Paris-Nice-analyse: Monsterets jerngreb

”Tja, bum, bum!”

Jeg tillod mig at bruge Niels Helvegs berømte citat, da jeg i min optakt forud for årets Paris-Nice forsøgte at granske min hjerne i et desperat forsøg på at finde en rytter, der måske kunne slå storfavoritten Primoz Roglic i årets udgave af Løbet mod Solen og stillede det retoriske spørgsmål, hvem der mon kunne true ham. Selvom analysen fortsatte med at opregne en stribe kandidater til de endelige topplaceringer, skal man ikke være nogen stor psykolog for at indse, at det ikke var med den store overbevisning, at jeg forsøgte at opregne, hvordan den ene og den anden kandidat måske kunne få skovlen under det slovenske monster.

Roglic har nemlig over en efterhånden lang årrække opbygget en statistik i ugelange etapeløb, som man må skulle relativt langt tilbage i tiden for at finde lignende eksempler på - i hvert fald hvis den skal strække sig over samme lange tidsperiode. Ganske vist har vi i de senere år set ryttere som Chris Froome, Bradley Wiggins, Cadel Evans og Alberto Contador gøre mere eller mindre rent bord i deres forår, men Roglic har med en enkelt undtagelse, der blev brugt som træning, været øverst på podiet i alle sine korte etapeløb, siden et styrt ødelagde hans Tirreno i 2018 - i hvert fald hvis man ser bort fra sidste års Dauphiné, som han reelt havde vundet, inden han styrtede ud af løbet iført den gule førertrøje.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Alligevel kunne rivalerne måske lugte lidt blod efter i går. Ganske vist gjorde Roglic det uundgåelige ved at bringe sig i pole position blandt løbets klassementsryttere, men ser man på hans enkeltstartshistorik i ugelange etapeløb, var det ret enestående, at han ikke vandt gårsdagens tidskørsel, der var af en type, hvor han hidtil har været umulig at slå. Naturligvis har det krævet særlig stor selvtillid for alvor at tro på, at monsteret var sårbart, men man må jo finde det håb, man kan.

Desværre varede håbet bare 24 timer. Det kan godt være, at der gik et døgn længere end ventet, inden Roglic lagde løbet i det forudsigelige jerngreb, men efter dagens første lille bjergslag i udkanten af Massif Central har det altædende uhyre allerede sat sig tungt på tronen, at vi nok skal ud i et Daupjhiné-lignende uheld, hvis ikke Roglic på søndag kan konstatere, at det kun er Tour Down Under og Volta a Catalunya af forårets WorldTour-etapeløb, han endnu ikke har vundet - to løb, han vel at mærke endnu ikke har jagtet endnu.

Gårsdagens ”ringe” enkeltstart var nemlig nok snarere udtryk for en - ganske vist noget bekymrende - tendens til, at Roglics tempoevner siden begyndelsen af 2020 ikke har været så skræmmende, som de var fra 2017 til 2019. Den fornemmelse fik vi allerede sidste år, hvor det til gengæld ikke kneb spor med klatreevnerne, og efter dagens magtdemonstration kan vi konstatere, at det samme mønster tegner sig i denne tidlige del af 2021.

Man kunne ellers lige nå at få fornemmelsen af, at løbet var ved at glide Jumbo af hænde. Sam Oomen viste sig hurtigt stadig at være en skygge af sig selv, og George Bennett bekræftede med sin kørsel til fulde, at han denne gang for vil gøre alt for helt usædvanligt ikke at toppe for tidligt frem mod maj måneds store mål i Giroen. Da Steven Kruijswijk viste sig noget mindre formstærk end gårsdagens flotte enkeltstart kunne indikere, var Roglic pludselig temmelig alene, da rivalerne begyndte at udnytte den konstante stilstand til at angribe i højre og venstre. Og ude foran havde man end ikke fået styr på 2009-vinderen af løbet, Luis Leon Sanchez, der med vanlig aggression og timing havde sneget sig væk på et tidspunkt, hvor Jumbo allerede efter Mont Brouilly så lidt sårbare ud.

