Paris-Nice-analyse: Britisk vidunderbarn på vej mod gennembrudssejr

For præcis 12 måneder siden stod Simon Yates efter en flot etapesejr i Paris-Nice på tærsklen til et topresultat i løbet inden kongeetapen, men bare 24 timer efter triumfen slog sygdom ham helt ud af kampen om den samlede sejr. Et år senere har briten fået sin revanche ved med en suveræn præstation at tage den tredje store WordTour-etapesejr på bare et år, og for første gang har han nu udsigt til at kunne krone det hele med en samlet sejr også.

Egentlig er det temmelig overraskende. Forud for løbet var det nemlig ventet, at den lille brite ville tabe alt for meget tid på løbets enkeltstart til, at det var realistisk at tro på den samlede sejr. Yates har imidlertid henover vinteren tilsyneladende forbedret sig betydeligt i kampen mod uret. Allerede i Abu Dhabi kørte han overraskende godt på den helt flade rute, og i onsdags leverede han sit livs præstation i kampen mod uret. Det holdt ham inde i kampen, og i dag gjorde han akkurat det, der skulle til for at erobre førerpositionen.

Omstændighederne har imidlertid også flasket sig for Yates. Vigtigste var det naturligvis, at løbets formentlig stærkeste rytter, Wout Poels, i går brækkede kravebenet, og at en anden meget formstærk temporytter, Tejay van Garderen, tidligt forlod løbet. Yates har imidlertid på fornem vis grebet muligheden i et ikke helt så stærkt felt som i tidligere udgaver og har på de seneste to etaper vist sig som den i øjeblikket bedste klatrer. I går var han første mand på toppen af sidste stigning, og i dag var der ingen, der kunne matche ham på de sidste kilometer.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Sejren er specielt velkommen i lyset af etapens karakter. Yates har nemlig altid foretrukket kortere stigning, og en lang, jævn opkørsel som denne var bestemt ikke ideel. Derfor må det lune ganske betydeligt, at han er i stand til at tage sin første store sejr i en bjergfinale, også selvom de moderate procenter betød, at det var en afslutning, hvor Yates med sit punch kunne gøre en forskel.

Lidt malurt kan man imidlertid godt dryppe i bægeret. Feltet her er nemlig domineret af ryttere, der alle specialiserer i ardennerterræn, og kaster man et blik på top 10, er det faktisk kun Marc Soler, der fortsat er en mand i udvikling, og Jakob Fuglsang, der blev bedt vente på Luis Leon Sanchez, som har deres force på længere stigninger. De øvrige bjergspecialister som Ilnur Zakarin, Warren Bartguil og Bauke Mollema er formsvage, og hans holdkammerat, Esteban Chaves, der ellers har virket flyvende indtil videre, eksploderede totalt, formentlig som følge af kulden.

Det var også eneste nedtur for Mitchelton-Scott på en dag, hvor alt forløb perfekt. Holdet har igennem de seneste dage vist sig som et af de allerstærkeste i løbet, og specielt Roman Kreuziger har været guld værd på stigningerne. Det lover godt forud for den afsluttende etape, der altid har været svær at kontrollere. For løbet havde det være sjovere, hvis Tim Wellens eller Julian Alaphilippe, der begge ikke har megen støtte i bjergene, havde haft førertrøjen, men for Yates er der al mulig grund til at have tiltro til, at han kan gøre arbejdet færdigt i morgen.

Etapen blev kørt meget afventende, men det var ikke uventet. Som sagt udgøres favoritfeltet stort set udelukkende af ryttere, der aldrig tidligere har gjort sig specielt bemærket i store bjergfinaler på dette niveau. Derfor stillede folk som Tim Wellens, Dylan Teuns og Julian Alaphilippe alle til start med megen tvivl og usikkerhed om, hvorvidt de kunne hænge på de bedste på et regulært bjerg. Først til allersidste turde de lukke op for gassen, men da var løbet allerede kørt.

Specielt Teuns har grund til at ærgre sig. Den unge belgier skulle slet ikke have kørt klassement i dette løb og var tiltænkt en rolle som hjælper for van Garderen. Med amerikanerens exit opstod der imidlertid pludselig helt uventede muligheder, og dem har han i sandhed grebet. Selvom han egentlig ikke har haft sit vanlige overskud på de korte stigninger, som er hans speciale, var i dag i stand til at levere en overraskende god klatrepræstation, der giver løfter om mere. Hans evner på enkeltstarterne er stadig alt for begrænsede, men med de fremskridt, han allerede har gjort i år, kan han måske på sigt udvikle sig til en mand med muligheder også i ugelange etapeløb.

