli her, der og alle vegne. Italieneren blev euromester, vandt Benelux Tour og tog den helt store skalp i Paris-Roubaix. Holdet vandt to etaper i Giroen med hhv. Damiano Caruso og Gino Mäder, tre i Touren med hhv. Dylan Teuns og Matej Mohoric og én i Vueltaen med Caruso, og i Giroen blev Caruso en sensationel nr. 2, mens Haig og Mäder bragede ind på scenen med 3. og 5. pladser i Vueltaen. Også i Touren blev det til en top 10 med Pello Bilbao, selvom kaptajnen, Haig, var styrtet ud af løbet, og derudover blev Mohoric samlet nr. 2 i både Benelux og Polen - alt sammen krydret med et hav af andre flotte resultater fra et bredt spektrum af ryttere og alt sammen, mens holdets helt store stjerne, Landa, grundet uheld ikke bidrog med meget.

Da sæsonen var omme, var det slut med en tilværelse uden for ranglistens top 10. Bahrain var avanceret til den samlede 5. plads som ”the best of the rest” bag ”The Big Four” - Deceuninck, Ineos, Jumbo og UAE - der synes at have monopol på ranglistens fire første pladser. Holdet var endda tættere på at bryde ind i top 4 end at blive overhalet bagfra, og dermed syntes araberne endelig at have kurs mod den topstatus, de længe forgæves ledte efter.

I lyset af dette vilde gennembrud forstår man godt, at Erzen mest af alt brugte vinteren på at konsolidere sig, og det førte til en meget stille transfersæson. Den slovenske manager havde rigeligt travlt med at sikre kontraktforlængelser med de fleste af holdets mest succesrige ryttere. Colbrelli, Caruso, Bilbao og Mohoric satte deres underskrift på aftaler, der binder dem til Mellemøsten i yderligere nogle år, og i lyset af deres succes i 2021 har det næppe været nogen billig fornøjelse. Det er derfor svært at konkludere andet, end at det økonomiske fundament må være blevet genskabt efter det uheldige McLaren-eventyr. Derudover havde han mest travlt med at sikre sig unge talenter, og Luis Leon Sanchez, der jo ikke var udset til nogen kaptajnrolle, var det eneste større navn, der kom til holdet.

Desværre fungerede denne ”If it ain’broken, don’t fik it”-tilgang slet ikke. Bahrain kom ikke i nærheden af at opleve samme succes i den forgangne sæson, og de gled da også ned på den samlede 8. plads. Det hænger naturligvis i nogen grad sammen med Colbrellis tragiske skæbne, men også Caruso, Haig og Mäder havde en sæson, der ikke kom i nærheden af 2021, og selvom han sikrede sig karrierens største sejr i Sanremo,var Mohoric slet ikke den maskine, han havde været et år tidligere. Der var opløftende tegn fra Landa og Bilbao, men det var altså ikke nok til at kompensere for særligt det store pointtal, der fulgte af Colbrellis ukampdygtighed.

På den baggrund kunne man have troet, at Erzen ville bruge denne transfersæson til at forstærke truppen. Ganske vist brugte han jo sidste efterår det meste af budgettet på at forlænge med kaptajnerne, der allerede har kontrakt for 2023 også, men den mest dramatiske ændring i truppen er naturligvis, at Colbrelli desværre blev tvunget til at stoppe sin karriere. Det må trods alt have frigivet en del ressourcer, som man nok kunne have kastet i en oprustning, men det er slet ikke sket. For tredje år i træk har Erzen gennemgået en transfersæson helt uden store armbevægelser.,

Læs også

Dansk Lidl-Trek-sportsdirektør: Vi vil prøve noget frækt

Det betyder ikke, at der ikke skiftes ud. Faktisk kommer der hele syv nye ryttere til holdet, der til gengæld siger farvel til otte, men blandt dem er der ingen stjerner som erstatning for Colbrelli. Igen er det primære fokus på unge og uprøvede talenter, for ikke færre end fem af de syv ryttere har aldrig tidligere kørt på WorldTouren. Derudover har det været en prioritet at styrke toget omkring Phil Bauhaus, da man mener, at der er flere sejre i tyskeren, end vi hidtil har set, men det er også de to eneste prioriteringer, der er intet gjort for at styrke truppen væsentligt til etapeløbene, hvor de har haft det største fokus.

Det er stærkt problematisk, fordi der er nogle gedigne tab på listen over ryttere, der siger farvel. Colbrelli er det store navne, men han er bestemt ikke alene. Allerede i den anden halvdel af sæsonen mistede de Dylan Teuns, som tilsyneladende ikke kom særligt godt overens med sin arbejdsgiver. I løbet af foråret stod det i hvert fald hurtigt klart, at han gerne ville væk, og det gjorde særligt ondt, da det faldt sammen med, at vi så den bedste Teuns nogensinde, da han vandt Fleche Wallonne på fornem maner. Nu hvor Wout Poels har set sine bedste år, er holdet helt uden rigtige ardennerspecialister, og dermed er det et gedigent hul, den eksplosive belgier efterlader sig - også selvom han altid har været en svingende herre.

Det ser altså problematisk ud på klassikerfronten, når man vil savne Colbrelli på brostenene og Teuns i Ardennerne. Værre er det, at det ikke stopper her. Da Colbrelli gled ud af billedet, besluttede Jan Tratnik, der ellers var stort set uden erfaring i de nordlige endagsløb, for første gang at give klassikersæsonen et seriøst skud, og det blev en bragende succes. Sloveneren endte i top 12 i fire store klassikere i træk, herunder som nr. 9 i Milano-Sanremo og nr. 12 i både Amstel Gold Race og Flandern Rundt, og også senere på året så vi måske den bedste Tratnik nogensinde. I lyset af hans manglende rutine er der bestemt meget at bygge på, men desværre blev han fristet af et sikkert lukrativt tilbud fra Jumbo, som efterlader klassikertruppen yderligere svækket, når man også siger farvel til den plan B, der fungerede så godt, da Colbrelli forsvandt.