Men som bekendt er det bedste forsvar et angreb, og da Roglic fornemmede, at situationen kunne komme ud af kontrol, var der ikke andet at gøre end at tage tyren ved hornene. Om hans plan var at køre den konservativt og satse på sin eminente spurt, får vi næppe at vide fra den altid fåmælte slovener, men omstændighederne gjorde, at den slags defensiv taktik ikke længere var en mulighed.

Og hvorfor skulle han også vente? Når man er så god, at man kan vinde efter forgodtbefindende, er der jo ingen grund til ikke at udnytte den overlegne styrke og fra start bringe sig i så gunstig en position, at rivalerne mister modet. Og det var det Roglic gjorde, da han blæste ud af feltet, kørte Ion Izagirre ud af hjulet og siden ikke så sig tilbage, så han nu kunne notere sig for årets første sejr på sæsonens fjerde løbsdag, hvilket er en bemærkelsesværdig stille start for en mand, der vandt på dag 1 i 2019 og dag 2 i 2020.

Med et forspring på 35 sekunder ned til Maximilian Schachmann skal meget gå galt, hvis ikke Roglic skal sejre, for selvom Jumbo virkede alt andet end overbevisende i dag, må det stadig regnes som et af de stærkeste mandskaber, også når den altid farlige Nice-etape skal kontrolleres på søndag. De to hold, der antalsmæssigt måske kunne bringe hollænderne ud af fatning, led nemlig i dag begge ærgerlige nederlag, der efterlader Jumbo med gode kort på hånden.

Det gælder først og fremmest Ineos. Briterne, der med samlede sejre i 2012, 2013, 2015, 2016, 2017 og 2019, har ejet dette løb i næsten et årti, er efter en hel byge af uheld ude af kampen. Først røg det bedste kort, Richie Porte, allerede på åbningsetapen, og i dag røg så den anden kaptajn, Tao Geoghegan Hart, på nedkørslen fra Brouilly, hvor et styrt efterlod ham i så tåget en tilstand, at den nye protokol for hjernerystelse ikke gav holdet andet valg end at trække ham ud af løbet. Og selvom Dylan van Baarle bekræftede sin fremragende form, er den store hollænder trods alt ikke nogen klatrer, og da Laurens de Plus stadig har for store mangler, er ”ejerne” af Paris-Nice nu reduceret til statister.

Det andet hold var Astana, der så uhyre spændende ud efter enkeltstarten, hvor de tre kaptajner, Ion Izagirre, Alexey Lutsenko og Aleksandr Vlasov, alle overpræsterede, men vi skulle ikke klatre mange højdemeter i dag, før det stod klart, at kasakken stadig en skygge af det vinteruhyre, han plejer at være i sæsonens første måneder. Alligevel er det kasakkerne, der ligner den værste rival, for Vlasov så uhyre velkørende ud på en stigning, der ikke just passede ham, og derfor har russeren utvivlsomt tanket selvtillid inden lørdagens kongeetape, der ligger langt bedre til en ryttertype som ham. Samtidig ser Izagirre bedre ud, end han har gjort i nogen tid, og med to mand i den samlede top 5 har Astana nogle taktiske muligheder, andre hold ikke har.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Det er til gengæld en skam, at Maximilian Schachmann skuffede så fælt på enkeltstarten i går. I dag viste han nemlig, at han jo helt som forventet er kommet flyvende ud af sin vinterpause, og han efterlod et ganske overbevisende indtryk på en stigning, der nok passede ham, men også havde en længde, der tidligere kunne have voldt problemer. Schachmanns problem er bare, at han skulle være kommet stærkt ud af løbets første fire dage, når lørdagens bjergetape for ham vil handle om forsvar, og derfor ligner det for ham mest af alt et spørgsmål om at forsvare 2. pladsen, hvilket kan se svært ud mod en Vlasov, der virker ganske velkørende.

Sammen med Vlasov er det David Gaudu, der skal true Roglic på lørdag, og franskmanden så også ganske stærk ud i dag. Ganske vist manglede han lidt i finalen, men med tanke på hans lange og hårde opkørsel efter det lille styrt bekræftede han den fremragende form, vi så i Drome-Ardeche og Var. Desværre betyder hans enkeltstart, at han allerede er sat alt for langt tilbage og næppe kan stræbe efter mere end højst en 3. plads, hvis han er flyvende på lørdag.

