Opvarmning til 2023: Hvad kan vi forvente af Jumbo-Visma?

Nedenfor giver vi en analyse af Jumbo-Visma.

Ryttere, der bliver på holdet

Edoardo Affini, Tiesj Benoot, Koen Bouwman, Rohan Dennis, Tobias Foss, Robert Gesink, Michel Hessmann, Lennard Hofstede, Olav Kooij, Steven Kruijswijk, Sepp Kuss, Christophe Laporte, Gijs Leemreize, Sam Oomen, Primoz Roglic, Timo Roosen, Milan Vader, Wout van Aert, Tosh van der Sande, Mick van Dijke, Tim van Dijke, Jos van Emden, Nathan van Hooydonck, Jonas Vingegaard

Nye ryttere

Wilco Kelderman (BORA-hansgrohe), Dylan van Baarle (INEOS Grenadiers), Jan Tratnik (Bahrain-Victorious), Attila Valter (Groupama-FDJ), Thomas Gloag (Trinity Racing)

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Ryttere, der forlader holdet

Tom Dumoulin (stopper karrieren), Mike Teunissen (Intermarché-Circus-Wanty), Chris Harper (Team Jayco AlUla), Pascal Eenkhoorn (Lotto-Dstny), David Dekker (Team Arkea-Samsic)

Hvordan gik transfersæsonen?

Jumbo-Visma er på alle måder cykelsportens succeshistorie. Det er nemlig historien om et storhold, der med Rabobank som sponsor var en hel cykelfabrik med herre-, kvinde- og U23-hold samt et stort budget, men som siden røg ned i sølet, da storbanken trak sig i kølvandet på Lance Armstrongs fald. Ganske vist lykkedes det holdet at overleve under forskellige navne, men sportsligt var der næsten tale om deroute. Helt galt gik det i 2015, hvor holdet ellers med LottoNL og Jumbo som nye sponsorer havde sikret den økonomiske fremtid, men hvor de blot vandt fire cykelløb igennem en hel sæson - endda med tre ganske små sejre iblandt dem.

Det var imidlertid også vendepunktet. Manager Richard Plugge trak stikket og lavede en helt ny strategi. Fra da af er det kun gået én vej, nemlig opad, og den foreløbige kulmination kom i 2220, hvor holdet - endda forventeligt - vandt verdensranglisten. Ganske vist lykkedes det ikke at vinde Touren, der på smertelig vis blev tabt i sidste øjeblik, men med Vuelta-sejr, 2. plads i Touren og en imponerende score med to første- og to andenpladser i de fire afviklede monumenter samt 2. pladser i begge VM-løb var Jumbo-Visma den nye hersker i feltet, som ellers i mange år har haft Sky/Ineos som det ansvarshavende hold. I 2021 måtte de ganske vist se sig henvist til en 3. plads, men det var blot en midlertidig ”krise”. I 2022 satte holdet sig nemlig endegyldigt og meget tungt på tronen, da det langt om længe lykkedes at indfri det mål, Plugge hele tiden har arbejdet efter, nemlig at vinde Touren. Kombineret med en hel serie af andre store resultater var det rigeligt til at sikre hollænderne en ganske suveræn 1. plads på verdensranglisten - langt foran de tre rivaler fra ”The Big Four”, nemlig UAE, Ineos og Quick-Step.

Forud for 2020-sæsonen talte alle om netop Ineos og Jumbo og den interne rivalisering, der måtte komme særligt i Touren. De to mandskaber kunne præsentere veritable supertrupper, der gjorde den direkte sammenligning helt naturlig. Det vil imidlertid være helt forkert at drage mange ligheder mellem det britiske og det hollandske hold.

Succesen er nemlig opnået på vidt forskellig vis. Hvor Ineos-manager Dave Brailsford mest af alt er blevet berømt for med sin afgrundsdybe pengepung at hente det ene supertalent og den ene verdensstjerne efter den anden, er det gået på helt anden vis for Plugge. Faktisk opererede han indtil 2020 med et af sportens mindre budgetter, således også i 2019, hvor holdet ellers for alvor slog igennem på den store scene.

Det har kun kunnet lade sig gøre, fordi Jumbo har ageret helt anderledes på transfermarkedet. Det var først i 2020, hvor budgettet blev opjusteret, at man gik på jagt efter sand superstjerne i form af Tom Dumoulin. Ellers har Plugge på imponerende vis opnået sine resultater med ryttere, han i vidt omfang selv har udviklet. Således var det ham, der tog chancen med skihopperen Primoz Roglic, det var ham, der tog fat i den unge sprinter Dylan Groenewegen, det var ham, der hentede amerikanske mountainbiker Sepp Kuss, det var ham, der fik George Bennett til at blomstre, det var ham, der udviklede Jonas Vingegaard på WorldTouren, og det var ham, der genstartede Steven Kruijswijks hensygnende karriere. Kun kontrakten med Wout van Aert havde måske karakter af indhentning af et større navn, men da belgieren stadig først og fremmest var crossstjerne, indebar også det en vis risiko.

Den tilgang har den plusside, at de alle er startet på holdet på en langt mindre løn, end Brailsford betaler sine verdensstjerner. Og når resultaterne begynder at vælte ind, er det nu engang lettere at overtale rytterne til at blive et sted, hvor det går godt, også selvom det måtte koste lidt på lønchecken. Det er klart, at den logik kun har en vis rækkevidde, men Plugge var så heldig, at han fik sprøjtet flere penge i kassen af nye og gamle sponsorer, da de vigtige kontrakter begyndte at udløbe. Således kunne han frem mod 2020 forlænge med blandt andre Roglic og Groenewegen og samtidig få en kapitaltilførsel, der gjorde det muligt for første gang at hente et sandt supernavn i form af den hollandske superstjerne. Vingegaards kontrakt blev forlænget efter 2. pladsen i Touren i 2021, Roglic skrev en lang forlængelse til udgangen af 2025 kort før jul i 2021, og senest lykkedes det at sikre topprioriteten for den igangværende transfersæson, da holdet fik papir på Van Aert helt frem til udgangen af 2026.

Det lader sig kun gøre, fordi budgettet er vokset ganske markant, og ifølge de opgørelser, der florerer, står Plugge i spidsen for det tredjemest ressourcestærke hold, angiveligt med et budget på 25 mio. euro. Det er stadig langt fra Brailsfords 46 mio. eller UAEs 35 mio., men det har altså været nok til at sikre, at holdets tre pointmaskiner, Vingegaard, Roglic og Van Aert, alle fortsætter på holdet, i første omgang til udgangen af hhv. 2024, 2025 og 2026. Dermed er fremtiden på mellemlang sigt i hvert fald sikret.

Det større budget har imidlertid også ført til nye tider for det hollandske holds ledelse. Hvor man altså tidligere næsten udelukkende satsede på hjemmeavl, er det nu muligt at åbne for posen og hente verdensstjerner til holdet. Dumoulin var som nævnt det første store navn, og sidste år styrkede man etapeløbstruppen med Rohan Dennis og klassikertruppen med Tiesj Benoot og Christophe Laporte - alle ganske etablerede navne. Tendensen fortsætter også i år, hvor holdet igen har haft en særdeles heldig hånd, og hvor det er svært ikke at betegne Plugge som en af transfersæsonens store vindere endnu engang.

