Opvarmning til 2023: Hvad kan vi forvente af Team Arkea-Samsic?

Nedenfor giver vi en analyse af Team Arkea-Samsic.

Ryttere, der bliver på holdet

Warren Barguil, Louis Barré, Maxime Bouet, Nacer Bouhanni, Amaury Capiot, Anthony Delaplace, Nicolas Edet, Elie Gesbert, Donavan Grondin, Thibault Guernalec, Simon Guglielmi, Hugo Hofstetter, Kevin Ledanois, Matis Louvel, Daniel McLay, Lukasz Owsian, Laurent Pichon, Michel Ries, Alan Riou, Clement Russo, Kevin Vauquelin, Alessandro Verre

Nye ryttere

Luca Mozzato (B&B Hotels-KTM), Clement Champoussin (AG2R Citroën Team), Cristian Rodriguez (TotalEnergies), Jenthe Biermans (Israel-Premier Tech), David Dekker (Jumbo-Visma), Andrii Ponomar (Drone Hopper-Androni Giocattoli), Mathis Le Berre (nyprofessionel), Ewen Costiou (nyprofessionel)

Læs også

Skjelmose klar til Liege-Bastogne-Liege

Ryttere, der forlader holdet

Nairo Quintana (?), Romain Hardy (stopper karrieren), Winner Anacona (Colombia Pacto por Deporte), Connor Swift (Ineos Grenadiers), Christophe Noppe (Cofidis), Benjamin Declercq (stopper karrieren), Dayer Quintana (Colombia Pacto por Deporte), Miguel Edoardo Florez (GW Shimano-Sidermec), Markus Pajur (Tartu2024 Cycling Team)

Hvordan gik transfersæsonen?

Man forstår godt, hvis Arkea-manager Emmanuel Hubert kniber sig lidt i armen i disse dage. I den kommende sæson kan han nemlig krone en ganske imponerende bedrift, han startede i 2014. Dengang overtog han ansvaret for et ganske beskedent mandskab, der helt tilbage i 2005 blev grundlagt af Jean Floc’h, der var en bretonsk erhvervsdrivende. Ved siden af sine erhvervsmæssige aktiviteter drev han i flere et beskedent kontinentalhold med bretonske rødder, i starten under navnet Bretagne-Jean Floc’h, og i de første år var der næppe mange, der havde drømt om, at holdet nogensinde skulle blive et af sportens større mandskaber.

Langsomt steg det imidlertid i graderne. I 2011 fik holdet sin første licens som ProTeam, og derfra begyndte de også at deltage i WorldTour-løb. I 2014 overtog Hubert så ansvaret, og han satte med det samme kursen mod WorldTouren. Det var en lang og sej vej, der skulle vise sig at strække sig over ni sæsoner, men med stor succes lykkedes det ham at sikre den finansiering, der skulle til for at bringe holdet til toppen. Sponsorer som Fortuneo, Oscaro, Samsic og Arkea var alle undervejsmed op holdet, og de bidrog til, at holdet med signingen af Warren Barguil forud for 2018-sæsonen for første gang kunne hente et større navn til holdet. Et forøget budget betød, at André Greipel kom til et år senere, og efter endnu en sæson kom så den helt store opgradering, da man på én gang fik fingre i både Nacer Bouhanni og Nairo Quintana.

Det var nok. På samme tid startede det nye op- og nedrykningssystem, og med Quintana som den helt store pointmaskine lykkedes det efter en flot 2022-sæson for holdet at nå Huberts forjættede drøm. I 2023 vil det engang så beskedne Bretagne-mandskab, der blev grundlagt 18 år tidligere være en del af sportens øverste division.

Desværre har det ikke udsigt til at blive nogen dans på roser for Hubert. Han kommer formentlig allerede med det samme til at skulle tænke på at sikre sig point nok til at overleve, når de næste licenser deles ud efter de næste tre sæsoner, for der er ingen tvivl om, at hans hold er et af WorldTourens klart svageste. Sidste år blev det ganske vist til en flot placering som nr. 13, hvilket vil placere holdet på sikke afstand af nedrykning, hvis det niveau kan holdes de kommende år, men det er meget tvivlsomt, om det vil lykkes.

Det har nemlig ikke været nogen god transfersæson for Hubert, og det er der kun én årsag til. Det kan godt være, at Quintana ikke er den rytter, han var, da han vandt Giroen og Vueltaen samt blev nr. 2 i Touren, men han er stadig en pokkers god cykelrytter. I sine tre år på holdet vandt han ikke færre end 11 cykelløb, herunder fem samlede sejre i etapeløb, og selvom han fik frataget sine point for sin 6. plads i årets Tour grundet den ærgerlige tramadolsag, har han suverænt været holdets største bidragyder på pointkontoen. Der var da også udsigt til, at det lykkelige ægteskab skulle fortsætte efter en 2022-sæson, hvor Quintana med sin flotte kørsel i Paris-Nice, Catalonien og ikke mindst Touren vel var bedre, end han har været i lang tid, men det fik selvsamme tramadolsag som bekendt sat en stopper for. Kontraktforlængelsen, der ellers var offentliggjort, var åbenbart ikke underskrevet, og begge parter blev enige om, at den anden uheldige medicinske sag var én for meget.

