Paris-Nice-analyse: Historien gentager sig selv

STREAM MILANO-SANREMO UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+

Prøv at skrue tiden tilbage til d. 12. marts 2022. Det var den dag, Tadej Pogacar fik hele cykeleliten inkl. Jonas Vingegaard, Mikel Landa og Enric Mas til at ligne de rene juniorryttere, da han med lethed dansede fra alt og alt og alle på den stejle Monte Carpegna på Tirreno-Adraticos kongeetape. Selvom hans forfølgere samarbejdede så godt de kunne, var der intet, der kunne stoppe den suveræne slovener i at levere en sand magtdemonstration.

Dengang var der nok mange, der så frem mod den efterfølgende sommers Tour de France med lidt gru. Udsigten til en dødssejler, hvor den slovenske enehersker ville lægge løbet i et jerngreb allerede fra den første bjergetape til La Planche des Belles Filles var nærliggende. Inden magtdemonstrationen på Carpegna havde Pogacar nemlig leveret et mageløst soloridt i et grusvejsløb, Strade Bianche, og gjort rent bord i det første etapeløb, UAE Tour, hvor han vandt begge de to etaper, han gik efter. Magtdemonstrationen fortsatte i Tirreno, for ikke blot vandt han kongeetapen. Han vandt også løbets puncheuretape, og var han, Vingegaard og Remco Evenepoel ikke kørt forkert på muretapen, skal man være temmelig naiv for ikke at tro, at han også i det løb havde vundet alle de etaper, der var inden for hans rækkevidde.

Læs også

Dansk Lidl-Trek-sportsdirektør: Vi vil prøve noget frækt

Prøv så at skrue tiden frem til d. 12. marts 2023. Det blev dagen, hvor Tadej Pogacar fik hele cykeleliten inkl. Jonas Vingegaard, David Gaudu og Simon Yates til at lige de rene juniorryttere, da han med lethed dansede fra alt og alt og alle på den stejle del af Col d’Eze på Paris-Nices finaleetape. Selvom hans forfølgere samarbejdede så godt de kunne, var der intet, der kunne stoppe den suveræne slovener i at levere en sand magtdemonstration.

Måske sidder mange nu frem mod den kommende sommers Tour de France med lidt gru. Udsigten til en dødssejler, hvor den slovenske enehersker vil lægge løbet i et jerngreb allerede fra den første bjergetape til Cauterets kan være nærliggende. Inden magtdemonstrationen på Col d’Eze har Pogacar nemlig leveret et mageløst soloridt i et grusvejsløb, Claica Jaen, og gjort rent bord i det første etapeløb, Vuelta a Andalucia, hvor han vandt alle de etaper, han gik efter. Magtdemonstrationen er fortsat i Paris-Nice, for ikke blot vandt han finaleetapen. Han vandt også de to andre etaper, der var inden for hans rækkevidde, og mon ikke også han havde vundet fredagens puncheurspurt, hvis ikke vinden var kommet på tværs?

Analogien mellem det, vi har oplevet d. 12. marts de seneste år, er så påfaldende, at det er umuligt ikke at drage parallellen. Nej, de tre løb er ikke de samme, men Pogacar er kørt fra alt og alle i begge sine grusvejsklassikere, og han har - når der ses bort fra uheld - vundet alle de etaper, han er gået efter og havde en chance for at vinde, i de to etapeløb, han har kørt.

Analogien stopper imidlertid også her. Det kan godt være, at tanken om, at han vil lægge Touren i et jerngreb og gøre den til lige så forudsigelig en dødssejler, som man med nogen ret kan hævde, at alle de seks ovennævnte løb har være, er nærliggende, men nu ved cykelverdenen, at det slet ikke behøver at gå sådan. Jo, vi ved, at Pogacar efter alt at dømme også vil være flyvende til sommer, men vi ved også, at forårsdominans ikke er ensbetydende med en tilsvarende dominans i Touren.

Det må være rart at vide, i hvert fald for Vingegaard, der jo var ene mand om at forhindre den ventede dødssejler. Sidste år må han have været svært desillusioneret efter deltagelsen i Tirreno, men nu ved han, at det kan gå anderledes. Det er til gengæld også det eneste, han har at holde sig til, for ser man alene på den overlegenhed, Pogacar har leveret den seneste uge, ville det være komplet umuligt at finde nogen grund til optimisme.

