Paris-Nice-analyse: I coronaens skygge

Der er formentlig meget, meget mørkt på Sunwebs direktionsgange i disse dage. Coronavirus pløjer lige nu gennem rejsebranchen med en hidtil uset kraft og truer med konkurser og kaos. Derfor bløder den hollandske rejsegigant sikkert også, og det er utvivlsomt svært at finde bare ét eneste lille lyspunkt i en tid, hvor verden på ingen tid er blevet lagt ned.

Midt i det hele befinder der sig imidlertid en lille oase, der af helt uforståelige årsager fortsat lever, som om intet var hændt. ASOs tilsyneladende ubegrænsede magt ikke bare i cykelsporten, men tilsyneladende også i det franske samfund som helhed har tilsyneladende givet Paris-Nice lov til at leve sit eget liv som et surrealistisk misfoster i en virkelighed, der ikke længere burde handle om cykelløb. Midt i den farce kan man i det mindste håbe, at Sunweb-ledelsen havde overskud til at tænde for tv på de øde kontorer denne fredag eftermiddag, for her var der i hvert grund til at finde en lillebitte smule opmuntring, selvom det naturligvis i det overordnede billede er en total ligegyldighed.

Næsten lige så hurtigt, som coronavirus har forvandlet verden, lige så hurtigt har Sunweb-mandskabet nemlig rejst sig fra graven. Ser man bort fra Marcel Kittels katastrofesæson i 2014, har holdet, der engang startede som et lille hollandsk foretagende nemlig oplevet en nærmest uafbrudt succeshistorie, siden det kæmpede sig op gennem rækkerne, indtil det hele foreløbig kulminerede med Tom Dumoulins Giro-sejr for tre år siden. Og selvom holdet undergik en transformation fra sprintermandskab med verdens hurtigste sprinter over klassikerhold med John Degenkolbs to monumentsejre til en grand tour-fokuseret trup, der fulgte Giro-sejren op med to 2. pladser i Giroen og Touren i 2018, er alt, Iwan Spekenbrink og co. har rørt, stort set blevet forvandlet til guld.

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

Sådan var det imidlertid ikke i et 2019, der for Spekenbrink og co. endte som et større mareridt. Vi kender alle historien om Dumoulins triste Giro-styrt og efterfølgende komplicerede og utidige skilsmisse med sin arbejdsgiver, og bedre blev det heller ikke af, at holdets øvrige kaptajner alle fejlede. Michael Matthews var en skygge af sig selv gennem hele året, Søren Kragh kom sig aldrig over forårets sygdom, Sam Oomen stoppede allerede sin sæson efter en arterieoperation i maj, og Wilco Kelderman var nok engang stamgæst på Hollands hospitaler. Havde det ikke været for Marc Hirschis flotte gennembrud, havde det været lige så svært at finde sportslige lyspunkter, som det lige nu er for rejsebureauet at finde lyspunkter i al almindelighed.

I 2020 har alt imidlertid været forandret. Dumoulins exit har tilsyneladende fået dem alle til at steppe op, og holdet har gennem hele den korte sæson været noget helt andet, end de var for et år siden. Det startede allerede i Australien, hvor Jai Hindley og Alberto Dainese i beskedne omgivelser gav Mitchelton prygl på deres egen hjemmebane i Sun Tour, og siden er holdet fortsat med at imponere. Cees Bol tog en stor sprinterskalp i Algarve, en genfødt Kragh kørte på podiet i Omloop, Kelderman har set bedre ud end i flere år, og Oomen er kommet godt i gang efter sin skade.

Det er dog særligt i Paris-Nice, at holdet for alvor er blomstret op. Benoot skød festen i gang med fremragende kørsel på den indledende sidevindsetape, hvor det mere end nogen anden var tyskerne, der svingede taktstokken, og selvom holdet fik sig en lille dukkert 24 timer senere, hvor Benoot på et kritisk tidspunkt måtte bremse og derfor endte i anden gruppe på 2. etape, rejste de sig hurtigt igen med Kraghs overlegne sejr på enkeltstarten, hvor Matthews også viste, at han er på vej tilbage, og Benoot bekræftede sin storform med sit livs enkeltstart.

De tre kaptajner havde således alle givet indikationer på form, men det var i dag, at det for alvor blev smukt, da holdet leverede en fejende fornem indsats på en 6. etape, der totalt tilhørte de røde og sorte fra Tyskland. På forhånd så det ellers svært ud for Benoot at vinde en etape, hvor både hans punch og spurt kom til kort mod de sande puncheurs, og skulle han sejre, krævede det derfor en ukontrollerbar angrebsfest, hvor det overmenneskeligt stærke Deceuninck-mandskab, der hurtigt viste sig at sætte alt ind på Julian Alaphilippe skulle køres møre, så modige og stærke opportunister kunne angribe på skift, når hjælperne var kørt i sænk.

