Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere

Paris-Nice-analyse: Uventet hollandsk grus i det danske maskineri

09. marts 2021 13:34Foto; A.S.O. / Fabien Boukla

I disse dage køres Paris-Nice, som vi dækker intenst. Hver dag skriver vores ekspert, Emil Axelgaard, optakter til etaperne, og som led heri analyserer han den foregående dags begivenheder. Vi bringer her hans analyse af 2. etape.

Annonce

Man kunne næsten allerede se Dannebrog stryge til tops og høre nationalsangen gjalde ud over det ganske Nordfrankrig. Med få hundrede meter til stregen så det nemlig ikke ud til, at noget kunne forhindre Mads Pedersen i at spurte sig til sin karrieres største etapeløbssejr og samtidig iføre sig en af sportens mest prestigiøse førertrøjer på 2. etape af Paris-Nice. Intet syntes nemlig at kunne gå galt, da Jasper Stuyven nok engang cementerede sin status som en af feltets bedste lead-out men i en uhyre teknisk finale og afleverede den 400 m lange opløbsstrækning i Amilly på et sølvfad til sin danske holdkammerat.

 

Alt var nemlig gået lige efter bogen. Trek-toget havde kørt som smurt i olie, selvom de måske havde ramt fronten en anelse tidligt med Alex Kirsch og Edward Theuns. Stuyven havde nemlig klogelig tøvet, mens andre kortvarigt overtog initiativet, og i etapens nøglemoment forud for det altafgørende sving skød belgieren suverænt frem. Samtidig var Pedersens to værste rivaler, Sam Bennett og Arnaud Demare, slet ikke i synes, da den irske spurtkanon denne gang slet ikke var kommet frem i tide, og den franske mester måtte se sine chancer forsvinde i forbindelse med det sene styrt, der sendte ham og hans tog en tur op på fortovet.

 

Med de spurter, han har kørt i det seneste års tid, lignede Pedersen den hurtigste af de forrest placerede sprintere, og når han ovenikøbet blev sat eminent op af Stuyven, kunne det jo reelt ikke i gang. Den danske maskine kørte som smurt - altså lige indtil der blev kastet hollandsk grus i den og pludselig fik den til at gå i stå.

 

”Hollandsk?” vil nogen sikkert spørge. Havde det været gult irsk grus, havde ingen været forbavset. Det havde de næppe heller, hvis det var nogle tricolorefarvede franske småsten, der havde slået den danske maskine ud af kurs. Ej heller havde nogen rynket væsentligt på brynene, hvis det havde været et par solide tyske sten, der havde fået det hele til at gå i stykker.

 

Men hollandsk? Bevares, Cees Bol er bestemt ingen ringe sprinter, men det lå bestemt ikke i kortene, at det skulle blive i dag, at hollænderen skulle tage karrierens største sejr. Det havde været langt mere nærliggende sidste år, hvor et eminent Sunweb-tog kørte så fremragende i Touren, at det kun var en lynhurtig Wout van Aert, der stjal en prestigiøs Tour-etape fra Bol. Til gengæld har intet kørt i olie for hollænderen i et 2021, der indtil videre har været lige til skraldespanden.

 

Det var ellers ret overraskende, at det noget urutinerede DSM-tog, han havde til rådighed i UAE Tour, gang på gang fik bragt den ellers positioneringssvage Bol frem i de hektiske spurter i UAE Tour, men til sin egen erkendte frustration var der slet ingen fart i de hollandske stænger. Fra sit gunstige udgangspunkt gled han kun baglæns, når der blev åbnet for gassen, og han drog slukøret hjem fra Mellemøsten med en 15., en 9. og en 5. plads i de tre spurter.

 

Tendensen var imidlertid opadgående, og måske skulle man have luret, at Bol var på vej i form. I går missede han nemlig muligheden for at spurte, og derfor kunne det måske være blevet afsløret allerede et døgn tidligere, at han faktisk havde genfundet sin fart. I hvert fald var der ingen af de forrest placerede sprintere, der i dag nåede ham til sokkeholderne, og han fik bevist, at DSM gjorde klogt i at bevare tilliden til ham, selvom man med nogen ret har kunnet spørge, om han har kunnet bære en så klar kaptajnrolle på et hold, for hvem massespurterne i hvert fald i en overgangsfase mellem klassementssatsningerne er et hovedfokus.

