Paris-Nice-analyse: Den endimensionelle klatrer

Jeg kan huske, da vi i sin tid skulle lære at forhold os til navnet Primoz Roglic. Det var tilbage i 2015, hvor je forud for det års Tour de Slovenie havde megen fidus til ham den nye slovener, der året forinden havde vundet en etape i Tour d’Azerbaidjan, og som nu var rødglødende ved en 2. plads i Tour of Croatia og en samlet i samme løb i Aserbajdsjan. Ham den nye overgik endda forventningerne ved at vinde løbet samlet og slå selveste storholdet Sky og Mikel Nieve, der ellers kom til løbet med Giroen i benene.

Dengang var vi mange, der spekulerede over, hvad han var for en størrelse. Tilsyneladende kunne han kun klatre. Han virkede i hvert fald ikke specielt hurtig, og hans 16. plads påløbet enkeltstart bag sprinteren Maximilian Richeze tydede jo ikke just på, at han var nogen tempomaskine.

Det skulle hurtigt vise sig at være en fejl at kategorisere ham som en endimensionel klatrer. Det var der nu mange, der gjorde, for da Jumbo kort efter annoncerede, at de havde skrevet kontrakt med kometen, var det med den begrundelse, at de skulle bruge en rytter til at støtte Steven Kruijswijk i bjergene. Hollænderen blev imidlertid lige så chokerede som alle andre - inkl. Roglic selv - da han i den efterfølgende Giro pludselig fandt ud af, at han også kunne køre enkeltstart.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Derefter er repertoiret bare blevet bredere og bredere nærmest for hver eneste dag, og den engang so endimensionelle Roglic hører nu til i næsten samtlige cykelsportens kasser. Det varede nemlig heller ikke længe, inden vi fandt ud af, at han også kunne køre nedad og var lynhurtig, og sidstnævnte evne har han nu forfinet så meget, at han hører til blandt verdens bedste puncheurs.

I starten brugte han nu mest puncheurevnerne, når der skulle spurtes på toppen af de lange stigninger. Det så vi blandt andet sidste sommer, hvor han vandt et hav af den slags spurter i Tour de l’Ain, Dauphiné og Tour de France med en taktik, hvor Jumbo kørte tog hele vejen til toppen, indtil den eksplosive slovener gav rivalerne bøllebank. På det seneste har han imidlertid også vist, at han hører til i den absolutte verdenselite, når det er de kortere og lettere stigninger, hvor også de mest holdbare sprintere kan være med.

Det mest slående eksempel kom i sidste års Vuelta, hvor han var skræmmende overlegen, da han blæste fra alt og alle på den ellers temmelig uskyldige bakke i Suances på en dag, hvor mange ellers spekulerede på, om ikke det ville blive ny etapesejr til Sam Bennett. Det gjorde det slet, og det skyldtes ikke bare, at den nedslidte irer blev sat længe inden finalen, men også at det glubske slovenske monster slet og ret var i sin helt egen liga.

Derfor lå det også i kortene, at Roglic måtte være manden, der skulle slås, da 6. etape af Paris-Nice i dag sluttede på en næsten identisk bakke i Biot i udkanten af Nice. Faktisk passede etapen ham endnu bedre, end den gjorde for et halvt års tid siden i Spanien, for denne gang kom spurten efter en ganske hård dag, hvor man skulle op i mere end 1000 m højde og forcere mere end 3000 højdemeter.

Alligevel fik etapen et lidt overraskende forløb. Der blev ellers gået til stålet på en dag, hvor alle viste, at et udbrud havde en hæderlig chance for at snyde de eksplosive puncheurs, og da røgen havde lagt sig efter mere end en times angreb, var det et klasseudbrud med Alexey Lutsenko, Kenny Elissonde, Victor Campenaerts, Anthony Perez, Jonathan Hivert og Julien EL Fares, der havde formet sig. Det tvang BikeExchange, der havde ambitioner med formstærke Michael Matthews, og Bahrain, der var på revanchejagt med en skuffet Dylan Teuns, til at jagte knaldhårdt hele dagen, så alle tidsplaner blev sprængt.