Der var måske en lille sprække i panseret, da han på gårsdagens kongeetape fejlede i sit soloangreb og måtte bruge sin gode spurt til at sikre sig etapesejren. Det skyldtes dog nok med noget nær statsgaranti den voldsomme modvind, der gjorde den slags solokørsel vanskelig for selv slovenske fænomener. I dag fik uhyret nemlig chancen for at sætte tingene på plads og bevise, at gårsdagens ”pauvre” præstation havde sin gode forklaring. Da han ramte en svær stigning og ikke skulle slås med modvind, var han nemlig akkurat lige så suveræn, som han plejer.

Det efterlader ham med en Paris-Nice-sejr, der var akkurat lige så overlegen som den, han tog i Tirreno for et år siden. I historisk sammenhæng er sejrsmarginen stor, men måske ikke skræmmende. Det havde den dog været, hvis vejrguderne havde spillet med i går, og derudover var han handicappet af, at enkeltstarten var erstattet af et holdløb, der kostede tid til hans tre værste rivaler. Selv her lykkedes det dog ham og hans hold at køre stærkere, end man kunne have ventet, og med sine tre etapesejre har han leveret noget, jeg ikke har set i mine år som Paris-Nice-iagttager. Endnu vildere bliver det også af, at han meget vel kunne have vundet halvdelen, hvis han havde fået chancen, for fredagens puncheurspurt passede ham som fod i hose.

Dagens sejr viser også, at han har gået i god skole. Feltets tidligere chefmonster, Primoz Roglic, var og er kendt for at gå efter sejren hver eneste gang, han har chancen, og den sult har han videregivet til sin lærling. Nice-etapen er en klassiker, men jeg havde indtil i dag til gode at se, at den gule trøje også endte med at krone den samlede sejr med triumf på sidste etape. Det har jeg nu ikke længere, for Pogacar viste fra start, at udbryderne godt kunne glemme alt om den slags udbrudssejre, vi ellers oftest har set på denne etape. UAE, der ellers skuffede fælt i går, lagde løbet i et jerngreb, for Pogacar er kendt for gerne at ville vinde de steder, der betyder noget for ham. Derfor ville han vinde på La Planches des Belles Filles i Touren for et år siden, for det bjerg betyder noget helt særligt for ham som stedet, hvor han leverede det vanvidsridt, der gav ham den første Tour-sejr. I dag ville han så vinde på de veje omkring Nice, hvor han træner til daglig. Og når Pogacar vil vinde, gør han det som regel også.

For Vingegaard endte løbet også næsten, som det gjorde for et år siden. Også dengang havde han vundet et opvarmningsløb inden det første store sæsonmål, og endnu engang måtte han sande, at det ikke bragte ham blot i nærheden af Pogacar. Tværtimod måtte han denne gang lide den tort ikke at være løbets næstbedste, hvad han vel var i Tirreno sidste år. Omvendt kørte han jo kun lige op med Mas, Landa og Richie Porte på løbets kongeetape, og denne gang var han ikke meget svagere end Gaudu. Om det skyldes, at Gaudu bare har taget et ekstra skridt, eller om Vingegaard ikke er helt så god som sidste år, ved vi ikke, men vi bliver vel klogere, når de mødes igen i Baskerlandet, hvor danskeren ikke får den fordel af en enkeltstart, som han havde, da han sidste år blev nr. 2 i Tirreno foran Landa.

Læs også

Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet

Det virker bestemt også plausibelt, at Gaudu vitterligt har taget et skridt. Han stagnerede og gik måske lidt tilbage sidste år, men hans 4. plads i Touren viste en stabilitet, han ikke tidligere har vist. I denne uge fandt han så et topniveau, der måske endda var endnu højere end det, han havde, da han i 2021 virkede stærkest, og kombineret med den stabilitet, han fortsat har, kan han i den grad drømme om den sidste podieplads i Touren, som man venter, at alle andre end Pogacar og Vingegaard skal slås om, særligt fordi ruten passer ham historisk godt.

Her skal han også slås med Yates, men det virker ikke realistisk at tro, at han igen er podiekandidat i en grand tour og i hvert fald ikke i Touren. I 2022 lignede han en mand i tilbagegang, og sådan har det også set ud i denne uge. Han rejste sig heldigvis med sin hidtil bedste præstation, men der var stadig langt til den rytter, som sidste år sendte Roglic i en sjælden krise på netop denne etape. Ja, han var fjerdebedste mand, men selvom toppen i dette felt var meget stærk, manglede det også den dybde, vi har set i Tirreno i denne uge.