Læs også

Froome: Havde været interessant at køre mod Vingegaard og Pogacar

Det skyldes først og fremmest Dylan van Baarle. Det kan virke helt utroligt, at vi så sent som i 2021 talte om, at Van Aerts største problem i klassikerne var, at hans hold var alt for svagt. Det fik Plugge i den grad rettet op på med erhvervelsen af Laporte og Benoot, der gjorde dem til den helt store magtfaktor i 2022-sæsonens klassikere - måske tydeligst illustreret med Van Aerts og Laportes dobbeltsejr i E3, inden corona desværre midlertidigt satte belgieren ud af spillet - og i det lys må alle rivalerne ryste i bukserne over, at de tre esser fra 2022 nu får selskab af Van Baarle.

Det er nemlig ikke hr. hvem-som-helst. Det kan godt være, at han ikke var nogen Evenepoel, der bragede ind på scenen, inden han var kommet ud af kravlegården, men siden han leverede et vanvittigt soloridt og tog sin første klassikersejr i Dwars door Vlaanderen i 2021, har han været helt ustoppelig. VM-sølv i 2021 blev i 2022 fulgt op med en 2. plads i Flandern Rundt og ikke mindst den mest suveræne sejr i Paris-Roubaix i mere end et årti, og dermed endte han som i den forløbne sæson vel som den mest succesrige rytter i sæsonens monumenter. Derfor var det ikke mærkeligt, at både Ineos og UAE kom løbende med et kontrakttilbud, men det lykkedes altså Jumbo at vinde kampen, også selvom han her må leve med at stå i skyggen af Van Aert. Den hollandske baggrund og udsigten til at vende tilbage til et mandskab, hvor han var en del af udviklingsholdet tidligere i sin karriere, var imidlertid nok til at vælge at rejse hjem, og her har det formentlig spillet ind, at Laporte og Benoot blomstrede så meget op som holdkammerater med Van Aert.

Van Baarle skal nemlig nok få sine chancer. Vi så alle, hvordan Evenepoel og Van Aert ved VM var den perfekte duo, der kunne supplere hinanden ved både at angribe tidligt og satse på en favoritafgørelse, og på samme måde er Van Baarle og Van Aert det perfekte match. Van Baarle har opnået alle sine store resultater ved at angribe tidligt, og en så perfekt kombination kan virke ganske uhyggelig, når man også regner Benoot og Laporte ind i ligningen. Lægger man dertil, at Van Baarle er så værdifuld en hjælper i grand tours, at han med sin alsidighed flere år i træk har fået lov at køre to grand tours hos Ineos, hvor grand tour-pladser er meget svære at få fingre i, er han slet og ret den perfekte rytter for et hold, der ovenikøbet er hollandsk.

Det bliver endda endnu bedre. Indtil dette forår var brostensklassikerne en by i Rusland for Jan Tratnik, der aldrig havde satset på den slags løb, men i år gav han klassikerne et skud. Det gjorde han med stor succes, da han på et par uger blev nr. 9 i både Sanremo og Dwars door Vlaanderen og nr. 12 i Flandern Rundt og Amstel Gold Race, og derfor var det ikke mærkeligt, at Jumbo viste interesse. På dette superhold må han nok indstille sig på at agere hjælper, men hans tilstedeværelse gør blot klassikertruppen endnu mere skræmmende. At hans alsidighed også gør ham til en perfekt hjælper i grand tours, gør blot investeringen endnu mere perfekt - og så ved vi, at han vil stå klar til at levere resultater, hvis han ligesom Benoot og Laporte forstår at gribe de muligheder, der måtte opstå

Helt uden skrammer er holdet dog ikke efterladt i brostensklassikerne. Holdet siger nemlig farvel til Mike Teunissen, der kunne se, at han gled længere og længere ned i det interne hierarki og derfor er søgt væk for at kunne køre sin egen chance. Det er utvivlsomt et tab, men sandt er det også, at Teunissen i år slet ikke nåede fordums højder, efter at skader kostede ham de fleste klassikere i både 2020 og 2021. Hans rolle som lead-out man er også blevet nedtonet, efter at massespurter med Dylan Groenewegens exit spiller en mindre rolle, og han har aldrig været tænkt som en del af Olav Kooijs tog. Naturligvis havde det været en fordel at holde ham i truppen, men når han erstattes af Van Baarle og Tratnik, kan der ikke være skyggen af tvivl om, at Jumbos klassikertrup er markant styrket til den kommende sæson.

Det er den også, selvom holdet siger farvel til Pascal Eeenkhoorn. Selvom det er ret åbenlyst, at det burde være i den slags løb, den hollandske mester vil have sit største potentiale, var han slet ikke en del af brostenstruppen i 2022. Det var måske en fejl, for han gjorde enorme fremskridt i en sæson, hvor han ikke blot blev en suveræn hollandsk mester, men også kørte som en sand motorcykel i Giroen, hvor han flere gange var tæt på at vinde en etape. Med den fremgang kunne han have været guld værd for holdet i klassikerne i 2022, men det er også klart, at han altid vil stå i skyggen. Det er et tab for holdet - ikke mindst at miste deres hjemlands nationale mester - men den slags er uundgåeligt, når man er så god til at udvikle ryttere, der hurtigt får ambitioner om at være andet og mere end hjælpere.

Det er dog ikke årsagen til, at David Dekker søger væk. Som sagt vil massespurter spille en mindre rolle i de kommende år, for Groenewegens sidste år i truppen viste tydeligt, at det er ret umuligt at stille en supersprinter tilfreds og samtidig gå målrettet efter at vinde grand tours. Der udestår derfor en kommende konflikt med kometen Kooij, men han vil i den kommende sæson i det mindste være den eneste sprinter, hvis man hiver Van Aert ud af ligningen. Det har ikke stået helt klart, om det var Dekker selv, der ville genstarte sin karriere i nye omgivelser, eller om holdet havde tabt tålmodigheden, men væk skal han i hvert fald. Det må gøre en smule ondt, for med det store potentiale, han viste i sin WorldTour-debut i UAE Tour i 2021 og med sin 3. plads blandt i eliten i Le Samyn i 2020, hvor han stadig bare var kontinentalrytter, er Eriks søn stadig en ganske spændende herre. Han har dog haft nogle en ganske forfærdelig periode som følge af en endeløs række af styrt, og i de løb, han har kørt, har han slet ikke været konkurrencedygtig. På den korte bane er det derfor ikke det største tab, men det er en rytter, som på sigt kunne have været en ganske pæn gevinst.

Holdet har altså været ganske aktive med oprustning i de fladere løb, men naturligvis har der også været aktivitet i forhold til etapeløbene, der jo stadig må regnes som holdets væsentligste fokus, ikke mindst efter Vingegaards Tour-sejr. Her er den største nyhed naturligvis Dumoulins karrierestop, der på papiret er et enormt tab. Sandt er det imidlertid, at hollænderen siden 7. pladsen i Touren i 2020 i sin meget omtumlede tid på holdet, har leveret meget, meget lidt i Jumbo-trøjen, og i det lys er det svært at betegne det som nogen væsentlig svækkelse. Havde vi talt om den gamle Dumoulin, havde det gjort ondt, men en frustreret og trist Dumoulin, som vi så i 2022, var ingen markant gevinst.