Alligevel var det et bemærkelsesværdigt stort felt, der var tilbage, da løbet nærmede sig Biot. De fleste sprintere var med endnu, og det var en helt anderledes stor gruppe, end da næsten præcis samme etape blev kørt for syv år siden, hvor Tom-Jelte Slagter havde spurtet sig til sejr i en lille gruppe hovedsageligt bestående af klassementsryttere. Faktisk var feltet så stort, at Bennett, som endelig synes at have fundet storformen til et Milano-Sanremo, bad sit Deceuninck-mandskab om at køre det fornemme sidste angrebsforsøg fra unge Jonas Rutch og den stadig overlevende Kenny Elissonde ind, så ireren kunne få en mulighed for en tredje etapesejr, han i går slet ikke havde regnet med.

Selve finalen var da også god for Bennett, der for to år siden i Toledo vandt en spurt på en endnu sværere stigning. Der er imidlertid forskel på at spurte på en bakke efter en let dag i fladt terræn og efter en lynhurtig dag over flere bjerge og 3000 højdemeter.

Det måtte Bennett da også sande, men man kan kun tage hatten for det heroiske forsøg og den eminente evne til at æde sig selv. Selvom han åbenlyst trådte mere og mere firkantet, troede han på det så længe, at han først gav op i det øjeblik, at der end ikke var ét pedaltråd tilbage i de trætte irske stænger. Resultatet af Deceunincks hårde arbejde blev desværre en eksplosion, som kunne høres helt til Irland, og som kun Bennett kan levere i samme spektakulære forstand.

Mens syren væltede ud af ørene på Bennett, var det vist ikke gået op for Florian Senechal, at kaptajnen var eksploderet. I hvert fald fortsatte franskmanden med at føre for et stadig mindre felt, og måske skulle han lige have kigget sig tilbage en ekstra gang. Da havde han nemlig stirret direkte ind i et slovensk monsterfjæs, hvor der formentlig var travlt med at blive pillet næse, mens det blev overvejet, om ikke de kunne dog kunne køre lidt stærkere.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Roglic sad nemlig limet til Senechals baghjul med en lethed, som sad han stadig kun 10 slag over hvilepulsen, og de lidende Christophe Laporte og Matthews, der skar ansigt i 3. og 4. position skal vist prise sig lykkelige for, at de ikke kunne se Roglics ubesværede grimasse. Den blev ikke spor mere anstrengt, da den stadig mere formstærke Guillaume Martin blæste ud af feltet med et angreb, der slet ikke var dumt tænkt. Med den benhårde modvind tvang han nemlig nu Roglic til at slide sig selv ned i vinden, mens Martins holdkammerat, Laporte, kunne køre på frihjul frem til spurten.

Desværre var en særdeles kraftig fransk sydvestenvind direkte ikke i et ubesværet slovensk ansigt ikke nok. Roglic havde intet besvær med at lukke til Martin og derefter køre en spurt, der vel egentlig burde være for lang, når man betænker, at vinden var imod ham. Alligevel havde Laporte og Matthews nok at gøre med bare at følge med, og i stedet for fransk eller australsk sejr endte det i endnu en lammende magtdemonstration, der nok kan få hvem som helst til allerede at koste håndklædet i ringen, inden vi har ramt den afgørende weekend.

På sin vis lignede det en lille ydmygelse, men med tanke på Roglics dominans i de senere år har de fleste af dagens bedst placerede egentlig grund til at være ganske stolte. Det gælder ikke mindst Laporte, der bekræftede den skræmmende form, han har stillet til skue siden begyndelsen i Besseges, og som i den grad har sparket liv i en karriere, der ellers i et trist 2020 så ud til at sygne hen. Tilsyneladende er der ingen tegn på træthed, selvom han nu har kørt som en motorcykel i en måned, og hvis tendensen fortsætter, bliver han et spændende bekendtskab på brostenene i de kommende uger.

