Paris-Nice-analyse: Sejrsmaskine med et års forsinkelse

Forud for sidste sæson blev jeg spurgt, hvilke spørgsmål jeg særligt så frem til at få svar på i 2020-sæsonen. Et af mine første bud var, om Sam Bennett kunne blive den første rytter siden Alexander Kristoff i dennes fabelagtige 2015-sæson til at vinde mindst 20 sejre på ét år. Ireren havde nemlig været så altdominerende i snart sagt alle sine spurter i 2019, hvor han endda var så negligeret på Bora-mandskabet, at han klarede sig stort set uden støtte, at et ægteskab med Deceuninck-mandskabets supertog næsten kun blive en succes.

Sådan gik det som bekendt ikke. Pandemien reducerede kalenderen så meget, at 20 sejre var et helt urealistisk mål, og da sæsonen i november gik på hæld, var 14 sejre nok til at toppe sejrslisten. Det var imidlertid slet ikke Bennett, men derimod Arnaud Demare, der stod øverst, og Bennett var med sine syv gevinster faktisk helt nede på en delt 6. plads bag tre klassementsryttere og to sprintere, nemlig Demare og Pascal Ackermann.

Det var nemlig ikke kun den maltrakterede kalender, der var årsagen til, at Bennett ikke nåede de 20 sejre. 2020 var nemlig slet ikke et år som 2019. Bevares, ireren havde vel med sine to Tour-etapesejre og sin grønne trøje sin mest succesfulde sæson, hvis man alene ser på kvaliteten af sejrene, men han var slet ikke så uovervindelig, som han havde været det i Bora-trøjen.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Faktisk så Bennett meget skrøbelig ud. Da han gik på ufrivillig coronaferie i begyndelsen af marts, lignede han en dybt frustreret mand, der efter et styrt udgik tidligt af et skidt Paris-Nice, der kom efter en UAE Tour, hvor han intet havde vundet, og en australsk kampagne, hvor han nok havde fået to sejre, men hvor Caleb Ewan havde efterladt et klart bedre indtryk. Da han genstartede sæsonen i august, vandt han måske nok en etape i Burgos, men virkede både i det løb og i Milano-Sanremo langt fra sit bedste niveau. Helt galt gik det, da han blev sat på en beskeden lille bakke i Tour de Wallonie, hvor han bestemt ikke lignede en mand, der skulle have den store Tour-succes.

Dagen efter var der imidlertid pludselig hul igennem, da han slet og ret fik den ellers så succesrige Arnaud Demare til at ligne en glad nybegynder på 3. etape af det belgiske løb, og siden endte hans Tour jo efter den for ham så vanlige rustne start jo som en stor succes. Alligevel var noget forandret, for Bennett var ikke den garanti for succes, han havde været på Bora, hvor han virkede helt umulig at slå.

Men måske skulle vi bare vente et år. I hvert fald er Bennett kommet flyvende fra start i 2021, hvor han efter otte løbsdage allerede kan se sig noteret for de første tre sejre - naturligvis alle på WorldTour-niveau. To sejre blev det til i UAE Tour, og i dag fortsatte han stimen ved at vinde åbningsetapen i Paris-Nice i ganske suveræn stil. Allerede nu fornemmer man, at der er mere 2019 end 2020 over Bennett, der som nævnt kom tomhændet fra begge løb i sidste sæson, men som for to år siden vandt én gang i Emiraterne og to gange i det franske løb mod solen.

Det er i virkeligheden slet ikke så mærkeligt, at der skulle gå lidt tid. At Bennett kæmper med selvtilliden, er en slet skjult hemmelighed, og at han følte sig under et gigantisk pres, da han overtog rollen som førstesprinter på Deceuninck, har han fortalt om talrige gange. Nervøsiteten syntes til tider at tage overhånd, og måske var det derfor ikke så mærkeligt, at den Bennett, der i 2019 havde været helt ufejlbarlig i positionskampen, nu blev lukket inde den ene gang efter den anden eller følte sig nødsaget til at starte sine spurter alt for tidligt.

Nu ser det til gengæld ud til, at Bennett er ved at være tryg, efter at han har bevist, at han sagtens kan løfte rollen som førstesprinter på verdens førende sprinterhold. Naturligvis havde han lige den vanlige rust, der skulle bankes af i sidevinden på 1. etape i Emiraterne, men siden da har han ikke begået mange fejl. I Emiraterne fik han to gange serveret sin spurt på et sølvfad af Michael Mørkøv, men selv i de to spurter, hvor Deceuninck ikke har været dominerende, har Bennett truffet de helt rigtige beslutninger, så det endte med sejr både på 4. etape i ørkenen og i dag på 1. etape i det første store europæiske etapeløb.