Det efterlader et gigantisk hul i Huberts trup, og selvom man skulle mene, at der er blevet frigjort ganske mange penge via det pludselige exit, har han ikke gjort noget for at lukke det. Det skyldes formentlig det sene tidspunkt, hvor de fleste interessante etapeløbsryttere allerede havde fundet et nyt hold, men uanset årsagen er det i hvert fald en kendsgerning, at vi næppe kommer til at se et Arkea-hold ende som nr. 6 i Touren, nr. 5 i Paris-Nice og nr. 4 i Catalonien samt at vinde etapeløbene i Provence og Var i den kommende sæson, som Quintana gjorde det i 2022. Der er nemlig ikke umiddelbart nogen klar til at tage over.

Det betyder dog ikke, at Hubert ikke har forsøgt, og han har skam gjort et pænt arbejde med at styrke gruppen af klatrere. Mest interessant er det, at han har fået fingre i Clement Champoussin, der særligt i 2020 og begyndelsen af 2021 lignede en kommende fransk grand tour-stjerne. Efter mere end halvandet år, hvor det trods Vuelta-etapesejr har været halvsløjt, er Champoussins stjerne imidlertid falmet ganske betragteligt, og det er ikke længere selvindlysende, at han bliver en bragende succes for sit nye hold. Han kommer i hvert fald ikke til at gentage Quintanas resultater, men kan de bringe ham tilbage på det spor, han havde i begyndelsen af sin karriere, vil han være en stor, stor gevinst. Potentialet kan trods alt ikke være helt væk.

Den anden del af erstatningen for Quintana er Cristian Rodriguez, og det er bestemt heller ikke noget dårligt valg. Spanieren er stadig kun 27 år, og han opnåede vel sit hidtil flotteste resultat, da han tidligere i år blev nr. 2 i et meget stærkt besat Ruta del Sol. Niveauet rækker næppe til at køre i top 10 i WorldTour-etapeløbene, men kan han holde det niveau, han har haft hidtil, er han i stand til at fortsætte med at levere flotte klassementsresultater i de bjergrige 2.1- og 2.Pro-løb, som han har gjort flere gange. Måske kommer han ikke til at bidrage meget på sejrskontoen, men han vil kunne udfylde lidt af det pointtomrum, som Quintana efterlader.

Læs også

Bora nærmer sig Visma-profil

Hubert benytter også lejligheden til at fjerne det hele colombianske element i sin trup og dermed rydde yderligere ud i gruppen af klatrere. Quintanas tro følgesvende, Winner Anacona og lillebror Dayer Quintana, får ikke forlænget deres kontrakt, og selvom de begge har leveret flotte resultater tidligere i deres karrierer, har de i deres tid hos holdet været så milevidt fra fordums styrke, at det ikke er noget reelt tab. Mere ærgerligt er det måske at sige farvel til Miguel Edoardo Florez, som de hentede, da han med sin sejr på kongeetapen i San Juan måske lignede en mand med et vist potentiale, men han indledte sin tid på holdet med et voldsomt styrt, som han aldrig er kommet ordentligt tilbage fra. Derfor har han intet bidraget med, og hvis den trend ville være fortsat i de kommende år, er hans exit ganske ubetydelig.

Det er det til gengæld ikke, at holdet styrkes ganske markant på sprintersiden. Det gør de i kraft af erhvervelsen af David Dekker. Hollænderen var jo regnet som et af de helt store sprintertalenter, da han blev professionel på Jumbo, og hans forrygende start i UAE Tour bekræftede blot det store potentiale. Siden er det blevet til det rene ingenting, men det skyldes formentlig den enorme mængde uheld, han har været udsat for. Kan Hubert bringe ham tilbage på sporet, kan han potentielt have sikret sig en sprinterdiamant. Ender det, som det har gjort på det seneste, kan det til gengæld også blive en fiasko.

I sidste øjeblik blev sprintertruppen endda styrket yderligere. B&B-mandskabets kollaps betød nemlig, at Luca Mozzato blev ledig på markedet, og ham viste Hubert ganske betydelig interesse i. Italieneren har udviklet sig ganske positivt og imponerede særligt med sin 2. plads i Tro-Bro Leon, men det er heller ikke tilfældigt, at han fortsat ikke har vundet ét eneste cykelløb. Han mangler således noget fart til de klassiske massespurter, og her ligner han mere en oplagt lead-out man for Nacer Bouhanni og Dekker. Til gengæld har han et vist klassikerpotentiale, som netop 2. pladsen på gruset i Tro-Bro Leon vidner om, og han burde kunne begå sig i den slags endagsløb, i første omgang særligt i mindre belgiske og franske løb, som holdet kører mange af.

Dekker og Mozzato er altså robuste typer, der burde kunne køre visse brostensløb - for Dekkers vedkommende var det første helt store resultat jo en 3. plads i en knaldhård udgave af Le Samyn - men på klassikerfronten står holdet desværre svækket tilbage. Det skyldes tabet af Connor Swift, som holdet lykkedes med at gøre en succeshistorie ud af, og som bidrog med flotte sejr på gruset i Tro-Bro Leon og i Poitou-Charentes i sin tid på holdet. Han fik imidlertid et for godt tilbud hos Ineos, og selvom han på et større hold aldrig ville være mere end hjælper, vil hans farvel efterlade et tomrum hos Arkea, der ikke vader i solide ryttere som ham.

