Paris-Nice-analyse: Ingen Guardini

Italien har en stolt sprintertradition. To af de absolut bedste sprintere i nyere tid, Mario Cipollini og Alessandro Petacchi, kom begge fra støvlelandet, og bare i de seneste sæsoner har Elia Viviani været blandt de allermest vindende. Faktisk vil man hurtigt bemærke, at der er en chokerende klar overrepræsentation fra landet, hvis man oplister sprinterne bare fra dette årtusinde, og selvom nationens fans stadig mest drømmer om at finde ryttere, der kan vinde deres elskede Giro d’Italia, er det åbenlyst, at man syd for Alperne kan et eller andet, når det handler om at skabe hurtige afsluttere.

Medaljen har dog også en bagside. Det er nemlig langt fra alle landets talenter, der er blevet den nye Petacchi eller Cipollini. Tværtimod har de seneste sæsoner snarere været historien om mange uhyre lovende og ekstremt hurtige sprintere, der efter en lovende karrierebegyndelse hurtigt er endt på historiens mødding.

Det mest slående eksempel er vel nok Andrea Guardini, der hurtigt blev kaldt Den Nye Petacchi, da han begyndte at vinde etaper i Tour de Langkawi i samme takt, som der i disse dage bliver sagt ”coronavirus” på TV2 News. Det så da også lovende ud, da hans imponerende topfart gav ham en stor skalp på sin hjemmebane i Giroen, hvor han besejrede en vis Mark Cavendish. Siden gik han imidlertid helt i stå, og efter adskillige forsøg på at genrejse karrieren lever han i dag en anonym tilværelse på kontinentalniveau.

Læs også

Starttider: Prolog til Romandiet Rundt 2024

Listen er dog meget længere. Jakub Mareczko lignede en kommende sejrsmaskine, da han tre gange endte som nr. 2 på Giro-etaper, selvom hans elendige positionering på forhånd havde dømt ham ude af slaget. Riccardo Minali lignede også ”the real deal”, da han med det samme blandede sig med verdens topsprintere, og mange husker sikkert også, hvordan Matteo Pelucchi lynhurtigt vandt tre massespurter på WorldTour-niveau for siden at henfalde til anonymitetens glemsel.

Meget tydede på, at Niccolo Bonifazio ville ende samme sted. Tilbage i 2016 havde han nemlig verden for sine fødder, da han gennem det meste af en sæson viste en imponerende topfart, særligt da han i Romandiet var meget tæt på at slå Marcel Kittel midt i dennes storhedstid. Senere tog han en stor skalp ved at vinde i det altid stærke sprinterfelt i Polen, og mod slutningen af året stillede han til start i Vueltaen som den sprinter, de fleste anså som den dominerende - ganske vist i et felt, der ikke talte virkelige topsprintere.

Desværre endte løbet efter bare 7 etaper, hvor han mest gjorde sig bemærket ved at lide i varmen og blive sat som en af de første. Uheldigvis har det også været hovedfortællingen om Bonifazio, der i hovedparten af sin karriere har haft lange perioder, hvor han har været skræmmende dårlig. Og efter 2017-sæsonen blev disse perioder bare længere og længere, selvom han blev hentet fra Trek til Bahrain som arabernes første store sprintersatning - en satsning, de efter to elendige sæsoner hurtigt opgav.

Derfor lignede Bonifazio endnu en mand på listen over fallerede italienske sprintertalenter, da han forsøgte at genrejse karrieren hos Direct Energie, præcis som Guardini forsøgte det hos UAE og Bardiani. Heldigvis er det på lidt mere end et år lykkedes den lille italiener at gøre forudsigelserne til skamme og sparke liv i karrieren igen.

Det startede allerede i det allerførste løb, hvor han lagde ud med at tage tre etapesejre og den samlede triumf i Tropicale Amissa Bongo. Siden faldt han ned i et af sine mange afgrundsdybe huller, som varede ved helt frem til midtvejs gennem Touren, hvor han pludselig fandt sig selv igen og kørte nogle meget lovende spurter, blandt andet i Paris. Den form tog han med sig til Belgien, hvor han i en gylden weekend vandt to løb på to dage - lige indtil sygdom igen sendte ham ned i de huller, han graver alt for tit.

