Paris-Nice-analyse: Lefeveres sprintermagi

STREAM PARIS-NICE OG TIRRENO-ADRIATICO UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+

Nu har jeg jo desværre efterhånden nået en alder, hvor jeg må sande, at det ikke blev til en karriere som topsprinter (og måske rakte talentet heller ikke helt), men hvis jeg havde haft evnerne og modet til at begå mig i de allermest hæsblæsende momenter af cykelløb, var Patrick Lefevere formentlig blevet så træt af mig, at han havde blokeret mit telefonnummer. Det er nemlig stærkt sandsynligt, at jeg havde kimet den belgiske købmand ned i tide og utide i et forsøg på at overtale ham til at tilbyde mig en kontrakt.

Der synes nemlig at være én sikker vej til en karriere som sejrsmaskine. Kommer man i stald hos Lefevere, begynder sejrene at vælte ind i en hidtil uset takt. Sådan har det været i årevis, og intet tyder på, at det vil stoppe foreløbig. Uanset hvilken sprinter han henter til holdet, og uanset hvor svage præstationerne har været forinden, synes Lefeveres sprintersatsning altid at bære frugt.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Det mest berømte eksempel er selvfølgelig Mark Cavendish. Han gjorde jo netop det, jeg ville have gjort, da han forud for 2021-sæsonen kimede Lefevere ned i et forsøg på at overtale ham til at redde en karriere, der så ud til at få et tragisk og tårevædet endelig i et følelsesladet interview efter Gent-Wevelgem. Lefevere har siden indrømmet, at han for en sjælden gangs skyld lod sit stenhjerte løbe af med ham, da en personlig sponsor bød sig til med finansiering af Cavendishs kontrakt, og det var en beslutning, han aldrig vil glemme. Alle ved nemlig, hvordan den historie endte, da briten stod på podiet i Paris med fire etapesejr, en tangeret sejsrekord og en grøn trøje i bagagen.

Cavendish er imidlertid ikke alene. Nok var Sam Bennett og Fernando Gaviria allerede sejsmaskiner, da de kom til holdet, men deres sejrsrate aftog bestemt ikke i den tid, de hørte under Lefevere. Endnu mere markant var det med Elia Viviani, der efter skiftet til holdet tog et gigantisk skridt og gik fra en plads i subtoppen til at være en sand og ustoppelig sejrsmaskine. Dertil skal lægges, at han selv har ”opfostret” Fabio Jakobsen, som han på kort tid har ført helt til tops i sprinterhierarkiet.

Nej, det er ikke svært at forstå, hvorfor Tim Merlier var hurtig til at gribe ud efter kuglepennen og skrive under, da Lefevere offentligt gik ud med ønsket om at få sig en belgisk sprinter. Med tanke på historikken så det nemlig ud til at være den sikre vej til en uforglemmelig og sejrstung 2023-sæson, at Lefevere kastede sin kærlighed til Merlier som erstatning for Cavendish, der jo måtte væk, når ikke Lefevre ville love ham den Tour-plads, han skal bruge for endelig at tage den forløsende 35. etapesejr, der vil udødeliggøre ham endnu mere, end han allerede er.

Det var endda særdeles tiltrængt for Merlier. Ingen kan betvivle belgierens hurtighed, for det er få, der kan prale af at have vundet sin allerførste massespurt i både Giroen og Touren, som han gjorde i en vild 2021-sæson, hvor han vandt den første sprinteretape i begge sine to første grand tours, og i den periode aspirerede han kraftigt til titlen som verdens hurtigste. Det gjorde han imidlertid slet ikke i efteråret 2022, hvor han faldt gevaldigt af på den. Han kom sejrsløs hjem fra en Vuelta, hvor antallet af sprintere - og sprinteretaper - var få, og at han var en skygge af sig selv, stod helt klart, da Jakobsen nærmest ydmygede ham i deres direkte duel ved EM.

Det skabte naturligvis en vis usikkerhed, om Merlier, der grundet sin crosskarriere først sent etablerede sig på landevejen, allerede havde toppet. Den slags må i moderne cykelsport altid bekymre, når dåbsattesten afslører en alder på den kedelige side af de 30, men den slags overvejelser kan man heldigvis hurtigt glemme, når Lefevere påkalder sig sin sprintermagi. I 2022 vandt Merlier ikke ét eneste cykelløb mellem d. 26. juni og d. 9. oktober, men efter mindre end en måned som løbsaktiv for Lefevere har han allerede scoret fire gange - og ganske bemærkelsesværdigt har han åbnet alle sine tre etapeløb med at vinde 1. etape.

