Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Følg os Nyhedsbrev VELOMIO

Paris-Roubaix-analyse: Klassikerkongen, der kom med hatten i hånden
16. april 2019 21:32 af Emil AxelgaardFoto: Sirotti

I søndags sikrede Philippe Gilbert sig en storslået sejr i et af de to monumenter, han fortsat manglede på sin sejrsliste, da han overraskede alle forhåndsfavoritterne og i bare tredje forsøg sejrede i Paris-Roubaix. Vores ekspert, Emil Axelgaard, ser tilbage på løbet og drager konklusioner på baggrund af brostenssæsonens sidste løb i denne analyse.

Prøv at skrue tiden knap tre år tilbage. På det tidspunkt var der almindelig enighed om, at løbet nok desværre var ved at være kørt for Philippe Gilbert efter en ellers glorværdig karriere. Den belgiske superstjerne havde ikke vundet en klassiker siden Amstel Gold Race i 2014, og på BMC var han blevet kørt ud på et sidespor og stod i skyggen af Greg Van Avermaet, der endelig havde overtrumfet den mand, der ellers havde forfulgt ham og overskygget ham igennem det meste af karrieren. Sådan var det nu ikke længere på det amerikanske storhold, hvor Gilberts talrige forespørgsler om at få lov at køre de flamske klassikere gang på gang blev afvist med henvisning til, at det var Van Avermaets territorium. I et forsøg på at få de to belgiske kamphaner til at sameksistere havde man nemlig indgået et kompromis, der tilsagde, at brostenene var for Van Avermaet og Ardennerne for Gilbert.

 

Det tilfredsstillede bare ikke den tidligere verdensmester. Lige siden han erobrede Liege-Bastogne-Liege og føjede sin hjemmebaneklassiker til de to udgaver af Il Lombardia, han allerede havde vundet, havde han nemlig gjort det klart, at hans store drøm var at vinde alle sportens fem monumenter. Den plan forhindrede Van Avermaet og BMC-ledelsen imidlertid effektivt, og da stakkels Gilbert samtidig kunne se, at det efterhånden kneb med klatreevnerne og det ellers så legendariske punch, mens dieselmotoren samtidig syntes at blive stærkere og pege ham mere i retning væk fra de kuperede løb og mod de flamske klassikere, måtte noget gøres.

 

Løsningen var ligetil, men på sin vis også en smule ydmygende for en mand med Gilberts resultatliste. Han kontaktede nemlig Quick-Step-manager Patrick Lefevere, og skal man tro rygterne, nærmest tiggede han dem benhårde manager om at få en plads på sit hjemlands storhold, som han aldrig havde været i stald hos. Der var ingen store lønkrav til Lefevere, hvis blot Gilbert kunne få lov at køre brostensklassikerne på det hold, der igennem mange sæsoner nærmest har ejet dem. Det var nemlig sportslige ambitioner og ikke ussel mammon, der drev den belgiske veteran, og derfor fik han angiveligt en kontrakt, der i alt væsentligt var baseret på resultatløn.

 

Et sådant tilbud siger en god købmand som Lefevere naturligvis ikke nej til, og derfor blev der forud for 2017-sæsonen langt om længe indgået en alliance mellem manden, der sammen med Tom Boonen har været Belgiens mest dekorerede klassikerrytter i de seneste år, og det belgiske storhold, der ellers har haft de fleste store belgiske klassikerstjerne i stald. Selv i sine mest optimistiske stunder havde Lefevere dog nok ikke forestillet sig, at ægteskabet skulle blive så lykkeligt, som det skulle vise sig at være tilfældet.

 

Nu små tre år senere har Gilbert nemlig forvandlet sin karriere fra at være på vej i den helt forkerte retning til på nærmest ingen ting at have taget stormskridt mod drømmen om at vinde alle fem monumenter. Efter at have taget en knusende suveræn solosejr i Flandern Rundt i sit første år på holdet føjede den sympatiske og vellidte belgiske superstjerne i denne weekend også det monument, han vel i mange år betragtede som den vanskeligste udfordring, til sit generalieblad, da han tog en højst overraskende, men ganske fortjent sejr i Paris-Roubaix og dermed blev den blot 9. rytter i historien til at vinde fire af de fem store endagsløb.

