Paris-Nice-analyse: Det nordfranske Waterloo

Nu er der ganske vist et stykke vej fra Paris til Waterloo, men hvert forår er det for mange af sportens største cykelryttere alligevel, som om den franske hovedstad pludselig er rykket nogle kilometer mod nord. Og måske er der en eller anden form for symbolik i, at nogle af verdenskrigenes mest brutale slagmarker fandt sted i den nordlige del af det store land og på den anden side af grænsen til de belgiske naboer.

Der er i hvert fald mange af de bedste cykelryttere, der har forladt området med samme følelse, som Napoleon må have haft i Waterloo for mange år siden. Og selvom et cykelløb naturligvis ikke tåler sammenligning med nogle af verdenshistoriens mest brutale skyttegravskrige, er det alligevel svært ikke at regne det flade Nordfrankrig som en brutal slagmark, i hvert fald i overført betydning.

År efter år sker der nemlig det samme. En hel hær af vævre klatrere møder op til Paris-Nice med intentioner om at danse fra rivalerne på de sydfranske stigninger i det solbeskinnede område omkring Nice. Forinden er der ganske vist et par nordfranske etaper, der skal overstås, men de er jo bare lette sprinteretaper.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Sådan er der mange, der har tænkt, for siden at blive revet tilbage til virkeligheden på den mest brutale maner, når det går op for dem, at det kan blæse voldsomt på de åbne nordfranske vidder i mrts måned I de senere år skete det for storfavoritten Richie Porte, da han i 2017 blæste helt ud af klassementet på kortere tid, end han kunne nå at stave til sit elskede Col d’Eze, hvor han to gange har sikret sig den samlede sejr. Og det skete sidste år, hvor folk som Simon Yates, Miguel Angel Lopez, Daniel Martinez og Ion Izagirre kunne glemme alt om at køre med om sejren, længe inden de havde set det første bjerg.

At Nordfrankrig så ofte har ageret favoritternes Waterloo, har også ofte fået ryttere til at foretrække Tirreno-Adriatico fremfor Løbet mod Solen. Det er eksempelvis en af årsagerne til, at Thibaut Pinot først i år stifter bekendtskab med et af sit hjemlands største løb. Og da Vincenzo Nibali i sidste øjeblik meldte sin ankomst, kunne man næsten helt i Danmark høre Porte udgyde et lettelsens suk, efter at han nu kunne overlade klassementet til sin italienske holdkammerat og lade grupperne sejle væk de første dage, mens han sparer kræfter til at kunne vinde en etape i de bjerge, han elsker langt mere end nordfransk sidevind.

Porte havde da heller ingen grund til at fortryde sit valg, da den omtumlede 78. rejse mod den sydfranske sol i dag blev indledt med en etape, der mindede os alle om, hvorfor kun tåber ikke frygter den første halvdel af Paris-Nice. Efter at blæsten nok engang raserede i feltet kan Pierre Latour, Warren Barguil,, Damiano Caruso, Lilian Calmejane, Guillaume Martin, Romain Bardet, Roman Kreuziger, Tejay van Garderen, Patrick Konrad og netop Porte alle glemme alt om at vinde løbet eller køre med om de sjove placeringer, og dermed er det udskilningsløb, som den første del af løbet ofte er, skudt i gang med et brag, der kun bliver endnu højere på mandagens etape, der på papiret ser endnu farligere ud.

Faktisk så det en overgang ud til, at listen over slagne ryttere skulle være endnu længere. Havde det ikke været for supertalentet Ivan Garcia, der nok engang viste, hvorfor han står foran et gigantisk klassikergennembrud i år, kunne vi måske have kogt årets løb ned til en duel mellem bare Julian Alaphilippe og Tiesj Benoot. De brutale vejrbetingelser havde nemlig gjort løbet så hårdt, at det åbenbart kun var Bahrains spanske enmandshær, der havde overskud til at forsøge at redde løbet for sine kaptajner, efter at den stærke frontgruppe, der slap væk efter det sving, alle måtte have luret som etapens nøglepunkt, havde kørt først resten af Bahrain-mandskabet og siden hele EF-kollektivet sønder og sammen.

