Opvarmning til 2023: Hvad kan vi forvente af Intermarché-Circus-Wanty?

Nedenfor giver vi en analyse af Intermarché-Circus-Wanty.

Ryttere, der bliver på holdet

Sven Erik Bystrøm, Aimé De Gendt, Biniam Girmay, Kobe Goossens, Laurens Huys, Julius Johansen, Louis Meintjes, Hugo Page, Simone Petilli, Adrien Petit, Baptiste Planckaert, Lorenzo Rota, Rein Taaramae, Gerben Thijssen, Taco van der Hoorn, Boy van Poppel, Loic Vliegen, Georg Zimmermann

Nye ryttere

Rui Costa (UAE-Team Emirates), Mike Teunissen (Jumbo-Visma), Niccolo Bonifazio (TotalEnergies), Lilian Calmejane (AG2R Citroën Team), Dion Smith (Team BikeExchange-Jayco), Arne Marit (Sport Vlaanderen-Baloise), Rune Herregodts (Sport Vlaanderen-Baloise), Madis Mihkels (Team Ampler-Tartu2024), Laurenz Rex (Bingoal Pauwels Sauces WB), Tom Paquot (Bingoal Pauwels Sauces WB), Dries De Pooter (Hagens Berman Axeon)

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Ryttere, der forlader holdet

Alexander Kristoff (Uno-X Pro Cycling Team), Domenico Pozzovivo (?), Jan Bakelants (stopper karrieren), Andrea Pasqualon (Bahrain-Victorious), Jan Hirt (Soudal-Quick Step), Dimitri Claeys (stopper karrieren), Quinten Hermans (Alpecin-Deceuninck), Tom Devriendt (Q36.5 Pro Cycling Team), Barnabas Peak (Human Powered Health), Kevin Van Melsen (stopper karrieren), Corné van Kessel (Team Deschacht-Group Hens-Containers Maes), Theo Delacroix (St Michel-Auber 93)

Hvordan gik transfersæsonen?

Forud for sæsonen var der en del spænding om, hvem der ville blive det bedste mandskab bag ”The Big Four”. Der har hersket en bred konsensus om, at Jumbo, UAE, Ineos og Quick-Step har udgjort deres egen liga, hvilket også fremgår af UCI-ranglisten, hvor de har besat de fire første pladser. I 2021 var det Bahrain, der endte som ”best of the rest”, da de sikrede sig den samlede 5. plads, og de havde det endda som en erklæret mission for 2022 at gentage den bedrift.

Den mission lykkedes slet ikke for araberne, der havde en skidt sæson og blot endte som nr. 8. I stedet var ”the best of the rest” det andet af de to favorithold, nemlig BORA-hansgrohe, der faktisk endda endte med at slå Quick-Step, der - hvis man ser bort fra Remco Evenepoel - havde et halvsløjt år, som blot resulterede i en 6. plads. Det var bestemt ingen overraskelse, at det var det tyske storhold, der altid ender helt i toppen af ranglisterne, men det var til gengæld en mindre sensation, at de blev presset til det yderste af WorldTourens miniput.

Ved sæsonstart så det ellers helt naturligt ud til, at Intermarché-mandskabet ville blive et af de hold, der skulle kæmpe for sin overlevelse i en ny WorldTour-virkelighed med risiko for nedrykning. Sådan måtte det være for den nye dreng i klassen, der blot havde været på WorldTouren et enkelt år og med placeringer so, nr. 20 i 2020 og nr. 15 i 2021 lå og rodede rundt i den tunge ende af feltet på den treårige rangliste, der skulle afgøre holdenes fremtidige WorldTour-skæbne.

Sådan gik det bare slet, slet ikke. Mens et af de to historiske belgiske storhold, Lotto Soudal, røg længere og længere ned i moradset, varede det ikke længe, inden den belgiske lillebror kunne afblæse al snak om nedrykning. Det blev til klassikersejre i Gent-Wevelgem og Scheldeprijs, monumentpodium i Liege, etapesejre i Giroen og Vueltaen, både en samlet 6. og 8. plads i Giroen samt en samlet 7. plads i Touren. I alt blev det til ikke færre end 25 sejre, herunder fem på WorldTouren, og da regnskabet blev gjort op, slog Jean-Francois Bourlarts underdogs minsandten Quick-Step, og med en 5. plads var de sølle 39 point fra at slå Bora-mandskabet i kampen om at være det bedste hold ved siden af ”The Big Four”.

2022-sæsonen bød på flere overraskelser, men Intermarché-mandskabets samlede top 5 på ranglisten overgår næsten dem alle og fortjener at blive betegnet som en sensation. Bourlart råder over WorldTourens mindste budget, og selvom holdet havde forstærket sig med Alexander Kristoff, er det en yderst stjernefattig trup, der lykkedes med at slå så mange på papiret stærkere hold. Et særdeles skarpt blik for talent, da man i sommeren 2021 fik fingrene i Biniam Girmay, mens Delko-mandskabet kom i økonomisk uføre - en genrejsning af Alexander Kristoff, Louis Meintjes og Jan Hirt, store gennembrud fra Lorenzo Rota, Gerben Thijssen og Quinten Hermans samt en Domenico Pozzovivo, der fortsætter med at præstere, selvom han her i november har rundet de 40, var hovedårsagen til, at Bourlart må have knebet sig i armen over at være endt som WorldTourens ubetingede succeshistorie.

På den baggrund kunne man tro, at holdet ville være blandt de mindst aktive på transfermarkedet. Som bekendt skal man aldrig ændre en vindende formel, og Bourlart havde utvivlsomt også håbet, at han kunne holde sammen på tropperne. Desværre er den økonomiske virkelighed også, at pengene er små, og selvom holdet lykkedes med den vigtigste mission, nemlig at forlænge med Girmay trods den benhårde konkurrence fra mange af sportens største mandskaber, har succes desværre den effekt, at andre hold ofte går på strandhugst blandt holdets ryttere. Det har de også gjort denne gang, og når Bourlart starter 2023-sæsonen, har han skiftet cirka en tredjedel af sidste sæsons succestrup ud. Med andre ord er holdet endt som et af de mest og ikke som formentlig ønsket mindst aktive.

