Opvarmning til 2023: Hvad kan vi forvente af Soudal-Quick Step?

Nedenfor giver vi en analyse af Soudal-Quick Step.

Ryttere, der bliver på holdet

Julian Alaphilippe, Kasper Asgreen, Andrea Bagioli, Davide Ballerini, Mattia Cattaneo, Remic Cavagna, Josef Cerny, Tim Declercq, Dries Devenyns, Remco Evenepoel, Fabio Jakobsen, James Knox, Yves Lampaert, Fausto Masnada, Michael Mørkøv, Mauro Schmid, Florian Senechal, Pieter Serry, Jannik Steimle, Martin Svrcek, Bert Van Lerberghe, Stan Van Tricht, Ilan Van Wilder, Mauri Vansvenant, Ethan Vernon, Louis Vervaeke

Nye ryttere

Tim Merlier (Alpecin-Deceuninck), Jan Hirt (Intermarché-Wanty-Gobert Materiaux), Casper Pedersen (Team DSM)

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Ryttere, der forlader holdet

Mark Cavendish (?), Zdenek Stybar (Team Jayco-AlUla), Mikkel Honoré (EF Education-EasyPost), Iljo Keisse (stopper karrieren), Stijn Steels (stopper karrieren)

Hvordan gik transfersæsonen?

Der findes næppe nogen holdmanager, der har manøvreret så godt på transfermarkedet som Patrick Lefevere. Den snu belgier har ikke WorldTourens største budget, og det gør sportslig succes til lidt af en udfordring. Succes har sportens suverænt mest vindende hold imidlertid masser af, men det betyder desværre også, at de utallige stjerner, han udvikler, meget hurtigt lokkes af bedre tilbud andetsteds.

Det har haft den kedelige konsekvens, at Lefevere har for vane år efter år at skulle sige farvel til et par af sine største navne. I 2015 var det Mark Cavendish, Michal Kwiatkowski og Rigoberto Uran, i 2016 var det Tony Martin, i 2017 var det Tom Boonen, Dan Martin, Marcel Kittel og Matteo Trentin, i 2018 var det Niki Terpstra, Fernando Gaviria og Maximilian Schachmann, i 2019 var det Philippe Gilbert, Elia Viviani og Enric Mas, i 2020 var det Bob Jungels, og i 2021 var det Sam Bennett og Joao Almeida. Hver gang tænker man, at det må betyde en markant nedgang i antallet af sejre, men år efter år lykkes det alligevel Lefevere at opfinde et par nye talenter, som betyder, at holdets position som feltets sejrskonger aldrig bliver truet, nærmest uanset hvor mange stjerner der sendes andetsteds hen.

I år er alt imidlertid en smule anderledes. For første gang i en menneskealder endte Quick-Step ikke som det mest vindende hold, og faktisk gled de helt ned på en 6. plads på verdensranglisten. Det skete endda, selvom Remco Evenepoel havde en regulær drømmesæson, men han var desværre også i et vist omfang en belgisk enmandshær, hvis mange point, der indbragte en 3. plads på den individuelle rangliste, slet ikke var nok til at give holdet de mange topresultater, vi er vandt til. På ranglisten er Fabio Jakosen som nr. 2 helt nede som nr. 47, og kun yderligere to mand, Mauro Schmid og Mark Cavendish, er at finde i top 100.

Til gengæld har Lefevere angiveligt også fået flere penge at rutte med. Soudal kommer ind som ny navnesponsor, og der synes stor interesse fra sponsorside i at opbygge en slagkraftig trup omkring Evenepoel, der jo allerede i flere år har været en sand megastjerne i sit hjemland. I løbet af den seneste periode er Lefevere også lykkedes med sin vigtigste mission, nemlig at forlænge med sine største navne, og i dag har han papir på Evenepoel frem til udgangen af 2026, på Alaphilippe frem til udgangen af 2024 og på Kasper Asgreen frem til udgangen af 2024, mens han har et hængeparti med Fabio Jakobsen, hvis kontrakt udløber næste år.

Foto: Soudal Quick-Step / Getty Images.

Derfor er vi også i den næsten helt særegne situation, at Lefevere ikke mister en af sine stjerner i denne transfersæson, hvor han som så ofte før har været relativt passiv og mest af alt koncentreret sig om at holde sammen på sine tropper. Jo, han siger for anden gang farvel til Cavendish, men denne gang er det slet ikke så alarmerende, som det var første gang. Det er naturligvis rigtigt, at den lille brite leverede et mirakuløst comeback i 2021 og også i 2022 lykkedes med at vinde en etape i Giroen, men det stod hurtigt klart, at forholdet ikke kunne fortsætte. Selvom han altid taler rekorden ned, når han udtaler sig til offentligheden, er det vist ret klart, at Cavendishs tilbageværende karrieremål er at forsøge at tage den forjættede 35. Tour-etapesejr, og som vi så i år, er det næppe noget, der lader sig gøre på et hold, der også tæller Jakobsen.

Derfor stod det lynhurtigt klart, at der var en skilsmisse forude, og selvom det bestemt er et tab, er det ikke nogen katastrofe. Cavendish viste, at han stadig er i stand til at vinde store cykelløb, men sejrsraten aftog voldsomt, og det må trods alt regnes som tvivlsomt, om han i sæsonen, hvor han fylder 38, kan nå 2021-højderne én gang til. Han løber efterhånden på lånt tid, og der er således mere musik i at gå efter en sprinter med mere fremtid foran sig.

