Paris-Nice-analyse: Den tunge sprinters forvandling

Af og til bliver ryttere puttet i de forkerte kasser. Et enkelt resultat tidligt i karrieren kan meget hurtigt betyde, at et ungt talent drages i en bestemt retning og af cykelfans kategoriseres som værende en bestemt type. Meget ofte skal man imidlertid passe på med drage for hurtige konklusioner, for ganske ofte kan de mest talentfulde meget mere, end man tror.

Vi har allerede set ét eksempel tidligere i denne uge, da Dylan Groenewegen med fornem sidevindskørsel tog de fleste på sengen og viste, at han er mere end blot en tung sprinter. Og i dag blev vi så atter mindet om, at Sam Bennett er andet end blot en klassisk afslutter, da han med stor autoritet tog sin anden sejr i årets udgave af Løbet mod Solen og allerede sin fjerde triumf i en fremragende start på 2019-sæsonen.

I de tidlige år var der ellers mange, der anså Bennett som en helt klassisk sprinter. Formentlig skyldes det, at hans store gennembrud kom, da han som helt ung slog flere af verdens allerbedste sprintere på den helt flade sidste etape i Tour of Qatar. Faktisk har ireren selv sagt, at netop det resultat fik han til at arbejde i retning af at blive klassisk sprinter, men det var slet ikke på det område, at han excellerede i sine unge dage.

Læs også

Dansk Lidl-Trek-sportsdirektør: Vi vil prøve noget frækt

Bennetts første store resultat kom faktisk, da han i 2013 som kontinentalrytter vandt en puncheurspurt på en knaldhård etape i Tour of Britain, og dengang var der ikke meget, der tydede på, at han skulle slås med de allerhurtigste. Det ændrede sig imidlertid med sejren i Qatar, der fik ham til at glide ind i en rolle som NetApps førstesprinter, men trods en del fine resultater kneb det med at slå afgørende igennem, ikke mindst fordi han manglede stabilitet og havde det svært i positionskampen.

Efter en lidt skuffende 2016-sæson fik det ham frem mod 2017 til igen at tabe vægt og gå i retning af de hårdere løb, der var kernen i den tidlige del af hans karriere. Tilsyneladende var det præcis det, han manglede, for fra 2017 og frem har han været på et helt nyt niveau. Og sjovt nok har det ikke blot givet ham en betydeligt forøget holdbarhed, det har også gjort ham til en langt hurtigere herre.

I Giroen i 2017 stod det nemlig klart, at Bennett nu havde topfarten til at true de allerbedste, og det endelige bevis kom i sidste års Giro, hvor han vandt hele tre etaper og gang på gang gav Elia Viviani baghjul. Men samtidig med, at han beseglede sin position i toppen af det internationale sprinterhierarki, viste han også, at han måske nok har en topfart, der bringer ham op i nærheden af Groenewegen- og Kittel-niveau, men modsat de to tunge folk er han også en yderst klatrestærk fyr. Det blev tydeligt dokumenteret, da han sidste år sad med dybt inde i finalen på den knaldhårde Montjuic-etape i Catalonien, og det er ligeledes svært at glemme, hvordan han i sidste års Giro endda var i angreb sammen med klatrerne på en regnvåd og knaldhård etape.

Bennett er med andre ord alt andet end en klassisk sprinter, og derfor var det kun naturligt, at han udså sig dagens kuperede etape som et mål. Intet var ganske vist sikkert på en dag, hvor enhver vidste, at Mitcheltons superhold havde planer om at gøre det svært for sprinterne, men efter at han på 3. etape havde fundet benene igen trods en tung og skuffende start, kunne den ellers ikke altid så stabile Bennett gøre sig forhåbninger om at sikre sig en sejr nr. 2.

Som sagt, så gjort. Bennett viste igjen, at han er en glimrende klatrer, for mens folk som Groenewegen, André Greipel og Fabio Jakobsen ikke uventet blev kørt agterud, lignede han aldrig en mand i vanskeligheder. Tværtimod havde han snarere fordel af den store udskilning, men selv da udfordringerne var overvundet ventede stadig en udfordring. Positionskampen har nemlig altid været en irsk akilleshæl, og han kunne derfor få vanskeligheder i den tekniske finale.

