Paris-Nice-analyse: Kun en tåbe frygter ikke den nordfranske sidevind

For et par dage siden var det utvivlsomt en trist Richie Porte, der fra sit hjem i Sydfrankrig måtte indse, at det heller ikke blev i år, at han kunne vende tilbage til sit ”andet” hjemmebaneløb, Paris-Nice. Efter atter at være blevet ramt af en af de mange sygdomme, der mere end noget andet har præget hans karriere, måtte han nemlig indse, at formen ikke rakte til at gå efter en tredje sejr i det løb, der for nu mere end fem år siden annoncerede ham som en af verdens bedste i ugelange etapeløb.

Det har helt sikkert været en bitter pille at sluge for den uheldige Porte, der med en lang enkeltstart og en usædvanligt svær bjergfinale eller havde udsigt til en rute, der mere end vanligt så ud til at tilgodese en mand med hans enorme alsidighed. Men heldigvis er intet så skidt, at det ikke et godt for noget, og Porte kunne måske i dag finde lidt trøst i en ellers trist tid, hvor hans moral utvivlsomt har lidt endnu et knæk.

Hvis han fulgte med fra sidelinjen, kunne Porte nemlig prise sig lykkelig for, at han slap for at tilbringe et par timer i sadlen i fladlandet omkring Paris, da Løbet mod Solen i dag blev skudt i gang med det, der skulle have været en enkel sag for sprinterne. De fleste ved nemlig, at australierens helt store svaghed er hans afsky for heftig positionskamp og sidevind, og mange vil sikkert huske, hvordan han som løbets ellers bedste klatrer for to år siden tabte alle muligheder for samlet sejr, da han endte som den store taber efter to blæsende etaper, der med det samme eliminerede flere af favoritterne fra spillet. Havde han været ed i feltet i dag i Nordfrankrig, er der stor sandsynlighed for, at vi skulle have genbrugt historierne fra 2017, for det er meget tænkeligt, at Porte var kommet fra dagens slag som en af de store tabere.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Porte er imidlertid ikke den eneste, der har måttet se alle sejrsdrømme blæse bort i den nordfranske sidevind. Det er nemlig cykelmæssig børnelærdom, at kun en tåbe ikke frygter de første etaper i årets første store europæiske etapeløb. Ofte er mange af den opfattelse, at løbet først for alvor starter, når feltet rammer stigningerne under den sydfranske sol, men der er altså en grund til, at løbet ikke hedder Nice-Nice. De første etaper i Nordfrankrig spiller i år med dårligt vejr ofte en langt vigtigere rolle end selv den sværeste bjergetape, og det er Porte bestemt ikke den eneste, der har lært på den hårde måde. Faktisk er det kun et ”rigtigt” Paris-Nice, når det som i år lever op til sit navn ved at bringe feltet fra kulde, regn og blæst i nord til bjerge og soli syd, og det er derfor, at løbet hører til om foråret, hvor det kroner de alsidige ryttere, der kan håndtere både stigninger og klassikeragtige betingelser.

Da rytterne i går tjekkede vejrudsigten for sidste gang, kunne de også næsten med sikkerhed konstatere, at dagens ”lette” sprinteretape ville bringe sine første ofre. Og sådan blev det også på en dag, hvor særligt Astana blev hårdt ramt, og hvor det blev helt tydeligt, hvorfor man altid skal sørge for at have et par råstærke klassikerfolk med sig til det franske løb.

Det bedste eksempel på det er Sky. Mange kan sikkert huske løbet for to år siden, hvor en brølstærk Luke Rowe nærmest ene mand var ansvarlig for, at Sergio Henao senere kunne krones som vinder af løbet. Ganske vist gjorde colombianeren også sin del af arbejdet i bjergene, men her var han ingenlunde stærkeste mand. Når han endte øverst på podiet, var det først og fremmest i kraft af det forspring, han havde sikret sig på de første vindblæste dage, hvor Rowe var en konstant faktor forrest i feltet, og hvor lille Henao fra start til slut sad limet til hans baghjul.

I dag gentog historien sig. Selvom han var sat tilbage af sygdom og derfor missede åbningsweekenden, viste Rowe nemlig atter, hvorfor han også i nu mange år har været sikkert valg som Chris Froomes faste bodyguard i Tourens første uge. Var der én ting, der gik igen i årets løb, var det nemlig, at waliseren konstant stak sit hoved frem forrest i feltet, og hver eneste gang, der var optræk til ballade, kunne man være forvisset om, at Rowe med sine to kaptajner, Michal Kwiatkowski og Egan Bernal, på bagsmækkede var på den rette side af ethvert split. Briterne var vel de eneste, der aldrig var i fare, og da Rowe samtidig til slut kørte lead-out for Kwiatkowski og i mindre grad Bernal, så de i de to indlagte spurter kunne sikre sig hhv. 5 og 1 bonussekund, viste det sig at være en overordentlig god beslutning at have bragt waliseren, der i dag i sandhed var ”Man of the Match”, med sig til Frankrig.