Den mission er lykkedes. Allerede tidligt på året udtalte Lefevere, at der var et sponsorønske om at få fingre i en belgisk sprinter, og så rettedes opmærksomheden næsten uundgåeligt mod Tim Merlier og Jasper Philipsen. Da der samtidig har været en ret åbenlys mellem de to supersprintere på Alpecin, bød chancen sig til, men faktisk var det lidt overraskende, at det lykkedes for Lefevere at få fingre i den ældste af de to belgiere. Hvis Merliers ønske vitterligt var at komme væk fra Philipsen, hjælper det jo ikke meget at blive holdkammerat med Jakobsen, der jo allerede har en fin historik for at køre en hurtig holdkammerat ud på et sidespor.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Alligevel kommer Merlier til holdet som en én-til-én-erstatning for Cavendish, og det er da heller ikke svært at gætte på, hvad motivet er. Når man som belgier får chancen for at komme til det største belgiske mandskab, der tillige er kendt som verdens førende sprinterhold, er det trods alt svært at sige nej. Lægger man dertil, at Merliers helt store svaghed altid har været positioneringen, som et relativt svagt Alpecin-tog ikke har kunnet hjælpe ham meget med, synes en opskrift på flere sejre at være et skifte til et hold, der er kendt for på én gang at kunne mønstre to ganske suveræne tog. På Lefeveres vegne kan man være lidt bekymret for, at Merlier, der faktisk allerede er fyldt 30 år, i dette efterår slet ikke virkede så hurtig, som han plejede, men det er alligevel svært at tro, at han ikke vil vinde mere, når han nu sættes bagerst i et supertog. Også til den kommende sæson går han i hvert fald ind til året med en duo bestående af to af verdens allerbedste sprintere, og dermed skulle det være mærkeligt, hvis ikke holdet igen griber ud efter deres vante status som det klart mest vindende hold.

Foto: Soudal Quick-Step / Getty Images.

I det hele taget har Lefevere sendt et klart signal om, at han ikke har tænkt sig at svigte holdets DNA og reducere fokus på massespurterne. Med investeringen i Casper Pedersen tænker han nemlig også fremad, for danskeren er hentet til holdet som en rytter, der forhåbentlig på sigt kan tage over efter landsmanden Michael Mørkøv. Ikke meget tyder på, at sidstnævnte er ved at tabe niveau, men hans alder fortæller, at udløbsdatoen nærmer sig, og derfor er det rettidig omhu fra Lefeveres side allerede nu at forsøge at sikre sig en erstatning.

Om Pedersen er det, vil tiden vise. Danskeren viste sig som en uhyre lovende lead-out man i 2020, hvor han leverede Cees Bol fornemt til sejr i et mindeværdigt lead-out i Algarve, og hvor han og Sunweb viste sig som det stærkeste tog i Touren, men siden har det ikke kørt i olie for danskeren. Heldigvis er det de færreste, der ikke har stor gavn af et skifte til Quick-Step, og med det potentiale, han tidligere har vist, er det svært at tro, at Pedersen ikke vil gøre det godt i den rolle, der vil være hans hovedfokus.

Hans 2023 kommer formentlig meget til at handle om at lære, hvorfor han nok skal køre flere løb med Mørkøv, der ventes at køre meget med Jakobsen, men det er også nærliggende at tro, at han vil skulle køre med Merlier, der ventes at have Bert Van Lerberghe som fast makker. En plads i Touren kan nemlig se vanskelig ud, men så er det ikke usandsynligt, at han kan få en vigtig rolle i Vueltaen, hvor meget tyder på, at Merlier vil være holdets største navn. Om så han også ved siden af sine lead-out-jobs kan genfinde den styrke, der gav ham så flot en sejr i Paris-Tours, vil tiden vise, men lykkes det, er han bestemt en sejrskandidat i de mange mindre belgiske endagsløb, som Quick-Step kører, og hvor der altid er en forventning om, at de leverer resultater.

I de store klassikere virker det imidlertid ikke sandsynligt, at han vil spille en væsentlig rolle, og her er holdet svækket, hvilket må gøre ondt på Lefevere, for vi taler trods alt om den anden del af holdets DNA. På papiret er det tabet af Zdenek Stybar, der ser slemt ud, men sådan er det næppe. Det er Lefevere selv, der valgte ikke at forlænge med den så succesrige og alsidige tjekke, og det skyldes en sæson, hvor meget tydede på, at vi har set det bedste til Stybar. Ganske vist har han været forfulgt af uheld de seneste år, men i løbet af efteråret havde han en længere periode uden problemer og alligevel var han en skygge af sig selv. Hans flotte VM i 2021 kan give et håb om, at han måske stadig har mere i sig, men meget peger på, at det ikke er det sportslige, der skal få det til at stikke lidt i hjertet, at Stybar siger farvel.

Nej, det store problem er næppe Stybars exit, men Mikkel Honorés. Han stod nemlig klar i kulissen til at løfte noget af det ansvar, Stybar efterlader, og det er tiltrængt efter en klassikersæson, der var historisk ringe, indtil Evenepoel i Liege reddede det hele. Med en igangværende kontrakt kunne holdet endda have fastholdt danskeren, men Lefevere valgt at imødekomme hans ønske om at skifte til et hold, hvor han vil have en mere klar kaptajnrolle.

Foto: Soudal Quick-Step / Getty Images.

Det gør ondt. Selvom det var meget sigende for Honorés status, at han i sit vilde efterår i 2021, hvor han endte i top 5 i alle sine løb over en periode på flere måneder, i næsten alle tilfælde endte bag en holdkammerat med flere stjerner på skulderen, stod han med en svækket klassikertrup, der ikke for alvor har fundet erstatninger for de topnavne, der har sagt farvel de senere år, med en mulighed for at få mere ansvar, i hvert fald hvis han vil fokusere mere på de flamske løb og mindre på Ardennerne, hvor holdet fortsat har Julian Alaphilippe og Evenepoel. Sygdom ødelagde Honorés chance for at få sit helt store gennembrud på den største scene i 2022, men genfinder han 2021-niveauet, kan det meget vel komme i 2023. Hvis potentialet er så stort, som resultaterne indikerer, er hans exit utvivlsomt det, der gør mest ondt, også fordi det efterlader klassikertruppen svækket tilbage.

Læs også

Formand for DCU trækker sig

Det er heldigvis også det sidste væsentlige tab. Holdet siger også farvel til Iljo Keisse, der stopper karrieren, og Stijn Steels, der ikke får forlænget sin kontrakt, men selvom de begge har leveret et flot og loyalt hjælpearbejde, er de langt fra uerstattelige. Keisse blev mest af alt brugt på samme måde som Tim Declercq, nemlig til at føre tidligt, og det samme gjorde Steels, der i andre løb var en del af toget, hvor han nok kan erstattes.

Det mest overraskende er måske, at Lefevere har haft så begrænset et fokus på etapeløbene. Det er jo ellers holdets helt store fremtidige opgave at opbygge en trup, der kan vinde flere grand tours med Evenepoel, og selvom det gik strålende i den netop overståede Vuelta, var det også klart, at der bestemt er plads til forbedring, ikke mindst hvis modstanderne på sigt hedder Jumbo, UAE og Ineos. Lefevere har jo indledt processen de senere år, hvor han har hentet en stribe klatrere med det primære formål at støtte Evenepoel i bjergene, men i år har han ikke bevæget sig meget.