Endnu sværere blev det, da det stod klart, at også Jacopo Guarnieri havde klaret strabadserne. Dermed stod det nemlig klart, at Arnaud Demare havde selskab af en af feltets allerbedste lead-out man, og hans betydning kunne slet ikke overvurderes i den kringlede afslutning. Det var da også helt forventeligt, at FDJs supertog var totalt dominerende på den sidste kilometer, og da først italieneren slog ud, fik den franske stjernesprinter som så ofte før serveret det hele på et sølvfad af sin uvurderlige holdkammerat.

I de seneste løb har Bennett imidlertid vist, at han er blevet langt stærkere i positionskampen. Allerede i Emiraterne vandt han på begge de to sidste sprinteretaper kampen om Gaviria eftertragtede baghjul, og også i forbindelse med sejren i tirsdags, manøvrerede han eminent, da han mod slutningen sprang ind på hjulet af Mike Teunissen. I dag viste han det så for tredje gang, da han med stor autoritet sad limet til Demares baghjul ved passagen af den røde flamme.

Desværre manglede han den sidste aggression i de sene sving, og det så kortvarigt ud til, at sejren var gledet ham af hænde, da han måtte lade Matteo Trentin og John Degenkolb smutte forbi. Derfor havde Demare pludselig et anseeligt forspring, da han fra den perfekte position kunne åbne sin spurt, men til franskmandens store fortrydelse var han bare oppe mod en langt hurtigere mand. Trods de tabte positioner viste Bennett nemlig atter, at han tilhører den helt tunge sprinterelite, da han med lethed gav alle baghjul og viste, at han i det overlevende felt var i særklasse.

Præstationen er imidlertid blot endnu et vidnesbyrd om, at Bennett må se at komme væk fra Bora. Én ting er, at han i grand tours er kørt ud på et sidespor, noget andet er, at klassikerne er lukket land. Med sin nuværende form burde han ellers være en af de tunge favoritter til Milano-Sanremo, men selvom han i år faktisk får lov at stille til start, må man formode, at han atter skal underordne sig Peter Sagan. Man kan imidlertid håbe, at Bora-ledelsen besinder sig, for ender det hele i en spurt på Via Roma ligner formstærke Bennett faktisk det tyske hold bedste bud på en vinder.

Læs også

Dansk sprintertalent tager stor sejr

For Demare var nederlaget naturligvis frustrerende, da Guarnieris overraskende tilstedeværelse gav ham meget favorable kort i den tekniske finale. Han måtte imidlertid sande, at Bennett stadig er langt hurtigere. På den anden side var det ikke en nyhed, og i stedet kan han forhåbentlig se det positive i, at han viser klare tegn på fremgang, efter at den berømte Algarve-virus efterlod ham svækket i de første dage. Demare er ellers kendt for at falde helt sammen efter et par dage i et etapeløb, og at han kunne klare dagens udskilning, var naturligvis yderst opløftende.

For Matteo Trentin og Sonny Colbrelli må frustrationen være endnu større. Begge havde øjnet dagens etape som en stor chance, ikke mindst da den kraftige vind truede med at skabe kaos. Det skulle imidlertid hurtigt vise sig, at de mange træer i regionen reducerede vindens betydning til nærmest ingenting, og derfor måtte de bruge stigningerne til at gøre forskellen. De gjorde da også begge alt, hvad der kunne ønskes med hårde forceringer fra ikke mindst Mitcheltons mange klatrere, men i sidste ende stod det ikke helt uventet klart, at det altså krævede vind at skille sig af med de mindre holdbare folk. Stigningerne i sig selv var for lette, og da der ovenikøbet var kraftig modvind på den sidste lette bakke, var slaget reelt tabt allerede med 40 km igen. Selvom Trentin drog fordel af de sene sving til at sikre sig en 3. plads, måtte de nemlig begge atter sande, at deres topfart ikke rækker mod de bedste, og Colbrelli fik endda samtidig stillet til skue, at han har meget at arbejde med, hvad positionering angår. Derfor var det 4. etape, der var den forspildte mulighed, for her havde de deres livs chance, men her betød det dumme styrt til Mikel Nieve og Jack Bauer formentlig, at det hele gled dem af hænde.

