Paris-Nice-analyse: Monsterets "grådige" magtdemonstration

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg begyndte at kalde Primoz Roglic for et monster. Jeg kan heller ikke helt huske, hvad min præcise bevæggrund var, men prædikatet kom bare naturligt. Der var nemlig noget nærmest skræmmende over den måde, sloveneren dominerede på, særligt fra begyndelsen af 2019, hvor han begyndte at vinde i nord, syd, øst og vest, og hvor hans uhyggelige alsidighed og evige sejrssult, at det nærmest var en sensation, når han ikke gik i top 10 eller endda top 5 på en etape, der ikke endte i enten en massespurt eller blev vundet af et udbrud.

Sjældent har betegnelsen dog været mere rammende end i dag. Man fornemmer i hvert fald, hvordan stakkels Gino Mäder må have rystet i bukserne, da han bare få hundrede meter fra toppen af Valdeblore La Colmiane-stigningen kiggede bagud og fik det syn, som enhver cykelrytter må frygte allermest. Ud af det lille favoritfelt blæste nemlig et gult monster med en glubsk sult, som kun han kan mønstre, og man forstår, hvis stakkels Mäder nærmest begyndte at træde firkantet mere af skræk end af træthed. Mod stort set en hvilken som helst cykelrytter i denne verden ville Mäder med sine heroiske indsats nemlig allerede havde gjort arbejdet færdigt, og måske var der kun én ting på denne klode, der kunne berøve ham den gennembrudssejr, David Gaudu snød ham for på sidste bjergetape i Vueltaen.

Den ting var desværre et gult monster, og uheldigvis var det netop det gule uhyre, der kom blæsende og med en uhyggelig træfsikkerhed sørgede for at gå forbi den slukørede schweizer så tæt på stregen, at han formentlig havde vundet, hvis det var nok at sende en spytklat i forkøbet. Roglic var imidlertid ikke i sit nådige hjørne, og med det, der efterfølgende er blevet betegnet som urimelig grådighed, sikrede han sig karrieresejr nr. 50 på den mest dramatiske maner.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Var det så udtryk for grådighed? Måske. Men hvis ikke lysten til at vinde er drivkraften for al sport, bliver det svært at fastholde den som en del af underholdningsbranchen. Ingen har vel lyst til at få sejre forærende, og hvis Roglic vitterligt havde trukket i håndbremsen, havde det med ét devalueret den store triumf, Mäder ville have opnået.

I stedet for en lidt halvkedelig foræring blev vi nu vidner til en af årets mest spændingsmættede og omdiskuterede finaler, og vi undgik samme fornemmelse af fuser, som da Roglic på Los Machucos i Vueltaen i 2019 var i sit gavmilde hjørne og åbenlyst forærede sejren til vennen Tadej Pogacar. Dengang er det bestemt ikke umuligt, at Pogacar kunne have slået ham i spurten, men vi blev efterladt med en kedelig følelse af manglende forløsning, fordi han ikke engang fik lov at vise, at han kunne.

Tilsvarende husker jeg, hvordan Matteo Trentin i Vueltaen i 2017 blev sur på Chris Froome over, at briten forsvarede sin pointtrøje ved at deltage i massespurten i Madrid, så italieneren ikke fik den foræret. Det blev kaldt grådigt, men det bragte kun liv til en pointkonkurrence, der ellers alt for ofte er helt ligegyldig i det spanske løb, og hvem havde synes, at det var en værdig sejr, hvor Froome bevidst havde givet den til sin rival?

Selvfølgelig har vi alle en klump i maven og føler med stakkels Mäder, men måske har han vundet meget mere af det sportsligt korrekte udfald. I dag taler alle om, hvor flot han kørte, men var sejren blevet ham foræret, havde alle i stedet talt om Roglics enorme generøsitet. Som bekendt var det Marco Pantani, der vandt på Mont Ventoux i 2000, men i dag taler ingen om, hvor fornemt det var, at han fulgte suveræne Lance Armstrong. Nej, alle taler om den kontrovers, der fulgte i kølvandet på, at han fik sejren foræret af løbets hersker.

Og Mäders sejr skal nok komme. Det tog lidt tid, inden han kom i gang, men når man to gange inden for et halvt år er blevet nr. 2 på en stor bjergetape i et WorldTour-løb, kan man et og andet. Med sin kørsel i dag har Mäder cementeret sit potentiale, og mens han i går var et relativt ukendt talent i den brede offentlighed, er der i dag meget få cykelfans, der ikke ved, hvem han er - og helt sikkert flere, end hvis han ”bare” var kørt hjem til en almindelig udbrudssejr.

Det skabte også lidt spænding i et løb, der ellers meget vel kunne være blevet kedeligt. Ganske vist var Roglic ikke så skræmmende, som man kunne have frygtet, og man fornemmede endda kortvarigt lidt sårbarhed, da han i første omgang ikke kunne køre fra Maximilian Schachmann. Det skulle dog hurtigt vise sig, at der ikke var skyggen af sårbarhed, for da han først åbnede for gassen, var han i den særklasse, alle havde ventet.

Det var Jumbo til gengæld ikke. Igen i dag kneb det gevaldigt for hollænderne at kontrollere løbet, og for anden gang ud af to mulige blev Roglic isoleret i finalen. Det har vi ellers ikke været vant til i et 2020, hvor han bare kunne hægte sig på toget og spurte sig til sejr på toppen. Det har i den grad været livgivende for løbet at se Roglic være tvunget til at tage et initiativ, han i 2020 slet ikke havde brug for - og det har blot givet ham mulighed for at understrege, hvor stærk han egentlig er.