Det var dog ikke kun Rowe, der var skyld i, at Sky endte som de store vindere af det første klassementsslag. Mens det lå i kortene, at alsidige Kwiatkowski sammen med Bob Jungels lignede den mest oplagte vinder i den kraftige sidevind, herskede der stor usikkerhed om, hvorvidt lille Bernal kunne klare mosten. Atter engang måtte man imidlertid sande, at der tilsyneladende igen grænser er for supertalentets alsidighed. Efter at han i sidste års Il Lombardia viste, at han også hører til blandt de bedste nedkørere, dokumenterede han i dag, at han også mestrer kunsten at køre i sidevind. Dermed er det efterhånden blot enkeltstarten, der ikke for alvor spiller for sportens vidunderbarn. Om det er nok til at vinde et løb med 25 km tonsertidskørsel er måske tvivlsomt, men i dag så vi, at der ingen grænser er for potentialet o g er man i tvivl, lader vi Rowe selv forklare hvorfor:

“Pure class. I was trying to explain to him this morning about how to get back into an echelon and how to ride and then he just goes and smashes it. You’ve either got it or you haven’t and he’s certainly got it. Class,” var waliserens rammende beskrivelse af Bernals format i terræn, han næppe er vant til fra de colombianske bjerge.

Rowe var ikke den eneste klassikerkonge, der viste sit værd. Det samme gjorde Oliver Naesen, der med stor autoritet bragte Romain Bardet sikkert i havn, og dermed kunne den lokale helt, der ellers i kraft af enkeltstarten får meget svært ved at sejre samlet, i hvert fald notere sig en tidlig tidsgevinst i forhold til mange af rivalerne. Ligesom Rowe var Naesen en konstant faktor forrest i feltet, og dermed undgik Bardet den katastrofe, der for to år siden kostede ham en diskvalifikation, da han blev ramt af uheld i den heftige sidevind.

På samme måde viste Nairo Quintana, at også han er kommet til Frankrig for at vise, at han ikke er klar til tidlig cykelpension. I dag viste investeringen i Jurgen Roelandts sig nemlig at give pote, og den stærke belgier sikrede, at den heroisk fightende Quintana ikke som i 2015-udgaven af Touren kunne se alle sejrsdrømme blive knust i sidevinden. Til gengæld er Movistar-mandskabet nu reduceret til en ensidig trussel for konkurrenterne, da den forsvarende vinder, Marc Soler, fortsatte de kedelige takter, han har vist siden sidste år ved at ende som en af dagens mange tabere.

Allerværst gik det for det stærke Astana-mandskab, der måtte indse, at det altså ikke altid hjælper blot at bringe mange klatrere til Paris-Nice. Mens det var ventet, at den meget skrøbelige Miguel Angel Lopez ikke kunne håndtere de vanskelige betingelser, kom det som en stor overraskelse, at den ellers så alsidige Ion Izagirre faldt fra. Med tanke på enkeltstarten var han ellers en af løbets tungeste favoritter, men allerede efter én dag står det stærke kasakhiske mandskab nu med blot to klassementskandidater i Gorka Izagirre og Luis Leon Sanchez. Og med al respekt for deres klatreevner, er det svært at se dem vinde et løb, der byder på en meget svær bjergfinale.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Andre af favoritterne undgik katastrofen. Det gælder selvfølgelig for Jungels, hvis Deceuninck-hold som altid trivedes i de vanskelige betingelser, og også Wilco Kelderman viste, at hans hollandske baggrund ikke fornægter sig. Alligevel endte Sunweb-kaptajnen som en af løbets helt store tabere. Allerede forud for løbet stod det nemlig klart, at den største trussel mod samlet sejr til løbets i mine øjne største favorit, kunne blive den manglende støtte fra et svagt hold på den altid farlige sidste etape omkring Nice, hvor mangen en isoleret kaptajn er blevet knækket. I dag mistede han så sin vigtigste mand, evigt uheldige Michael Matthews, hvis klassikersæson måske nu er i fare, samt holdets næstbedste klatrer, Martin Tusveld, der ligesom australieren endte i asfalten. Kelderman endte måske nok uden tidstab, men uden støtte fra sine to vigtigste folk, blev en samlet sejr alligevel langt fjernere på en sort, sort dag for Sunweb-mandskabet.