Lidt har man dog gjort for at kompensere for tabene på brostensfronten. Holdet henter nemlig Andrea Pasqualon og Nikias Arndt ind som de eneste nye etablerede navne. Det er primært som led i den omtalte satsning på Bauhaus, da de begge har stor lead-out-erfaring. Arndt har ofte kørt som tredjesidste på DSM - ikke mindst i det tog, der var så imponerende i Touren i 2020 - mens Pasqualon viste fremragende evner som sidste mand for Alexander Kristoff i 2022, hvor han for første gang havde den rolle. Med tanke på, at Bauhaus længe har vist en imponerende fart, men lidt under alt for svag støtte, er den investering i så fuldendt en stor succes og et meget spændende projekt. Det har den sidegevinst, at de også vil kunne bidrage i brostensklassikerne, hvor Pasqualon har leveret ganske pæne resultater, mens Arndt til gengæld har levet op til potentiale, hans holdbarhed skulle tilsige. Han er derfor nok mest brugbar grundet sin erfaring, men Pasqualon er en solid løjtnant, når Mohoric og Fred Wright i den kommende sæson skal stå i spidsen for brostenssatsningen.

Det er imidlertid ikke kun på klassikersiden, at der er betydelige tab. Det er der nemlig også i etapeløbene, og her har man som nævnt intet gjort for at lukke hullet. Mest ondt gør det måske i virkeligheden at sige farvel til Stephen Williams. Ham er der nemlig noget fremtid i. Det meste af hans korte karriere har ellers været ødelagt af en nærmest endeløs serie af skader, men når han endelig har været i konkurrence, har han bekræftet sit potentiale, både med den flotte etapesejr i Tour de Suisse og med den samlede sejr i CRO Race, hvor han satte Simon Yates til vægs. Det er stadig ikke helt indlysende, hvor langt han kan komme, men det er i hvert fald muligt, at holdet her taber en mand, de kunne have fået megen glæde af i fremtiden.

Det andet problem er, at der ryddes ud i gruppen af hjælpere. Det gælder den uhyre loyale Sanchez, der kun fik et enkelt år på holdet. Det kan godt være, at 2022-sæsonen blev den første siden 2006, hvor han ikke vandt én eneste gang, men han klatrede bedre end længe med en samlet 13. plads i Touren og en samlet 16. plads i Vueltaen. Kombinationen af så højt et niveau og stor rutine gør ham ganske svær at erstatte, og han vil blive savnet.

Det samme vil Domen Novak, der er en spøjs historie. Igennem de første mange år af sin karriere havde han ikke rigtigt niveauet til at køre på højeste niveau, men det ændrede sig pludselig i 2022, hvor han klatrede som en drøm i Giroen - så godt at han formentlig havde vundet kongeetapen, hvis ikke udbruddet havde ladet Alessandro Covi køre - og senere blev en samlet nr. 3 i Slovenien. En hensygnende karriere tog således en markant drejning, når han nu i stedet er endt hos storholdet UAE, og dermed blev Bahrain ikke rigtigt belønnet for deres store, store tålmodighed. Hvis det, vi så i 2022, er udtryk for det, vi vil se i 2023, havde han været en herlig rytter at have på holdet til den kommende sæsons grand tours.

De øvrige tab er knap så bekymrende. Alejandro Osorio lykkedes aldrig rigtigt med at leve op til de løfter, han gav som U23-rytter, og han ragede allerede uklar i marts, hvorfor hans professionelle karriere, der altså aldrig nåede op at flyve, synes slut. Holdet siger også farvel til en rytter, der var da af andre årsager end de sportslige, nemlig Chun Kai Feng, der var med af sponsormæssige grunde. Det tab overlever man nok.

De erstattes så af en gruppe ryttere, der er nye på WorldTouren, og også her er det på sprintersiden, at satsningen er mest massiv. I en alder af 25 får Dusan Rajovic således chancen på WorldTouren, og det skal blive ganske spændende at følge. Serberen har vundet flere løb på lavere niveau, men har også vundet massespurter i skrappere selskab i CRO Race og Antalya. Til gengæld slog han slet ikke til, da han i 2020 og 2021 var professionel hos Delko, og skal opholdet blive en succes, skal det i hvert fald være meget bedre end dengang. Det er også uklart, om han skal spurte på egen hånd, men det virker sandsynligt, at også han bliver en del af Bauhaus’ tog. Det kan være en rolle, han kan udfylde ganske udmærket.

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

Den anden nye sprinter er Cameron Scott, der er et af coronakrisens ofre. Den betød nemlig, at han som så mange andre australiere fik sat sin karriere lidt på pause, efter at han som 20-årig brød igennem med en sejr i Qinghai Lake i 2018, men han er kommet stærkt tilbage i år med både en sejr og 2. plads i europæiske sprinterløb på 1.2-niveau. Han har udtrykt, at han regner med at skulle agere lead-out man i starten, men han kunne være en rytter, der på sigt også skal spurte selv. 2022-sæsonen kunne antyde, at han har potentialet til at gøre det i hvert fald ganske hæderligt.

Holdets måske mest profilerede nye unge rytter er Fran Miholjevic. Han fik nemlig stor opmærksomhed, da han nærmest sensationelt snød feltet og vandt 2. etape af Giro di Sicilia, of han har generelt haft en pæn sæson, der også bød på samlet sejr i et polsk etapeløb. Han er en klassikertype med en fin spurt, evner i mellemkuperet terræn og en god enkeltstart, og han vil være en rytter, der på sigt kan indgå i den klassikertrup, der i år er svækket så markant.