Tabene er desværre også til at tage at føle på. Mest åbenlyst er det naturligvis, at Kristoff rejser hjem til Norge og Uno-X. Her er det næppe pengene, men snarere ønsket om at blive lederfigur på det bedste norske hold, som har været hovedforklaringen, men det ændrer ikke på, at Bourlart gerne havde forlænget med sin norske stjerne. Nok er Kristoff stadig ikke den rytter, han var engang, hvor han vandt to monumenter og var en my fra at blive verdensmester, men han fik bragt sin karriere fornemt tilbage på sporet med fem sejre, herunder ikke mindst en klassikergevinst på helt atypisk maner i en blæsende udgave af Scheldeprijs. Måske kom hans sejre hovedsageligt i mindre løb, men hans enorme stabilitet betød altså, at han endte som en lidt uventet nr. 8 på den individuelle verdensrangliste, og når han tillige tager al sin erfaring med sig hjem til Norge, er det et enormt tab, at man må sige farvel til en mand, der har spillet en meget stor rolle i at bringe holdet til toppen.

Bedre bliver det ikke af, at man også må sige farvel til to af andre af sæsonens succeshistorier. Efter at have varmet op til det længe fik Hermans endelig sit store gennembrud med en uventet 2. plads i Liege - foran en vis Wout van Aert - kongeetapesejr på holdets hjemmebane i Belgium Tour, men efter et offentligt skænderi med sin nu forhenværende arbejdsgiver drager han nu videre til Alpecin og efterlader holdet med et stort hul i ardennerløbene, hvor det nu er op til Rota alene at løfte ansvaret. Den engang så lovende klatrer Hirt, der i de seneste år var sunket ned i et hul, var som genfødt fra sæsonstart, hvor han vandt Tour of Oman, og det toppede han med kongeetapesejr og en uventet samlet 6. plads i Giroen. Desværre vil han heller være luksushjælper for Evenepoel hos Quick-Step end kaptajn hos Intermarché, og derfor må man vinke farvel til tre af sæsonens helt store succeshistorier.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Endnu mere overraskende var det, at holdet ikke prioriterede at finde pengene til Domenico Pozzovivo. Det så ellers længe ud til, at en forlængelse var under opsejling, men i sidste ende var kassen tom, og dermed blev italienerens lønkrav også for store. Den erfarne italiener var ellers en succeshistorie med sin top 10 i Giroen, og i efteråret så vi endda den bedste Pozzovivo, vi har set i meget lang tiden, inden han desværre styrtede i Lombardiet. Holdet havde en flot etapeløbsdivision i 2022, men uden Hirt og Pozzovivo, der begge sluttede i top 10 i Giroen, er den markant svækket.

Det stopper imidlertid ikke her. En af holdets institutioner, Andrea Pasqualon, der har været på holdet så længe, man kan huske, lod sig lokke af et formentlig bedre tilbud fra Bahrain. Det står klart, at han ikke er så stærk som i sin storhedstid, hvor han tog blandt andet den samlede sejr i Luxembourg, men han er stadig en yderst kapabel rytter, der både vandt på egen hånd, som han gjorde i Circuit de Wallonie, og ikke mindst viste sig som en fremragende lead-out man i sin nye rolle som sidste mand for Kristoff. Også han vil blive savnet, både i klassikerne og som sidste mand i massespurterne, også selvom hans samarbejde med Kristoff alligevel stod til at ophøre.

Andre tab er knap så problematiske, men alligevel ærgerlige. Mange havde nok tabt tålmodigheden med Tom Devriendt, der efter en lovende karrierestart var gået helt i stå, men så endte han nærmest sensationelt som nr. 4 i Paris-Roubaix. I resten af sæsonen var han lige så anonym, som han plejer, men det må alligevel ærgre, at han rejser væk, netop som holdet endelig stod til måske at kunne blive belønnet lidt oftere for deres store tålmodighed. På samme måde er det med Barnabas Peak. Resultaterne er få, hvorfor han ikke fik forlænget sin kontrakt med BikeExchange, men i år viste han pludselig helt nye evner. De var ganske vist primært i rollen som hjælper, men han kunne meget vel stå foran et lille gennembrud i 2023, som nu altså vil blive kørt for Human Powered Health.

De øvrige tab er knap så akutte. Jan Bakelants er ellers et stort navn, og han lykkedes jo endda i år med at tage sin første sejr siden 2016, men i dag er det trods alt mest hans erfaring og solide hjælperindsats, der vil blive savnet. Det var i hvert fald holdets egen beslutning ikke at forlænge kontrakten, hvad Bakelants selv brokkede sig højlydt over, og derfor må man i hvert fald tro, at Bourlart har det fint med at skulle klare sig uden veteranen. På samme måde har Dimitri Claeys haft en fornem karriere med blandt andet en top 5 i Flandern Rundt og mange sejre, men også han havde set sin bedste år, hvorfor det var meget naturligt at invitere ham med ind i holdets ledelse i stedet. Det gjorde man også med Kevin Van Melsen, der har kørt på holdet i en menneskealder, men som har været en helt og aldeles anonym hjælper helt uden personlige resultater. Det samme var Theo Delacroix, der aldrig helt viste sig stærk nok til WorldTouren, og når man siger farvel til Corné van Kessel er det alene et tab for holdets crosssatsning. På landevejen var han aldrig nogen figur.

Den lange liste over exits må have givet Bourlart gevaldige hovedbrud, men desværre er pengekassen ikke blevet meget større. Circus har opgraderet sit sponsorat, så de igen er blandt navnesponsorerne, men man må formode, at mange penge er blevet bundet i forlængelsen med Girmay. Det er i hvert fald ret tydeligt, at Bourlart har haft svært ved at lukke det hul, de mange exits har skabt, og på papiret er det en svækket trup, han råder over til den kommende sæson.