Det fremgår da også tydeligt af en top 10, hvor der er hele to ryttere, der ikke tidligere for alvor har hævdet sig helt fremme i de største etapeløb på WorldTouren. Ét af dem er Matteo Jorgenson, og det er nok også tvivlsomt, hvor langt han kommer i de største løb. Dertil kan hans klatreevner være for begrænsede, men man må alligevel applaudere hans flotte kørsel i dag. Det vidner i hvert fald om det store skridt, vi allerede fornemmede i Oman, og som han med lidt udsving har bekræftet i denne uge. Det var bare synd, at det ringe holdløb forhindrede ham i at ende bedre, for det havde hans kørsel i dag fortjent.

Det andet lidt uvante top 10-navn i denne sammenhæng var Neilson Powless, der fortsatte den vilde sæsonstart med en fornem 6. plads, der dog også blev opnået med nogle påfaldende udfald og i høj grad via holdløbet. I går lignede han en af de stærkeste, men på de to etaper, der egentlig burde have passet ham bedst, var han knap så overbevisende. I dag lignede han i hvert fald slet ikke den rytter, han gjorde i går, og det vidner nok også om, at hans potentiale i denne slags løb trods alt er begrænset.

Han slog dog nogle ganske pæne navne. Et af dem var Romain Bardet, der i går kunne bruge sin punktering som forklaring på præstationen, men som igen i dag må sande, at han er et stykke fra den rytter, der måske kunne have vundet Giroen sidste år. Heldigvis så vi også sidste år, at han var langt fra sit niveau i UAE Tour og Tirreno, og derfor er der i første omgang ingen grund til alarm.

Det er der nok mere hos Bahrain. Jack Haig kom lidt igen i dag, men han er stadig meget langt fra sit gamle niveau. Nu ved vi, at han ikke plejer at køre stærkt i foråret, og at han har haft en lang skadespause, men han nåede altså heller aldrig i 2022 at finde sine bedste ben, heller ikke i Dauphiné. Det kan ikke undgå at vække lidt bekymring. Lyspunktet for araberne var Gino Mäder, der lignede en genfødt herre i onsdags, men vi er kommet ned på jorden de seneste dage, hvor han ikke har lignet den rytter, der sidste å var tæt på at vinde Romandiet. Heldigvis er han også kendt som en langsom starter, og han er i hvert fald på rette vej.

Det er nok sværere at sige, at Ineos er det. Tværtimod endte løbet som en lille katastrofe for det britiske storhold, der ellers tidligere ejede netop Løbet mod Solen. Daniel Martinez er fortsat helt fra den i en sæson, hvor hans samlede sejr i Algarve stadig må kaldes årets mest mærkelige, når man tager hans generelle niveau i betragtning, og plan B, Pavel Sivakov, er stadig temmelig langt fra den genrejste rytter, han var i august. Jhonatan Narvaez, der ellers har kørt som en motorcykel i sæsonstarten, endte også med kollapse i weekenden. Heldigvis kan holdet glæde sig over, at de har så enorm en bredde, at de blot skal se til Italien for at finde lyspunkter i Tao Geoghegan Hart og Filippo Ganna.

Men de fik deres top 10, hvilket er et absolut minimum for så stort et hold. Det gjorde hverken Pierre Latour, der altid synes at falde sammen sent i etapeløb, eller den hensygnende Ion Izagirre. Det lykkedes desværre heller ikke for to af de mest spændende talenter, Kevin Vauquelin og Mattias Skjelmose, der grundet uheld blev berømmet chancen for at teste sig selv på den helt store scene. Det gjorde til dels også Aurelien Paret-Peintre, men hans kørsel i dag bekræftede også, at hans stærke sæsonstart altså ikke just har forvandlet ham til nogen Pogacar.

Dem findes der dog også kun én af. Det ville også blive lidt kompliceret at finde løb nok til, at flere af slagsen kunne folde sig ud med så stor en dominans, som det slovenske fænomen har gjort i denne uge. Heldigvis er han så imponerende, at man kun kan beundre det, for ellers kunne det også hurtigt blive en anelse trivielt. I løbet af en sæsonstart, der har været en nærmest identisk kopi af den, han leverede for et år siden, har historien i hvert fald gentaget sig selv med næsten skræmmende akkuratesse. Vingegaard vil nu håbe, at den gentager sig selv med præcis samme akkuratesse til sommer.

STREAM MILANO-SANREMO UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+