Opvarmning til 2023: Hvad kan vi forvente af Team Jayco-AlUla?

Nedenfor giver vi en analyse af Team Jayco-AlUla.

Ryttere, der bliver på holdet

Alexandre Balmer, Kevin Colleoni, Lawson Craddock, Luke Durbridge, Tsgabu Grmay, Dylan Groenewegen, Lucas Hamilton, Michael Hepburn, Amund Grøndahl Jansen, Christopher Juul-Jensen, Jan Maas, Michael Matthews, Luka Mezgec, Kelland O’Brien, Jesus David Peña, Elmar Reinders, Callum Scotson, Matteo Sobrero, Campbell Stewart, Simon Yates

Nye ryttere

Zdenek Stybar (Quick-Step Alpha Vinyl Team), Alessandro De Marchi (Israel-Premier Tech), Eddie Dunbar (INEOS Grenadiers), Lukas Pöstlberger (BORA-hansgrohe), Chris Harper (Jumbo-Visma), Filippo Zana (Bardiani-CSF-Faizané), Felix Engelhardt (Tirol KTM Cycling Team), Blake Quick (Trinity Racing), Rudy Porter (Trinity Racing), Welay Hagos Berhe (EF Education-NIPPO Development Team)

Læs også

Hjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre

Ryttere, der forlader holdet

Tanel Kangert (stopper karrieren), Cameron Meyer (stopper karrieren), Dion Smith (Intermarché-Circus-Wanty), Jack Bauer (Q36.5 Pro Cycling Team), Damien Howson (Q36.5 Pro Cycling Team), Nick Schultz (?), Kaden Groves (Alpecin-Deceuninck), Alex Edmondson (Team DSM), Sam Bewley (stopper karrieren), Alexander Konychev (Team Corratec)

Hvordan gik transfersæsonen?

I de seneste år har holdejer Gerry Ryan skullet vænne sig til en ny virkelighed. Engang stod han nemlig i spidsen for et af sportens større mandskaber, der på relativt få år blev en del af eliten og et hold, der kan blande sig med de største i kampen om sejrene i de vigtigste begivenheder. Siden er det imidlertid gået gevaldigt ned ad bakke, indtil holdet nåede lavpunktet i en nærmest katastrofal 2021-sæson.

I starten kendte holdet ellers kun én vej: opad. Efter debuten i 2012 avancerede man hurtigt på diverse ranglister, og med navne som Michael Matthews, Simon Gerrans, Esteban Chaves samt Yates-brødrene Adam og Simon var holdet at finde i top 8 på WorldTour-ranglisten i hver eneste sæson mellem 2014 og 2019, hvor denne særlige rangliste forsvandt. I 2014, 2016 og 2018 var holdet endda at finde på en 5. plads, og da det i samme periode lykkedes at vinde én grand tour og ikke færre end fire af de fem monumenter - kun Flandern Rundt har holdet endnu til gode at vinde - var det australske mandskab med rekordfart blevet et af sportens tophold, også selvom de altid har været et niveau under de absolutte giganter.

Siden 2019 er der desværre blevet indledt en nedadgående spiral. I 2020 gled holdet for første gang ud af top 10, da de endte som nr. 11 på den verdensrangliste, der nu har taget over efter WorldTour-ranglisten, og i 2021 gik det helt, helt galt. Ganske vist kunne man lure katastrofen, da holdet sagde farvel til topnavne som Adam Yates, Daryl Impey og Jack Haig, men med erhvervelsen af Michael Matthews havde de fleste nok ventet, at skindet kunne holdes på næsen. Selvsamme næse blev imidlertid totalt hudløs, for holdet som fjerderingeste WorldTour-hold - endda slået af to ProTeams - og tog bare 9 sejre, hvilket blot er én mere end hos DSM, der endte som det mindst vindende WorldTour-hold. Blot to af sejrene var endda på WorldTour-niveau, mens fem triumfer kom i relativt svagt besatte 2.1-løb eller nationale mesterskaber, og 2021 blev den første sæson, hvor Matthews ikke vandt ét eneste cykelløb.

Det satte gang i en australsk selvransagelse hos holdejer Gerry Ryan og manager Brent Copeland. Den sydafrikanske manager erkendte åbent, at holdet var alt for ensidigt bygget op omkring Simon Yates og Matthews, og da begge de to stjerner havde resultatmæssigt relativt fattige år - selvom Yates’ 2021-sæson nu langt fra var nogen katastrofe - kunne det næsten kun gå galt. Der manglede ganske enkelt et lag til at tage over, når stjernerne fejlede eller var ukampdygtige, og derfor endte det hele så trist, som det gjorde.

Den logiske konsekvens af denne erkendelse kunne være, at holdet ville brede kaptajnbasen ud, men det skete næsten ikke. Faktisk var det først, da transfersæsonen reelt var overstået, at holdet benyttede en pludselig opstået mulighed til at hente Dylan Groenewegen. Han gik direkte ind i truppen som en tredje og stærkt tiltrængt kaptajn, men grundlæggende stod holdet med det samme problem, som det gjorde i 2021, nemlig at afhængigheden af nogle få topnavne var bekymrende stor.