Så er der mere musik i, at holdet har hentet Wilco Kelderman hjem efter flere år i udenlandsk tjeneste. Holdet har ikke været specielt meddelsomme i forhold til den rolle, han skal spille på holdet, men der har været indikationer på, at de stadig ser som en potentiel grand tour-kaptajn. Det er da også kun halvandet år siden, at han blev nr. 5 i Touren, men selvom skader og styrt nok engang var en del af forklaringen, fornemmede man i 2022, at den bedste Kelderman måske efterhånden er ved at være fortid. Det vil være et stort plus, hvis han vitterligt skulle have endnu en stor personlig grand tour-præstation i benene, men hvis han må nøjes med en rolle som hjælper for Roglic og Vingegaard, er han stadig en gedigen forstærkning, der kun vil gøre det i forvejen skræmmende Jumbo-mandskab endnu stærkere. Vi så alle, hvor god en hjælper han var for Jai Hindley i Giroen, og hvis han kan koble det med nogle pæne præstationer i ugelange løb, både som hjælper og på egen hånd, er det svært ikke at se ham som en stor gevinst.

Læs også

Ranglisterne: Visma avancerer og ny verdensetter

Holdet henter også Attila Valter, og det er måske en kende overraskende. For nogle år siden var han en af de mere spædende unge klatrere, men det er svært ikke at have tabt tålmodigheden med ham. Hans topniveau er ganske højt, som vi så i begyndelsen af Giroen i 2021 eller med 4. pladsen i Strade Bianche i 2022, men det er alt, alt for sjældent, at han finder det. I det lys kan et skifte til Jumbo dog være det helt rigtige, for holdet har en imponerende evne til at maksimere talent. I den stjernebesatte trup er det svært at se, at han kan få særligt mange personlige chancer, men kan han på stabil vis finde sit ellers alt for sjældne topniveau, er han utvivlsomt en pæn forstærkning til den i forvejen skræmmende etapeløbstrup.

Her kan han ses som en direkte erstatning for Chris Harper, der rejser hjem til Australien. Det er bestemt et tab, der kan overleves, men alligevel er det lidt en skam. I Vueltaen steppede han nemlig ganske markant op, da han pludselig skulle agere løjtnant for Roglic efter Sepp Kuss’ tidlige exit, og også i Dauphiné imponerede han med et utrætteligt føringsarbejde. I rollen som hjælper havde han været værdifuld, men uerstattelig er han ikke.

Som sagt har holdets nye økonomiske muskler betydet, at holdet ikke er afhængigt af at opdyrke egne talenter, men det gør man nu stadig en stor dyd ud af via sit meget succesrige udviklingshold, der allerede har leveret mange lovende ryttere til holdet, ikke mindst Kooij. Midt på sæsonen hentede man også Michel Hessmann op til førsteholdstruppen, men da han således allerede har været en del af mandskabet i nogen tid, indgår han ikke i denne transferanalyse. Man venter endda med at hente de næste talenter op indtil udgangen af 2023, og derfor kommer der ingen nye ryttere fra udviklingsholdet til den kommende sæson.

Holdet er imidlertid ikke for fine til at se ud over deres egne talenter, hvis muligheden byder sig. Man skulle jo nødigt misse et supertalent, og det er formentlig rationalet bag, at man henter Thomas Gloag til holdet som den eneste nye nyprofessionelle rytter. Det lignede egentlig ikke noget stort kup, for selvom han blev nr. 4 i Baby-Giroen i 2021 og nr. 6 i samme løb i 2022, syntes der at være større etapeløbstalenter end ham

Efter at sygdom ødelagde det meste af hans 2022, blandt andet hans Tour de l’Avenir, kan der imidlertid være grund til at revidere den opfattelse. Som stagiaire imponerede han nemlig stort i Jumbo-trøjen, først med en 17. plads i det uhyre stærkt besatte Giro dell’Emilia, siden med et dybt imponerende soloangreb i den absolutte finale af det ligeledes uhyre stærkt besatte Tre Valli Varesine og sidst med en overbevisende klatrepræstation i Gran Piemonte, hvor han var en af de allermest overbevisende på den lange stigning og med til at sende et hav af sprintere til tælling. Med de præstationer fik han vist, at fremtiden kan være endog meget lys, og det skal blive meget interessant at se, om Jumbo også kan forvandle ham til en kommende grand tour-perle. De første svar får vi i 2023.

Det er dog ikke Gloag, der det kommende år skal sørge for, at Jumbo holder sig på toppen af verdensranglisten. Det er holdets mange stjerner, og med de nye økonomiske ressourcer er der nu plads til, at man også kan opgradere truppen fra år til år. Det må i den grad siges at være tilfældet efter en transfersæson, hvor man har fået fingre i guldklumpen Van Baarle og tillige styrket truppen med Kelderman, Tratnik og Valter - alt sammen suppleret med en langsigtet investering i Gloag. For et hold med så megen succes vil man altid miste gode ryttere, som det har været tilfældet med Teunissen, Eenkhoorn,D Dekker og Harper, men det kan ikke slette indtrykket af, at Jumbo har kurs mod endnu en suveræn sæson efter en transferkampagne, hvor de nok engang er kommet ud som en af de store vindere.

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

Da Jumbo forvandledes fra bund- til tophold, var det i høj grad via stærke præstationer i etapeløbene. Klassikerne var i vidt omfang et område, der blev negligeret, og det var først, da holdet allerede havde nærmet sig toppen, at man begyndte at fokusere på endagsløbene. Det skete med erhvervelsen af Wout van Aert, og siden da har holdet med rekordfart etableret sig også som en magtfaktor i klassikerne. Det kom tydeligst til udtryk i 2020, hvor holdet endte i top 2 i alle de fire monumenter, der blev kørt, nemlig med sejre til Van Aert og Primoz Roglic i hhv. Sanremo og Liege og med 2. pladser til Van Aert og George Bennett i hhv. Flandern og Lombardiet.

Så godt gik det imidlertid slet ikke i 2021. Når holdet gled fra en 1. til en 3. plads på verdensranglisten skyldtes det i høj grad, at sejrene i de allerstørste endagsløb udeblev. For næsten alle cykelryttere vil en sæson, der bød på sejre i Gent-Wevelgem og Amstel Gold Race være en gigantisk succes, men Van Aert kunne ikke skjule sin skuffelse. For ham handlede det først og fremmest om at vinde OL, VM eller et monument, men det lykkedes ikke. Hans OL var slet og ret fremragende, når man ihukommer, hvor kuperet ruten var, og Sanremo var han heller ikke langt fra at vinde, men i Roubaix og Flandern samt ved VM underpræsterede han markant.

Det har Van Aert også selv erkendt, og derfor blev hans 2022-sæson anderledes. Denne gang handlede det om at ramme formen fra Sanremo til Roubaix og ikke at køre stærkt i første halvdel af marts, som han med sin 2. plads i Tirreno gjorde i 2021. Beslutningen kostede ham ikke deltagelsen ved VM i cykelcross, den fik også  til at droppe deltagelsen i Strade Bianche og at køre Paris-Nice, der erstattede Tirreno i hans kalender, som hjælper for Roglic og uden klassementsambitioner.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour of the Alps

Modellen var en gigantisk succes. Van Aert var slet og ret uhyggelig, da han sejrede suverænt i både E3 og Omloop, men alligevel endte foråret som en resultatmæssig skuffelse. Netop som årets to vigtigste løb meldte sig, ramte corona, og han endte med helt at misse Flandern Rundt. Hans efterfølgende 2. plads i Roubaix og 3. plads i Liege var i det lys svært imponerende, men det var monumentsejren, han var kommet efter. Den "stjal" sygdommen fra ham, for da han vendte tilbage manglede han de sidste procent, han havde haft forinden.