Helbredet er i høj grad forklaringen. I år kom han nemlig også uhyre lovende fra start med en dybt imponerende etapesejr i Saudi Tour, hvor han spurtede fra alt og alle med et stærkt angreb på en bakke op mod mål på 2. etape. Siden blev han imidlertid igen syg, og da han tilbragte de første dage i årets Paris-Nice langt fra fronten, så det ud til, at der igen havde været gang i det italienske gravearbejde.

Heldigvis var hullet ikke så dybt denne gang. I dag stillede Bonifazio nemlig sit store potentiale til skue nok engang, da han tog karrierens anden WorldTour-sejr og utvivlsomt den største på en lang og udmarvende dag i Paris-Nices bakker. Ikke blot krydsede han stregen først, han gjorde det også med en suverænitet, der må få selv den i forgårs så overlegne Ivan Garcia Cortina til at se misundelig til.

Sejren vidner om, at Bonifazios potentiale stadig er intakt, selvom det alt for sjældent kommer til udtryk. Hans stærke positionering kombineres med et eminent antrit, og særligt førstnævnte gør ham med det samme forskellig fra folk som Guardini, Mareczko og Minali, der mildt sagt optræder som elefanter i en glasbutik i positionskampen.

Det er dog ikke det eneste, der gør, at Bonifazio ikke vil lide samme triste skæbne. Han er nemlig som type en helt anden end de tre landsmænd, for hvem en motorvejsbro automatisk er lig med syrebad og puls 220. Sådan er det ikke for Bonifazio, der i en alder af bare 21 blev nr. 5 i Milano-Sanremo kort efter, at han havde taget en stor sejr i GP Lugano, der har rigeligt med højdemeter at give af. Derfor er det i virkeligheden også helt forkert at sammenligne ham med de mange faldne italienske sprintertalenter, der alle har været karakteriseret som helt rene, lynhurtige, men uhyre uholdbare afsluttere. Desværre kan coronavirussen betyde, at han igen får god tid til at grave et af sine mange huller, men uanset hvad kan Total Direct Energie nu tage på eventuel coronaferie med en gigantisk gevinst efter nogle år, hvor de ellers så ambitiøse franskmænd stort set kun har været statister på WorldTouren.

Læs også

Bora-profil fratages sejr efter italiensk protest

Sådan er det ikke for Caleb Ewan, Sam Bennett og Pascal Ackermann, men faktisk kan man, hvis man ser bort fra Ackermanns 2. plads i mandags, med en vis ret sige, at løbets tre supersprintere alle endte årets Paris-Nice, der nok engang blev et bevis på, at flade etaper slet ikke altid betyder sprinterterræn i Løbet mod Solen, som netop statister. Bennett havde to usynlige dage i sidevinden, inden han blev sendt på sandsynlig coronapause som en frustreret mand efter tirsdagens styrt. Og Ackermann led den tort at blive slået af Giacomo Nizzolo på en dag, hvor sejren ellers lignede et allerede givet faktum, inden han i dag måtte rejse hjem med de maveproblemer, der også kostede Oliver Naesen deltagelsen i løbet.

Mindst lige så frustreret må Ewan være efter et Paris-Nice, der var mindst lige uheldigt som sidste år, hvor han også styrtede i forbindelse med en stor chance på 6. etape. I år har Løbet mod Solen fortsat sin forbandelse af ham, da han på 1. etape faldt fra i sidevinden, på 2. etape punkterede, akkurat som feltet splittedes, på 3. etape blev sendt til tælling, da han skulle agere hesteryg for Hugo Hofstetter, og i dag måtte se alt Lottos arbejde gå fløjten, da han punkterede få kilometer fra stregen. Særligt stor er frustrationen naturligvis, når det skete på en dag, hvor han med Ackermanns exit havde sikret sig status som tårnhøj favorit.

I det hele taget blev det vel løbet, hvor alle løbets sprinterstjerner i hvert fald ikke fik deres markedsværdi til at stige. Elia Vivianis bratte fald fra tinderne efter det modige skifte væk fra Patrick Lefevere er blot blevet endnu mere åbenlys i et løb, hvor den engang så stabile italiener var nærmest usynlig og rundede festen af med en for ham sjælden svag 8. plads - sjælden i tiden hos Deceuninck i hvert fald. Meget bedre blev det ikke for Peter Sagan, for selvom han i dag kørte en bedre spurt end forleden og således sikrede sig en pæn 3. plads, er det for den slovakiske stjerne uvant at skulle se sig ydmyget af Bonifazio og kæmpe for at gå forbi Garcia Cortina, der ikke just er nogen supersprinter på flad vej. Det er Sagan bestemt heller ikke, men efter hans skuffende spurt på 2. etape og hans fejlslagne 1. etape har løbet her bestemt ikke bidraget til at fjerne tvivlen om Sagans aktuelle niveau efter et 2019, der kun havde VM som et virkeligt lyspunkt.

