Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Paris-Nice-analyse: Nu ender Mollema forhåbentlig på podiet

Paris-Nice-analyse: Nu ender Mollema forhåbentlig på podiet

12. marts 2022 13:20Foto: A.S.O./Alex Broadway

I disse dage køres Paris-Nice, som vi dækker intenst. Hver dag skriver vores ekspert, Emil Axelgaard, optakter til etaperne, og som led heri analyserer han den foregående dags begivenheder. Vi bringer her hans analyse af 6. etape.

Artiklen fortsætter efter videoen.

 Livestream Tirreno-Adriatico og Paris-Nice til halv pris

 

Noget af det, der gør cykelsporten fascinerende, er, at det i en vis forstand er mange sportsgrene samlet i én. Det kan godt være, at Fabio Jakobsen og Primoz Roglic teknisk set er til start i det samme cykelløb i denne uge, men reelt kører de jo hvert deres løb. Jakobsen er her for at vinde nøje udvalgte etaper, som for Roglic bare handler om overlevelse, men han skal til gengæld forsøge at vinde samlet, hvad der slet ikke interesserer hollænderen. På den måde bliver både ethvert etapeløb, men også en hel sæson, hvor nogle satser på spurter, andre på klassikere og nogle på grand tours, en fortælling med en masse forskellige subplots, der kun i begrænset omfang har noget med hinanden at gøre.

 

Det har de så alligevel. Det har nemlig altid været en kilde til mange hovedpiner for holdenes ledelser, hvordan man skal lægge strategien til et etapeløb og måske særligt en grand tour. Det er nemlig ikke let at gå efter flere mål på én gang, slet ikke hvis det ene af disse handler om den samlede sejr. Specielt kombinationen af en sprinter og en samlet vinderkandidat kan være tricky, når en hurtig mand gerne skal bruge som minimum to mand til at støtte sig, mens en klassementsrytter skal bruge flere klatrere end tunge folk. Den hovedpine er endda ikke blevet lettere, siden UCI for nogle år siden reducerede holdstørrelserne til 8 i grand tours og til bare 7 i kortere etapeløb på WorldTouren.

 

Læs også
Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

 

Den hovedpine løses på forskellig vis, som man også kan se af trupperne til denne uges Paris-Nice. Eksempelvis er Quick-Step og Alpecin kommet med nærmeste rene sprintertrupper, der blot har efterladt plads til en enkelt klatrer, som kan få lov at forsøge sig i klassementet på egen hånd. Anderledes er det med eksempelvis Arkea, der måske nok udtog sprinteren Amaury Capiot, men byggede hele holdet op om Nairo Quintanas klassementsambitioner, mens også Ag2r er kommet med en trup, der i alt væsentligt handlede om klassementet med Ben O’Connor, Clement Champoussin og Aurelien Paret-Peintre, og Ineos som sædvanlig alene har blik for den samlede stilling med Adam Yates og Daniel Martinez, selvom Ethan Hayter på egen hånd har kunnet spurte lidt.

 

De fleste hold har dog forsøgt at finde den vanskelige balance mellem at have både en sprinter og en klassementsrytter. BikeExchange har eksempelvis delt truppen nogenlunde 50-50 mellem tunge folk, der skulle køre spurter for Dylan Groenewegen - en beslutning, der i lyset af ruten kan diskuteres - og lette folk, der skal vinde løbet med Simon Yates. Jumbos helt store mål er den samlede sejr med Roglic, men de har også haft et mål om at vinde etaper med Wout van Aert, og også Bora er delt ligeligt mellem folk, der skulle vinde spurter med Sam Bennett og køre klassement med Aleksandr Vlasov.

 

Sådan er det egentlig ikke på Trek, men alligevel måtte de i dag sande, hvor svært det kan være at satse på flere ting på én gang. Faktisk har de brugt Quick-Step-modellen ved at designe en trup, der hovedsageligt er designet til at vinde spurter med Mads Pedersen, mens Bauke Mollema har kunnet køre sit eget klassement som en slags vedhæng til de tunge folk. Selvfølgelig har man udtaget Markus Hoelgaard, der kan spille en rolle på begge fronter, og Julien Bernard må også regnes som Mollemas hjælper mere end Pedersens, men det er ikke svært at se, hvordan truppen er vægtet. Nej, klatrerne er i stedet sendt med Giulio Ciccone til Tirreno.

 

Alligevel opstod dilemmaet, da sprinterne i dag fik deres sidste chance i den årlige rejse mod solen. Det var ellers ikke et gudgivet faktum, at dagens alenlange og stærkt kuperede maraton skulle ende i en massespurt. Finalen var bestemt ikke let, og der kunne være lagt op til en sand angrebsfest i løbets indledende fase, hvor mange ville lugte en chance for den anden udbrudssejr i træk. Dertil kom, at Jasper Philipsen og Sonny Colbrelli var ude af løbet, og at der derfor var færre sprinterhold til at kontrollere etapen. Pilen pegede nu på Cofidis, Intermarché og Trek samt måske Movistar, hvis en spurt skulle sikres.