Det ændrer dog ikke på, at Van Aert mener, at han har fundet opskriften på succes, og derfor forsøger han sig i alt væsentligt med en kopi. Ganske vist kører han denne gang VM i cross, fordi det køres i Europa, men til gengæld skubber han sin sæsonstart med en uge. Væk fra kalenderen er åbningsweekenden, og tilbage er i stedet et af hans yndlingsløb, Strade Bianche. Tirreno er også tilbage på programmet, men man må formode, at det igen bliver helt uden klassementsambitioner.

Hvis modellen fungerer lige så godt i den kommende sæson, kan Van Aert ende som det rene uhyre. I årets første løb fornemmede man, at han havde lagt yderligere nogle lag til sit i forvejen tårnhøje niveau, og det er næsten svært at tro, at han ikke havde vundet i hvert fald Flandern Rundt, hvis han stillede til start. Det er vel også den niveaufremgang, vi i disse dage ser på crosscyklen, hvor det for første gang er ham, der har overhånden mod Mathieu van der Poel, som ellers i perioder har været belgieren ret overlegen.

Det er i sig selv skræmmende nyt for rivalerne, men det værste af det hele er, at han ikke er alene. Holdet har nemlig oprustet markant med erhvervelsen af Dylan van Baarle, der jo som bekendt vandt Paris-Roubaix og blev nr. 2 i Flandern Rundt i 2022. Dertil skal lægges Christophe Laporte og Tiesj Benoot, der efter skiftet til Jumbo opnåede et uhørt højt niveau i 2022 og endte på podiet i hhv. to og tre store WorldTour-klassikere, og dermed er det et skræmmende billede, der tegner sig.

Forventningen er klar. Den kvartet er så uhyggelig, at de efter alt at dømme vil køre med om sejrene i alle de hårde brostensløb, dvs, Omloop, E3, Dwars door Vlaanderen, Flandern Rundt og Paris-Roubaix, og de kan ende med at vinde dem alle. Regner man Van Baarle som Jumbo-rytter, var de i hvert fald på podiet i alle fem i 2022, og det kan meget vel gå endnu bedre i den kommende sæson. Holdets favoritværdighed vil være en smule mindre i Omloop og Dwars door Vlaanderen, hvor de vil skulle klare sig uden Van Aert, men sejrschancerne er bestemt ganske gode.

Det er klart, at Van Aert er topnavnet, og han har ikke lagt skjul på, at han ikke vil være tilfreds med sit forår, hvis ikke han vinder mindst ét monument. Han vil da også være favoritten, men som vi så sidste år, kan hans tilstedeværelse åbne taktiske muligheder for de andre, som vi så med Benoots angreb i Omloop og Laportes 2. plads i Gent-Wevelgem. Faktisk er Van Baarle som skabt til at køre med hold med Van Aert. Han har nemlig opnået alle sine store resultater ved at angribe tidligt, og det er jo netop den ideelle taktik, når man kører på hold med den store favorit, der kan stole på sin spurt. Van Baarles tidlige angreb kan blive endnu mere giftige i den kommende sæson, og den giftighed øges kun af, at man har to andre fremragende kort at spille.

Også Gent-Wevelgem er et løb, de kan vinde, for Van Aert vandt jo i 2021, mens Laporte blev nr. 2 i 2022, men det er en anelse mere tricky, fordi det let kan ende i en massespurt. Her vil Van Aert naturligvis have en chance, men næppe som favorit. Derfor er det interessant, at man lader Olav Kooij, der jo er ganske holdbar, teste sig selv i det løb. Ender det i en spurt, og kan han få Laporte og Van Aert til at køre led-out, kan sprinterkometen tage en stor klassikersejr allerede nu. Selv hvis det mislykkes, har han fremragende chancer andetsteds. Hvis ikke han skal til UAE Tour, vil han være holdets sprinter i Kuurne med Laporte som lead-out, og uanset hvad må man formode, at holdet satser hele butikken på ham i De Panne og Scheldeprijs. Med den fart, han viste i 2022, vil en nu formentig endnu stærkere Kooij kunne vinde dem begge.

Holdet er faktisk endnu bredere end det. De har nemlig også Jan Tratnik, der i 2022 for første gang gav sig i kast med klassikerne, og som endte med en nærmest endeløs serie af topplaceringer. De har Tosh van der Sande, der kørte som en motorcykel i efteråret 2021, men som fik ødelagt sit forår i 2022 af en skade. De har Nathan van Hooydonck, der måske er en anelse tung, men er blevet uhyggeligt stærk og særligt ville kunne komme langt i Roubaix. Og de har den yderst lovende Mick van Dijke, der på sigt kan blive meget stærk i den slags løb. Det er dog svært at tro, at de kan få meget andet end hjælperroller, når de ledsages af så markante kaptajner.

Også i de italienske klassikere står holdet stærkt. Van Aert har jo en skræmmende historik i Strade Bianche, og selvom det vil være hans sæsondebut, viser hans Omloop-sejr fra 2022, at det ikke vil forhindre ham i at tage sin anden sejr i løbet. Her vil han få selskab af Benoot, der jo også er tidligere vinder og klatrede bedre end nogensinde, da han sidste år endte på podiet i San Sebastian, og det giver igen en fremragende duo. De har endda også sidste ¨rs overraskende nr. 4, Attila Valter, men det vil være en overraskelse, hvis han gentager det resultat. Også Tratnik passer fint til løbet, men ligesom Valter ender han formentlig som hjælper for de to belgiske kaptajner.

Læs også

Efter Vingegaards styrt: Ineos-ejer kræver handling

I Sanremo er billedet formentlig mere entydigt, for her vil de efter alt at dømme satse det meste på Van Aert, men som vi så sidste år, er det et svært løb for ham at vinde. Derfor vil det ikke være dumt denne gang at stille med Laporte samt at gøre brug af Tratnik, som kørte med de bedste på Poggio for et år siden. De vil nemlig også kunne køre finale og enten kontrollere og køre lead-out eller måske deltage i angrebene, hvad Laporte vil være særligt god til.

Jumbos mission om at gøre sig gældende i alle slags løb lider et knæk på ét område. Mens de stiller til start som holdet, der skal slås i næsten alle årets første klassikere, har de denne gang helt valgt at sælge Ardennerne. Van Aert stopper efter Roubaix, Primoz Roglic koncentrerer sig om Giroen, og Jonas Vingegaard skipper i år helt forårets endagsløb.

Det efterlader en sjælden chance for andre. Benoot vil være holdets topnavn i alle tre ardennerklassikere, og med den klatring, han viste i San Sebastian, er han bestemt farlig i Amstel, hvor han sidste år blev nr. 3, og i Liege, men at regne ham som favorit vil være voldsomt. Van Baarle vil også være til rådighed i Amstel, og man kan bestemt ikke udelukke, at han også her vil kunne komme langt med et tidligt angreb, men sidst på klassikersæsonen plejer løbet at være en anelse for hårdt.

Derudover kunne Valter måske få sin chance i særligt de to belgiske løb, men han manglede i 2022 fortsat rigigt meget. Omvendt udvikler alle sig positivt hos Jumbo, og man ved aldrig, hvor langt han kan drive det. I Fleche ligner han i hvert fald holdets bedste bud. Det kunne også være en stor chance for den meget lovende Thomas Gloag, der i efterårets italienske løb viste, at han alleree kan være med på højeste niveau. Endelig har holdet også mountainbikeren Milan Vader, der viste ganske lovende takter i 2022 inden det livstruende styrt i Baskerlandet. Man må dog betvivle, hvor langt han efter den grimme omgang er nået allerede i april.

