Paris-Nice-analyse: Nedtælling til schweizisk stjernefart

”3, 2, 1, Liftoff!”

Sådan gjaldede det ud gennem alverdens tv-skærme, da NASA for nylig indledte deres storstilede marsmission. Efter bare få sekunders nedtælling blev en raket med blandt andet dansk produceret udstyr sendt direkte op mod stjernerne til stor jubel for alverdens rumentusiaster.

Jeg aner ikke, om schweizerne havde nogen andel i projektet, men de har næppe haft tid til at skænke missionen en tanke. De har nemlig haft gang i deres hel egen nedtælling, som også har til formål at sende et objekt direkte op mod stjernerne, og i dag fuldendtes så nedtællingen, da der blev råbt ”Liftoff!” i den lille franske by Gien, denne gang til stor jubel for alverdens cykelentusiaster.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Objektet, der blev sendt afsted, var ikke en raket. Det var tværtimod kometen Stefan Bissegger, der fra i dag allerede er et fast element på cykelsportens smukke stjernehimmel. Nedtællingen til afsendelsen blev afsluttet i dag, og den har været så bemærkelsesværdig hurtig, at selv det mest velplanlagte rumprojekt umuligt har kunnet matche det schweiziske fænomens tempo.

Nedtællingen startede for et lille halvt år siden, da unge Bissegger med en 3. plads i sit allerførste løb som WorldTour-rytter var uhyre tæt på en nærmest sensationel debut, da han i BinckBank Tour på enkeltstarten kun blev slået knebent af Søren Kragh og Stefan Küng, endda i karrierens allerførste WorldTour-enkeltstart. Derefter fortsatte nedtællingen for et par uger siden i Emiraterne, hvor Bissegger kørte sin anden WorldTour-enkeltstart, og denne gang forbedrede placeringen med en enkelt pind ved i den flade ørken som nr. 2 at komme bemærkelsesværdigt tæt på ellers urørlige Filippo Ganna i UAE Tour.

I det lys burde det jo egentlig ikke være svært at gætte, hvordan det ville gå, da Bissegger i dag i Paris-Nice stillede til start på enkeltstarten i Paris-Nice. De fleste kan nemlig godt tælle ned fra 3, og efter 2-tallet kommer som bekendt det 1-tal, der i sportens verden er synonym med sejr. Og minsandten om ikke Bissegger fuldendte sin stime, cementerede sin nyvundne status som tempostjerne og slog en hel serie af verdens allerbedste specialister på den tekniske og småkuperede rute i Gien.

Sejren var på ingen måde uventet. Således havde jeg eksempelvis placeret ham som nr. 3 på min favoritliste inden etapen, men resultatet er alligevel bemærkelsesværdigt. Det var nemlig en hel serie af verdens førende tempospecialister, der blev sat til vægs, herunder en dobbelt verdensmester i form af Rohan Dennis. Og i feltet fandt man navne som Primoz Roglic, Dennis, Søren Kragh, Yves Lampaert, Victor Campenaerts og Maximilian Schachmann, der alle inden for de sidste to sæsoner har vundet til sammen et hav af WorldTour-enkeltstarter og store mesterskaber, og dertil skal lægges folk som Michael Matthews, Jos van Emden og Tony Martin, der alle i en mere eller mindre fjern fortid har vundet WorldTour-enkeltstarter på højeste niveau. Begynder man også at opregne alle de folk, der har været på podiet i WorldTour-enkeltstarter eller vundet mindre enkeltstarter, løber man hurtigt tør for plads, når man skal nævne navne, for det er et mindretal af etapens top 30, der ikke kan sætte kryds ud for et af de to resultater.

Dermed har Bissegger også vist, at prædikatet ”Den nye Cancellara” ikke er helt uberettiget. Det var enlig Stefan Küng, der havde fået den titel, men i virkeligheder passer Bissegger meget bedre til den største schweiziske tempo- og klassikerstjerne. Hvor Küng mest af alt er kendt for sin power og sine tempoevner, har Bissegger med sit punch og sin hurtighed præcis samme alsidighed som sin forgænger. Ser man på hans kørsel i det BinckBank Tour, der desværre blev ødelagt af et styrt på kongeetapen, er det bestemt også ganske sandsynligt, at Bissegger kan blive den klassikerrytter, Cancellara også var, selvom man naturligvis ingenlunde kan forvente samme resultater som en af sportens største giganter.

Bissegger var dog ikke helt uheldig med, at det i dag er ham, alle taler om. Sportens verden er nemlig så ubarmhjertig, at mindre end et sekund havde betydet, at det var navnet Remi Cavagna, der var på alverdens løber. Det franske TGV-tog, der jo ellers var ved at sygne lidt hen som temporytter, har pludselig fundet formen siden sidste sæson, og i dag var han så uhyre tæt på at opnå noget for en franskmand uhyggeligt stort, nemlig at vinde en Paris-Nice-etape på hjemmebanen med tricoloren på skuldrene. Alene det forhold, at han i finalen skulle overhale en rytter kan have gjort hele forskellen for stakkels Cavagna, der næppe nu ved, om han skal være svært tilfreds med, at han i dag fik bevist, at der venter mange store enkeltstartssejre forude, eller om han skal græde over at have været så tæt på at starte morgendagens etape, der køres tæt på hans hjemegn, i den gule trøje.