Derfor må han også ty til en strategi, der koster knap så mange penge, men har fungeret godt. Som sagt lykkedes det holdet at genrejse Kristoff, Hirt og Meintjes, og nu håber de at gøre det samme med Rui Costa, Mike Teunissen og Lilian Calmejane. Alle tre er de navne, der tidligere har haft enten stor eller pæn succes, men som har haft nogle sløje år. Bourlart håber utvivlsomt på, at han igen har magiske hænder.

Skal det lykkes, er det vel Teunissen, der har den største chance. Hollænderen er fortsat kun 30 år, og når det ikke har fungeret de seneste år, skyldes det delvist skader. Eksempelvis missede han de fleste af de klassikere, hvor han har sit største potentiale, i både 2020 og 2021, og da han aldrig helt fandt melodien i 2022, var det ikke mærkeligt, at han endte i skyggen af Wout van Aert, Christophe Laporte og Tiesj Benoot. Nu forlader han Jumbos stjernebesætning for at blive kaptajn i brostensløbene, og med tanke på de succeshistorier, Intermarché har haft de seneste år, tør man bestemt ikke udelukke, at han kan vise, hvorfor han er tidligere Tour-etapevinder, har vundet to etapeløb og er blevet nr. 7 i Roubaix. Derudover er han en af verdens bedste lead-out man, og selvom han nemlig bliver en del af toget for holdets nye førstesprinter, Thijssen, vil han være særdeles værdifuld, når og hvis han skal spille den rolle, måske særligt for Girmay efter lidt hårdere løb.

Kan holdet også genrejse Costa? Det kan man være mere i tvivl om. Med undtagelse af en hæderlig sæsonstart i Mellemøsten og et fint Tour de Limousin var den tidligere verdensmester milevidt fra at være konkurrencedygtig, og den slags er altid bekymrende, når vi taler om en mand, der efterhånden har rundet de 36. Med tanke på det, vi har set fra Meintjes og Kristoff de senere år, skal man aldrig sige aldrig, men det er tvivlsomt, om Costa vil være den erstatning for Hermans i ardennerløbene, som han i første omgang er udset til at være, eller om han vil levere nogle af de resultater i de ugelange løb, som holdet i vidt omfang har savnet.

Meget af det samme kan siges om Calmejane. Den engang så succesrige franskmand, der lynhurtigt vandt etaper i både Vueltaen og Touren, har i flere år været en skygge af sig selv. Det lykkedes for Ag2r at genstarte hans karriere, og det virker heller ikke sandsynligt, at det vil ske hos Intermarché, hvor han dog bør få masser af frihed i de kuperede endagsløb og som etapejæger i grand tours.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Man kan vel sige, at holdet sent i december gik i gang med endnu et genrejsningsprojekt, da de pludselig hentede Niccolo Bonifazio. Italieneren blev aldrig til den sprinter, man kunne have troet, men han har trods alt 20 professionelle sejre, herunder etapesejre i både Paris-Nice og Tour de Pologne. Hans niveau er desværre meget svingende, og hans 2022 var bestemt ikke godt, men han har længe haft for vane pludselig at poppe op som trold af en æske. Kan han gøre det igen i den kommende sæson? Med Kristoff ude taler meget for, at han vil få sine chancer, men der er mange sprintere på holdet, hvoraf Thijssen og Girmay i hvert fald er foran ham i hierarkiet. Han ligner holdets tredjevalg, hvilket bør give ham muligheder både i etapeløb på WorldTouren og i mange mindre endagsløb, hvor han har haft en vis succes, men lead-out-oller kunne også af og til være en del af jobbeskrivelsen.

Holdets sidste etablerede nyerhvervelse er Dion Smith, der ”vender hjem” til det hold, hvor han leverede sine første væsentlige resultater. Newzealænderen var dengang spændende, både i brostensklassikerne og som puncheur, men også han er faldet lidt hen i glemslen i de senere år. Han kan må mange måder betragtes som en direkte erstatning for Pasqualon, både i brostensklassikerne og puncheurfinalerne samt som lead-out man, men han ligner mest af alt en hjælper.

Holdet har altid haft ganske megen fokus på massespurter, og med Kristoffs exit bliver der lidt mere plads ved siden af Girmay og Thijssen, selvom begge må være steget i graderne efter sit lovende 2022. Holdet forsøger sig med Arne Marit, der var så uhyre lovende, da han i 2021 slog Elia Viviani og Bryan Coquard med en imponerende spurt i Morbihan, men som havde et ganske horribelt 2022. I det lys kan det måske overraske, at han får sin chance på højeste niveau, men vi heldigvis hans potentiale for et års tid siden. Lad os håbe, at holdet kan bringe ham tilbage på sporet i rollen som tredjesprinter. Ellers risikerer han hurtigt at ende som lead-out man.

På sprintersiden er det dog unge Madis Mihkels, der er mest spændende. Esteren tiltrak sig en del opmærksomhed, da han slog Kaden Groves i en massespurt i sit hjemlands største etapeløb, og noget tyder på, at Intermarché virkelig har skudt papegøjen. Mihkels er fortsat bare 19 år gammel, men han var pokkers tæt på at blive U23-verdensmester på en dag, hvor han viste overraskende gode klatreevner. Dem satte han en fed streg under mod eliten i Gran Piemonte, hvor han var en af meget, meget få sprintere til at overleve den brutale stigning midtvejs - en stigning, der sågar tog livet af en fyr som Matteo Trentin - og det vidner om, at hans potentiale som holdbar sprinter og formentlig også i brostensklassikerne er meget, meget stort. Det vil ikke undre, hvis han kan levere resultater allerede næste år.

