Paris-Nice-analyse: Er Kittels trone truet?

I 2015 begyndte navnet Dylan Groenewegen, en ung Roompot-sprinter, med jævne mellemrum at dukke op i top 10 i mange af de belgiske endagsløb. Resultaterne var stabile, men dengang var der ikke meget, der pegede på, at der her var tale om en at sportens allerstørste sprintertalenter.

Verden fik første gang for alvor øjnene op for potentialet, da han på målfoto samme efterår vandt den store klassiker Brussels Cycling Classic, og det fik LottoNL-Jumbo til at give ham chancen på WorldTouren. Det blev med det samme en stor succes, da han i Volta a la Comunitat Valenciana vandt sin første spurt i den nye trøje. I løbet af sæsonen blev det gradvist klart, at der her var tale om ”the real deal”, ikke midst da han satte verdenseliten til vægs i Eneco Tour og vandt det hollandsk mesterskab på suveræn vis.

Et ikke alt for stærkt tog forhindrede ham imidlertid i at vinde meget på højeste niveau, og han specielt hans to første Tour de France-deltagelser var fyldt med frustrationer. Gang på gang viste Groenewegen nemlig, at hans fart kunne bringe ham rigtig langt, men det ikke alt for stærke hold kostede som regel hans chancer. Mere frustrerende var det, at han sidste år flere gang fik målt den allerhøjeste topfart, endda højere end ellers suveræne Marcel Kittel.

Læs også

Dansk sprintertalent tager stor sejr

Det hele faldt endelig i hak på sidste etape sidste år, hvor han med en fuldstændig suveræn og egentlig alt for lang spurt suverænt vandt den mest prestigefulde spurt af dem alle på Champs-Elysees. Af frygt for at blive fanget ude af position igen tog han tyren ved hornene, åbnede tidligt og viste ved at holde hele vejen til stregen, at hans fart er så imponerende, at han kan tillade sig at tage flere risici og åbne tidligere for at kompensere for den manglende holdstøtte.

I år har Groenewegen for alvor cementeret sin status med hele fire sejre inden 1. marts, herunder en sejr foran hele eliten i Dubai samt den første store klassikertriumf i Kuurne-Bruxelles-Kuurne. I dag gjorde han det så igen i en spurt, der med et stigende opløb egentlig burde være til den hårde side for hollænderen. Som i Paris lod han sig imidlertid ikke intimidere af det stærke felt og havde modet til at åbne meget tidligt, da Sam Bennett og Jempy Drucker trådte an. Selvom han lå alene i front langt fra mål, kunne topsprintere som Elia Viviani og André Greipel end ikke prøve at gå forbi. Efter den præstation er der ikke længere nogen tvivl: Groenewegen er klar til at tage kampen op med Marcel Kittel i sin jagt på titlen som verdens hurtigste mand.

Sejren her og i Kuurne er samtidig ekstra vigtige for Groenwegen, fordi de vidner om, at han er mere end en helt ren sprinter. Naturligvis er han ikke som en Arnaud Demare, John Degenkolb eller Alexander Kristoff, der kan køre med om sejrene i de hårdeste brostensklassikere, men han kan forsvare sig. Samles det til en spurt, er de lettere klassikere i Flandern inden for rækkevidde, og i dag fik han endegyldigt dokumenteret, at han heller ikke har grund til at frygte opløbsstrækninger, der endda stiger ganske betragteligt.

Endnu bedre for Groenewegen er det, at hans tog med Amund Grøndahl Jansen og Timo Roosen - to meget unge ryttere, der har masser af rum til forbedring - fungerer bedre og bedre. Naturligvis kan de slet ikke tage kampen op med Quick-Step og FDJ, der helt som forventet viste sig at være de klart bedste i dagens finale, men de er stærke nok til at bringe Groenewegen i en rimelig position. Det var præcis på denne facon, Kittel vandt sine mange sejre i sidste års Tour. Recepten med at blive bragt frem til 5.-10. position og derefter gøre arbejdet færdigt selv, kræver enorm styrke og overlegen hurtighed, som kun Kittel hidtil har haft. Fra nu af skal vi tilføje Groenewegen til den liste.