Det vil dog ikke undre, hvis det er Rainer Kepplinger, der bliver mest spændende. Han kommer nemlig fra roning og kørte først sit første UCI-løb ved de østrigske mesterskaber i sommeren 2021, hvor han blev nr. 5. I år har karrieren taget fart med en 2. plads ved de østrigske enkeltstartsmesterskaber og ikke mindst en række fornemme etapeløb, der kulminerede med den samlede sejr i Oberösterreich Rundfahrt, hvor han vandt en bjergetape foran så gode klatrere som Alexis Guerin og den meget talentfulde Johannes Staune-Mittet. Andre løb har vist, at han fortsat mangler noget, men det er kun helt naturligt. Han har i hvert fald både klatre- og tempoevner, og derfor skal det blive meget interessant at se, om Bahrain her har fået fat i en kommende stor etapeløbsrytter.

Han ledsages i øvrigt af en anden ny rytter, Sergio Tu, men han skal vist alene til holdet som erstatning for Chun Kai Feng, så den taiwanesiske cykelsponsor Merida fortsat kan glæde sig over, at der er en taiwanesisk rytter på holdet. Det er i hvert fald svært at se, at han skulle have sikret sig kontrakten af sportslige årsager.

Det er således næppe Tu, der bringer holdet tilbage på sporet efter en svær sæson, og spørgsmålet er, hvem der så skal gøre det. Holdet står i hvert fald svækket tilbage. Colbrelli vil blive savnet enormt, som han allerede blev det i år, og nu skal de også klare sig uden Teuns, Tratnik, Williams, Sanchez og Novak. Det gør ondt, særligt i klassikerne, men også i etapeløbene, og det modsvares kun af en styrket sprintersatsning på Bauhaus. Den ser også ganske spændende ud, men det er svært at tro på, at Bahrain i 2023 vil komme i nærheden af den vilde sæson, de oplevede i 2021.

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

Bahrain havde en vild 2021-sæson, hvor de endelig fik det gennembrud, de i mange år har stræbt efter, men faktisk var det først fra Tour de Romandie og frem, at tingene begyndte at fungere. Klassikerkampagnen i foråret var faktisk en enorm skuffelse, og da den første store serie af endagsløb var ovre, havde Bahrain snarere kurs mod fiasko end succes.

Det blev der som bekendt lavet godt og grundigt om på, og det gjaldt i den grad også i endagsløbene. Sonny Colbrellis vanvidsefterår inkluderede både monument- og EM-sejr, og Matej Mohoric var meget tæt på at tage en stor endagsskalp i San Sebastian. På den baggrund var det med andre forventninger, at holdet gik ind til 2022-sæsonen.

Selvom holdet generelt havde en betydeligt sværere 2022-sæson, er det svært at være utilfredse med udbyttet af klassikerne. Selvom holdet oplevede et gigantisk chok, da deres vigtigste mand, Colbrelli, på tragisk vis blev sat ud af spillet, endte de med sejre i to af de allerstørste endagsløb, da Matej Mohoric snød alt og alle i Milano-Sanremo, og Dylan Teuns forhindrede Alejandro Valverde i at få en drømmeafslutning i ”hans” Fleche Wallonne. Mod slutningen af året viste Mikel Landa endda helt nye sider af sig selv med en podieplads i Il Lombardia, og hvem ved, hvad det kunne være blevet til, hvis ikke Mohoric havde fået defekt i finalen af sit flotte Paris-Roubaix?

Barren er således sat meget højt, og da der trods alt kun er fem monumenter at fordele på et hav af hold, vil det være meget at blive skuffet, hvis holdet for første gang siden 2020 vil ende sæsonen uden monumentsejr. Heldigvis er truppen, der ellers jf. ovenstående er blevet svækket til den kommende sæson, slet ikke så skidt besat i i hvert fald nogle af endagsløbene, og de kan tillade sig at drømme om endnu en fin klassikersæson.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Selvom man næsten ikke kan overvurdere savnet af Colbrelli, er det særligt i brostensløbene, at holdet står med gode muligheder. Her kan de nemlig præsentere en meget interessant duo med Mohoric og kometen Fred Wright. Mohoric er egentlig ikke skabt til Roubaix, men han viste i 2022, at han kan komme pokkers langt, særligt hvis han kan få lov at komme de mere kraftfulde ryttere i forkøbet, og selvom han fortsat mangler det helt store resultat, har han også evner i de flamske klassikere, der vel egentlig passer ham bedre. Det skulle imidlertid ikke undre, om Wright ender som deres bedste bud. Briten blev allerede nr. 7 i Flandern Rundt sidste år, og enhver, der så hans endeløse serie af udbrud i Touren og Vueltaen, vil vide, at han formentlig er meget stærkere nu. Mohoric vil nok altid skulle komme favoritterne i forkøbet for at vinde - men det er han også fantastisk god til - men det kan bestemt ikke udelukkes, at Wright i hvert fald på sigt kan være så god, at han kan køre med de bedste, når de åbner for gassen på stigningerne. Duoen bliver i hvert fald uhyre spændende at følge i de hårde brostensløb Omloop, E3, Flandern Rundt og Roubaix, men også Dwars door Vlaanderen og Gent-Wevelgem kan under de rette omstændigheder passe dem.

Resten af truppen er heller ikke helt uinteressant. Jonathan Milan havde en svær start på den professionelle karriere, men man kan kun tage hatten af for det gennembrud, han fik fra Polen Rundt og frem til CRO Race, hvor han vandt to etaper og viste nogle klatreevner, vi aldrig tidligere har set. Den enorme italiener er nok i første omgang end anelse for tung til de flamske løb, men han synes skabt til sin drømmeløb i Roubaix, hvor han skal blive meget interessant at følge i den kommende sæson. Som sprinter med stærkt forbedret holdbarhed bliver han også meget spændende i løb som Kuurne og Gent-Wevelgem, nu hvor hans fart også synes at række meget langt. Holdet har også Andrea Pasqualon, der tidligere har været i top 20 i Flandern Rundt, men her primært må regnes som hjælper. I tilfælde af at Milan fortsat mangler noget robusthed, vil han dog kunne stræbe efter en top 10 i Kuurne og Wevelgem, hvis de ender i en massespurt. På holdet er også erfarne Heinrich Haussler, men selvom han kørte et flot Roubaix så sent som i 2021, indikerer 2022 vel, at han nu kun kan agere hjælper.