Det var i hvert fald svært at få taktikken. Alaphilippe kom ind til løbet som en af de tunge favoritter, og Benoot har med sine 4. pladser i Tour de Suisse og Tirreno-Adriatico vist, at han efterhånden klatrer så godt, at han skal tages seriøst som klassementsrytter - ikke mindst på denne tid af året, hvor han altid er en af de stærkeste i Tirreno. Derfor burde alle alarmklokker have ringet, og selvom det havde været knaldhårdt, havde de fleste kaptajner folk, der kunne ofres. Således sad Connor Swift hos forhåndsfavoritten Nairo Quintana, Thibaut Pinot var støttet af Olivier Le Gac og Rudy Molard, Vincenzo Nibali havde Jasper Stuyven, EF sad stadig med flere folk omkring Sergio Higuita, og Bora sad med hele fire mand i form af Peter Sagan, Patrick Konrad, Felix Grossschartner og Maximilian Schachmann.

Alligevel var alle åbenbart så trætte af det gigantiske sidevindsræs, at det var op til stakkels Garcia at forhindre, at løbet efter bare 154 km var reduceret til en duel. Og da Lotto langt om længe indså, at de kunne vinde etapen med John Degenkolb på en dag, hvor de mange sprintere, der ellers normalt excellerer i sidevind, højst overraskende var blevet blæst langt agterud ved første fløjt, og derfor sendte Jasper de Buyst til fronten, begyndte der at ske noget. Og da også Bora fandt ud af, at man ikke kan beskytte fire ud af fire mand - det ville de ellers gerne, når nu de sad med tre klassementsryttere og en etapefavorit - og brændte Felix Grossschartner af, blev blødningen stoppet så meget, at særligt Quintana må skrive De Buyst, Grossschartner og ikke mindst Garcia på julekortlisten, nu hvor han stadig er i spil til den samlede sejr.

Chancerne er dog blevet markant forringet. Nok er tidsforskellene ikke store, men i et løb uden svære bjerge, og hvor den formstærke colombianer vil tabe tid på enkeltstarten, kan de mellem 18 og 25 sekunder, han har tabt til fire rivaler, blive vigtige. Og med udsigt til en farlig mandag kan der være mere tid at tabe, selvom Quintana nu ellers nok engang fik dokumenteret, at han er blevet lidt af en sidevindsmester, som vi også så det i netop Paris-Nice og Vueltaen sidste år.

Udfordringen er naturligvis, at de fire mand, der vandt tid, alle kan køre klassement, men heldigvis for colombianeren er der også lyspunkter at hente. De fire forreste har nemlig alle markante begrænsninger på lange stigninger, og de vil alle utvivlsomt finde lørdagens Colmiane-stigning en anelse for lang efter deres smag. Således er det endnu aldrig lykkedes Schachmann at køre med de bedste i bjergene i ugelange løb, Alaphilippe var indtil sidste års Tour notorisk berømt for altid at eksplodere på de lange stigninger efter et par dage i etapeløbene, og selvom de har lært at forsvare sig, er hverken Benoot eller Teuns rigtige klatrere, som vi senest så det i Ruta del Sol, hvor Teuns ikke kunne matche bjergrytterne i deres terræn.

Alligevel kan de alle fire se tilbage på dagen med stor tilfredshed. Det gælder naturligvis særligt for Schachmann, der allerede efter seks løbsdage har bevist, at hans kometagtige opstigen bare er fortsat, selvom man næsten ikke troede, at det kunne blive bedre end i 2019. Ganske vist betød en fejl ved en trafikø, at han ikke kom med i sidevinden, men da først det gik løs på brostensbakken til sidst, viste han den overlegne klassiker, der gav ham tre etapesejre på fire dage i sidste års Baskerlandet Rundt, hvor han både viste sit guddommelige, punch, sin stærke spurt og sine evner i regnvejr. Alt sammen brugte han til at sejre igen i dag, og med sin gode enkeltstart kan trygt gå i hvert fald de kommende dage i møde. Nu bliver udfordringen at bevise, at kometagtig vækst også kan omsættes i evner til at køre i høje bjerge.