 

I den situation ser man ofte, at sprinterholdene selv deltager i angrebene for ikke at ende som det eneste hold med en interesse i at hente udbruddet og dermed ende med det rene ingenting. Sådan var det imidlertid ikke i dag. Nu var første del af etapen ikke tv-dækket, men da et relativt svagt udbrud kom væk næsten med det samme, og angrebsfesten derfor var aflyst, tyder meget på, at de tre tilbageværende sprinterhold gik 100% efter en massespurt og med det samme lagde løbet i så kraftigt et jerngreb, at alle de udbrudshungrende hold gav op.

 

I hvert fald var det hurtigt klart, at udbruddet ikke havde en chance. Dertil var det alt for svagt, og da en mindre orkan stod ind i deres ansigt gennem det meste af dagen, var gruppen også for lille til at have en reel chance mod et felt, hvor Pedersens, Bryan Coquards og Biniam Girmays tropper også med det samme tog ansvaret for jagten. Da udbruddet blev hentet på toppen af sidste stigning, hvor modvinden havde lagt en voldsom dæmper på både angrebslyst og udskilning, kunne det næsten ikke gå galt.

 

Og dog! Etapen var nemlig 213 km lang, og den hårde modvind sled voldsomt på de ryttere, der stod for det tidlige føringsarbejde. Trek var i forvejen uden Hoelgaard, der er udmattet efter en sæsonstart, hvor han har været helt, helt ved siden af sig selv, og selvom både Bernard og Otto Vergaerde havde leveret en jætteindsats gennem hele dagen, kunne de naturligvis ikke spille en rolle i finalen. Da Jumbo naturligvis har større mål i weekenden og derfor ikke var klar til at kontrollere løbet, pegede alle pile på Trek, som det hold, der skulle kontrollere, og derfor måtte Trek grave dybt i lead-out-reserverne, da de ofrede Alex Kirsch for at kontrollere finalen frem mod den sidste lille bakke, hvor der uundgåeligt ville komme angreb.

 

Og så opstod dilemmaet. Da angrebene som forventet blev lanceret, og Mathieu Burgaudeau blæste væk fra feltet, var gode råd dyre. Pedersen havde nu kun Mollema og Jasper Stuyven ved sin side, og da førstnævnte jo skulle spares til klassementet og weekenden, og sidstnævnte skulle køre lead-out, når nu Kirsch allerede var brugt, var der pludselig ikke flere folk tilbage. Selvom Kirsch kom tilbage til fronten og brugte sine sidste kræfter, Stuyven startede sit lead-out tidligt, og Pedersen kørte en lang spurt, var der akkurat ikke ressourcer til at hente Burgaudeau, der med det yderste af neglede snød danskeren for den anden sejr.

 

Den eneste, man aldrig så, var Mollema - i hvert fald ikke på tv-billederne - og det er en beslutning, der i den grad kan diskuteres. Man kunne naturligvis have forstået prioriteringen, hvis vi talte om Roglic. Man kunne også sagtens forsvare det, hvis der var tale om en af Yates-brødrene, Martinez eller Vlasov. Men at Mollema ikke skulle ofres i en situation, hvor der var en etapesejr på spil, er meget vanskeligt at forstået. Efter sit styrt på sidevindsetapen er hollænderen helt nede som nr. 15 i klassementet med 39 sekunder op til top 10, 1.59 op til podiet og 2.40 op til den gule trøje. Måske havde det været værd at satse på, hvis han havde været flyvende i optakten, men den Mollema, vi så i Laigueglia og Var, kommer altså ikke specielt langt i dette felt - og da slet ikke, når han allerede har tabt masser af tid.

 

Læs også
Optakt: Liege-Bastogne-Liege

 

Det kan sagtens være, at hollænderen i weekenden får klemt sig ind i top 10, men var det virkelig det værd? Om en uge husker kun feinschmeckerne, hvem der blev nr. 9 Paris-Nice, men mange vil huske, hvis Pedersen havde taget sin anden etapesejr og fortsat sin vilde sæsonstart med endnu en triumf. Med tanke på den yderst beskedne margin, Burgaudeau tog sin sejr med, er det svært at tro, at et par føringer fra Mollema ikke havde ført til dansk etapesejr.

 

Trek var dog ikke de eneste, der foretog mærkelige prioriteringer. Hvis Guillaume Martin havde så mange diamanter i sine ben, at han var frisk på et angreb på den sidste bakke, var de kræfter, han jo ellers skulle bruge i weekenden, nok bedre brugt på at jagte. Man kan også diskutere, om Ion Izagirres yderlige top 10-placering ikke har samme ringe værdi, som den har for Mollema, også selvom Coquard ikke var favorit til at vinde spurten.

