Paris-Nice-analyse: Den gule hærs soloshow

 Livestream Tirreno-Adriatico og Paris-Nice til halv pris

Det er jo ikke uset, at et hold rydder hele podiet i et cykelløb, men det hører til sjældenhederne. I nyere tid er det mest berømte eksempel utvivlsomt 1996-udgaven af Paris-Roubaix, hvor Mapei leverede en sand magtdemonstration og overlod det til ledelsen at bestemme, at det var Johan Museeuw, de skulle vinde foran Gianluca Bortolami og Andrea Tafi, men derudover kniber det faktisk for min hukommelse at komme på mange andre eksempler i større løb, selvom vi har et nyere eksempel med Ineos-magtdemonstrationen i sidste års Catalonien Rundt, hvor Adam Yates tog den samlede sejr foran Richie Porte og Geraint Thomas.

Derfor er det også ret bemærkelsesværdigt, at vi har oplevet det tre gange på otte dage. Sidste onsdag leverede UAE en smuk opvisning, da de med Jan Polanc, Juan Ayuso og Alessandro Covi nærmest ydmygede rivalerne i Trofeo Laigueglia. Selvom den præstation står klart i erindringen som et flot eksempel på, hvordan initiativ kan belønnes, blegner den alligevel lidt mod det, vi er vidner til i denne uge i Paris-Nice.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Trofeo Laigueglia er nemlig trods alt et mindre løb, hvor antallet af WorldTour-hold er begrænset, og det er heller ikke noget stort mål for nogen af aktørerne. Anderledes forholder det sig naturligvis med denne uges rejse mod solen, der som den store forårsbebuder er det første store mål for en lang række af sportens hovedaktører, og hvor de fleste af WorldTour-holdene møder til start i stærkt besatte formationer.

Det er bare lidt svært at fornemme, at det faktisk er en stor del af verdenseliten, der i disse bevæger sig ned gennem Frankrig. Man sidder i hvert fald med fornemmelsen af, at der er ét hold i løbet, mens alle de øvrige mandskaber sidder på sidelinjen.

Vi fik jo allerede varslet i søndags, da den gule hær fra Jumbo forvandlede en ellers relativt tilforladelig etape til et nøglemoment i kampen om den samlede sejr, da de første gang ryddede podiet med Christophe Laporte, Primoz Roglic og Wout van Aert. Siden bossede de sidevinden i mandags - denne gang dog med god hjælp fra det aldrig svigtende Quick-Step-mandskab - og selvom de ikke vandt hverken mandag ellers tirsdag fik de i det mindste Van Aert, der i parentes bemærket er endt på podiet i alle sine fem cykelløb i år, i top 3.

På den baggrund kunne man næsten fornemme, hvad der ventede, da det første helt åbenlyse klassementsslag i dag ventede på løbets enkeltstart i Montlucon. Ganske vist lignede det en svær mission at gentage podierydningen fra 1. etape, når feltet talte kapable temporytter som de to schweiziske Stefan’er, Bissegger og Küng, men når man stiller til start på en enkeltstart med Roglic, Van Aert og Rohan Dennis i stalden, ved man, at det er en reel mulighed. Vi taler trods alt om tre ryttere, der alle har været på podiet til VM og til sammen havde vundet ikke færre end 43 enkeltstarter fordelt over 21 til Dennis, 16 til Roglic og 6 til Van Aert.

Det tal skal nu opjusteres til 44. Missionen lykkedes nemlig i det, der blev holdets anden magtdemonstration på bare fire dage, og det endda med en ganske imponerende margin. Hverken Bissegger eller Küng var i nærheden af sejren, og selvom Küng kun var 4 sekunder fra at stjæle den sidste podieplads, var også det over den korte distance en ganske pæn margin.

Faktisk stod det hurtigt klart, at det bare var et spørgsmål om, hvem af de tre der ville vinde. Da først Küng var blevet slået af Dennis, og Bissegger leverede en overraskende svag indsats, lå det i kortene, at de eneste, der kunne true Dennis’ sejr, var to af hans holdkammerater. Han fik sig utvivlsomt en ubehagelig overraskelse, da Simon Yates var ved at levere en sensation, som grundet det stærke felt klart ville overgå hans choksejr på enkeltstarten i netop dette løb i 2019, men det skulle hurtigt vise sig, at der trods alt var lidt normalitet tilbage i feltet. I sidste ende var der på papiret fem, der kunne vinde etapen, og af dem endte de fire i top 4.