En tredje hurtig fyr er Tom Paquot, der viste visse evner som holdbar afslutter i 2021, men som også havde et ganske forfærdeligt 2022. På intet tidspunkt har han givet løfter, der skulle tilsige, at han bliver en succes på WorldTouren, men lad os, hvad han kan præstere i nye omgivelser. Langt mere spændende er Laurenz Rex, der imponerede med en fornem 21. plads i vanvidsudgaven af Roubaix i 2021. I år kneb det imidlertid med at følge op på det fine resultat, men han har vist, at han har et vist potentiale i brostensløbene, ligesom han også er en halvhurtig herre, der kan køre lead-out. Som minimum bliver han formentlig en god hjælper for Girmay i klassikerne.

Mere interesse er der nok om Rune Herregodts, der allerede har etableret sig selv som en sand udbryderkonge med hele tre udbrudssejre på kort tid. Han klatrer tillige ganske hæderligt, ligesom han er en god temporytter, men han er ikke braget ind på scenen, som det eller så ud til, da han leverede sin første resultater på Mallorca i 2021. Hans mål er at begå sig i kortere etapeløb, der dog nok ikke skal være alt for bjergrige, og hvor han kan bruge sin gode enkeltstart. Der synes at være et stykke vej, inden han kan være med på WorldTouren, men han bliver spændende at følge.

Den sidste nyerhvervelse er nyprofessionelle Dries De Pooter, der er en ganske hurtig og holdbar herre, hvis potentiale formentlig også vil ligge i brostensklassikerne. Han har gjort det ganske pænt i mange U23-løb, men hans potentiale synes ikke at kunne matche det, vi ser hos Mihkels. Han er imidlertid kun lige fyldt 20 år, og det er bestemt ikke usandsynligt, at der er betydelige udviklingsmuligheder.

Han passer imidlertid fint ind i fortællingen om nyerhvervelserne, der mest af alt handler om brostensklassikere og spurter, og som er koncentreret om mange relativt unge ryttere, der er solide, men næppe har kurs mod den absolutte verdenselite, ledsaget af et par etablerede navne, der skal forsøge at genstarte karrieren. Som modsvar hertil er de store tab af særligt Kristoff, Pozzovivo, Hermans og Hermans, og det er derfor indiskutabelt, at det er et svækket Intermarché, vi vil se i den kommende, uanset om vi taler grand tours, ardennerklassikere, brostensklassikere eller massespurter. Til gengæld ved vi, at Bourlart har haft held med at relancere stagnerede ryttere, og man skal bestemt ikke udelukke, at særligt Teunissen kan vise sig som en god investering. Og så kunne det ligne, at erhvervelsen af 19-årige Mihkels kan være et mindre kup, selvom der nok vil gå nogle år, inden han for alvor kan bidrage med store resultater.

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

I mirakelåret 2023 lykkedes alt for Jean-Francois Bourlarts tropper, der både kunne vinde klassikere og massespurter og køre i top 10 i grand tours, men med den markante svækkelse af truppen over vinteren, bliver det svært at gøre sig gældende med samme bredde som i 2022. Det er da også klart, at det er klassikere og spurterne, holdet har valgt at fokusere på, og derfor kommer en stor del af holdets succes i 2023 til at afhænge af præstationerne i endagsløbene.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Det gælder endda, selvom de har sagt farvel til den mand, der skulle løfte dem på den største klassikerscene, nemlig Alexander Kristoff. Alligevel kan holdet være endnu mere fortrøstningsfulde, end de var det for et år siden, for Kristoffs rolle som spydspids er blevet overtaget af Biniam Girmay, der meldte sig ind i verdenseliten endnu hurtigere, end Bourlart havde drømt om. Sejr i Gent-Wevelgem, 5. plads i E3 og podieplads i Quebec vidner om, at han allerede kan køre med om sejren og vinde de store endagsløb på WorldTouren, og forventningen vil være, at den stadig meget unge eritreer er endnu bedre i den kommende sæson

Hans vanvittige debut på brostenene, hvor han ellers kørte en amputeret sæson uden Flandern Rundt, får ham til at satse 100% på brostensperioden, og her bliver han meget spændende at følge. Hans sejr i Wevelgem var i høj grad lidt tilfældig og baseret på taktik, men i Giroen lignede han en mand, der nu også på styrke kunne måle sig med Mathieu van der Poe. Udviklingen er næppe stoppet, og derfor bliver han en af de allermest spændende ryttere i de hårde flamske løb, særligt Flandern Rundt, E3 og Omloop, men også Dwars door Vlaanderen, Kuurne og Gent-Wevelgem. Til gengæld viste hans helkiksede VM-satsning også, at han fortsat er meget ustabil og utilregnelig.

Han ledsages jo af Mike Teunissen, der tidligere var en af de mest spændende brostensryttere, men som siden de mange skadesproblemer har haft det svært. Om han har toppet eller kan finde sig selv, vil tiden vise, men han har aldrig helt kunnet matche de bedste på ren styrke. Skal han levere de helt store resultater, skal han formentlig angribe tidligt. I de samme løb vil de blive støttet af Loic Vliegen, der også kan komme ganske langt på den flamske scene, Aimé De Gendt, der tidligere var ret lovende, men er stagneret på det sidste, Dion Smith, Laurenz Rex, Baptiste Planckaert, Adrien Petit og ikke mindst Sven Erik Bystrøm, der før har vist, at han bør kunne komme langt i disse løb. Meget spændende bliver det også at følge den unge Hugo Page, der er skabt til disse løb og gjorde det godt i sin første sæson, Dries De Pooter og måske særligt det unge stortalent Madis Mihkels, der som holdbar sprinter kan komme meget langt i disse løb. Både for ham og De Pooter gælder dog, at de er helt grønne, og vi skal derfor nok dæmpe forventningerne.

I Roubaix vil vi næppe se Girmay, der passer dårligt til det nordfranske løb, og her vil Teunissen skulle løfte ansvaret. Det kan åbne døren for nogle af de øvrige ryttere, ikke mindst Petit, der blev nr. 6 i 2022 og elsker løbet, samt brølstærke Taco van der Hoorn, der hat løbet som sit eneste personlige mål i klassikerperioden, og som med sin 16. plads i 2022 beviste sit potentiale. Til de rene sprinterløb De Panne og Scheldeprijs vild de formentlig satse på Gerben Thijssen, der jo har vist, at han kan slå de bedste, når han en sjælden gang får sig positioneret ordentlig.