 

Jumbo kørte også mærkeligt halvhjertet. Man kan sagtens forstå, at de ikke skulle bruge unødige kræfter i dag, særligt ikke når holdet var uventet sårbare i går, men hvorfor fik Christophe Laporte så lov at angribe flere gange? Særligt da han alligevel blev sat til at føre til sidst, og holdet alligevel viste en interesse i en spurtsejr, kunne den finale vist være blevet kørt med betydeligt klarere prioriteringer. På samme måde var det helt uforståeligt, at Georg Zimmermann var aktiv i de mange angreb, når nu Intermarché gennem hele dagen havde arbejdet for Girmay. Selvfølgelig kan alle andre end Pedersen forklare sig med, at de jo alligevel havde endt med at arbejde for danskeren, der jo vandt spurten, men det vidste de jo af gode grunde ikke på det tidspunkt. Hvis de alligevel følte sig slået, kunne de jo lige så godt have ladet være med at føre fra start!

 

Nej, det endte som en frustrerende erkendelse for Pedersen af, at man så ufatteligt let kan sætte sig mellem to stole, når man vil lidt for meget på én gang, men i det mindste har han alligevel en grund til optimisme. Selvom modvinden gjorde etapen meget lidt selektiv, fik han nok engang bevist, at han lige nu klatrer på et niveau, vi aldrig tidligere har set på denne tid af året, og han fik også bevist, at hans spurt lige nu må betegnes som temmelig dødbringende. I hvert fald kunne Van Aert heller ikke på flad gøre andet end at holde danskerens hjul, selvom han sidstnævnte åbnede en spurt, der grundet de kritiske omstændigheder nok blev længere, end han havde ønsket. Dermed fik han sat en streg under det, man allerede fornemmede i den stigende spurt forleden, nemlig at han efter Jakobsens, Groenewegens og Philipsens exit lige nu er feltets hurtigste mand, i hvert fald når man har fået sat formsvage Sam Bennett af.

 

Spurten lærte os derfor ikke så meget nyt. At Coquard mangler fart på flad vej, har vi vidst længe. Girmay så igen i dag hurtig ud, men han kommer ofte til kort med sin positionering. Luka Mezgec er ikke den sprinter, han var engang, Florian Senechal har spurtet skidt i år, og Ivan Garcia Cortina er heller ikke en mand, der slår sprinterne på flad vej. Måske mere overraskende var det, at Nicolo Bonifazio ikke var længere fremme, når han nu faktisk havde overlevet stigningerne.

 

Men det har måske sin forklaring. Når ens holdkammerat er foran, er det altid svært at køre en spurt, og Total har jo kun al mulig grund til at juble. Burgaudeau var nemlig den smarteste i dag, og det er kun fuldt fortjent, at han endelig får sin første sejr. Efter en temmelig intetsigende start på sin karriere forvandledes han nemlig totalt i et uhyre fornemt efterår, hvor særligt hans 3. plads bag Michael Valgren og Sonny Colbrelli et hårdt kørt Coppa Sabatini afslørede store perspektiver. De er fortsat i denne sæsonstart, hvor han blandt andet imponerede med sin 4. plads bag Coquard og Pedersen på muren i Rousson under Etoile de Besseges. Dengang blev han den lille, men hvis han kunne vælge, har han det nok meget fint, at det var i dag og ikke i februar, at han blev den store i kampen mod de to sprintere. Dermed sørgede han også for, at Total fik deres første europæiske sejr, hvad man længe har ventet på efter en fornem oprejsning, de har leveret i år. Det måtte næsten kulminere med en sejr i Paris-Nice, hvor de har for vane at tage overraskende etapesejre, nemlig inden for de senere år med både Jerome Cousin og Bonifazio.

 

Trek vandt derimod ingenting, men det må de næsten gøre i weekenden. Mollema må i hvert fald være helt frisk og klar til at slås med Roglic på Col du Turini i morgen. En objektiv analyse tilsiger, at det ligner en svær opgave, men skulle han søndag eftermiddag stå med enten etapesejr eller en samlet podieplads, bliver alle disse betragtninger naturligvis gjort til skamme. Indtil da kan man tillade sig at filosofere over, om ikke i dag var et eksempel på, at det havde været en fordel at se cykelsporten som én sportsgren og ikke to forskellige, hvor Pedersen og Mollema kørte hvert deres cykelløb.

 

 Livestream Tirreno-Adriatico og Paris-Nice til halv pris

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Paris - Nice
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Liège-Bastogne-Liège Fe...(1.WWT) 21/04

EPZ Omloop van Borsele(2.NCUPJW) 19/04-21/04

Liège-Bastogne-Liège(1.UWT) 21/04

Giro della Romagna(1.1) 21/04

Liège-Bastogne-Liège Fe...(1.WWT) 21/04

Liège-Bastogne-Liège(1.UWT) 21/04

Giro della Romagna(1.1) 21/04

Tour de Romandie(2.UWT) 23/04-28/04

Vuelta Asturias Julio Alv...(2.1) 26/04-28/04

Lotto Famenne Ardenne Cla...(1.1) 28/04

La Vuelta Femenina(2.WWT) 29/04-05/05

Annonce

Annonce

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkéa - B&B Hotels

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Decathlon AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lidl - Trek

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM-Firmenich PostNL

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Visma | Lease a Bike

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

VIL DU HJÆLPE OS MED AT LAVE DANMARKS BEDSTE CYKELMAGASIN?