Dennis måtte dog også sande, at han blev den lille. Det er jo ikke nyt for australieren, der siden sit skifte fra BMC ikke har været den sejrsmaskine, han var i årene, hvor han kunne føle sig tryg ved at vinde stort set alle de enkeltstarter, han stiller op i. Alligevel har man let en tendens til at glemme, hvor fabelagtig en temporytter han stadig er - dels fordi han i disse år er meget svingende med nogle grimme kiks med jævne mellemrum og dels fordi han i 2021 havde en temmelig sølle løbskalender, efter at de kom frem, at han var på vej væk fra Ineos. Det mindede han os imidlertid om, da han endelig fik sin medalje ved OL i Tokyo, og det mindede han os om igen i dag, hvor han kørte næsten lige op med to af de ryttere, der har været mest dominerende på de seneste års enkeltstarter, præcis som han i øvrigt gjorde det, da han sidste år også vandt i Catalonien og på prologen i Romandiet.

Han er bare ikke bedst længere, og det ville have været en overraskelse, hvis han havde slået Van Aert og Roglic. Til gengæld var juryen i den grad ude, når det skulle afgøres, hvem af de to fænomener der havde overhånden. Van Aert viste ved VM sidste år, at han på en lang og flad rute kunne køre helt lige op med Filippo Ganna, ligesom han suverænt vandt Tourens sidste enkeltstart, men til gengæld beviste Roglic med sin uhyggelige magtdemonstration ved OL, hvorfor han har vundet så uendelig mange WorldTour-enkeltstarter de seneste år, at jeg for længst er holdt op med at tælle.

Det kunne utvivlsomt gå begge veje, og det blev da også så tæt, som man kunne have spået. I min optakt gjorde jeg Van Aert til favorit grundet den småkuperede rutes trods alt begrænsede terrænmæssige udfordringer og den korte distance, og den vurdering viste sig at holde stik. Selvom Roglic blæste op ad den sidste bakke med uhyggelig fart, havde Van Aert på det flade stykke sikret sig et forspring, han kunne holde hele vejen. Når det handler om power i fladere terræn, har belgieren trods alt en lille overhånd, for ingen ville vel trods alt forvente, at Roglic ved sidste års VM kunne have troet Ganna, præcis som Remco Evenepoel, der som temporytter kan sammenlignes lidt med sloveneren, ikke kunne det.

Læs også

WorldTour-hold henter cross-profil, og giver ham debut i monument

Det nederlag lever Roglic såmænd nok med. Han gjorde præcis den store skade på sine rivaler, som han hele tiden har haft udsigt til, og nu sørgede han endda for, at Van Aert fik fjernet sin frustration over tre dage, hvor han er blevet nr. 3, 2 og 3 og dermed uden skyggen af tvivl fra nu af kan dedikere sig til det mål, der trods alt er den gule hærs primære grund til at være rejst til Frankrig, nemlig at tage den samlede Roglic-sejr, som et par dumme styrt sidste år frarøvede ham. Hvis nogen havde fortalt han, at han efter enkeltstarten skulle være 39 sekunder foran sin nærmeste rival, havde han næppe troet dem.

Til gengæld var det en trist dag for schweizerne. Küng har nu ingen grund til at være utilfreds over at være så tæt på de tre bedste på en rute, hvor det hele tiden lå i kortene, at den stejle rampe til sidst nok ville koste de sekunder, der umuliggjorde sejren. Tværtimod kørte han ganske lige op med de tre gule musketerer på de flade dele, og det vidner blot nok engang om den fabelagtige form, han har udstyret sig selv med gennem vinteren.

Nej, skuffelsen var utvivlsomt Bissegger. Nok var det meget tvivlsomt, om han på en rute med denne stejle rampe kunne gentage sidste års sejr, men der var næppe mange, der havde spået ham til en 8. plads, når man ihukommer hans magtdemonstration mod Ganna fra UAE Tour. Denne gang kan han imidlertid ikke undskylde sig med, at det var bakken, der knuste hans drømme, for han var på bagkant gennem alle 13 km. Det minder os til gengæld om, at han ligesom Dennis har nogle skuffende udfald en gang imellem, som vi så det til EM og i Touren sidste år. På det område er der en dejlig stabilitet over Van Aert og Roglic, der meget, meget sjældent har deciderede offdays, selvom Van Aert nok vil mene, at hans OL-enkeltstart kan betegnes som en sådan.

Han var dog ikke den eneste specialist, der skuffede. UAEs katastrofeløb fortsatte på en dag, hvor både Brandon McNulty, som dog kan undskyldes af sit styrt i mandags, og den ellers så stabile Joao Almeida, begge underpræsterede markant. Søren Kragh må desværre også sande, at han stadig er et stykke fra det niveau, der gav ham sejren i dette løb for to år siden, og selvom ruten ikke lå til hans højreben, ville man i dette felt også have ventet mere af Yves Lampaert end en 23. plads. Dylan van Baarle har også i det seneste års tid kørt bedre enkeltstarter, end han gjorde i dag, og skal man putte lidt malurt i Jumbo-bægeret, kunne man måske have forventet mere end en 11. plads af Christophe Laporte, når man husker på hans enkeltstarter sidste år og hans vilde formniveau, men her er det tænkeligt, at gårsdagens styrt har spillet ind.