 

Sejren var uventet af flere grunde. For det første havde det meste af cykelverdenen totalt afskrevet en formsvag Gilbert, der i Flandern Rundt var så mærket af maveproblemer, at han for første gang siden 2012 måtte udgå af et monument. For det andet var det blot hans tredje deltagelse i sportens måske mest specielle endagsløb, da han efter debuten i 2007 hurtigt havde indset, at det løb vist ikke var for ham. Faktisk var det først sidste år, at han som led i sin #Strive5Five-ambition vendte tilbage, og det comeback havde ikke just givet håb om, at en sejr var indenfor rækkevidde.

 

Gilbert har imidlertid gennemgået lidt af en transformation i de senere år. Det legendariske punch, der gjorde ham til et altædende monster i 2011, er slet ikke så godt som tidligere, og klatrebenene er slet heller ikke, hvad de var engang. Til gengæld har han opbygget en enorm rutine, og den motor, der nu har indbragt ham fire monumentsejre samt et verdensmesterskab, synes ingenlunde at være blevet rusten endnu. Og i Paris-Roubaix er det hverken punch eller eksplosivitet, der belønnes, men derimod rutine og evnen til at blive ved og ved.

 

Og netop det gjorde Gilbert i søndags. Sejren var nemlig helt fortjent, for det stod hurtigt klart, at Gilbert var den stærkeste mand blandt de seks, der endte med at skulle køre om sejren. Ikke blot var det ham, der med et modigt og tidligt angreb havde åbnet ballet sammen med Nils Politt og Rudiger Selig allerede langt fra mål, hvor han endda kortvarigt endte med at køre alene i den hårde modvind, det var også ham, der først knækkede Wout van Aert med sit stærke angreb med ca. 20 km til mål, og siden med sin forcering på Carrefour de l’Arbre tvang Peter Sagan til at bruge det sidste skød i bøssen og dermed efterlade den forsvarende vinder uden mere ammunition, da Politt få minutter senere angreb på den ellers ganske lette Gruson-pavé, hvor Gilbert med stort overskud let kørte op til tyskeren. Da forsøget på at komme af med Politt på Hem-pavéen til sidst fejlede, viste Gilbert til slut den kølighed, der nu har givet sig udslag i 75 sejre, og med overlegen og suveræn kørsel på velodromen let overspurtede sin rival, der ellers i de seneste klassikere har vist, at han besidder en glimrende spurt efter et langt og hårdt løb.

 

Det var imidlertid ikke kun Gilbert, der oplevede en renæssance. Det samme gjorde hele Deceuninck-mandskabet, der ellers havde måttet stå model til en del kritik efter et Flandern Rundt, hvor det kun var Kasper Asgreens flotte kørsel, der afværgede en total fiasko. Svaret på den kritik kom prompte med endnu en klassisk magtdemonstration, hvor holdet i finalen med Gilbert og Yves Lampaert, der endegyldigt fik dokumenteret, at det er Paris-Roubaix, som er hans klassiker, effektivt kunne udnytte et overtal, der gav sig udslag i hele to mand på podiet. Bag dem lukkede Zdenek Stybar og Florian Senechal effektivt ned for alle angreb og sluttede endda af med at køre fremragende spurter på velodromen, så det belgiske storhold kunne ende med hele fire mand i top 8 på en dag, hvor de til fulde fik dokumenteret, at sporten har én og kun én konge i klassikerne og nu kan se tilbage på to sejre og en 2. plads i sæsonens første tre monumenter.