Heldigvis gik det slet ikke så galt som i 2021. Holdet forbedrede sig nu kun marginalt på en verdensrangliste, hvor det blev til en 16. plads som femteringeste WorldTour-hold, men der blev vundet mange flere cykelløb. Med 22 gevinster var der tale om mere end en fordobling, og heriblandt var hele ni WorldTour-sejre. Med andre ord vandt man lige så mange gange på WorldTouren, som man gjorde i alle begivenheder i 2021, og endnu bedre blev det af, at holdet også vandt etaper i alle tre grand tours. Det lykkedes da også at redde holdet fra den nedrykning, som efter de pauvre 2020- og 2021-sæsoner truede og kastede holdet ud i en desperat dødskamp gennem det meste af året, og når det ikke gik bedre, skyldtes meget, at Yates var uheldig med at udgå af begge sine grand tours, først efter et styrt i Giroen og siden med endnu en coronainfektion i Vueltaen, hvad der kostede et hav af point.

Alligevel kaldes der på oprustning, hvis BikeExchange skal undgå at være i samme desperate situation, når de næste WorldTour-licenser skal uddeles frem mod 2026. Truppen er stadig for afhængig af få kaptajner, hvad Yates’ uheld i år var en fin understregning af, og for andet år i træk har holdet, der ellers tidligere ikke skabte megen udskiftning i sin ret fasttømrede trup, været blandt de mest aktive på markedet. Ikke færre end 10 nye ryttere er kommet til på bekostning af et tilsvarende antal exits, men havde man regnet med, at holdet ville udfylde noget af de store tomrum i truppen, blev de skuffede. Blandt de nye ryttere er der således ingen nye kaptajner, men derimod et par veteraner, der har haft det svært, nogle usikre satsninger og en hel serie unge talenter. Da det samtidig modsvares af nogle bekymrende tab i den i forvejen ikke særligt stjernebesatte trup må man gå til den nye sæson med våde håndflader.

Det er der en god forklaring på. Da der her i efteråret som altid blev frigivet en liste med estimater over WorldTour-holdenes budgetter, stod BikeExchange nederst på listen med en pengekasse, der kun er godt en femtedel af de ressourcer, det rigeste hold, Ineos, råder over. I det lys er det ikke mærkeligt, at Ryan er bundet på hænder og fødder, og de ekstra penge, sponsorerne kastede i at hente Groenewegen til holdet i sidste års sene handel, blev jo netop brugt til det formål. Da alle de tre formodet mest løntunge ryttere bliver på holdet, har der ganske ikke været meget at rutte med, og det kan i den grad ses på listen over nye ryttere.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Holdet synes da også mest af alt at satse på, at der er et par veteraner, der kan få en pludselig opblomstring. Det største navn på listen over nyerhvervelser er således Zdenek Stybar. Det havde for nogle år siden været lidt af et kup at sikre sig en rytter med flere monumentpodier og klassikersejre, men sådan er det ikke længere. Ganske vist skal vi kun tilbage til VM i 2021 for at få den seneste indikation på, at tjekken fortsat kan have et højt niveau, og at megen af de seneste års trængsler skydes den endeløse serie af helbredsproblemer, men i hans fremskredne alder er et år meget lang tid. Tværtimod indikerede hans efterår, hvor han ellers endelig havde en lang og skades- og sygdomsfri periode, at vi nok desværre har set det bedste til Stybar.

Hans ambitioner er imidlertid intakte, og han sagde så sent som i slutningen af oktober, at han ikke har droppet drømmen om at vinde et monument. Han kommer da også til holdet som en af kaptajnerne i en brostenstrup, der i de senere år har været meget, meget pauver. Lidt af det hul er lukket af Michael Matthews, men han har altid haft større fokus på ardenner- end på brostensklassikerne, og i år, hvor han eneste brostensløb var Flandern Rundt, var holdet tæt på usynlige i den første del af forårets endagsløb. Det er håbet, at Stybar kan rette op på det, men det ligner en optimist satsning.

Han bliver imidlertid ikke alene. Han får nemlig selskab af Lukas Pöstlberger, men her er historien lidt det samme. Ganske vist er han betydeligt yngre end Stybar, men han vil stadig være fyldt 31, når sæsonen går i gang, og også han skal et stykke tilbage i tiden for at finde sin bedste tid. Også for ham gælder heldigvis, at vi bare skal tilbage til hans vilde Dauphiné i 2021 for at finde et vidnesbyrd om hans klasse, men til gengæld var hans 2022 én lang ørkenvandring. I forvejen er det brostenspotentiale, han viste, da han i 2017 bragede ind på scenen med en 5. plads i E3, aldrig rigtigt blevet omsat til det store, og selvom han nu endelig kommer til et hold, hvor han synes at kunne få nogen beskyttelse i de store endagsløb, er det næppe ham, der bringer BikeExchange tilbage på toppen af brostensscenen.

Heldigvis er tabskontoen i det samme segment begrænset. Holdet siger farvel til Jack Bauer, der jo engang viste ganske lovende takter i de samme løb, men det er meget længe siden, at han har været andet end en anonym hjælper. Tidligere håbede man, at Alex Edmondson kunne blive en figur i den slags løb, men det skete heller aldrig, og da hans karriere i de senere år er gået helt i stå, er også tabet af ham til at overse. Det er også ganske forståeligt, at man ikke forlængede kontrakten med Alexander Konychev, der aldrig for alvor slog til, og erfarne Sam Bewley har aldrig været andet og mere end mand til det tidlige føringsabejde.

Alligevel kan tabene være problematiske. Samlet set må Stybar og Pöstlberger anses som en styrkelse af brostenstruppen, men på et hold, der satser voldsomt på massespurter, er det måske en anelse bekymrende at sige farvel til både Edmondson og Konychev. Ingen af dem er kendt som sande lead-out-specialister, og Stybar må med sin store erfaring i den rolle vil regnes som en forstærkning. Med tanke på de store problemer, holdet havde med at støtte den positioneringssvage Groenewegen i 2022, er det et skidt tegn, at man har gjort så lidt for at styrke toget.