Det træk, han har foretaget, er dog ganske opløftende. For et år siden havde det næppe været specielt attraktivt at kaste penge efter Jan Hirt, der var faldet vældigt sammen, siden han som ung imponerede så stort med blandt andet en samlet sejr i Østrig Rundt og nogle fornemme bjergridt i grand tours, men i 2022 lykkedes det Intermarché ikke blot at genrejse ham, men at bringe ham til nye højder. Det blev til både en samlet 6. plads og sejr på kongeetapen i Giroen, og dermed var 2022 den klart bedste sæson for den tjekkiske dieselmotor.

Man kan måske undre sig over, at han er villig til at forlade en kaptajnrolle til fordel for et hold, hvor det er ret entydigt, at han skal være hjælper for en stor stjerne, men for Lefevere er det en klar gevinst, hvis han vitterligt kan holde den stabilitet og det niveau, han havde i 2022, hvad der hidtil har været en udfordring. Særligt hans fantastiske evne til altid at toppe i den tredje uge gør ham til den ideelle hjælper for Evenepoel, der i årets Vuelta flere gange så lidt alene ud sent i løbet, og den udfordring bør Hirt hjælpe med at få løst. Om han så også kan udnytte lidt plads til at køre lidt klassement i kortere løb, må tiden vise, for her kunne holdet godt savne lidt bredde, men de har aldrig været skabt Hirt, der er bedst i de længste løb, og som lider under en ringe enkeltstart. Hvis han er frisk sidst på sæsonen, kunne han til gengæld måske give holdet en chance for også at køre lidt klassement i Vueltaen, for her kunne det se ud til, at holdet vil stille til start uden den oplagte klassementskaptajn.

Han er i hvert fald én af grundene til, at Lefevere kan se tilbage på denne transfersæson med nogen tilfredshed. Kaptajnerne er næsten for alles vedkommende sikret for de kommende år, og holdets altid meget ambitiøse sprintersatsning bliver fremtidssikret ved at erstatte Cavendish med Merlier, mens Pedersen skal sikre, at toget også kører på fulde omdrejninger i de kommende år. Man kunne have ønsket sig en større forstærkning af bjergtruppen omkring Evenepoel, men en mand, der netop er blevet nr. 6 i Giroen, er trods alt ikke nogen ringe støtte. Det store problem er naturligvis den svækkelse af den i 2022 i forvejen nødlidende klassikertrup, som Honorés skifte repræsenterer, men det kan ikke slette indtrykket af, at Lefevere også denne gang har haft en fornuftig på ryttermarkedet.

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

Patrick Lefevere har ikke lagt skjul på, at han har store planer om at bygge et grand tour-hold op om Remco Evenepoel, men det kan ikke ændre på, at Quick-Step først og fremmest er et klassikerhold. Belgierne har i årevis været feltets ubestridte klassikerkonger, hvor de har vundet alle de store klassikere, for manges vedkommende også flere gange.

Der har dog også været en vis udvikling. For nogle år siden var holdet i brostensløbene bygget entydigt op om Tom Boonen, og selvom det lykkedes Stijn Devolder at udnytte den store fokus på stjernen til at vinde Flandern Rundt hele to gange, var der aldrig tvivl om, hvem man kørte for. På samme måde havde holdet i ardennerklassikerne en klar kaptajn i Paolo Bettini, og holdet havde derfor en ganske hierarkisk struktur.

Siden Boonens exit har det været anderledes. Her har holdet i brostensløbene i stedet været kendt som det uovervindelige kollektiv. Først var det Peter Sagan, der var den store stjerne, og senere har det været Wout van Aert og Mathieu van der Poel. Quick-Step har siden dengang ikke haft den bedste rytter, men med deres uhyggelige hold har de alligevel meget, meget ofte slået de stærkere ryttere. I Ardennerne har det dog været anderledes, for her har holdet med Julian Alaphilippes vilde entre i en ganske ung alder haft det gamle meget klare hierarki med en entydig kaptajn, selvom Bob Jungels på bedste Devolder-maner udnyttede det store fokus på kaptajnen til at tage en solosejr i Liege.

I år er holdet imidlertid på revanchejagt. Det kan godt være, at Remco Evenepoel i allersidste øjeblik reddede æren med sit vilde ridt i Liege, men inden da var en af forårets hovedfortællinger storholdets krise. Holdet gik fra den ene fiasko til den anden efter Fabio Jakobsens tidlige sejr i Kuurne, og bunden blev nået, da Kasper Asgreens 23. plads i Flandern Rundt var holdets ringeste i det flamske monument nogensinde. Med andre ord var de brostensløb, der ellers er holdets DNA, den rene katastrofe.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Foto: Soudal Quick-Step / Getty Images.

Heldigvis er der grund til at tro, at det kan blive bedre i den kommende sæson. Det er nemlig rimeligt at antage, at Kasper Asgreens knap så succesrige forår primært skyldtes en uheldig optakt, hvor corona satte ham tilbage, og selv under de omstændigheder overraskede han positivt i løb, der ellers passede ham knap så godt, nemlig Amstel og Strade Bianche. Med andre ord er det rimeligt at forvente, at en Asgreen på 100% fortsat er en af de få, der kan slå Mathieu van der Poel og Wout van Aert i et direkte opgør, og hvis han kan holde sig sygdomsfri, vil holdet således have en rytter, der vil stille til start som en af de helt tunge favoritter i Flandern, Roubaix og de øvrige hårde brostensløb, E3 og Gent-Wevelgem.

Holdet har endda et ekstra kort at spille denne gang. Lidt overraskende har Julian Alaphilippe gjort Flandern Rundt til forårets største mål, selvom han fortsat ikke har vundet sit yndlingsløb i Liege, og selvom han måske på papiret ikke synes skabt til de flamske løb, så vi i 2020, at Alaphilippe sagtens kan køre med om sejren i de hårdeste flamske løb, nemlig Flandern, E3 og Liege. Til gengæld skal han efter en lang og svær tid fortsat bevise, at han stadig er så god, som han senest var ved VM i 2021, men findes den bedste Alaphilippe stadig, udgør han og Alaphilippe en ganske uhyggelig duo, som selv må få det stærke Jumbo-mandskab til at tænke sig om en ekstra gang. Også Dwars door Vlaanderen og Gent-Wevelgem er på Alaphilippes program, og det er løb, som både han og Asgreen kan vinde, selvom det kræver en mere favorabel løbsudvikling, som det også vil gælde i Kuurne, hvor Asgreen tidligere har vundet, og hvor Alaphilippe ikke vil være til start.