Den situation er han desværre ikke alene om. Tiesj Benoot bekræftede i dag det positive indtryk for Kuurne og satte igen en streg under sine stærkt forbedrede klatreevner. Alligevel viste gårsdagens enkeltstart også, at tidskørsler er så stort et handicap, at man kan diskutere visdommen i en målrettet satsning på at blive grand tour-rytter - også selvom han utvivlsomt har evnerne til at blive en god top 10-rytter i løb som disse, hvad dagens præstation er et klart vidnesbyrd om.

Også Guillaume Martin er på bagkant, men det var forventeligt for en rytter, der hører til blandt feltets absolut mest temposvage. For ham var det til gengæld en stor sejr, at han efter en forsinket sæsonstart allerede er så god, at han kan gå på podiet på første bjergetape i Paris-Nice. Det indikerer, at det enorme niveauspring, han oplevede i 2020, kan være fortsat ind i 2021, hvorfor der desværre blot er endnu mere grund til at forbande, at hans enkeltstart er så uheldig, som den er.

En anden rytter, der har grund til at være begejstret, er Lucas Hamilton. Man skal ikke have læst mange af mine linjer for at vide, at jeg har haft store forventninger til den lovende australier, men hans 2020 var så bekymrende, at man let kunne tabe håbet. I dag var han imidlertid tydeligvis en af de allerstærkeste, hvilket lover godt dels for en kongeetape, der virkelig passer ham, dels for hans rolle som grand tour-kaptajn i Touren eller Vueltaen. At han samtidig fik fabelagtig hjælp af en Michael Matthews, der viste noget af sin bedste klatring i flere år, gør det til en meget lovende dag for et BikeExchange-mandskab, der ellers ikke har haft nogen stor sæsonstart.

Andre vindere var Pierre Latour, der trods gårsdagens efter hans standard meget ringe enkeltstart, faktisk er uhyre velkørende, selvom han styrtede hårdt i Provence. Quentin Pacher, der ellers længe har virket lidt i tilbagegang, leverede vel sit livs klatrepræstation, og Jack Haig viste endelig lidt takter efter en lidet overbevisende sæsonstart. Aurelien Paret-Peintre, der ellers har virket lidt begrænset i bjergene, kunne endelig sidde med de bedste, og den langsomme starter Warren Barguil begynder langsom at finde nogen form. Og selvom han ikke var helt fremme, var det et ganske lovende ridt af Matteo Jorgenson, der ellers hidtil har været mere puncheur end klatrer, og af Sergio Henao, der ellers indtil sidste års Vuelta havde kurs mod deroute.

Andre har mindre grund til at være helt tilfredse. Brandon McNulty så længe stærk ud, men som i Giroen har han stadig lidt mangler i bjergene. Mere overraskende var det at se den så velkørende Ben O’Connor bliver sat til vægs, men det var dog bedre end hans nye holdkammerat Bob Jungels, der synker dybere og dybere ned i et hul, der synes bundløst. Uventet var det at se de hidtil meget velkørende Dylan Teuns og Neilson Powless fejle så voldsomt, også selvom så lang en stigning ikke er ideel for førstnævnte. Og David de la Cruz er af en eller anden grund formmæssigt helt fra den, ligesom Fabio Aru desværre stadig er milevidt fra fordums styrke.

Det er Roglic til gengæld ikke - tværtimod. Det kan godt være, at der er lidt grund til bekymring over en enkeltstart, der bliver særligt vigtig i årets Tour, men hvis han fortsætter med at klatre, som han har gjort de senere år, er der stadig al mulig grund til at se frem mod juli med optimisme. Forinden kan han tanke gevaldigt med selvtillid, hvis han kan slå Tadej Pogacar i Baskerlandet og i Ardennerne, hvor han kan se frem til lidt mere modstand, men i første omgang er hans mission at vinde det første af de to store europæiske forårsetapeløb, han endnu ikke har hverken forsøgt at vinde eller vundet.

Meget skal gå galt ikke, hvis ikke den mission skal lykkes, når løbet allerede nu er omklamret af monsterets jerngreb. Jeg har i hvert fald svært ved at komme med et andet og mere begavet svar end ”Tja, bum, bum” på spørgsmålet om, hvem der kan true ham.