Måske hjælpes de lidt af, at der fremover er en sprinter færre i truppen, men det er nu svært at se det som spor positivt, at det ikke lykkedes at holde på Kaden Groves. Tværtimod er det en mindre katastrofe, at holdet med det samme må sige farvel, når et af deres talenter endelig begynder at levere resultater. Det var nemlig præcis, hvad Groves gjorde i en 2022-sæson, hvor han pludselig viste sig i stand til at slå de allerhurtigste, særligt med den flotte sejr mod alle supersprinterne i Tyrkiet, og hvor han vandt en Vuelta-etape i sin allerførste grand tour. Desværre har han efter en lidt svær start på karrieren næppe været specielt løntung, og derfor er det ikke mærkeligt, hvis det har knebet for Ryan med at holde på en af holdets fire mest iøjnefaldende ryttere i den forgangne sæson. Det betyder, at alle de sparsomme lead-out-ressourcer nu kan koncentreres om Groenewegen, men det er svært at tolke det som noget positivt.

I det spil skal de endda også klare sig uden Dion Smith, der med sin fart har kunnet spille en rolle i toget, men som også tidligere viste lovende evner både i brostensløbene og som puncheur. Han er imidlertid stagneret ganske kraftigt, og han bidrog ikke med meget i 2022. På et hold uden alt for mange vindertyper er det et problem, når en potentiel afslutter som Smith forlader skuden, men hans bidrag har i de seneste år været så beskedent, at det er et tab, der kan overleves.

Der er således umiddelbart intet, der tyder på, at to af holdets kaptajner, Groenewegen og Matthews, vil får meget mere hjælp i 2022, men måske er der håb for Simon Yates. Også han har været udfordret af ganske begrænset støtte i bjergene, og det har været ret klart, at han sammenlignet med andre grand tour-kaptajner har været del af et betydeligt svagere kollektiv i de store etapeløb. Det bliver ikke nødvendigvis meget bedre i 2023, men det er alligevel interessant, at holdet henter Chris Harper ”hjem” til Australien. Oprindeligt kunne man have håbet på, at australieren selv ville kunne lave store resultater i etapeløb, men det synes ikke længere realistisk. Til gengæld leverede han vel karrierens bedste præstation som sidste mand for Primoz Roglic i Vueltaen, hvor han overtog rollen som løjtnant efter Sepp Kuss’ tidlige exit, og det var en opgave, han udførte så godt, at det giver håb om, at Yates i den kommende sæson vil have en ekstra mand ved sin side i bjergene. Måske er der endda mulighed for, at Harper selv kan jagte lidt personlig succes i nogle af de mindre etapeløb, som holdet har for vane at køre og har haft en del succes i.

Han er dog ikke tiltænkt en kaptajnrolle. Det er Eddie Dunbar til gengæld, og det kan måske være lidt overraskende. Ireren lykkedes nemlig aldrig hos Ineos med for alvor at leve op til det betydelige potentiale, han viste forud for sin professionelle, men der var et eller andet, der sagde klik i 2022, hvor han tog den samlede sejr i både Coppi e Bartali og Ungarn Rundt. Det vidner om, at han bestemt stadig har noget af sit talent intakt, og han har i hvert fald bevist, at han kan vinde løb på 2.1-løb. Holdet arbejder dog med en plan om at gøre ham til Giro-kaptajn, og det virker en kende ambitiøst, at han skulle have evnerne til at levere et stort resultat over 3 uger, særligt på en rute med mere end 70 km enkeltstart. Uanset planerne vil han dog, hvis han kan holde niveauet fra 2022, være en ganske markant forstærkning i de kortere etapeløb og som minimum som etapejæger i Giroen.

Læs også

Dansk stortalent har forelsket sig i monument: Jeg går også efter det i fremtiden

Den rolle har Alessandro De Marchi jo dyrket på alle sine hold, og det har han gjort med stor succes. Efter at hans karriere sidst på sæsonen hang i en tynd tråd, kommer han nu til Australien, hvor det dog er uklart, hvor meget han får lov at tilfredsstille sit angrebsinstinkt. I forbindelse med kontraktunderskrivelsen lugtede det i hvert fald mere af, at han skal hjælpe Yates i bjergene og agere vejkaptajn, end at han skal jagte mange personlige succeser, og det er da også fortsat usikkert, hvor langt hans niveau i dag rækker. Han har været ramt meget af skader, og hans 2022-sæson var derfor alt andet end prangende. Det er altid bekymrende for en rytter i hans alder, men det er også klart, at vi bare skal tilbage til 2021 for at finde et år, hvor han efter en 2. plads på en bjergetape bar Giroens lyserøde førertrøje og endda vandt det store endagsløb Tre Valli Varesine. Skulle han vitterligt nærme sig det niveau, vil han være en markant forstærkning, uanset om det er som hjælper eller angriber, men om det kan lykkes, må tiden vise. Han erstatter to andre veteraner, Cameron Meyer og Tanel Kangert, der på papiret ligner store tab, men som i år har været så tam en skygge af sig selv, at karrierestoppene er ganske naturlige.