Holdet har også et stærkt kort til sprinterløbene. Som nævnt i transferanalysen var et hovedfokus i løbet af vinteren at styrke Phil Bauhaus’ tog, og den store tysker har vist, at han ikke er meget langsommere end de allerhurtigste. Et løb som Gent-Wevelgem er nok for hårdt for ham, men i de rene sprinterløb De Panne og Scheldeprijs kan han på den rette dag måske drømme om at køre med om sejren.

Milano-Sanremo er derimod for hårdt for ham, men her har holdet jo den forsvarende vinder i Mohoric. Hans geniale opfindelse på materielsiden, der var hovedårsagen til sejren, er jo nu afsløret, men man kan bestemt ikke udelukke, at endnu en vanvidsnedkørsel kan være opskriften på endnu en sejr. Det skal imidlertid også blive meget interessant at se, om halvhurtige Wright kan gøre sig gældende i en hård udgave af det italienske løb, der også står meget højt på listen hos Milan, som vil være holdets mand til en massespurt. Det er dog fortsat tvivlsomt, om hans holdbarhed rækker til Poggio, men ellers kan Pasqualon, Nikias Arndt eller Wright gå efter en top 10, hvis det samles til en spurt. Forinden vil holdet være til start i Strade Bianche, der er et stort mål for Pello Bilbao. Baskeren har vist fornemme evner i løbet, og nu hvor han igen er begyndt at arbejde på sit punch og satser stort på endagsløb, må han bestemt regnes som podiekandidat. Det er Mohoric også, men han vil nok igen skulle anticipere, hvis han skal matche mere klatrestærke folk. Wright kunne vel også begå sig i løbet, selvom klatrepensummet nok er en anelse for stort, og det er tvivlsomt, om han har ambitioner i den retning.

I Ardennerne står holdet til gengæld stærkt svækket uden Teuns. Man kunne håbe, at Wright er frisk på også at give Amstel et skud, for det er et løb, han burde kunne gøre det hæderligt i. Mohoric satser med sikkerhed også på Ardennerne, hvor hans chancer vil være størst i Amstel. Liege er en anelse for hårdt for ham, men han var tæt på at skabe en overraskelse i 2020, hvor han næsten hentede de forreste på den sidste nedkørsel, og det viser, at han aldrig kan afskrives. Holdets bedste bud er dog nok Bilbao, der ikke har de store resultater i løbene, men som altså nu har arbejdet på at genfinde sit punch og vil satse stort på endagsløbene. Med det hævede niveau, han havde i 2022, bliver han spændende i alle tre løb, særligt nu hvor han også har genfundet sin gode spurt.

En anden rytter, der burde være skabt til de løb, er Santiago Buitrago, der jo med sine sejre i Saudi Tour og særligt Burgos viste, at han har masser af punch på korte stigninger og nu synes moden til at jagte gode resultater, særligt i Fleche, men også Liege, hvis han giver løbene et skud. Til gengæld er den tidligere Liege-vinder Wout Poels faldet så meget af på den, at man må tvivle på hans evner, selvom både Fleche og Liege passer ham storartet. Endelig har Mikel Landa luftet muligheden for at satse på Fleche og Liege efter den store succes med podiepladsen i Lombardiet. Det italienske løbs længere stigninger passer ham dog meget bedre, og selvom han tidligere har gjort det fornemt med en top 10  Liege, skal det virkelig flaske sig i det taktiske spil, hvis han skal vinde den slags løb.

I efteråret er holdet heller ikke uden chancer. Er de friske efter Touren, er det nærliggende for Bilbao og Landa, der før har gjort det godt i løbet, at jagte et topresultat på den baskiske hjemmebane i San Sebastian, hvor særligt Bilbao med sin gode spurt er en oplagte kandidat, og Mohoric har jo tidligere været tæt på at vinde løbet ved at komme favoritterne i forkøbet. Løbet burde også passe glimrende til Buitrago, ligesom det i teorien også gælder for Poels og Damiano Caruso, der dog næppe satser på det. Kort efter må Bauhaus have en fair chance som outsider på hjemmebanen i Hamburg, og han kan også være med i en let udgave af Bretagne. Det burde dog også være et glimrende løb for den stadig mere holdbare Milan, ligesom Pasqualon og Arndt kan levere resultater. I en hård udgave er det et fremragende løb for Wright og Mohoric, hvis de er friske på at give den et skud.

Løbene i Canada passer dem også storartet. Det gælder måske særligt for Bilbao i kraft af dennes fornyede spurtstyrke, men i hvert fald i Quebec burde også Wright kunne levere resultater, ligesom Mohoric kan det, mens Buitrago måske kan gøre det hæderligt i Montreal. Slutteligt vil de kunne runde sæsonen af i de italienske klassikere, hvor Landa må være ret opsat på at gentage sidste års podieplads. Afhængig af friskhed har holdet dog flere glimrende kandidater til årets sidste monument, der passer glimrende til Bilbao, Buitrago, Poels og Caruso, og selvom han er en usandsynlig vinder af løbet, vil en formstærk Jack Haig eller Gino Mäder også kunne være med i podiekampen, når Landa var det sidste efterår.

Hvad kan vi forvente i grand tours?

