Paris-Nice-analyse: Da Pogacar fik ny førsteudfordrer

STREAM PARIS-NICE OG TIRRENO-ADRIATICO UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+

Paris-Nice er altid et af forårets cykelmæssige højdepunkter. Efter de mange opvarmningsløb i februar er det nemlig trods cykelsportens globalisering stadig det første store mål for mange af sportens bedste etapeløbsryttere, og derfor tiltrækker det altid masser af opmærksomhed. Det er dog sjældent, at løbet har fået så megen opmærksomhed i år. Efter i ganske mange af de seneste udgaver at have stået i skyggen af Tirreno-Adriatico, der efter fransk smag lidt for ofte har haft det stærkeste felt, har det meste af cykelverdenen nemlig længe haft blikket stift rettet mod Frankrig og udsigten til det store opgør mellem Tadej Pogacar og Jonas Vingegaard i det, der bliver deres eneste konfrontation inden Touren.

Et Paris-Nice er da også sjældent blevet diskuteret så meget i optakten, som det har været tilfældet denne gang. Var holdløbet nok til, at Vingegaard kunne vinde, selv hvis Pogacar igen i år havde det klatremæssige overskud, som han plejer at have på denne tid af året? Var en stærk sæsonstart i det dog svagt besatte O Gran Camiño udtryk for, at Vingegaard nu for første gang kunne byde sin rival op til dans også på denne tid af året? Eller ville det hele bare ende i den magtdemonstration fra Pogacar, som vi er vant til i forårsetapeløbene?

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Efter dagens kongeetape kan vi svare nej til alle tre spørgsmål. Holdløbet var slet ikke nok til noget som helst, for selvom Jumbo levede op til favoritværdigheden, var deres tidsgevinst langt mindre, end man kunne have ventet. Det kunne nu også være lige meget, for den første lidt bløde bjergetape viste med det samme, at et svagt besat løb i Galicien for Vingegaard slet ikke kan sammenlignes med en konfrontation med Pogacar i Paris-Nice.

Men det er også - i hvert fald foreløbigt - et nej til det sidste spørgsmål. Efter sejren i onsdags havde mange nok forventet, at Pogacar efter kongeetapen ville sikre sig et forspring, der kunne kaldes en form for magtdemonstration i et løb, der ofte er meget tæt, men sådan er det slet ikke gået. Når den slovenske uhyre i morgen stiller til start på den klassiske finaleetape i Nice, har han blot et ganske beskedent forspring på 12 sekunder. Og nej, førsteudfordreren er ikke Vingegaard, men højst overraskende David Gaudu.

Det er nok rimeligt at antage, at det beskedne forspring skyldes den voldsomme modvind, der for anden dag i træk delvist lammede en kongeetape i et europæisk WorldTour-løb, for det er næsten svært at forestille sig, at Pogacar ikke var kørt fra alt og alle, hvis vindforholdene havde været bare nogenlunde, som man ville forvente det i Alperne. Vi ved det imidlertid ikke, for selvom modvinden arbejdede mod Pogacar, da han alligevel forsøgte at gøre, som han plejer, med et angreb relativt langt fra mål, var auraen af usårlighed ikke helt så synlig, som den var det i onsdags. Naturligvis betød det med de givne vindbetingelser meget, at han jagtedes af både Gaudu og Vingegaard, der kunne deles om arbejdet og nok var kommet til kort i en medvindsudgave, men vi har nu vænnet os til, at Pogacar er så overlegen, at han kan vinde, selv når vejrguderne ikke giver ham de gaver, de i går gav Primoz Roglic.

Men vi ved det ikke. Det er nemlig svært at komme udenom, at Gaudu efterlod et ganske overbevisende indtryk som den toneangivende rytter i føringsarbejdet i front. I onsdags fik vi jo aldrig den direkte konfrontation mellem de to, for da Pogacar åbnede for gassen og satte Vingegaard til vægs, havde Gaudu jo allerede udnyttet, at det var Vingegaard og ikke ham, der var førsteudfordrer, og derigennem sikret sig det forspring, der gjorde det muligt at nå målet sammen med Pogacar.

Man skal nok være optimistisk franskmand for at tro, at Gaudu kunne have fulgt Pogacar i onsdags eller slået ham i en medvindsudgave i dag, men ingen kan benægte, at det efter kongeetapen er ham, der står tilbage som førsteudfordrer til den slovenske førstemand. Og det kan man kun glæde sig over, for selvom han endte som nr. 4 i Touren sidste år, synes jeg aldrig, at vi så den bedste udgave af den fransk guldfugl i et 2022, hvor han også var slemt uheldig med en sygdom, der ødelagde det meste af hans forår.

