Paris-Nice-analyse: Et menneskeligt monster

 Livestream Tirreno-Adriatico og Paris-Nice til halv pris

Det er ikke mærkeligt, hvis flertallet af cykelsportens klassementsryttere i de seneste år har virket en smule opgivende. Det har i hvert fald været velbegrundet, når de er stillet til start i et etapeløb sammen med Primoz Roglic, hvor det må have været fristende at kaste håndklædet i ringen med det samme.

Statistikken taler nemlig sit tydelige sprog. Siden han vandt Baskerlandet Rundt i 2018, er det kun tre gange lykkedes at besejre ham i et ugelangt løb. To af gangene havde han endda reelt allerede vundet, nemlig da han styrtede i først Dauphiné i 2020 og siden i Paris-Nice i 2021, inden uheld satte ham ud af spillet. Den eneste gang, hvor han ikke var løbets bedste mand, var i Tour of Britain i 2018 - et løb, han alene brugte til at forberede sig til VM. Listen inkluderer endda også ”sejre” over Tadej Pogacar i de to eneste løb, hvor de begge var til start, nemlig i Dauphiné i 2020, hvor han jo altså klart havde sat sin landsmand til vægs inden sit styrt, og ikke mindst i Baskerlandet sidste år, hvor han på fornem vis fik skovlen under sin landsmand.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

En sådan historik er der ikke mange, der kan præstere, og Roglic aspirerer allerede til at høre til gruppen af alletiders bedste ryttere i korte etapeløb. Det er ikke altid, at sejrene har været suveræne - bare tænk på den nervepirrende duel på enkeltstarten i Tirreno i 2019, hvor han med det alleralleryderste af neglene akkurat fravristede briten sin førertrøje - men i mange tilfælde har han været så skræmmende, at han vitterligt har fortjent at blive betegnet som det glubske monster, jeg døbte ham for nu mange år siden. Tænk bare på Tour de Romandie i 2019, hvor han vandt tre af seks etaper, Tour de l’Ain i 2020, hvor han i et historisk stærkt felt endte i top 2 på alle tre etaper, hvoraf han vandt de to, eller Paris-Nice sidste år, hvor han inden sine styrt havde taget tre etapesejre på fire dage. Inkluderer man endda hans to seneste Vuelta-sejre bliver overmagten blot endnu mere imponerende, for her vandt han undervejs ikke færre end fire etaper, hvilket bestemt ikke er hverdagskost i grand tour-sammenhæng.

Derfor var han også den store favorit til årets Paris-Nice, og man kunne let sidde med fornemmelsen af, at han skulle rammes af endnu et af sine alt for mange franske styrt, hvis han skulle fravristes sejren. Måske havde hans lidt passive kørsel i Drome-Ardeche, hvor han dog bare arbejdede for sit hold, skabt en lille smule håb, og Adam Yates kunne sikkert finde lidt tiltro til egne evner sit overbevisende UAE Tour, men det kan ikke have været med den helt store overbevisning, at rivalerne påtog sig opgaven at forsøge at slå Roglic i et af den slags etapeløb, han mestrer bedre end næsten alle andre.

Det hjalp heller ikke ligefrem på spændingen, at han og Jumbo-mandskabet lavede et genialt kup på en 1. etape, der ellers skulle have været ganske fredsommelig, og dermed gav manden, der måske snarere skulle være startet med et handicap, et forspring, allerede inden løbet reelt var gået i gang. Man kan glæde sig over, at sidevinden ikke kvalte al spænding, som den ellers kortvarigt var på vej til, og det var også livgivende for spændingen, at Simon Yates kørte sit livs enkeltstart, og at en ellers overbevisende Roglic ikke fik det store udbytte, man kunne frygte.

Alligevel kunne han gå ind til dagens kongeetape med så overbevisende et forspring, at det var svært at se, at han på nogen måde skulle kunne miste sin gule trøje. De fleste havde vel også en forventning om, at han for andet år i træk ville vinde løbets vigtigste etape, og sådan gik det da også, da de 15 km til toppen af den være stigning Col du Turini var tilbagelagt.

Alligevel var der en gran af menneskelighed over sloveneren, der ikke virkede til at være det urørlig monster, vi før har set, og som blandt andet leverede et mindeværdigt soloridt på kongeetapen i den seneste Vuelta. Nok var han tydeligvis løbets bedste mand, men han var ikke det overmenneske, han før har været.

Naturligvis var hans udgangspunkt defensivt. Det vigtigste var at forsvare trøjen, og da hans hold havde vist svaghedstegn i fredags, var planen formentlig, at han skulle holde sig til Rohan Dennis, der igen dag viste sin uhyre store værdi på et hold, der lider voldsomt under, at Wout van Aert har travlt med at spare sig til klassikerne. Det lykkedes imidlertid ikke specielt længe. Ineos havde naturligvis læst sårbarheden, og de havde al mulig interesse i at fange ham i en sandwich mellem Adam Yates og Daniel Martinez, der kunne angribe ham på skift.