Til gengæld må Ethan Hayter være svært tilfreds. Ligesom i Algarve kørte briten en fremragende enkeltstart, selvom han helt åbenlyst er langt fra sin topform, og det åbner altså nogle forrygende perspektiver, når han engang genfinder sit højeste niveau. I dag var han bare 14 sekunder fra sejren, og der er derfor stadig mere, der indikerer, at vi fremover skal til at placere ham i tempogiganternes superliga.

Det skal vi ikke med Mads Pedersen, men danskeren bekræftede igen sin superform. Måske havde mange skruet forventningerne højere op efter gårsdagens suveræne sejr, men hvis man ser på hans tidligere resultater på WorldTour-enkeltstarter i kuperet terræn og af mellemlang længde, er dette hans bedste resultat, når man tager det meget stærke felt i betragtning. At forvente at han kunne køre lige op med de tre Jumbo-giganter var for meget af det gode, og i stedet er det en fornem præstation, at han i dette terræn bare er 4 sekunder fra at slå Bissegger.

Til gengæld havde han nok forventet, at han kunne slå Simon Yates. Vi ved, at den lille brite af og til brager en suveræn enkeltstart af, når han er i form, som han gjorde det, da han vandt her for tre år siden, men det var nok alligevel ikke mange i denne verden, der havde troet, at han må denne trods alt relativt flade rute ville være bare 1 sekund fra Küng. Det er trods hans tidligere sejr i mine øjne hans bedste enkeltstart nogensinde, og det lover godt for fortsættelsen i dette løb, men også for hans muligheder på de kuperede ruter i Giroen, hvor der ganske vist ikke skal køres megen enkeltstart, men hvor han nu kan drømme om at vinde noget tid på favoritten, Richard Carapaz.

Der var næppe heller mange, der havde forventet, at han ville blive den store af Yates-brødrene. Adam havde trods alt både i Catalonien sidste år og for nylig i UAE Tour indikeret, at han har forbedret sin enkeltstart så kraftig, at han lignede en klassementsvinder i dag. Nu blev han i stedet næsten den mindste af de ryttere, der klarede sidevinden, efter at vi i dag desværre mistede formstærke Ben O’Connor til en kedelig gang influenza. Nu endte han med kun at slå Jack Haig, Nairo Quintana og Clement Champoussin, der alle var sikre tabere på denne etape, men som desværre ikke viste spor tegn på fremgang på deres svageste punkt.

Ineos kan dog være godt tilfredse, da Daniel Martinez nok engang beviste, hvor formstærk og habil en temporytter han er, og de udgør stadig i kombination nok det, Roglic har mest grund til at frygte. Aleksandr Vlasov nåede ikke samme højder som i Emiraterne, men han bekræftede sin enorme fremgang. Og så sørgede Pierre Latour med sin anden sublime enkeltstart i træk for nok engang at minde os om, hvor meget et materielskifte kan betyde. Det er i hvert fald svært ikke at relatere hans pludselig tilbagevenden til fordums styrke til det forhold, at Peter Sagan har sikret ham en Specialized-cykel. Astana har som bekendt i det seneste års tid bevist, hvor meget materiel betyder, og nu tyder på, at vi måske også skal til at holde øje med Trek på alle enkeltstarter. Det var i hvert fald bemærkelsesværdigt at se, hvordan Alex Kirsch, Jasper Stuyven og Julien Bernard pludselig endte langt fremme, og hvordan Bauke Mollema nu to gange i træk har vist nogle tempotakter, vi ikke har set i lang tid.

Læs også

Pogacar før monument: Det er et af mine yndlingsløb

Materiellet har i hvert fald aldrig været et problem hos Jumbo, der med Mathieu Heijboer som den store chefstrateg nu i flere år har tilhørt tempoeliten, og som også var en væsentlig årsag til, at Dennis følte sig tiltrukket af holdet. Deres tempocykel kan imidlertid ikke forklare, at holdet også de tre første dage har været her, der og alle vegne og optrådt så dominerende, at man lige må tjekke en ekstra for at se efter, om de vitterligt har tilmeldt sig Paris-Nice og ikke de lokale mesterskaber i s’Hertogenbosch, hvor holdet har hjemme. At rydde podiet én gang er nærmest uhørt, men at gøre det to gange på fire dage er tæt på at være uforståeligt. Man forstår godt, hvis resten af feltet i disse nætter har kroniske mareridt om den gule hær, der lige nu blæser ned gennem Frankrig med direkte kurs mod den gule trøje, Roglic på så ærgerlig vis missede sidste år.

 Livestream Tirreno-Adriatico og Paris-Nice til halv pris