Udover Mozzato og Dekker har man ikke fundet nogen reel erstatning er der ikke fundet, men måske kan Jenthe Biermans lukke lidt af hullet. Belgierens karriere har været temmelig svingende, men han havde faktisk et ganske godt efterår, hvor han rejste sig efter en svær tid og sikrede sig hele fire top 7-placeringer i mindre endagsløb. Som en halvhurtig og robust herre er han på samme måde som Swift et glimrende kort i de belgiske og franske 1.1-løb, hvor holdet skal jagte mange af sine resultater, og man kan håbe, at han med resultater i stil med dem, vi så i år, vil kunne bidrage til kontoen.

I tillæg til Swift er der flere lidt tungere fok på tabslisten, men det er bestemt tab, der kan overleves. Christophe Noppe, der mest af alt har ageret lead-out man, rejser videre, og det er en skam, når nu holdet får en ekstra sprinter at servicere. Biermans har imidlertid også en del lead-out-erfaring, og han kan forhåbentlig overtage en del af Noppes ansvar. På samme måde har Markus Pajur i sin korte tid på holdet ikke bidraget med meget andet end lead-out-opgaver, men han viste sig desværre aldrig rigtigt at slå til og vil ikke blive savnet meget.

Langt mere ærgerligt er det med Benjamin Declercq. Da han skiftede til holdet, var han en yderst lovende puncheurtype med flere ganske flotte resultater, men han er aldrig kommet tilbage efter de mange helbredsproblemer, han har været ramt af. I det lys er det ikke mærkeligt, at Hubert valgte ikke at forlænge hans kontrakt, men hvis han vitterligt skulle vise sig i stand til at genfinde sit niveau fra 2018 og 2019, er det en ærgerlig rytter at sige farvel. Som type minder han lidt om veteranen Romain Hardy, der har bidraget med en del resultater gennem årene, men som også til sidst måtte sande, at han havde sine bedste år bag sig, hvorfor hans karrierestop bestemt ikke er nogen katastrofe.

Endelig har Hubert det som en mission at udvikle bretonske talenter, og han henter i den kommende sæson to nye navne til holdet. Faktisk kan man med nogen ret sige tre, for Louis Barré blev allerede hentet til holdet d. 1. august. Han i er i virkeligheden også den mest løfterige af de tre og faktisk en uhyre interessant puncheurtype, der viste særdeles lovende takter i 2022, både i sin tid på Nantes-holdet og i sin tid hos Arkea, hvor han blandt andet kom imponerende langt i Tre Valli Varesine. Med en ganske god spurt og evner i mellemkuperet terræn er han i hvert fald en mand, der skal holdes øje med.

Det er Mathis Le Berre også. Også han er en puncheurtype, der dog umiddelbart fremstår lidt tungere end Barré og mere er rettet mod brostensklassikerne, og han har haft en fornem sæson med samlet sejr i Normandiet og en 3. plads i Bretagne - to af de største franske 2.2-løb. Også hans 2. plads på gruset i U23-udgaven af Paris-Tours vidner om evnerne, og ligesom Barré er han en rytter, der på sigt burde være ganske interessant og i stand til også at bidrage med resultater.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Ewen Costieu er nok det mindst interessant af de nye navne. Som type synes han at minde en del om Le Berre, men resultaterne er ikke helt så overbevisende. Han tog dog en flot solosejr på en etape i Bretagne, og blandt hans pæne resultater er også en 2. plads bag det store talent Paul Pënhoet i Mediterranean Games. Tiden vil vise, om han vil blive til mere end blot en hjælper, men vi skal nok i hvert fald give ham tid til at finde sig til rette på det højere niveau.

Langt inde i december kiggede Hubert også ud over de franske grænser. Han hentede nemlig Andrii Ponomar til holdet. Ukraineren er mildt sagt lidt af en sensation, fordi han nåede at gennemføre Giroen to gange, inden han fyldte 20, og Drone Hopper-mandskabet har bestemt ikke sat ham på skånekost trods den unge alder. Derfor er det heller ikke mærkeligt, at han har haft det svært i sin tid som professionel, men det kan i høj grad undskyldes med hans unge alder. Hans juniorkarriere var i hvert fald pæn, men han fremstår foreløbig ikke som nogen kommende superstjerne. Man begyndte dog at kunne ane en vis fremgang i de italienske løb sidst på sæsonen, og det skal blive spændende at se, om Arkea kan finde et potentiale, han foreløbig ikke helt har vist os. Selv definerer han sig som etapeløbsrytter, men det er helt klart, at han fortsat skal udvikle sig markant både som klatrer og som temporytter.

Det er jo i virkeligheden en skam. Hvis Hubert skal undgå, at han rykker ned igen om tre år, skal der point på kontoen, og det er lidt svært at se, hvem der skal udfylde det enorme hul, Quintana efterlader. Kan han genfinde sit potentiale, er Champoussin en markant forstærkning, og Dekker kan også vise sig at være en fremragende investering, ligesom også Mozzato, Biermans og Rodriguez vil kunne bidrage med noget. Med undtagelse af Swift er tabene også beskedne, og man har tillige fået fingre i nogle fine talenter, ikke mindst Barré og Ponomar, selvom førstnævnte officielt er en del af sidste sæsons transferkampagne. Havde det ikke været for Quintana, havde der således været et klart plus på kontoen, men da der indløb besked om colombianeres positive test for Tramadol og kontraktforlængelsen blev smidt i skraldespanden, ændrede hele billedet sig desværre til det negative for den ellers så succesrige Hubert.