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

Også Alaphilippe kan være ganske tilfreds, selvom han lige nu utvivlsomt ser etapen som en spildt mulighed. Forud for løbet var der nemlig stor usikkerhed om hans form efter den gigantiske nedtur sidste weekend, men den usikkerhed fik han i hvert fald delvist lagt bag sig. Nok brændte han lidt for meget af på at lukke til Benoot til sidst, men efter en hel dag med overbevisende kørsel var det måske meget fint, at han også viste lidt menneskelighed. Samtidig fik han fjernet frygten for, at han ikke længere kan præstere i regnvejr, og med tanke på en enkeltstart, der burde ligge til hans højreben, og en tro på, at sidste års Tour var udtryk for, at han nu også kan køre i høje bjerge, må han vel lige nu anses som favoritten blandt de fire forreste, der lige nu sammen med Quintana ligner de sandsynlige vindere af løbet.

Til den gruppe skal også regnes Teuns. Belgieren havde det svært i sidevinden i åbningsweekenden, som han også havde det i dag, men formen er der i hvert fald intet i vejen med. Det uhyre stærke indtryk, han også efterlod i Andalusien, blev til fulde bekræftet, da han var manden bag angrebet på den sidste brostensbakke, og lægger man dertil, at hans enkeltstart i Ruta del Sol viste sig som yderligere forbedret - i hvert fald på en kuperet rute, som den han finder på onsdag - kan han lugte blod. Udfordringen er naturligvis Colmiane, men her kan han i det mindste lune sig ved 2. pladsen for to år siden, selvom feltet dengang var betydeligt svagere, og han ikke var oppe mod en lige nu nærmest overmenneskelig Quintana. Samtidig viste Pello Bilbao, der også har enkeltstarten som et stærkt våben, også lovende takter, der gør Bahrain til et ganske interessant hold, hvis Garcia kan klare ærterne for dem de kommende dage.

Benoot må nok antages at have de ringeste chancer, og han har særlig grund til at ærgre sig over, at en duo til slut blev forvandlet til en kvartet. Det skyldes naturligvis hans enkeltstart, der nok er forbedret, men stadig mærkbart ringere end for de tre følgesvende. Til gengæld bekræftede han, at han altid er i storform., når han lander fra højderne, og modsat de tre rivaler, der alle har for vane at eksplodere, når stigningerne bliver for lange, er Benoot bundsolid. Samtidig kan han glæde sig over, at hans Sunweb-mandskab i dag spillede med musklerne og var de i særklasse stærkeste i sidevinden - faktisk var det formstærke Benoot selv, der vandt kampen om at komme først igennem etapens vigtigste sving - og dermed kunne der være udsigt til, at han kan vinde yderligere tid i morgen, selvom det naturligvis ikke er let at matche Deceuninck, der med Kasper Asgreen og Zdenek Stybar også pakkede Alaphilippe fornemt ind i sidevinden.

Naturligvis kan man spørge, om Sunweb fik det maksimale ud af etapen. Cees Bol bekræftede nemlig det fornemme indtryk, han efterlod i Kuurne, da han ikke blot sad med i sidevinden, men også var ganske overlegen i en spurt, hvor han var oppe mod den uhyre formstærke Giacomo Nizzolo. Benoots podie- og måske endda sejrschancer er imidlertid så reelle, at gamblingen var det hele værd, ikke mindst fordi løbet havde været så knaldhårdt, at det havde været meget svært at få en spurtafgørelse. Det lykkedes jo netop Teuns og Schachmann at køre væk, og det var derfor ikke satsningen på klassementet, der i første omgang kostede hollænderen karrierens største sejr.