 

Den diskussion kan i hvert fald forstumme for en stund nu. Pedersen har lige siden sidste års Polen Rundt hørt til blandt feltets førende sprintere, og derfor er det en yderst anerkendelsesværdig at give danskeren så gevaldige prygl, som han fik i dag. Til gengæld skal han nok også igen glæde sig over, at DSM-toget nu i snart sagt enhver formation hører til blandt de skarpeste, for selvom man her i løbet mangler både Nikias Arndt og Joris Nieuwenhuis, lykkedes det holdets loyale klassementsmand Tiesj Benoot og ikke mindst Nils Eekhoff at bringe Bol frem i den uhyre kringlede finale, og så godt gik det bestemt ikke for alle.

 

Det gjorde det særligt ikke for Bennett. Nu nåede jeg ellers i gårsdagens analyse at fremhæve, hvordan irerens positionering igen syntes at have fundet den træfsikkerhed, der gjorde ham usårlig i 2019, men i dag var der mere 2020 end 2019 over Bennetts spurt. Som vi også så det lidt for ofte i sidste sæson, blev han og Michael Mørkøv fanget alt for langt tilbage, og Deceuninck-toget, der jo ellers også tæller brølstærke lead-out-folk som Yves Lampaert og Florian Senechal, syntes aldrig nogensinde at blive organiseret. Det var desværre også en lidt ærgerlig tendens i 2020, at det ellers normalt så sublime tog lidt for aldrig lykkedes med at komme frem, hvilket bidrog til Bennetts i forhold til 2019 relativt beskedne succesrate.

 

Farten manglede ellers ikke. Da først der var plads, fik Bennett nok engang cementeret, at han i dette felt tilsyneladende er i sin egen liga. Ireren kom nemlig bragende i en hast, så stregen blot skulle være kommet ganske få meter senere, hvis han skulle have sikret sig en 2. eller 3. plads, der i det mindste havde reddet hans førertrøje. Det lykkedes imidlertid ikke, og Deceuninck-toget må tilbage til tegnebrættet og revurdere, om den passive strategi, der i går var så succesrig, men også er temmelig risikofyldt, er den rette frem mod torsdagens sidste chance for sprinterne.

 

Det er også her, Demare skal redde sit løb. FDJ-toget var ellers ved vanlig næsten ufejlbarlig styrke på de sidste kilometer, men desværre for dem fik de ruineret deres muligheder af styrtet. Dermed har 2021-sæsonen desværre fortsat en trist karakter for den i 2020 så flyvende franske mester, og selvom det i dag skyldtes uheld, kan det være bekymrende for en mand, der ikke rigtigt kender nogen mellemvare, men enten synes at have fantastiske eller sløje sæsoner.

 

I det hele taget er der uhyggeligt mange sprintere, der kan se tilbage på en halvsløj start. Det gælder ikke mindst for Pascal Ackermann, hvis endeløse serie af frustrationer bare synes at fortsætte. I dag blev forarbejdet, ødelagt af styrtet, der eliminerede hans to lead-out-folk, Michael Schwarzmann og den i går så sublime Jordi Meeus, men det kan tyskeren ikke bruge som undskyldning. Nok blev han lukket inde mellem Michael Matthews og John Degenkolb, hvilket måske kostede en 3. plads, men heller ikke i dag viste han en fart, der antyder, at den første sejr er lige på trapperne.

 

Endnu mere frustrerende må det være for Nacer Bouhanni. Den forud for løbet så formstærke franskmand har nu misset to muligheder som følge af styrt, og i et løb med bare tre sprinteretaper er der nu kun én chance for franskmanden til at fortsætte sit lovende forsøg på i hvert fald at komme lidt tilbage mod sprinterhierarkiets øvre ende. Det forsøg står nu i første omgang og falder med torsdagens tur ned langs Rhone-floden, hvis ikke løbet skal ende som en fiasko.

 

Det gør det til gengæld ikke for Michael Matthews. Jeg skal blankt indrømme, at jeg havde lidt svært ved at se formålet med hans insisterende jagt på bonussekunder både i dag og i går, for med hans begrænsede fart i flade spurter lå det ikke i kortene, at han ville kunne sikre sig gult på de to første etaper. Og selvom hans enkeltstart er god, er det nogle voldsomme specialister, han skal slå i morgen, hvis hans forspring skal bevares.