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

Arkea-mandskabet har igennem flere år egentlig været en relativt fast bestanddel af mange klassikere, men det er naturligvis ikke overraskende, at et lille ProTeam ikke har opnået den helt store succes i de store løb. Som det fremgår af ovenstående transferanalyse, er klassikertruppen i hvert fald heller ikke blevet styrket i løbet af vinterpausen, og det er derfor nok tvivlsomt, om det vil ændre sig voldsomt i den kommende sæson, hvor de trods den nye status som WorldTour-hold fortsat må affinde sig med en rolle som underdogs.

I første omgang vil der være megen fokus på brostensklassikerne, hvor holdet hidtil har spillet en meget tilbagetrukket rolle, men det kan måske ændre sig herfra. Matis Louvel kunne i hvert fald ligne en potentiel diamant, for han udviklede sig ganske voldsomt i 2022. Allerede i foråret var han i top 10 i begge de to brostensmonumenter, men i efteråret blev han endnu et bevis på, at unge ryttere ofte tager et stort skridt efter deres første grand tour. Det gjorde Louvel i den grad også, for han var slet og ret flyvende i tiden efter Touren, hvor han blandt andet kørte fra alt og alle i en ganske stærkt besat udgave af Druivenkoers. Med sit punch og sin relativt gode spurt er han skabt til brostensløbene, særligt de flamske og mere kuperede løb, og selvom vi næppe skal forvente, at det er ham, der sætter Van der Poel og Van Aert fra hjul på Kwaremont og Paterberg i Flandern Rundt, kunne han i løbet af brostenssæsonen være en af de meget positive overraskelser, særligt i løb som Omloop, E3 og Flandern Rundt samt måske i Paris-Roubaix.

Desværre er resten af truppen ikke skræmmende, og det kan koste for en relativt uerfaren rytter som Louvel. Amaury Capiot, Hugo Hofstetter og Luca Mozzato er alle hårdføre sprintere, men de kan ikke være med i front i de ”rigtige” brostensløb. Deres gode spurt betyder, at de er gode kandidater til topresultater i mere sprintervenlige løb som Kuurne, Dwars door Vlaanderen og Gent-Wevelgem, men de mangler farten til at køre med om sejren. Snarere taler vi om potentielle top 10-placeringer, men de er bestemt også inden for rækkevidde. Det er de i princippet også for halvhurtige Jenthe Biermans, der efter en svær tid igen begyndte at vise sig lidt frem i efteråret, men skal der spurtes i større grupper, vil han ofte skulle køre for en hurtigere holdkammerat. Samme type er også Clement Russo, der har vist et vist potentiale i disse løb, men gik lidt i stå i 2021, ligesom vi skal huske, at Laurent Pichon i sin karrieres efterår pludselig kørte et bragende flot Roubaix sidste år. Normalt burde Nacer Bouhanni også være at regne som kandidat i samme sprintervenlige løb, men om han overhovedet kommer til at køre brostensløb, vil afhænge af hans comeback i sæsonens første løb efter den lange skadespause.

Mere spændende bliver det derfor måske at følge David Dekker. I sin tid som professionel har han ikke just imponeret med sin holdbarhed, men hans flotte podieplads i Le Samyn fra tiden før coronapausen indikerer, at han i kraft af sin fart kan vise sig som et bedre bud end Capiot, Hofstetter og Mozzato i de sprintervenlige brostensløb. Om ikke andet må man formode, at holdet vil gå efter en podieplads i Scheldeprijs og De Panne med enten Bouhanni, Dekker eller måske Dan McLay, der burde kunne begå sig i helt rene massespurter. Til gengæld har Bouhanni droppet sit vanlige mål i Sanremo, hvor holdet vil forsøge sig med Warren Barguil, der jo ikke er helt langsom og vil kunne begå sig i en hård udgave af løbet, men han formtopper sjældent i marts. Det er også nærliggende, at holdet vil gå efter en top 10 med en af deres holdbare sprintere. Selvsamme Barguil har i øvrigt gjort et mål ud af Strade Bianche, der burde passe ham, men som sagt er det sjældent, at han er flyvende på den tid af året.

Barguils største mål kommer også i Ardennerne, hvor han har en ganske pæn succesrate med flotte placeringer i særligt Fleche Wallonne, men også Liege, og i år blev han sågar nr. 3 i Brabantse Pijl. Hans niveau er desværre aftagende, og vi skal næppe regne med en gentagelse af hans tidligere 4. plads i Huy, men han burde være i stand til at levere pæne resultater i alle fire kuperede løb. I teorien burde løbene også ligge godt til Elie Gesbert, men det er efterhånden længe siden, at han har været på det ønskede niveau. Derfor er det langt mere interessant at følge kometen Kevin Vauquelin, der bør give løbene et skud. Måske er Fleche og Liege en anelse for hårde, men med sin gode spurt kan han sagtens overraske i både Amstel og Brabantse Pijl i den kommende sæson. Hvis han fortsat er frisk til den tid, kunne sidstnævnte løb i øvrigt appellere til Louvel, men han vil nok puste ud efter Roubaix. Spændende bliver det også at følge den lovende Louis Barré, der på sigt bør have evner i den slags løb.