De mest uheldige var dog hverken Trentin eller Colbrelli, der bare blev slået af hurtigere folk. Langt, langt værre var det for Caleb Ewan og Alexander Kristoff, der begge var ramt af sort uheld. Begge havde ellers konfirmeret deres glimrende form frem mod Sanremo ved sikkert at klare stigningerne, men i finalen slog lynet ned. Stakkels Ewan blev brutalt revet i asfalten, og Kristoffs uendelige serie af kulsort uheld fortsatte, da han blev fanget bag et tidligere styrt og måtte bruge så mange kræfter på at komme tilbage, at han for tredje gang uden egen skyld missede en chance for at gøre krav på kaptajnrollen i Sanremo på bekostning af Fernando Gaviria ved at levere et topresultat. Dermed er det nu meget svært for nordmanden at undslå sig en rolle som lead-out man på Via Roma næste lørdag, ikke mindst fordi han har vist, at han mestrer den opgave bedre end nogen anden. For Ewan var det en forspildt mulighed, men også han havde formentlig alligevel fået svært ved at slå suveræne Bennett. Til gengæld kan han finde trøst i, at han igen dokumenterede sin holdbarhed ved at klare stigningerne.

Det gjorde John Degenkolb også, men det havde været en mindre katastrofe, hvis ikke tyskeren havde klaret sig på en etape, hvor langt mindre klatrestærke folk sad med. Det var til gengæld ganske lovende, at han spurtede sig til en 4. plads i en teknisk finale, der bestemt ikke er hans kop te. Selvom han i onsdags stadig viste, at han ikke er sig selv endnu, ser han ud til at være skarpere frem mod klassikerne, end han ellers har været siden sit grimme uheld.

Også Bryan Coquard fortjener applaus for atter at bekræfte de klare tegn på fremgang, han har vist gennem hele året, og han kan kun ærgre sig over, at han i en så teknisk finale reelt var chanceløs. Selve spurten var imidlertid atter ganske overbevisende, og det står efterhånden klart, at han både, hvad holdbarhed og topfart angår, nærmer sig 2016-niveauet. Der er et stykke vej endnu, men der i hvert fald lys for enden af tunnelen for den ellers fallerede franske topsprinter.

Det blev til gengæld ikke en god dag for Groenewegen, Jakobsen og Greipel. Selvom førstnævnte gjorde det glimrende, måtte han trods alt sande, at han stadig har markante begrænsninger på stigningerne. Det samme er tilfældet for Jakobsen, der dog aldrig var tilskrevet den store chance for at klare sig. Mest frustrerende må det være for Greipel, der i gamle dage ville have haft en chance på en etape som denne, men som i dag altså ikke kunne skyde skylden på det svage Arkea-hold, der ellers har svigtet ham talrige gange i år.

Den manglende eksponering for vinden betød, at klassementet aldrig kom i spil, og alle var tydeligvis tilfredse med at spare på kræfterne frem mod de to afgørende etaper i weekenden. Luis Leon Sanchez og Michal Kwiatkowski viste ganske vist atter årvågenhed ved at sikre sig bonussekunder, men i et løb, hvor forskellene er større, end man kunne have ventet, er det nu næppe på marginaler, at løbet skal afgøres. Sanchez får det under alle omstændigheder svært på morgendagens kongeetape, og for Kwiatkowski er det formentlig enten-eller, om han kan undgå at eksplodere, når klatrerne åbner op.

Om han kan det, ved vi i morgen. Hidtil har det været sidevind og en helt flad enkeltstart, der har skabt forskellene, men fra nu af starter et helt nyt løb. Det er nu Kwiatkowski skal vise, at han også klatrer godt nok til faktisk at vinde Løbet mod Solen, når han utvivlsomt kommer under angreb fra især Nairo Quintana på Col du Turini lørdag eftermiddag.

Et nyt persongalleri vil nu tage over, og også Bennett vil igen skulle træde i baggrunden, når det lette kavaleri skyder frem. Der er nemlig stadig grænser for den hurtige irer -  trods alt.