Paris-Nice-analyse: Det atypiske spanske vidunderbarn

Nu har jeg aldrig haft intentioner om at kunne leve af spilvirksomhed, men alligevel måtte han godt have ventet lidt endnu, ham spanieren. Som de folk, der har fulgt vores live-opdatering vil vide, har jeg nemlig flere gange fremhævet Ivan Garcia Cortina som den rytter, jeg forventer det største gennembrud fra i årets brostensklassikere, når de forhåbentlig om et par uger skydes i gang igen på de belgiske landeveje. Desværre er der knap så meget fidus over den vurdering, efter at det spanske stortalent i dag stillede sin enorme styrke til skue ved at tage karrierens anden sejr - og endda også den anden på WorldTouren - i en knaldhård modvindsspurt på en bakke i La Chatre som afslutning på dagens 3. etape i Paris-Nice.

Det er nemlig slet ikke nogen overraskelse, at den atypiske spanier, der elsker brosten, sidevind og regn mere end bjerge og solskin, nu også kan kalde sig etapevinder i et af sportens allerstørste løb. Han har nemlig længe banket på til sit store gennembrud i en bredere offentlighed, men det er for mange gået under radaren, måske fordi han havde en lidt svær start som professionel og ikke som en anden Remco Evenepoel skabte overskrifter, inden han blev sluppet ud af børnehaven.

Det gør han imidlertid i dag, og det vil han gøre mange, mange gange i fremtiden. Det er meget sigende for den lidt tøvende udvikling, at dagens sejr blot var den anden, men det er lige så sigende om potentialet, at det var den anden på højeste niveau. Og modsat sidste års gevinst i Californien, hvor man kan diskutere den modstand, han havde i spurten i Ventura, var det udtryk for tårnhøj klasse, at han i dag fik Peter Sagan til at ligne en slags amatør i en stigende finale, der var langt stejlere end antydet i løbsbogen og dermed var skræddersyet til den trefoldige verdensmester.

Læs også

Lidl-Trek-udbryder trodser favoritterne på målbjerg

Garcia Cortina har imidlertid ved mange andre lejligheder vist os, at noget stort er i vente. Det første soleklare bevis kom, da han alene kørte op til Laurens de Plus og Marc Hirschi på ardenneretapen i sidste års BinckBank Tour og derved kørte fra flere af verdens bedste klassikerryttere i terræn, der burde være for svært. Og det helt store bevis kom i sidste års GP Montreal, hvor han efter mere end 4000 højdemeter spurtede sig til en tredjeplads i et felt, der var så stjernebesat, at man med rette kunne have anmodet om at få lagt en rød løber ud ved startstregen.

Den slags opnår man kun, hvis man har klasse, og derfor var det også så ærgerligt, at Garcia Cortina, der elsker regnvejr, blev syg inden et VM, der på papiret lå til hans højreben, og hvor han endda var udset som plan B, hvis Alejandro Valverde blev for kold i de regnfulde betingelser. Faktisk så det ud til, at vi igen skulle blive snydt i dette forår, da helbredet nok engang sendte spanieren til tælling forud for Ruta del Sol og kostede ham deltagelsen i åbningsweekenden.

Tilsyneladende er han bare så god, at han kan forberede sig til Paris-Nice fra sygesengen. Allerede på 1. etape overraskede han nemlig sig selv ved ene mand at holde Tiesj Benoot og Julian Alaphilippe i snor og dermed vel i virkeligheden var den direkte årsag til, at det blev Maximilian Schachmann, der vandt etapen, selvom de to slet ikke er på samme hold. Dermed fik han vist, at formen allerede på plads igen, og det var den i sandhed også i dag, da Sagan gispede efter vejret bare for at holde hans hjul.

Spurtsejren var endnu mere imponerende, hvis man ihukommer omstændighederne. Én ting er, at bakken var langt stejlere end anført, noget andet er, at han kæmpede med den modvind, der havde gjort hele etapen til en sand langgaber, som var en time efter tidsplanen. Al logik ville normalt sige, at spanieren var startet for tidligt, men alligevel var han så suveræn, at ingen kom i nærheden.