I efteråret er det op til de samme ryttere at levere. Har han kørt både Giro og Tour, kører Barguil næppe San Sebastian, men hvis han skipper Touren, kunne det spanske løb være et mål. Han er dog sjældent specielt skarp efter en pause. Alternativet er igen Vauquelin, der kunne være meget spændende i en spurt i den spanske kystby, men han skal fortsat forbedre sin klatring en del, hvis det skal være realistisk. Man må håbe, at Bouhanni til den tid er oppe i omdrejninger, for han vil bestemt være podiekandidat i Hamburg og i Bretagne, hvis sidstnævnte har en lettere rute. Alternativet vil være Dekker, mens Capiot, Hofstetter og Mozatto er top 10-kandidater i samme løb. Er løbet i Bretagne hårdere, burde det være en oplagt chance for Louvel, hvis han kommer ud af Touren i samme flyvende form som sidst. Løbet i Quebec, som han allerede forsøgte i 2022, burde passe ham endnu bedre, og de canadiske løb burde også ligge pænt til Barguil, ikke mindst løbet i Montreal. Barré vil også være interessant på puncheurruter som disse. Endelig vil Barguil utvivlsomt gøre Lombardiet, hvor han sidste år endte som nr. 12, til et mål, men igen er det tvivlsomt, om niveauet rækker til et resultat, der er meget bedre end det. Løbet er nok en anelse for hårdt for Barré og Vauquelin, der i stedet kan prøve sig lidt af i nogle af de mindre italienske løb, mens niveauet nok er for højt for den Gesbert, vi har set de seneste år.

Læs også

Stjerner hylder danskere og nordmænd

Hvad kan vi forvente i grand tours?

Med sin plads på WorldTouren skal Arkea i den kommende sæson for første gang køre alle tre grand tours, men uden Nairo Quintana bliver det med et helt andet fokus end i 2022, hvor holdet deltog i Touren og Vueltaen og inden Tramadol-sagen havde planer om at køre fuldt klassement med colombianeren i begge løb. Sådan bliver det ikke i 2023, hvor det i alle tre løb efter alt at dømme vil handle 100% om etapesejre.

Den store nyskabelse er, at holdet skal køre Giro for første gang, men hvis nogen havde regnet med, at det ville blive et løb af sekundær prioritet, må de tro om. En af holdets to erklærede kaptajner, Warren Barguil, har nemlig i årevis drømt om at deltage i det italienske løb i sin jagt på at komme med i klubben af ryttere med sejre i alle grand tours, og han vil derfor stille til start i Italien umiddelbart efter ardennerklassikerne, der er det første store mål. Han har ganske vist sagt, at han på et tidspunkt senere i karrieren igen vil forsøge at køre klassement i en grand tour, men denne gang handler det om etapesejre. Selvom han er relativt langt fra det niveau, han havde, da han var bedst, er det bestemt ikke umuligt, at han vil lykkes med sit projekt i første forsøg, særligt når han kommer til start umiddelbart efter klassikerne, da han typisk er bedst, når han har mange løbsdage i benene.

Det er også sandsynligt, at holdet vil stille med en sprinter. Det er nærliggende at tro, at det vil være David Dekker, der umiddelbart er hentet til holdet som andensprinter. Han har meget at bevise efter en svær tid, men kan han genfinde takterne fra 2020 og begyndelsen af 2021 burde han bestemt være i stand til at levere resultater. Det er imidlertid også sandsynligt, at der kunne blive Giro-debut til lokale Luca Mozzato, og man kan vel heller ikke helt udelukke, at der bliver plads til enten Amary Capiot eller Hugo Hofstetter, der dog nok begge vil have Touren som førsteprioritet.

Resten af holdet vil formentlig blive udgjort af yngre ryttere, og det vælte ikke just i potentielle etapevindere. Erfarne Cristian Rodriguez kunne dog tænkes at komme til start, og rammer han dagen, er han bestemt ikke helt uden chance, ligesom det gælder for Nicolas Edet, der i foråret genfandt lidt af fordums styrke, inden resten af årets blev ødelagt af helbredet. Thibault Guernalec kunne meget vel køre løbet, der har to relativt flade enkeltstarter, hvor han kan forsøge at jagte top 10-placeringer, selvom han ikke for alvor er brudt gennem hos eliten, og så kunne det være meget interessant, hvis kometen Kevin Vauquelin kom til start. Det er nok tvivlsomt, da holdet meget vel kunne have ham i billedet til en Tour-plads, men skulle det ske, vil han bestemt kunne vinde en etape samt køre gode enkeltstarter. Klassementet er dog nok en kende for ambitiøst på nuværende tidspunkt.

Barguil har måske personlige ambitioner i Giroen, men det ændrer ikke på, at holdet er fransk. Touren vil naturligvis være førsteprioriteten, og man må formode, at de stiller til start med noget, der minder om A-kæden. Barguil vil først tage stilling til sin deltagelse, når han ved, hvordan han er kommet ud af Giroen, og selvom han som sagt er et stykke fra fordums styrke, vil han formentlig være holdets bedste etapevinderbud. Klassementet er i hvert fald næppe et tema, når han stiller til start med Giroen i benene, og fokus vil være på etapesejre.