Der er dog en joker, der kan forandre billedet ganske meget. Det er ret normalt, at Giro-ryttere bruger Liege som en sidste Tour-test, og det kan vel ikke helt udelukkes, at det også kan gælde for Roglic og måske WIlco Kelderman. Roglic har som bekendt vundet Liege og plejer at være flyvende, når han ankommer fra højderne, men et af sæsonens store spørgsmål er, om han fortsat vil kunne ramme sit højeste niveau. Stiller han til start, vil han dog uanset hvad være en af topfavoritterne, og også Kelderman har før gjort det godt i Ardennerne. Det gælder selvsagt også i Fleche Wallonne, men det virker ikke realistisk, at de tager ned fra højderne allerede til det løb.

Også i efteråret vil holdet stå stærkt. Allerede i San Sebastian kan holdet have en absolut topfavorit, hvis Roglic vælger at bruge det som optakt til Vueltaen, da han er skræddersyet til den spanske klassiker, og man kunne måske også håbe, at Jonas Vingegaard er frisk på at bruge lidt af Tour-formen, hvad der dog er tvivlsomt, særligt hvis han vinder det franske løb. Benoot endte på podiet i 2022 og vil helt sikkert jagte endnu et topresultat, og derudover kunne det være en chance for Kelderman, Tobias Foss, Vader, Valter, Gloag og måske Koen Bouwman, der passer glimrende til løbet. Van Aert vil også være en option, men i et år med et forskudt VM virker det ikke realistisk.

VM betyder formentlig også, at vi ser knap så meget til Van Aert i efteråret. Kooij ligner et godt vinderbud i Hamburg og også i Plouay, hvis det her ender i en spurt. Til en hårdere udgave af det franske løb vil Laporte og måske Van Baarle være gode bud, men er de trætte efter Touren, kunne det være sjovt at se, hvad Mick van DIjke og Van der Sande kan på egen hånd, ligesom det kunne passe fint til både Timo Roosen og Tratnik. Vi ved, at Van Aert allerede er blevet forelsket i de canadiske klassikere, men om han vender tilbage i 2023, er uklart. Gør han det, vil han have store chancer for at vinde dem begge, mens Quebec også kunne være en option for Laporte og Van der Sande. Montreal kunne være en chance for Benoot, Bouwman, Valter og måske Vader, men uden Van Aert vil de ikke have nogen topfavorit til det løb.

Endelig er der de italienske klassikere. Det er sandsynligt, at Vingegaard gør Lombardiet til efterårets mål, men han skal stadig bevise, at han vitterligt kan være med helt fremme i et endagsløb. Med et mere intensivt løbsprogram i optakten burde han dog have alle de rette karakteristika. Holdets andet superbud vil naturligvis være Roglic, der plejer at være flyvende efter Vueltaen, men igen vil vi skulle spørge os selv, om han stadig kan finde fordums styrke. Benoots forbedrede klatreevner kunne også blive testet, og derudover kunne det være en chnace for Kelderman, der dog næppe længere klatrer godt nok til at være med helt i front. Endelig så vi så lovende takter fra Gloag i Italien sidste efterår, at han vil være endog meget spændende at følge.

Hvad kan vi forvente i grand tours?

Det kan godt være, at Jumbo har haft enorm succes i de seneste sæsoner, men alligevel har de længe siddet tilbage med en uforløst fornemmelse. Det var nemlig næsten blevet en besættelse, at de skulle vinde Touren, men det ville bare ikke lykkes. To andenpladser på to år var flot, men ikke nok til at tilfredsstille ambitionerne, og det gjorde ufatteligt ondt at tænke tilbage på den septemberdag i 2020, hvor en sensikker Tour-sejr på sensationel vis blev revet fra dem af et slovensk vanvidsridt i Vogeserne.

Læs også

Medie erfarer: Verdens bedste til fransk WorldTour-hold

Sidste år nåede manager Richard Plugge så endelig sit store mål, da en flyvende Jonas Vingegaard sekudenderet af et fabelagtigt hold fik skovlen under Tadej Pogacar. Nu er holdet så klar til næste skridt, for i 2022 går de ikke bare efter at vinde Touren, men faktisk efter at vinde alle tre store etapeløb.

Naturligvis er det igen Vingegaard og Primoz Roglic, der skal løfte det store ansvar, men skal missionen lykkes, er det klart, at de skal sprede ressourcerne ud. Derfor har man ikke blot fordelt kaptajner med Roglic i Giroen og efter alt at dømme Vueltaen og Vingegaard i Touren. De har også skullet sørge for, at begge de to kaptajner har et stærkt hold til at støtte dem.

Det er i den grad også lykkedes. Naturligvis er det i vidt omfang A-holdet, der sendes til Touren, som trods alt fortsat er det største mål, og alt peger på, at de stiller med samme trup som i 2022 med den eneste ændring, at Roglic udskiftes med Dylan van Baarle. Det siger sig selv, at det selv uden Roglic er en meget stærk formation, men det er også en anelse mere usikkert. Wout van Aert er en maskine, men hans præstationer i bjergene har været en smule uensartede, Sepp Kuss er notorisk ustabil, og Steven Kruijswijk er trods en genrejsning sidste sommer ikke så god som i gamle dage. Heldigvis viste Vingegaard i 2022, at han har en klar overhånd mod Pogacar i bjergene, og selvom årets rute passer sloveneren bedre, er det svært ikke at se danskeren som forhåndsfavorit, hvis styrkeforholdet er nogenlunde som i 2022. Her var han den bedste mand mod mand, og det vil han også kunne være i 2023, selvom han vil savne Roglic.

Vi så i 2022, at en Tour-satsning ikke betyder, at andre mål skal negligeres. Grundet VM umiddelbart efter løbet vil Van Aert denne gang droppe den grønne trøje, men han udelukker ikke, at den alligevel kan blive et mål, hvis han ligger til senere i løbet. Uanset hvad vil han stadig få sin frihed til at jagte etaper, og vi ved jo, at det som regel fører til mindst tre af slagsen. Denne gang er der måske lidt færre oplagte Van Aert-etaper, men dey vil være en mindre sensation, hvis ikke han vinder mindst én gang, og den grønne trøje kan meget vel alligevel følge med som en sidegevinst.

Til gengæld er det tvivlsomt, hvor meget plads der ellers bliver, men vi så i 2022, at Christophe Laporte pludselig endte med en etapsejr. Det virker usandsynligt, at det vil gentage sig i 2022, men muligheden foreligger. Man kan heller ikke helt udelukke, at der vil kunne være en chance for Kuss, Kruijswijk eller Tiesj Benoot fra et udbrud på en bjergetape, hvis taktikken flasker sig - og skulle Vingegaard ryge ud af klassementet, er de selvsagt alle meget gode etapevinderbud, som vi så med Kuss og Van Aert i 2021, da Roglic havde forladt løbet.

I Giroen jagter Roglic revanche efter nedturen i 2019, hvor sygdom formentlig kostede ham den samlede sejr. Denne gang bliver det dog betydeligt vanskeligere. Sloveneren er nemlig oppe mod Remco Evenepoel, som var hans overmand i Vueltaen, og han får kam til sit hård, når han skal forsøge at slå belgieren. Det vil formentlig kræve, at han kan nærme sig niveauet fra årene mellem 2019 og 2021, og hans kørsel i 2022 tyder desværre på, at vi har set den bedste Roglic. Naturligvis vil det være en stor overraskelse, hvis ikke han ender på podiet, men sejren er en anden og langt vanskeligere sag.