Det gjorde han først i Oman, inden han tog en meget stor skalp ved at vinde 1. etape i det sprintermæssigt meget stærkt besatte UAE Tour, hvor han både vandt en klassisk massespurt og et sidevindsdrama. I dag fik han så den allerstørste skalp, da han suverænt slog til på åbningsetapen i årets første helt store etapeløb, Paris-Nice.

Det var ikke bare et stort resultat, fordi Paris-Nice i sig selv er et af verdens største cykelløb. Det var det også, fordi han viste den fart, vi sådan savnede sidste efterår. Det var ellers lidt blandet med hans spurter i Emiraterne, hvor han i de første klassiske massespurter så ud til at fortsætte de kedelige 2022-takter, men på 6. etape fik han hul på bylden med en spurt, der var meget overbevisende. Akkurat lige så overbevisende var det, da han i dag klart satte Bennett, Olav Kooij og Mads Pedersen til vægs.

En stor del af magien handler dog ikke kun om Merliers egen fart. Hans største svaghed har jo altid været hans tvivlsomme positionering, og derfor havde dagens tekniske finale i udkanten af Paris tidligere været opskriften på en sikker Merlier-fiasko. Sådan er det bare ikke, når man har et tog, der tæller Kasper Asgreen, Yves Lampaert og til sidst Florian Senechal, der i forening sørgede for, at Merlier nu kan regne med at sidde så godt, at han kan bruge sin fart, også selvom der kommer et sving bare 350 m fra stregen.

Læs også

Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok

Det var ellers det sene sving, der må have fået Bennett til at slikke sig om munden. Det står nemlig klart, at han ikke helt har den fart, han tidligere havde - selvom hans meget overbevisende spurt på 6. etape i Emiraterne viser, at han nærmer sig - men til gengæld har han noget andet, nemlig verdens måske bedste lead-out man i Danny van Poppel. Hollænderen har i det seneste års tid meget sjældent ramt forkert, når han har sat sin irske sprinter i scene, og det gjorde han heller ikke i dag, hvor han som vanligt afleverede sin kaptajn fra spids.

Denne gang havde Bennett imidlertid ikke helt den fart, han havde i Abu Dhabi for otte år siden, men det kan meget vel hænge sammen med, at bakkerne mærkede ham en anelse for meget. Tidligere tiders holdbarhed har han nemlig ikke, men at han er en helt anden rytter end sidste år, hvor en motorvejsbro sendte ham til tælling, så vi tydeligt, da han var en af meget få sprintere, som sad med, da et lidt tvivlsomt angreb fra en overaggressiv Neilson Powless med 20 km igen kortvarigt splittede feltet. Den præstation må have givet en vis selvtillid, men måske gravede han også så dybt, at det kostede ham den sidste fart, da det gjaldt.

At han er blevet overhalet indenom af ungdommen, kan han imidlertid ikke være i tvivl om. Kometen Arnaud De Lie manglede sidste år stadig den sidste fart mod de allerbedste, men det gør han ikke i et 2023, hvor han synes helt ustoppelig. I dag viste han i hvert fald en uhyggelig fart, men akkurat som det var tilfældet i Almeria, betalte han prisen for en af sine få tilbageværende svagheder, nemlig positioneringen. Den har nu kostet ham to sejre, og han må ærgre sig gevaldigt over, at Jasper De Buyst styrtede i åbningsweekenden, for i dag var han nærmest slået inden løbet, når han på egen hånd skulle finde vej i denne kringlede finale. Heldigvis kan han se frem til mere enkle finaler fremover, og hans rivaler må i hvert med bekymring se på, hvad der kan ske, når han får et bedre tog til sin rådighed.

Det tog havde Mads Pedersen til gengæld. Mattias Skjelmose bekræftede sin enorme alsidighed med en sand jætteindsats i finalen, og ufejlbarlige Alex Kirsch sørgede for, at danskeren sad ganske glimrende. Nok blev danskeren klart slået af Merlier, men at han er mere og mere konkurrencedygtig på sprinterscenen, blev helt tydeligt, da han slog både Bennett og Olav Kooij, som man normalt ville regne som bedre bud i klassiske massespurter. Her spiller det nok en rolle, at Bennett kørte en lidt for lang spurt i modvinden, og at de var mere mærkede af bakkerne, for vi så jo i Vueltaen, at Bennett slog danskeren i de klassiske massespurter, men særligt på hårde dage som disse er der ikke længere mange, Pedersen skal frygte.

Heller ikke Kooij, der ikke har haft den bedste sæsonstart. Han tabte inden løbet sit vigtigste våben i form af sygdomsramte Christophe Laporte, der havde været en gave i denne tekniske finale, men som vi så i Emiraterne, er der få, der positionerer sig så godt som den træfsikre hollænder. Til gengæld har årets første spurter vist, at han ikke helt har den samme fart som de bedste, hvad det ellers så ud til, da han slog hele verdenseliten i Münster sidste efterår. Det kan heldigvis komme endnu, men sæsonstarten har vist, at han lige nu er blevet overhalet af De Lie som den mest lovende sprinter.