Den strategi lykkedes også. Yates kom med et stærkt angreb, der i første omgang ikke aftvang nogen reaktion fra Roglic - måske så man endda kortvarigt tænkte, at han ikke var på toppen - men det problem fik han med en første forcering hurtigt løst. Omgivet af Martinez, Yates og Nairo Quintana var han nu i præcis den sårbare klemme, som Ineos havde drømt om at skabe, og han fik da også prompte Martinez’ logiske angreb i nakken - et angreb, der dog let blev afpareret.

Som bekendt er det bedste forsvar ofte et angreb, og den letteste måde at løse den kattepine på var at køre fra alt og alle. Det forsøgte han også på, da han kort efter kom med det stød, der plejer at være så lammende, at ingen kan matche det. Det kunne Quintana og Yates da heller ikke, men Martinez var til gengæld slet ikke til at slippe af med.

Allerede der viste han den første menneskelighed. Den næste fulgte kort efter. Selvom han naturligvis kørte med håndbremsen halvt trukket for ikke at blotte sig over for Martinez, var det bemærkelsesværdigt, at den ellers lidt langsomt startende Simon Yates med en imponerende føring i den modvind, der prægede stigningen, fik lukket hullet til de to forreste, selvom de havde fundet ind i det samarbejde, som tydeligt signalerede, at Martinez allerede havde rettet blikket mod 2. pladsen. Derefter befandt han sig igen i en sårbar situation, hvor det logiske havde været at forsøge igen at køre væk, men det angreb kom aldrig. I stedet satsede han alt på sin spurt, der på papiret var i særklasse, og med sit velkendte og altid rystende gode antrit satte han da også alle på plads til sidst.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Nej, selvfølgelig var Roglic stærkeste mand. Han lignede en mand i fuld kontrol gennem hele etapen, og alle angreb blev besvaret prompte. Kun to gange sad man med fornemmelsen af, at han åbnede for gassen, nemlig da han vandt spurten, og da han forsøgte at køre væk. Og det var sidstnævnte, der viste, at han i dag var et menneske og ikke helt det monster, han plejer at være.

Til Roglics forsvar skal det naturligvis siges, at han var i skrapt selskab. Allerede da han sidste år reddede en lidende Egan Bernals Giro-sejr og alligevel endte som nr. 5 i klassementet, sad man med fornemmelsen af, at Daniel Martinez stod foran det helt store gennembrud. Det blev udsat af et efterår, som blev ødelagt af en covidinfektion lige inden OL, men fra sæsonstart har han vist, at han har taget næste skridt. I dag var det ham, der var skyld i, at Roglic ikke leverede en knusende magtdemonstration, for havde han ikke holdt sig til sloveneren, var der blevet åbnet fuldt for gassen.

Nu tyder meget endda på, at Martinez ender som Ineos’ bedste bud på en podieplads i Touren. Ganske vist satser de angiveligt hele butikken på Yates, men vi har talrige gange set, at briten har sine begrænsninger i grand tours, hvor hans holdbarhed ikke er den bedste. I dag tog Martinez måske endnu et skridt mod en beskyttet rolle til sommer, da han klart satte sin holdkammerat til vægs i det, der var et lidt uventet kollaps - og måske alligevel ikke, når nu han allerede havde skuffet på enkeltstarten. Det er faktisk ret usædvanligt at se Yates så svag i et ugelangt løb i foråret, hvor han både i 2019 og 2021 var en hovedaktør i alle de (mange) løb, han kørte. Det var han imidlertid slet ikke i dag, og det er lidt svært at forstå, hvad der blev af hans gode UAE-form.

I stedet var det en anden Yates, der imponerede. Allerede i Andalusien så Simon bedre ud, end vi har set ham i noget forår siden den suveræne 2018-sæson, og det billede blev blot bekræftet på enkeltstarten. Det gjorde det bestemt også i dag, hvor hans soloopkørsel i modvinden var beundringsværdig. Hvis denne sæsonstart er et billede på, at han måske kan nærme sig sit 2018-niveau, kan han måske alligevel sikre, at BikeExchange kommer hæderligt igennem en sæson, der ellers ser svær ud. At det skulle række til en Giro-sejr, skal man nok ikke vente, når vi kender hans udsving og holdbarhed over tre uger, men måske han kan komme tættere på, end han har været de seneste år, hvor han aldrig rigtigt har været tæt på sejren.

