Paris-Nice-analyse: Colombiansk coronaisolation

Der har med rette været megen kritik af, at Paris-Nice er kørt videre med et mere end 100 mand stort felt i en tid, hvor den franske start ellers har sat en grænse på netop 100 personer for større forsamlinger. Der er dog én rytter, der har gjort sit ypperste for at leve op til myndighedernes anbefalinger om at isolere sig selv og undgå social kontakt, og som på sin helt egen demonstrative facon har sørget for, at sikkerhedsafstanden på 2 m ikke har været en nødvendighed.

Det er nemlig ikke meget rivalerne har set til Nairo Quintana i år. I forvejen kan han virke som en temmelig introvert person, som de færreste ryttere synes at pleje mange kontakter med, men i år kunne de med rette spørge, om han overhovedet har startet sin sæson. I hvert fald har han været pist borte hver eneste gang, stigningsprocenten har passeret de 5, og når først den colombianske kondor har været lettet, har ingen været i nærheden af at kunne hive ham ned på jorden igen.

Man siger, at gode ting kommer i klumper på tre, og sådan har det også været for Quintana i år. Hvis nogen havde en mistanke om, at et skifte til Arkea, der bestemt ikke har haft for vane at forvandle sten til guld, ville være det endelige dødsstød til hans karriere, er de nemlig blevet effektivt modbevist. Det startede, da han rundbarberede hele feltet på Mont Ventoux i Provence, inden han var endnu mere skræmmende på Col d’Eze i Haut-Var - en stigning, der ellers er så let, at ca. 20 mand endte med at spurte om 2. pladsen. Og i dag fuldendte han så sit hattrick af magtdemonstrationer ved at knuse al modstand, da det kontroversielle franske etapeløb én dag før tid omsider blev bragt til ende på Colmiane-stigningen et stenkast nord for Nice.

Læs også

Ny Visma-stjerne forklarer manglende Grand Tour-ambitioner

Med de seneste magtdemonstrationer in mente var sejren lige så forudsigelig, som hovedtemaet i alverdens nyhedsudsendelser er i disse dage. Faktisk var den så forventet, at alle rivalerne nærmest kollektiv udbrød et ”Nå!”, da han langt om længe baskede med de kondorvinger, der overraskende længe forholdt sig passive. De fleste så, hvordan Sepp Kuss brændte nallerne gevaldigt, da han forsøgte at flyve med på Ventoux, og hvordan Pinot gjorde det samme på Col d’Eze, og derfor vidste de fleste, at man end ikke skulle overveje at gøre følgeskab, da etapens storfavorit endelig trådte an.

Med fem sejre på tre løb er det svært at sætte en finger på Quintanas kørsel fra sæsonstart, og han kan kun ærgre sig over, at et dumt styrt i en sidevind, han ellers beherskede så flot, formentlig endte med at koste ham den samlede sejr. Faktisk har han været så overlegen, at man kan ærgre sig over, at han ikke mobiliserede samme mod, som han gjorde på sidste etape sidste år, hvor han satsede stort med et angreb på Egan Bernal langt fra mål. Quintana var så suveræn, at han meget vel kunne være endt på podiet, hvis han havde åbnet for gassen lidt tidligere.

Prioriteringen var imidlertid forståelig. Den samlede sejr var efter styrtet uden for rækkevidde, og en storslået satsning kunne have endt med at koste ham etapesejren, hvis der alligevel skulle være en grænse for overlegenheden. I det lys er en prestigiøs etapesejr nok mere værd end en podieplads, ikke mindst for hans Arkea-mandskab, der ikke er forvænt med sejre. Samtidig vil en podieplads for Quintana blot være endnu én i række, mens en etapesejr var lige præcis, hvad han manglede i sin samling. Med dagens triumf har Quintana nemlig vundet i alle de historiske etapeløb på WorldTouren, og han kan nu føje Paris-Nice til en liste, der blev startet med sejren i Dauphiné i 2012, og som siden er kommet til at omfatte - i kronologisk rækkefølge - Catalonien, Baskerlandet, Tour de France, Giro d’Italia, Tirreno-Adriatico, Romandiet, Vuelta a Espana og Tour de Suisse.