Faktisk er det meget typisk for Garcia Cortina. Han har nemlig ikke været nogen ørn i positionskampen, og derfor kan jeg huske i hvert fald tre spurter, hvor han fra en håbløs position har åbnet sin spurt alt, alt for tidligt. Det har uundgåeligt ført til, at han er faldet tilbage, men nu er han tilsyneladende blevet så stærk, at det intet betyder - modvind og bakke til trods.

Desværre skal han også glæde sig over, at han har Sagan til at give sejren nogen vægt. Løbets tre supersprintere var nemlig alle sat ud af spillet forinden, og dermed fik vi aldrig at se, hvordan han ville have stået i et opgør mod dem. Mest uheldig var naturligvis Sam Bennett, der efterhånden højst overraskende ligner modeksemplet på, at Deceuninck gør alt til guld. Nu var Bennett jo guld i forvejen, men derfor er det måske bare endnu mere bemærkelsesværdigt, at ireren er kommet så sløjt fra start i et år, hvor han ellers med et nyt og stærkt tog lignede en mand, der ville vinde hver anden dag gennem hele sæsonen.

Det har han i hvert fald ikke gjort endnu, og efter en nedtur i Emiraterne og en yderst sløj start på dette løb, hvor han ofte har haft svært til at vænne sig til kulden, ser det nu sort ud for fremtidsudsigterne. I skrivende stund er det stadig uklart, hvor slemme skaderne er, men den irske mester lignede i hvert fald ikke en mand, der er klar til at køre cykelløb lige med det samme. Nu kan det være, at coronovirus gør det hele temmelig lige meget, men uanset hvad har sæsonstarten ikke været god for irerens i forvejen meget skrøbelige selvtillid.

Den har Caleb Ewan mere af efter en ganske god sæsonstart, og derfor kan han nok også leve med, at han fik Hugo Hofstetter op at ride på sit baghjul, så franskmanden fløj direkte ind i uheldige Bennett, men alligevel må han være ekstra frustreret. Den hårdere bakke gjorde nemlig finalen langt mere velegnet til Ewan end først antaget, og da John Degenkolb og Jasper de Buyst havde ført ham til en god position, kunne han have været meget vanskelig at slå i denne finale. Desværre betød uheldet, at vi nu aldrig får at se, hvor Garcia Cortina står i forhold til rytteren, der efterhånden har udviklet sig til en sand specialist i stigende spurter.

Det har Sagan som bekendt altid været, men alligevel var det overraskende at se ham fremme i dag. Bora-holdet har endnu ikke meldt ud, om det vitterligt var planen, at Sagan skulle have chancen i en finale, der var stigende, og at det var forklaringen på, at Pascal Ackermann endte med et tidstab på mere end 4 minutter. Med mindre Sagan havde brug for at få afstøvet selvtilliden, ville det dog være en ulogisk beslutning i en afslutning, der stadig lå bedre til den hurtigere tysker, der således kan være blevet fanget i et af de mange styrt, de martrede den nervøse, men i sidste ende ufarlige etape.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

Det bliver vi klogere, når Bora får udsendt en reaktion, men hvis formålet var et selvtillidsboost, endte det med det modsatte. I gamle dage ville Sagan have været meget svært at slå i en stigende finale, hvor han fra position 2 fik et perfekt lead-out af en rival, der havde kørt en alt for lang modvindsspurt. Sagan måtte imidlertid kæmpe med blot at holde hans hjul og bar dermed endnu mere ved til den mistanke, man må have efter en sløj tid for den engang så suveræne slovak. Naturligvis er Sagan stadig en klasserytter, som han viste på 2. etape og i virkeligheden også med en 2. plads i dag, men det var altså heller ikke i dag den Sagan, vi kender. Og med VM som undtagelse har det vel egentlig ikke været det, siden han vandt Roubaix i 2018.