Spurten må til gengæld have været temmelig frustrerende for ikke mindst Viviani, der tabte en del på Quick-Steps lidt tvivlsomme taktik. Belgierne havde alt under kontrol, da de pludselig skabte et hul i forsøget på at se, om Julian Alaphilippe kunne vinde tid med et overraskelsesangreb. Ideen var egentlig ikke dum i en finale som denne, men med tanke på, at FDJ-toget med Jacopo Guarnieri, Ramon Sinkeldam og Demare sad lige bag det belgiske mandskab, var omstændighederne ikke de rette. Konsekvensen blev, at Viviani tabte positioner og nu i stedet skulle starte sin spurt bag Groenewegen. Skal han slå hollænderen, kræver det i øjeblikket et helt perfekt lead-out, og det blev ødelagt af Alaphilippes forsøg.

Helt skidt endte dagen dog ikke for franskmanden. Klassementet undergik ikke de store forandringer på en meget udramatisk etape, men Alaphilippe var årvågen og sikrede sig undervejs tre bonussekunder. Dermed har han allerede et forspring til sine værste rivaler på 5 sekunder. Det synes ikke af meget, men det kan blive vigtigt i et løb, der de seneste to år er blevet afgjort med meget små marginaler. Man skal ikke glemme, at Alaphilippe måske er den største favorit til den stærkt kuperede enkeltstart, og at han kan vinde på 6. og 8. etape. Med yderligere 20 bonussekunder her lugter det pludselig af noget stort, også selvom han måtte komme lidt til kort på kongeetapen.

Etapen var også endnu et vidnesbyrd om André Greipels høje klasse. Ganske vist blev det ikke til sejr, men det var måske også meget at forlange af tyskeren i et så svært opløb som dette. Greipel har imidlertid både med sit store angreb på kongeetapen i Abu Dhabi Tour, hvor han var næsten uopslidelig på sidste stigning, og på de første to etaper efterladt et indtryk af stor styrke og holdbarhed. Det lover godt forud for klassikerne, hvor han sidste år med en top 10 i Roubaix endelig fik sit gennembrud i et af monumenterne. Mange var sidste år i tvivl om, hvorvidt Greipels tid var ovre. Det er den ingenlunde.

Det var i det hele taget en god dag for tyskerne. Trods et styrt i går sneg Phil Bauhaus sig ind på en 4. plads. Det kan synes sølle i lyset af, at han netop har slået alle stjernerne i Abu Dhabi, men i et opløb som dette er det meget imponerende af en mand, der bestemt ikke er kendt for sine klatreevner, og som endda var i asfalten i går. Hans positioneringsevne er upåklagelig, og farten er god. Det lugter af en stor sæson for tyskeren, der kun kan ærgre sig over, at det kan blive svært at få plads på holdene til Giroen og Touren, hvor Tom Dumoulin stjæler fokus i førstnævnte og Michael Matthews i sidstnævnte.

Etapen endte til gengæld skuffende for Arnaud Demare. Først kneb det som så ofte tidligere med positioneringen, da han tabte Sinkeldam og Guarnieri i finalen og derfor ikke kunne lukrere på, at hans hold faktisk dominerede finalen. Værre var det dog, at han ikke viste megen fart i selve spurten, som ellers passede ham som fod i hose. Desværre er det lidt en tendens, at Demare er meget svingende i sine spurtpræstationer, og at han ofte skuffer dagen efter at have gravet meget dybt. Det synes at knibe lidt med restitutionsevnen, og det virker derfor ikke længere helt tilfældigt, at han i de senere år har haft det meget svært efter første uge i sine grand tours. Han kan glæde sig over, at han stadig har førertrøjen og er næsten sikker på at forsvare den til enkeltstarten, og at han fortsat har to muligheder. Nu skal han blot bevise, at han kan holde samme høje niveau som på 1. etape.