 

Politt måtte således sande, at han var oppe mod overmagten, men det var ikke uden grund, at han overhovedet ikke var skuffet over resultatet. Ganske vist var det ikke svært at forudse, at tyskeren havde kurs mod et stort resultat, efter at han trods sine begrænsede klatreevner havde kørt flot i både E3 og Flandern Rundt og derfor lignede et knivskarpt bud på en topkandidat til den klassiker, der for alvor passer den slidstærke dieselmotor. Alligevel var det imponerende at se, at han i sit fjerde møde med sportens mest barske brosten var med hele vejen fra Gilberts tidlige angreb, og siden blot blev stærkere og stærkere, som løbet skred frem. Det er nemlig netop motoren, der er Politts varemærke, og det blev anskueliggjort af, at han tidligt blev sat af Gilbert og længe lignede en af gruppens svageste, men mens de andre faldt fra som fluer mod slutningen, kunne den tyske Duracell-kanin blive ved og ved og ved, så han til slut havde chancen for at spurte sig til sin første Roubaix-sejr.

 

Den kom ikke i denne omgang, men efter dagens præstation står det klart, at Politt vinde den nordfranske klassiker før eller siden. Og skulle det ske, mens han stadig bærer Katusha-trøjen, vil det være en tiltrængt succes for det schweiziske storhold, der i denne sæson nærmest har været en tysk enmandshær, og en Politt-sejr i søndags havde faktisk blot være sæsonens anden for det fallerede mandskab. Desværre går tyskeren nu på pause, og dermed skal vi formentlig nu igen vente længe, inden det tidligere så succesrige hold igen får noget at juble over.

 

Jubel er der nok ikke i Jumbo-lejren, men de havde fortjent at runde en fornem brostenssæson af med et brag af en fest. Efter et Flandern Rundt, der leverede det eneste svaghedstegn for den ellers så suverænt kørende belgier, rejste Wout van Aert sig nemlig og leverede en præstation, der kronede en forrygende klassikersæson, og som havde fortjent et langt, langt bedre resultat. Hvis nogen havde spået, at Van Aert skulle køre med om sejren, da han efter først en defekt og siden et styrt havde tilbragt nærmest en evighed i konstant jagt på feltet, var de formentlig blevet indstillet til indlæggelse på psykiatrisk afdeling med henblik på behandling for vrangforestillinger. Ikke desto mindre reagerede han prompte, da Sagan sprænte favoritgruppen, og havde han ikke i al dramaet glemt at spise, så han til slut gik sukkerkold, er det såmænd ikke utænkeligt, at han kunne have været med til at spurte om sejren i Roubaix. Det er i hvert fald ikke en urimelig påstand at hævde, at Van Aert var løbets stærkeste, og selvom det næppe er en trøst i dag, fik han endnu engang dokumenteret, at han med sin enorme motor er den fødte Roubaix-rytter.

 

Det er Sep Vanmarcke også, men det er ikke nogen nyhed. Der er ikke mange, der har haft belgierens stabilitet i Helvedet i Nord, men den forløsende sejr kom desværre heller ikke denne gang. I søndags havde han imidlertid måske fortjent det mere end nogensinde, men det så ud til, at lykkes gudinde havde bestemt sig for, at den brølstærke belgiers forår bare ikke måtte blive en succes. Først fik han spoleret de flamske klassikere af det dumme styrt i E3, og derfor var det i sig selv et mindre mirakel, at han kunne levere så fornem en indsats for Alberto Bettiol i Flandern Rundt. Og da han i Roubaix overvandt alle odds og trods en helt igennem elendig forberedelse viste sig som en af løbet stærkeste, knustes hans sejrsdrømme af et defekt gear, der formentlig forhindrede ham i at spurte om sejren på velodromen. Heldigvis kan EF ikke klage over et forår, der som bekendt med Bettiols sejr var en suveræn succes, og som også har budt på en genfødsel af Sebastian Langeveld, men det er næppe nogen stor trøst for evigt uheldige Vanmarcke, der som i 2017 måtte indse, at begge hans store monumenter blev ødelagt af sort, sort uheld.

