3. afdeling af VDO Lady Cup er i dag blevet kørt i Greve og omegn. Løbet bød på 104 km i silende regn på små kuperede veje i omegnen af Greve. Med den meget lille pointforskel i den samlede stilling for de førende ryttere, var der lagt op til et spændende løb.
Allerede fra starten af løbet forsøgte flere ryttere at få hul og vriste sig fri af feltet. På anden omgang lykkedes det pludselig Jette Christine Fuglsang at slå hul til konkurrenterne. Efter et par kilometer med hektisk forfølgelsesløb fra rytterne i feltet fik Jette følgeskab af Trine Schmidt og Iben Bohé. De tre skulle vise sig at være en stærk og velsamarbejdende trio, og ved målpassagen til tredje omgang havde de tre ryttere et hul på hele tre minutter ned til feltet.
I lang tid så det ud til, at de tre ville samarbejde om at holde forspringet frem til opløbet, men på sidste og fjerde omgang viste Trine Schmidt stort overskud, og med ca. 20 km til mål forsøgte hun at stikke fra de to andre. I andet forsøg lykkedes det Trine at slå hul, og pludselig tegnede det til at solo-ridt for Team Flexpoint-rytteren. Det var imidlertid ikke lang tid Trine fik alene i front for en punktering spolerede solo-planerne. Med 15 km igen var de tre ryttere igen samlet i front ca. fem minutter foran feltet. Det pegede nu i retning af et spurtopgør. Med kun tre kilometer igen havde Trine sin anden punktering i løbet, og dermed blev hun brat sat ud af kampen om sejren. Den afsluttende spurt mellem de to resterende udbrydere vandt Iben Bohé fra Hillerød CK foran Jette Christine Fuglsang fra CK Aarhus.
Da feltet ramte opløbsstrækningen var der lagt op til en nervepirrende spurt om de sekundære placeringer, og her vandt Karina Hegelund fra
Esbjerg CK, hvilket gav hende en fjerdeplads i 3. afdeling af cup’en.
Dagens resultat betyder, at Jette Catrine Fuglsang erobrede førertrøjen foran Maria Bornak. Med kun 12 point fra første til tredjepladsen i den samlede stilling er der fortsat tæt kamp om topplaceringerne, og der er lagt op til nogle meget spændende cykelløb, når fjerde og femte afdeling køres efter sommerferien.
Samlet stilling efter 3. afdeling af VDO Lady Cup
1 Jette Catrine Fuglsang CK Aarhus 54 point
2 Maria Bornak Team Cmax 49 point
3 Trine Schmidt Team Flexpoint 42 point
4 Mette Nørtoft Jensen CK Aarhus 32 point
5 Nikoline Hansen Bov CC 31 point
6 Henriette Frederiksen Herning CK 31 point
7 Iben Bohé Hillerød CK 25 point
8 Louise Bering
Randers CK 25 point
9 Mie Bekker Lacota Team Flexpoint 25 point
10 Maria Kruse CK Aarhus 22 point
11 Karina Hegelund Esbjerg CR 18 point
12 Magriet Helena Kloppenburg Holbæk CR 18 point
13 Trine Lorentzen
ABC 16 point
14 Henriette Christensen Kolding BC 16 point
15 Alike Haanstara Merida Ladies 16 point
16 Anette Berg Sorø BC 14 point
17 Maria Grandt Petersen Esbjerg CR 13 point
18 Signe de Place Iversen
Vejen BC 13 point
19 Annette Dam Fialla Cykling
Odense 12 point
20 Pernille Vork Esbjerg CR 11 point