Det er derfor også fokus for Nacer Bouhanni, der ligesom Barguil drømmer stort om at blive medlem af klubben af ryttere med sejre i alle grand tours. Det kræver den Tour-etapesejr, han har drømt om hele sit liv, og det bliver en svær mission at opnå. Vi skal imidlertid ikke glemme, at han faktisk var pokkers tæt på flere gange i begyndelsen af Touren i 2021, og han var bedre end længe inden det grimme styrt i Tyrkiet i april. Vi aner ikke, om han kan rejse sig efter den voldsomme medfart, men genfinder han niveauet fra 2021 er den forjættede etapesejr ikke helt umulig, hvis han rammer en dag, hvor alt flasker sig. Han vil formentlig få et ganske fint tog til sin rådighed, først og fremmest med Dan McLay, men også Mozzato, Capiot, Hofstetter og endda Dekker kan være kandidater. Mozzato, Capiot og Hofstetter vil også være kandidater til at lave resultater på hårdere dage, hvis Bouhanni ikke genvinder den holdbarhed, han havde, da han var bedst.

Skal holdet komme med en klassementsambition, må det være med Clement Champoussin. Hans langsigtede ambition er at blive grand tour-ryttere, men holdet har meldt ud, at det i 2023 vil handle om etapesejre i de lange etapeløb. Som en af holdets topryttere må man antage, at han skal køre Tour, og hvis han kan rejse sig efter den triste 2022-sæson og genfinde de takter, han viste i begyndelsen af 2022, er det bestemt ikke umuligt, at det kan lykkes. Har han et godt forår, synes det heller ikke umuligt, at holdet vil forsøge sig i klassementet med en mand, der vil elske den tempofattige rute, men desværre har han hidtil lidt af en uhyggelig mangel på den stabilitet, der skaber en god grand tour-rytter.

En anden god etapevinderkandidat er kometen Matis Louvel, der desværre mangler lidt etaper for brostensryttere som ham, men som bestemt vil have muligheder undervejs. Det samme gælder for Kevin Vauquelin, for når Louvel blev kastet for løverne i Touren sidste år, er det bestemt ikke umuligt, at det samme vil gælde for Vauquelin. Derudover er det vel igen navne som Rodriguez, Edet og Elie Gesbert, der ligner de bedste etapevinderbud. Sidstnævnte må i hvert fald være interesseret i at vende tilbage til sit hjemlands (og verdens) største løb.

Planerne for Vueltaen er ret uklare. Selv hvis han skipper Touren, er det tvivlsomt, om vi vil se Barguil til start, da hans kærlighed til endagsløb kan overtrumfe lysten til at køre i Spanien, men stiller han til start, er han bestemt et etapevinderbud. Holdet vil utvivlsomt også komme med en sprinter. Det er ikke urealistisk, at Bouhanni vil køre to grand tours, men det kunne også være en personlig chance for McLay, der i 2022 viste, at han sagtens kunne begå sig i Vueltaen, hvor konkurrencen på sprintersiden sjældent er så voldsom. Dekker ligner holdets Giro-sprinter, men han kunne også blive gemt til Vueltaen, og skipper de alle tre løbet, vil Mozzato, Hofstetter og Capiot formentlig alle være fyr og flamme for at køre en grand tour som førstesprinter. De har dog næppe farten til at vinde en etape.

Læs også

Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok

Det virker usandsynligt, at Champoussin er frisk på Vueltaen efter Touren, men hans deltagelse kan ikke helt udelukkes. Interessen vil næppe være helt væk for en mand, der allerede én gang har vundet en etape. Det virker også sandsynligt, at Rodriguez skal køre på sin hjemmebane, og løbet er også attraktivt for Edet, der tidligere har vundet en etape i løbet. Måske er det også her, at Vauquelin får sin debut, da det oftest er i Vueltaen, unge ryttere kører deres første grand tour, og så kunne det være interessant, hvis unge Louis Barré allerede er klar til at jagte etaper i en grand tour i sin første hele sæson på WorldTouren.

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

I de senere år har holdet vundet ganske mange ugelange etapeløb med Nairo Quintana, men holdets klassementsambitioner bliver kraftigt reduceret til den kommende sæson. Det er særligt to ryttere, der er interessant på den front. Som nævnt ovenfor vil Clement Champoussin primært satse på klassementer i kortere etapeløb i den kommende sæson, men efter at det hele så så lovende ud i begyndelsen af karrieren, har vi set meget lidt til den engang så lovende franskmand. Han lider tillige under en ringe enkeltstart, og derfor er han ikke skabt til ugelange løb på WorldTouren, men det enkeltstartsløse Catalonien burde være en chance for at jagte en top 10. Derudover kan han satse på de bjergrige og minde franske etapeløb, som Quintana har nydt stor succes i.

Måske er Kevin Vauquelin mere interessant. Franskmanden bragede ind på scenen i 2022, hvor han særligt udviklede en ganske fornem enkeltstart, og det gør ham meget interessant som klassementsrytter. Ugelange etapeløb er det store fokus i 2022, hvor han blandt andet satser stort på Paris-Nice og de mindre franske løb i sæsonstarten. Hvor langt niveauet rækker på højeste niveau, må vi se, men potentialet er stort. Klatreevnerne skal dog forbedres en anelse, og den positive udvikling på enkeltstarten skal fortsætte. Et løb som Benelux Tour ligner en oplagt chance for ham på højeste niveau, og det samme gælder for Tour de Pologne, særligt hvis det igen byder på en enkeltstart.

Den sidste oplagte klassementsrytter er Warren Barguil, men det har knebet i de senere år. Hans enkeltstart er for ringe, og hans klatreevner er ikke som i gamle dage. Med et fokus på klassikerne og etapesejre i grand tours er det tvivlsomt, om vi vil se store klassementsresultater. Det vil nok primært være i mindre franske løb uden enkeltstarter og med et lidt lavere niveau.