 

Vanmarcke kan dog i det mindste glæde sig over, at han var med i kampen om sejren. Det var to af forhåndsfavoritterne til gengæld ikke, da både Greg Van Avermaet og Oliver Naesen ikke kom med, da Sagan-toget forlod perronen. Mens det så ud til, at Naesens diamantben igen forsvandt, selvom han denne gang ikke var sat tilbage af sygdom og for en gangs skyld faktisk kørte et Paris-Roubaix uden væsentlige uheld, var Van Avermaet rasende efter løbet. Belgieren mente nemlig, at han havde haft benene til at vinde, men uopmærksomhed betød, at han blev taget på sengen af Sagan, Van Aert og Vanmarcke.

 

Den forklaring kan der være en vis ræson i, men problemet er bare, at det begynder at ligne et mønster. Også i Milano-Sanremo sov Van Avermaet i timen, da de bedste kørte væk på Poggio, hvor han havde fået placeret sig for langt tilbage, og præcis det samme skete i den italienske klassiker i 2017. Med tanke på den store styrke, han har vist igennem foråret, er det helt sikkert korrekt, at Van Avermaet havde benene til at køre med om sejren, men desværre kræver det mere end god form at vinde sportens store klassikere. Nu ender Van Avermaet i stedet sin brostenssæson med en 10., 12. og 20. plads i de tre største løb, hvilket er et yderst pauvert udbytte af et år, hvor han ellers atter lignede den mand, der vandt stort set alt i 2017.

 

Meget bedre har det ikke været for Peter Sagan, og det lykkedes ham da heller ikke at gentage succesen fra sidste år. Alligevel kan han se tilbage på løbet med en vis tilfredshed, for det lykkedes ham at redde en brostenssæson, der havde kurs mod at blive den totale katastrofe. Over de seneste to uger er slovakken imidlertid blevet bedre og bedre fra weekend til weekend, og selvom han også i søndags måtte indse, at formen stadig ikke er, hvor den skal være, var det en helt anden Sagan, end vi så i Flandern Rundt og E3. Heldigvis er det netop i år, at han forlænger sin klassikersæson helt frem til Liege, og med den kurs, hans formkurve har haft i den seneste tid, er der grund til en vis optimisme forud for Amstel Gold Race og debuten i Liege, ikke mindst når han slår pjalterne sammen med de Bora-drenge, ikke mindst Maximilian Schachmann, der legede kispus med rivalerne på de baskiske landeveje i sidste uge.

 

Løbet blev til gengæld ikke en succes for Alexander Kristoff, der simpelthen synes at være ramt af en Roubaix-forbandelse. Med modvind og den bedste form siden 2015 havde nordmanden sit livs chance for at vinde den klassiker, der egentlig på papiret burde passe ham bedst, men det fik hele tre punkteringer tidligt i løbet sat en effektiv stopper for. Mod den slags uheld kæmper selv den stærkeste nordmand forgæves, men heldigvis kan han se tilbage på et forår, der har genetableret ham som en mand, der skal satses på i klassikerne, og vist UAE, at han altså ikke er en afdanket stjerne, man bare kan køre ud på et sidespor, uanset hvor stor en colombiansk guldfugl man har købet sig til.

 

Langt værre ser det ud hos nogle af de ellers på forhånd mest lovende klassikerhold. Både Trek og Sky lignede op til sæsonen nogle voldsomt stærke kollektiver i årets brostenssæson, men paradoksalt nok lykkedes det de hold, der sammen med Deceuninck havde allerflest kaptajner, at mistime formen hos dem alle. Sky er nu lovligt undskyldt af, at Gianni Moscons styrt i Emiraterne viste sig værre end ventet, og at Dylan Van Baarle brækkede håndleddet i Omloop, og da en ellers velkørende Luke Rowe fik ødelagt sin kæde mod slutningen af søndagens løb, lykkedes det ikke waliseren at redde klassikersæsonen på falderebet.