Rollen som mentor skal han blandt andet spille over for Filippo Zana. Den italienske mester er et af cykelsportens spørgsmål, for det er lidt svært helt at blive klog på, hvor langt evnerne rækker. Han vandt jo Tjekkiet Rundt og kørte på podiet i Tour de l’Avenir i 2021, mens han i år altså tog en gigantisk skalp ved de italienske mesterskaber, men sandheden er også, at hans udvikling så ud til at gå i stå i 2022, hvor han slet ikke levede op til de forventninger, 2021-sæsonen skabte - også selvom han vandt et svagt besat Adriatica Ionica Race. Det er muligt, at han vil have gavn af et skifte til et større hold med flere ressourcer, og da han trods alt fortsat kun er 23 år, kan han sagtens vise sig at være en stor gevinst, men han har fortsat til gode endegyldigt at bevise, at han vil kunne indbringe store resultater på egen hånd. Man må i hvert fald formode, at han vil få noget plads på egen hånd i etapeløb, hvor man kan håbe, at BikeExchange-miraklet kan forbedre hans hidtil ret pauvre tempoevner - en mission, der jo lykkedes med et stort antal af deres ryttere i 2022.

Som minimum har han bevist, at han kan vinde mindre etapeløb, akkurat som Dunbar har det. Desværre er der også et hul at udfylde, for den evne har Damian Howson også haft. Australieren har vundet både Herald Sun Tour og Tjekkiet og Ungarn Rundt - sjovt nok løb, som efterfølgende blev vundet af hhv. Zana og Dunbar - og han har været en af de relativt få ryttere, der har bidraget med væsentlige personlige resultater. Sandt er det dog også, at han efter et flot 2021 havde et ganske forfærdeligt 2022, og hvis det er udtryk for hans nuværende niveau, er Harper, Dunbar og Zana formentlig alle bedre valg.

Langt mere ondt gør det at sige farvel til Nick Schultz. Australieren har mildt sagt været svingende, men han nåede helt nye højder som klatrer, da han i Giroen i 2021 sad ganske længe hos Yates på bjergetaperne. Siden fulgte en lang og meget svær tid, hvor han mildt sagt skuffede fælt, men pludselig viste han sin tårnhøje klasse i en fabelagtig tredje uge af Touren sidste sommer, hvor han vel klatrede bedre end nogensinde, og hvor kun Magnus Cort forhindrede ham i at vinde en etape. Det kan godt være, at han er svært utilregnelig, men uanset om det er som hjælper for Yates eller som kaptajn, må han på et profilfattigt hold som BikeExchange regnes som et større tab.

Endelig er holdet tro mod sig selv i sin evige stræben efter at finde de nye spændende talenter. Denne gang henter man to lovende australiere til holdet, en klatrer og en sprinter. Mest opmærksomhed har der været om Blake Quick - måske også grundet et navn, der er som skabt til en sprinter - og han må regnes som en erstatning for Groves. Det er klart, at det vil tage noget tid, inden han for alvor kan køre med om sejrene, og det skriger ikke til himlen, at han er en kommende supersprinter. Han har imidlertid også som mange andre australiere været ramt af corona, der førte til en markant reduktion i antallet af muligheder, og i år viste han sig trods alt flot frem med en 4. plads i Arctic Race, hvor han viste, at det store potentiale, han viste i Asien i 2019, hvor han blot var 19 år, måske er udtryk for, at vi skal have større forventninger end som så.

Han får selskab af landsmanden Rudy Porter, der måske er endnu mere spændende. I år blev han nemlig nr. 2 i Fredsløbet og nr. 4 i Alpes Isere Tour, og det er to ganske gode markører for etapeløbspotentiale for U23-ryttere. Desværre udgik han af Tour de l’Avenir, hvor vi ellers havde den helt store chance for at vurdere evnerne, og da han som Quick har været coronaramt i de forgangne sæsoner, er hans langsigtede potentiale stadig svært helt at vurdere. Som etapeløbsrytter er han dog ganske spændende.

Det kan Felix Engelhardt også være, men han er stadig lidt svær at kategorisere. Hans 6. plads i Baby-Giroen vidner om etapeløbsevner, men hans største resultat var hans sejr ved EM, som blev vundet på en relativt flad rute med kun 2200 højdemeter, hvor han brugte sin fart til at vinde en spurt i en firemandsgruppe, der akkurat snød sprinterne. Resultaterne har været relativt få, og han er bestemt ikke et navn, der er en indlysende kommende stjerne, men han bliver interessant at følge, både i forhold til potentialets rækkevidde og i forhold til den ryttertype, han vil udvikle sig til.

Endelig henter holdet unge Welay Hagos Berhe. Her er der ingen tvivl om, at vi taler om en klatrer, men selvom han blev nr. 4 i U23-udgaven af Lombardiet og nr. 7 i bjergløbet Valle d’Aosta, fremstår han i første omgang ikke som den næste store afrikanske klatrer. Resultaterne er ikke alt for imponerende, men alligevel er han spændende. Det er nemlig først i år, at han har kørt sine første europæiske UCI-løb og sine første UCI-løb uden for juniorklassen, da corona også har sat hans karriere lidt på hold, og derfor kan man håbe, at han er en større diamant, end man i første omgang fornemmer.

Det er i hvert fald fire ganske interessante talenter, der bestemt kan gemme på positive overraskelser, men alligevel er det svært at sidde med armene over hovedet, når man skal evaluere holdets transfersæson. Særligt tabet af Groves gør ondt, og den Schultz, vi så i Touren sidste sommer, vil også blive stærkt savnet, ligesom Smith og Howson vil blive det, hvis de vitterligt i 2023 kan genfinde fordums styrke. Det er også højst tvivlsomt om satsningen på veteranerne Stybar og De Marchi og den rutinerede Lukas Pöstlberger vil bære frugt, men til gengæld er bjerggruppen styrket ganske pænt med Dunbar, Harper og Zana, der i hvert fald i mindre løb bør kunne levere resultater og som minimum i hvert fald vil styrke en klatrertrup, der ikke har været alt for imponerende.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Problemet er bare, at Stybar er det eneste store navn, der kommer til holdet, og han har set sin bedste tid. Derfor har man intet gjort for at adressere det store problem, nemlig at holdet er alt for afhængigt af få kaptajner, hvoraf Groenewegen endda kan se frem til måske mindre støtte i den kommende sæson. Forstærkninger er der bestemt, men det er primært ryttere, der kan vinde mindre løb. Derfor er holdet på den store scene fortsat afhængig af få folk, og historien viser, at det er en risikabel strategi for Ryans tropper.