Forinden har holdet været i aktion i Italien, og her står Girmay meget stærkt i Sanremo, hvor han allerede var med fremme. Det er et løb, der passer ham ganske fremragende, og da han kan slå næsten alle på stregen på Via Roma, er det et løb, han i den bedste af alle verdener kan vinde allerede næste år. Niccolo Bonifazio har også ambitioner i sit yndlingsløb, men hans holdbarhed er aftagende, og det svært at se, at de ikke vil spurte med Girmay, hvis det bliver samlet. Finder han sig selv, er det også et løb, der kunne passe Teunissen. Girmay kunne også være meget spændende at følge i Strade Bianche, der burde være inden for hans rækkevidde, men det er tvivlsomt, om han giver det italienske løb et skud. Alternativet til grusvejsløbet vil formentlig være den stadig mere spændende Lorenzo Rota, der burde passe storartet til løbet, Vliegen, der før har gjort det godt på grus, Georg Zimmermann samt Rui Costa, der her kan få den første store chance for at bevise, om han kan genrejses. Og så blev Simone Petilli jo faktisk en lidt sensationel nr. 9 i 2022.

I Ardennerne mangler holdet generelt en stjerne af Girmays kaliber, men da han formentlig skipper Roubaix, kan man håbe, at eritreeren er til start i Brabantse Pijl og Amstel - to løb, han har alle forudsætninger for at vinde. Mest spændende er Rota, der burde kunne imødese et gennembrud i disse løb, men nogen vinder er han næppe. Han burde dog kunne lave resultater lige fra Brabantse Pijl over Amstel og Fleche til Liege. Drømmen er også, at Costa kan genfinde fordums styrke, særligt i Liege, men også i Amstel, men det er svært at have den helt store optimisme på baggrund af det, vi så i 2022. Det samme kan siges om Lilian Calmejane, der er en skygge af sig selv og aldrig rigtigt slået til i disse løb. Mere interessant er den lovende Georg Zimmermann, der fortsat udvikler sig positivt og så ud til at have taget et nyt skridt sidste efterår. Han mangler fortsat meget, men Brabantse Pijl, Amstel og til dels Liege bør passe ham. Kobe Goossens vil sikkert også køre løbene, men der er grænser for, hvor langt han kan komme, mens Bystrøm måske kan lave et hæderligt resultat i Amstel og Brabantse Pijl.

I efteråret er det igen Girmay, der er i centrum. Han skal formentlig puste ud efter Touren og VM, men løbene i Hamburg, Bretagne og Canada passer ham alle storartet - særligt sidstnævnte, hvor han allerede var tæt på at vinde Quebec i 2022. I Hamburg er det dog nok mere sandsynligt, at holdet satser på Thijssen, der burde kunne klare Waseberg, men også Bonifazio, Arne Marit og stortalentet Mihkels kunne få chancen. Mihkels og Page kunne med deres holdbarhed også være meget spændende i Bretagne, mens Teunissen kan lave resultater i både Quebec og Bretagne. Er ruten i Bretagne hård, kunne løbet også passe Vliegen, De Gendt og Bystrøm. Er Girmay fraværende i Canada, er det også gode løb for Costa, der før har vundet Montreal, Zimmermann og ikke mindst Rota. Samme Rota har før været tæt på at vinde San Sebastian, men som dengang skal han nok komme favoritterne i forkøbet, som det også vil gælde for Zimmermann og Costa. Endelig får holdet svært ved at lave noget stort i Lombardiet, hvor Rota ligner bedste bud, men han får trods alt nok svært ved at køre op med de bedste på stigninger, der er så lange og svære, som det er tilfældet i det italienske monument. Til gengæld har han for vane at gøre det godt i nogle af de mange andre italienske efterårsløb.

Hvad kan vi forvente i grand tours?

Intermarché har aldrig været kendt som noget klassementshold, og bjergryttere har generelt ikke været noget, der har haft stor prioritet. I en 2022-sæson, hvor de forvandlede alt til guld, lykkedes tingene imidlertid også i de store etapeløb. Det var knap så overraskende, at etapejægerholdet vandt i alt tre etaper i Giroen og Vueltaen, men de færreste havde nok ventet, at holdet skulle i top 10 hele tre gange med Jan Hirt og Domenico Pozzovivo i Giroen og med Louis Meintjes i Touren. Faktisk var Meintjes pokkers tæt på at sikre, at holdet også havde fået en top 10-placering med hjem fra en Vuelta, hvor han nu ”måtte nøjes med” at vinde en bjergetape.

Det bliver dog svært at gentage i 2023. Pozzovivo og Hirt er væk, og dermed er Meintjes den eneste tilbageværende klassementsrytter. Hans mål vil være at sikre karrierens fjerde top 10-placering i Touren, og selvom han bestemt ikke er en podiekandidat, kan man ikke udelukke, at det kan lykkes. Det langvarige genrejsningsprojekt lykkedes i hvert fald i hans fornemme 2022-sæson, og han får en rute, der ikke kunne passe ham meget bedre. Han har nu fundet opskriften på succes, som vi så så i både Touren og Vueltaen, hvor han som den nye Guillaume Martin brugte et hav af udbrud til at avancere i klassementet. Flasker det sig, venter der endnu en top 10 i Frankrig. Derefter har han nu gjort det til kutyme også at køre Vuelta, og selvom han altid har haft det betydeligt sværere i sin anden grand tour, vidner sidste års 11. plads om, at det bestemt kan lykkes, særligt hvis han rammer de rette udbrud.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Det var imidlertid også det, hvad klassementet angår. Resten af ambitionerne handler alene om at vinde etaper. Her er Meintjes selv et af de allerbedste bud. Som sagt er hans nye tilgang til klassementet at ramme det ene udbrud efter det andet, og det gav i 2022 både en etapesejr i Vueltaen og en 2. plads på Alpe d’Huez i Touren. Chancen for, at han kan vinde en etape i et eller begge de to løb i 2022 er i hvert fald til stede.

