Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere

Paris-Nice-analyse: Det belgisk-hollandske sidevindsshow

08. marts 2022 14:12Foto: A.S.O./Alex Broadway

I disse dage køres Paris-Nice, som vi dækker intenst. Hver dag skriver vores ekspert, Emil Axelgaard, optakter til etaperne, og som led heri analyserer han den foregående dags begivenheder. Vi bringer her hans analyse af 2. etape.

Artiklen fortsætter efter videoen.

 Livestream Tirreno-Adriatico og Paris-Nice til halv pris

 

Hvis man i dagene op til Paris-Nice har lidt svært ved at komme ind på diverse vejrtjenesters hjemmesider, er der formentlig en god begrundelse. De er sikkert overbelastede af de mange cykelryttere, der med enten stor spænding eller rystende nervøsitet skæver mod de vindmeldinger, meteorologerne kommer med til de første dage af cykelsportens årlige rejse mod solen.

 

Det er ikke uden grund. Der findes formentlig ikke et ugelangt WorldTour-etapeløb, hvor sidevind har spillet en større rolle end i netop Paris-Nice. Det flade Nordfrankrig egner sig bare pokkers godt til sidevindskørsel på denne tid af året - desværre ser vi sjældent det samme under sommerens Tour de France - og derfor er det franske løb for mange spinkle klatrere meget sværere at vinde, end det ved første øjekast ser ud til. Løbet har ellers ofte færre enkeltstartskilometer end mange andre af de store etapeløb - og i mange år kom de jo endda i alt væsentligt som en bjergenkeltstart på Col d’Eze - men til gengæld skal feltets letvægtere slås med de blæsende betingelser mod nord. Derfor er vinderen af Paris-Nice ofte en meget komplet rytter, og derfor ser man, at man af de førende brostensspecialister foretrækker at forberede sig til de største løb i Frankrig og ikke i Tirreno-Adriatico, der afvikles parallelt.

 

Læs også
Optakt: Liege-Bastogne-Liege

 

Det er bestemt ikke hvert år, at sidevinden spiller en rolle. Sidste år var der eksempelvis forrygende højtryksvejr gennem hele løbets indledning, og der var aldrig skyggen af risiko for splittelse. Alligevel er det påfaldende, hvor ofte mange klatrere er sat ud af spillet, længe inden de har ramt den første stigning. Richie Porte har eksempelvis flere gange tabt løbet, inden han har nærmest sig sin hjemegn omkring Nice, og mange vil utvivlsomt huske, hvordan Luke Rowe måske var hovedårsagen til, at Egan Bernal og i hvert fald Sergio Henao tog deres sejre i løbet. Waliseren sørgede nemlig for, at de modsat mange andre kom sikkert igennem de dage, som feltets klatrere må rangere som nogen af de mest frygtede på hele året.

 

I det lys har der nok også været lidt ekstra tryk på vejrtjenesternes hjemmesider de seneste dage. Det har nemlig i nogen tid stået klart, at vejrguderne ville berige løbets eneste rigtigt flade etape med en solid østenvind, og når ruten samtidig går mod syd stort set hele dagen, får det naturligvis alle alarmklokker til at ringe. Derfor kunne man allerede inden løbet forudse, at det nok ville blive et af de år, hvor nøglen til sejr i lige så høj grad var et stærkt sidevindshold som gode klatre- eller tempoevner.

 

Den med spænding imødesete etape svigtede, da heller ikke. Da det stod allerværst til, bestod første gruppe kun af ca. 10-15 mand, og her så det kortvarigt ud til, at vi kunne ende i det rene blodbad. Der var heller ikke skyggen af overraskelse i de hovedaktører, der var i gang med at skabe selvsamme blodbad, for man kunne næsten have nedskrevet frontgruppens deltagere allerede inden starten.

 

Det var nemlig de to forventede superhold, der jog kniven direkte ind i ryggen på rivalerne. Quick-Step er jo kendt som feltets ubetingede sidevindskonger, og man skulle ikke have set meget af åbningsweekenden eller gårsdagens 1. etape for at indse, at Christophe Laporte og Wout van Aert ville give Primoz Roglic en stensikker plads i første gruppe. Det var da også hollænderne, der stod for den afgørende forcering, og da belgierne gik med på galejen, var situationen på et tidspunkt så dramatisk, at det for en gangs skyld end ikke var lykkedes for sidevindskongen Rowe at få sine kaptajner med på den rette side af splittet.

 

Det varede nu ikke længe. Waliseren viste nok engang sit værd og var stærkt medvirkende til, at der kort efter kom en regruppering, der bragte både Daniel Martinez og Adam Yates tilbage i spillet. På det tidspunkt havde vi imidlertid stadig kurs mod en massakre på klassementet, da de eneste øvrige klassementsryttere i frontgruppen var Nairo Quintana, der nok engang viste, at han mestrer sidevind som få, den chokerende sidevindsstærke Ben O’Connor, der ellers lignede en sikker taber, samt den lige nu så flyvende Pierre Latour, der også havde imponeret i sidevinden i både Besseges og Provence.