Listen er i virkeligheden længere. Nacer Bouhanni kom til løbet med håbet om at bevise sit comeback, men trods en 5. plads i forgårs og en 4. plads i dag, står det vist klart, at han trods alt ikke er den sejrsmaskine, han var i sin storhedstid, selvom han er en helt anden rytter end for et år siden, hvor han faldt for tidsgrænsen under Tirrenos holdløb. Bedre var det ikke for den anden franske stjerne, Bryan Coquard, der fulgte en helt igennem uheldig sæsonstart på med en 9. plads i dag som dokumentation for, at han er en skygge af den sejsmaskine, han engang var. Den franske sprinterfiasko fuldendtes af, at Marc Sarreau måtte kæmpe på egen hånd i finalerne, og af at den så formstærke Rudy Barbier havde et mareridtsløb med styrt på 1. og 2. etape og i dag en sen defekt og efterfølgende ødelæggende opkørsel.

Heldigvis har løbet også sine opmuntringer blandt sprinterne. Det gælder naturligvis mest åbenlyst Bonifazio og den genfødte Giacomo Nizzolo, der dog desværre i dag nok engang må sande, at han er alt, alt for alene på et NTT-hold, der ikke kan hjælpe ham meget i finalen. Det gælder åbenlyst også Garcia Cortina, der i dag leverede sit vel nok bedste resultat i en flad, klassisk massespurt, selvom klassikertalentet naturligvis var hjulpet af det høje tempo og den lange distance. Det gælder for Andrea Pasqualon, der ligeledes er kommet hjem med bedre resultater i dette selskab. Det gælder Hugo Hofstetter, der fik ødelagt sin spurt af rideturen i tirsdags, men efter sejren i Le Samyn med dagens fine 5. plads bekræftede, at den ikke specielt hurtige, men meget positioneringsstærke sprinter er en af de mange, der har haft godt af at komme til Israel SUN. Og endelig gælder det for Cees Bol, der i dag nok engang måtte sande, at hans positionering stadig har mangler, men som generelt har virket uhyre overbevisende i sidevinden som en positiv opfølgning på den flotte sejr i Algarve.

I virkeligheden er den rigtige helt dog en anden. Hvis Bonifazio er historien om en ustabil rytter, er Jan Tratnik i sandhed det samme. Sloveneren, der var så lovende, men blev sat helt i stå af en spiseforstyrrelse for siden at genrejse sig selv hos CCC, har ikke vist meget hos Bahrain, men på sine få gode dage har han vist sit potentiale. Det gjorde han, da han vandt prologen i Romandiet eller var ganske tæt på at vinde Tourens 9. etape. Og det gjorde han med sit fabelagtige ridt i dag, hvor han ene mand var ved at knække giganter som Thomas de Gendt, Victor Campenaerts, Philippe Gilbert, Søren Kragh og Nikias Arndt. Den præstation havde fortjent en bedre skæbne, men akkurat som det skete for Tony Martin i Vueltaen eller Jack Bauer i Touren fik det hele den mest hjerteskærende afslutning.

Det gjorde det ikke for Maximilian Schachmann. Tyskeren kom sikkert igennem endnu en dag, hvor han nok engang dokumenterede sin overlegne styrke, da han med en gigantisk forcering på nul komma fem lukkede et hul til Julian Alaphilippe og Garcia Cortina og i samme ombæring rev feltet i stykker. Det er imidlertid først nu, at den virkelige test kommer, når han rammer det kuperede terræn, vi har nærmest os siden starten i søndags. Heldigvis får han tid til at varme benene op på fredagens Schachmann-etape, inden den store eksamen venter lørdag på Colmiane.

Desværre har eksaminer det med at blive aflyst i disse coronatider, og når Emmanuel Macron har holdt tale til nationen torsdag aften, kan det være, at det samme bliver tilfældet for Schachmanns store test. Men så kan han da i det mindste tage på coronaferie med sin første store etapeløbssejr i ryggen. Det luner alt sammen, præcis som det gør for Bonifazio, at han i dag fik bevist, at han altså ikke er nogen ny Guardini.