Den fjerde hovedaktør var Quintana, der endte nogenlunde med at befinde sig, hvor man forventede. Som vi har set det også i 2019 og 2020, kan han med sin suveræne vinter- og forårsform altid blande sig med de bedste på denne tid af året, men et niveau under eliten er han stadig. Der er desværre forskel på at vinde i svagere felter i Provence og Var og på at slås med Roglic i Paris-Nice, og det overmenneske, han var i februar, hang trods alt mere sammen med modstanden end med Quintana selv. Eksempelvis endte Matteo Jorgenson, der blev nr. 3 bag Quintana på kongeetapen i Provence, i dag blot som nr. 24 som en klar påmindelse om, at han altså ikke er blevet forvandlet til klatrer hen over natten, og om at Provence-feltet bare ikke var særligt stærkt.

Men han var stadig med fremme i endnu et bevis på, at han bestemt ikke er færdig. Det er mere, end man kan sige om Jack Haig, der vel sammen med Adam Yates var etapens skuffelse. Han havde ellers set ganske fin ud i Andalusien, men i dag lignede han ikke det supertalent, han gjorde sidste sommer. Det er dog heller ikke specielt alarmerende. Faktisk kørte han sidste forår så ringe, at jeg var ved at opgive hans talent, men det skulle vise sig helt ubegrundet. Haigs motor skal lige være varm, og så skal vi væk fra den kulde, han ikke kan fordrage. Bahrain kan til gengæld trøste sig med, at Wout Poels fortsætter den lille genrejsning efter det svage 2021, for uden ham havde Haig (og mange andre) tabt meget mere tid.

Poels hjalp blandt andre også Aleksandr Vlasov, men det var slet ikke nok. Tværtimod fik russeren sig endnu en lussing, men det kom bestemt ikke ud af det blå. Tværtimod tyder det på, at hans flotte kørsel i Valencia bare handlede om særligt god vintertræning. Nu har vi i hvert fald i to løb i træk set den Vlasov, vi så i 2021, og den forrygende klatrer, vi så i 2021. Den genfødsel, han så ud til at have kurs mod, er i hvert fald foreløbig sat på pause.

I stedet var det UAE, der kom tættest på de fire forreste. Joao Almeidas enkeltstart viser, at han stadig er et stykke fra sit bedste, men i dag fik han bevist, at han stadig skal regnes som en af årets Giro-favoritter. På klassisk Almeida-maner fightede han sig stille og roligt tilbage efter for længst at have været sat, og dermed blev vi igen vidner til et etapeløb, hvor han bare blev bedre og bedre undervejs. Da også Brandon McNuLty fortsatte sit suveræne forår med det, der var hans bedste bjergfinale nogensinde, og talentfulde Finn Fisher-Black endelig begynder at vise, hvorfor de hapsede ham fra Jumbo, selvom han havde kontrakt, var det slet ikke en ringe dag på kontoret for araberne, der ellers kom så skidt i gang.

Så var det vel sværere at være tilfredse hos Cofidis. Guillaume Martin har været så flyvende i sæsonstarten, men da han endelig var oppe mod de bedste, måtte han sande, at han stadig leder efter de ben, der gjorde ham så fantastisk i sommeren 2020. Ion Izagirre klatrede hæderligt, men han er stadig milevidt fra det niveau, der gjorde ham til en af verdens bedste i denne slags løb tidligere i sin karriere.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

I det hele taget bekræftede etapen meget af det, vi vidste. David de la Cruz er stadig kommet svagt fra start hos Astana. Pierre Latour er nok flyvende, men så snart stigningerne bliver lange, kommer han til kort. Mauri Vansevenant er stadig et stykke fra det store gennembrud, hans stærke start i 2021 lagde op til, Aurelien Paret-Peintre vil formentlig altid komme til kort i de høje bjerge, og Andreas Leknessund er stadig et stykke fra at være det talent, han lignede inden sin professionelle start. Nå ja, så er der selvfølgelig også Bauke Mollema, der bekræftede det formsvage indtryk, han har vist igennem hele sæsonstarten. Mon ikke han alligevel skulle have taget den føring for Mads Pedersen i går?

Det gjorde han imidlertid ikke, men det sparede så til gengæld Van Aert fra den lille ydmygelse det igen ville være at blive snydt for en etapesejr af danskeren, der nok engang satte ham klart til vægs i en spurt. Og det er vel i virkeligheden meget sigende om anden halvdel af dette års Paris-Nice. Efter de første fire dage lignede Jumbo-mandskabet en usårlig maskine, der ryddede podiet på to ud af tre etaper, men der er kommet sprækker i panseret. Først kollapsede holdet på 5. etape, hvor feltet til gengæld mislykkedes totalt i at udnytte den gyldne mulighed, der bød sig, da Roglic pludselig var Primoz Alene i Verden. Siden fik vi nok engang bevist, at Van Aert ikke synes at spurte helt så godt som sidste år. Og i dag kom kulminationen, da Roglic måske nok var bedst, men denne gang havde så mange gran af menneskelighed, at han for en sjælden gangs skyld var mere menneske end monster.

 Livestream Tirreno-Adriatico og Paris-Nice til halv pris