Lige siden holdet i sin tid blev startet med Vincenzo Nibali som den helt store frontfigur, har holdets DNA været grand tours, men selvom det er blevet til flere podiepladser, er det endnu ikke lykkedes dem at ende øverst på podet. Alligevel har holdet været blandt de mere dominerende, måske særligt i 2021, hvor de var her, der og alle vegne. Selvom holdets kaptajn, Mikel Landa, endte sæsonen med to store skuffelser, var grand tour-sæsonen nemlig en gigantisk succes for Bahrain. Det blev til en 2. plads i Giroen med Damiano Caruso, en 3. og en 5. plads i Vueltaen med hhv. Jack Haig og Gino Mäder samt en 9. plads Pello Bilbao i Touren - og det selvom holdets forhåndskaptajn ikke gennemførte én eneste af løbene. Alt sammen blev det krydret med et hav af etapesejre, da Caruso og Mäder vandt i Giroen, Matej Mohoric og Dylan Teuns stod for i alt tre sejre i Touren, og Caruso leverede et mindeværdigt soloridt i Vueltaen.

Læs også

Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet

Sidste års grand tours var slet ikke så succesrige. Jo, de startede som lyn og torden i Giroen med en samlet 3. og 5. plads med hhv. Landa og Bilbao og etapesejr med Santiago Buitrago, men selvom de mødte med stjernebesatte mandskaber, fik de ikke meget ud af de øvrige to løb. Nok var Fred Wright en uhyre positiv oplevelse med sin endeløse serie af udbrudsforsøg og flotte kørsel, men for et storhold som Bahrain får man ikke smør på brødet af fornem kørsel og sekundære placeringer.

Det skal der rettes op på i 2023, og holdet er heldigvis stadig i den luksusposition, at de fortsat er i besiddelse af alle de mange ryttere, der i løbet af de seneste to sæsoner er endt i top 10 i et stort etapeløb. Det betyder, at de har et bredt og omfangsrigt arsenal af ryttere, som de kan sende til de tre løb, og de kan således gå til alle løbene med mindst to ryttere, som potentielt kan begå sig i toppen af den samlede stilling.

Det største fokus er denne gang entydigt Touren, og for første gang siden 2020 vil Landa gøre det franske løb til sit helt store mål. Det skyldes først og fremmest starten på hans hjemmebane i Baskerlandet, men også en rute, der måske passer ham bedre end nogensinde. Enkeltstartskilometerne er få og kuperede, og dermed kan han tillade sig at drømme om at indfri målet, som er den podieplads, han med to 4. pladser flere gange har været tæt på. Det ligner en svær opgave i et skrapt selskab, men efter et 2022, hvor han med en 3. plads i både Giroen og Lombardiet viste, at han fortsat er en af verdens allerbedste klatrere, kan man bestemt ikke udelukke, at det vil lykkes.

Han vil blive ledsaget af Bilbao, der naturligvis også er fristet af et løb, der starter på hans baskiske hjemmebane i netop Bilbao, og han vil nok engang agere skyggekaptajn, der skal holde sig til i klassementet. Sidste år førte det til en 5. plads i Giroen, men så langt kommer han ikke i Touren, hvor konkurrencen er skrappere. Dertil klatrer han for dårligt, men man kan ikke udelukke, at han kan gentage den top 10, han sikrede sig i 2021. Ruten, der består af kortere og mere eksplosive stigninger, passer ham i hvert fald ganske storartet.

Bahrain jagter imidlertid også etapesejre, og de vil stille med to fremragende kandidater. Mohoric vandt to gange i 2021, og efter at sygdom ødelagde hans løb i 2022, vil han jagte revanche. Denne gang er der flere herlige Mohoric-etaper i særligt den anden uge, og det virker bestemt ganske realistisk, at han kan sikre sig en tredje etapesejr. Også Wright, der var så pokkers tæt på talrige gange i både Touren og Vueltaen, kan helt sikkert også ende øverst på podiet.

Derudover har holdet Buitrago. Hans sæsonplan er lige nu ukendt, men han har klart givet udtryk for, at han helst vil køre Tour. Det virker bestemt ikke umuligt, at det kan lade sig gøre, og som vi så i Giroen er han bestemt etapevinderkandidat - særligt nu hvor han formentlig bare er blevet endnu bedre. I Italien endte han endda også som en samlet nr. 12, og det kan ikke udelukkes, at han vil forsøge at køre klassement, selvom han så vil være den tredje klassementsrytter. Top 10 virker ambitiøst, men for en mand, der udvikler sig lovende, skal man aldrig sige aldrig på en rute, som næppe kunne passe ham meget bedre.

Hvad skal Phil Bauhaus? Det er stadig uklart, men det virker ikke helt på månen at tro, at han faktisk skal til Touren. Holdet har i løbet af vinteren brugt mange ressourcer på at styrke hans tog, fordi de virkelig har stor tiltro til ham, og vi så i den seneste Giro, at han sagtens kunne sameksistere med Landa. Årets Tour har mange også ret lette sprinteretaper og passer ham i virkeligheden bedre, end det gælder for Giroen. Han var pokkers tæt på at vinde en etape i Italien sidste år, og stiller han til start med hele sit tog bestående af Andrea Pasqualon og Nikias Arndt - to ryttere, der selv kan spurte sig i top 10 på de lidt hårdere dage og måske endda jagte en udbrudssejr - kan man ikke helt udelukke, at sejren på den rigtige kan falde i Frankrig. Han så i hvert fald ganske hurtig ud i 2022. Hvis ikke han ender i Frankrig, vil resten af holdet formentlig blive fyldt af andre lykkeriddere, men det vælter ikke i potentielle etapevindere ud over de nævnte. Wout Poels er nok det bedste bud, selvom han er ganske langt fra fordums styrke.

I Giroen stiller holdet med hele tre kaptajner i form af Jack Haig, Gino Mäder og Damiano Caruso. Australieren er nok det bedste bud på en podieplads i stil med den, han sikrede sig i Vueltaen i 2021, men han har lidt at bevise efter et 2022, hvor han aldrig fandt rytmen, og som sluttede med hans styrt i Touren. Heldigvis kender vi hans talent, og han har helt sikkert podiepotentiale. Løbet bliver dog stærkt besat, ruten passer ham relativt dårligt med de mange enkeltstarter, og vi ved, at han netop har fravalgt Giroen tidligere, fordi han ikke er vild med kulden.