Det er svært at argumentere mod, at Jumbo vil have det stærkeste hold, men Lefeveres tropper mangler ikke meget. Ved siden af de to kaptajner vil holdet nemlig have to stærke løjtnanter i Yves Lampaert og Florian Senechal. Også de fik ødelagt det seneste forår af sygdom, men rammer de formen, kan de køre finaler i de største løb. I de flamske løb har særligt Senechal vist et ganske lovende potentiale, mens Lampaert på de hårdeste hellingen er en anelse for tung, og det vil være kort, man kan spille ud med mere offensiv kørsel, ligesom Senechal er en god afslutter, hvis løbene bliver knap så selektive. I Roubaix, hvor holdet er uden Alaphilippe, er de endda særligt gode, og særligt Lampaert har her været en af de allerbedste de seneste år, endda også i 2022, hvor han trods den dårlige form kørte med om podiet, indtil han røg ned i et styrt.

Derudover er der Davide Ballerini, der vandt Omloop i 2021. Siden dengang har vi ikke set den bedste udgave af italieneren, og spørgsmålet er, om ikke de hårdeste brostensløb er lidt for svære, hvis ikke Omloop igen grundet modvind ender i en spurt. Til gengæld har han jo netop i Omloop vist, at han kan vinde den slags løb, hvis det bliver samlet i lidt større grupper, og dermed er Omloop, Gent-Wevelgem og Dwars door Vlaanderen inden for hans rækkevidde. Man kan også håbe, at Jannk Steimle kan tage næste skridt og vise, at han på sigt er en mand til den slags løb, og så kunne det være ganske sjovt at se, hvad den lovende Mauro Schmid kan drive det til i den slags løb, hvis han bliver en del af brostenstruppen.

Foto: Soudal Quick-Step / Getty Images.

Holdet har som bekendt også to supersprintere i form af Fabio Jakobsen og Tim Merlier. Særligt belgieren passer storartet til de mere sprintervenlige brostensløb, og han vil helt sikkert kunne vinde i Kuurne, Gent-Wevelgem og Dwars door Vlaanderen. Alle tre løb er formentlig også mål for Fabio Jakobsen, der jo vandt i Kuurne i 2022, men særligt de to sidstnævnte løb kan være for hårde. Derudover er der de to helt rene sprinterløb, som de to supersprintere skal fordele mellem sig, nemlig De Panne og Scheldeprijs. Et gæt vil være, at Merlier får lov at forsvare sin titel i førstnævnte, og at Jakobsen kan jagte hattrick i sidstnævnte, men uanset hvad er det løb, der har meget, meget gode chancer for at vinde.

Et spændende løb er Milano-Sanremo. Jakobsen forsøgte det i 2022, men det virker umiddelbart til at være ganske meget for hårdt, særligt i disse tider, hvor UAE og Tadej Pogacar har en interesse i at gøre det knaldhårdt. Merlier er umiddelbart et bedre bud, men også han kan få svært ved at overleve Poggio. Lykkes det, vil han imidlertid have ganske gode chancer for at tage en monumentsejr i en massespurt på Via Roma. Alternativt har holdet Ballerini eller Senechal, men de vinder næppe en spurt mod hurtigere sprintere. Holdets bedste chance er naturligvis Alaphilippe, der tidligere har vundet løbet, og det Asgreen burde også kunne vinde løbet med en Stuyven-aktion nede i Sanremo, selvom løbet passer ham knap så godt.

De to vil også kunne gøre fælles front i Strade Bianche, der er skabt til Alaphilippe, som tidligere har vundet. Asgreen passer ikke på papiret til løbet, men sidste års tredjeplads viser, at han sagtens kan lave et resultat. Også i det løb kan Schmid, der udviklede sig så enormt i 2022, komme meget langt, og det er også et løb, der burde passe ganske storartet til Andrea Bagioli, hvis han kan finde den form, han havde i Montreal for et par måneder siden.

Læs også

Evenepoel giver opdatering på skader: Touren er ikke i fare

I Ardennerne kommer holdet med en ganske potent duo i form af Alaphilippe og Evenepoel, der komplimenterer hinanden ganske perfekt, da belgieren skal angribe tidligt, mens franskmanden kan bruge sin spurt som et våben. Det store mål er Liege, hvor Evenepoel har en titel at forsvare, men han har nedspillet forventningerne, da han vil ankomme direkte fra højdetræningslejr med Giroen som hovedmål. Sidste år vandt han imidlertid San Sebastian i optakten til Vueltaen - endda på en dag, han beskriver som sin vel nok bedste nogensinde - og det vidner om, at et titelforsvar til den ustoppelige belgier er ganske sandsynligt. Uanset hvad har de en fremragende duo, der giver dem en stor chance for at tage den tredje sejr inden for de seneste år.

Foto: Soudal Quick-Step / Getty Images.

Evenepoel ventes også til start i Fleche Wallonne, men selvom man aldrig skal udelukke, at han angriber tidligt, taler meget for, at de vil køre 100% for Alaphilippe, der som bekendt kan vinde løbet for fjerde gang. Generelt gælder dog for franskmanden, at han skal bevise, at han stadig er lige så god, som han var, da han var bedst, men det er trods alt en finale, der passer ham som fod i hose. Man må også formode, at han vender tilbage til Amstel Gold Race, der ligeledes er et løb, han har alle chancer for at vinde, også selvom han her skal klare sig uden Evenepoel. Det kan måske give plads til andre. Schmid udviklede sig enormt i 2022, og møder han til start i samme form som under Giroen, og rammer Bagioli, der desværre er meget svingende, det niveau, han havde i Montreal, burde de også kunne gøre det glimrende. Til gengæld må de nok sande, at de er låst i de to belgiske ardennerklassikere, men sammen med Alaphilippe er de gode bud i opvarmningen i Brabantse Pij. Sidstnævnte har også været nævnt som et muligt løb for Evenepoel, men det virker usandsynligt, at han ikke er i højderne på det tidspunkt. Endelig så vi jo i 2022, at Asgreen kan gøre det glimrende i den hollandske klassiker, og hvis han stadig har lidt i tanken efter Roubaix, burde han give den et skud igen.