Det var dog fra uventet kant, at han fik sin modstand. Ganske vist lå det i kortene, at Maximilian Schachmann, der stadig udvikler sig med stormskridt, ville være endnu bedre end sidste år, men der var alligevel en uventet stor forskel på den Schachmann, der sidste år klatrede op ad præcis samme stigning, og den Schachmann, der i dag bød Roglic op til dans. For et år siden led han nemlig som et svin på vej op ad de ellers ret bløde skråninger, og han gravede dybere end nogensinde for ikke at miste trøjen til den offensive Tiesj Benoot.

I år var han helt anderledes oven på pedalerne, og selvom han denne gang ”kun” ender løbet som nr. 2, er det en langt stærkere Schachmann, der fuldender løbet, end den Schachmann, sejrede for et år siden. Det er i hvert fald lidt af en bedrift at se store Schachmann slå klatrere som Lucas Hamilton og Aleksandr Vlasov på et 16 km langt bjerg. Det er nye tider for den store tysker.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Det er det også for Hamilton, der definitivt har lagt sit 2020 bag sig og er tilbage på det spor mod verdenseliten, han var på i 2019. Igen i dag var australieren en af de allerbedste, og det er lidt af en skalp at slå Vlasov i en bjergfinale som denne. Naturligvis står det stadig klart, at Vlasovs form kun er i opbygning på vej mod Giroen, men dette løb gør Hamilton til et af de mest spændende navne at følge i det kommende år.

Modsat Schachmann kunne Benoot ikke helt nå samme højder som i 2020, men det er næppe udtryk for et lavere niveau. Feltet af klatrere har i år bare været langt stærkere, og faktisk fornemmer jeg snarere, at Benoot har klatret endnu bedre end for et år siden. Til gengæld har løbet også vist, at hans enkeltstart stadig er så stor en hæmsko, at det er lidt uforståeligt, at han holder fast i sit nye grand tour-projekt.

Andre kan også være tilfredse. Det er svært ikke at beundre store Dylan van Baarle, der kom til løbet som ren hjælper, men efter nedslagtningen af Ineos-stjerner greb muligheden og nok engang beviste, at han er en overraskende god klatrer. Også Harm Vanhoucke fortsætter med stille og roligt at blive en af de bedre klatrere, og Jai Hindley, der ellers ofte er langt fra formen, er overraskende god på dette tidlige tidspunkt at sæsonen, hvor han egentlig slet ikke havde ambitioner.

Til gengæld var det en møgdag for franskmændene. Den ellers så formstærke David Gaudu endte alligevel med at være for forslået efter sit styrt og kunne slet ikke følge op på de lovende takter fra februar. Guillaume Martin, hvis Cofidis-hold ellers tog så meget ansvar, må også sande, at hans ødelagte forberedelse stadig betyder, at han ikke har samme tårnhøje niveau som i marts. Pierre Latours overraskende gode form forsvandt hurtigt igen, Aurelien Paret-Peintre er stadig begrænset i bjergene, og Warren Barguil er som langsom starter stadig et stykke fra formen.

Andre skuffede også en anelse. Ion Izagirre er nok bedre, end han har været siden sejren i Baskerlandet i 2019, men han er stadig ikke den maskine i ugelange etapeløb, han engang var. Jack Haig synes stille og roligt at finde lidt form, men efter nu mere end et år med skuffelser synes han at være blevet overhalet af Hamilton i det australske etapeløbshierarki. Hans landsmand Ben O’Connor er bestemt meget bedre end for et år siden, men han kunne ikke helt leve op til løfterne fra løbene i februar. Og selvom han er meget bedre end i tiden hos Dimension Data/NTT, har Louis Meintjes stadig nogen vej at gå, hvis han atter skal blive top 10-rytter i grand tours.

Det bliver Sam Bennett naturligvis aldrig, og egentlig skal han ikke omtales i en analyse af en bjergetape. Denne gang er der dog al mulig grund til at gøre en undtagelse. Ireren har ellers brokket sig over, at han aldrig er lykkedes med at finde formen til Sanremo, men i år har han i den grad gjort en undtagelse. Dagens etape startede som lyn og torden på en kategori 2-stigning, hvor en byge af angreb førte til dannelsen af et 13-mandsudbrud bestående udelukkende af klatrestærke folk - og Bennett!!! Det er mildt sagt en vild præstation, der med ét fjerner al tvivl om, hvem der er storfavorit, hvis Milano-Sanremo for første gang siden 2016 ender i en spurt.

Den spurt vinder Roglic ikke. Han deltager nemlig slet ikke i det italienske monument, men efter tre sejre på fire dage i tre vidt forskellige finaler sidder man næsten med fornemmelsen af, at han kunne, hvis han ville. Men selv et grådigt monster må holde lidt igen, når hovedmålet er at være frisk til sommerens Tour de France, hvor der er en bitter oplevelse, der skal viskes væk.

Noget tyder nemlig på, at den eneste måde, man kan få det sejrslystne uhyre til at spare sig, er slet og ret at holde ham væk fra konkurrence. Når han får et nummer på ryggen, er han nemlig glubsk, ustyrlig og måske også lidt grådig. Spørg bare Gino Mäder…