 

Heldigvis for ham er en teknisk spurt ikke kun et spørgsmål om fart, og da det i dag lykkedes det unge BikeExchange-tog at få ham bragt frem, kunne han akkurat holde den ellers lynhurtige Bennett bag sig og sikre sig den gule trøje, som han senest bar i 2017. Forud for løbet kunne man ellers undre sig over, at han ikke kørte Tirreno, hvor der var betydeligt mere interessant etaper for en fyr som ham, og i dette løb så det ud til, at kun 6. etape kunne være en reel chance for hans ryttertype. Nu står han imidlertid efter to dage med lidt af en drømmestart på sin tilbagevenden til sit tidligere australske hold.

 

Det er ikke hverdagskost, at Matthews bliver nr. 3 i en flad spurt, men på mange måder var det dagen, hvor intet gik som ventet. De normalt så positioneringsstærke Giacomo Nizzolo, Jasper Philipsen og Christophe Laporte kom aldrig frem, og i stedet endte Bryan Coquard, Phil Bauhaus og ikke mindst John Degenkolb, som alle lignede oplagte ofre i den hektiske kamp om positioner frem mod sidste sving, alle med at komme hjem med flotte resultater i en finale, der i mindre grad handlede om fart, men først og fremmest om positionering og lidt held, da styrtet eliminerede de to franske topsprintere.

 

Særligt er det bemærkelsesværdigt, at Degenkolb, der jo ellers har været en uhyre sjælden gæst i massespurternes top 10, ikke blot sad fornuftigt, men også kørte en ganske fin og meget lang spurt, kom hjem med et sjældent godt resultat. Det kan vel næsten kun læses som et udtryk for den fremragende form, vi har set siden sidste efterår, og som indikerer en mulig genfødsel som klassikerrytter i den kommende måneds tid.

 

Ellers endte etapen som den forudsigelige langgaber. Ganske vist lykkedes det Trek kortvarigt at tage feltet lidt på sengen med et angreb, men det lidt ærgerlige højtryksvejr, som har ramt Nordfrankrig, har totalt berøvet os for det drama, vi ellers efterhånden har vænnet os til i den første del af rejsen mod solen. Nu er alle feltets klassementsryttere undtagen den så uheldige Richie Porte og i dag også den lige så uheldsramte Alexis Vuillermoz i stedet kommet uskadte og nemt frem til tirsdagens første nøgleopgør i kampen om den samlede sejr.

 

Det opgør kommer i form af årets enkeltstart, hvor der utvivlsomt er mange danskere, der drømmer om at se samme vinder, som vi så på sidste års tidskørsel. Her var det nemlig Søren Kragh, der var hurtigst, og også i år hører danskeren til blandt favoritterne. Denne gang burde der heller ikke kunne komme hollandsk grus og ødelægge det danske maskineri. Desværre kan man så frygte, at slovenske, australske eller måske schweiziske, tyske eller franske sten alligevel vil gøre den danske maskine ukampdygtig.

Annonce

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Paris - Nice
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

La Flèche Wallonne Fémi...(1.WWT) 21/04

La Flèche Wallonne(1.UWT) 21/04

La Flèche Wallonne Fémi...(1.WWT) 21/04

La Flèche Wallonne(1.UWT) 21/04

Belgrade Banjaluka(2.1) 22/04-25/04

EPZ Omloop van Borsele(2.NCUPJW) 23/04-25/04

E3 Saxo Bank Classic(1.1) 24/04

Liège-Bastogne-Liège Fe...(1.WWT) 25/04

Liège-Bastogne-Liège(1.UWT) 25/04

EPZ Omloop van Borsele(1.1) 25/04

Tour de Romandie(2.UWT) 27/04-02/05

Annonce

Annonce

AG2R Citroen Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana - Premier Tech

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - Nippo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty - Gobert

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Israel Start-Up Nation

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team BikeExchange

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Qhubeka Assos

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

MANGLER DU EN CYKELHJELM? VELOMIO.COM - SØGEMASKINEN FOR CYKLER OG UDSTYR