Det mest sandsynlige etapevinderbud er dog Biniam Girmay, der jo vandt en etape i sin første grand tour i 2022. Holdet har ikke endeligt bekræftet det, men man skal være tonedøv for ikke at forstå på udtalelserne, at han efter alt at dømme skal gøre Tour-debut næste år. Det forstår man godt. Løbet byder på flere Girmay-etaper, og i den bedste af alle verdener kan han endda tage den første gule trøje på en 1. etape, der ligger glimrende til ham. I massespurterne vinder han næppe i Tourens skrappe sprinterfelt, men på de hårdere dage og særligt fra udbrud kan han utvivlsomt sejre - også selvom han kunne savne en puncheuretape i stil med den, han vandt i Giroen. Han kunne også jagte den grønne trøje, men her mangler han nok den sidste fart til for alvor at kunne true de bedste.

Det virker også sandsynligt, at Lorenzo Rota skal en tur til Frankrig, hvor de formentlig stiller med A-holdet, og han viste i den seneste Giro, at han nu er så god, at han bestemt kan vinde en etape, særligt i den anden uge, der passer ham. Georg Zimmermann kunne også være en glimrende outsider, hvis han vitterligt har udviklet sig så meget, som hans efterår indikerede, og vi så jo i Vueltaen, at en mere trimmet Rein Taaramae klatrede bedre end i mange år, hvilket også gør ham til en trussel. Man må også formode, at Mike Teunissen og Rui Costa skal køre løbet, men Costas niveau rækker nok ikke længere, mens det ikke just vælter i Teunissen-etaper. Andre mulige deltagere er Loic Vliegen, Taco van der Hoorn, Kobe Goossens, Sven Erik Bystrøm og Lilian Calmejane, men det skal flaske sig, hvis de skal vinde.

I de to øvrige grand tours vil der formentlig også være en sprintersatsning. Gerben Thijssen skal helt sikkert til start i enten Giroen eller Vueltaen med hele sit tog, men det er en tricky sag. Giroens sprinteretaper er generelt ret hårde, hvilket ikke er ideelt for ham, og i skrivende stund er Vueltaens rute, der sjældent er alt for sprintervenlig, kendt. Det skal derfor nok flaske sig, hvis han skal vinde en etape, men vi så sidste år, at han kommer langt på sin fart, hvis han er frisk og overkommer sine store positioneringsproblemer. I den tilbageværende grand tour er det sandsynligt, at holdet vil køre for Niccolo Bonifazio, der dog næppe længere har farten til at vinde, men det kunne også være en chance i en grand tour-debut for Arne Marit eller måske endda for Hugo Page, der dog ikke er en klassisk sprinter.

De to løb vil også give gode muligheder for mange af de knap så profilerede ryttere. Man kan ikke udelukke, at Rota igen foretrækker Giroen frem for Touren, og det samme gælder for Taaramae, der også meget vel kan køre to grand tours. Lilian Calmejane kunne have blik på Giroen, hvor han mangler den tredje og sidste etapesejr, men det er tvivlsomt, om niveauet rækker til, at det skal lykkes. Det kunne også være sjovt at se udbryderkongen Rune Herregodts i en grand tour-debut, ligesom klatreren Laurens Huys vel også skal køre sin første grand tour. Dion Smith faldt af på den i 2022, men er vel et outsiderbud til en etapesejr, men ellers skal man nok primært satse på de navne, der er nævnt allerede under beskrivelsen af Touren, da det nok er for tidligt at kaste den meget spændende Madis Mihkels ud i en grand tour-debut.

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

Som nævnt ovenfor har klassementer aldrig rigtigt været det store fokusområde for holdet, og det gælder ikke blot i grand tours. Resultaterne i de ugelange løb er få, og det bliver bestemt ikke lettere med en trup uden Domenico Pozzovivo. Skal der leveres resultater på WorldTouren, skal det i vidt omfang være med Louis Meintjes, men hans motor er ikke rigtigt skabt til de korte løb, også fordi hans enkeltstart er så svag. I det enkeltstartsløse løb i Catalonien kan han dog gå efter en top 10, ligesom han plejer at være godt med i Dauphiné, men derudover får han svært ved at være med helt fremme.

Man kan håbe, at Lorenzo Rotas udvikling gør ham i stand til at køre klassement også på WorldTouren, men det vil kræve løb uden alt for svære bjerge og uden enkeltstart. Til gengæld så vi sidste år i Tjekkiet, at han kan vinde mindre etapeløb. Det kan Georg Zimmermann måske også, for han var slet ikke langt fra i Tyskland sidste år, men også han skal satse på løb uden en enkeltstart. Vi så i Vueltaen, at et vægttab genskabte nogle af Rein Taaramaes tidligere klatreevner, og selvom hans enkeltstart ikke er kommet tilbage, kan vi måske se ham forsøge at køre klassement. På WorldTouren er potentialet måske begrænset, men i de mindre løb kan han være interessant. Rui Costa vil også forsøge sig, men nu om dage er han kun stærk nok til at være med fremme i løb uden for WorldTouren, og det samme gælder for Laurens Huys og Kobe Goossens, der dog begge udviklede sig ganske positivt i 2022.

Et selvstændigt projekt er Rune Herregodts. Han klatrer næppe godt nok til de bjergrige løb, men han har en god enkeltstart, og holdet vil gerne bruge ham i ugelange løb. I første omgang skal det være i løb som Luxembourg og Belgien, hvor enkeltstarten er vigtig og klatreudfordringerne begrænsede, men på WorldTouren kunne han også forsøge sig i Benelux og Polen. I øvrigt kunne Biniam Girmay være spændende at se i Benelux, selvom hans enkeltstart lægger klare begrænsninger på, hvor langt han kan komme.