Det kan ikke udelukkes, at Mäder ender bedre. Som hjælper for Haig endte han som nr. 5 i Vueltaen i 2021, men også han har noget at bevise efter et trist 2022. Heldigvis så vi i Romandiet, at hans klasse fortsat gemmer sig et sted, og vi ved, at han har den helt rette motor til at køre klassement. Hvor langt han kan komme i et løb med så megen enkeltstart, må tiden vise, men holdet har i hvert fald to fremragende kandidater.

Læs også

Optakt: 5. etape af Presidential Tour of Türkiye

Caruso har i første omgang rettet sigtekornet mod etapesejre, men han udelukker ikke helt, at han ender med at køre klassement. Det vil ikke være første gang, at han ender som plan B - i dette tilfælde måske plan C - men han ender næppe med endnu en 2. plads. Vi så i hvert fald i 2022, at han ikke var i nærheden af sit 2021-niveau. Han har så megen klasse og rutine, at top 10 er mulig, men han vil helt sikkert foretrække at vinde den etape, han helt sikkert har inden for rækkevidde.

Resten af holdet vil blive udgjort af etapejægere. Det er bestemt muligt, at Bauhaus sendes til Giroen i stedet, og også her står han med reelle sejrschancer, da han i givet fald kan ventes at få et tog, hvad han slet ikke havde i 2022. Det tog kan meget vel også tælle kometen Jonathan Milan, der har givet udtryk for, at han gerne vil køre en grand tour i den kommende sæson. Giroen må være fristende for ham, og han vil være en glimrende plan B, hvis Bauhaus skulle få problemer, ligesom han vil kunne teste sig på de to flade enkeltstarter. Mest sandsynligt kan det dog være, at Bauhaus ender i Frankrig, og i givet fald er vejen vel åben for, at Milan kan køre Giroen som holdets sprinter. Det vil nok blive uden den store støtte, men med den fornemme fart, han viste i anden halvdel af sæsonen i 2022, skal han blive interessant at følge.

Andre kandidater til at vinde etaper er Buitrago, hvis han alligevel ender i Italien - hvor han også vil være top 10-kandidat i klassement - Poels, Arndt, Pasqualon samt Edoardo Zambanini, der kørte en ganske fin Vuelta i sin første sæson som professionel. Holdet har også Hermann Pernsteiner, der trods en 10. plads i Giroen i 2020 utroligt nok ikke har kørt en eneste grand tour siden dengang. Endnu en samlet top 10 er næppe realistisk, men han har niveauet til at vinde en etape, hvis det flasker sig. Endelig kunne man med danske øjne drømme om, at Johan Price-Pejtersen får sin grand tour-debut og får lov at teste sig selv på de to første enkeltstarter, særligt den lange og flade 9. etape.

I Vueltaen er planerne fortsat mere grynede, men det virker meget sandsynligt, at holdet kommer med et hav af klassementskandidater. Haig, Mäder og Caruso kan alle fint kombinere med Giroen og Vueltaen, og de to førstnævnte vil være ivrige efter at gentage succesen fra 2021. Landa har også åbnet døren for at deltage, og han har før vist, at han kan køre stærkt i to grand tours i træk, og det samme har Bilbao, der nærmest ofte er bedst i sin anden start. Hvis han har kørt Giro, er Buitrago vil også kandidat til at deltage, og dermed kan holdet i den bedste af alle verdener stille med hele seks klassementskandidater. Det burde være nok til i hvert fald at sikre et topresultat og gerne en podieplads.

Hvad med resten af holdet? Bauhaus er en mulig deltager, men da det peger i retning af en klatretung trup, vil han næppe være at finde på holdet. Wright er til gengæld en oplagte etapevinderkandidat, for han så sidste år, at han var flyvende i Spanien efter at have været en tur i Frankrig, og mens Tourens enkeltstart nok er en anelse for kuperet for ham, kan han også være spændende at følge på løbets individuelle tidskørsel. Det er bestemt også sandsynligt, at holdet gemmer Milans grand tour-debut hertil, og han vil have endnu større chance for at vinde en etape i det ofte svagere sprinterfelt i Spanien. Poels og Pernsteiner er også sandsynlige etapevinderbud, og det samme er Zambanini, men det vil nok forudsætte, at han ikke har kørt Giro. Price-Pejtersen kunne også være i spil, da løbet indledes med et holdløb, og han vil kunne teste sig på enkeltstarten, men det store antal klatrere gør nok, at der bliver kamp om pladserne. Endelig kan man vel ikke helt udelukke, at unge Matevz Govekar vil få lov at agere sprinter, hvis hverken Bauhaus eller Milan er til start, men det virker mere sandsynligt, at han skal vente et års tid med sin grand tour-debut.

OPDATERING: Fredag har Buitrago i et interview med colombianske medier bekræftet, at han trods eget ønske om Tour-deltagelse skal til start i Giroen i en relativt fri rolle uden noget stort pres.

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

Som det fremgår ovenfor, har holdet en nærmest endeløs serie af klassementsryttere, og det betyder, at de vil satse stort på de ugelange løb. Fælles for dem alle er dog også, at de er relativt temposvage, og enkeltstarter spiller en stor rolle i langt de fleste store etapeløb på WorldTouren. Det er da heller ikke tilfældigt, at ingen af holdets klassementsryttere nogensinde har vundet et WorldTour-etapeløb, og det vil nok derfor snarere handle om at høste et hav af topplaceringer end faktisk at vinde.

