Rasmus Damsgaard reagerer på angreb

Det er med beklagelse endnu engang at skulle gå i rette med pressen om CSCs antidopingprogram.

Først et par faktuelle fejl.

- ”Eksperterne” Carsten Lundby og Peter Rasmussen er ikke læger.

- Hæmatokrit bliver ikke brugt i nutidens antidopingarbejde. UCI anvender fortsat hæmatokrit, men aldrig alene - kun sammen med hæmoglobin. Det Internationale Skiforbund droppede hæmatokritten i 2001. Hæmatokrit udgår i øvrigt som variabel i fremtiden. Det burde Sune Gyllings eksperter og eget hjemmearbejde naturligvis have afdækket.

- Som Sune Gylling skriver så er Carsten Lundbys ”væsentligste anke at rytternes hæmatokritværdier er mistænkelige høje.” Det er forkert og det vidste Sune Gylling inden artiklen gik i pressen, idet jeg havde orienteret ham om dette faktum. Carsten Lundby blev præsenteret for decembermåneds værdier, der var målt i Sydafrika på et ikke akkrediteret laboratorium. Hæmatokritværdierne for rytterne ligger mellem 42,3% og 43,6% fra januar til juni. Disse værdier repræsenterer baggrundsbefolkningen og er således ikke ”mistænkelige høje”. Det er pinligt for såvel Sune Gylling som for Carsten Lundby og Peter Rasmussen at en insinuerende artikel i sit fundament er baseret på fordrejede oplysninger.

- Jeg kan og vil ikke garantere for at CSC rytterne er rene. Men jeg kan garantere for at alle antidopingværktøjer er taget i brug og at ingen af de akkrediterede prøver til dato har været positive.

- Hvis sekretariatschef Finn Mikkelsen mener, at en deltagelse fra Anti Doping Danmarks side ville kompromittere agenturets troværdighed og tillid og undergrave udøvernes retslige grundlag - ja så siger han UCI lodret imod, idet Bispebjerg Hospitals program er certificeret af UCI og er underlagt antidopingregulativerne under World Anti-Doping Agency, hvilket var en forudsætning for at programmet kunne søsættes. Det ville være ønskeligt om Finn Mikkelsen ville se lidt indad og sørge for, at ADDs prøver af cykelryttere lever op til eksempelvis den standard UCI har lagt.

Jeg stiller mig uforstående overfor pressens modvilje overfor CSCs antidopinginitiativ. For første gang i verdenshistorien fremlægger alle 28 atleter deres blodværdier af hvilke der i gennemsnit er 16 af, som afspejler baggrundsbefolkningens niveauer med udregning af individuelle variationer som Hb z-score, OFF z-score og variations koefficienten for hæmoglobin. I tillæg har de fleste ryttere yderligere fået foretaget 4 EPO tests, 4 steroid tests, 1-2 blodtransfusions tests, talrige forskningsprøver med måling af total hæmoglobin, væksthormon, IGF-I og BP3, FSH og LH, autolog bloddoping i kombination med, at vi evaluerer EPO tests for mikrodoseringer og følger T/E ratio profiler for at afgøre om rytterne muligvis anvender testosteronplastre eller gel som muligvis kan afsløres, hvis T/E ratioen svinger med mere end 30% selv indenfor normalområdet.

Hvis man hertil lægger antallet af tests foretaget af de nationale antidoping agenturer og UCI, ja så tror jeg, at eksempelvis en rytter som Fabian Cancellare siden december 2006 og frem til i dag har været testet mere end 40 gange hvoraf mindst 30 har været udenfor konkurrence. Jeg forsker til tider endda sammen med Carsten Lundby i udviklingen af dopingtests og qua min rolle som chef for al antidopingarbejdet i det internationale skiforbund, som reviewer af alle positive doping sager i international tennis (ATP og WTA) samt ekspert i WADAs task force gruppe, der diskuterer muligheden for implementering af maksimale blodvariationer som start forbud i stedet for øvre og nedre grænseværdier, ser jeg mig i stand til at understrege, at CSCs antidopingprogram ikke kan beklikkes, men benytter sig af alle tilgængelige værktøjer, der skal til for at udføre et relevant stykke antidopingarbejde.

Jeg kan tilføje at hvis eksperterne Carsten Lundby og Peter Rasmussen vil tvinge sin krop uset gennem dopingkontrollen, så skal de være velkommen til det. Udbyttet vil sandsynligvis være ganske begrænset og mest af alt om minde om placebo. Når man så dertil lægger en økonomisk lussing og muligvis aldrig mere at kunne få en fornuftig kontrakt med et Pro Tour hold - ja så er incitamentet nok temmelig begrænset og forbeholdt den absolutte mest ubegavede del af atleter. Gårdsdagens fangst af en tysk rytter bekræfter det simple faktum, at dopingkontrollen ikke behøver komplicerede kontroller og testanalyser. Dopingkontrollen behøver at dukke op, uventet og udenfor konkurrence for at teste ryttere positive for stoffer der blev opfundet før 2. verdenskrig og som slog igennem i 1950'erne.

Rasmus Damsgaard, læge, PhD

Læs også

Jumbo-boss om ryttersuspendering: Atleterne skal være skarpe hver dag