En sådan list er der ingen andre aktive ryttere, der kan prale af, og det siger noget om, hvor formidabel en rytter Quintana er, selvom han i de senere år har fået mere kritik end ros. Niveauet har imidlertid været der hele tiden, som hans fornemme kørsel i marts sidste år, magtdemonstrationen i Schweiz i 2018 og kongeetapesejrene i Touren i både 2018 og 2019 vidner. Snarere er det den stabilitet, der ellers har været hans varemærke, som er forsvundet som dug for solen, og derfor skal man også være varsom med straks at udråbe Quintana til den Tour-topkandidat, han i gamle dage altid var (hvis der da bliver en Tour at køre). Foreløbig følger han nemlig mønsteret fra sidste år, hvor hans styrke alene blev skjult af en skrappere modstand i disse forårsløb, og det er først, når han har foldet sig ud over tre uger, at vi for alvor kan erklære ham som værende tilbage.

Sandheden er da også, at klatreniveauet i årets Paris-Nice ikke har været skræmmende. Afbuddene fra særligt Primoz Roglic, Egan Bernal, Tadej Pogacar, Miguel Angel Lopez og Mikel Landa reducerede nemlig det løb, der havde det på papiret mest spændende felt, til en tyndt besat forsamling. Navnene har været store nok, men da det igennem hele ugen har været åbenlyst, at Julian Alaphilippe, Thibaut Pinot, Romain Bardet og Vincenzo Nibali (selvom han har været meget bedre i marts, end han plejer) har været langt fra topformen, kom dagens magtdemonstration på en meget billigere baggrund, end den havde gjort, hvis ikke Roglic og Bernal var blevet sat i løbskarantæne af coronavirus.

Det er også på den baggrund, at Maximilian Schachmanns samlede sejr skal ses, men det skal ikke tage det mindst fra den brølstærke tysker. Den seneste uge har nemlig vist, at han har lagt yderligere et lag til det allerede tårnhøje niveau, han viste sidste forår. Nok vidste vi alle, at han kunne køre i sidevind, køre enkeltstart og klatre i eksplosivt terræn, men i dag fuldendte han sin palet ved at levere det, der ubetinget er hans smukkeste klatrepræstation i de virkelige bjerge.

Det var dog ikke i dag, han vandt løbet. Paris-Nice skiller sig ud fra de øvrige af sportens ugelange etapeløb ved, at det har det hele. Bjerge og enkeltstarter finder man de fleste steder, men i intet andet af den slags etapeløb spiller evnen til at køre i sidevind samme rolle som på rejsen fra det blæsende Paris til det solbeskinnede Nice. Derfor skal man i langt højere grad være en alsidig rytter for at sejre i forårets første store etapeløb - i hvert fald hvis vejret er, som det var i år - og derfor er det slet ikke uventet, at en stor fyr som Schachmann kan sejre, selvom bjergene på papiret er for lange.

Derfor skal man også klappe hesten, når det kommer til fremtidige muligheder. Schachmann sagde efterfølgende, at dette føltes som et bevis på, at han er klassementsrytter, men vi skal stadig huske, at han kun med nød og næppe forsvarede et forspring, han havde opnået på enkeltstarterne og i sidevinden - og det endda i et svagt klatrefelt og på en stigning, der aldrig blev stejl. Havde modstanderne heddet Roglic, Bernal og Pogacar havde virkeligheden været en anden, og så havde Schachmann næppe været næste mand til at sole sig i Nices sol. Men naturligvis kan man ikke bebrejde ham, at han ikke slog de ryttere, der ikke var til stede.