Stabil er han dog, og man kan altid regne med, at han ender helt fremme. I det hele taget var der meget få tilfældigheder på dagens etape, hvor de fem største favoritter satte sig på top 5. Man kunne måske savne Alexander Kristoff, der efter den lovende start i Algarve havde været et spændende krydderi, men skulle han vinde, skulle det være i kraft af endnu et suverænt lead-out fra Søren Wærenskjold. Det havde han aldrig fået, da nordmanden - måske mærket af søndagens styrt - tabte mere end 11 minutter, og derfor gjorde det ikke helt så meget, at Kristoff blev elimineret af en defekt.

Spørgsmålet er også, om den til tider lidt tunge Kristoff havde klaret bakken. Finalen blev nemlig ikke helt let, for top 10 udgjorde primært af holdbare folk som Michael Matthews, Bryan Coquard, Ivan Garcia Cortina og Kaden Groves. De kom dog alle til kort mod top 5, og det var helt forventeligt. I denne form for finale kunne kun Demare og Groves drømme om at blande sig på fart, men franskmanden skal til at vænne sig til den nye virkelighed uden sit supertog - en virkelighed, der vil koste dyrt for den positioneringssvage franskmand - og Groves lider stadig markant under sin positionering, der er hans største svaghed. I det mindste endte de alle i top 10, hvad ikke lykkedes for dagens skuffelse, Jonathan Milan, hvis holdbarhed godt nok synes svingende, når man ser på, hvad han har vist de seneste uger, og på, hvordan han blandede sig med Jonas Vingegaard på en kroatisk mur sidste efterår.

Netop Vingegaard fik ikke den ideelle start, da Tadej Pogacar fik de seks bonussekunder, som den første af de boostede bonusspurter i årets udgave tilbød, men det kunne han næsten ikke undgå. Måske var det meget åbent, hvem der ville vinde etapen, men det stod lysende klart, at én ting ville ske, nemlig at Pogacar ville vinde den spurt. At Vingegaard på så blød en bakke ikke kunne matche sloveneren og Pierre Latour, der begge er gode puncheurs, var til at forudse, men han kan ærgre sig over, at han akkurat ikke fik skovlen under formstærke Dorian Godon, der næppe deltog for at blande sig i spurten, men gerne ville med i en gruppe, der kunne køre om sejren.

Det kom han akkurat ikke, for hvor Vingegaard bekræftede formen ved at køre op til Pogacar og Latour efter bakken, måtte franskmanden sande, at benene havde taget lidt for meget syre til sig. Det var danskeren sikkert glad for, for han kørte med hovedet ved at sætte sig på hjul og ikke fragte Pogacar til mål og frem til yderligere 10 bonussekunder. Dermed blev det mission impossible for Latour og Pogacar, der trods alt ikke kunne modstå et samlet Soudal-kollektiv, og sloveneren fik dermed kun det næstbedste udbytte af en etape, hverken han eller Vingegaard kan være helt utilfredse med. Pogacar, fordi han fik sine bonussekunder, og Vingegaard, fordi hans opkørsel viste, at benene er ganske gode.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour of the Alps

Meget klogere blev vi ikke på klassementskampen. Jo, Latour startede igen i år som lyn og torden efter en sæsonstart, hvor han har kørt, som vinden blæser - hvad den ellers desværre ikke gør i Nordfrankrig disse dage - og Simon Yates sover fortsat så meget, at hans hold skal på arbejde, som de skulle, da ha blev fanget på den forkerte side efter muren med 20 km igen. Kevin Vauquelin led også et gigantisk slag, da hans vigtigste mand på tirsdagens holdløb, Tibault Guernalec, der skal hjælpe med at begrænse en stensikker blødning, slog sig slemt i et styrt, og Powless fik brugt nogle hovedløse kræfter, der måske var godt brugt i et lille løb som Tour du Var, men ikke i et stort og kontrolleret løb som Paris-Nice, men ellers afslørede etapen ikke meget.

Det havde nu også været mærkeligt. Første del af Paris-Nice er nemlig en sprinterfest, hvor klassementsrytterne bare skal undgå de sidevindsmassakrer, løbet er så kendt, og som de efter alt at dømme slipper for i år. I den slags sprinterfester kan man være ret sikker på, at Lefevere har et ord at skulle have sagt, uanset om hans nye sprintersatsning hedder Cavendish, Gaviria, Bennett, Viviani, Jakobsen eller Merlier. Den belgiske købmand har nemlig en sprintermagi, der burde få enhver hurtig herre til at kime ham ned i tide og utide.

STREAM PARIS-NICE OG TIRRENO-ADRIATICO UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+