Heldigvis får han et stærkt hold med sig som støtte. Wilco Kelderman er hans løjtnant og har planer om at holde sig inde i klassementet som en plan B, men hans niveau har været aftagende i nogen tid. Spørgsmålet er, om et skifte til Jumbo kan bringe ham tilbage på sporet, men selv hvis Roglic har uheld, og hollænderen ender som plan A, er det svært at tro, at han kan stræbe efter en podieplads. Derudover stiller holdet med Tobias Foss, der dog ikke umiddelbart skal holde sig til i klassementet, og han har også i bjergene meget at bevise efter et trist 2022. Heldigvis får han lov at vise regnbuetrøjem frem på enkeltstarterne, hvor holdet virker ganske uhyggeligt med Roglic og Foss, der begge kan køre med om sejrene, ligesom Jan Tratnik, Edoardo Affini og Wilco Kelderman, hvis et skifte til Jumbo kan genfinde hans tempoevner, vil kunne gøre det fornemt.

Skulle Roglic få uheld, vil holdet måske ende med at jagte etaper, og her står de også fint. Kelderman var tæt på i Vueltaen i 2022, og kan han genfinde sine klatreevner, står også Foss ganske fint. Koen Bouwman viste sig i 2022 som den perfekt etapejæger med to etapesejre, og vi så jo endda i Vueltaen, at Robert Gesink var meget, meget tæt på at vinde en bjergetape. Den Tratnik, vi så i 2022, kan helt sikkert også vinde i mellemkuperet terræn, og dermed vil holdet næppe komme tomhændede hjem, selv hvis det går galt med Roglic.

Holdet har endnu ikke lagt sig fast på planerne for Vueltaen, men rygterne vil vide, at den foreløbige plan er, at Roglic skal skrive historie ved at vinde for fjerde gang. Det er vel også her, han har den bedste chance. Hverken Pogacar, VIngegaard eller Evenepoel ventes til start, og selvom ingen ved, hvor god Juan Ayuso er til den tid, ligner det den letteste grand tour at vinde. Da det samtidig er den, der passer Roglic bedst, skal man bestemt ikke udelukke, at missionen om en fjerde sejr lykkes - og i den bedste af alle verdener kan han faktisk sørge for, at Jumbo rydder grand tour-pladen i 2023.

Læs også

Belgisk endagsløb aflyses

Hvem han skal have med til Spanien, ved vi ikke, men det virker meget sandsynligt, at Kuss, Kruijswijk og Kelderman alle skal afsted. De to sidstnævnte vil måske holde sig til i klassementet som en slags plan B, og det vil kunne ende med en top 10, hvis Kruijswijk stadig kan finde det niveau, han havde sidste sommer, og Kelderman kan rejse sig igen efter skiftet tol Jumbo. Rohan Dennis indgår foreløbig ikke i nogen planer, og man kan bestemt ikke udelukke, at han ender med at køre enten Giro eller Tour. Meget taler dog for Vueltaen, der også indledes med et holdløb, men uanset hvilken grand tour han kører, vil han naturligvis være topkandidat på enkeltstarterne.

Andre sandsynlige deltagere er Attila Valter, Bouwman og Gesink, der kan jagte etaper, hvis Roglic igen får uheld, Affini, der også vil kunne gøre det godt på den helt flade enkeltstart, Sam Oomen, der dog er gået meget i stå og lige nu ikke ligner noget reelt etapevinderbud, og den meget lovende Gijs Leemreize, der i Giroen har vist, at han helt sikkert kan vinde en bjergetape, særligt nu hvor han er blevet et år ældre. Endelig kunne det være spændende at se Thomas Gloag i sin grand tour-debut, for han virker allerede så god, at han vil kunne vinde en etape, hvis et Roglic-uheld giver ham muligheden.

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

Nok har Jumbo har stor succes i både klassikere og grand tours, men det er vel i de ugelange etapeløb, at succesen har været størst. Det skyldes naturligvis Primoz Roglic, der igennem en årrække var verdens bedste i de korte etapeløb og vandt hver eneste gang, han stillede til start og undgik uheld.

Også i 2023 vil forventningerne til de ugelange løb være store, men måske ser det lidt sværere ud denne gang. Roglic er langt bagud med sin forberelse grundet vinterens skulderskade, og han regner med at få det vanskeligere i foråret. Hans løbskalender er lige nu ukendt, men meget kunne pege på, at han først gør debut i Catalonien. Her regner han heller ikke med at være så stærk som vanligt, og da løbet ikke har en enkeltstart, bliver det et vanskeligere løb at vinde, også fordi Remco Evenepoel er til start. Her får vi for første gang en stor chance for at se, hvor meget af den gamle Roglic, der findes, og hvor meget vi skal lægge i det niveaufald, vi så i 2022.

i det hele taget kommer Roglic ikke til at køre mange ugelange løb i år. Det er muligt, at han varmer op til Giroen i enten Alperne eller Romandiet, og kender vi ham ret, plejer han at være så god i sit forberedelsesløb, at han kan vinde. Det er herefter muligt, at han tager kampen op mod Pogacar på hjemmebanen i Slovenien i juni, hvor vi kunne blive vidner tile n herlig duel, ligesom han vil være favorit til at vinde i Burgos, hvis han bruger det spanske løb, der passer ham storartet, som Vuelta-forberedelse. Måske kunne vi endda se ham til start i Polen, men det ligger nok for langt fra Vuelta-starten. Det bliver dog en betydeligt mere mager etapeløbsmenu for sloveneren i den kommende sæson.

I stedet ligger der ekstra ansvar på Jonas Vinegaard, der endnu aldrig har vundet et ugelangt løb. Det burde dog kunne lade sig gøre i 2023, hvor han har gjort Paris-Nice og Baskerlandet til forårets to store mål. Hans holdbarhed kommer ikke helt til udfoldelse over en uge, men han vari 2022 klart bedste mand i et Dauphiné, han formentlig kunne have vundet, og da han ikke vil være oppe mod Tadej Pogacar og Remco Evenepoel i de to etapeløb, må han regnes som storfavorit til dem begge - måske særligt i Frankrig, hvor et holdløb bliver en vigtig nøgleetape. Samtidig står han også meget stærkt til at tage den Dauphiné-sejr, han så ud til at forære til Roglic sidste sommer. Dermed burde Jumbo som sædvanligt komme fra sæsonen med masser af etapeløbssucces, selvom der bliver mere Vingegaard og mindre Roglic.

Der bliver imidlertid også plads til andre. Wilco Kelderman har gjort Tirreno til sit store personlige mål, og derudover har han en beskyttet rolle ved siden af Roglic i Catalonien. Med niveauet fra 2022 havde han ikke kunnet jagte mere end yderligere top 10-placeringer, men hæver han som alle andre sit niveau efter comebacket til Jumbo, kan det blive ganske pænt. Man kan også håbe, at Steven Kruijswijk efter en svær tid kan finde sit niveau fra Touren, men selv med de ben bliver det næppe til de helt store resultater, da han aldrig har været en mand til de korte etapeløb. Tiesj Benoot har før kørt klassement i blandt andet TIrreno, og med den klatring, han viste i 2022, er det muligt, at han igen vil jagte en top 10 i blandt andet det italienske løb.