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

BikeExchange-mandskabet har i sin tid i feltet været på lidt af en rejse. I den indledende fase valgte man bevidst at satse på massespurter og klassikere, og det er først senere, at klassementer i grand tours har fået overhånden. Resultatet af den satsning var i den grad succesfuld, for i løbet af sine første fem år lykkedes det minsandten det australske hold at vinde fire af de fem monumenter, nemlig Milano-Sanremo og Liege med Simon Gerrans, Paris-Roubaix med Mathew Hayman og Lombardiet med Esteban Chaves.

Siden har fokus i stedet været rettet mod grand tours, og det har kostet i klassikerne. Holdet har således ikke vundet et monument siden 2016, og i nogle år var holdet faktisk nærmest usynligt i endagsløbene. Det skyldtes blandt andet, at Michael Matthews indså, at fokus nu var rykket, og da han søgte væk, var holdet nærmest udelukkende fokuseret på Chaves og Yates-brødrene.

Nu er prioriteterne imidlertid igen anderledes. Chaves og Adam Yates er væk, og blandt andet grundet de seneste års sponsorkaos er truppen svækket og holdet ikke længere et tophold. Nu er holdet ikke længere et ensidigt klassementshold. I stedet satses der bredere på etapeløb med Simon Yates, massespurter med Dylan Groenewegen og klassikerne med den tilbagevendte Matthews.

Det er nu også meget heldigt, at holdet ikke har bygget hele deres sæson op om klassikerne. I givet fald havde de nemlig været ilde stedt. I 2022 havde Matthews bestemt ikke sin bedste klassikersæson, og da holdet i de løb nu nærmest er en ren enmandshær, var de i langt de fleste af de store forårsløb helt usynlige. Jo, Matthews blev da nr. 4 i Sanremo, nr. 11 i Flandern, nr. 7 i Amstel Gold Race og Brabantse Pijl og nr. 14 i Fleche Wallonne, men havde Kelland O’Brien ikke via et udbrud sikret sig en 7. plads i Dwars door Vlaanderen, og var Dylan Groenewegen ikke blevet nr. 2 i det rene sprinterløb i De Panne, havde holdet været efterladt med nul og niks i de løb, hvor Matthews var fraværende eller skuffede.

Udsigten til, at det skulle blive bedre i 2023, er desværre ikke god. Det bliver igen en ren australsk enmandshær, men heldigvis er Matthews jo den alsidige type, der kan præstere i både brostensløb og Ardennerne. Problemet er bare, at Matthews ikke er, som da han var allerbedst og var med helt fremme i alle tre ardennerløb. Nu om dage er han mere top 10-rytter end podierytter, og han har også flere offdays, hvor han falder helt igennem. Det er mest af alt i de lidt lettere løb, hvor vi for alvor ser ham fremme - i 2022 kom hans bedste resultater i spurter, da han blev nr. 3 til VM og nr. 4 i Sanremo - men når han rammer dagen, som han gjorde på Tour-etapen til Mende, kan han formentlig stadig blande sig helt fremme.

Som vi så i den forløbne sæson, er han en glimrende top 10-kandidat i langt de fleste af de løb, han satser på, men skal den store sejr komme, skal det formentlig være i Sanremo, hvor han har en fornem historik, eller Amstel Gold Race, hvor han også i 2022 var en af de stærkeste, samt i det lidt mindre Brabantse Pijl. Mur de Huy har altid været lidt for stejl for ham, Liege er i dag nok en anelse for hårdt til hans nuværende klatreevner, og han har altid manglet lidt i de flamske løb, han kun sent er begyndt at satse på. Starde Bianche burde også være et løb, hvor han kan gøre det godt, men også det er nok lidt for hårdt til, at han for alvor kan køre med om sejren.

Man skal virkelig være kreativ for at finde alternative kandidater, men det er klart, at Zdenek Stybars navn blinker med rødt. På papiret er han jo e topkandidat på brostenene, men hans svage 2022-sæson gør det svært at tro på en genrejsning. Særligt var det problematisk, at han slet ikke fandt form i efteråret, hvor han ellers for en gangs skyld var helt uden helbredsproblemer i en længere periode. På samme måde er det med den engang så lovende Lukas Pöstlberger, der ikke længere synes at kunne blive til den helt store brostensrytter.

Mere ærgerligt er det med Amund Grøndahl Jansen. Hans mange helbredsproblemer gør, at potentialet fra Jumbo-tiden stadig kan gemme sig, men nu er den gal igen. En forsnævring i arterien betyder, at han misser hele foråret, og dermed får han ikke lejlighed til at genfinde fordums takter på brostenene. Matthews kan håbe på, at Luke Durbridge, der jo i nogle få år var meget stærk i brostensløbene, kan nærme sig fordums styrke, men han er bare kommet længere og længere fra toppen i de seneste sæsoner.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Mere interessant er det i Ardennerne. Med en Tour-satsning kan Simon Yates tillade sig at give Ardennerne et seriøst skud for første gang i sin karriere, og en formstærk Yates vil være meget spændende i Liege og Fleche. Om han kan slå de allerbedste, er tvivlsomt, men han har den taktiske næse til at spille sine kort rigtigt mod slutningen i Liege, og en flyvende Yates har stadig et eminent punch på en kort, eksplosiv stigning som Mur de Huy. Også Matteo Sobrero viste tidligere visse puncheurevner, men det har vi desværre ikke set meget til, efter at han blev professionel.