Heldigvis er løbet stadig temmelig åbent. Det var nemlig ikke blot Quintana, der klarede sig helskindet med feltet hjem. Det samme gjorde Sergio Higuita, der ellers vågnede op til en helt ny virkelighed i et sidevindsræs, hvor han flere gange var tæt på at blæse væk, samt Vincenzo Nibali, Thibaut Pinot, den overraskende formstærke Felix Grosschartner, der ellers hat været helt væk i sæsonstarten, Michael Woods, der lagde fornemt fra land i en disciplin, der bestemt ikke er ham, og ikke mindst Tanel Kangert, der med sin storform og sin stærke enkeltstart mere og mere ligner en mand, der skal tages seriøst. Det gør også Pinot og Nibali, men det er mere i kraft af deres klasse end deres præstation i dag. Således ville man normalt forvente, at Nibali med solid støtte fra et af de bedste klassikerhold kunne holde sig til i sidevinden, ligesom FDJs meget passive kørsel næsten ikke kan tolkes som andet end endnu en dårlig dag for Pinot, der bestemt ikke er kommet flyvende fra land i år.

Faktisk er det påfaldende, hvor mange klassementsryttere, der sad med i feltet til slut. Normalt er sidevind ellers en fornøjelse for sprinterne, der excellerer i den disciplin, men i dag blæste de alle langt væk. Pascal Ackermann endte næsten sidst, og heller ikke Caleb Ewan eller Sam Bennett var tæt på. Nu har netop sidevind aldrig været Ewans kop te, men for Bennett og Ackermann var det en skuffelse. Heldigvis ved vi for Bennett, at han altid er rusten i starten af et etapeløb, særligt når vejret har ændret sig kraftigt, som det har for ireren, der senest kørte i 35 grader i Emiraterne.

I stedet var det kun klassikersprinterne, der sad der. Det var den uhyre imponerende Bol samt holdkammeraten Michael Matthews, der dog i sæsondebuten manglede lidt for at være der i sidevinden. Det var naturligvis råstærke folk som Stuyven og Degenkolb, og så var det ikke mindst Nizzolo, der virkelig synes at nærme sig sit gamle niveau efter en overbevisende sæsonstart. Desværre er han lidt af en enmandshær på et NTT-hold, der ikke mærker skyggen af fremgang i forhold til sidste år - dansk manager eller ej. Og så sad de hårde drenge som Yves Lampaert, Asgreen, Stybar, Søren Kragh og Oliver Naesen naturligvis præcis, hvor man ventede det.

Det gjorde Peter Sagan til gengæld ikke. Det er vist svært at huske, at slovakken nogensinde er blevet sat i sidevinden tidligere, men i dag var han nærmest usynlig. Nu meldte Schachmann efter løbet, at Sagan havde reddet ham ud af en kattepine, da feltet splittede, men det var alligevel påfaldende at se den engang så suveræne stjerne blive sat på brostensbakken til sidst. Naturligvis var det hans første løb i mere end en måned, men Sagan plejer altid at køre stærkt efter en højdetræningslejr. Og efter en 2019-sæson, hvor det kun var hans flotte VM, der genskabte håbet om, at han stadig har sit gamle niveau, er det svært ikke endnu engang at sidde med fornemmelsen af, at Sagans storhedstid kan være ovre.

Heldigvis har Bora en anden komet på vej. Lige nu synes Schachmann at være ustoppelig, og han er i hvert fald ikke blevet ringere i løbet af den mærke vinder. Om han klatrer godt nok til at vinde Paris-Nice, må stadig regnes som meget usikkert, men lige nu synes intet umuligt. Og han har i hvert fald masser af terræn til at vinde tid, inden hans store udfordring kommer på lørdag.

Den første af disse chancer kommer allerede i morgen. En strid vestenvind og en kurs mod syd giver en vinkel på 90 grader og dermed udsigt til mere drama, nervøsitet og stress. Nej, Waterloo ligger ikke i Frankrig, men sådan føltes det i dag for Porte, Bardet og mange andre. Og i morgen kan det meget vel være nogle nye klatrere, der har det på samme måde, som Napoleon havde det den 18. juni for 205 år siden.