Pointen understreges også af, hvem der blev nr. 2. Nok er Tiesj Benoot blevet nr. 4 i både Tirreno-Adriatico og Tour de Suisse, men bjergrytter er han altså ikke. Derfor er hans 2. plads også en afspejling af dels feltets manglende dybde, dels den afgørende rolle sidevind ofte spiller i dette løb. Det er altså ikke tilfældigt, at top 2 udgøres af klassikerryttere, at store, stærke Søren Kragh imponerede alt og alle med sin 10. plads, og at Jasper Stuyven, Philippe Gilbert, John Degenkolb og Zdenek Stybar alle endte i en top 20, der således talte hele otte mand, som er mere kendt for klassiker- end etapeløbsmeritter.

Læs også

Ranglisterne: Visma avancerer og ny verdensetter

Det skal dog heller ikke ligge Benoot til last. Tværtimod er det svært ikke at være imponeret over den fabelagtige styrke, han har vist i et løb, hvor han særligt i går virkede bedre end nogensinde tidligere. Det var han vel også i dag, hvor han gjorde alt rigtigt ved at sætte alt på ét bræt med ét stød mod Schachmann til allersidst. Desværre eksploderede benene til sidst, men Benoot viste et herligt mod til at gå efter sejren i stedet for at forsvare en 2. plads, der var truet af Sergio Higuita. Og da Kragh samtidig med sin magtdemonstration på enkeltstarten, fabelagtige klatring de seneste to dage og samlede 10. plads for første gang fik lejlighed til at udfolde det gigantiske potentiale, han har haft lige fra første færd, og Michael Matthews synes at være tilbage efter et svært år, er Sunweb måske det hold, der har allermest grund til at ærgre sig over, at der ikke bliver en klassikersæson i år.

I det mindste kan de tage på coronapause med selvtillid, og det kan være ganske vigtigt, når man skal finde motivationen til at træne til et mål, som ingen aner, hvad er. Netop betydningen af et sådant boost gør også Thibaut Pinot til en af dagens vindere. Det har nemlig været en uhyre svær sæsonstart for den franske stjerne, der desværre også er kendt for hurtigt at betvivle egne evner, når modgangen tårner sig op, som den har gjort i årets første to løb og i starten af denne uge. Heldigvis nåede han i sidste øjeblik at give antydninger af den rytter, der sendte Bernal til tælling i Pyrenæerne sidste sommer, og selvom også hans kørsel i dag skal ses i lyset af den svage modstand, var det livgivende at se, at han i dag virkede som en af de allerstærkeste og ikke som i går hang på som det tynde øl.

Mere skuffet må Sergio Higuita være. Løbet endte nemlig for den lille colombianer med at være fem succeshistorier i uvant terræn, men da han endelig ramte sin hjemmebane på stigningerne, var der slet ikke det gear, som kørslen i sidevinden og enkeltstarten havde indikeret. Således må han nok sande, at han stadig har lidt vej at gå, for det var ikke meget smerte, hans angreb påførte de tunge drenge som Benoot og Schachmann. Tværtimod skylder sidstnævnte ham vel et julekort, for Higuita syntes at have mere travlt med at føre og lukke huller for Schachmann end med at se, hvordan han kunne få skovlen under sine to langt tungere rivaler.

Etapen endte også som en lille skuffelse for Vincenzo Nibali. Treks store initiativ med Kenny Elissonde og Richie Porte, der begge viste halvlovende takter efter en svær tid, vidnede nemlig om, at gårsdagens kørsel ikke ubegrundet havde fået Hajen til at lugte blod. Desværre måtte han sande, at der heller ikke i år var forårsbid i hajtænderne, men alligevel er han en af de ryttere, der kan tage på corona-pause med ro i sindet. Det er nemlig længe siden, at Nibali har kørt så stærkt fra sæsonstart, og han synes derfor at kurs mod stærke præstationer i sit første store mål. Problemet er bare, at ingen ved, hvad det er, nu hvor det næppe bliver Giroen alligevel.