Massespurterne er et stort fokus, og her er hovedfiguren Gerben Thijssen. Som det er nævnt flere gange, viste han en imponerende fart i 2022, særligt da han vandt i Polen, men hans positionering er fortsat et problem. Toget bliver dog mere og mere sammentømret, og man kan håbe, at han igen kan vinde på WorldTouren. Han vil formentlig skulle køre mange af de sprintervenlige WorldTour-løb, hvor han vil have sit tog til sin rådighed. Derudover vil også Girmay skulle køre massespurter, men skal han vinde i de største løb, skal ruterne gerne være hårdere, som de ofte er det i Dauphiné og Schweiz - løb, han kan bruge som opvarmning til Touren. Derudover vil holdet formentlig også spurte med Niccolo Bonifazio, der i 2022 viste, at han stadig kan vinde i nogle af de mindre løb, og de vil også forsøge at genrejse Arne Marit, der var så lovende i 2021, men faldt helt sammen i et trist 2022. Også Hugo Page vil måske spurte, som han gjorde i Dauphiné sidste år, men ligesom Dion Smith og til dels Tom Paquot skal han bruge hårde ruter. Endelig kan man vel ikke helt udelukke, at Mike Teunissen også vil køre en spurt eller to, og som vi senest så i Vueltaen, er han stadig ganske konkurrencedygtig, hvis feltet ikke er alt for stærkt.

Læs også

Bora nærmer sig Visma-profil

Mest spændende er dog Madis Mihkels. Det er særligt med holdbarheden, at han har imponeret, men han slog altså også Kaden Groves i en massespurt i Estland i 2022. Han bliver derfor meget interessant at følge og burde få en del chancer, særligt i mindre løb, men måske også på WorldTouren.

Holdet vil også køre et hav af de mindre endagsløb i Belgien og Frankrig, der altid har spillet en stor rolle for dem, og her har de flere ryttere med muligheder i de mellemhårde løb, der ikke ender i en spurt. Det gælder Mihkels, der som sagt imponerede med sin holdbarhed, det gælder Page, og det gælder Rune Herregodts, der også har en hæderlig spurt. Laurenz Rex fik ødelagt sit 2022, men viste et potentiale i 2021 og er også en glimrende afslutter, og disse løb kunne måske også være chance for Smith og måske også Teunissen. Aimé De Gendt har en flot historik i de løb, men har lidt at bevise efter et skidt 2022, der til gengæld gik bedre for Loic Vliegen, der før har gjort det godt i den slags begivenheder. Også Sven Erik Bystrøm burde kunne jagte sejre på den scene, for han har fået lidt ud af det høje niveau, han momentvist har vist. Endelig vil holdet formentlig også køre enkelte af de mere kuperede endagsløb i Italien, hvor Rota næsten altid kører med om sejren, men de ligger også godt til hurtige Georg Zimmermann, og de kunne også passe være en chance for Rui Costa til at bryde en lidt lang sejrstørke.

Hvem kan overraske?

Det er stadig et af cykelsportens mysterier, hvordan det lykkedes det ganske lille Intermarché-mandskab at få fingre i Biniam Girmay, der allerede i juniorklassen havde indikeret, at han var et af sportens helt store talenter. Nu er han allerede blevet en etableret verdensstjerne, der for længst er vokset ud af denne kategori, men nu drømmer holdet om, at de har begået endnu et kup.

Manden, der skal gå i Girmays fodspor som Intermarchés nye guldklump, er Madis Mihkels. Som nævnt ovenfor imponerede han stort i 2022 ved først at slå Kaden Groves i en massespurt - og dermed blive den yngste vinder af et UCI-løb i hele sæsonen - siden næsten blive U23-verdensmester og ikke mindst slutteligt ved at klatre fra et hav af brølstærke ryttere i et Gran Piemonte, hvor han desværre efterfølgende kiksede spurten. Det kan være lidt uklart, hvor hurtig han helt præcis er, for selvom han fik den flotte sejr over Groves, er det ikke helt indlysende, at han er en kommende topsprinter. Han har dog en nærmest endeløs serie af top 10-placeringer, hvilket i lyset af hans alder vidner om enorm kvalitet, og så har han altså allerede klatret, så man tror, at det er løgn. Det ligner et fremtidigt topnavn i klassikerne og en karriere som holdbar, mens tiden så må vise, om han også kan vinde klassiske massespurter. I første omgang burde han få sine chancer allerede i den kommende sæson, nok primært i mindre løb, men det kunne være sjovt at se ham spurte lidt på WorldTouren og måske samlet lidt erfaring i klassikerne. Vi skal bare huske, at han altså fortsat er meget, meget ung.

Han er ikke den eneste sprinter, der er værd at holde øje. Gerben Thijssen er egentlig et etableret navn, men der skete virkelig ting og sager efter skiftet til Intermarché. Det virkede ellers en lille smule vovet af Intermarché at bygge et helt hold op om en mand, der faktisk var faldet helt ud af radaren i sin tid hos Lotto, men det skulle vise sig, at det vist bare skyldtes de alvorlige styrt, han var udsat for. I år tog han nogle gedigne skalpe med først WorldTour-sejren i meget skrapt selskab i Polen og siden triumfen i Gooik, hvor det var navne som Jasper Philipsen og Dylan Groenewegen, der blev sat til vægs. Det ser ud til, at farten kan bringe ham helt op i den tunge sprinterelite, men de alt for få topplaceringer satte også en fed streg under hans store problem, nemlig positioneringen. Hvis han og et forstærket tog kan få fod på den del, kan han muligvis etablere sig i den helt tunge sprinterelite. Det skal han vise i et 2023, hvor han formentlig skal spurte en masse på WorldTouren, i klassikere som De Panne og Scheldeprijs og i enten Giroen eller Vueltaen.