Heldigvis skal triumfen nok snart komme for 25-årige Cavagna, for dagens etape blev endnu et bevis på det generationsskifte, der i gang på tempofronten, hvor Ganna og Remco Evenepoel i første omgang har overtaget verdensherredømmet. I hvert fald må det efter dagens 6. plads stå helt klart, at Dennis’ tid som verdens bedste temporytter er ovre. Ganske vist har han forbedret sig betydeligt efter skiftet væk fra Bahrain og den for ham så forfærdelige Merida-cykel, men efter et 2020, hvor han ikke vandt én eneste enkeltstart, må det stå helt klart, at Dennis nu skal regnes som en fremragende, men ikke overlegen temporytter.

På samme måde er det med en anden verdensmester, Tony Martin. For første gang siden 2019 fik den firefoldige verdensmester i dag lov at køre en enkeltstart for fuld knald, men det endte med en yderst beskeden 24. plads slået af en række ryttere, der slet ikke kan regnes som specialister. På samme måde står det også igen helt klart, at Jos van Emden formentlig har leveret sit sidste topresultat på WorldTour-niveau på samme måde som det gælder for tidligere specialister som Matthias Brändle og Bob Jungels, der fortsætter med at falde dybere og dybere ned i sit hul som en i dag temmelig anonym rytter. Victor Campenaerts, der var så fremragende i 2018 og 2019, leverede endnu en fiasko efter et 2020, hvor han havde få ganske bemærkelsesværdige opblomstringer i en sæson, der ellers bød på skuffelse på skuffelse. Og Michael Matthews leverede en enkeltstart, der var et stykke under det niveau, vi ellers har vænnet os til at se fra ham.

Til gengæld var der oprejsning til andre specialister. Det lykkedes ganske vist ikke Søren Kragh at gentage sidste års sejr, men med en 5. plads cementerede han sin status som en af verdens førende i disciplinen. Det er særligt imponerende, fordi danskeren bestemt ikke giver indtryk af at have samme fine form som for et år siden. Christophe Laporte fortsatte med en 7. plads sin vanvidssæson med karrierens første top 10 på en WorldTour-enkeltstart, Yves Lampaert og Mads Pedersen gjorde det fornemt på en rute, der nok var en anelse for svær til at passe dem ideelt, Dylan van Baarle, der ellers aldrig rigtigt er blevet den temporytter, vi engang troede, hev en mindre kanin op af hatten, og Patrick Bevin fik efter et forfærdeligt 2020 i hvert fald vist, at der var en grund til, at han i 2019 blev nr. 2 på Vuelta-enkeltstarten og nr. 4 til VM.

Læs også

Froome: Havde været interessant at køre mod Vingegaard og Pogacar

For de fleste af dem gælder imidlertid, at deres personlige ambitioner sluttede i dag. Af de nævnte er det i hvert fald kun Jungels, der er kommet til Frankrig med ambitionen om at køre klassement, og de var derfor ikke med i det løb i løbet, som klassementsrytterne kørte i dag. Og blandt dem var det helt som forventet Primoz Roglic, der trak sig sejrrigt ud og bragte sig i den virtuelle førertrøje.

Det kunne på papiret ligne en succes for sloveneren, men sådan er det svært at se det. Ser man bort fra prologer, bjergenkeltstarter og den flade wattenkeltstart i Tirreno - tre enkeltstarter, der er meget specielle og ikke sammenlignelige med denne - har Roglic nemlig vundet alle sine enkeltstarter i ugelange etapeløb siden en 3. plads i Volta ao Algarve i begyndelsen af 2017, alt sammen krydret med en serie enkeltstartssejre i grand tours. I det lys var det et brud på en stime, at det slovenske monster i dag viste sig sjældent menneskelig og ”kun” blev nr. 3 på etapen.

Det ændrer naturligvis ikke på hans favoritstatus, men det følger en lidt urovækkende trend fra 2020, hvor han heller ikke var flyvende på sine tre enkeltstarter. Mest markant var naturligvis nyere cykelhistories mest omtalte enkeltstart i Touren, men heller ikke hans enkeltstart i Vueltaen, som han ganske vist vandt med det yderste af neglene, var overbevisende. Måske er Roglic langsomt ved at blive lidt mere medgørlig i den disciplin, der tidligere var hjørnestenen i hans suveræne etapeløbsdominans.

For løbet er det til gengæld en gave. Efter tabet af Richie Porte kunne man have frygtet, at løbet efter i dag reelt var afgjort, men det er det heldigvis ikke. Det skyldes særligt, at Astana holdt sig langt bedre inde i kampen, end man kunne have frygtet. Omdrejningspunktet er naturligvis Aleksandr Vlasov, der viste en uhyre lovende fremgang i sin hadedisciplin, da han med en højst overraskende 16. plads viste, at han har kurs mod større alsidighed, og samtidig sikrede sig et lovende udgangspunkt med et tab til Roglic på bare 16 sekunder. Det havde han næppe drømt om inden løbet.