Det var med den mission, Sunweb tog starten, og de gennemførte tilsyneladende planen med så stor præcision, at Egon Olsen må se til med misundelse fra Vridsløselille Statsfængsel. Fra start fik de hjælp af en vanvittig start, hvor der blev angrebet i ét væk, indtil et brølstærkt udbrud med motorer som Mads Pedersen, Stefan Küng og Alexis Gougeard gjorde følgeskab med stærke klatrere som Romain Bardet og Nicolas Edet. Det tvang både Deceuninck og Bora, der vel frygtede at bringe Bardet tilbage i klassementet, til at jagte hårdt, og herved blev de ellers imponerende stærke Yves Lampaert og Michael Mørkøv brændt op.

Herefter trådte Sunweb selv i karakter. Først sendte de Nikias Arndt, der har kørt på et helt andet niveau siden den seneste Vuelta, hvor han vandt en etape, i offensiven, inden de satte Bora under pres med forceringen fra den ustoppelige Kragh, der nok engang viste, at han endelig er i stand til at vise det enorme potentiale, man har, når man som helt unge vinder en stjernebesat puncheurspurt i Tour of Oman og senere dominerer en stor klassiker som Paris-Tours. I en kopi af det attentat, der næsten lykkedes mod Tadej Pogacar i sidste års Volta ao Algarve, angreb danskeren tidligt, inden Arndt skød ham af og sendte ham direkte op til Bardet og Edet.

På papiret lignede det en svær opgave at hamle op med to klart bedre klatrere, men i øjeblikket er ingen opgaver for svære for Kragh. Trods den benhårde modvind, der formentlig var bidragende til, at projektet mislykkedes, sled han først Edet og siden selveste Bardet op, og havde det ikke været for Deceuninck, havde det skuffende Bora-mandskab, der ellers på papiret var så stærkt, formentlig været i store vanskeligheder.

Deceuninck levede imidlertid op til den styrke, de besad på papiret, og derfor måtte Kragh til sidst give op. Det lykkedes ham imidlertid undervejs at slide både Kasper Asgreen og Tim Declercq helt ned, og dermed var vejen pludselig banet for Benoot, der fik præcis den situation, han kunne have drømt om.

Tredje trin i raketten var derfor at sende den belgiske kaptajn afsted, og selvom Bob Jungels gav alt i jagten, var ingen i stand til at stoppe den belgiske klassikerjuvel, der i lang tid ellers var kendt som stortalentet, der aldrig vandt. Når han endelig gør, er det imidlertid altid smukt, uanset om det er i et episk og regnvådt Strade Bianche, med en flot offensive på en sprinteretape i PostNord Danmark Rundt eller på en knaldhård og brutal dag i Paris-Nices mest klassiske terræn. At holde favoritterne bag i den hårde vind, var blot endnu et udtryk for den superform, han har vist lige siden debuten i Omloop, hvor han lignede en potentiel vinder af løbet, hvis ikke Kraghs deltagelse i frontgruppen havde fastlåst ham i en uheldig situation.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

Naturligvis blev det hele bare endnu bedre af, at Matthews med 2. pladsen signalerede et comeback. Det var nemlig meget småt med lyspunkterne i et 2019, hvor han aldrig fandt formen til klassikerne, Touren eller VM og lignede en mand, der var i tilbagegang. I dag leverede han imidlertid det, der vel kan betegnes som den bedste klatrepræstation siden de flotte top 5-placeringer i Liege og Fleche, og dermed fik Sunweb også deres sidste kaptajn godt i gang, efter at han som sidste mand først gjorde debut i dette løb.

Benoot kan nu endda også drømme om en samlet Paris-Nice-sejr. Ganske vist er heller ikke han nogen ørn på lange stigninger, men han har en bedre historik end Schachmann, der aldrig har været med de bedste i de høje bjerge. Den usikkerhed er der ikke i forhold til Benoot, og selvom tyskeren igen i dag bekræftede sin enorme styrke, hersker der mere sikkerhed om, at Benoot nok skal præstere på Colmiane. Og der er altså ikke plads til megen offday hos Schachmann, før den samlede sejr forsvinder.

Naturligvis er han stadig i pole position, og selvom han begik en lille brøler, som heldigvis for ham blev reddet af 3 km-reglen, viste han, at han stadig har masser af overskud. Til gengæld må han være bekymret over det overraskende svage Bora-mandskab. Patrick Konrad arbejdede som et æsel hele dagen, og holdet udnyttede Felix Grossschartners klassementsplacering klogt ved at sende ham med Jungels i finalen, så de derved slap for at jagte, men etapen blev endnu et vidnesbyrd om, at Peter Sagan desværre er helt fra snøvsen i øjeblikket. Med tanke på, at holdet er nede på bare seks mand, og at Deceuninck, Ag2r og måske også FDJ formentlig kommer blæsende derudad på kongeetapen, skal Schachmann ikke sove alt for roligt efter en etape, hvor det var Deceuninck og ikke Bora, der reddede hans førertrøje.