 

Alligevel vil vi næppe huske 2022-udgaven af Paris-Nice som et år, hvor sidevinden blev nogen helt afgørende faktor. Jumbo følte sig åbenbart så sikre på Roglics styrke, at de ikke så noget behov for at brænde Van Aert og Laporte af i forsøget på at distancere de mange rivaler yderligere. Ineos, hvis hold generelt var bekymrende fraværende, havde kun Rowe, der naturligvis skulle være klar til at hjælpe, hvis sidevinden igen skulle rase. Da Latour, Quintana og O’Connor var ganske alene, havde kun Quick-Step, der naturligvis sad i overtal med tilstedeværelsen af Fabio Jakobsen samt klassikerkongerne Yves Lampaert, Florian Senechal og Zdenek Stybar, ressourcerne til at forhindre en regruppering. Da deres klassementsrytter, Mauri Vansevenant, højst overraskende var blevet en taber på en dag, hvor hans hold burde have givet ham et forspring, var deres incitament også begrænset, og det førte til, at nogle af etapens på papiret sandynlige ofre, nemlig Jack Haig, Simon Yates og Clement Champoussin, samt Aleksandr Vlasov, der ellers havde et stærkt hold, men som var svækket efter et styrt til Danny van Poppel, kunne drage et lettelsens suk.

 

Faktisk kunne regrupperingen have været endnu større. Aurelien Paret-Peinte, Ion Izagirre og David de la Cruz var også meget tæt på at undgå et tidstab. De var nemlig heldige med, at Movistar imponerede ved at sidde med tre mand til at støtte formstærke Matteo Jorgenson, som siden var uheldig alligevel at ende med et større tidstab grundet et sent styrt, og de havde kurs mod at blive fragtet tilbage til feltet. At det ikke skyldtes alene, at der med Vlasov-gruppen var kommet forstærkning til både Jumbo og Ag2r, der nu kunne ofre Nathan van Hooydonck og Oliver Naesen i forsøget på i hvert fald at få lidt ud af anstrengelserne, og Haig var nu pludselig på for- og ikke bagkant, hvor Luis Leon Sanchez også blev sendt til fronten.

 

Det var nok til at sikre, at etapen alligevel endte med relativt mange tabere. Udover Izagirre, Jorgenson De la Cruz og Paret-Peintre, der faktisk klarede det meget bedre, end man kunne frygte, var der også et moderat tidstab til Guillaume Martin, der hele tiden lignede en sikker taber, men som blev ramt af en punktering i et kritisk øjeblik, formsvage Maximilian Schachmann, der havde endnu en dårlig, Neilson Powless, uheldige Bauke Mollema, Vansevenant og måske endnu vigtigere, Brandon McNulty og Joao Almeida. De havde ellers en sand sidevindskonge til at beskytte dem i form af Matteo Trentin, men da italieneren var involveret i et voldsomt styrt, gik de pludselig fra at ligne sandsynlige vindere til at ligne de tabere, de også endte med at blive.

 

For andre gik det dog langt værre. Wout Poels har aldrig været god i disse betingelser, og uden det Sky-hold, der tidligere hjalp ham, var han prisgivet. Endnu mere ærgerligt var det dog for FDJ, der ellers med den flyvende Stefan Küng stod til at kunne vinde tid, men som på en sand møgdag, hvor David Gaudu og Valentin Madouas var involveret i to separate styrt og nu valgte at lade schweizeren køre sit helt eget løb, mens klatrerne slikkede sårene. Det er faktisk en lige så væsentlig del af fortællingen om de første dage af Paris-Nice som selve vinden, at den store nervøsitet altid eliminerer favoritter via styrt. Gaudu må nu sande, at han har været uheldig to år i træk.

 

Læs også
Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

 

Alligevel blev der ikke taget alt for meget ud af den spænding, som Jumbo og Roglic ellers havde gjort deres for at kvæle i går, og hold som Bahrain, Bora, BikeExchange og Ag2r vil ånde lettede op over udfaldet af dagens etape. Til gengæld sidder Jumbo nok med en lidt ærgerlig fornemmelse af, at de kunne have fået mere ud af dagen, men de valgte i sidste ende at prioritere endnu en etapesejr over muligheden for en yderligere tidsgevinst.

 

Måske var det en fejlprioritering. På en sidevindsetape som denne skal man altid frygte Quick-Step, og belgierne var i dag lige så dominerende som hollænderne. De to hold, der stod for hele sidevindsshowet, skulle naturligvis også duellere om etapesejren, og her blev det lige så medrivende en kamp, som det havde været i vinden tidligere på etapen.