Det vidste vi allerede, at Tim Wellens er, men alligevel var dagens etape en stor test for belgieren. Aldrig tidligere har han kørt bjergfinale i et stort WorldTour-løb, men han bestod testen på fornem vis. Det relativt svage felt vidner naturligvis om, at han stadig mangler meget i forhold til de rigtige klatrere, men i dag fik han i hvert fald vist, at et løb som Paris-Nice er inden for rækkevidde, hvis ruten er ”rigtig”.

Det burde det også være for Alaphilippe, men dagens etape viste desværre, at der fortsat mangler meget for den lille franskmand på de lange stigninger. Selvom han kørte fornemt i Abu Dhabi, er niveauet her ganske enkelt endnu for højt for stortalentet. Der er dog intet, der tyder på, at han ikke kan lære det. Han har ved OL, i Touren og Dauphiné vist, at potentialet er der, men der er altså fortsat et stykke vej at gå. Der er al mulig grund til fortsat at fokusere på klassikerne, der i første omgang synes at være hans foretrukne terræn.

Det er det også for Sergio Henao, der desværre stadig er en skygge af den rytter, der sidste år vandt løbet. Det er korrekt, at også han er bedst i mere eksplosivt terræn, men man må ikke glemme, at han i 2016 ofte var sidste mand hos Froome i Tourens høje bjerge. I et års tid har han imidlertid nu været langt fra fordums styrke, og dette løb har desværre blot bekræftet, at der er lang vej, inden vi igen ser den ”rigtige” Henao.

Mest ærgrelse må der være i Bahrain-lejren. Ion Izagirre var præcis lige så stærk, som han viste i går, men til slut måtte han alligevel slippe Yates. Havde han blot kunnet hænge på briten, havde han stået på tærsklen til endelig at vinde et af sportens historiske etapeløb (hans hidtil største sejr er Polen Rundt) og dermed konfirmere sin status som specialist i disse løb. Med tanke på, hvor han var efter styrtet i Touren, er det dog en fornem bedrift, at han faktisk nu ser bedre ud end i 2017, hvor han aldrig fandt sin bedste form. At også Gorka fortsætter sin flotte fremgang i bjergene, må helt sikkert glæde holdledelsen forud for Touren, hvor Vincenzo Nibali har behov for bedre bjergstøtte, end han har fået tidligere.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Etapen bød generelt på flere lovende præstationer fra unge ryttere. Soler underpræsterede måske en anelse, men bekræftede dog, at han på sigt har store muligheder som bjergrytter. Sam Oomen har efter en skidt start fundet formen, Richard Carapaz viste atter, at han er et af sportens allermest spændende bjergtalenter, Patrick Konrad levede sit livs præstation på en lang stigning, og Felix Grossschartner fik revanche efter gårsdagens skuffelse. Dette års Paris-Nice har generelt været et studium i spændende jnge navne, og langt de fleste har imponeret.

Det gjorde Luis Leon Sanchez til gengæld ikke. Spanieren eksploderede totalt på sidste stigning og må skyde en hvid pind efter drømmen om et drømmecomeback som etapeløbsrytter. Desværre bekræfter det blot tendensen fra Ruta del Sol, hvor han også ”døde” mod slutningen af løbet. Det er måske slet ikke en tilfældighed, at Sanchez altid har været bedst i endagsløb og som etapejæger. Restitutionsevnerne rækker tilsyneladende ikke til mere.

Set med danske øjne var det ærgerligt, at Jakob Fuglsang ikke fik lov at køre sin egen chance, og man kan i den grad stille spørgsmål ved Astana-holdets taktik, når Sanchez knækkede så tidligt, at det med det samme var klart, at det var helt slut. Når skuffelsen har lagt sig, kan danskeren imidlertid glæde sig over, at han bekræftede de lovende tendenser fra 3. etape, og at han tydeligvis er en af de stærkeste i dette løb. Det er selvfølgelig rigtigt, at feltet her ikke er skræmmende stærkt, og at han næppe havde slået Yates i denne type finale, men det bekræfter i hvert fald, at han fortsætter de lovende takter fra 2017-sæsonen. Det er ærgerligt, at han skipper Catalonien Rundt, der i fraværet af en enkeltstart havde givet ham store muligheder for at jagte et topresultat. Det bliver betydeligt sværere for ham i sit næste etapeløb, Tour de Romandie, hvor tidskørslen er for vigtig til, at han har en reel vinderchance.

I første omgang får han imidlertid lov til at jagte et personligt resultat i morgen. Det bliver ikke let i terræn, der er alt for let for ham, og han kan da også ærgre sig over, at det netop er Mitchelton, der har førertrøjen. Måske kan alligevel være med til at skabe rav i den og presse australierne lidt - når nu vi mangler Alberto Contador til at skabe det festfyrværkeri, han har været garant for i de seneste to år.