Samtidig er der stadig en tredje aktør, der bestemt ikke skal undervurderes. Sergio Higuita var som den eneste aktive rytter hovedfiguren på den sidste mur, hvor ved han dokumenterede, at klatrebenene er lige så gode som sidevindsbenene. Finalen var for let til at gøre forskelle, men i morgen er det ham, der er på hjemmebane, og Schachmann og Benoot, der er på udebane. Og selvom afstanden er stor, er det ikke noget, der ikke kan hentes af den lille colombianer, som dog er stærkt hæmmet af den kombination af sygdom, styrt og sære Donald Trump-beslutninger, der har reduceret EF til bare fem mand.

En anden, der lugter blod i dag, er utvivlsomt Vincenzo Nibali. Ganske vist var det endnu et vidnesbyrd om, at formen ikke er på 100%, at Benoot kørte fra ham på næstsidste stigning, men med meget aktivitet i finalen fik Hajen rejst sig efter nedturen på enkeltstarten. Den samlede sejr virker langt væk - det kræver nemlig, at han kører fra Higuita - men hvis Schachmann og Benoot vitterligt eksploderer, er podiet bestemt ikke uden for rækkevidde.

Listen over vindere tæller naturligvis også Guillaume Martin, der synes at bevise over for Elia Viviani, at et skifte til Cofidis ikke nødvendigvis er dårligt, og han ligner en mand, der vil kunne spille en større rolle på Colmiane lørdag. Derudover var det også fantastisk at se Bob Jungels rejse efter en lang, svær tid, hvor han har været ved siden af sig selv lige siden sidste års E3. Og endelig virkede Nairo Quintana lige så overskudsagtig som ventet i en eksplosiv finale, der slet ikke passede ham, og som bare skulle overleves.

Desværre for Jungels var hans og Deceunincks flotte kørsel ikke nok. Etapen blev nemlig også et bevis på, at Alaphilippe anno 2020 ikke er Alaphilippe anno 2019. Franskmandens gentagne forceringer var nemlig menneskelige og medgørlige, hvilket bestemt ikke var tilfældet for et år siden, hvor alt eksploderede, når det lette antrit blev åbenbaret. Bedre blev det naturligvis ikke af et mindre taktisk sammenbrud, hvor Jungels’ sene angreb kun bidrog til Benoots sejr og ikke tjente noget formål overhovedet, men selv hvis taktikbogen havde været velskrevet, havde Alaphilippes ben næppe rakt til det store. Det ligner desværre en coronapause med tvivl for franskmanden.

Det gør det også for de to øvrige franske stjerner. Efter sine pauvre præstationer i Provence og Haut-Var fik Thibaut Pinot endnu en syngende lussing, der må efterlade ham temmelig groggy. Naturligvis lykkedes det ham at ende med de bedste, men den stærkt lidende Pinot kan kun glæde sig over, at modvinden formentlig lagde så meget dæmper på angrebslysten, at han med god hjælp fra stærke Rudy Molard kunne komme tilbage. Kender man lidt til Pinots skrøbelige psyke, kan man godt frygte, at det bliver en svær coronapause for den ellers så sympatiske franske stjerne.

Det gør det nok også for den anden franske etapeløbsgigant, Romain Bardet. Kørslen i Haut-Var, særligt på Mont Faron, gav ellers håb om en genrejsning, men det er blevet slukket igen i dette løb. Nu skal man naturligvis altid være varsom med at basere for meget på en etape, hvor han havde slidt sig selv ned i et udbrud, men det må alligevel føles som en gigantisk dukkert at se store Kragh sætte magre Bardet på blød modvindsstigning. Ligesom Pinot kan han håbe på revanche i morgen, men noget tyder på, at han kan sendes på coronapause med samme triste indstilling, som da han tog på tidlig vinterferie sidste sommer.

Hos Sunweb bliver indstillingen en anden. Uanset hvordan det går Benoot på Colmiane, vil tyskerne kunne køre cyklen i garagen med bevidstheden om, at de er tilbage på sporet. Derfor er det også kun ekstra surt for dem, at sæsonen skal afbrydes netop, som de har genfundet momentum. Desværre er det nok den mindste bekymring, der lige nu optager sindene hos hovedsponsoren. I disse dage er det nemlig en lille virus, der overskygger alt - også den smukkeste cykelforestilling, der havde fortjent at være meget mere end bare en farceagtig parentes i den dystre gyser, der lige nu udspiller sig for øjnene af hele verden.