I efteråret er holdet også ganske godt stillet. Evenepoel satser stort på endnu en sejr i yndlingsløbet i San Sebastian, som også er fremragende for den tidligere vinder Alaphilippe, hvis han er frisk efter Touren. Også Bagioli passer sublimt til løbet, men igen er der en stor sandsynlighed for, at han vil ende som hjælper. Løbet i Hamburg er en stor chance for Jakobsen eller Merlier, men det kunne også være en chance for at give Ethan Vernon en mulighed i en WorldTour-klassiker. Alaphilippe har stadig ikke vundet i Bretagne, selvom han har været tæt på, men det er også et løb, der kunne passe Asgreen, Ballerini og Senechal samt på en lettere rute Merlier og i mindre grad Jakobsen. De canadiske løb er skræddersyet til Alaphilippe, men vi så også sidste år, at Bagioli kan gøre det fremragende her, og skulle han være frisk på en tur over Atlanten - hvad han næppe er - er Evenepoel jo altid en trussel, når ruterne er bare en anelse hårde. Også Schmid vil kunne gøre det pænt, selvom han næppe afslutter godt nok til at være en vinderkandidat.

Endelig satser Evenepoel stort på Lombardiet, hvor han utvivlsomt vil være en af de helt tunge favoritter, men det er også et løb, Alaphilippe meget gerne vil vinde. Han har dog en ærgerlig tendens til at være løbet tør for kræfter til den tid. Løbet er nok også en anelse for hårdt for Bagioli, men det kunne til gengæld åbne døren for, at Ilan van Wilder eller Fausto Masnada, der jo blev nr. 2 i 2021, kan få lov at jagte et resultat, selvom det vil være i skyggen af det belgiske vidunderbarn, der har store planer om at slette sit dårlige minde fra løbet med karrierens anden (eller tredje) monumentsejr.

OPDATERING: Yves Lampaert har i fredags givet udtryk for, at han forventer også at have Julian Alaphilippe til start i E3. Derudover står det klart, at Tim Merlier kun har Gent-Wevelgem som mål i klassikerne, mens Fabio Jakobsen satser på både Kuurne, De Panne og Gent-Wevelgem. Evenepoel skipper Fleche Wallonne, og Liege bliver hans eneste klassiker i foråret.

Hvad kan vi forvente i grand tours?

Mens Quick-Step har været konger i klassikerne, har det været anderledes i grand tours. Holdet har flere gange forsøgt at lave en eller anden form for klassementssatsning, men det er aldrig blevet til det helt store. Til gengæld har holdet vundet et ufatteligt antal etaper, og de havde for nogle år siden en imponerende lang stime, hvor de i en lang periode havde vundet mindst fire etaper i alle grand tours. Den stime er brudt nu, men det hører stadig til sjældenhederne, at holdet ikke vinder mindst et par gange i et tre uger langt løb - særligt fordi de næsten altid stiller til start med en absolut topsprinter.

Det skal dog være anderledes nu. Som sagt har holdet planer om at bygge et grand tour-hold op om Remco Evenepoel, og det projekt kunne jo ikke være kommet bedre fra start, end det gjorde, da den belgiske komet i overlegen stil vandt Vueltaen. Næste skridt i hans udvikling skal nu tages i Giroen, som er sæsonens allerstørste mål, og dermed vil vi nok engang være i den helt særegne situation, at etapejægerhold nr. 1 stiller til start i en grand tour helt uden spurtambitioner og med fuldt fokus på klassementet.

Ambitionen må også være klar. Det kan godt være, at Evenepoel selv siger, at hans mål er en podieplads, men kender vi ham ret, kan mindre end en sejr ikke gøre det. Chancen for, at det vil lykkes, er også meget stor. Nok er feltet med særligt Primoz Roglic meget stærkt, men rutens mange enkeltstartskilometer passer ham som fod i hose. Han har stadig til gode at bevise sin holdbarhed over tre uger i et løb, hvor den tredje uge er svær - og det er den i særlig grad i denne Giro, hvor alle klatreudfordringer stort set er samlet efter sidste hviledag - men med det niveau, han havde i Vueltaen, og den yderligere udvikling, vi formentlig vil se frem mod maj, er det svært ikke at se belgieren som manden, der skal slås.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

Kan der blive plads til andre ambitioner? Det er svært at se, men skulle Evenepoel floppe fælt eller blive ramt af uheld, vil der skulle jagtes etaper. Truppen er ukendt, men Evenepoel har selv håndplukket fem af sine syv hjælpere, og det synes næsten givet, at Ilan van Wilder, Fausto Masnada og nyerhvervelsen Jan Hirt alle skal hjælpe ham. Selvom Hirt og Masnada begge har været i top 10 i en grand tour - Hirt endda så sent som i 2022 - og Van Wilder har potentialet til det, er det stærkt tvivlsomt, om de vil holde sig til i klassementet som en plan B. Hvis det sker, vil det formentlig være den stadig ambitiøse Van Wilder, hvis holdbarhed over tre uger dog er et åbent spørgsmål. Alle er dog fremragende etapevinderbud, hvis Evenepoel-satsningen kikser. Hirt vandt kongeetapen sidste år, Van Wilder udvikler sig stadig lovende, og Masnada ramte et tårnhøjt niveau i 2021, inden kyssesyge desværre satte ham voldsomt tilbage - en sygdom, han stadig har til gode at rejse sig helt fra. En anden sandsynlig rytter er Mauri Vansevenant, der er et udmærket etapevinderbud, men næppe et alternativ i klassementet. Andre sandsynlige deltagere er Mattia Cattaneo, Dries Devenyns, Pieter Serry, Remi Cavagna, James Knox og Louis Vervaeke, men de får svært ved at vinde en etape. Endelig kan man ikke helt udelukke, at Davide Ballerini skal med som fladbanehjælper, men der vil næppe blive plads til, at han kan spurte - i hvert fald ikke før Rom-etapen - medmindre naturligvis klassementet kikser. På de to første enkeltstarter vil Cavagna også kunne levere fornemme resultater, som også Cattaneo og Van Wilder vil kunne gøre det.

Foto: Soudal Quick-Step / Getty Images.