Listen er til gengæld lang. Sidste år fik holdet fire podiepladser med Mikel Landa som nr. 3 i Tirreno, Gino Mäder som nr. 2 i Romandiet samt Pello Bilbao so nr. 3 i både UAE Tour og Tour de Pologne, og de vil begge på den rette rute kunne stræbe efter endnu et topresultat. Det samme kan Jack Haig, der dog ligesom Mäder synes bedre i grand tours, hvor motoren mere kommer til sin ret, Bilbao, der dog er en anelse for begrænset i sin klatring til for alvor at være med helt fremme, men som måske kan tage det helt store resultat fra sæsonstart i et Tour Down Under, der passer ham ganske fint, Santiago Buitrago, der udvikler sig positivt, men stadig har til gode at ende i top 10 i et WorldTour-etapeløb, og Damiano Caruso, der som nævnt ovenfor dog næppe er helt på samme niveau som tidligere. I teorien har holdet også Wout Poels, men om der i de store løb gemmer sig flere top 10-placeringer i ham, er nok tvivlsomt, og Hermann Pernsteiner har aldrig helt haft niveauet til at køre med i front i de største etapeløb.

Et særligt løb er Benelux Tour, der passer til andre ryttertyper, og her har holdet to gode kandidater. Matej Mohoric lider under sin enkeltstart, men han er tidligere blevet både nr. 1 og 2 i løbet, og særligt på en hård rute vil han have en god chance. Løbet passer også perfekt til tempostærke Fred Wright, der til gengæld skal bevise, at han også kan være med i front på en ardenneretape.

Læs også

Opdateret: Giro-feltet tager form - udskiftning i deltagende danskere

I de mindre etapeløb har holdet til gengæld pæne sejrschancer. Bilbao var allerede tæt på at vinde i Alperne sidste år, og i et løb uden enkeltstart kunne Buitrago meget vel også tage en sejr, som han var tæt på i Saudi Tour i 2022. Det skal også blive interessant at se, hvad Edoardo Zambanini kan gøre i mindre 2.1-løb efter en ganske fin første sæson. Og så kunne man vel egentlig ønske sig, at altid loyale Pernsteiner fik lov at jagte et topresultat i et mindre etapeløb.

Holdet store investering i et tog til Phil Bauhaus vil også betyde, at massespurter vil spille en større rolle en hidtil, og man må formode, at vi i flere WorldTour-løb - særligt de mest sprintervenlige - vil se tyskeren stille op med sine tro væbnere, Nikias Arndt og Andrea Pasqualon. Sidste år vandt han to gange på WorldTouren, og det må være forventningen, at han mindst kan gøre det lige så godt i 2023. Han har i hvert fald vist, at han har farten, og nu har han også en støtte, der gør det muligt at vinde noget mere. Parallelt med ham må man formode, at Jonathan Milan skal køre sine egne spurter, og det skal blive uhyre interessant at se ham fortsætte den uhyre lovende udvikling, han havde mod slutningen af 2022. I visse løb kan Arndt og Pasqualon måske også spurte lidt selv, men det vil næppe føre til det store.

Holdet har den unge Matevz Govekar, der formentlig skal udvikle sig som holdets sprinter i flere mindre løb, men måske også teste sig selv af på WorldTouren. De har også investeret i både Dusan Rajovic og Cameron Scott, der begge er vant til at køre massespurter. Det forlyder på Scott, at han mest er hentet til holdet som lead-out man for Bauhaus, men det kan ikke udelukkes, at han vil få sin chance i nogle mindre løb. Rajovic har allerede flere sejre på lavere niveau, men vi så i Delko-tiden, at han havde det lidt svært på højeste niveau. Også han skulle primært være hentet ind som lead-out man, men kan måske tage sig en chance i ny og næ. Endelig kan Wright også spurte i reducerede felter på hårde dage, men nogens stor afslutter er han ikke.

Enkeltstarter har altid været lidt af en akilleshæl hos Bahrain, men de har erkendt, at det er et område, de skal satse på. Det var blandet andet en af årsager til investeringen i Johan Price-Pejtersen, ligesom der blev indledt et teknisk samarbejde med Martin Toft Madsen. Det skal blive interessant at se, om den satsning kan give pote i den kommende sæson. Price-Pejtersen kan forhåbentlig tage næste skridt, Wright kom ganske tæt på verdenseliten sidste år, og Milan har også nogle tempoevner, der kan udvikles, selvom det har knebet lidt i hans tid som professionel.

Endelig er det tænkeligt, at holdet også vil køre nogle mindre endagsløb, selvom det faktisk er relativt sjældent, at de deltager i den slags begivenheder. Det kunne måske være en chance for at se den lovende Fran Miholjevic, der netop er en rytter til ardenneragtige løb, men som næppe kan være med på den store scene endnu, til at folde sig lidt ud. Det kan også være en chance for blandt andre Pasqualon til at køre lidt for sig selv, da han før har vundet den slags løb, ligesom den slags løb er oplagte for Edoardo Zambanini, der både kan klatre og spurte.

Hvem kan overraske?

Allerede for et år siden blev Fred Wright i disse spalter nævnt som en mand med et stort klassikerpotentiale, men det var nok alligevel de færreste, der havde troet, at han allerede i 2022 skulle tage så enormt et spring. En 7. plads i Flandern Rundt var allerede mere end løfterig, men han så bare ud til at være blevet endnu stærkere, da han var her, der og alle vegne i en endeløs serie af ofte succesrige udbrud i både Touren og Vueltaen. Sejren kom ikke, men det var nu blot en dårligt timet spurt, der forhindrede ham i at krone sit gennembrud med en Vuelta-etapesejr.

Nu er spørgsmålet så, om han allerede er klar til at tage kampen op med de helt store i brostensklassikerne, måske særligt i de flamske løb. Det kan man bestemt ikke afvise, når man ser på hans 7. plads i Flandern sidste år, hvor han angreb tidligt, men siden løb tør for kræfter. Nu vil han formentlig kunne holde længere, og måske er det endda slet ikke nødvendigt at komme alle favoritterne i forkøbet. Efterfølgende kan han så meget passende vinde de Tour- og Vuelta-etaper, han var så tæt på - og hvis han skipper Vueltaen, kunne det være meget, meget interessant at se den tempostærke brite forsøge at køre klassement i Benelux Tour.