 

Mere grelt var det for Trek, der hurtigt måtte indse, at drømmen om, at John Degenkolb i det flade Paris-Roubaix kunne rejse sig efter de flamske skuffelser, og at Jasper Stuyvens stigende formkurve kunne udmønte sig i en feberredning til allersidst, var helt ubegrundet, og selvom holdet længe sad talrigt repræsenteret, forsvandt alle kaptajnerne som dug for solen, da der skulle trædes til mod slutningen. Dermed endte holdets store klassikersatsning som en dundrende fiasko, og da holdets største navn, Richie Porte, i Catalonien blev syg for 117. gang, ser det desværre ud til, at det amerikanske storhold har kurs mod en meget vanskelig sæson, som vel reelt kun kan reddes af, at den australske stjerne for en gangs skyld kan holde sig rask og sætte sig igennem i etapeløbene senere på året, naturligvis særligt i Tour de France.

 

Heller ikke Lotto kan se tilbage på et stort klassikerår, efter at stakkels Tiejs Benoot også i sit tredje forsøg i Roubaix blev sat ud af spillet af uheld og nu også misser Amstel Gold Race. Den ellers tidligere så suverænt kørende Matteo Trentin måtte ligesom sidste søndag også indse, at han næste år skal time formen lidt bedre, for det kan åbenbart ikke lade sig gøre at køre som en motorcykel nærmest hver eneste uge fra begyndelsen af februar indtil midten af april. Til gengæld fik FDJ lidt oprejsning efter et forår, hvor Arnaud Demare slet ikke har fundet formen, da den franske stjerne viste tegn på fremgang, Stefan Küng viste, at han vitterligt har et stort potentiale i et løb, der burde passe ham perfekt, og formstærke Marc Sarreau atter viste, at han altså er mere end bare en traditionel sprinter. I det hele taget gjorde de franske outsiderhold det ganske pænt, da Direct Energie uden Niki Terpstra fik både Adrien Petit og den velkørende Anthony Turgis i top 20, Hugo Hofstetter for Cofidis overraskede stort med en 19. plads, og Delko leverede en gedigen sensation, da den altid så solide hjælper Evaldas Siskevicius kørte sig til en højst uventet 9. plads.

 

I Paris-Roubaix er det nemlig aldrig for sent at få sit gennembrud. Der er en grund til, at det var her en aldrende Mathew Hayman tog en choksejr i 2016 i en alder af næsten 38 år, og der er en grund til, at det først var i sin karrieres absolutte efterår, at Gilbert erobrede det monument, han troede, det ville blive sværest at vinde. Måske var det lige netop det, han vidste, da han tog røret og ringede til Lefevere for at give et tilbud, den belgiske manager ikke kunne afslå. I hvert fald var det ubetinget karrierens klogeste beslutning at skifte til klassikernes ukronede konger - og så gør det mindre, at det krævede, at han måtte komme krybende med hatten i hånden.

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Paris - Roubaix
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN
KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:
/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

La Flèche Wallonne Fémi...(1.WWT) 24/04

La Flèche Wallonne(1.UWT) 24/04

Tour of Croatia(2.1) 23/04-28/04

Asian Road Championships(CC) 23/04

La Flèche Wallonne Fémi...(1.WWT) 24/04

La Flèche Wallonne(1.UWT) 24/04

EPZ Omloop van Borsele(2.NCUPJW) 26/04-28/04

Vuelta a Castilla y Leon(2.1) 26/04-28/04

Liège-Bastogne-Liège Fe...(1.WWT) 28/04

Liège-Bastogne-Liège(1.UWT) 28/04

Giro dell'Appennino(1.1) 28/04

Tour de Romandie(2.UWT) 30/04-05/05

Rund um den Finanzplatz E...(1.UWT) 01/05

Campeonato Panamericano d...(CC) 01/05

Tour de Yorkshire(2.HC) 02/05-05/05

Vuelta Asturias Julio Alv...(2.1) 03/05-05/05

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

CCC Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger