Quaade to'er på kongeetapen i Luxembourg

Der var engang, hvor Rasmus Quaade hentede alle sine store resultater hjem på enkeltstarterne, men det har Giant-Castelli-rytteren i de seneste år lavet om på. I dag kom han således ind på andenpladsen på Flèche du Suds kongeetape, som indebar 3200 højdemeter på blot 130 kilometer.

Allerede tidligt på etapen var tempoet utroligt højt, og derfor blev den angrebslyst, som nogle måske sad med, hurtigt dræbt. Efter 18 kilometers kørsel var der kun 30 ryttere, i feltet, og udskilningen fortsatte så småt efterfølgende, da  25 mand var tilbage på finalerundstrækningen med 45 kilometer til mål.

Kort efter kom rykket så, da blandt andre den tidligere Trek-rytter Riccardo Zoidl (Felbermayr-Simplon Wels) trak fra på en stigning. Med sig fik han tre ryttere, deriblandt Quaade, men østrigeren var utilfreds med gruppens sammensætning og angreb igen.

Læs også

Lidl-Trek-udbryder trodser favoritterne på målbjerg

Denne gang slap han væk alene, og så stod der solosejr på menuen for Zoidl. Nede bagved spurtede en udmattet Quaade sig til andenpladsen, hvormed det ser rigtig godt ud for Giant-Castelli-rytteren inden løbets to afsluttende etaper.

”Følte mig lidt som en af de kedelige professionelle”

Rasmus Quaade var da også godt tilfreds med sin kørsel efter etapen, som han ikke havde forventet at køre så godt på.

”Jeg er virkelig glad, for jeg viste, at jeg kan køre godt opad. Det er virkelig fedt, og jeg er meget glad, men også træt,” siger danskeren i en pressemeddelelse fra sit hold.

Planen fra morgenstunden var, at Quaade skulle blande sig i nogle af de tidlige angreb for at komme på forkant med løbets udvikling. I kraft af den hurtige start var det dog ikke muligt, og så endte han med at køre en ganske defensiv etape - dog med stor succes.

”Der var så mange interesser i at holde farten høj, at jeg ikke engang overvejede at angribe. Jeg følte mig lidt som en af de kedelige professionelle, man ser i Grand Tours, som aldrig angriber,” forklarer Quaade, som sad helt på grænsen, da det afgørende angreb blev sat ind på stigningen på finalerundstrækningen.

”På toppen er vi så fire ryttere, og de tre andre ville gerne køre for klassementet. Det ville jeg også, men jeg kunne have lagt mig i grøften efter at have fulgt dem til toppen.”

”Jeg kunne ikke engang føre på det flade, selvom jeg forsøgte to gange. Jeg var så træt, at det var rigeligt bare at sidde på hjul. Jeg tror, de var lidt trætte af mig, men jeg var virkelig ved at falde om.”