En sort dag var det også for UAE, men det var nu knap så uventet, at skrøbelige Sergio Henao, der i forvejen er en skygge af sig selv, efter to styrt endte som en stor taber, og at Fabio Aru heller ikke kunne sidde med i sidevinden. Helt galt blev det af, at Alexander Kristoff, der ellers elsker disse betingelser, fik ødelagt sin sko på et kritisk tidspunkt og faldt direkte fra gruppe 1 til 5, hvormed den ellers så formstærke nordmand med ét mistede en stor chance for at spurte efter en hård dag - noget, der som bekendt er hans speciale.

Andre tabere var EF-mandskabets Tejay van Garderen, der fortsætter med at gå fra nedtur til nedtur, samt Daniel Martinez, men til gengæld overraskede Rigoberto Uran, der eller sikke var meldt i form, med at være meget vagtsom og en konstant tilstedeværelse forrest i feltet. En anden var naturligvis Domenico Pozzovivo, der altid har hadet disse betingelser, men Bahrain kan heldigvis glæde sig over, at klassikerspecialisten Dylan Teuns som ventet klarede sig fint og er klar til at bygge videre på det gode indtryk, han efterlod i Omloop Het Nieuwsblad. Også Louis Meintjes, der fortsat er en skygge af sig selv, var en stensikker taber, ligesom også den ellers så lovende Giulio Ciccone samt Amaro antunes var et sandsynligt offer. Mere overraskende var det, at den alsidige Patrick Konrad ikke kunne klare mosten, og at heller ikke den ellers så formstærke Jack Haig sad med i front. Og så var der trods alt lidt malurt i Sky-bægeret, da et styrt sendte holdets plan C, supertalentet Ivan Sosa, ud af spillet, men det er nok tvivlsomt, om han uden uheld havde kunnet sidde med i front.

Endelig fortjener Ilnur Zakarin og Warren Barguil applaus. Zakarin havde som bekendt i Emiraterne givet klare tegn på en tilbagevenden til fordums styrke, men sygdom forud for løbet havde stillet store spørgsmålstegn ved hans form. Alligevel lykkedes det russeren helt uden støtte fra sit Katusha-hold at sidde med feltet hjem i sidevinden, som han ellers mere end nogen anden afskyr. Det kunne indikere, at det er værd at holde øje med russeren, der med sin hæderlige enkeltstart kunne være klar til at tage kampen op med de bedste i kampen om sejren. Også Barguil byggede fornemt videre på de lovende takter fra sidste weekend, der viser, at han nærmer sig sit gamle niveau, for han er bestemt heller ikke ekspert i disse betingelser. Det er Simon Yates heller ikke, og Vuelta-vinderen var da også i finalen sat fra feltet, men han blev i sidste øjeblik reddet af gongongen, så han i hvert fald efter 1. runde af de tre sidevindsslag stadig har sine vindermuligheder intakte.

Det har George Bennett også, men det glemmer man hurtigt på en dag, hvor det ikke var ham, der stjal overskrifterne i Holland. Det var derimod hans Jumbo-hold, der igen i dag viste, at de er et af tidens mest spændende. Om det er massespurter, brostensklassikere, ugelange etapeløb, grand tours eller som i sag sidevind, så synes hollænderne i dag altid at være en dominerende faktor. På forhånd var det ellers slet ikke dem, der sad med de bedste kort på hånden til dagens ganske hårde etape, men med en fremragende holdindsats lykkedes det dem som de eneste at sidde med seks mand i første gruppe. Og helt fortjent blev det belønnet med en fornem sejr til Dylan Groenewegen, der profiterede af et fremragende lead-out i en finale, hvor hollænderne som de eneste kunne tage kontrol og endda totalt udmanøvrerede Deceuninck, der ellers er kendt som kongerne af disse betingelser.

Sejren var derfor yderst fortjent, men også lovende. Groenewegen viste nemlig igen, at han ikke blot er verdens hurtigste, han er også mere holdbar, end mange tror. Således var han aldrig for alvor i vanskeligheder, og som han viste det i sidste weekend i et knaldhårdt Kuurne-Bruxelles-Kuurne, er han også i stand til at afslutte efter en hård dag. Modsat feltets anden fartkanon, Marcel Kittel, der som forventet havde det svært i de vanskelige betingelser, var Groenewegen konstant med fremme i både sidevind og på bakker og kunne til slut sætte sig igennem efter et fornemt lead-out af Mike Teunissen.