En anden komet er Jonathan Milan. Han har længe været et stort talent, men mens han var flyvende på banen, kneb det ganske gevaldigt med at slå igennem som professionel på landevejen. Sygdom ødelagde også en stor del af hans forår i 2022, men da han var tilbage i sadlen, tog han verden med storm, først med fremragende spurter i Polen og Tyskland og siden med det forrygende CRO Race, hvor han vandt to etaper og endda viste helt nye klatreevner, der er løfterige i forhold til klassikerne. I 2023 skal vi blive klogere på, om han vitterligt kan udvikle sig til en sand topsprinter, og hvor meget hans holdbarhed på sigt rækker til i klassikerne. Han drømmer selv stort om Roubaix og Sanremo, og det er vel også de to løb, der passer ham bedst. Tiden vil så vise, om han også klatrer så godt, at hans store krop også kan gøre sig gældende i de hårdeste flamske klassikere. I 2023 må missionen være at vinde nogle massespurter og derudover teste sig selv i de store klassikere, ligesom det liver spændende at se, om han kan udvikle de tempoevner, han ikke helt har fået vist frem på den professionelle scene.

En anden spændende rytter er Santiago Buitrago. Han kan ligesom Wright være på kanten til at vokse ud af denne kategori, når han allerede har vundet en etape og er blevet nr. 12 i Giroen, men han burde kunne lægge næste lag til sit niveau i 2023. Han har nogle helt åbenlyse puncheurevner, som han vist med sejren i Saudi Tour, men særligt med den suveræne sejr i Burgos, og han klatrer også godt nok til at vinde en bjergetape i Giroen. Til gengæld er det usikkert om bjerg- og tempoevnerne rækker til at gøre ham til klassementsrytter, eller om han mere skal udnytte sit punch til at køre kuperede klassikere og jagte etaper. Det kan vi forhåbentlig finde ud af i 2023, hvor han burde kunne køre klassement i nogle ugelange, ligesom han formentlig skal til Touren - i første omgang som hjælper for Mikel Landa og Pello Bilbao, men også som potentiel etapejæger og plan C i klassementet. Derudover satser han forhåbentlig også på ardennerklassikerne og de italienske efterårsløb, der kan afsløre mere om hans klassikerpotentiale.

Det skal også blive interessant at følge den fortsatte udvikling hos Edoardo Zambanini. Han er næppe nogen kommende stjerne, men han kom ganske pænt gennem den første sæson. Således var han ikke alt for langt fra at vinde en Vuelta-etape, ligesom han blev samlet nr. 4 i Ungarn Rundt. Han kan klatre og viste også flere gange, at han er ganske hurtig, hvilket gør ham oplagt som klassikerrytter. Forhåbentlig får vi lov at se ham som hjælper i Ardennerne, og forhåbentlig bliver der plads til, at han kan køre sin egen chance i en række mindre endagsløb, ligesom han kan agere etapejæger i en grand tour og køre klassement i mindre etapeløb, som han så fint gjorde det i Ungarn i 2022.

Blandt de yngre ryttere kan man fremhæve Matevz Govekar. Sloveneren fremstod nu egentlig ikke som noget stort sprintertalent, da Bahrain hentede ham til holdet midtvejs i sæsonen, men det lykkedes ham alligevel at vinde en udbrudsetape i Burgos, ligesom han var med til at køre om sejren i et ganske hårdt U23-VM. Han beskrives som sprinter, men VM-løbet viser også en ganske fin holdbarhed, og det er nok som holdbar sprinter, at han har sin fremtid. Han synes at mangle både på fart og positionering, men forhåbentlig kan han udvikle det i 2023, hvor han burde få sine chancer undervejs, formentlig dog hovedsageligt eller udelukkende i mindre løb.

En anden rytter, der allerede vandt et stort løb i 2022, er Fran Milholjevic. Han imponerede stort, da han tog en udbrudssejr på Sicilien, men hans resultater har generelt været temmelig blandede. Hvor langt han kan komme er svært at sige, og han vil nok ikke få alt for mange chancer på det stjernebesatte hold i 2023, hvor han primært skal lære. Hans potentiale ligger i de kuperede endagsløb, og desværre kører holdet ikke specielt mange af den slags begivenheder, men forhåbentlig kan han få en chance undervejs, ligesom han måske kan jagte nogle udbrudssejre i mindre etapeløb og køre nogle puncheuragtige finaler. Skulle han få chancen for en grand tour-debut, kan man vel heller ikke udelukke, at han kan jagte en etapesejr fra et udbrud.

Endelig er der Rainer Kepplinger, der er en af den slags ryttere, man skal være meget varsom med. Østrigeren kommer fra roning og kørte først sit første UCI-løb for halvandet år siden, og i det lys er det ret lovende, at han i 2022 både er blevet samlet nr. 1, 2 og 5 i et 2.2-løb. Han har vist nogle ganske fornemme klatreevner, ligesom han er blevet nr. 2 ved de østrigske mesterskaber i enkeltstart, og det gør ham meget spændende som fremtidig klassementsrytter. Hans begrænsede erfaring gør, at han har ufatteligt meget at lære, og han har fortsat meget langt til det øverste niveau. Den slags ryttere fra andre sportsgrene kan imidlertid også have en meget stejl udviklingskurve, og forhåbentlig kan han i mindre etapeløb i 2022 give os en ide om, hvorvidt han er en ny Primoz Roglic, der kan forvandle én karriere til en status som cykelstjerne, eller om hans potentiale trods alt kun rækker til en mere afdæmpet hjælperrolle.