Endelig har holdet også Groenewegen. Hans repertoire som klassikerrytter er ganske begrænset, og Milano-Sanremo og Gent-Wevelgem er desværre for hårde. Til gengæld har han vundet både i De Panne og Kuurne, og de to sprinterløb er igen inden for hans rækkevidde.

I efteråret er historien den samme. Matthews elsker de canadiske løb, som han begge har vundet, og han har også vundet i Bretagne. Det er alle løb, han kan begå sig i igen, og senest med en 2. plads i Quebec har han vist, at i hvert fald det første af de canadiske løb er et, han fortsat kan vinde. Til gengæld synes løbet i Montreal i dag nok at være en anelse for hårdt.

Groenewegen kan utvivlsomt gå efter sejren i Hamburg, hvor han før har overlevet Waseberg, og skulle vi få en nem rute i Bretagne, kan det løb måske også være inden for hans rækkevidde. Luka Mezgec er også et alternativ i Bretagne, hvis Matthews skipper løbet.

Endelig vil holdet også have chancer i det italienske efterår. Med sin Tour-satsning kører Yates næppe Vuelta, og det kunne betyde, at han vil formopbygge frem mod de allersidste løb. Lombardiet har traditionelt været en anelse for hårdt for de to Yates-brødre, men bygger han målrettet op mod løbet, burde det være inden for hans rækkevidde. Det samme gælder for San Sebastian, der passer ham storartet, men som kommer lige efter Touren, hvor det er svært at se en frisk Yates til start. Løbene i Italien kunne også være et mål for Eddie Dunbar, der egentlig burde passe udmærket til den slags løb, men det er nok tvivlsomt, om topniveauet rækker til det skrappe selskab.

Hvad kan vi forvente i grand tours?

I tiden med tre grand tour-kaptajner gik holdet efter at køre med om podiet i alle tre grand tours, men den æra er definitivt ovre. I dag har man kun Simon Yates til at jagte de absolutte topresultater i de lange etapeløb, mens Lucas Hamilton stadig har til gode at lykkes med at køre sit første klassement uden styrt. Grand tours er stadig et af holdets absolutte fokusområder, både i forhold til klassement og etapesejre, men den tid, hvor holdet stræbte efter at køre med om podiet i alle tre løb, er for længst ovre. Dertil er et hold, der er stærkt afhængigt af meget få topnavne, alt for smalt besat, og de må derfor være meget selektive i forhold til deres valg af mål.

Sidste år fordelte man opgaverne meget pænt. Simon Yates skulle køre klassement i Italien og Spanien, mens Michael Matthews og Dylan Groenewegen skulle vinde - og vandt - etaper i Touren. Det havde været naturligt at foretage en lignende fordeling igen i år, men sådan kommer det næppe til at gå. I skrivende stund ikke meldt ud, men sportsdirektør Matthew White har mere end indikeret, at der arbejdes med en model, hvor alle tre kaptajner skal koncentrere sig om Touren.

Det er på den anden side ganske naturligt. Giroen er vanskelig at kombinere med klassikerne, og i år byder Touren på sjældent mange Matthews-etaper. Touren byder i år på markant flere rene sprinteretaper end Giroen, og det gør Touren til det oplagte valg også for Groenewegen. Til gengæld kunne man argumentere for, at Yates’ markant forbedrede tempoevner burde føre til, at den tempotunge Giro-rute slet ikke er så afskrækkende, men det er svært at komme uden om, at årets Tour med flere kortere og eksplosive stigninger samt en stærkt kuperet enkeltstart vel nok er den udgave, der har passet ham allerbedst. I det lys er det ikke unaturligt at satse på det løb.

Hvordan skal det så gå? Det har altid knebet med holdbarheden over tre uger for Yates, og i en formentlig meget stærkt besat Tour er det næppe podiet, han skal gå efter. På denne rute er en top 10 imidlertid ikke umulig for briten, men det er langt fra givet, at det vil lykkes. Det niveau, han havde i 2018, har vi i hvert fald ikke set i nogen tid, men når bror Adam endte i top 10 i 2022, kan Simon også lykkes med det.

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

Chancerne for en sejr til Matthews og Groenewegen er også gode. Hollænderen viste med sin sejr i 2022, at han fortsat har farten, men som sæsonen viste lider han voldsomt under sin positionering og et tog, der ikke er særligt stærkt og kun bliver svagere af, at holdet også skal have plads til klatrere. Matthews vandt på fornem vis etapen i Mende i 2022, og i år er der endnu flere etaper, der passer ham. Med det rette held kan det bestemt lykkes igen, men chancen for, at det mislykkes, er trods alt langt større, både for ham og Groenewegen.

Hvem kan ellers begå sig? Lucas Hamilton er slet ikke nævnt i forhold til Giroen, og det tyder på, at han skal være hjælper for Yates, som han var det i 2022. Den sæson var ganske katastrofal for ham, men vi ved fra 2021, at hans potentiale er stort. Hvis han kan finde forklaringen på sine trængsler, kan han bestemt agere plan B for Yates eller gå efter en etapesejr, hvis arbejdsopgaverne tillader det. Man kan også håbe, at Alessandro De Marchi kan genfinde takterne, vi senest så i 2021, men det er i den fremskredne alder tvivlsomt, ligesom en Tour-deltagelse er højst usikker. Chris Harper kunne med nogen sandsynlighed komme til start som hjælper for Yates, og hvis han får chancen fra et udbrud, kan man vel ikke helt afskrive ham, når man ser den klatring, han viste i Vueltaen som hjælper for Primoz Roglic.