Det var ellers lige ved at gå galt. Caleb Ewan fik efter et svært UAE Tour, hvor han atter måtte sande, at han i de rene spurter efterhånden kommer til kort, i den grad oprejsning og vist, at han med sin forøgede holdbarhed bliver mere og mere spændende som afslutter efter hårde løb. I dag lukrerede han ganske vist på, at Groenewegen endte med at åbne lidt for tidligt i modvinden, der også dræbte Sonny Colbrellis lange spurt, men det var alligevel opløftende frem mod Milano-Sanremo, hvor han som bekendt sidste år vandt feltets spurt om 2. pladsen, at han i dag kunne være så tæt på den normalt hurtigere Groenewegen. Med tanke på de klatreevner, sejren på Hatta Dam også afslørede, indskriver Ewan sig mere og mere som et af de mest brandvarme navne frem mod årets første monument.

Andre ryttere har grund til at være mindre tilfredse. Det gælder især for Deceuninck, der nok havde Fabio Jakobsen med hjem, men som i finalen slet ikke drog fordel af, at de i Florian Senechal og Fabio Sabatini havde et tog, der normalt burde kunne køre Jumbo agterud. Jakobsens egen spurt var fin, men for en gangs skyld levede Deceuninck slet ikke op til forventningerne, og derfor må de nøjes med at finde trøst i, at den hollandske sprinter ikke ser ud til at være mærket af sidste uges sygdom.

Den mest skuffede var måske Sam Bennett. Ireren klarede sig ganske vist i sidevinden, men i finalen var han helt ude af stand til at vise den fart, der for en uge siden gav ham en sejr i et direkte opgør mod Fernando Gaviria. I stedet oplevede han en dag, hvor han ifølge eget udsagn konstant var på bagkant, og derfor håber han, at dagens resultat blot var udtryk for en dårlig dag. Det tamme resultat skyldes i vidt omfang dårlig position, men når han ikke som i Emiraterne greb det hjul, han havde udset sig, skyldtes det formentlig, at han allerede forinden var på sin grænse.

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

Arnaud Demare var også slemt skuffet, for han burde normalt være blant de hurtigste efter en hård dag. Han sad også ganske fint placeret inden spurten, men da først han åbnede op, stod han nærmest stillet. Bagefter måtte han også konstatere, at Algarve-virussen havde svækket ham mere end ventet, og derfor kan denne uge nu mere handle om at genfinde formen end at jagte den succes, han med så stærk sidevind ellers havde udsigt til.

Derudover var det helt forventet, at det var de holdbare klassikertyper, der dominerede top 10. Som forventet var John Degenkolb, Matteo Trentin og Colbrelli aldrig i problemer i sidevinden, men i finalen måtte de også sande, at de altså fortsat ikke har hurtigheden til at konkurrere med top 4, der gang på gang har vist, at de har en helt anden fart end de mere robuste folk. Det måtte også en anden klassikertype, Christophe Laporte, helt som forventet konstatere, mens en anden franskmand, Bryan Coquard, egentlig imponerede i sidevinden, men alligevel måtte indse, at det havde kostet lidt for meget, og at han fortsat ikke er den rytter, han var i jubelåret 2016.

Og endelig er der André Greipel. Man får efterhånden ondt af den stakkels tysker, der ligesom i Kuurne viste glimrende form ved at sidde med i sidevinden. Desværre har hans problem altid været positionskampen, og det står efterhånden mere og mere klart, at ægteskabet med Arkea er alt andet end lykkeligt. Holdet er nemlig helt ude af stand til at støtte kaptajnen, der i finalen blot havde klatreren Barguil ved sin side, og derfor var det naturligvis helt umuligt for den store tysker at tilkæmpe sig en god position i en hektisk finale. Som det var tilfældet i Afrika, på Mallorca, i Oman og i Kuurne blev en ensom Greipel igen svigtet af sit svage hold, og dermed bliver de bange anelser om holdets manglende evne til at bakke op om en mand, der netop kræver stærk støtte, mere og mere gjort til virkelighed.

For Greipel og de andre sprintere er der heldigvis mindst to chancer endnu. Årets Paris-Nice har nemlig en usædvanlig flad indledning, hvilket er forklaringen på, at langt de fleste topsprintere er søgt til Frankrig og ikke Italien. Desværre må de også sande, at de formentlig alle bliver alt andet end klassiske massespurter, for også de kommende to dage vil det være sidevinden, der vil være temaet.

Kun en tåbe frygter nemlig ikke de indledende dage af Paris-Nice. Det måtte blandt andre Lopez og Izagirre i dag sande. Nu er spørgsmålet blot, hvem der bliver morgendagens ofre.