I disse dage bekræfter han imidlertid det, man kunne se, allerede da han som nyprofessionel bød Chris Froome, Alberto Contador og Alejandro Valverde op til dans på den brutale Lo Port-stigning i Catalonien, nemlig at han er noget ganske særligt. Børnesygdommen med den manglende stabilitet er også væk, og nu kan man nogenlunde regne med, at han kører med om sejren, hvis han stiller til start. Nej, han er bestemt ikke nogen ligemand med hverken Pogacar eller Vingegaard, men i disse dage melder han sig bestemt ind i podiekampen til sommer og giver drømme om, at han kan være manden, der endelig bliver den første franskmand siden Christophe Moreau i Dauphiné i 2007 til at vinde et etapeløb på WorldTouren - en mission, der er mislykkedes for Romain Bardet, Thibaut Pinot, Jean-Christophe Peraud, Warren Barguil, og hvad der ellers har været af franske klatrere i den mellemliggende periode. Paris-Nice vinder han næppe i denne omgang, men finder han et løb uden deltagelse af Pogacar og uden en alt for afgørende enkeltstart, er vejen bestemt banet.

Det er nemlig også næste skridt for Gaudu at gå efter sejren. I dag var det ganske tydeligt, at han kørte for 2. pladsen, for ellers var det temmelig naivt at føre så meget i den hårde modvind. Den 2. plads kunne være kommet i fare, hvis der bagfra var kommet en gruppe op, og der dermed var blevet åbnet for den taktiske stop-go-kørsel, der ofte kan føre til, at bedste mand ikke vinder. Den risiko ville Gaudu tilsyneladende ikke tage, for han vidste godt, at det i hvert fald ikke blev ham, der vandt det taktiske spil. Han var nemlig manden, der havde allerflest Pogacar-øjne i nakken.

Det burde jo ellers være Vingegaard, men han må sande, at det i denne omgang ikke er ham, der får Pogacar til ligge søvnløs. Tværtimod er det nok ham selv, der har grund til at ligge lidt uroligt i sengen, for hvor han sidste år var klart næstbedste mand bag ustyrlige Pogacar i Tirreno, må han denne gang sande, at det ikke kun er en slovener, der er bedre end ham. Det kan dog nu lige så vel tilskrives Gaudu, som det kan tilskrives Vingegaard, og styrkeforholdet mellem de to Tour-duellanter synes stadig at være nogenlunde, som det var på denne tid af sidste sæson. Hvis det betyder, at det samme gælder til sommer, er der jo ingen ko på den danske is, men det er utvivlsomt en streg i regningen for danskeren, at han ikke kan sikre sig den 2. plads, der ellers syntes at være det minimale udkomme, da starten gik i udkanten af Paris for en lille uge siden. Heldigvis får han chancen for at tage den forløsende etapeløbssejr på WorldTouren i Baskerlandet om nogle uger, og her slipper han i det mindste for Pogacar. Til gengæld skal han efter alt at dømme bevise, at han altså er en bedre cykelrytter end Gaudu - og det endda i en udgave, der er helt i historisk grundet det totale fravær af tidskørsler.

Nogen dårlig etape kørte danskeren jo heller ikke. Han påtog sig det ansvar, der lå på hans skuldre som Tour-vinder ved at jagte etapesejren med hjælp fra en brølstærk Tobias Foss og åbne angrebsballet. Denne gang kørte han også klogere - formentlig fordi han nu vidste, at han næppe var stærkeste mand - og han undgik den eksplosion, vi så både i onsdags og Lombardiet, hvor han betalte en dyr pris for sit forsøg på at matche en slovensk overmand. Til slut forsøgte han sig med det eneste våben, den svageste i en gruppe har i sit arsenal, nemlig overraskelsesangrebet, men den slags virker sjældent mod Pogacar, der var der som en mis og tog en spurtsejr, der stod skrevet i drejebogen, allerede længe inden den var blevet åbnet.

Læs også

Pogacar før monument: Det er et af mine yndlingsløb

Nej, Vingegaard har ikke væsentlig grund til bekymring, selvom han lige nu overlader rollen som førsteudfordrer til en anden. Jeg ville straks være mere urolig, hvis jeg var Simon Yates. Nok efterlod han et betydeligt mere lovende indtryk end i onsdags, men der er stadig langt bare til den Yates, der sidste år kun var en Wout van Aert fra at vinde dette løb, endda foran selveste Primoz Roglic. Vi har stadig ikke set den bedste Yates siden dengang, og med tanke på at hans Tour-satsning denne gang skulle tilsige, at han kunne satse endnu mere på forårets etapeløb, er det svært ikke at være lidt bekymret. I det hele taget var det et møgløb for Jayco, der også må sande, at Lucas Hamilton ikke kan mønstre noget, der blot lugter af en genrejsning, mens Matteo Sobrero forsvandt med samme hast, som han opstod, og Chris Harpers fine kørsel vægter næppe alt for meget i den sammenhæng.

Han er imidlertid slet ikke. Alarmklokkerne ringer også for Daniel Martinez. Det er stadig lidt et mysterium, hvordan i alverden han tog den samlede sejr i Algarve, for hvis man ser bort fra mirakelenkeltstarten i Portugal, har han været en skygge af sig selv, ja vel i virkeligheden siden han lukkede ned for sidste års fabelagtige forår med stærke ridt i Fleche og Liege. I dag endte det jo endda i et regulært kollaps, der må give en stor bekymring for et Ineos-hold, der også har Egan Bernal parkeret på sidelinjen, en formsvag Thymen Arensman og en Geraint Thomas, der har haft det ene tilbageslag efter det andet. Der var bestemt heller ikke megen oprejsning at hente fra Pavel Sivakov, for selvom det i dag var betydeligt bedre end i onsdags, er han stadig langt fra den rytter, vi så i Spanien i august sidste år.