Derudover har holdet også Nicolas Edet, der i Tyrkiet viste, at han sagtens kan køre klassement i bjergrige løb på lidt lavere niveau, og det kan Elie Gesbert også, som vi fik bekræftet i Oman. Thibault Guernalec har en ganske fin enkeltstart, som han brugte til at køre klassement i Algarve, men selvom han har forbedret sig, er klatringen fortsat for begrænset. Det kunne dog være interessant at se ham i løb som Belgium Tour, hvor enkeltstarten ofte spiller en afgørende rolle. Endelig kan også Cristian Rodriguez køre lidt klassement i bjergrige løb uden enkeltstart, og måske kan de unge Andrii Ponomar og Alessandro Verre også tage næste skridt, selvom de begge mangler, særligt på stabiliteten.

Holdet har et langt større fokus på massespurterne, hvor de har mange kandidater til at jagte resultater. Topnavnet er Nacer Bouhanni, der skal bruge den første del af sæsonen på at komme i gang efter sin lange pause, og holdet har ikke lagt skjul på, at det er et selvstændigt mål, at han skal vinde så tidligt som muligt. Kalenderen vil blive lagt til rette efter hans fremgang, men genfinder han de takter, han havde i 2021 og frem til sit styrt i 2022, bør der kunne være en del sejre i ham. Det gælder primært i de mindre franske løb, men vi så også inden styrtet, at han fortsat kan være med helt i front på den store scene, selvom der er et par stykker, der er hurtigere end ham.

Man må formode, at David Dekker er tiltænkt rollen som holdets andensprinter, og med en fuld WorldTour-kalender er der rigeligt plads til dem begge. Vi så i UAE Tour i 2021, at han kunne blande sig med verdenseliten, men efter de mange helbredsproblemer har vi intet set til det siden dengang. Et af årets mest spændende spørgsmål er, om holdet kan bringe hollænderen tilbage på den kurs, han havde engang.

Lykkes det ikke, kan han hurtigt blive overhalet. Holdet har nemlig mange sprintere. Vi ved, at Dan McLay fortsat er meget konkurrencedygtig i klassiske massespurter, men nu hvor Bouhanni er tilbage, taler meget for, at han skal tilbage i den lead-out-rolle, han oprindeligt var tiltænkt. Holdet har også de knap så hurtige, men mere robuste Hugo Hofstetter, Amaury Capiot og Luca Mozzato, ligesom Matis Louvel også er en hæderlig afslutter. De vinder ikke klassiske spurter, men i løb som Catalonien, som Hofstetter allerede har på programmet, Baskerlandet, Romandiet, Dauphiné og Schweiz kan de levere resultater. Flere af løbene kolliderer dog med klassikersæsonen.

En anden og mindre ambition vil være enkeltstarterne. Holdet havde stor succes med at udvikle Vauquelins tempoevner i 2022, og det er et projekt, de vil fortsætter. De har også længe investeret i Guernalecs enkeltstart, men det projekt er gået lidt i stå, og fremtiden synes ikke så lys, som den er det for Vauquelin. Om sidstnævnte kan nå et niveau, hvor han faktisk kan vinde enkeltstarter, bliver meget interessant at følge.

Læs også

Evenepoel har Tour-forberedelsen på plads

Endelig kører holdet et hav af mindre endagsløb. Det gælder selvfølgelig i Frankrig, hvor Coupe de France er et stort mål, men også i Belgien, hvor de allerede nu jagter point til den næste WorldTour-licens efter 2025-sæsonen. Her har de en masse fremragende kandidater, da mange af de løb er skræddersyede til ryttere som Hofstetter, der allerede har vundet Coupe de France samlet, Dekker, Capiot, Mozzato og Louvel, mens Bouhanni som regel også vinder på den scene. I de mere kuperede løb er Vauquelin med sin gode spurt en ligeledes glimrende kandidat, ligesom det skal blive spændende at se, om Barré på dette tidlige stadium måske kan køre med om et par sejre.

Hvem kan overraske?

Efter tabet af Nairo Quintana er Arkea meget afhængige af, at nye kræfter tager over, og derfor kan de glæde sig over, at to ryttere kom som kaldet fra himlen. Både Matis Louvel og Kevin Vauquelin fik deres store gennembrud i 2022, og derfor er det ikke tilfældigt, at Hubert sørgede for at forlænge med dem begge på én gang. I samme ombæring lagde han ikke skjul på, at meget af holdets fremtid bygger på dem, og de får allerede nu kaptajnroller.

Vauquelin vil være en af de få etapeløbskaptajner, og han har hele pakken. Enkeltstarten blev pludselig fremragende, og han har vist, at han klatrer ganske glimrende i mellemkuperet terræn. At han tillige er hurtig, gør ham blot endnu mere komplet, men han har fortsat begrænsninger på længere stigninger, hvor han er en smule uprøvet. I det hele taget er hans klatring fortsat en smule begrænset, og det er uklart, hvor god en klatrer han faktisk kan blive. Hans kørsel på Green Mountain i Oman var dog løfterig, og med den hastige udvikling, vi hidtil har set, er der grund til stor optimisme. I første omgang vil vi se ham som kaptajn i mange mindre etapeløb, hvor han ventes at levere resultater allerede fra start, men også på WorldTouren, hvor han kastes for løverne i Paris-Nice, der er et første mål. Med sin fart kan han også køre endagsløb, og mens det måske nok er for tidligt at vente noget i de store ardennerklassikere, kan han sagtens køre med om sejrene i mindre og kuperede endagsløb i særligt Frankrig.