Det var åbenbart en del af planen, at Deceuninck denne gang ikke ville tage initiativet i spurten, og denne gang blev Bennett bare afleveret af Mørkøv omkring kilometerporten. Derefter var der igen noget ensom Bora-sprinter over ireren, som altså for to år siden altid fandt det rigtige hjul, selvom han var helt uden støtte. Og sådan var det også denne gang, da 1. etape helt som forventet skulle afgøres i den massespurt, manglen på vind havde gjort til et stensikkert udkomme.

Bennett havde klogelig sikret sig hjulet på Mads Pedersen, der med sit Trek-tog havde et af løbets tre bedste lead-outs, men da han fornemmede at danskeren var ved at blive lukket inde, og der i stedet kom en tysk bølge blæsende fra venstre med Jordi Meeus foran Pascal Ackermann, var ireren igen ”2019-opmærksom” og greb straks baghjulet fra sin tyske rival. Dermed endte Bora med at sætte etapens favorit helt perfekt op, og da først der blev åbnet for gassen, var Bennett også på ren fart lige så suveræn, som han var det for to år siden. Nu er han det blot som del af en vindermaskine på Deceuninck, der kom ganske suverænt igennem en weekend, hvor det i fire løb blev til to sejre med Bennett og Mauri Vansevenant og to andenpladser med Mark Cavendish og Julian Alaphilippe.

I sidste ende blev det ikke bare til den ventede sejr, men faktisk også den ventede top 3. Forud for løbet kunne man hurtigt se, at det var Deceuninck, Trek og FDJ, der stod med de bedste tog, og det var derfor ikke uventet, at Bennett, Arnaud Demare og Pedersen meget vel kunne ende med at dominere finalen, også selvom belgierne valgte en noget mere passiv strategi end ventet. Til gengæld spillede de suveræne Trek- og FDJ-tog nok engang med musklerne, og mod slutningen var det helt forudsigeligt, at det var Jacopo Guarnieri med Demare og Jasper Stuyven med Pedersen, der kæmpede om fronten.

Den kan vandt Guarnieri, der nok engang viste, at han aspirer til titlen som verdens bedste lead-out man, og selvom de blev overrumplet af Bora, kan Demare ikke være utilfreds med sin støtte. Til gengæld måtte den franske mester nok engang sande, at det kniber lidt med de superben, han havde i 2020, og igen i dag efterlod han trods en fin 2. plads ikke det indtryk, han gjorde i sin fantastiske 2019-sæson.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Det var en skam, at Guarnieri vandt kampen mellem de to tog. Det betød nemlig, at Stuyven og Pedersen blev lukket inde, og danskeren mistede det tråd, der kunne have givet ham chancen for at måle sig direkte op mod sin irske rival. Danskeren kørte da også en ganske overbevisende spurt, hvor det lykkedes ham at gå forbi sidste sæsons sejrskonge og en sand supersprinter som Ackermann, men sejren kostede det ham næppe. Dertil var Bennett for suveræn, og noget videre indhug i irerens føring gjorde han aldrig. Farthierarkiet er stadig, som det var i Paris i september, men Pedersen fik nok engang sat en fed streg under, at han er en af feltets allerbedste sprintere, og det ikke var noget tilfælde, at han sidste år slog Ackermann to gange og vandt to WorldTour-spurter.

Til gengæld er der i stigende grad grund til at bekymre sig om Ackermann, der allerede i 2019 virkede temmelig rusten. I Emiraterne blev han to gange sat perfekt i scene af Martin Laas, og i dag gentog det sig, da unge Meeus imponerede stort i sin første WorldTour-spurt. Desværre gik det kun baglæns for tyskeren, og selvom vi godt vidste, at han næppe ville vinde en spurt på så stejl en bakke, må det vække nogen bekymring, at han blev slået så klart af de rivaler, han i 2019 mindst var ligemand med.

Mere opmuntring var der at hente for Jasper Philipsen. Allerede på 15. etape i Vueltaen viste han, at han er en bedre bakkesprinter end Ackermann, da han sejrede foran netop tyskeren, og i dag blev det så til en flot 4. plads. Med et relativt svagt hold var den normalt ellers så positioneringsstærke belgier ellers helt væk i finalen, men med en imponerende fart gik han forbi Ackermann og de to uhyre formstærke franskmænd, Bryan Coquard og Christophe Laporte, der ellers var placeret betydeligt bedre. Nok så vi i Vueltaen, at hans fart på flad vej ikke er på niveau med Bennett, men han synes efterhånden at have udviklet sig til en af de bedste, når der skal spurtes på en bakke. Dermed er der også udsigt til, at han kan bidrage til det ustoppelige Alpecin-hold, der i denne uge kørte tre endagsløb og vandt dem alle.

Det er også spidskompetencen for både Coquard og Laporte, der begge har været flyvende i årets første måneder, men det var de ikke i dag. Den altid så positioneringsstærke Laporte sad selvfølgelig helt fremme, men i dag manglede den fine fart, han ellers havde vist i Besseges, hvor han var ganske suveræn på både 1. og 4. etape. Lidt omvendt var det med den normalt så positioneringssvage Coquard, der denne gang faktisk sad glimrende, men nok engang må sande, at han har spurtet overraskende svagt på bakkerne i år.