Derudover har Sepp Kuss fået nogle chancer undervejs, og det kan han få igen, selvom han efterhånden har droppet sine klassementsambitioner. Det er aldrig blevet til det store, også fordi hans enkeltstart er for svag. Det vil også være en ambition at give Tobias Foss chancer i kortere etapeløb, som han med sin sublime enkeltstart passer så godt til. Han skal dog først genfinde sine klatreevner, og selv den Foss, vi så i 2021, vil være overmatchet i WorldTour-løbene. Kan han til gengæld tage næste skridt, bliver han meget spændende.

Vi så også i 2022, at Rohan Dennis endte med at køre klassement i Romandiet, men det stod her klart, at han ikke længere klatrer godt nok til at kunne jagt de allerfineste placeringer - i hvert fald ikke efter Tour Down Under, hvor han ligner en af favoritterne. Sam Oomen fik også stadig sine chancer i 2022, men det er efterhånden svært at tro på, at han bliver lige så stærk, som han var inden sin operation.

Læs også

Uno-X afslører vilde WorldTour-planer

Mere spændende bliver det med de unge drenge. Attila Valter mangler meget, ikke mindst på stabiliteten, men efter skiftet til Jumbo kan meget ske. Han vil nok få sine chancer, primært i mindre løb, men lider under sin enkeltstart. De samme gør desværre Gijs Leemreize, der ellers i 2022 udviklede sig meget positivt, og som i hvert fald kan køre med om den samlede sejr i mindre etapeløb.

Endnu mere interessant bliver det med supertalentet Thomas Gloag, der lider under sin svage enkeltstart, men som måske allerede kan lave en top 10 på WorldTouren og i hvert fald være med fremme i mindre løb som Coppi e Bartali, hvor Jumbo plejer at give deres talenter chancen. Det kunne også være en chance for Koen Bouwman, der utvivlsomt kan køre klassement på lavere niveau, hvor bjergene ikke er alt for voldsomme. Endelig udforsker vi stadig mountainbikeren Milan Vaders talent, men vi ved fortsat ikke, om han alene skal satse på kuperede klassikere, og som minimum skal han først tilbage fra sit grimme styrt.

Et lidt specielt løb er derudover Benelux Tour. Det kunne blive et af efterårsmålene for Wout van Aert, der næsten ikke kan undgå at vinde, hvis han satser på det, men det er også et godt løb for Christophe Laporte, Dylan van Baarle og Jan Tratnik, hvis ikke ardenneretapen. Skal han ikke til Vueltaen, er det også et løb, der har passet Dennis, og Benoot har også før kørt det, selvom han lider under sin enkeltstart, ligesom Bouwman ikke ville være uden chance. For Van Aerts vedkommende gælder, at det måske er hans eneste chance for at køre klassement i et etapeløb i 2023, for det ventes, at han dropper den samlede stilling i Tirreno, hvor han ellers tidligere er blevet nr. 2, for at holde sig frisk til klassikerne.

Massespurterne har ikke samme fokus som tidligere, nu hvor Dylan Groenewegen har sagt farvel, men de har stadig en sand juvel. Olav Kooij kunne meget vel have kurs mod at blive verdens bedste sprinter, og i 2022 slog han alle de store navne mindst én gang. Man skal ikke blive overrasket, hvis han allerede i 2023 kan slås om sprintertronen, og han vil igen kunne vinde et hav af løb. Missionen er denne gang dog at vinde mere i de store løb, og udover de klassikere, der er omtalt ovenfor, vil han derfor skulle køre nogle korte etapeløb på WorldTouren, da han ikke har en grand tour på tapetet. Vi ved, at Paris-Nice er et stort mål, og derudover kunne han måske starte sæsonen i UAE Tour. Derudover er det nærmest givet, at han skal til det sprintervenlige Benelux Tour, hvor modstanden vil være formidabel, og sikkert også Tour de Pologne, hvor han allerede vandt i 2022. Man kan også drømme om at se ham i UAE Tour, og derudover kunne løb som Tour of Guangxi, Tour de Romandie og Tour de Suisse alle være på programmet, ligesom han formentlig fortsat skal køre nogle af de mindre etapeløb, hvor han i 2022 faktisk tog to samlede sejre i Sarthe og ZLM Tour.

Også Van Aert vil naturligvis køre spurter undervejs i Tirreno og Dauphiné, der imidlertid meget vel kan blive hans eneste etapeløb i sæsonen. Vi ved, at han kan vinde også flade massespurter, men han vil have størst chancer i Dauphiné, hvor ruterne som regel er hårdere sprinterfeltet knap så stærkt. Måske kan der også blive en enkelt chance eller to for Christophe Laportetil at spurte, men det bliver en svær opgave, når han stort set altid skal køre med Van Aert. Det samme gælder for Mick van Dijke, der er Kooijs faste lead-out man og skal lede længe efter løb, hvor han selv kan spurte. Mulighederne vil næppe heller være mange for Tim van Dijke eller Tosh van der Sande, og de mangler også begge den fornødne fart.

Enkeltstarter har altid været en af Jumbos specialiteter, og her står de meget stærkt. Vi ved, at Roglic og Van Aert kan vinde dem på højeste niveau, og derudover skal det blive meget interessant at se, om Foss kan bekræfte, at hans regnbuetrøje ikke bare var et one-hit-wonder, og at han vitterligt er en del af verdenseliten. Dennis viste også momentvist sin klasse, men efter en svag Vuelta-enkeltstart er det et spørgsmål, hvor tæt på sit gamle niveau han fortsat er, og det skal også blive interessant at se, om Edoardo Affini kan genfinde tempoevnerne efteret 2022, hvor det slet ikke fungerede. Vingegaard har vist, at han særligt på kuperede ruter sent i et etapeløb er i den absolutte verdenselite, og derudover kan også Tratnik, Van Baarle og Laporte køre æne enkeltstarter. Endelig skal det blive spændende at se, om Kelderman, der tidligere var specialist, måske kan bruge skiftet tl verdens førende tempohold til at genfinde nogle evner, der har været helt væj i nogle år.

Holdet kører en relativt smal kalender, og det er sjældent, at de kører mindre endagsløb.  Man kan dog håbe, at der bliver lidt plads til at give Tratnik, der var flyvende sidste forår,  Van der Sande, der jo viste sin klasse i det stærke efterår i 2022, hurtige Timo Roosen samt de lovende Mick og Tim van Dijke nogle chancer i nogle mellemhårde nordlige løb, hvor de med deres fart har gode chancer for succes. De kunne måske også være en chance for brølstærke Nathan van Hooydonck, der dog ikke er den udprægede vindertype, mens man i mere kuperet terræn kunne give plads til hurtige Bouwman, Vader og Valter, der alle har et glimrende punch.

Hvem kan overraske?

Jumbo er på mange måder et paradoks. På den ene side er truppen så stjernebesat, at det er meget svært for unge ryttere at få deres chance på den store scene, men alligevel er langt de fleste af holdets store navne slået igennem netop hos det hollandske hold. På en eller anden måde lykkes det altid at give de unge ryttere så meget plads, at de får etableret sig selv og bevæget sig op i hierarkiet.