I Touren er alt til gengæld ved det gamle. Her vil det handle om etaper. Man kan dog ikke helt udelukke, at Julian Alaphilippe vil have klassementet i hovedet. Han har sagt, at han én gang vil give klassementet et seriøst skud (og at han ikke vil fortælle om det inden løbets start), og ruten her kunne næppe passe ham bedre. Det vil dog formentlig kun ske, hvis han kommer helt tilbage på sporet i løbet af et godt forår, og selvom hvis han giver den et skud, er det nok tvivlsomt, om han vitterligt kan gentage sit mirakel fra 2019. Dertil er konkurrencen nok for skrap og holdbarheden for lav. Til gengæld er chancen for flere etapesejre, endnu en gul trøje på en 1. etape, der passer ham som fod i hose og måske en bjergtrøje meget sandsynlige resultater.

Holdet vil også stille med enten Tim Merlier eller Fabio Jakobsen, og selvom det endnu ikke er officielt meldt ud, taler alt for, at det bliver hollænderen, der vil blive støttet af Michael Mørkøv. I år er der langt flere Jakobsen-etaper end sidste år, og det vil være mærkeligt, hvis ikke han kommer hjem med mindst én. De mange sprinteretaper betyder også, at en ren sprinter denne gang har en reel chance for at vinde den grønne trøje, men i lyset af hans trængsler gennem sidste års Tour ligner det en svær opgave. Derudover vil holdet jagte etaper, og her ligner Kasper Asgreen et glimrende etapevinderbud, særligt i den anden uge, der giver gode muligheder. Det samme gør den lovende Mauro Schmid, der burde være i spil til en plads på holdet, og den svingende Andrea Bagioli, hvis han er i form. Chancerne er få for en fyr som Florian Senchal og Ballerini, men helt uden muligheder er de ikke, og de vil også kunne spurte på dage, der er for hårde for Jakobsen, hvis altså de bliver en del af holdet.

Cattaneo har før kørt lidt klassement i løbet, men kommer han med igen, er det næppe noget stort mål. Snarere skal han jagte en etapesejr, men det kræver, at han finder nogle klatreben, vi slet ikke så i 2022. Hans nyudviklede tempoevner bør dog give et godt resultat på enkeltstarten, der til gengæld nok er lidt for hård for Asgreen og Cavagna, hvoraf danskeren burde være sikker starter, mens det er mere usikkert med franskmanden, der kunne være mere inspireret af Giroen, men omvendt vil elske, at hans hjemby spiller en meget, meget stor rolle på Tour-ruten.

I Vueltaen vil fokus igen være på etapesejre, og omdrejningspunktet vil efter alt at dømme være Merlier. Han havde det svært i løbet i 2022, men udstyret med et stærkt tog bør han komme fra Spanien med en mindst én etapesejr og dermed måske melde sig ind i klubben af ryttere med sejre i alle grand tours. Måske kunne pointtrøjen også blive et mål, men vi har set, at hans holdbarhed over tre uger har haltet. På de hårdere dage kan Ballerini og Senechal spurte, da de meget vel kan ende i Spanien, hvis ikke de bliver en del af Tour-truppen, og særligt Ballerini vil måske også kunne vinde fra udbrud. Andre mulige deltagere med gode etapevinderchancer er Schmid, Vansevenant, Bagioli, Cavagna, Cattaneo, Masnada og Hirt, hvis de skal med til løbet, og Cattaneo og Cavagna vil også kunne jagte resultater på enkeltstarten. Det er bestemt heller ikke umuligt, at holdet vil køre klassement med Masnada og/eller Hirt, og med det niveau, Masnada havde i 2021, og Hirt havde i 2022, er en top 10 ikke umuligt. Cattaneo er til gengæld næppe bjergstærk nok til at være en option, og det er nok for tidligt for Van Wilder at køre to grand tours. Hans chance kommer derfor formentlig kun, hvis han mod forventning ikke er en del af Giro-truppen.

OPDATERING: Holdpræsentationen gjorde det klart, at Masnada, Cattaneo og Ballerini alle skal med Evenepoel til Giroen. Derudover ventes de sidste pladser at blive besat af Van Wilder, Serry, Vervaeke og Hirt, men Lampaert er også i spil til en plads, hvis de har brug for en ekstra fladbanehjælper. Samtidig har Jakobsen sagt, at det først kort inden Touren står klart, om det er ham eller Merlier, der skal til Frankrig, og at de begge skal bygge formen op til det franske løb. Jakobsen må imidlertid anses som storfavorit, for Merlier har sagt, at han regner med at skulle køre Vuelta - og det virker han slet ikke utilfreds med, da det som nævnt ovenfor er eneste grand tour, hvor han endnu ikke har vundet en etape.

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

Ligesom det gælder i grand tours er det nye tider for holdet i ugelange etapeløb. Også de har tidligere mest handlet om etapesejre, men sådan er det ikke længere. Tværtimod har Remco Evenepoel spidst korte etapeløb til morgenmad, men faktisk har han stadig til gode at vinde et ”rigtigt” WorldTour-etapeløb på WorldTouren. Hans sejr i Polen Rundt i 2020 tæller i den sammenhæng ikke helt, da det var et løb uden rigtige bjerge.

Det må derfor være et mål i 2023. Han kan starte med at varme op ved at forsvare sin titel i San Juan, men den helt store skalp kan han tage, hvis han kan slå Tadej Pogacar på dennes ”hjemmebane” i UAE Tour. Senere har han også Catalonien på programmet, og her får han mulighed for at bevise, at han kan vinde et etapeløb, der er helt uden enkeltstart. Dernæst vil det handle om klassikere og Giroen, og det er uklart, om han vil køre etapeløb efter den italienske grand tour. Der er dog allerede snak om, at han måske vil gå efter en tredje samlet sejr i Belgium Tour i juni, og skulle han stille til start i Benelux Tour i efteråret, vil det også være som den helt store favorit. Tour de Pologne vinder kan til gengæld ikke igen, da det kolliderer med San Sebastian, som er et af hans sæsonmål.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Oprustningen af grand tour-truppen omkring Evenepoel har den sideeffekt, at holdet pludselig har flere klassementskandidater end vanligt. Ilan van Wilder har ikke lagt skjul på, at han ikke er tilfreds med bare at agere hjælper for sin holdkammerat, og han er blevet lovet egne chancer i løbet af foråret. På papiret har han alle forudsætninger for at køre gode klassementer, da han er en glimrende temporytter, men han har stadig til gode for alvor at bevise sig i bjergene. Det kan han vise i forårets ugelange løb. Forud for 2022 pegede jeg på Fausto Masnada som en rytter, der kunne have kurs mod en meget stor sæson, men det fik hans kyssesyge ødelagt. Siden han kom tilbage, har han været langt fra fordums styrke, men finder han sig selv, er han også en glimrende klassementsrytter i kraft af sin stærkt forbedrede enkeltstart.