Ellers bekræftede spurten de mønstre, vi kender. John Degenkolb mestrer stadig ikke kunsten at positionere sig, og det kniber desværre også stadig for Phil Bauhaus, der ellers bekræftede sin store fremgang med en ganske god spurt på en bakke, der ikke rigtigt passede ham. Det gjorde også Rudy Barbier, der bestemt ikke er nogen mand til stigninger, men som er et skoleeksempel på, at Israel SUN faktisk er ret gode til at få deres ryttere til at blomstre. Måske gælder det endda også for André Greipel, der fra en ikke specielt gunstig position kørte en ganske flot spurt, der var betydeligt bedre end i Emiraterne, og han lykkedes endda med at gå forbi sin holdkammerat, da mandskabet igen valgte at lade begge deres sprintere spurte, som vi før har set det.

Desværre bekræftede Alexander Kristoff også det, vi har set i denne og sidste sæson. Den engang så positioneringsstærke nordmand kan slet ikke finde de rette hjul længere, og selvom Matteo Trentin førte ham fint frem, kneb det nok engang med den form, der har manglet gennem hele sæsonen. I hvert fald trådte han allerede firkantet inden spurten, og han ophørte helt med at forsøge allerede længe inden stregen.

Mere overraskende var det, at hverken Giacomo Nizzolo eller Nacer Bouhanni kom frem. Begge er de nemlig kendt for deres fremragende evner i positionskampen, men helt usædvanligt var de begge helt fraværende. Det var også Cees Bol, men det var nu mere ventet, da hollænderen allerede i UAE Tour havde efterladt et meget skidt indtryk og trods et stærkt tog aldrig har været nogen ørn til at sidde rigtigt. Til gengæld kunne han køre finalen, hvilket helt mislykkedes for Danny van Poppel, som vi desværre kender igen, da den superform han viste på pavéerne i tirsdagens Le Samyn i dag var omsat til en ifølge holdet dårlig dag, der betød, at han faldt fra som en af de første på bakkerne. Desværre er den form for yoyo-kørsel blevet hans varemærke, og da hans dårlige perioder ofte trækker ud, kan man i den grad være bekymret for fortsættelsen.

Nogen fortsættelse bliver der desværre ikke for Richie Porte. Australieren kunne ellers juble over den manglende vind, der gav udsigt til, at han måske denne gang kunne overleve de første etaper, som ellers blandt andet satte ham ud af spillet, da han i 2017 kom til løbet som tårnhøj storfavorit. Desværre betød en løs flaske fra George Bennett, at den evigt uheldige Porte nu aldrig fik lov at teste den form, han var så usikker på. Og det er en gigantisk skam for løbet, for skal vi være ærlige var det vel reelt kun Porte, der kunne true Primoz Roglic på en rute, hvor enkeltstarten bliver vigtig, og hvor de øvrige favoritter enten alle har begrænsninger i bjergene eller på tirsdagens tidskørsel. Og Ineos er nu reduceret til at arbejde for den lige nu ikke specielt overbevisende Tao Geoghegan Hart, da intet tyder på, at Rohan Dennis har tænkt sig at bryde traditionen og faktisk køre klassement i et etapeløb, hvor det ellers så realistisk ud.

Derudover blev vi nu ikke meget klogere. Manglen på vind gjorde kun etapen nervøs og så styrtplaget, at også Ion Izagirre og Sergiop Henao røg i asfalten mod slutningen, men heldigvis uden alvorlige konsekvenser. Til gengæld viste sidste års nr. 2, Tiesj Benoot, der er i gang med et projekt med en transformation til etapeløbsrytter, at han mener det alvorligt, da han spurtede sig til to bonussekunder, som Roglic til gengæld var helt ligeglad med. Endnu mere grådig var Michael Matthews, der med fem sekunder undervejs ligner en mand, der har blik på at tage den gule trøje efter tirsdagens enkeltstart.

Læs også

Dansk Lidl-Trek-sportsdirektør: Vi vil prøve noget frækt

Han får den i hvert fald nok ikke inden da. Med et års forsinkelse ligner Bennett nemlig igen den uovervindelige sejrsmaskine, han var i 2019. Dengang var han altid på egen hånd og sad altid på det rigtige hjul, og sådan har det også været i år - bare med den undtagelse, at han nu har den luksus også at have et suverænt tog og en suveræn dansk lead-out man, der også kan sætte ham perfekt op, når det er at foretrække. Med yderligere to potentielle massespurter kan Bennett pludselig stå med fem sejre ved udgangen af dette løb, og det er faktisk én mere end i 2019, hvor han ”kun” stod på fire gevinster, da han nåede Nice.

Måske er det nu igen relevant at stille spørgsmålet, om Bennett i år bliver første mand siden Kristoff til at vinde mindst 20 gange. Starten har i hvert fald lovende - bare med et års forsinkelse.