 

Det var nemlig uklart, hvem der ville være stærkest. Quick-Step havde det bedste tog med Yves Lampaert, Zdenek Stybar og Florian Senechal, men Jumbo havde måske en bedre sidste mand i formstærke Laporte. Duellen blev også præcis så højintens som spået på de sidste kilometer, hvor Quick-Step spillede med musklerne, men da slaget til slut skulle slås med Senechal og Laporte, var det alligevel Jumbo, der vandt kampen om det bedste lead-out.

 

Desværre for dem vandt de ikke den kamp, der betød noget. Allerede sidste år så vi, at Van Aert trods alt har sine begrænsninger mod de allerhurtigste, og da Jakobsen hurtigt fik grebet Van Aerts hjul, da Laporte skød frem, var udfaldet næsten givet. Hollænderen beviste med stor autoritet, at der trods alt er forskel på en supersprinter og en belgisk altmuligmand, og dermed kunne han sørge for, at Quick-Step nok engang vandt en af de sidevindsetaper, de efterhånden har vundet en endeløs serie af. Dermed fik de også reddet et løb, hvor det har lignet et stort sats at møde med et næsten rent sprinterhold til en rute, der kun byder på én rigtigt flad etape - men den vandt de heldigvis også.

 

I det hele taget endte det i et opgør mellem de tre sprintere, der på forhånd stod stærkest i sidevinden, nemlig Jakobsen, Van Aert og Mads Pedersen, der sammen med Jasper Stuyven og Alex Kirsch nok engang beviste, at Trek har et af de bedste sidevindshold. Desværre fik danskeren ikke det fortjente udbytte af anstrengelserne, da en dårligt timet defekt forhindrede ham i at jagte den podieplads, der ved spurtens start så temmelig sikker ud. Han må så i stedet trøste sig med, at hans superform er fortsat efter løbspausen - og Laporte kan glæde sig over, at defekten nok gav ham de bonussekunder, der reddede ham endnu en dag i trøjen.

 

Den var Luka Mezgec ellers ved at tage fra ham, men sloveneren blev sat lidt for langt tilbage af Pedersens defekt. Til gengæld fik han nok engang bevist, at han er knivskarp i sidevind på en dag, der endte som endnu en nedtur for den Dylan Groenewegen, som ellers i en tidligere udgave af dette løb totalt dominerede i sidevinden. Det gjorde han bestemt ikke i dag, hvor han fik sig endnu en lussing i en halvtrist sæsonstart. Anderledes var det for DSM, der hele tiden lignede en vinder i sidevinden, og som nu da i det mindste fik en top 10 med Cees Bol - ikke noget stort resultat, men for det kriseramte hollandske hold lidt af en succes. Mere overraskende var det, at Sebastian Molano holdt sig til i vinden, selvom man nok kan diskutere, om ikke der var mere vundet ved, at han havde ventet på McNulty og Almeida, end at han forsøgte på egen hånd at vinde en spurt mod hurtigere ryttere med bedre støtte.

 

Det virkede i hvert fald en kende optimistisk. Da først vejrudsigten lovede sidevind, stod der nemlig Quick-Step og Jumbo skrevet med flammeskrift over denne etape, og det kunne næsten ikke gå anderledes, end at de to hold også skulle duellere om sejren - i hvert fald da den ellers så sidevindsstærke Jasper Philipsen blev elimineret af styrt. Måske endte etapen alligevel med at blive knap så selektiv som ventet, men alverdens klassikerryttere fik i hvert fald sendt et varsel om, hvad der vil vente, hvis vinden bliver en faktor i de hollandske klassikere. Så kan vi meget vel blive vidner til endnu et belgisk-hollandsk sidevindsshow.

 

 Livestream Tirreno-Adriatico og Paris-Nice til halv pris

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Paris - Nice
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

EPZ Omloop van Borsele(2.NCUPJW) 19/04-21/04

EPZ Omloop van Borsele(2.NCUPJW) 19/04-21/04

Liège-Bastogne-Liège Fe...(1.WWT) 21/04

Liège-Bastogne-Liège(1.UWT) 21/04

Giro della Romagna(1.1) 21/04

Tour de Romandie(2.UWT) 23/04-28/04

Vuelta Asturias Julio Alv...(2.1) 26/04-28/04

Lotto Famenne Ardenne Cla...(1.1) 28/04

Annonce

Annonce

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkéa - B&B Hotels

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Decathlon AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lidl - Trek

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM-Firmenich PostNL

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Visma | Lease a Bike

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

VIL DU HJÆLPE OS MED AT LAVE DANMARKS BEDSTE CYKELMAGASIN?