Foto: Soudal Quick-Step / Getty Images.

Mauri Vansevenant er ikke blevet til den rytter, man i første omgang kunne have troet og har ingen god enkeltstart, men han vil helt sikkert også køre klassement i løbet af foråret, og måske vil det også gælde for Jan Hirt, selvom hans dieselmotor er mindre velegnet til korte løb, og hans enkeltstart er et stort problem. Det er den til gengæld ikke for Mattia Cattaneo, der er blevet en storartet temporytter, men han kørte alligevel slet ikke klassement i et 2022, hvor hans klatring var helt fra snøvsen. Det er tvivlsomt, om han igen har interesse i at gå i den retning. Derudover kan man måske håbe, at James Knox kan vise lidt af fordums potentiale, men det har desværre været sløjt de seneste sæsoner.

Vi ved også, at Julian Alaphilippe kan køre glimrende klassementer over en uge, men det er næppe en prioritet i et forår, der handler om klassikerne. Top 10-kandidat er han dog, også i Dauphiné eller Schweiz, som han meget vel kan køre i juni, og i efteråret kunne det være sjovt at se ham folde sig ud i Benelux Tour, som han utvivlsomt vil kunne vinde. En endnu bedre kandidat til det løb er dog Kasper Asgreen, særligt med de klatreben, han viste i foråret 2022, men også den uhyre lovende Mauro Schmid er skabt til det løb. Sidstnævnte vandt som bekendt det meget tilsvarende Belgium Tour i 2022. Endelig kan Andrea Bagioli også køre klassement i mindre løb uden høje bjerge, og hvor enkeltstarten ikke er alt for afgørende.

Massespurter er som altid et enormt fokus for det belgiske hold, og det gælder også i år, hvor Fabio Jakobsen og Tim Merlier skal fordele mulighederne mellem sig. Hvert eneste etapeløb, hvor en af de to giganter er til start, vil forventningen være mindst én sejr, og Merliers chancer er nu styrket af et meget bedre tog. Ethan Vernon står lidt længere nede i hierarkiet, og selvom han vandt på WorldTouren i 2022, mangler han at overbevise om sin fart. Det kan han forhåbentlig gøre i 2023, hvor han burde få en del chancer både på og uden for WorldTouren, blandt andet i nogle af forårets mere kuperede løb som Catalonien, hvor han vandt i 2022. Endelig har holdet også Davide Ballerini og Florian Senechal, der sagtens kan gøre det hæderligt i massespurter, hvis terrænet er en anelse hårdere, og måske bliver der også plads til, at unge Stan Van Tricht kan køre et par spurter i løbet af året, selvom han ikke er klassisk sprinter.

Enkeltstarter er også altid et fokus for holdet, og det vil det også være i 2023. Evenepoel vil næsten være kronisk favorit hver eneste gang, og også Kasper Asgreen er blandt verdens bedste temporytter, når distancen er lidt længere. Mattia Cattaneo og Remi Cavagna er også meget tæt på den absolutte elite, og Yves Lampaert viste i Touren, at han er fremragende på korte, flade og gerne lidt tekniske enkeltstarter. Ilan van Wilder viste sig i 2021 som en af verdens bedste på de kuperede ruter, Mauro Schmid udviklede sig enormt i disciplinen i 2022, Julian Alaphilippe er stadig en glimrende temporytter, hvis ruten er den rette, Jannik Steimle og Josef Cerny kører begge gode enkeltstarter, Ethan Vernon kører godt over kortere distancer, og Fausto Masnada kan forhåbentlig genfinde takterne fra 2021. Med andre ord venter der formentlig et hav af topresultater på det belgiske storhold i 2023.

Endelig er der de mange belgiske endagsløb, som det store hjemmebanehold altid kører. Her vil holdet kunne tage ganske mange sejre med deres sprintere - måske særligt med Merlier, der har vundet et hav af den slags løb - men det er også ofte en chance for nogle af de mindre profilerede ryttere til at få deres chance. Det hænder, at ryttere som Florian Senechal, Davide Ballerini og Yves Lampaert går efter en sejr eller to i den slags begivenheder, men det virker også oplagt at give chancen til Jannik Steimle og Stan Van Tricht, der begge fortsat er ganske lovende og er hurtige vindertyper, men som har stået i skyggen af kaptajnerne. Det samme gælder for Casper Pedersen, der mest skal køre lead-out, men forhåbentlig kan få lejlighed til at vise de evner, der gav en sejr i Paris-Tours. I de få tilfælde, hvor terrænet er mere kuperet, vil det måske være en chance for Schmid og Bagioli, der ellers også risikerer at stå lidt i skyggen af de større navne.

Hvem kan overraske?

Patrick Lefevere har jo en fremragende historik, når det gælder talentudvikling, men denne gang har han for en sjælden gangs skyld slet ikke hentet ét eneste nyt ungt talent. I stedet satser han på, at nogle af de yngre navne, der endnu ikke har fået deres helt store gennembrud, kan tage næste skridt i 2023.

