Nogle af vores kolleger rundt omkring på Internet lægger ikke fingrene imellem både når det handler om at fremføre anklager mod dopingmistænkte ryttere - og når talen falder på cykellorganisationers og løbsarrangørers håndtering af Operation Puerto problematikken. Og pezcyclingnews.com er mere klar i mælet end de fleste.
Tour boss Christian Prudhomme gjorde forleden klart på T-Mobiles træningslejr på Mallorca, at ASO uden tøven vil forbeholde sig retten til at afvise Operation Puerto-involverede ryttere. Og at man ej heller var nervøse for evt. sagsanlæg i den forbindelse.
Efter de udtalelser har Richard Pestes, initiativtager til og daglig redaktør af pezcyclingnews.com, åbenbart fået morgencroissanten helt galt i halsen og kommenterer på sin website Prudhommes udtalelser således (vores oversættelse):
”Hvis ellers mine øjne og min opfattelsesevne fungerer normalt, så betyder Prudhommes udtalelser, at Tour de France-folkene vil gøre fuldstændig som det passer dem uden hensyntagen til, om der foreligger dokumentation eller beviser af nogen art fra Operation Puerto. Og tilsyneladende har andre løbsarrangører lige så travlt, når det handler om at lege lovens forlængede arm”, siger Richard Pestes.
”Sikke en sæk lort”.
”Prudhomme fremlægger derudover yderligere bevis på sin intelligens ved at sige, at cykling og jura passer ikke sammen, og at der kommer nye facts fra Fuentes sagen næsten hver dag”.
”De ”facts”, er vel fx den meget omtalte lille papirstump med navnene ”Ale," "Manc," "Vino," "Popo," og "Valv. piti" (som Efemiano Fuentes angiveligt havde i sin tegnebog ved anholdelsen den 23. maj red.). Alexandre Vinokourov havde en fremragende pointe, da han blev foreholdt disse ”facts”, som han kommenterede således: ”Du kan finde mit navn på papir over det hele. Selv når du (journalisten) har forladt dette interview, så har du sikkert et stykke papir i lommen med mit navn på”, afslutter Richard Pestes sit udfald mod Prudhomme.