Paradokset gælder også i år, hvor der atter er nogle spændende navne at holde øje med. Ét af dem har dog allerede bevæget sig helt op i toppen af hierarkiet. Olav Kooij er efter Dylan Groenewegens farvel blevet holdets klare førstesprinter, og lige siden han allerede som 18-årig tog sin første sejr på professionelt niveau, har det stået klart, at han kunne ende som verdens bedste sprinter. I 2022 slog han mindst én gang alle de største navne, og det virker bestemt ikke umuligt, at han i den kommende sæson kan aspirere til den absolutte sprintertrone. Det bliver ikke i en grand tour, men han vil skulle køre mange sprintervenlige WorldTour-løb, hvor han kan måle sig med de bedste, herunder sprinterklassikerne, ligesom han kan score på kvantitet i de mindre løb. Endelig så vi senest ved U23-VM, at han også er meget holdbar, og derfor bliver han særligt interessant at følge i Gent-Wevelgem, som han måske allerede kan vinde i år.

Et andet navn, der fortjener at blive nævnt, er Tobias Foss. Som verdensmester hos eliten kan man diskutere, om han fortsat hører til  denne kategori, men grundlkæggende var hans 2022 jo ganske rædsomt. Han har imidlertid allerede en top 10 i en grand tour, og indtil styrtet i Coppi e Bartali så det ud til, at han havde taget næste skridt. Derfra havde han vel nærmest kun én god dag resten af året, og da han aldrig har stået som det mest indlysende klatretalent og havde begrænsninger i bjergene i Giroen i 2021, er det stadig usikkert, hvor god en etapeløbsrytter han kan blive. Til gengæld er hans enkeltstart nu så sublim, at potentialet for i hvert fald ugelange løb er stort. Forhåbentlig kan han vise sig fremme i korte etapeløb på WorldTouren, køre nogle gode enkeltstarter i den absolutte verdenselite og i Giroen vise sig så stærk i bjergene, at han bliver værdifuld for Primoz Roglic.

Også Gijs Leemreize er meget spændende. Hollænderen skulle bruge nogen tid på at finde sig til rette i det professionelle felt, men i Giroen var der hul igennem. Selvom han først blev udtaget lige inden løbet og endda havde et hårdt Romandiet i benene, var han her, der og alle vegne med et hav afstærke udbrud i løbet af de tre uger. Her viste han, at han har motoren til at køre grand tours, og den evne kan han i 2023 forhåbentlig bruge som sandsynlig hjælper for Roglic i Vueltaen. Hans personlige chance vil han få i ugelange løb, hvor han dog desværre lider meget under en svag enkeltstart. Han skal dog ikke forbedre sig meget, inden han kan være med meget langt fremme i bjergene, og han bør kunne gå efter den samlede sejr i mindre etapeløb som Coppi e Bartali, Ungarn eller Norge.

Det kan Thomas Gloag forhåbentlig også. Egentlig lignede han ikke noget rasende stort talent, men det fik han i den grad lavet om på, da han kørte som stagiare i de italienske efterårsløb. Særligt hans angreb i finalen af Tre Valli Varesine var imponerende, men også i Emilia og Piemonte så han meget imponerende ud. Han har ikke kørt mange enkeltstarter, der indtil nu har været en svaghed, men det kan Jumbo forhåbentlig rette op på. Han har i hvert fald vist, at han allerede klatrer på et meget højt niveau, og han vil formentlig udvikle sig med stormskridt. I første omgang skal han vel forsøge at vinde mindre etapleøb som Coppi e Bartali, Ungarn og Norge, men måske kan han også jagte et godt resultat på WorldTouren - og hvem ved, om han kan gøre det så godt, at han kan få en ellers lidt usandsynlig WorldTour-debut.

En anden spændende rytter er Attila Valter. Ungareren har skuffet en del i sin tid som professionel, og særligt som etapeløbsrytter synes han at have sine begrænsninger. Til gengæld har han gjort det ganske pænt som puncheur i 2022, særligt med den overraskende 4. plads i Strade Bianche og i Tour of the Alps. Som bekendt udvikler de fleste sig med stormskridt hos Jumbo, og selvom man måske kunne være ved at tabe tålmodigheden med ham, ved man alrig, om hollænderne kan skabe mirakler. Måske er det muligt også at genfinde nogle klatreevner i de høje bjerge, så han kan være en god hjælper på WorldTouren og vinde mindre etapeløb, men det kan også sagtens vise sig, at hans sande force er de kuperede endagsløb. Han skal formentlig hjælpe Van Aert i Strade Bianche denne gang, men han burde kunne få noget frihed til at jagte personlige resultater i i hvert fald Fleche Wallonne og måske også Liege.

I de samme løb bliver det spændende at følge mountainbikeren Milan Vader. Hollænderene er et eksperiment, der nåede at vise ganske lovende takter i Valencia, inden det voldsomme styrt i Baskerlandet bragte ham i livstruende tilstand. I dag er han tilbage, men det er uklart, hvor lang tid han skal bruge på at komme sig helt. Derudover er det stadig helt uklart, hvor langt potentialet egentlig rækker, men starten var i hvert fald lovende. Han ventes at have bedst muligheder i kuperede endagsløb, hvorfor han bliver spændende at følge i blandt andet Ardennerne og San Sebastian, men Valencia indikerer også, at han klatrer så godt, at han måske kan køre klassement i mindre etapeløb uden en enkeltstart.

Holdet har færre tungere ryttere, men de har Mick og Tim van Dijke. Særligt MIck har allerede vist sig meget lovende, for som stagiare var han allerede tæt på at vinde CRO Race samlet. Han er nu udpeget som fast lead-out man for Kooij, og det lægger begrænsninger på hans personlige chancer, men han var også en del af brostenstruppen i 2022. Det vil han formentlig være igen i den kommende sæson, men den er naturligvis så stjernebesat, at han vil skulle agere hjælper. Lad os håbe, at han kan vise, at han er blevet meget stærkere, og at han kan tage sin chance i mindre endagsløb. Han kan også deltage i spurter, men det skal være efter hårdere dage, og det er tvivlsomt, om han får mange chancer for at udnytte den evne. Bror Tim er knap så langt i sin udvikling og synes ikke helt så lovende, men han bliver også spændende at følge i mindre løb, måske som sprinter i ny og næ, selvom Mick er den hurtigste af de to, samt som hjælper i brostensklassikere.

Endelig kunne man nævne to etablerede navne. Både Jan Tratnik og Tosh van der Sande er egentlig vokset ud af denne kategori, men vi så jo sidste år, hvor meget Christophe Laporte og Tiesj Benoot udviklede sig af et skifte til Jumbo. Tratnik gjorde allerede mageløse fremskridt i 2022, hvor han var stærkere end nogensinde, særligt i klassikerne, og selvom han skal agere hjælper næsten heæle året, også i klassikerne, bliver det spændende at se, hvor meget han kan sidde med i finalerne. Måske kan der endda opstå en personlig chance undervejs, og i mindre endagsløb kunne der i hvert fald være muligheder. Hans gode enkeltstart bør også blive forbedret markant af et skifte fra Bahrain til Jumbo, og derudover skal det blive spændende at se, hvor holdbar han vil være som hjælper for Roglic i Giroen. Van der Sande nåede nye højder i efteråret 2021, hvor han var her, der og alle vegne, men et styrt i foråret ødelagde en stor del af debuten hos Jumbo. Siden fandt han aldrig sig selv, men lykkes det endelig, taler meget for, at også han vil tage et skridt hos det hollandske hold, og så kan han komme meget langt som luksushjælper i klassikerne, ligesom han vil kunne vinde mindre endagsløb.