Louvel kan have kurs mod en stor brostenssæson. Som nævnt ovenfor var han allerede i top 20 i begge brostensmonumenter sidste år, men det var inden det voldsomme skridt, han tog efter Touren. Hans suveræne solosejr i et stærkt besat Druivenkors er meget løfterigt, og han bliver uhyggeligt interessant at følge i årets brostensklassikere, hvor han kunne blive en af de store overraskelser. Mindre løb i Frankrig kan han også vinde, og så er han så hurtig, at han kan blande sig i spurter i reducerede felter, som vi så i blandt andet Dauphiné.

David Dekker skal vel også fortsat regnes som talent. Siden debuten på WorldTouren i 2021 er det vel nærmest kun i UAE Tour samme år, at han var med fremme. Siden satte de mange helbredsproblemer ham markant tilbage, men vi ved fra 2019, 2020 og begyndelsen af 2021, at han ikke er Erik Dekkers søn for ingenting. I første omgang skal han genfinde det lovende potentiale i massespurterne, vi så i Emiraterne dengang, og senere kan han så genfinde den holdbarhed, der gav ham en fornem 3. plads i et hårdt Le Samyn i 2020, og som vil gøre ham konkurrencedygtig i de lidt lettere brostensklassikere anført af Gent-Wevelgem samt i mindre endagsløb for både klassiske og hårdføre sprintere.

Ovenfor er Louis Barré også flere gange fremhævet, og det er ikke uden grund. Han er ikke så langt i sin karriere som de ovennævnte, men hans kørsel i Canada, de italienske efterårsklassikere og Mayenne var løfterige for en mand med hans beskedne løbsbaggrund. Resultaterne er slet ikke så overbevisende, at han er garanteret nogen stor karriere, men han har bestemt vist takter, der gør ham værd at følge. Udgangspunktet er, at han skal begå sig som puncheur i ardenneragtige løb, og det er derfor her, vi primært skal lægge mærke til ham. Til gengæld skal han også fortsat forbedre sin klatring ganske betragteligt.

Clement Champoussin fortjener vel også fortsat at blive nævnt, selvom han efterhånden er en mere etableret rytter. Desværre er det store gennembrud bare aldrig kommet, og man kan begynde at tabe tålmodigheden. Det er dog svært helt at glemme, hvor velkørende han var i begyndelsen af 2021, og vi ved også fra U23-tiden, at han har potentiale. Han har en stor mangel i sin stabilitet, der har gjort ham ude af stand til at levere store resultater i klassementer, og på det seneste har han også haft mere end svært ved at finde sit topniveau. Samtidig lider han også fortsat under en svag enkeltstart, og nu kommer han til et hold, hvor han er i en ret klar kaptajnrolle, og hvor der forventes resultater. I første omgang må ambitionen være at indfri potentialet i bjergene, og så må tiden vise, om han kan forbedre sin enkeltstart og sin holdbarhed så meget, at vi kan regne ham som den klassementsrytter, han er udset til at være.

Andrii Ponomar har umiddelbart fået mere opmærksomhed, end resultaterne berettiger til, men han har trods alt gennemført to udgaver af Giroen, inden han fyldte 20. Hans kørsel i efteråret gav også indikationer på, at han er ved at udvikle sig i den rette retning, da han klatrede ganske fint i særligt Toscana, men der er fortsat lang vej til toppen. Han definerer sig selv som klassementsrytter, men han skal forbedre sig markant på alle parametre, hvis det skal blive til noget. I første omgang kunne det være fint at se ham fremme i nogle 2.1-løb.

Endelig er der Alessandro Verre og Michel Ries. Begge er helt rene klatrere, der har vist glimt af en vis klasse, men begge er også kendetegnet ved et meget lavt bundniveau, som de desværre alt, alt for ofte har ramt. Der er har været meget få glimt af potentiale, men af og til ham man set dem begge vise sig hæderligt frem i bjergene. Verre er måske den mest spændende, da han er kommet knap så langt i sit karriereforløb, men ingen af dem vil nogensinde blive vindertyper. Det er først og fremmest interessant at se, hvor tæt på eliten de kan komme i bjergene.

Endelig kunne man også nævne Luca Mozzato og Thibault Guernalec. Førstnævnte kommer aldrig til at vinde store massespurter, men han har et vist potentiale i mellemhårde endagsløb i stil med de lettere brostensklassikere. Hans 2. plads i Tro-Bro Leon vidner om, at han har taget næste skridt, og han har udviklet en vis stabilitet i massespurterne. Han er med andre ord måske en ny Hofstetter, der kan levere et hav af resultater, men meget få sejre. Ligesom sin holdkammerat er det dog tvivlsomt, om han nogensinde kommer til at vinde på den store scene Guernalec bliver næppe nogensinde en tempogigant, men hans enkeltstart er fortsat hæderlig. Han forbedrede sin klatring meget i 2022, hvilket gav to fornemme samlede resultater i Algarve og Besseges. Han er en stor fyr, der aldrig bliver klassisk klassementsrytter, men kan han forbedre sin klatring en smule mere, kan han levere endnu bedre i mindre etapeløb med en vigtig enkeltstart og uden alt for voldsomme klatreudfordringer.