Han kan da trøste sig med, at han ikke var den eneste, der faldt igennem. Det gjorde Ion Izagirre også, men det var nu knap så uventet. Hans gradvise tilbagegang kulminerede nemlig sidste år, hvor han efter den flotte genrejsning i Baskerlandet var chokerende formsvag resten af året, og efter en ellers lovende optakt i Galicien indikerer denne nedtur vel, at vi næppe igen får Izagirre at se helt fremme i de store etapeløb på WorldTouren. Det er i hvert fald gået støt ned ad bakke for baskeren, der engang var helt ustoppelig i korte etapeløb.

Nej, så er undskyldningen langt mere valid for Kevin Vauquelin, Mattias Skjelmose og Aurelien Paret-Peintre, der alle fik ødelagt deres løb af uheld. Det er særligt ærgerligt for de to førstnævnte, for selvom modvinden ødelagde værdien af etapens værdi en smule, var det den første chance, de havde for at bevise sig selv på en lang stigning på WorldTouren, hvor de begge tidligere har vist visse mangler. Dagens styrt betyder desværre, at vi nu må vente lidt endnu med den test, hvilket måske er særligt ærgerligt for franskmanden, der har virket ganske flyvende på løbets første etaper. Paret-Peintre var heldigvis mindre uheldig, men det var en skam, at han ikke fik lov at bekræfte det imponerende niveauspring, han har haft i år.

Et lignende niveauspring har Neilson Powless haft, men det var svært at se i onsdags. I dag rejste han sig imidlertid ganske uventet på et langt bjerg, hvor han ellers hidtil har haft sine mangler. Sandheden er også, at feltet i dette løb slet ikke har den dybde, vi ser i Tirreno, men måske var dagens fine genrejsning alligevel et bevis på, at han nu godt kan stræbe efter topplaceringer i etapeløb på WorldTouren.

Det har Romain Bardet altid kunnet, men det står klart, at han endnu ikke er på 2022-niveau. Det er dog ikke svært alarmerende, for han kører nogenlunde, som han gjorde i Tirreno for et år siden, og siden dengang genrejste han jo en ellers hensygnende karriere i særligt Giroen, men også i Touren. Alligevel havde han nok håbet på mere, for når man ser på, hvordan han kørte i Italien sidste forår, ville han nok have forventet at klare sig bedre i dette felt.

En blandet smag har Bahrain helt sikkert også. Wout Poels viste sig efter en fin indledning igen at være den nitte, den hollandske lottokupon jo desværre i dag oftest er, og Jack Haig er trods sin lange pause overraskende langt fra sit niveau. Den fornemmelse af genrejsning, man fik af Gino Mäder, synes imidlertid at holde stik, for selvom han tabte lidt terræn til sidst, var han også så generøs i sit føringsarbejde i den hårde modvind, at han vel med nogen ret kan hævdes at have været fjerdestærkeste mand.

Det var Matteo Jorgenson ikke, men Movistar-rytteren har vel bekræftet, hvad han viste i Oman, nemlig at han har taget næste skridt. Det står dog også klart, at det mellemøstlige løb ikke havde noget voldsomt højt niveau, hvad vi har erfaret efter rytternes tilbagekomst til Europa, og den store amerikaner bliver næppe nogensinde nogen stor klatrer. Top 10-rytter i denne slags løb er han imidlertid, for han har nu kurs mod sin anden samlede top 10-placering i dette løb.

Det ligner også en top 10 til Pierre Latour, der nok var en af de store vindere på modvinden. Han har nemlig vist sig kun at præstere stort på kortere, mere eksplosive stigninger, og med den lange, rolige modvindsfase blev denne finale mere eksplosiv, end man normalt ville forvente. Det ændrer dog ikke på, at franskmandens potentiale på denne slags stigninger er ganske begrænset, og var flere af favoritterne ikke floppet eller styrtet, havde han ikke haft kurs mod en top 10-placering.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Det har Vingegaard heldigvis. Han har også kurs mod den podieplads, der så ud til at være stensikker allerede inden løbets start, men den 2. plads, der så ud til at være lige så stensikker, må han til gengæld formentlig skyde en hvid pind efter. Alle overvejelser om, hvem der ville være den stærkeste i duellen mellem Pogacar og Vingegaard viste sig nemlig at være de helt forkerte at gøre sig. Nej, vi skulle i stedet have analyseret, hvor gode FDJ ville være på holdløbet, og hvad vi skulle lægge i Gaudus kørsel i Drome, Ardeche og Var. Lige nu er det nemlig den franske guldfugl, der er førsteudfordrer til den slovenske konge af forårets etapeløb. Heldigvis kan danske cykelfans glæde sig over, at det næppe forholder sig på samme måde, når kalenderen siger juli, og der skal køres over tre uger.

STREAM PARIS-NICE OG TIRRENO-ADRIATICO UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+