At finalen var hård, fremgår tydeligt af resultatet. Normalt er Andrea Pasqualon ikke podiekandidat i en spurt som denne, men som puncheur trivedes italieneren, der tidligere har vundet løb som GP Plumelec og Tour de Luxembourg i langt hårdere afslutninger. Det var også bemærkelsesværdigt, at Cees Bol, der ellers normalt er god i stigende spurter, ikke havde meget punch, selvom Michael Matthews afleverede ham ganske godt.

Folk som Nacer Bouhanni og Rudy Barbier, der normalt er hurtigere på flad vej end folk som Garcia Cortina og Pasqualon kom ikke meget fremad, selvom de var blandt de få, der ikke blev sat ud af spillet af styrtet. Og hverdagskost er det trods alt heller ikke, at Anthony Turgis, Mads Würtz og Oliver Naesen ender i top 10 i en massespurt, og at det meste af den nedre del af top 20 udgøres af lutter klassementsryttere.

Bennett var ikke den eneste, der kunne se styrtet fortsætte en skidt sæsonstart. Også Elia Viviani, der i den grad havde brug for et selvtillidsboost, kunne se uheldet ødelægge chancen for oprejsning, efter at han i går havde vist lidt livstegn. Piet Allegaert viste endda store klasse ved at køre et lead-out, der dog mere viste sig at gavne Sagan, men desværre fik vi aldrig at se, om Viviani har forbedret sig siden de små ydmygelser, han oplevede inden sin tur til VM på bane.

Endnu værre fik det for stakkels Bryan Coquard. Franskmanden, der indledte sit år med at brække skulderen under træning, har været forfulgt af uheld lige siden. I tirsdagens Le Samyn viste han ellers fornem form, men en punktering på et kritisk tidspunkt betød, at han løb tør for kræfter. Og i dag fulgte han en punktering op med et ærgerligt styrt, som må få ham til at spørge, hvad i alverden han har gjort forkert, siden han skal straffes så hårdt.

Den slags bekymringer har Giacomo Nizzolo ikke. Italieneren har nemlig haft en forrygende start, og derfor kan han nok leve med, at heller ikke han kunne spurte, som han gerne ville. Det kunne dog måske have været anderledes, hvis ikke han nok engang havde været en lille enmandshær for et NTT-hold, der ikke ydede ham meget støtte. Naturligvis var det et slag, at Max Walscheid røg ned i Coquards styrt, men det var desværre endnu en dag, hvor det sydafrikanske holds guldfugl lidt for tit var Palle alene i verden.

For klassementsrytterne blev det en god dag. Efter nogle hektiske dage endte det som en langsom og let dag. De blæsende betingelser gjorde det stadig stressende og uroligt med mange styrt, men den generelle modvind gjorde også, at udfordringen meget af tiden snarere var at holde sig varm. Det var i hvert fald en anden form for udfordring end den sidevindskørsel, der har domineret de første dage, men formentlig ganske velkomment dagen inden en vigtig enkeltstart.

Det er nemlig, hvad der venter nu. Efter nogle dage, der har mindet os alle om, at Paris-Nice handler om mere og andet end at klatre og køre enkeltstart, er det nu slut for sidevindskørsel i denne omgang. Fra nu af handler det med torsdagens fladere etape som en undtagelse om udfordringer, som passer bedre til de ryttere, der normalt kæmper om sejren i etapeløb, og hvoraf mange har noget at rette op på efter nogle dramatiske dage.

Det har Garcia Cortina ikke. Efter sin sygdom kom han til Frankrig med stor tvivl om sin form og som min (og sikkert også mange andres) fidus til brostensklassikerne. Når løbet slutter - og det kan ske før, end vi aner - rejser han til gengæld hjem som en mand, alle helt sikkert vil holde et yderst vågent øje med, hvis der bliver en brostenssæson i coronaåret 2020.

OPDATERING: Det er kommet frem, at Ackermann havde defekt med 4 km igen. Tillige er Bennett sluppet uden brud og starter i morgen.