Det gør Matthews også, men australieren må sande, at han ikke synes helt at have det kick, han havde engang. Formen fejlede jo intet i onsdags, men som vi også så i Giroen, synes han ikke helt at være den puncheur, der tidligere har vundet et hav af denne slags spurter. Det skal dog ikke slette indtrykket af, at Matthews i de seneste dage har leveret et overbevisende indtryk efter en tid, hvor man særligt i 2019 kunne spørge, om han var ved at gå i lidt tidligt forfald.

Det har man også længe kunnet med Bryan Coquard, men selvom han åbenlyst ikke er den sublime rytter, der engang blev nr. 4 i Amstel Gold Race, var dagens fine 7. plads endnu et vidnesbyrd om, at han har genfundet lidt af de klatreevner, der ellers var forsvundet. I det hele taget var det ret bemærkelsesværdigt, at det lille B&B-mandskab fik to mand i top 8, da også Quentin Pacher fortsatte de lovende takter, der har bragt ham til karrierens vel højeste niveau i disse dage.

Dylan Teuns rejste sig også fint efter onsdagens nedtur med en god spurt i en finale, der egentlig var en anelse for let for ham, og Aurelien Paret-Peintre fik vist, at han spurtsejren i Marseille kan være udtryk for en eksplosivitet, han hidtil har gemt godt. Sergio Henao fortsætter også sin stille renæssance, der blev indledt i Vueltaen, og store Dorian Godon er et stadig mere interessant bekendtskab efter en flyvende start på sæsonen. Endelig fortsætter Jasper Philipsen med at blive stadig mere holdbar og spændende som mere og andet end bare en sprinter. Måske er en 20. plads ikke meget, men på en dag, hvor det blev for hårdt for Philippe Gilbert, der synes i bekymrende form hans høje alder taget i betragtning, Matteo Trentin, Sep Vanmarcke, Anthony Turgis, Jasper Stuyven og Giazomo Nizzolo, som alle forsøgte at køre finalen og regnes som mere robuste klassikertyper, er det bestemt ikke noget dårligt udkomme.

Det er dog nok alligevel Lucas Hamilton, der er det mest behagelige bekendtskab i top 10. Den i 2019 så uhyre lovende klatrer er efter et temmelig skuffende 2020 nu endelig ved at folde sit enorme potentiale ud. I dette løb har han mildt sagt været overbevisende med flot kørsel på 4. etape, og når han nu også vinder bonussekunder i de indlagte spurter og bliver nr. 6 i en puncheurspurt, selvom han bestemt ikke er kendt for sin hurtighed, bliver han enormt interessant at følge både i weekenden og i en sæson, der byder på en chance som grand tour-kaptajn.

Mere overraskende var det at se den ellers så formstærke Maximilian Schachmann ende langt fra fronten på en finale, der ellers passede ham, efter en præstation, hvor det kneb bemærkelsesværdigt meget med positioneringen. Tilsvarende havde man ventet at se Tiesj Benoot og David Gaudu længere fremme, men belgieren brokkede sig over at skulle bremse to gange, og den ellers så formstærke franskmand var stiv efter styrtet forleden.

Alle undgik de dog tidstab, og det er mere, end man kan sige om Brandon McNulty. Desværre berøves vi nu chancen for at se, hvor meget han har forbedret sig i bjergene, da et styrt sendte den formstærke amerikaner hjem før tid. Heldigvis er han sluppet nådigt, hvorfor han fortsat kan rette fokus mod Giroen, men chancen for at se, om han stadig er begrænset på stigningerne, går vi glip af denne gang.

En etapesejr eller samlet triumf gik han dog nok ikke glip af. Mon ikke det alt sammen ender i Slovenien, for lige nu synes intet at kunne komme blot i nærheden af den uovervindelige slovener. Arrangørerne har nu været tvunget til at ændre ruten til sidste etape, men man sidder med fornemmelsen af, at de kunne have gjort hvad som helst med ruten, uden at det ville ændre udfaldet. Nærmest uanset terræn er Roglic efterhånden favorit. Og det var altså den slovener, der engang lignede en endimensional klatrer. Tænk, at vi var så dumme dengang…