Palle & Pelle på Tour: Kære dagbog ...

Feltet.dk har sendt Frederik Palle og Asser H. Pelle til Tour de France, hvor de vil rapportere fra hjertet af den franske Grand Tour frem til og med den 10. juli. Du vil kunne læse reaktioner og interviews, såvel som skæve historier. Hver dag vil der komme et personligt blogindlæg fra en af skribenterne under navnet ’Palle & Pelle på Tour’, og her er det femte af disse.

Vækkeuret ringer og klokken er halv otte. Vi har sovet omkring fem og en halv time, og nu går det løs igen. Et hurtigt bad og en pakning, der mest af alt får min kuffert til at ligne en vasketøjskurv. Og så er det ud af døren, ind i bilen, gang i GPS’en og afsted.

Som I måske kan regne ud, handler bloggen i dag om en typisk dag som journalist under Tour de France med alt, hvad det indebærer af både godt og skidt.

Vores bedste ven
Vi forlod hotellet, og GPS’en var sat mod Harrogate, målbyen på 1. etape, da vi her kunne komme ud og køre gårsdagens vilde rute, der gik fra York til Sheffield, med hele ni kategoriserede stigninger undervejs. Lige et hurtigt pitstop efter en stor kaffe, og så ellers op til vejspæringen ved Harrogate.

Og her kom vores bedste ven ind i billedet. Et orange skilt, der er klistret på bilens forude, hvilket viser, at vi er godkendt som pressefolk. Ligegyldigt hvor vi er, så hopper og springer vagterne i gule og orange veste for os, når de ser dette skilt. Således blev afpærringen åbnet, og vi kørte ind på ruten med cirka 160 kilometer til målet i Sheffield.

Rutens diametrale modsætninger
Jeg kan godt sige jer, at det er en fuldstændig vanvittig oplevelse at køre disse ruter, få timer før Tour-feltet ruller forbi. De er fri for trafik, hvilket nogle steder sætter apokalyptiske tanker i gang. For det første kunne vi på gårsdagen lange, brede veje drøne derudaf. Over for rødt, over for gult, over for grønt. Det eneste, vi mødte på de blotlagte gader, var smilende og vinkende vagter og fans og få andre presse- og løbsbiler.

Andre steder gik det så amok. Inde i de små byer og specielt på de mange stigninger var menneskemængden fuldstændig uoverskuelig. Tusindvis af mennesker stimlet sammen på meget små og snævre veje, og samtidigt skulle samtlige europæiske cykelentusiaster også lige selv afprøve ruten for at se, ’what the fuzz is all about’. Enkelte steder på stigningerne kunne vores ellers kraftfulde svin af en Volvo næsten ikke trække sig op, dels på grund af stigningsprocenterne og dels på grund manglen på bevægelse skabt af de livlige menneskemasser.

Lige der forstod man godt rytternes bekymringer over sikkerheden. Men når man sidder derude og kører op ad stigningerne, mens glade folk vinker til en og jubler, når man trykker hornet i bund, så er det sgu bare en helt og aldeles fantastisk oplevelse. Bekymringerne er hurtigt glemt for en stund.

Den skæve Tour
De mange mennesker skabte dog også lidt anderledes problemer for os, og her kommer ’Den Skæve Tour’ ind i billedet, der i dagens anledning er skrevet ind i selve indlægget. Efter en af dagens stigninger midt på ruten, var der umiddelbart et langt stykke vej uden byer inden den næste stigning. Det passede forrygende, da vi, ligesom rytterne, engang imellem er nødt til at holde ind til siden i et bestemt gøremål, når væskebalancen skal reguleres.

Minutterne gik, kilometerne talte, og det var, som om det ikke rigtigt ville tynde ud i fans langs ruten. 10 kilometer, 20 kilometer, 30 kilometer. Nu var der ved at være overordentlig stor krise, specielt hos Frederik Palle, der efterhånden sad ret uroligt i sædet. 40 kilometer og så lykkedes det. Endelig var der nogenlunde øde. Ind til siden og krisen afværget.

Dødsyge Sheffield
Jeg nævnte i mit tidligere blogindlæg, at Leeds var en kedelig by, men for ind i h...... hvor er Sheffield en tør kiks. Leeds var lutter lagkage i forhold til. Kedelig grå stemning og industri i forfald. Nå, men i målområdet var stemningen høj - ikke underligt med en gyseretape som i går.