Her er det vel nærliggende at pege på Mauro Schmid. Ganske vist vandt han en Giro-etape i et ellers ikke specielt overbevisende 2021, og ganske vist fik han vel et gennembrud i 2022, hvor han blandt andet vandt Belgium Tour samlet, men der er meget mere i ham. Schweizeren udviklede sig enormt i seneste sæson, hvor han i Giroen i det eksplosive terræn kørte stort set lige op med Mathieu van der Poel og Biniam Girmay, og han ligner derfor et kommende topnavn på kortere stigninger. Han har naturligvis ikke samme fart som de to ovennævnte, men han er ikke en ringe afslutter, og derudover udviklede han en ganske glimrende enkeltstart.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Desværre kan det blive lidt svært at få plads blandt Quick-Steps mange stjerner i de store løb, og det er også lidt uklart, om han vil være bedst i brostens- eller ardennerløbene. Hidtil har han skippet de førstnævnte, hvorfor han måske satser mere på de sidstnævnte, men evnerne burde række begge steder. En grand tour-etapesejr i Touren eller Vueltaen burde han kunne opnå næste år, og så må tiden vise, om han kan sikre sig lidt plads til at jagte et resultat i nogle af forårets løb, måske særligt i lidt mindre som Brabantse Pijl eller Dwars door Vlaanderen, hvis han går efter brostenene, mens chancerne i efteråret synes større, når løb som Bretagne og de canadiske klassikere kunne være en chance for at jagte topresultater på WorldTouren. Med sin gode enkeltstart har han også vundet Belgium Tour, og den slags mindre etapeløb, hvor der ikke er rigtige bjerge, er bestemt inden for hans rækkevidde, på den lidt større scene særligt i Benelux Tour eller Tour de Pologne.

Foto: Soudal Quick-Step / Getty Images.

Man skal vel også igen nævne Ilan van Wilder. Belgieren har længe været udråbt som et stort talent, men det er svært ikke at stå i skyggen, når man både af statur og som ryttertype nærmest er en tro, men lidt dårligere kopi af Remco Evenepoel, der ovenikøbet også er både landsmand og jævnaldrende. Hans udvikling har heller ikke været helt så hurtig, som man kunne have håbet, men allerede i 2021 viste han, at hans enkeltstart bringer ham meget langt. Næste skridt er at forbedre den klatring, der udviklede sig positivt i efteråret, men stadig har mangler. Lykkes det, kan han være meget langt fremme i ugelange løb, hvor han får sin chance, mens han efter alt at dømme skal til Giroen som hjælper for sin belgiske kopi.

Meget af det samme kan siges om Mauri Vansevenant, men her er optimismen måske knap så stor. Også han blev professionel med løfter om en stor fremtid, men hans udvikling har ikke været så flyvende som ventet. Heldigvis er han fortsat blot 23, men næste skridt skulle gerne tages i 2023. Der er til gengæld opstået noget usikkerhed om, hvorvidt klatreevnerne vitterligt gør ham til klassementsrytter - særligt når enkeltstarten ikke er prangende - eller om han er bedre som etapejæger og ardennerrytter. Forhåbentlig kan han enten køre nogle gode klassementer i nogle ugelange løb eller gøre sig mere gældende i de kuperede endagsløb, hvor han dog i mange tilfælde må leve med, at han skal stå i skyggen af Evenepoel og Julian Alaphilippe. En grand tour-etape i Vueltaen kunne også være et mål, hvis ikke han ender i Italien so, hjælper for Evenepoel.

En rytter, der kan være lidt svær at vurdere, er Ethan Vernon. Hverken hans fart eller positionering var særligt overbevisende i 2022, og han ligner bestemt ikke en kommende sprinterstjerne i stil med Olav Kooij eller Arnaud De Lie. Omvendt vandt han altså på WorldTouren allerede i sit første år, og ikke alle sprintere udvikler sig lige hurtigt. Man kan håbe, at han kan tage et stort skridt i 2023, selvom han kun er nr. 3 i hierarkiet bag Tim Merlier og Fabio Jakobsen. Det kan give lidt færre chancer, men han får sine muligheder i kuperede etapeløb med knap så stærke sprinterfelter som Catalonien, hvor han vandt sidste år, mindre etapeløb og mindre endagsløb. Forhåbentlig kan han overbevise mere i det kommende år.

På endagssiden er der Stan Van Tricht og Jannik Steimle. Van Tricht gjorde det ganske pænt i sin første sæson, hvor han blev mere og mere robust i de mindre belgiske endagsløb, men det er stadig lidt svært at sige, hvor langt han kan komme. Det er brostensløbene, der burde appellere til ham, og han er endda også så hurtig, at han kan gøre det pænt i massespurter, selvom han ikke er sprinter. Forhåbentlig kan han nu begynde at køre med om sejrene i de mange mindre løb i særligt Belgien og begynde at få plads som hjælper i de store brostensklassikere. Her har Steimle allerede sin plads, men den engang meget lovende tysker er alligevel ikke for alvor slået igennem. Han har dog også haft en del grimme styrt, og hans potentiale er bestemt stadig til stede. Akkurat som Van Tricht handler det om at vinde de mindre løb og hjælpe i de store løb, hvor han forhåbentlig kan begynde at nærme sig finalerne - og så kan han forhåbentlig også fortsat udvikle sin pæne enkeltstart.

Endelig er der et par italienere i Andrea Bagioli og Fausto Masnada. For Bagioli var 2022 så meget til rotterne, at man nærmest mistede troen til ham, men så leverede et drømmeridt i Montreal, hvor han kørte med Tadej Pogacar, Wout van Aert, David Gaudu og Adam Yates i finalen. Hvis det vitterligt er hans topniveau, får han forhåbentlig sit endelige gennembrud i 2023. Det er som puncheur i de kuperede endagsløb, at han har sin force, men desværre lider han lidt under tilstedeværelsen af Evenepoel og Alaphilippe i de største løb. Derfor skal han slå til, når lejligheden byder sig, måske særligt i løb, der er lidt under de allerstørste. I mindre etapeløb uden alt for voldsomme bjerge kan han også køre enkeltstart, og derudover er han jo faktisk så hurtig, at han var meget tæt på at slå Magnus Cort på stregen i Vueltaen i 2021.

Masnada er efterhånden en halvgammel herre, og alle de store forventninger om et endeligt gennembrud i Giroen i 2022 blev gjort til skamme af hans kyssesyge. Den kan desværre slå folk ganske voldsomt ud, og mange er aldrig blevet sig selv igen. Et skuffende efterår kan give en frygt for, at det også bliver Masnadas skæbne, men mange er også kommet stærkt igen. I 2021 lignede han en mand, der kunne køre gode klassementer i både ugelange løb og grand tours, da han udviklede sig voldsomt i bjergene - bare tænk på hans 2. plads i Lombardiet - og fik en ganske god enkeltstart. I år skal han formentlig til Giroen som hjælper for Evenepoel, men måske kan han køre sit eget klassement i Vueltaen, og derudover kan han forhåbentlig i nogle ugelange løb vise, hvorfor han var på podiet i Romandiet i 2021.