Det er også værd at fremhæve Lorenzo Rota. Italieneren er ikke en komet i stil med Remco Evenepoel,men han er bare stille og roligt blevet bedre år for år. I 2022 fik han så endelig den første professionelle sejr med både etapegevinst og samlet triumf i Tjekkiet, ligesom han var bare et mulehår fra at vinde en Giro-etape. Næste år har han formentlig lagt endnu et niveau til, og det skal derfor blive spændende at se, om han kan komme lidt nærmere de bedste i de kuperede klassikere. Han har længe konstant været en af de bedste i de hårde italienske endagsløb, og det skulle han gerne kunne overføre til Ardennerne. En etapesejr i en grand tour bør også være på tapetet, og han vil formentlig køre enten Tour eller Vuelta. Nogen stor klassementsrytter er han ikke, da bjergene kan blive for lange, og enkeltstarten er en hæmsko, men mindre løb som i Tjekkiet kan han vinde.

En anden rytter, der har udviklet sig lidt langsommere, er Georg Zimmermann. Det er gået en smule langsomt, og i første del af 2022 var det svært at se nogen positiv udvikling. Til gengæld sluttede han uhyre stærkt af, da han havde fået Touren i benene - det var i øvrigt andet år i træk, at han kom flyvende ud af Touren - da han blev nr. 5 på kongeetapen i Tyskland og klatrede bedre end tidligere, inden han blev nr. 14 i det meget stærkt besatte WorldTour-løb i Montreal. Ligesom Rota har han en svag enkeltstart og har problemer på lange stigninger - selvom Tyskland viser, at han kan begå sig i mindre etapeløb - men han har et ganske flot potentiale i de kuperede klassikere, som han viste i Canada, ikke mindst fordi han ligesom Rota er ganske hurtig. Sammen udgår de en spændende duo i de kuperede endagsløb, ikke mindst Ardennerne, og derudover er også Zimmermann et godt bud på en grand tour-etapevinder.

Hugo Page er knap så langt i sin udvikling, men han havde en ganske flot første sæson på WorldTouren. Han viste i Dauphiné, at han er ganske holdbar, og at han lan begå sig i massespurter på hårde dage, men det er som brostensrytter, han formentlig har sit potentiale. Han var fremme i et par mindre endagsløb i 2022, og mod slutningen af sæsonen fornemmede man, at han havde taget næste skridt, da han blev nr. 3 i puncheurløbet i Binche bag ustyrlige Christophe Laporte og Rasmus Tiller. I 2023 kan vi forvente, at han kan køre med om sejrene og forhåbentlig også vinde et par mindre endagsløb, at han kan køre nogle spurter i nogle af de hårdere etapeløb, hvor der er færre sprintere til start, og ikke mindst at han kan få lov at smage på de brostensklassikere, der bør være hans fremtid.

Der har været meget snak om Rune Herregodts, siden han pludselig kørte med de bedst i løbene på Mallorca i maj 2021. Siden har han udviklet sig til lidt af en udbryderkonge med hele tre udbrudssejre på mindre end et år, og han har bekræftet, at han er en talentfuld temporytter. Holdet har erklæret, at de vil udnytte hans kombination af solide klatreevner og gode tempoegenskaber til at udvikle ham til en klassementsrytter i i hvert fald ugelange løb. Skal det lykkes, skal han forbedre sig en del både som klatrer og temporytter, men han har i hvert fald vist, at han er brølstærk, og det er bestemt ikke umuligt, at projektet vil lykkes. Han klatrer næppe godt nok til at køre klassement i grand tours og bjergrige løb, men i løb som Belgium Tour, Benelux Tour, Tour de Pologne og Tour de Luxembourg burde han have potentiale. Og så ved vi jo, at han er en sand udbryderkonge, som vi formentlig vil se meget i løbet af året, også i den varslede grand tour-debut.

Han får selskab af holdkammeraten Arne Marit, men her er der grund til bekymring. Belgieren havde nemlig et mildt sagt forfærdeligt 2022, og det gør det svært at have den helt store optimisme. Heller ikke hans 2021 var i starten prangende, men det var altså lidt af en skalp, da han slog Elia Viviani og Bryan Coquard i Morbihan. Min entusiasme for ham er dæmpet betydeligt, fordi hans succes har været koncentreret i en meget, meget kort periode, men historien om Thijssen kan tjene som inspiration. Intermarché har det med at forvandle det, de rører ved, til guld, og måske kan Marit udvikle sig lige så positivt som sin landsmand. Han burde i hvert fald få sine chancer som sprinter i løbet af året, og mens det i starten nok primært vil være i mindre løb, kan han med gode præstationer undervejs måske også få rollen som sprinter i nogle WorldTour-løb - og hvem ved, om han kan få lov at spurte i den grand tour af Giroen og Vueltaen, som Thijssen ikke kører?

Der er en række øvrige ryttere, de har et potentiale, men som man nok ikke skal have de allerstørste forventninger til allerede i 2023. Det gælder den uhyre svingende klatrer Laurens Huys, der i 2022 begyndte at vise sig mere frem, særligt i Deutschland Tour, men som fortsat mangler lidt, også på stabiliteten. Det gælder unge Dries De Pooter, der drømmer om en fremtid som brostensrytter, men som i 2022 nok indikerede, at han fortsat mangler en del, hvorfor hans samlede potentiale også er svært at vurdere. Og så gælde det Laurenz Rex, der med 21. pladsen i Roubaix har vist visse evner i brostensklassikerne og også er relativt hurtig, men som stadig synes at mangle en del efter et svært 2022. Endelig er det måske værd at nævne Sven Erik Bystrøm, der gang på gang viser, at han er stærkere, end hans resultater viser, og som forhåbentlig kan få lidt mere plads til at jagte nogle personlige chancer i 2023. Det kunne være i mindre endagsløb og endda i etapeløb, hvor han har gjort det overraskende godt, men det kunne også være i de store brostensklassikere, hvor man godt kan blive overrasket over, hvor længe han kan sidde ved Girmays side.