Vi ankom til pressecentret i målområdet et par timer før feltet. Der var tid til at se lidt cykelløb og blive opdateret med etapens forløb. Der var også lige tid til at få lidt sen frokost sammen med Lars B. Jørgensen fra BT, hvor vi igen søgte efter et ordenligt måltid. Men vi måtte sande, at det tilsyneladende er et mål for briterne at give verdenspressen forhøjet risiko for hjertekarsygdomme. Så der stod vi igen, med en sørgelig udgave af et stykke kød viklet ind i trist, tørt, hvidt brød.

Den store jagt
Heldigvis var vi her for noget helt andet, og rytterne nærmede sig mål. Den sløje frokost var hurtigt glemt. Journalisterne sivede langsomt ud fra pressecentret og bevægede sig med hastige skridt til pressezonen ved mål. Det sammen gjorde vi. Her stod vi så med de andre journalister og fulgte med i løbet på en lille skærm. Spændingen bredte sig i takt med, at den vilde finale skred frem. 2 kilometer til mål, 1 kilometer. ’Nibali!’, lyder det højlydt. To sekunder efter susede Nibali forbi lige bag os efterfulgt af den jagtende gruppe.

Så begynder jagten og tumulten. Alle kamerahold og journalister, inklusiv mig selv, skal igennem det samme lille hul og hen til holdbusserne for at få reaktioner. Alle vil først. Nogle løber en vej og andre den modsatte. Enkelte har fanget en af rytterne. Jeg selv løber op til Tinkoff-Saxos bus i håb om at snakke med Riis, Mørkøv og måske Contador. Sms’er flyver gennem luften med korte beskeder om, hvem man har snakket med. Frederik sender to; ’Fuglsang’, ’Kwiatkowski’. Jeg har ikke selv nogen endnu. Så kommer Riis. Sådan! Og så Contador. Fedt! Herefter snupper jeg en lille tur op forbi alle busserne og ender hos Astana. For søren, der stod Vinokourov sgu. Og der er ingen andre pressefolk. Et interview med ham om Nibali. Fedt nok. Og bum så var det hele slut igen. Busserne kørte videre, og folk sivede væk.
 

Tilbage til pressecentret. Hurtigt afsted med reaktioner fra dagens etape. Efter et par timers skriverier var det klaret, og så kunne vi endelig begive os afsted mod det næste hotel et par timers kørsel væk, i Peterborough, tæt ved dagens startby Cambridge.

Som sendt fra himlen
Kl. 23 var vi så fremme på hotellet. Et hurtigt tjek ind, og så var det ellers ud og finde noget aftensmad. Helst ikke tørt brød. Vi gik gennem Peterborough, og det var ikke den mest livlige by sådan en søndag aften. Helt dødt og intet åbent. Pludselig som sendt fra himlen, dukkede der en lille, pæn italiensk restaurant op. Jeg spurgte håbefuldt, om de stadig havde åbent? ’Egentlig lukkede køkkenet for en time siden, men hvis i skynder jer, kan I godt bestille’ sagde hun. Sikke en engel! Hun reddede vores dag med Tourens første rigtige måltid. Aldrig har jeg været så glad for en pastaret.

Med fyldte maver var det tilbage til hotellet, hvor dagens sidste interviews og nyheder skulle ordnes, med en kop kaffe og trætte øjne. Kl. 02.30 lå jeg i min seng med et smil på læben. En god dag var overstået. Fem timer senere startede vi forfra.


Palle og Pelles bud

I morgen bør der på papiret være ro på i feltet, og det indbyder til en klassisk massespurt i finalen i London. Med to af de store sprintere ude af Touren allerede nu, tynder det efterhånden ud blandt de hurtige favoritter, men der er stadig lidt at tage af og her er vores bud på imorgen.
 

Pelles bud
1. Marcel Kittel
2. Alexander Kristoff
3. Arnaud Demaré
4. Bryan Coquard
5. Peter Sagan
 

Palles bud
1. Marcel Kittel
2. Bryan Coquard
3. André Greipel
4. Peter Sagan
5. Alexander Kristoff

Læs også

Officielt: Grand Tour-vinder har fremtiden på plads