Overraskelsen kommer i Giroen. Fraværet af de tre kaptajner betyder nemlig, at holdet vil forsøge at køre klassement med Eddie Dunbar. Ganske vist lykkedes det for ireren i 2022 at rejse sig efter en svær tid, da han vandt to mindre etapeløb, men han har på intet tidspunkt vist hverken en stabilitet eller et topniveau, der gør det realistisk at tro på, at det vil blive nogen succes. Tværtimod kunne meget pege på, at han ender med at sadle om og jagte etapesejre - et projekt, der virker langt mere realistisk - og det vil altså falde fint i tråd med det øvrige hold. Lige nu er det uklart, hvem der skal køre løbet, men det virker sandsynligt, at Filippo Zana, der også er en mulig etapevinder, skal køre sit hjemmebaneløb i den italienske mesterskabstrøje, og Matteo Sobrero vil utvivlsomt jagte succes på de tre enkeltstarter, nu hvor han vandt den sidste af slagsen i den seneste udgave. Italieneren er i øvrigt også et hæderligt etapevinderbud på linjeløbsetaperne, men det kræver, at han finder et niveau, vi slet ikke så i den forløbne sæson. Også De Marchi er en sandsynlig deltager, men der er som sagt lidt at bevise efter et svært 2021, ligesom Harper og Lawson Craddock kunne være kandidater, hvis de ikke skal til Touren. Grundlæggende bliver det dog en ret profilfattig trup.

Det før det formentlig også i Vueltaen. Det er svært at se Yates køre to grand tours i træk, og Matthews vil formentlig foretrække endagsløbene, ikke mindst hans foretrukne løb i Canada. Groenewegen er et mere sandsynligt bud på en deltager, da han før har udtrykt ambitioner om at vinde etaper i alle grand tours, og det er vel efterhånden på tide, at han kører to af slagsen i samme sæson, særligt i år, hvor der er en ekstra uge mellem det franske og det spanske løb. Derudover ventes Dunbar at deltage igen, måske med mulige klassementsambitioner, og det er vel heller ikke utænkeligt, at vi kan se Hamilton, Harper, Craddock, De Marchi, Sobrero og Zana som etapejægere, og skulle Groenewegen skippe løbet, kunne det måske være en chance for unge Blake Quick for at teste sig af som sprinter, selvom det er langt mere sandsynligt, at han skal have flere hår på brystet, inden han er grand tour-moden.

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

Holdets store afhængighed af kun ganske få topnavne kommer også til udtryk i kalenderens øvrige løb. Således mangler de eksempelvis kaptajner til de ugelange løb. Heldigvis burde Simon Yates med sit fokus på Touren endelig kunne gennemføre et forår, hvor han stræbe efter at formtoppe, og det burde han have gjort for længe siden. Ligesom sin bror, der med stor succes har satset langt mere på de korte etapeløb, har han nemlig langt bedre evner for den slags løb, som vi senest så i 2022, hvor kun Wout van Aert var skyld i, at han ikke vandt Paris-Nice, endda foran selveste Primoz Roglic. Nu har han sågar fået en fremragende enkeltstart også, og derfor kan man håbe, at 2023 bliver året, hvor Yates endelig går sin bror i bedene som en af de bedste ryttere i ugelange løb.

Håbet er, at Lucas Hamilton kan udgøre den anden akse i den sammenhæng. Australieren leverede jo en serie meget flotte resultater i de korte etapeløb i 2021, men siden Touren i 2021 har han været at finde i det dybt, dybt hul. Genfinder han takterne fra 2023, ved vi imidlertid, at han er top 10- og endda top 5-kandidat på WorldTouren, også selvom hans enkeltstart ikke er prangende. I tråd med Giro-satsningen må man også formode, at Eddie Dunbar skal køre en del klassementer, og her står han betydeligt bedre end i Giroen, hvor han lider under sin stabilitet. Sidste år vandt han som sagt to løb på 2.1-niveau, men på WorldTouren skal han nok være svært tilfreds med en yderlig top 10.

Også Filippo Zana skal sikkert teste sig selv som klassementsrytter på højere niveau efter sine to samlede sejre i 2.1-løb, men hans niveau i bjergene og især på enkeltstarterne har fortsat for store mangler, og meget af det samme kan siges om Chris Harper, selvom hans Vuelta viste forbedrede klatreevner. Skulle man ramme et løb som Tour de Pologne i 2022, hvor klatreudfordringerne er begrænsede og enkeltstarten meget afgørende vil også Matteo Sobrero kunne køre klassement. Endelig har holdet for vane at give chancer til de unge ryttere i mindre løb, og det virker vel ikke helt på månen at tro, at vi kan se lidt til Rudy Porter i den slags løb undervejs. Et af de løb kunne være Benelux Tour, hvor Luke Durbridge før har gjort det godt, men han er nok for tung til fortsat at være med fremme, hvis der er en ardenneretape på menuen.