Astana ligner nu truslen mod Roglic og Jumbo. Ion Izagirre, der jo engang sikrede sig det ene topresultat i denne slags løb efter det andet via sin gode enkeltstart, som siden har været forsvundet totalt, leverede nemlig med en 12. plads sit bedste resultat i nærmest umindelige tider. Og da Alexey Lutsenko med en 31. plads og et tab på 26 sekunder kom ganske fint igennem etapen, står kasakkerne nu med tre esser, der kan sætte Jumbo og Roglic under pres.

Problemet er naturligvis, at Jumbo ikke bare er Roglic. Steven Kruijswijk viste med sin fornemme 11. plads på en for ham alt for kort, teknisk og eksplosiv rute, at det er alt for tidligt at dømme ham ude, blot fordi 2020 endte som noget hø. Med ham som en højst uventet nr. 3 i klassementskampen står Jumbo fortsat med alle taktiske kort på hånden, også selvom George Bennett mistede så meget tid, at han ikke længere er nogen reel trussel.

Det er Brandon McNulty måske heller ikke - i hvert fald hvis ikke han har forbedret sig i bjergene - men amerikaneren viste igen, at det fald i niveau, vi så i hans år på Rally, hvor han slet ikke kørte enkeltstarter som tidligere, nu hører fortiden til. Ligesom i sidste års Giro brugte han enkeltstarten til at give sig et fremragende udgangspunkt inden stigningerne, og nu bliver næste opgave så at vise, at han har forbedret de klatreevner, der stadig manglede for meget sidste efterår.

Etapen havde også andre vindere. Dylan Teuns kørte en ganske fin enkeltstart, der bragte ham foran flere af de rigtige klatrere, og Felix Grossschartner kørte sin bedste enkeltstart i nogen tid. Unge Matteo Jorgenson fortsatte med at imponere, denne gang i en disciplin, hvor han ellers er uden historik, og Neilson Powless kørte vel også en betydeligt bedre enkeltstart end i UAE Tour, hvor den trods fremragende form haltede gevaldigt, når man betænker, hvor stort et tempotalent han engang var.

Etapen havde også sine tabere. Ganske vist er Maximilian Schachmann i klassementsrytternes stilling nr. 5, men det er slet ikke det udgangspunkt den i bjergene begrænsede tysker skulle bruge, hvis han skulle drømme om at forsvare sidste års sejr. Endnu værre giver det dog for sidste års nr. 2, Tiesj Benoot, hvis drøm om at blive etapeløbsrytter led et gevaldigt skud for boven, da de forbedrede tempoevner, han viste sidste år, tilsyneladende er forsvundet som dug for solen. Og Ineos-mandskabet, der så stærke ud inden løbet, led efter tabet af Porte endnu et nederlag, da Tao Geoghegan Hart bekræftede det svage indtryk fra Var med en enkeltstart, der er så langt under niveau, at briterne nu står uhyre svagt trods den fine indsats af Van Baarle og Laurens de Plus, der stille og roligt nærmer sig fordums styrke.

Læs også

Medie erfarer: Verdens bedste til fransk WorldTour-hold

Værre gik det dog for David Gaudu. Den ellers uhyre formstærke franskmand erklærer sig ganske vist tilfreds med resultatet, men med et tab på 46 sekunder til Roglic er han reelt ude af kampen om sejren. Vi har ellers tidligere set tegn på fremgang i disciplinen, men de tegn var helt borte i dag. Hvis Gaudu vitterligt er Roglics værste rival i bjergene, som hans kørsel inden løbet har indikeret, er det i hvert fald en stor gevinst for sloveneren, at franskmanden stadig er så endimensionel, som tilfældet er. Men han klarede sig dog bedre eller på niveau med de andre lette klatrere som Aurelien Paret-Peintre, Lucas Hamilton, Jack Haig, Ben O’Connor, Jai Hindley, Fabio Aru, Harm Vanhoucke (der dog var ramt af en punktering), Sergio Henao og de uhyre temposvage Warren Barguil, Louis Meintjes og Guillaume Martin, der lige siden starten reelt har været uden vinderchancer alene på grund af denne etape.

Nej, det var godt, at Astana overpræsterede, for efter tabet af Porte kunne Roglic meget vel have lukket løbet i dag, selvom han ikke præsterede på vanligt niveau. Med en muligvis efterhånden flyvende Vlasov sekunderet af Izagirre og Lutsenko har vi i hvert fald en kamp mellem to af løbets stærkeste mandskaber. Om Roglic kan knækkes, er nok tvivlsomt, men dagens udfald gjorde nok til at sikre, at løbet er mere åbent, end man kunne have frygtet, når løbet i morgen rammer bjergene en anelse tidligere end normalt.

Og Bissegger? Ja, hans gule eventyr slutter nærmest, før det begyndte. Men hvad gør det, når nedtællingen er slut, og man allerede har kurs direkte mod stjernerne.