Straks værre er det for Romain Bardet. Der var ellers lige antydningen af håb på Mont Faron for et par uger siden, hvor han fulgte en ganske vist defensiv Quintana til dørs, men denne uge har desværre blot bidraget til det kedelige indtryk, han også efterlod i Australien. Naturligvis har fødslen af et barn i tiden op til løbet næppe gavnet formen, men den skuffende præstation her kommer jo desværre på ryggen af en endeløs serie, der rækker helt tilbage til det flotte VM-sølv i 2018. Og når det på den måde lægger sig i halen på en tendens, er det svært ikke at være bekymret - især fordi Ag2r havde et møgløb, hvor Pierre Latour stadig viste sig uhyre formsvag, og Benoit Cosnefroy desværre viste, at ustabilitet stadig er hans varemærke.

Langt sjovere er det at være Guillaume Martin. Cofidis har eller sikke for vane at forvandle veteranbiler til Formel 1-racere, men Jesus Herrada viser, at det ikke behøver at gå, som det gjorde for Nacer Bouhanni og Elia Viviani. Noget synes at tyde på, at Martin også er på rette vej, efter at hans fine offensiv i dag bekræftede det positive indtryk fra sæsonstarten, også selvom den megen tid på egen hånd kostede for meget til sidst.

Tid på egen hånd havde Thomas de Gendt også, men det er som bekendt sådan, han har det bedst. I dag tydede meget endda på, at han havde en af de dage, hvor intet i denne verden kan stoppe ham, og på den måde havde det måske været meget symbolsk, hvis han havde vundet på en dag, hvor coronavirus rettelig burde have stoppet ham og resten af feltet. Igen i dag måtte han dog sande, at han trods alt har sine begrænsninger, når stigningerne bliver for lange, men vi kan i hvert fald konstatere, at vi næppe har set den sidste vanvidsbedrift fra De Gendt endnu.

Særligt må han finde trøst i, at han kørte fra Julian Alaphilippe. Til gengæld blev det endnu et søm til den ligkiste, det franske fænomen har arbejdet på, siden han satte sig i sadlen i San Juan for mere end en måned siden. Gennem alle løb har det været klart, at Alaphilippe ikke er på vanligt niveau, og derfor er det måske ikke for ham, at pausen kommer alt for ubelejligt. Hans psyke synes nemlig at være en helt anden end Pinots, og han vil utvivlsomt kunne rejse sig igen, nu hvor han får lov at genstarte sæsonen, som var det januar igen.

Det er han desværre ikke den eneste, der gør. Lige nu er cykelkalenderen lige så tom som ordrebøgerne hos alverdens hoteller, og selvom en aflyst cykelsæson er det mindste af verdens akutte problemer, går rytterne alligevel en svær tid i møde. Det vil kræve stor glæde ved at køre på cykel at finde motivationen til at træne frem mod et mål, ingen kender, og ingen ved, hvornår kommer. Om ikke andet er det imidlertid en interessant test at rytternes moral, når vi engang i fremtiden for at se, hvem der kommer blæsende ud fra coronapause, og hvem der i stedet er forfaldet til trøstespisning hos mors kødgryder.

Mon ikke Quintana falder i første kategori? Kondoren er sikkert allerede ved at flyve hjem til Colombia, hvor den vil gå i coronaisolation i Andesbjergene, indtil normaliteten indfinder sig, og verden igen kalder. Kender vi ham ret, gør et sådant træningspas i højderne ham sjældent ringere, og derfor er der al mulig grund til at antage, at han vil være lige så svær at komme i nærheden af, som han har hidtil har været det - også selv coronavirus skulle give ham lov til ikke at være helt så alene, som han hidtil har været, hver eneste gang han har set et fransk bjerg i 2020.