Derudover vil holdet have stort fokus på massespurterne med Dylan Groenewegen. Man må formode, at han får en god dosis WorldTour-etapeløb, særligt løb som UAE Tour, Tirreno-Adriatico og Benelux Tour, der traditionelt har ganske mange muligheder for de rene sprintere. I lyset af holdets overlevelseskamp i 2022 må man også tro, at de vil gøre, som de gjorde i efteråret, nemlig at bruge Groenewegen i en del af de mange mindre 1.1-løb, der ender i en massespurt, og hvor han kan score et hav af point. Til gengæld er det nok tvivlsomt, om der vil blive mange personlige chancer til Luka Mezgec, der formentlig skal følge Groenewegen i tykt og tyndt, men man kan håbe, at de allerede nu giver Blake Quick nogle chancer for at agere sprinter, i hvert fald i mindre løb. Det vil give en god chance for at vurdere hans potentiale. Mindre plads bliver der nok for Michael Matthews til at spurte, da hans nye tradition med at satse også på de flamske klassikere betyder, at han ofte skipper de kuperede etapeløb, hvor han før har haft succes, men mon ikke vi vil se ham i enten Paris-Nice eller Tirreno-Adriatico og ikke mindst i Volta a Catalunya, hvor han har haft stor succes og kan vinde i 1. etapes puncheurfinale for tredje gang.

Holdet havde også et sort fokus på enkeltstarter, der var en gigantisk succes i 2022. Den satsning vil formentlig fortsætte næste år, og det skal blive interessant at se, om særligt Yates og Sobrero, der begge vandt WorldTour-enkeltstarter i 2022 kan fortsætte takterne, og om Durbridge og Lawson Craddock kan bygge videre på de små tegn på genrejsninger, vi så i 2022. Endelig må man formode, at holdet i lyset af pointsituationen vil køre flere mindre endagsløb, og her har de faktisk før haft stor succes med Yates, der ikke er for fin til den slags mindre begivenheder. Udover Groenewegen i sprinterløbene og Matthews, der dog sjældent kører uden for WorldTouren, mangler de dog indlysende vinderkandidater, hvis ikke Zdenek Stybar mod forventning kan finde en anden ungdom, eller Amund Grøndahl Jansen kan finde sig selv igen efter den arterieoperation, der forhåbentlig løser hans problemer. Og så ved vi jo faktisk, at Elmar Reinders har vundet mange mindre endagsløb, men han synes i første omgang at være hentet som noget, der minder om en ren lead-out man.

Læs også

Oversigt: 41 danskere i aktion i dag

Hvem kan overraske?

BikeExchange har som nævnt ovenfor haft et ganske stort fokus på talenter, og de har også haft ganske stor succes gennem årene, men - også i lyset af holdets begrænsede økonomi - er det næppe i år, at de stiller med den nye Remco Evenepoel. Mest spænding er der måske om Blake Quick. Som nævnt i transferanalysen er det ikke indlysende, at han er en kommende supersprinter, men som sagt er der flere omstændigheder, der måske kan tale for, at han er mere end som så. Nu hvor han sammen med Dylan Groenewegen er den eneste rigtige sprinter på holdet, kan man håbe, at han i det kommende år skal mere end at agere lead-out man og dermed give os en bedre fornemmelse af, hvor hurtig han virkelig er. Der synes dog ikke at skulle være for mange udfordringer på ruten, hvis han skal bringes i spil.

Den anden spændende nyerhvervelse er Rudy Porter. Heller ikke han fremstår som den mest indlysende superstjerne, men hans resultater er ikke at kimse ad. Store præstationer på WorldTouren bliver det næppe til, men på et hold, der har haft god succes i mindre 2.1-løb, kan han formentlig få en chance for at bevise sit potentiale. Meget af det samme kan siges om Felix Engelhardt, der som nævnt ovenfor er lidt svær at kategorisere. Er han klassiker- eller etapeløbsrytter? Det er formentlig det, vi i første omgang skal have afklaret, så vi kan blive klogere på hans virkelige potentiale.

Se vi på de lidt ældre ryttere, må man vel også fremhæve Filippo Zana. Italieneren har mildt sagt været svingende, og alt for ofte har han været langt fra sit bedste niveau. Det er dog ikke alle, der i en alder af 23 år har vundet to 2.1-løb samlet og endda er blevet italiensk mester. Hans topniveau synes fortsat at mangle en del, men lad os give ham en chance for at udvikle sig yderligere, særligt hvis BikeExchange kan fortsætte med at udrette mirakler på enkeltstarterne, der jo er hans store svaghed.

Lidt af det samme kan siges om Matteo Sobrero. Hans 2022-sæson var jo egentlig rædselsfuld, hvis man ser bort fra enkeltstarterne, der til gengæld ofte var fremragende. De puncheurevner, han viste som ung, var stort set fraværende i 2022, men skulle han genfinde dem, er det ikke uinteressant med en mand, der har en fremragende enkeltstart og kan forsvare sig i mellemkuperet terræn. Og skulle det kikse, bliver hans videre udvikling på særligt kuperede enkeltstarter i hvert fald spændende at følge.

Måske er det også nu, at Kevin Colleoni tager næste skridt. Den unge italiener er en spøjs fætter, fordi han meget ofte er meget langt fra fronten, men når han en sjælden gang rammer formen, har han gjort det meget pænt i etapeløb på lidt lavere niveau. Lige nu er der intet, der tyder på, at vi vil se ham fremme i de større løb, men han har vist, at han måske kan være med fremme i de 2.1-løb, holdet ofte satser på.

Der er også mountainbikeren Alexandre Balmer. Hans første sæson som professionel var bestemt ikke ophidsende, men som hjælper viste han faktisk ganske betydelig fremgang sidst på sæsonen. Han bliver næppe nogensinde en vindertype, og de hele taget er han som type ret svær at kategorisere. Han klatrer hæderligt, og måske kan vi i det kommende år få en bedre fornemmelse af, hvor langt talentet rækker, særligt i de kuperede endagsløb.